Paradisbakkerne. Majdalen, en af områdets mange sprækkedale. Foto 2010.

.

Paradisbakkerne, skovklædt grundfjeldsknude på Østbornholm 3 km nordvest for Nexø. De rejser sig brat 30-50 m over det øvrige terræn og er gennemskåret af talrige, smalle sprækkedale med frodig vegetation og adskillige mindre søer og moser. Store dele ligger mere end 100 m.o.h., stenvarden Midterpilt (113 m.o.h.) markerer et af de højeste punkter; desuden findes Vestre- og Østrepilt, der oprindelig blev brugt som vejvisere.

Faktaboks

Etymologi
Paradisbakkerne har navn efter efter Paradisgårdene, 1528 Paradisseg[aar]d.

Den berømte, 30 t tunge vandreblok Rokkestenen, bautastenen Nasken og resterne af Gamleborg, en tilflugtsborg fra ældre jernalder, er kendte udflugtsmål. I området brydes den karakteristiske bjergart Paradisbakke-migmatit, der kan ses i Præstebo Stenbrud. Ca. 1 km2 af området blev fredet i 1930'erne. Der er kun bevaret rester af klippeheden Højlyngen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig