Hinsides den romerske grænse

I århundrederne e.Kr. spredtes fornemt forarbejdede romerske luksusprodukter ud over hele det nordeuropæiske lavlandsområde.¹ Det var fortrinsvis drikkeudstyr, vinkar, kasseroller, øser, sier og drikkebægre og -skåle, som blev brugt ved elitens gæstebud, ganske som man havde gjort det århundreder tidligere, i bronzealderen (se Fra høvdingeslægt til høvdingeslægt). Men de fulgte også med som gravgaver, når den samme elite af stormænd, høvdinge, krigere og kvinder af fornem byrd blev gravsat. Gravene i Hoby² og Dollerup³ er blot nogle af de fornemste eksempler derpå. Vi har netop set, hvordan den romerske import nogle steder gav indblik i et hierarkiseret samfundssystem, styret af stormænd, høvdinge og krigere.⁴

At de romerske importvarer var så eftertragtede skyldtes, at det gav prestige at erhverve og besidde dem. Nu kunne man indvende, at de romerske vin- og drikkekar blot var pæne og praktiske redskaber til brug ved hjemlige drikkelag. Havde det imidlertid været så enkelt, ville der også kunne findes nogle, som var fremstillet af nordiske bronzehåndværkere. Men ikke en eneste bronzespand, si eller kasserolle blev eftergjort herhjemme. I modsætning til, hvordan det var i bronzealderen, var det nu kun den ægte vare, der talte. Importvarernes statusværdi var først og fremmest knyttet til deres fjerne oprindelse. Det var genstandene selv, og ikke mindst deres symbolske værdi, der havde så stor betydning. Spanden til vin, kasserollen med målemærker, sien, der skulle fjerne vinens urenheder, øsen, der blev brugt til at skænke vinen op, sølvpokalerne og glasskålene til at drikke af og bakken til at servere på var symboler på, at ejeren og brugeren havde kendskab til romersk smag og livsstil, som han ønskede at overføre til de hjemlige forhold.⁵

Hvordan disse luksusvarer spredtes ud over de nordlige dele af det europæiske kontinent, er historien om forholdet mellem to vidt forskellige verdener. For uanset hvordan man fortolker de arkæologiske vidnesbyrd, så ændrer det ikke ved det forhold, at de romerske luksusgenstande ikke var varer, der var tilgængelige på et åbent marked. De måtte på deres vej til Nordeuropa passere fra én økonomisk sfære til en anden. De måtte bevæge sig fra en romersk penge- og markedsøkonomi til en helt anden økonomi, som hverken rådede over markeder eller penge.

Hvor man tidligere, i bronzealderen, næppe havde andet end vage forestillinger om den syd- og centraleuropæiske elite, hvis livsstil man søgte at efterligne, dér stillede forholdene sig anderledes for jernalderens mennesker. Romerriget var noget, man kunne finde lige uden for egen dør. I tiden omkring Kr.f. havde romerne søgt at etablere imperiets nordgrænse ved Elben, ikke langt fra Jyllands rod. Ganske vist fik det romerske eventyr mod nord en brat ende, da en alliance af germanske stammer i året 9 tilføjede de romerske legioner et frygteligt nederlag ved Teutoburgerskoven.

Derefter tog den romerske grænsepolitik sigte på at konsolidere grænsen langs Rhinen og Donau, men stadig var romernes tilstedeværelse følelig langt uden for Limes.

Tydeligst mærkede man det naturligvis i de grænsenære egne, de såkaldte glacisområder, der lå som en bred stribe uden for og langs med Limes. Det var en bufferzone, hvor kontakten til romerne var meget tættere end i de germanske områder.⁶ Her opholdt de romerske købmænd sig til tider mere permanent, og her praktiserede man i en vis udstrækning romersk livsstil. Romerske dagligvarer og sikkert også meget andet blev omsat på lokale markeder, hvor der i en vis udstrækning blev brugt mønter.⁷ Grænseegnene var altså en mellemform med en begrænset markedshandel og en vis grad af møntøkonomi.

De varer, som var i omløb inden for bufferzonen, var for en stor del romerske. Det var hverdagens handelsvarer, genstande uden statusmæssig betydning, og som så at sige ikke indgik i fjernhandelen med Germanien. Kun i sjældne tilfælde nåede de længere bort end et par hundrede kilometer ind i germansk territorium. De fleste holdt sig inden for den zone, der fungerede som en politisk og militær stødpude mod de germanske stammer.

Helt anderledes forholdt det sig med luksusvarer som f.eks. drikkeservice af bronze, sølv og glas. Deres spredningsmønster var et ganske andet. Hvis de var blevet omsat på samme måde som dagligvarerne, ville også de have været talrigst i grænseegnene, nærmest deres romerske hjemland. Men det var de ikke. Tværtimod var billedet vendt om, så der var næsten ingen af dem i grænseområderne, men flere og flere, jo større afstanden blev til Romerriget. Allerflest var der af luksusvarerne i Danmark, som i lige linje lå mellem 400 og 600 km fra den romerske rigsgrænse.⁸

Forklaringen er, at luksusvarerne modsat dagligvarerne ikke blev spredt ved almindelig tuskhandel eller varebytte. Deres spredning var resultatet af en meget målrettet og velorganiseret handel, der skaffede de eftertragtede romerske varer til Norden i større samlede partier og ikke som spredte og tilfældige enkeltdele.⁹

De romerske luksusvarer gik altså direkte igennem den brede bufferzone ved grænsen for at komme til det frie Germanien. Nu kunne man også vælge at se dette udelukkende som et resultat af plyndringer eller som et udslag af romersk gavediplomati. Hobygravens rige indhold er f.eks. efter alt at dømme resultatet af netop et sådant gavediplomati. Vi ved også, at talrige militære konfrontationer fandt sted i grænseområderne. Er det da ikke muligt, at germanerne fik opfyldt deres behov for romerske varer ad den vej? Naturligvis må noget være kommet til Germanien som krigsbytte, men det giver ikke hele forklaringen. For i så fald måtte man forvente, at romerske produkter nåede nordpå i form af et bredt og tilfældigt udsnit af romerske varer. Men det var jo netop ikke tilfældet. Det var kun en ganske lille del af det righoldige romerske form- og typeforråd, som nåede ud på den anden side af Limes. Det tyder på, at udvekslingen på den ene eller anden måde var et resultat af den romerske grænsepolitik.¹⁰ Men hvad siger de skriftlige kilder derom?

Romerne handlede med det meste af verden, med Indien og Kina. Men generelt er oplysningerne i de skriftlige kilder om handelsrelationerne mellem romerne og germanerne ganske sparsomme og ofte modstridende, f.eks. når det gælder om handelsrestriktioner og om tilladelser for germanerne til at handle på markederne langs grænsen. Det berettes også, at en romersk ridder på kejser Neros tid (54-68 e.Kr.) red nordpå til Østersøkysten for at tilvejebringe rav, som skulle bruges til at udsmykke nettene i gladiatorspillene i Rom. Måske nævnes han, fordi hans bedrift var enestående – almindelig kommerciel praksis var det næppe. Til gengæld er det en af de første gange, romerne afslører et mere indgående kendskab til Nordeuropas geografi.

Man finder også en række germanske låneord i latin: rav, gåsedun, oksehuder og sæbe. Det kunne meget vel være varer, som blev udvekslet mellem romerne og germanerne. Af sådanne handelsvarer nævner de skriftlige kilder desuden slaver, kvæg, skinker, pelsværk, farvemiddel – og langt, lyst kvindehår.

Men af de skriftlige kilder fremgår også, at det romerske marked ikke var åbent for germanerne – tværtimod. At handle med romerne var et privilegium. Det var en vigtig del af romersk politik, at man søgte at kontrollere germanernes adgang til handelen. Handelsrettigheder var nemlig en del af de subsidier, som imperiet ydede venligtsindede fyrster langs grænsen. Man søgte at opbygge en stødpudezone af allierede barbarfyrster langs grænsen, og midlerne var en restriktiv handels- og skattepolitik, gavegivning, og senere fredsbetaling. De skulle til gengæld dæmme op for andre germanere, og sikre, at fjenden aldrig kom frem til Limes og romerne selv.

For lydkongerne var den romerske handel og de romerske ydelser af vital betydning. De gjorde det muligt for dem at opretholde et stort følge af krigere, at slutte alliancer og dermed politisk konsolidere deres magt. For romerne betød dette, at de i de første århundreder e.Kr. kunne kontrollere tilstrømningen af luksusvarer og penge til det germanske område. De opelskede med andre ord et behov og skabte et marked, som de i hvert fald i begyndelsen var i stand til at styre.

Men hvordan foregik da den videre udveksling af varer ud over stødpudezonen? Var det romerne, der rejste til Norden?¹¹ Eller var det germanerne selv, der forestod den videre formidling?¹² Her er det alene de arkæologiske kilder, der taler, og de synes bedst at kunne fortolkes således, at de romerske genstande blev udvekslet over lange afstande mellem ligestillede høvdinge og småkonger. Vi må formode, at det skete som led i alliancer, hvor bl.a. giftemål og andre alliancer spillede en stor rolle. På det lokale plan anvendtes de romerske genstande formentlig også som gaver i et redistributivt system. Det var den måde, hvorpå lederne kunne skabe sig afhængige vasaller, som de til gengæld kunne forvente sig modydelser af. Endelig anvendtes de romerske genstande også som gravgaver, når man skulle understrege slægtens særstilling og rigdom over for de efterlevende.¹³

Disse ligestillede, politiske ledere, høvdinge eller småkonger, finder vi sporene af i et antal rige grave, som viser sig over store dele af det germanske område i tiden omkring Kr.f.¹⁴ I disse grave demonstrerede en krigerelite sin sociale status gennem gravritualerne. Og hertil hørte gravgaver i form af romersk drikkeservice af bronze, sølv og undertiden også glas.¹⁵ Det er da også påfaldende, at det var den samme slags statusgenstande, der blev nedlagt såvel i de danske som i de kontinentale grave.

Disse rigt udstyrede grave finder man på kontinentet i tiden omkring Kr.f. først og fremmest i Böhmen, i mindre udstrækning i Pommern og i det centrale Polen. Men der synes i tidens løb at ske magtforskydninger imellem de enkelte egne. For et par generationer senere er de rige graves tyngdepunkt forskudt til Sydvestslovakiet, Mähren, Schlesien, det øvrige Polen og Mecklenburg.

I Danmark var det i begyndelsen Lolland-Falster, som var det vigtigste center for udvekslingen af importsagerne (Hobygraven, se En lollandsk storhøvding), hvoraf i øvrigt kun en mindre del formidledes videre ned i det sociale og politiske system. Et par generationer senere, dvs. omkring midten af det 1. århundrede e.Kr.¹⁶ var det tilsyneladende især Fyn, som stod for forbindelserne til de germanske fyrsteslægter på kontinentet.¹⁷ Dog kom der stadig nogen romersk import til Lolland-Falster. Det er tænkeligt, at disse små forskydninger inden for det danske område svarede til de skiftende magtforhold på kontinentet, som igen havde noget at gøre med de politiske forandringer, der i de samme år skete ved den mellemste Donau.

I løbet af den ældre romerske jernalder, dvs. fra slutningen af det 1. århundrede e.Kr., udviklede Danmark sig imidlertid til at blive et gennemgangsområde til de øvrige skandinaviske lande. Danmark kom så at sige til at indtage en filterfunktion, når det gjaldt videreformidlingen af importen.¹⁸ Visse typer af importgenstande nåede kun frem til Danmark, medens andre blev formidlet videre til den skandinaviske halvø.

Fra slutningen af det 1. århundrede e.Kr.¹⁹ skete der store forandringer i importbilledet. Koncentrationen af romersk import i et enkelt eller nogle få områder i Danmark blev opløst. Der opstod nu flere vigtige centre både i Jylland og på Fyn, Sjælland, Lolland-Falster og formentlig også på Bornholm. Mængden af import steg betydeligt – i Danmark fordobledes den -men den var nu præget af masseproducerede varer. Dvs. den bestod af forholdsvis få typer, medens sjældne stykker og unika udgjorde en ganske ringe del i sammenligning med tidligere tider.

Danmark virkede stadig som et filter på importen i forhold til Sverige og Norge, dvs. at kun besötemte typer af importvarer passerede igennem filtret. Men fra Gotland, Öland og Bornholm blev der nu skabt en vigtig forbindelse over Østersøen til det polske område. Sverige fik derved en større mængde import end tidligere, medens Norge stadig modtog forholdsvis lidt.

På samme tid, dvs. frem til omkring midten af det 2. århundrede e.Kr., kunne man på kontinentet finde romerske produkter over hele det store område fra Rhinen i vest til Weichsel i øst.²⁰ Årsagen til den øgede importmængde var dels, at den galliske bronzeproduktion i Rhinprovinserne nu for alvor var kommet i gang, dels at der i denne periode var forholdsvis rolige forhold i det romerske rige.

I Sverige og Norge skete også en opgang i importmængderne. Norge fik nu kontakt sydover fra Østfold, Oppland, Vestfold, Rogaland, Hordaland og Sydtrøndelag. I det nuværende Sverige var det især Gotland, Västergötland og Skåne, der modtog romerske importvarer.²¹

Det er således et nuanceret, men også dynamisk billede, man kan tegne af Sydskandinaviens forbindelser til kontinentet og til de romerske producenter i 1. og 2. århundrede e.Kr. Det begyndte i senaugustæisk og tidlig tiberisk tid med en første spredning af romerske luksusgenstande til Elben, Oder og den nedre Weichsel. Derfra gik kostbarhederne videre mod nord til Lolland, hvor den lokale elite formentlig stod for den videre formidling til bl.a. Falster og Midt- og Østjylland. Senere fik Fyn en vigtig rolle at spille, og spredningen af importbronzerne udvidedes til sidst til den øvrige del af Sydskandinavien.

Det er tydeligt, at importstrømmen kom til at spille en stadig vigtigere rolle i den sociale udvikling, der fandt sted i Sydskandinavien i disse århundreder. Udviklingen i retning af en jordbesiddende og -kontrollerende klasse fordrede nemlig en massiv og synlig retfærdiggørelse af bestemte gruppers eller personers særstilling.²² Her fik romerske luksusvarer, dvs. sølvbægre og glas, bronzefade, spande og andet med tilknytning til romersk livsstil, afgørende betydning. De var jo, som flere gange nævnt, ikke almindelige forbrugsgoder, der kunne købes og sælges på almindelige markedsvilkår. I stedet var de symboler på personlige kontakter og alliancer, som både demonstrerede ejerens materielle rigdom, og – hvad der var endnu vigtigere – vedkommendes rigdom på eksklusive sociale forbindelser og politiske alliancer. Altsammen havde det særlig vægt på grund af importgenstandenes tilknytning til den romerske livsstil.

Importsagerne indgik i et stadigt mere omfattende redistributionssystem baseret på bl.a. gavegivning. At modtage en gave er en forbandelse, siger man blandt visse nordafrikanske folkeslag. For gaver skaber afhængighed hos modtageren. Sådan var det også herhjemme i den ældre jernalder. Og den, der kunne videregive prestigefyldte romerske ting, kunne efterhånden opbygge et netværk af forbundsfæller og undergivne. Alliancer kunne etableres og besegles, bl.a. i nyerobrede områder. På den måde blev importsagerne af fundamental betydning for det fremvoksende krigeraristokrati i den ældre jernalder. Krigeraristokratiets interesse bestod i at skabe politiske og militære afhængighedsforhold. Man kan forestille sig et system, hvor tribut f.eks. i form af krigstjeneste, slaver eller handelsvarer blev betalt med romerske prestigevarer.²³

Denne særlige udvekslingsform, som hvilede på prestigevarer, var det allerførste kim til den samfundsform, der skulle udvikle sig igennem oldtidens sidste årtusinde. Det var en samfundsform, der hvilede på den edsbundne relation mellem herre og vasal. Og i dette begyndende feudale system indgik de økonomiske, sociale og politiske forpligtelser i et uadskilleligt hele.