Udbredelsen af glaskar fra den yngre romerske jernalder.

.

Romerske slavelænker, fundet ved Hildesheim i Niedersachsen, Tyskland.

.

Marcus Aurelius søjlen ved Palazzo Chigi i Rom med scener fra Markomannerkrigene, rejst 180-93 e.Kr. til minde om kejserens krige mod germanerne.

.

Fra Marcus Aurelius søjlen. Fornemme germanere føres til fangenskab af soldater iført ringbrynjer og pansre. Kvinderne bærer lange peplosdragter, mændene sko, bukser, kjortel og kappe.

.

Med overgangen til den yngre romerske jernalder begyndte tidligere tiders små, autonome høvdingesamfund at blive erstattet af en ganske anderledes udformet, stærkt hierarkiseret og centraliseret magtstruktur. I første omgang kom den til udtryk i det østsjællandske magtcenter, hvis aristokrati tog de første skridt i den centraliseringsproces, der skulle lede til den sene jernalders samfundsform og dermed bane vejen for den samling af det danske rige, som fandt sted hen imod slutningen af oldtiden.

På samme tid, dvs. på overgangen fra den ældre til den yngre romerske jernalder, voksede vareudvekslingen med det romerske imperium kraftigt i omfang. Blandt de skandinaviske områder modtog Danmark størsteparten af de fremmede statusvarer. Men også i det øvrige Skandinavien var de romerske prestigeting genstand for stigende efterspørgsel, efterhånden som samfundenes elite overalt søgte at udtrykke og synliggøre en status på linje med de sydligere boende folkeslag.

Fordelingen af importen viser, at det østsjællandske magtcenter, som hørte til de stærkest hierarkiserede,233 var samlingspunktet for et stammeforbund af allierede, men formentlig underordnede aristokratier, som kontrollerede søvejen mellem Rhinen og Skandinavien. Det var det sjællandske center, der stod stærkest, og den videre fordeling af importen foregik herfra, dels til det nordtysk-polske område, dels til Norge og Sverige.234 Centret virkede som et filter, der lod visse former for importgenstande gå igennem, men i mange tilfælde beholdt det de mest unikke former for sig selv. Næsten kun de almindelige masseproducerede varer nåede ud til det øvrige Skandinavien.235 Dog udgjorde de store øer i Østersøen en undtagelse, idet de selv havde direkte forbindelser mod syd til de polsk-nordtyske områder.

Man kan nøje følge bevægelserne i denne videreformidling af importen fra Danmark. Norge modtog i begyndelsen af den romerske jernalder kun meget lidt import. Så fulgte en langsom vækst igennem det 2. århundrede e.Kr., og omkring midten af det 3. århundrede skete et betydeligt opsving, som nåede store højder i det 4. århundrede e.Kr.236 Det meste af importen gik til Rogaland, men der nåede også ret store mængder frem til Hordaland, Vestagder, Vestfold, Oppland og Nord-Trøndelag. I Sverige så billedet noget anderledes ud. Mængden af import var heller ikke helt så stor som i Norge. I yngre romersk jernalder stod Skåne, Halland og Blekinge svagt i forhold til tidligere tider. Men Närke, Dalsland og Medelpad var nu kommet med. De største mængder nåede dog Gotland, Öland og Uppland.237 En stigning af importmængderne indtraf i begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. ligesom i Danmark og Norge. Så skete ganske vist et fald, men i anden halvdel af det 3. og igennem det 4. århundrede e.Kr. voksede mængderne igen betydeligt.

For at forstå denne tilstrømning af romerske luksusvarer må vi først se på den merkantile baggrund for dette fænomen i Syd- og Mellemskandinavien. Ovenfor berettede vi historien om den sikkert romerske hund, som levede sit liv i høvdingesædet i Himlingøje i det sene 2. århundrede e.Kr.238 Det siger noget om, hvor nære personlige kontakter der eksisterede mellem romerne og det østsjællandske aristokrati. Men hunden var jo bare et udtryk for de mangfoldige andre påvirkninger, Romerriget udøvede på landene heroppe i Europas nordlige udkant. Ikke mindst gennem handelen med diverse luksusvarer.

De arkæologiske fund har således kunnet give os et billede af navnlig Østsjælland som en vigtig modtager og distributør af romersk import, i særdeleshed i begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr., men også århundredet ud.239 Tager man romernes sejlkundskaber i betragtning,240 er der god grund til at antage, at der allerede fra slutningen af det 2. århundrede e.Kr. eksisterede en mere eller mindre direkte rute fra de provinsialromerske værksteder, først og fremmest i Germania inferior, til Danmark.

Ganske vist finder man i de skrevne kilder ingen direkte vidnesbyrd om disse forbindelser. Men så tidligt som i årene omkring Kr.f. var skibe fra den romerske flåde under Tiberius' ledelse stået ud fra Rhinens munding og var nået til Kimbrernes land i nord (som beskrevet i Monumentum Ancyranum, se Stormagten i syd). Vi erindrer os også Plinius den Ældres omtale af en romersk ekspedition til mundingen af Weichsel på kejser Neros tid -formålet var at erhverve baltisk rav.241 Og dertil kommer Ptolemæus' beskrivelse af de nordlige egne af Germanien fra det 2. århundrede e.Kr., som hvilede på oplysninger fra søfarere, som havde sejlet på de nordlige have.242

Altsammen viser det, at romerne ikke var ukendte med ekspeditioner ind i de fremmedartede egne i Europas nordlige udkant.

Meget tyder også på, at romerske varer fra det 2. århundrede e.Kr. blev udskibet fra Rhinmundingen direkte til Østsjælland. Her kan vi erindre os den romerske terra sigillataskål, som blev fundet på bunden af Nordsøen 60 sømil vest for Esbjerg. Man har endog antaget, at de mennesker, som blev begravet i de østsjællandske gravpladser, selv havde været til stede i produktionsområderne i provinserne for at foretage det udvalg af importvarer, som blev bragt til Skandinavien.243 De udvalgte jo en lang række unikke genstande, som de beholdt for sig selv på Østsjælland, medens de mere almindelige varer blev distribueret videre omkring.

Men tilbage står stadig spørgsmålet om, hvilken karakter forbindelsen mellem Romerriget og Sydskandinavien havde. Det sydskandinaviske aristokrati havde behov for statusgivende luksusartikler, som de brugte i opbygningen og opretholdelsen af deres politiske og sociale netværk. Modsvaredes det behov af et romersk behov for fødemidler, skind og huder, slaver etc.?244 Hvis man antager den tanke, må man forestille sig navnlig Østsjælland som et center for et redistributivt system, hvor et økonomisk overskud blev opsamlet for at blive videreformidlet til Rhinområdet.245 Men i givet fald, hvad bestod dette overskud af? Var det f.eks. fødemidler som korn og kvæg?

Ingen tvivl om, at der eksisterede et behov for disse varer på den romerske side. Føde baseret på korn udgjorde f.eks. 60-70% af den romerske soldats daglige føde, men det var i form af hvede. Og her ved vi, at byg var den dominerende afgrøde i datidens Danmark. Men blandt romerne blev byg betragtet som uegnet til menneskeføde. Det blev kun brugt i forbindelse med disciplinære afstraffelser i den romerske hær – eller til dyrefoder246. Her har man gjort nogle beregninger,247 som viser, hvor meget byg en romersk militærhest blev fodret med om dagen. Havde man f.eks. 500 heste, ville det betyde et samlet dagligt behov på ca. 1,5 tons byg. Regner man med, de romerske søgående skibe havde en lastkapacitet på ca. 100 tons,248 ville det have været muligt for ét skib at transportere byg fra Østsjælland svarende til ca. 65 dages foder. Muligt, men ikke sandsynligt, for en overskudsproduktion af en sådan størrelsesorden kom slet ikke på tale, når det gjaldt det danske jernalderlandbrug.249

Hertil kommer, at nyere beregninger viser, at omlægninger af landbruget i de romerske provinser gjorde, at det lokale landbrug uden problemer kunne forsyne de romerske militærlejre med føde.250 Det var således næppe landbrugsprodukter, der kom som modydelse fra Sjælland. På den anden side var garvede huder og skind, lædervarer og tekstiler en mulighed, idet den romerske hær havde et konstant behov for disse varer til uniformer og fodtøj, til udrustning som bælter, remme, skeder og pansre – og ikke mindst til telte.

Det er da også muligt, at garvede huder og skind evt. sammen med færdige lædervarer blev videreforhandlet fra Sjælland til de romerske provinser.251 På Öland og Gotland, og specielt i Västergötland og Östergötland har man gjort fund af nogle karakteristiske halvmåneformede jernknive, som vidner om tilberedning af skind i stor skala.252 De nævnte landskaber havde netop i det 3. århundrede e.Kr. tætte kontakter til Østsjælland.253

Der er også mange tegn på, at der på Fyn, men også mange andre steder i det sydskandiaviske område, foregik en tekstilproduktion af et betydeligt omfang,254 hvis produkter, fortrinsvis vævet af den særlige vandskyende uld, man fik fra udegangsfår, ligesom lædervarer og garvede huder var lette at transportere. Også vævede stoffer kan have indgået i udvekslingsrelationerne.

Det samme gælder rav.255 Det kom til Rhinlandet i store mængder fra det 2. århundrede e.Kr., hvor der var opstået en lokal ravindustri. På samme tid skete der et kraftigt opsving i det baltiske område. Her begyndte man nu for alvor at udnytte de store naturlige ravforekomster,256 og herfra blev rav i store mængder eksporteret til Romerriget.257 Det er tænkeligt, at i hvert fald en del af dette rav blev distribueret via det østsjællandske center.258

Endelig var der slaverne, som udgjorde en vigtig del af det romerske militære apparat.259 Der findes i de skrevne kilder oplysninger om, at slaver blev købt i de barbariske områder, men hvor vides ikke.260 Så det er ikke muligt at sige, om de kan være indgået i udvekslingen mellem Sydskandinavien og Romerriget. Men alt i alt synes let transporterbare varer som rav, skind og læderarbejder at være de mest sandsynlige eksportartikler fra Østsjælland.

De kraftige centerdannelser i den yngre romerske jernalder, først på Østsjælland, senere på Fyn, havde imidlertid ikke blot en merkantil, men også en politisk baggrund, som man nok må søge i forholdet mellem romere og germanere på kontinentet. Uden den kan man ikke forklare, hvorfor romerne tilsyneladende var så interesserede i Sydskandinavien.

På den tid, da romerske handelsvarer begyndte at strømme til især Østdanmark, rasede Markomannerkrigene (166-180 e.Kr.) nede på kontinentet. De foregik under kejser Marcus Aurelius (se Et imperium i krise), og i den tid, de udkæmpedes, drev romerne fortrinsvis deres handel via Rhinen og fra dennes udskibningshavne ved flodmundingen. Man undgik således i en lang periode floderne Elben, Oder og Weichsel, der løb igennem krigsområdet. Efter fredsslutningen kom handelen atter i gang, men dalede igen et stykke tid inde i det 3. århundrede e.Kr. på grund af fornyede uroligheder. Disse hændelser virkede utvivlsomt også ind på kontakterne til det sydskandinaviske område.

Den første import, som nåede Skandinavien i yngre romersk jernalder, kom fortrinsvis fra værksteder i det nordlige Gallien, Belgica og Nedre Germanien. Meget tyder på, at den netop nåede herop ad søvejen.261 Da importmængderne lidt senere stiger markant, er vi nået ind i den tid, der fulgte efter Markomannerkrigenes afslutning. Det er nu tænkeligt, at Skandinavien forsynes både ad søvejen og ad de gamle veje gennem kontinentet.

Den politiske uro omkring Markomannerkrigene påvirkede således tydeligt tilførslerne af romerske luksusvarer til Skandinavien. Og der er samtidig visse forhold, der antyder, at medlemmer af det østdanske aristokrati deltog i selve de krigeriske begivenheder mod syd. Man kan derfor spørge, om fremvæksten af de magtfulde centre, først på Østsjælland, lidt senere på Fyn, direkte havde noget at gøre med den udenrigspolitik, romerne førte i forhold til germanerne. Her støder vi imidlertid på betydelige vanskeligheder, fordi de skriftlige kilder stort set er tavse om disse forhold.

