Pedersker Kirkemølle er en vindmølle 6 km sydøst for Aakirkeby.

Historie og tekniske detaljer

Pedersker Kirkemølle ca. 1950
Pedersker Kirkemølle ca. 1950.
Foto: Kaare Rasmussen, Bornholms Museum.
Af .
Licens: CC BY 2.0

Møllen, beliggende ved kirken vest for Pedersker, er af hollandsk type med jordomgang, opført i sommeren og efteråret 1861. Den erstattede en mere end 150 år gammel stubmølle, som blev nedrevet samme år. Den nye mølle takseredes til brandforsikringen den 4. februar 1862, og her beskrives den som en cirkelrund hollandsk mølle, 15 alen høj til hatten og opført i (sandstens)grundmur med hat af tømmer og brædder. Den bestod af 4 etager. Inventaret var righoldigt: bl.a. 3 kværne og en skalle-/pille-/grubbekværn.

Kirkemøllen havde oprindelig vinger til kludesejl, men de blev udskiftet med selvsvikkende vinger (vingeklapperne åbner og lukker sig efter vindens styrke) i 1899. Indtil 1908 krøjedes (drejedes vingerne op mod vinden) manuelt ved hjælp af et krøjespil, men dette blev erstattet af en vindrose (gør vingerne selvkrøjende), da møllen blev forhøjet med 3 alen samme år. 4-5 år før var en glødehovedmotor blevet installeret i en nyopført tilbygning til kornmagasinet, og i 1932 anskaffedes en 34 hk Ruston Hornsby dieselmotor, der stadig kan køre. Derefter skete ingen ændringer, dog fungerede Kirkemøllen fra 1959, til den lukkede i 1969, udelukkende med motorkraft.

Forfald og restaurering

Møllen var ved at forfalde, og forfaldet fortsatte ind i det næste årti, men i 1978 kontaktede Pedersker Lokalforening ejerne, og en restaurering gik i gang. Den blev afsluttet i september 1982, men siden er gennemført flere renoveringsarbejder. Møllens historie blev beskrevet i 1996 af Poul Erik Munk, der var leder af den historiske gruppe under Pedersker Lokalforening, som har ejet Kirkemøllen siden den 12. maj 1982.

Ved Kirkemøllen har der været både krohold og bageri i 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig