Plan af gravfeltet ved Himlingøje. Mod vest ses de seks gravhøje, de såkaldte „Baghøje“, af hvilke kun fire i dag er bevaret. Længst mod øst ses Baunehøj, hvori de første rige fund blev gjort i 1828. De senere fund af grave er markeret med angivelse af det år, hvori de blev udgravet. En jernbane skærer sig fra nordvest til sydøst igennem gravfeltet.

.

De kostbare fund, som i 1829 blev udgravet i Himlingøje.

.

Detailbillede af kvindegrav udgravet i 1949 i Himlingøje. Kvinden bærer om halsen en lille perlekæde og på brystet en fornem rosetfibula, hvorfra en lang perlekæde udgår.

.

Gravgaver fra den mandsgrav, som i 1977 blev udgravet i Himlingøje. Et drikkehorn af purpurrødt glas var henstillet på en sølvbakke. Ca. 1:2.

.

Udbredelseskort over kolbearmringe og diverse typer af slangehovedringe. Kortet giver et indtryk af de kontakter, der har eksisteret mellem Himlingøjecentret og de øvrige dele af Danmark.

.

En slangehovedfingerring, 3,3 cm lang, fundet i en høvdingegrav ved Høje Tåstrup uden for København. Ca. 2:1.

.

De to sølvbægre fra Himlingøje. Under randen en billedfrise med bl.a. to siddende eller dansende mænd, der foran sig holder et sværd med ringformet greb – måske et tegn på ejerens deltagelse i Markomannerkrigene. Ca. 3:5.

.

Gravgaver fra Varpelev. Bl.a. en guldarmring og to fingerringe. Ca. 2:3.

.

Gravgaver fra Varpelev. To fingerringe og en nål, alt af guld. Ca. 2:3.

.

De to sølvbægre fra stormandsgraven ved Valløby. Ca 1:2.

.

De vigtigste oldtidsveje over Stevns Å og Tryggevælde Å.

.

Broskovvejen mellem Tap pernøje og Præstø. Oversvømmelsen viser, hvor nødvendigt det var med brolagte overgange i fugtige områder.

.

Kort over Østsjælland-Stevns med angivelse af de vigtigste vandløb, grave fra yngre romertid med romersk import, vejanlæg over vandløb og mulige anløbssteder.

.

Bandolerplade fra den rigt udstyrede mandsgrav fra Uggerløse i Nordsjælland.

.

Våbenkombinationer i grave fra yngre romersk jernalder i Danmark.

.

Udbredelsen af grave med romerske importsager fra yngre romersk jernalder på Sjælland. På kortet er navn givet de lokaliteter, som er omtalt i teksten.

.

Inde midt i det åbne og slettelignende østsjællandske landskab, lige vest for Tryggevælde Å, ligger landsbyen Himlingøje. Åen er ikke særligt bred her. Det er til gengæld den sumpede ådal, og selve åen danner under hele sit lange løb Stevns' gamle grænse mod vest. Det var den grænse, Klintekongen efter sagnet ikke tillod nogen anden konge at overskride. Det var først Christian 4., der rejste til Stevns og afsatte ham.1 Færdes man i disse østsjællandske egne en tidlig forårsdag, mærker man straks, at det er et landskab, som helt er defineret af lyset. Under det store himmelrum strækker markerne sig ud i det uendelige. Ikke mærkeligt, at det var med en opvækst i disse egne, at maleren Niels Larsen Stevns for et par generationer siden brugte en stor del af sit liv til at iagttage og skildre lysets natur.

Lige bag ved Himlingøje by ligger i dag en lille gruppe gravhøje på en langstrakt nord-sydgående moræneryg. De er de sidste synlige vidnesbyrd om et høvdingedynasti, som engang i tiden omkring 200 e.Kr. dominerede store dele af Østdanmark. Dengang så landskabet noget anderledes ud. De ganske lave bakkedrag var ikke helt så udjævnede som i dag, og ind imellem de små bakker lå fugtige, tørvefyldte lavninger. Henved en fjerdel af jorden bestod af sådanne fugtige strækninger. Ellers var landskabet åbent og stort set skovløst. Det meste blev brugt som græsningsland, dyrkede marker var her ikke mange af. Men fjernt derude i horisonten kunne man ane skoven.

Navnet Himlingøje er i sig selv arkæologisk, for efterleddet „-øje“ står i virkeligheden for „-høje“, sådan optræder det i de ældste optegnelser. En gruppe på oprindeligt syv, nu fire høje ligger som nævnt bag ved byen. Det må være dem, der hentydes til, selv om det oprindelige navn er gået tabt og erstattet med det mere prosaiske „Baghøje“.

Højene ligger på en af de rigeste gravpladser fra Danmarks oldtid. Gravpladsen er i dag totaludgravet.2 I tiden forud for gravpladsens anlæggelse, i den ældre romerske jernalder, var det små, autonome høvdingeslægter på navnlig Lolland-Falster, der dominerede det østdanske område (se En lollandsk storhøvding). Men omkring 200 e.Kr. var magten gledet over til de sjællandske høvdingeslægter, som i området omkring Stevns og det tilstødende Østsjælland skabte en stærkt hierarkiseret og centraliseret magtstruktur.3 De østsjællandske høvdingeslægter havde hermed indledt en udvikling, som snart skulle mærkes også i andre egne af landet, bl.a. på Øst- og Sydfyn. Men egnen omkring Himlingøje var et første eksempel på et magtcenter, hvor et enkelt høvdingedynasti gennem et par generationer indtog en stærk og dominerende stilling i forhold til naboområderne. Ja, mere end det. Det var et dynasti, som bl.a. gennem ægteskabsalliancer forbandt sig med andre indflydelsesrige høvdingeslægter i hele Sydskandinavien og længere mod syd på det europæiske kontinent. Set i historiens lange perspektiv var det det sjællandske aristokrati, der tog de første skridt i den centraliseringsproces, som banede vejen for den sene jernalders samfundsform, og dermed for monarkiets fremvækst i Danmark. Om det vil der blive berettet i bind 4 af dette værk.

Allerede da de første fund blev gjort på gravpladsen – det skete så tidligt som i 1828 – var der tale om nogle helt usædvanligt rige grave. Ved grusgravning i en langagtig, naturlig grusbakke lige vest for Himlingøje Kirke fandt man en samling enestående kostbarheder, som havde udgjort gravgodset i en eller flere ødelagte grave. Muligvis stammede de fra en græstørvshøj, som havde kronet den naturlige grusbakke. Det var bl.a. en såkaldt kolbearmring af guld, oprindelig et sarmatisk værdighedstegn, kendt fra aristokratiske begravelser i Ukraine og ved den nedre Volga – en ring, som det kun tilkom de ledende i samfundet at bære.4 Det var desuden en slangehovedfingerring, dvs. en ring dannet af en trind guldstang, mere eller mindre spiralformet, hvis udslåede ender afsluttedes i dyrehoveder, en glaspokal, flere romerske bronzespande, et drikkehorn af glas, en fodskål af glas, et vinøsesæt, et hældebækken med halvlåg, også romersk import, og to prægtige sølvbægre, som under mundingen havde en frise af forgyldt sølvblik med menneske- og dyrefigurer.5 I sandhed et fyrsteligt udstyr, som må have tilhørt et eller flere mennesker, der befandt sig helt oppe i toppen af samfundshierarkiet, og som at dømme efter kolbearmringen, må have haft relationer til det sarmatiske aristokrati i Sydøsteuropa.

Udgravningerne fortsatte i 1830'erne. I sidste fjerdel af 1800-tallet blev tre store gravhøje udgravet, men systematiske udgravninger skete først i 1940'erne, og blev videreført i 1970'erne og 1980'erne.6 På det grundlag kan man i dag danne sig et billede af gravpladsens oprindelige udseende. Typisk for den, som for øvrigt de sjællandske gravpladser fra den tid, er dens placering langt fra kysten. Gravpladsen er usædvanlig på grund af sine græstørvshøje og de meget spredt liggende, rige jordfæstegrave på den ene side af højderyggen. Mindst 14 rige grave har der været tale om.7 Kun her og der har der ligget enkelte fattigt udstyrede grave, og spredt mellem gravene lå talrige gruber med ildspor.

De tidligste af gravene blev anlagt under store græstørvshøje, hvad der på den tid var yderst usædvanligt. Det blev man ved med igennem et halvt århundrede. Centralgraven under hver høj var en brandgrube nedgravet i undergrunden. To af gravene var kenotafer, dvs. det var tomme grave.

Blandt de rige grave på gravpladsen var der en, som rummede en 40-50 årig kvinde. Hun havde tydeligvis hørt til i toppen af det østsjællandske aristokrati omkring 200 e.Kr.,8 idet hun var gravsat med bl.a. to slangehovedarmringe og to slangehovedfingerringe af guld. Alene det viser hendes høje byrd. Det samme gør de romerske importvarer, graven var udstyret med: et bronzebækken med ringgreb, en såkaldt Hemmoorspand, en glaspokal og et glasbæger. Desuden havde hun med sig i graven fået kostbare fibler, bl.a. en rosetfibula af sølv og guld, en romersk denar, en hårnål af sølv- og guldblik. Og endelig en lang perlekæde bestående af bl.a. perler af sølv, glas og rav med tilhørende amuletdåse, som man kan finde paralleller til i sarmatiske egne i Sydøsteuropa. Så særpræget er smykket, at man kan spørge, om der er tale om en sarmatisk kvinde, indgiftet i det sjællandske aristokrati. Formentlig et eksempel på, hvorledes bortgiftning af kvinder tjente til bekræftelse af de politiske bånd, der blev skabt gennem de aristokratiske alliancer.

Hvordan en mand fra det samme høje sociallag blev begravet, kan man få et indtryk af fra en grav, som blev fundet ca. 5-600 m nordvest for gravpladsen.9 Den døde var gravsat i en stammekiste, 3,5 m lang, altså af passende størrelse for en rig og fornem person. Af manden selv var kun lidt tandemalje bevaret, hans alder må have været omkring de 20 år, men han var gravsat med usædvanligt rige gravgaver. På arm og hånd havde han båret en svær armring og en lidt mere beskeden fingerring, begge af guld. I fodenden af kisten stod en bronzespand med trælåg, anbragt på en træ-bakke, og i hovedenden havde man lagt et pragtfuldt drikkehorn af rødt glas på et forsølvet bronzefad. Ved siden af hornet lå mere almindelige sager: en øse med tilhørende si, endnu et glas, denne gang grønt og af bægerform, samt en benkam.

Det forsølvede bronzefad, øse/si-sættet, bronzespanden og de to glas var importsager fra de nordlige dele af den romerske provins Gallien. Det røde drikkehorn er ganske vist et unikum, men stammer formentlig fra de samme områder som de øvrige importgenstande. Det er imidlertid navnlig slangehovedringene af guld, som viser, at den unge mand tilhørte samme sociale miljø som den netop beskrevne kvinde. Slangehovedringene var nemlig efter alt at dømme et rangtegn, som det kun tilkom de fornemste at bære.10 De områder, hvor slangehoved- og kolbearmringene findes i gravene, er da også områder, der på anden måde udviser lighed og kontakt med centret på Østsjælland/Stevns, som vi senere skal se.11

Der var også grave på Himlingøjegravpladsen, som viste uventede sider af livet og døden i dette rige, østsjællandske høvdingemiljø. Et sted fandt man en grav med en yngre mand på omkring 20 år.12 Han havde fået rige gravgaver med sig på rejsen til det hinsides, men hvad der var helt usædvanligt, hans krop var parteret og gået stærkt i opløsning, inden begravelsen fandt sted. Der var endnu kød på knoglerne, da man lagde ham i jorden, til en vis grad i den rette anatomiske orden. Måske var han en ung kriger, der var død langt fra hjemmet og slægtsgravpladsen. Det kan være forklaringen på, at man havde været nødsaget til at transportere ham hjem i flere stykker.13

Delvis ind over kistens låg lå skelettet af en hund. Der var også lagt forskelligt fuglevildt i graven. Hunden var nedlagt i hel tilstand, dræbt i anledning sin ejers begravelse. Men det var ikke nogen helt almindelig hund. Den lignede en fårehund, men zoologernes bud var, at det er blandt hunde som den italienske maremma – en smuk langhåret hyrdehund – og den ungarske komondor, at man skal søge en sammenlignelig nutidshund.14 I hvert fald afveg Himlingøjehunden markant fra de øvrige store hunde fra jernalderen. Skulle den virkelig stamme fra sydligere strøg i Europa, kan vi tænke os, at den unge mand har fået den som en gave, måske i de fjerne egne, hvor han senere måtte lade livet. Det var altså ikke bare drikkekar af glas og bronze, man importerede fra sydligere egne i disse århundreder.