Der er dog visse skrevne kilder, som nævner, at under Markomannerkrigene ændrede kejser Marcus Aurelius sin strategi over for de germanske stammer i nord. Det siges, at hans mål var at skubbe den nordlige grænse for Romerriget helt op til Østersøen.262 Denne strategi blev ganske vist forladt igen af hans efterfølger. Men det kan ikke udelukkes, at romerne i en periode på opportunistisk vis søgte at drage fordel af en allieret magtstruktur i det germanske bagland.263 Dvs., at Østsjælland ved at blive anerkendt som en magtfaktor af romerne samtidig blev favoriseret med eftertragtede romerske luksusvarer. Det kan altså tænkes, at romerne gjorde centret i nord til en aktiv deltager i deres udenrigspolitik med det formål at få det til at fungere som en afleder for potentielle nordeuropæiske aggressorer.264

I så fald ville de danske magtcentre i den yngre romerske jernalder næsten udelukkende have eksisteret på romerske præmisser. Men som man har påpeget, var det nu næppe tilfældet. Stammeforbundene i nord opstod formentlig ikke alene på basis af en alliance med romerne eller et romersk ønske om politisk kontrol med det germanske bagland. Det østsjællandske center, og hvad der siden fulgte af andre magtkoncentrationer, må lige så vel have været en hjemlig, original innovation, født af betingelserne i det germanske bagland i tiden omkring overgangen til yngre romertid.265 Men forbindelserne til Romerriget var stærke og var givetvis en væsentlig del af grundlaget for det stammeforbund, hvori Østdanmark udgjorde centret.

Det svarer til, hvad vi senere skal høre mere om: at de krigeriske begivenheder, som fandt sted på netop den tid, og som gav sig udtryk i de store krigsbytteofre (se Bølger af angreb), også skal ses i lyset af politiske konflikter i Limesområdet.266 For centrene voksede frem i en tid, hvor krig eller truslen om krig, ikke blot på kontinentet, men også heroppe i Sydskandinavien, var noget meget nærværende. For det sjællandske aristokrati var fordelen ved den nære kontakt med romerne, at man fik mulighed for at ekspandere og konsolidere et forbund med interesser, som rakte fra Mellemskandinavien i nord til Østersøområdet i syd. For romerne lå fordelen ved kontakterne med det østsjællandske aristokrati i, at presset fra det germanske bagland blev lettet for en stund.

Alt i alt er der tegn på, at det sydlige Skandinavien trods den perifere position, ikke bare var en passiv modtager af impulser fra Romerriget og de kontinentale dele af Barbaricum, men derimod var en aktiv medspiller i en tid fuld af krigeriske konflikter. Om dem vil vi berette i de følgende to kapitler. Men inden da skal vi kort omtale endnu to områder, hvor den romerske indflydelse også gjorde sig gældende hos folkene heroppe i kontinentets yderkant: mønterne og skriften.

Noter

233: Det er det eneste skandinaviske center, der tilhører U. Lund Hansens kategori 1, se U. Lund Hansen 1995b, s. 374 ff.

234: U. Lund Hansen 1987, s. 125 ff.

235: Ibid., s. 200.

236: U. Lund Hansen 1987, s. 132 ff..

237: Ibid. s. 134 ff.

238: T. Hatting 1978.

239: U. Lund Hansen 1987, s. 202 ff.

240: D. Ellmers 1997.

241: J. Kolendo 1981.

242: K. Lennartz 1969, s. 116 ff.

243: U. Lund Hansen 1987, s. 248 f.

244: Se f.eks. L. Hedeager 1978; U. Lund Hansen 1987, s. 234 f, 1998c.

245: B. Storgaard 2001.

246: Le Bohec 1994, s. 61.

247: De efterfølgende beregninger hviler på B. Storgaard 2001, se også J.P. Roth 1999.

