Døndal, Dyndal, Dynddal, sprækkedal ved Bornholms nordøstkyst 6 km nordvest for Gudhjem. Navnet skyldes, at vand fra dalens ca. 20 m høje vandfald siges at "dønna", dvs. at buldre. Den nordvestlige side af dalen udgøres af en op til 25 m høj klippevæg; den anden side er formet i ujævne trin og dækket af en frodig, artsrig løvskov. I 1930'erne plantede den daværende ejer mange eksotiske træarter; i dag dominerer avnbøg. Frodigheden skyldes, at jordbunden er dannet i smeltevandsler, og at åen, som slynger sig i dalbunden, giver fugtighed året rundt.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra ca. 1700 som Dyndale 'dalen, hvor åen Dyn ('den buldrende') løber'.

I 1970'erne blev dalen fredet og købt af Danmarks Naturfond. Døndalen indgår i et EF-habitatområde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig