Forvandlingens tid (200-400 e.Kr.)

I året 166 e.Kr., i kejser Marcus Aurelius' regeringstid, udbrød den første af de krige, som blev indledningen til en fuldstændig forvandling af Europa: Markomannerkrigene. Igennem mere end tyve år satte de deres præg på store dele af det europæiske kontinent. Og da de var ovre, var den proces sat i gang, som i de følgende århundreder skulle knytte Sydskandinavien tættere til den europæiske kulturudvikling. Det skete i form af nogle store samfundsmæssige forandringer, hvoraf de første fandt sted i det 3.-4. århundrede e.Kr.

På samme tid gik det mægtige romerske rige langsomt sin undergang i møde. Udefra steg presset mod imperiet. De germanske stammer ved Rhinen og den øvre Donau havde i løbet af det 2. århundrede e.Kr. dannet store stammeenheder, som skabte større militære kræfter, end det 1. århundredes små stammer havde kunnet mønstre. Det var nu sværere for romerne at skille germanerne ad ved at spille dem ud mod hinanden. I 395 blev det gamle Romerrige delt i et vestromersk og et østromersk rige, og allerede kort efter blev den vestlige del løbet over ende af germanske stammefolk.

For folkene i nord fik alt dette dybtgående betydning. Man var nemlig ikke ubekendt med udviklingen i syd. Enkeltpersoner og måske også hele stammekontingenter fra Sydskandinavien havde deltaget i krigene på kontinentet og var vendt hjem med nye erfaringer og indsigter. Krig blev også en del af de nordiske folks hverdag. Men ud af den nye situation voksede tillige et nyt samfund. I tiden efter 200 e.Kr. gennemførte man over det meste af Nordeuropa en omstrukturering af det gamle stammesamfund. Gårde og landsbyer blev lagt sammen til færre, men større enheder, jorden blev omfordelt og dyrkningen omlagt fra et ekstensivt og pladskrævende til et mere intensivt markbrug. En ny tid stod for døren.