Men lad os nu vende blikket mod de nordlige egne af Europa i tiden efter 500 f.Kr., den periode, som vi her har valgt at kalde den keltiske jernalder, fordi den minder os om, at det var de keltiske folkeslag, som på den tid var de dominerende på det europæiske kontinent.
Den keltiske jernalder varede frem til tiden omkring Kristi fødsel, det vil sige fem århundreder, som deles i et ældre og et yngre afsnit.33 Den ældre del af den keltiske jernalder rummer stadig mange uløste spørgsmål. Men med begyndelsen af den yngre keltiske jernalder, det vil sige fra engang sent i det 3. århundrede f.Kr. falder der et stadigt klarere lys over bondesamfundets udvikling. De arkæologiske fund vokser i omfang og kvalitet. Og i det sidste århundrede f.Kr. tegner de med stor klarhed et billede af det, som skulle blive det vigtigste resultat af de fem århundreders samfundsudvikling: landsbysamfundets opståen.
Der har ofte hvilet et mørkt og gustent præg over beskrivelserne af den ældste del af jernalderen i Danmark.34 Tidligere generationer anså perioden for en krisetid med bl.a. katastrofale klimaforandringer. Det gav stof til dramatiske skildringer af det, som digteren Martin A. Hansen i sin fortælling „Orm og Tyr“ kaldte for „Taagernes Aartusinde“.35 Han beskrev malende, hvordan „raaheden kom sejlende med himmelens skyer ind over det gamle sommerfolk“, hvormed han mente bronzealderfolket. Ja, digterens skildring af de ulykker, som væltede ind over de nordiske jernalderfolk omkring 500 f.Kr. vil næsten ingen ende tage. Han fortæller, at de gamle, „solforvænte kornstammer ikke trivedes i det atlantiske vejr, at kornet gik i leje, mens det var grønt, blev overgroet af svulmende vildurter, ikke ville modnes, fik sortbrand. Mos og lav groede tykt om skovens stammer, træerne fik hoser paa. Kræft steg op i veddet fra den sure bund. Træer gik ud, mange steder blev skovdybet et morads af raadnende vindfælder.“ Uheldsvangert var det altsammen, og det var nok ikke sjældent, mente Martin A. Hansen, at jernalder folkene på vintermorgener kunne finde „deres døde okser liggende op ad husvæggen med strittende ben, vaade af tagdryppet“.
Vist var jernalderens begyndelse den tid, hvor den rige, gamle bronzealderkultur døde ud. Men slet så sort, som Martin A. Hansen og mange andre med ham malede situationen, var tiden nu ikke. Den klimaændring, som vitterlig fandt sted på overgangen mellem bronze- og jernalderen, var trods alt blot en af de mange cykliske klimavariationer, som havde fundet sted gennem de sidste årtusinder.36 Den markerer grænsen mellem de to klimaperioder, man kalder henholdsvis den subboreale og den subatlantiske tid.
Men at klimaet blev fugtigere, er der næppe tvivl om.37 Det viser undersøgelser i mange nordeuropæiske moser, i blandt andet Skotland,38 Holland39 og Sverige.40 Her tegner der sig et billede af et klima med større nedbør fra omkring 800 f.Kr. og med et maksimum omkring 500 f.Kr., formentlig forårsaget af hyppigere passager af lavtryk og en dermed sammenhængende forøgelse af blæsten. Der er imidlertid intet, der tyder på, at disse ændringer skulle have været af særlig katastrofal karakter for landbrugssamfundet.41
Alligevel må vi konstatere, at den natur- og landskabsudvikling, vi så begyndelsen af sent i det 2. årtusinde f.Kr., nu begyndte at vise sig med stor klarhed. Igennem de sidste tusinde år havde mennesket i stigende grad præget bl.a. skovbilledet: et åbent sletteland var begyndt at opstå mange steder i Danmark, og med jernalderen indledtes en periode, hvor bondesamfundet ekspanderede som aldrig før. Der begyndte at opstå en stabilitet i kulturlandskabets overordnede struktur, som skulle vare ved helt til vor tid.
På Sjælland kan man for eksempel se, hvordan forskellen mellem skovrige og skovfattige områder allerede var opstået i løbet af den yngre bronzealder. De skovrige områder med gammel løvskov finder vi i dag specielt i Nord-, Midt- og Sydsjælland, mens de skovfattige egne især findes i Vestsjælland, i Odsherred og på „Heden“ mellem København, Roskilde og Køge. Det er en strukturering af landskabet, som blev skabt allerede for 3000 år siden.
To pollendiagrammer fra henholdsvis Store Gribsø i det skovdækkede Nordsjælland og Gundsømagle i det åbne landskab ved Roskilde Fjord kan belyse dette.42 Ved Store Gribsø kan man se, hvordan landskabet var ret skovdækket til ind i den ældre bronzealder. På den tid indvandrede bøgen, og spredte sig siden næsten eksplosivt. I jernalderen var området fortsat stort set skovdækket, og der synes kun at have været drevet landbrug i et meget moderat omfang. Egnen har altså gennem de sidste mere end 3000 år primært været skovland, således som den er det endnu i dag.
I Gundsømagle-egnens åbne landskab, kun ca. 30 km fra Store Gribsø, var forholdene lige omvendt. Her intensiveredes landbrugets udnyttelse af landskabet i den ældre bronzealder. På den tid indvandrede bøgen også her, men den fik knap nok fodfæste, fordi landskabet grundlæggende var ved at ændres fra at være et overvejende skovland til at blive et overvejende sletteland. Den gennemgribende åbning af landskabet var et resultat af menneskets indgriben, og den meget intensive landskabsudnyttelse fortsatte igennem jernalderen. I hele dette tidsrum var kulturtrykket på landskabet højt, og egnen præget af omfattende skovrydninger og intense landbrugsaktiviteter. Der var altså gennem hele jernalderen en meget større bebyggelses- og befolkningstæthed på Gundsømagle-egnen end i Store Gribsø-området.
Hvorfor nu denne forbavsende stabilitet i kulturlandskabets overordnede struktur? Jo, Store Gribsø-området har et bakket terræn med forholdsvis dårlige jorder. Gundsømagle-området har derimod et jævnt terræn med frugtbare jorder. Ud fra en landbrugsmæssig synsvinkel er Store Gribsø-egnen derfor mindre attraktiv. Det er formentlig forklaringen på, at løvskovene gennem årtusinder har fået lov at ligge, hvor de ligger. Terrænet og undergrundsforholdene de pågældende steder har ganske enkelt vanskeliggjort deres opdyrkning.
Meget taler for, at sådan forholdt det sig over det meste af landet. Jernalderens bondesamfund fortsatte ganske enkelt det arbejde, som bronzealderbønderne havde gjort før dem. Men der tegner sig alligevel i jernalderens første århundreder et billede af et bondesamfund, som nok ikke var præget af det samme overdådige forbrug af kostbart metal som i bronzealderen. Til gengæld ekspanderede samfundet kraftigt, og helt nye former for fællesskab opstod imellem menneskene. Afdækningen af den del af oldtidshistorien har været et af den moderne arkæologis helt store eventyr.
Det skyldes først og fremmest, at man siden 1960 begyndte at anvende maskinkraft på de arkæologiske udgravninger. Før den tid var det begrænset, hvad man med håndkraft kunne afdække ved en udgravning. En enkelt hustomt for eksempel, eller nogle flere måske. Men aldrig så store arealer, at man kunne danne sig et indtryk af for eksempel et helt landsbysamfund. Det begyndte man at kunne, da man omkring 1960, efter udenlandsk forbillede, tog traktorer med en efterhængt jordsluf i brug. Med jordsluffen skrabede man pløjejorden af, og under den tegnede sig i den urørte undergrund sporene af bl.a. de nedgravninger, oldtidsmenneskene havde lavet til bygningstømmeret i de huse, de opførte på stedet. Fylden i nedgravningerne var altid mørkere end den omgivende undergrund.
Senere kom mere avancerede maskiner til, men princippet er stadig det samme. Den gennempløjede muldjord fjernes, og under den tegner sig sporene efter oldtidsmenneskenes mangfoldige aktiviteter. Nogle af de første jernalderlandsbyer, som blev afdækket på den måde, var Grøntoft og Hodde i det vestlige Jylland. Nedenfor skal vi høre om nogle af de resultater, som undersøgelserne af dem har ført til.
Men de moderne entrepenørmaskiner er ikke bare en velsignelse for arkæologien. De er også blevet dens forbandelse. For de nye og stadig mere effektive maskiner kan ødelægge langt mere, end det nogensinde tidligere har været tilfældet. Ved for eksempel de skovrejsninger, som foregår i så stort et omfang i Danmark i disse år, dybdepløjer man forud for plantningen af træerne.43 Det er en jordbearbejdning, der kan gå helt ned i 8090 cms dybde. Ved normal pløjning løsner og vender man mulden. Men ved dybdepløjning pløjer man det lyse undergrundsmateriale op og lader det så at sige bytte plads med pløjemulden. Det betyder, at de nyplantede træer får gode vækstbetingelser, når deres rødder når ned i den næringsrige muld. Man uskadeliggør ved samme lejlighed muldjordens indhold af ukrudtsfrø. De bliver nemlig ødelagt ved at komme så dybt ned under overfladen. Det betyder, at man sparer både tid og penge på renholdelse i de første år efter plantningen. Altsammen er det praktisk og økonomisk, ja, endog miljøvenligt.
Men for fortidsminderne, det vil sige især grave og bopladser, er dybdepløjningen en ulykke. De ligger skjult dernede under muldlaget. Og når ploven skærer gennem undergrunden, bliver stolpehuller, ildsteder og gruber ødelagt. Ikke blot rives anlæggene op af ploven, de bliver ført op i overfladen og vendes på hovedet.
Sådan er arkæologiens vilkår i vor moderne tid. Der er muligheder for store tab, men også for betydelige landvindinger. Lad os se på nogle af de landvindinger, der med maskinkraft er gjort i den sidste menneskealder inden for studiet af jernalderens bosættelser.
Var man i tiden efter 500 f.Kr. kommet rejsende op gennem Jylland, var man måske draget ad den rute, som vejen mellem Skjern og Holstebro i dag følger. Den går igennem et af de prægtigste vestjyske landskaber. Nogle steder er det, som om landskabets overflade kommer i vældig bevægelse. Det sker for eksempel i de mægtige Omme Bakker, der som et bredt højland, mange steder kronet af bronzealderhøje, løfter sig mere end 90 m over havet. Heroppe mærker man Vesterhavets nærhed, og herfra ser man ud over kløfter og lavere højderygge nær og fjern. Lidt længere mod nord, ved Nørre Omme, danner der sig et jysk bjerglandskab med bølgende fald til alle sider og milevide udsigter over, hvad der førhen var hede, men som nu er dyrket land. Midtvejs mellem disse to steder ligger i dag Grønbjerg by. På et højdedrag nordøst for byen, på gården Grøntofts jorder, lå ved jernalderens begyndelse et landsbysamfund af den art, som i de kommende århundreder skulle blive rammen om oldtidsbefolkningens liv.44
De arkæologiske udgravninger i Grøntoft begyndte allerede i 1960, men de kom til at strække sig over mange år.45 De moderne udgravningsmetoder gjorde det nemlig for første gang muligt at følge et enkelt jernaldersamfunds udvikling igennem flere århundreder. Et kolossalt areal på mere end 160.000 m2 måtte afdækkes og udgraves. Man havde nemlig fundet en vandrelandsby, eller rettere to bosættelser, som i tidens løb smeltede sammen til én indhegnet landsby, en landsbyform, som skulle blive ganske almindelig i Danmark i århundrederne omkring Kr.f.
Det tog imidlertid adskillige år, før man kunne udrede det komplicerede billede, som dannedes af de 250 hustomter spredt over det store område. For gang på gang var husene blevet nedrevet og flyttet til nye steder i terrænet. Husene var alle lange, rektangulære bygninger, hvis tag blev båret af to parallelle rækker stolper. Men der var mange små forskelle i huskonstruktionerne, og det var først, da man efterhånden kunne udskille dem i typer og datere dem i forhold til hinanden, at man begyndte at få et billede af det komplicerede udviklingsforløb, Grøntoft-landsbyen havde gennemgået.46
Det hele var begyndt i bronzealderen med en bebyggelse, der havde ligget højt i terrænet, som det var typisk for den tids bosættelser. Formentlig havde den kun bestået af en enkelt eller nogle få gårde med højt rejste tage og afrundede gavle. Den efterfølgende jernalderbebyggelse rummede betydelig flere mennesker, men lå også højt placeret i terrænet.
Der var ved jernalderens begyndelse i det 5. århundrede f.Kr. tale om to bosættelser. Den ene lå i form af et lille antal spredte gårdanlæg på en flad bakketop i områdets østligste del. Formentlig var den integreret i et system af voldindrammede agre, hvoraf der endnu omkring 1960 var rester at se. Længere er det ikke siden, at man kunne se de lave, overgroede volde dækket af den mørke lyng. Man kunne også her og der ane hustomterne, hvor der engang udfoldede sig et slidsomt liv. Her stod kreaturerne i stalden, her samledes menneskene om aftenen omkring ildstedet. Kun vinden gik nu ind over de lave, forblæste volde.
Endnu i det tidlige 4. århundrede f.Kr. lå bebyggelsen her, dog var den nu flyttet et par hundrede meter mod vest og lidt ned ad bakken. I den modsatte ende af bosættelsesområdet, i nordvest, og adskilt ved en bæk, som løb gennem en dyb slugt, lå på samme tid den anden bosættelse. Den bestod kun af nogle få huse, men blandt disse var et usædvanligt stort hus, 22,5 m langt, med plads til 22 større dyr i stalden.47 I det sene 4. århundrede f.Kr. blev de to bosættelser forenet i en åben klynge på den samme vestvendte skråning af selve Grøntoft-bakken. Antallet af samtidige gårdanlæg var nu formentlig omkring syv. Flere af dem bestod ikke blot af det traditionelle langhus, men også af et udhus, som lå omkring 10 m fra hovedhuset. Det var, som om man med denne øgede klyngedannelse havde taget det første skridt i retning af et mere organiseret landsbysamfund. Den fælles gravplads lå i øvrigt i områdets sydligste del.
I det tidlige 3. århundrede f.Kr. synes der ikke at være sket større forandringer i det mønster, som de samtidige gårdanlæg føjede sig ind i. Dog blev placeringen af klyngebebyggelsen på skråningen ændret flere gange, idet man flyttede den omkring 100 m.
Så skete sent i det 3. århundrede, eller måske i det tidlige 2. århundrede f.Kr., den vigtigste forandring i Grøntoft. Gårdanlæggene blev nu samlet i en tæt klynge i den sydlige ende af bakken og omgivet af et fælles hegn med et antal fælles indgange. Vi skal senere vende tilbage til denne landsby (se Bag landsbyens hegn). Her skal vi blot pege på, at med den kan vi for første gang tale om et organiseret landsbysamfund baseret på et vidtgående fællesskab mellem indbyggerne.
Ser man på gårdstørrelserne i Grøntoft, så kaster de noget af et lys over det spørgsmål, som rejser sig, når man ser på tidens grave (se Fællesskabets gravpladser). Disse er nemlig påfaldende ensartede i deres udstyr og synes at være udtryk for en meget lidt hierarkisk samfundsstruktur. I Grøntoft er der imidlertid ganske stor forskel på størrelsen af visse af langhusene. I virkeligheden opviser de størrelsesforskelle meget lig dem, man finder i landsbyen Hodde ca. 300 år senere (se Bag landsbyens hegn). Måske de gamle, ledende slægter stadig sad på magten, eller nye var kommet til. I hvert fald viser de, at man ikke uden videre kan tage gravfundenes vidnesbyrd som udtryk for, at det tidlige jernaldersamfund i Danmark var uden større sociale forskelle. Det er ikke uden betydning, når man skal overveje spørgsmålet om, hvem det var, der stod bag den voldsomme reorganisering af landsbysamfundet i tiden efter 300 f.Kr.
Ser man ud over det vældige udgravede areal af Grøntoft-bebyggelsen, er billedet noget forvirrende. Kun med en detaljeret huskronologi ved hånden kan man få et billede af, hvordan de små klyngelandsbyer med en eller et par generationers mellemrum flyttede rundt på den samme sandede bakkeø.
Men hvorfor nu denne bestandige flytten rundt på landsbyerne, som må være sket mindst en halv snes gange i løbet af de ca. 300 år, de eksisterede? Det var i øvrigt en praksis, man også havde udnyttet bronzealderen igennem, når man efter en generation eller to rev gårdanlægget ned og flyttede det til et nyt sted. Forklaringen skal nok søges i oldtidsbøndernes ønske om at udnytte hustomternes velgødede jord. Uden en fornuftig jordbearbejdning ville de små markstykker, som omgav landsbyen, hurtigt blive udpinte. Ganske vist foretog man gødskning af markerne i et vist omfang.48 Men de plovtyper, man rådede over, gav kun begrænset mulighed for at pløje gødningen ned og dermed udnytte den rimeligt. Jorden på selve landsbytomterne blev imidlertid til stadighed gødet af dyr og mennesker og havde derfor en betydelig næringsværdi. Det var altså en enkel og økonomisk løsning at flytte husene, når de med tiden blev udtjente, og så pløje det forladte bopladsområde og omdanne det til ager. Det var den praksis, de såkaldte vandrelandsbyer fulgte.
Vi ved ikke, hvor almindelig denne fremgangsmåde var for landet som helhed. Meget tyder på, at den var vidt udbredt, også selv om der i visse egne med høj jordbonitet eksisterede mere stedbundne bosættelser. Men i øvrigt er bosættelserne fra den tidligste del af jernalderen kun kendt i meget begrænset omfang, og udgravninger som dem i Grøntoft er der kun sjældent økonomiske midler til.
I Drengsted i det lave land syd for Ribe fandt man dog en jernalderbosættelse fra det 3. århundrede f.Kr., som ligner dem, vi så i de tidlige faser i Grøntoft.49 I Drengsted lå husene også spredt, deres indbyrdes afstand var mellem 35 og 115 m. Efter alt at dømme må et fællesskab have eksisteret mellem disse hushold, men det har formentlig været af en anden karakter end i den indhegnede landsby i Grøntoft.
Et beslægtet billede tegner en bosættelse, man udgravede ved Sarup på Sydvestfyn.50 Den lå på det næs, som i bondestenalderen rummede et stort samlingsanlæg (se De døde sjæles landsbyer). Omkring 300 f.Kr. lå her en klynge af syv gårdanlæg placeret omkring et midterområde uden bebyggelsesspor. Måske der var tale om et fællesareal i lighed med, hvad man kender fra nogle landsbyer fra de sidste århundreder f.Kr. Husene var mellem 13 og 22 m lange. Et par af dem havde båseskillerum i staldenden, andre havde ingen båseskillerum, men dog spor af en grebning. Samlet må gårdanlæggene ved Sarup have kunnet rumme ca. 100 stykker kvæg.
Sarup-landsbyen dækkede et areal på omkring 3,5 ha. Formentlig var den en vandrelandsby ligesom Grøntoft. Inden for et noget større areal end det udgravede blev der nemlig fundet spor efter en bosættelse, der rakte helt tilbage til det 5. århundrede f.Kr. Baggrunden for denne vedvarende udnyttelse af området må bl.a. have ligget i de store omgivende engarealer, der var så velegnede til kvæggræsning.
Også andre steder har man i de senere år fundet bosættelser fra de tidligste århundreder af jernalderen. Ved Sejlflod, 15 km sydøst for Aalborg, fandt man en lille klynge af 5-6 gårdanlæg, som var opført i jernalderens begyndelse omkring 500 f.Kr.51 Igennem århundrederne flyttede dette lille samfund sig flere gange inden for ét og samme ressourceområde, kun nogle få hundrede meter hver gang. Men med en forbløffende stedbundethed: jernalderbønderne blev boende på stedet i henved 1500 år – helt frem til Vikingetidens slutning. Fænomenet var ikke specielt for Sejlflod. Denne stadige flytten rundt inden for ét og samme ressourceområde kendes fra en række andre bopladser, hvoraf hovedparten er fra Jylland og Fyn.52 Derimod har øerne øst for Storebælt endnu kun i meget ringe omfang afgivet fund fra den keltiske jernalders første århundreder.53
Ved den udgravede Sarup-landsby blev der i øvrigt også fundet svage spor efter en voldgrav. Det rejser spørgsmålet, om nogle af disse tidlige jernalderlandsbyer var befæstede? Hvis man dermed mener, om de var omgivet med en voldgrav, så må svaret i hvert fald i ét tilfælde blive et ja.
Oppe i det vestlige Himmerland, i Borremosen, som ligger midt i et fint bevæget landskab med lange højderygge og lave ådale, og hvor mosekonen i sommeraftenen brygger i alle kløfter og sænkninger, blev på overgangen mellem det 4. og 3. århundrede f.Kr. opført en landsby omgivet af en vold og en grav.54 På en lille holm, omgivet af et større vådområde, hvor man også dengang kunne høre den sky regnspoves bløde fløjtetoner hen under aften, var gravet en voldgrav, som var 4 m bred og 1,5 m dyb. Den opgravede jord blev brugt til at bygge en vold på voldgravens inderside. Og bag volden anlagde man en landsby.
Desværre er det ikke muligt på grundlag af udgravningerne før 2. Verdenskrig at sige, hvor mange huse landsbyen omfattede i denne første fase.
Højst var der tale om 14-15 samtidige gårde. Husene var alle typiske langhuse, orienteret øst-vest med en lille drejning mod nv-sø,55 og de opfyldte formentlig snart efter grundlæggelsen det areal, som indhegnedes af volden. Der var altså ikke noget ubebygget areal i midten, som vi kender det fra senere landsbyer.
Det har ikke været muligt at afgøre, om husene rummede en stald. Båseskillerum blev ikke påvist ved udgravningen. Men man må have holdt tamkvæg i landsbyen, eftersom fund af sier og mælkekar til fremstilling af mælkeprodukter var meget almindelige. I det hele taget var der spor af alle de traditionelle gøremål, som hørte til en almindelig landsby: kvæghold og kornavl, indsamling af vilde urter, fremstilling af tekstiler og smedevirksomhed. Hvis det ikke havde været for placeringen midt i en mose, ville man have bedømt Borremose-landsbyen til at være en gennemsnitslandsby.
I landsbyens tidlige fase byggede man også af små sten en kort vej over mosen. Mosen selv synes at have været ret tør på denne tid. Det forklarer vejens ret provisoriske karakter.
Men hvordan skal man forklare den grav og vold, som omgav landsbyen? Trods omfattende efterforskning lykkedes det ikke at påvise nogen palisade i forbindelse med volden, ej heller nogen særlig befæstning af indgangen til landsbyen. Forsvarsværkerne synes i det hele taget at have haft en noget symbolsk karakter. Volden og graven synes ikke at have udgjort noget effektivt forsvar af det lille samfund på holmen i mosen.56
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.