248: J.P. Roth 1999, s. 192 nævner et gennemsnit på mellem 90 og 150 tons.

249: Se S. Nielsen 1999, s. 372 ff. B. Storgaard 2001.

250: N. Roymans 1996, s. 64 ff.; Y. le Bohec 1994.

251: U.E. Hagberg 1967, s. 121 ff.; U. Lund Hansen 1998c, s. 131 ff.

252: U.E. Hagberg 1967, s. 115 ff.

253: U. Lund Hansen 1987, s. 223.

254: J. Werner 1990; J. Ilkjær 1993, s. 273 ff. L. Bender Jørgensen 1986. Man sætter gerne den formodede tekstilproduktion i forbindelse med forekomsten af en bestemt type jernkamme, som kendes fra Jylland, Bornholm og frem for alt Fyn, hvorfra næsten halvdelen af fundene stammer. Derimod mangler de på Sjælland og i den østlige del af den skandinaviske halvø, se J. Werner 1990 og J. Ilkjær 1993a, s. 273 ff, 2001, s. 199.

255: U. Lund Hansen 1987, s. 236 ff.; J. Jensen 2001.

256: W. Nowakowski 1996, s 80.

257: J. Jensen 2001.

258: En enestående hestegrav på Skovgårde-gravpladsen (T. Hatting 2000, s. 406), dateret til fase C 1b kan være et resultat af en sådan kontakt til det baltiske område, hvor hestegravskikken i lignende form blev introduceret på samme tid, se W. Nowakowski 1996, s. 63. Fra det baltiske Samland kender man desuden et gravfund med en rosetfibula, W. Nowakowski 1996, s. 37, også det peger på forbindelser til Østsjælland.

259: J.P. Roth 1999, s. 101 ff.

260: Et fund af et par romerske slavelænker på en germansk boplads nær Hildesheim, i Niedersachsen, se Cosack & Kehne 1999, viser, at slavehandel kan have foregået så langt inde i Germanien.

261: Det kan i øvrigt også være tilfældet med en del af importen i den anden halvdel af ældre romerske jernalder.

262: K. Lennartz 1969, s. 205.

263: Romersk udenrigspolitik brugte traditionelt klientstat-begrebet til at sikre imperiets grænser. Venligtsindede stammeområder eller stater udgjorde en bufferzone mod potentielle fjender, se bl.a. E. Luttwak 1999, s. 20 ff, 191 ff. Erfaringerne viste imidlertid, at dette system ikke altid fungerede, som man kunne ønske det. Det kan have fået romerne til at se sig om efter andre måder at beskytte den nordlige grænse på. Antager man, at de var bekendte med det velstående sjællandske aristokrati, kan romerne have flyttet deres klientstat eller bufferzone: til Sjælland. Man har anført et noget lignende eksempel på en sådan opportunistisk anerkendelse af et overherredømme fra middelalderen (B. Storgaard 2001), da paven og den hellige romerske kejser anerkendte de danske Valdemarers overherredømme, formentlig for at sikre en magtfaktor ved den nordlige udkant af imperiet, som konstant kunne fastholde de nordlige aristokratiers opmærksomhed og således forhindre dem i at vende deres militære magt mod kejseren og dermed true imperiets enhed, se T. Højrup 1995, s. 256.

264: B. Storgaard 2001.

265: B. Storgaard 2001.

266: Krigsbytteofrene kan ses som resultatet af en række angreb på det sydskandinaviske område, af hvilke den første større angrebsbølge var samtidige med Markomannerkrigene. Talrige germanske angreb på Sydskandinavien i fase C 1b var samtidige med germanernes angreb på den øvregermansk-raetiske Limes, og angreb i sen fase C 1b – tidlig C 2 (Vingstedgruppen) var samtidige med denne Limesstræknings fald. Se J. Ilkjær 1990, s. 339 og U. Lund Hansen et al, 1995 s. 408 ff. Afhængigheden af politiskmilitære forhold i det romerske imperium gælder i øvrigt også det såkaldte Hassleben-Leuna kompleks af fyrstegrave. Se J. Werner 1973.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Fjerne forbindelser og politisk uro.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig