Svaneke er en by på Bornholms nordøstlige klippekyst med 1044 indbyggere (2017).
Faktaboks
- Etymologi
- Navnet Svaneke nævnes i 1410 som Swencke, af gammeldansk swan 'svane' og *wīka 'vig'.
Svaneke er en by på Bornholms nordøstlige klippekyst med 1044 indbyggere (2017).
De mange, smukke bindingsværkshuse, krogede gader samt morbær- og figentræer gør den til en af øens mest særprægede byer. Den sengotiske kirke er senere stærkt ombygget med bl.a. spåndækket tårnspir fra 1789.
Havnen er sprængt og hugget ind i klipperne. Nær havnen ses flere af de gamle købmandsgårde, hvoraf nogle er indrettet som hotel. Ved torvet har siden 2000 ligget mikrobryggeriet Svaneke Bryghus. Svanekegården, indrettet i en gammel købmandsgård, er kulturcenter.
Byen er også kendt for det karakteristiske, trebenede, tidligere vandtårn (1952, tegnet af Jørn Utzon, taget ud af brug i 1988), Bechs Mølle (ca. 1630), som er Danmarks næstældste stubmølle, og Svanemøllen, en hollandsk mølle fra 1864 (renoveret 2013-2014). Svaneke modtog i 1975 Europarådets guldmedalje for den konsekvente bybevaring. I 2013 udnævnte Bygningskultur Danmark Svaneke til Danmarks smukkeste købstad.
Svaneke fik købstadsrettigheder i 1475 og er landets mindste købstad. Byens opkomst hænger formentlig sammen med, at sildefiskeriet i Østersøen nåede et højdepunkt, og fiskeri og landbrug var således dominerende erhverv.
I 1610 brændte næsten halvdelen af byen. Endnu i 1801 havde Svaneke kun 663 beboere, men befolkningstallet blev fordoblet i 1800-tallet, idet den nye havn dannede grundlag for flere skibsværfter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.