Man kan forestille sig, hvordan dette store og pladskrævende dyr levede livet på den sjællandske høvdingeboplads. Det har været en barsk hverdag.

Selv om hunden tilhørte en af landsbyens ledende mænd, færdedes den blandt landsbyens andre hunde. Det må være forklaringen på de voldsomme skader, dyret havde fået i levende live. Venstre kraniehalvdel og venstre bagben var beskadigede, det venstre lægben havde været brækket, og under helingsprocessen var der dannet ar i form af udvækster på knoglen. Det venstre skinneben var antagelig også beskadiget, ligesom det venstre lårben. Ingen af skaderne havde dog forvoldt dyrets død. Men det har sikkert ofte været nødvendigt for landsbyens beboere at kaste sten efter de mange halvvilde dyr, der hylede og gøede, når de gerådede i støjende hundeslagsmål.

De døde på Himlingøjegravpladsen blev gravsat i den sidste halvdel af det 2. århundrede og frem til slutningen af det 3. århundrede e.Kr.15 Der er altså en klar dynastisk tradition på gravpladsen.16 Men det ser også ud til, at det dynasti, som de døde tilhørte, etablerede sig i løbet af blot en til to generationer. I løbet af den tid etablerede dynastiet faste kontakter til Østersøkysten, til Mecklenburg og til det nordlige Polen, ja, helt til Sortehavsområdet. Fra gammel tid gik der også kontakter via polsk område frem til den mellemste Donau og – ikke mindst – til Rhinlandet. Samtidig etablerede man med udgangspunkt i Østsjælland og Stevns et fast system af satellitområder – undercentre – som politisk og socialt var bundet til Himlingøjecentret. De to nærmestliggende var Varpelev i sydøst og Valløby i nordøst.

Der er en påfaldende sammenhæng i tid mellem dette østsjællandske magtcentrums opståen og de Markomannerkrige, som i årene 166-180 e.Kr. blev udkæmpet på det europæiske kontinent (se Et imperium i krise). Der er da også dem, som har foreslået, at magtcentret netop blev grundlagt af krigere, som var vendt hjem til Sjælland efter at have deltaget i Markomannerkrigene, enten mod romerne eller som lejetropper på romersk side.17 En interessant detalje peger i netop den retning. På de sølvbægre, som blev fundet i en af de rige Himlingøjegrave, ser man afbildet en siddende eller dansende mand, der foran sig holder et sværd med ringformet greb. Den slags sværd finder man i syd i en bred zone langs den romerske grænse. Her sætter man dem gerne i forbindelse med Markomannerkrigene.18 Så når sværd af den type afbildes på de sjællandske sølvbægre, kan det betyde, at beretninger om deltagelse i Markomannerkrigene indgik i de myter, der dannede det østsjællandske aristokratis identitet. Tilsvarende kan man forestille sig, at de to kenotafer i Himlingøje blev bygget til minde om krigere, som aldrig vendte tilbage fra Centraleuropa.19 Deres datering passer i hvert fald godt med den antagelse.

Gravene i Himlingøje lå ikke isoleret på slettelandet ved Tryggevælde Å. Få km derfra, mod sydøst og ikke længere end at man kan se det fra Himlingøje, lå ved Varpelev en anden, næsten samtidig gravplads, hvor et høvdingepar var begravet sammen med deres folk.

Den lille gravplads, som lå i det lave land lige øst for Tryggevælde Å, rummede 10-15 grave.20 To af dem var meget veludstyrede og resten meget fattige. I den største af gravene lå bl.a. en halsring af guld, et sjældent fund i tidens grave. Desuden var der flere fingerringe, en mønt og en dragtnål af guld, et par skåle og en hævert af glas samt endnu en glasskål med sølvornamentik i gennembrudt arbejde. Der var sølvspænder med tilhørende rembeslag, og desuden 42 spillebrikker. Den døde, en mand, var lagt til hvile i en trækiste, der var gravet næsten tre meter ned under jordens overflade og omkranset af store sten. I den anden grav lå en kvinde. Her fandtes bl.a. en glasskål et par fingerringe og en fornem hårnål af guld.

Gravene i Varpelev rummede efter alt at dømme en høvding begravet med sin ægtefælle ved siden og omgivet af et antal medlemmer af husstanden – eller trælle måske? De sidstes grave var næsten helt uden gravgaver: et lerkar, en bøjlenål, nogle få perler, eller slet intet. I modsætning til de to rige grave, var de kun gravet ganske lidt ned under jordoverfladen og havde ingen stensætning. Skeletterne havde kun i få tilfælde modstået halvandet tusinde års ophold i jorden.

En anden gravplads lå i nordøst ved Valløby, kun 3 km i luftlinje fra Himlingøje, også synlig derfra.21 Gravpladsen lå i det blide landskab, kun nogle få km fra Tryggevælde Å's udløb i Køge Bugt. Den har endnu ikke været genstand for en mere omfattende undersøgelse.

Gravgodset i den grav, man fandt her i 1872, var særdeles righoldigt. Det omfattede bl.a. to identiske sølvpokaler med en forgyldt, udhamret billedfrise under randen. Pokalerne var ikke romerske, men snarere fremstillet af en lokal sølvsmed. Hvad der gør dem særligt interessante er, at et tilsvarende par er fundet i den rige Baunehøj i Himlingøje. Et enkelt, også meget lignende eksemplar, kendes fra en rig grav på en lille gravplads en snes km mod vest, i Nordrup ved Ringsted. Og endelig er der fundet fragmenter af sådanne sølvpokaler i Brokær i Sydvestjylland (se Landet i vest). Disse pokaler var, sammen med de mange fornemme romerske produkter og smykkerne af guld og sølv, symboler på en ny elites høje status, erhvervet bl.a. gennem fjerne forbindelser og vidtrækkende alliancer.

Så iøjnefaldende de rige østsjællandske grave end er, så er det mærkeligt, at man ikke hidtil har kunnet finde de gårdanlæg, som de gravlagte boede i, medens de endnu var i live – og det til trods for, at arkæologerne igennem adskillige år har foretaget grundige rekognosceringer i området.22 Men at området dengang var tæt bebygget, det viser de mange rester af vejovergange, man har fundet i den sumpede Tryggevælde ådal. Netop i det 2.-3. århundrede e.Kr. gennemførte beboerne på begge sider af Tryggevælde Å et storstilet byggeri af brolagte vejbaner til afløsning for ældre og mindre stabile risveje. Mindst fire-fem af disse overgange har været farbare samtidigt. Og de tegner billedet af et veltilrettelagt vejnet mellem egnens bopladser, markedspladser og landingssteder. Det har været en stærk politisk magt, der stod bag et sådant vejnets udbygning.23

Ved kulstof 14-analyser har man kunnet påvise, at overgangene ved Varpelev og syd derfor, ved Hårlev, som begge fører over Tryggevælde Å, var samtidige med de rige grave. Syd herfor, førende over den nordlige del af Stevns Å, ligger Elverhøjvejen og længere mod syd, også krydsende Stevns Å, vejene Karise I og Karise III. Alle har de brolagte vejforløb. Længere mod syd, i forbindelse med nogle grave fra yngre romertid ved Broskov,24 har man Broskovvejen,25 og vest derfor, nær nogle samtidige grave ved Snesere Torp26 og Bårse Præstegårdsmark,27 har man Risbyvejen.28 Det er således adskillige steder, man i disse århundreder har bestræbt sig på at skaffe overgange over de betydelige vandskel. Og det ved bygningsarbejder, som efter deres omfang og kvalitet at dømme må være blevet foretaget på foranledning af den magtfulde elite.

Broskovvejen er nok den mest imponerende af disse vejanlæg.29 Den løber over en fugtig lavning, der fra Præstø Fjord kan følges nogle kilometer ind i landet forbi Broskov, Tappernøje, Lille Røttinge og videre i retning af Snesere Torp. Ned gennem dalsænkningen løber den lille Hulebæk. Hvor oldtidsvejen krydser lavningen, er denne omtrent 70 m bred, og bækken løber her langs vådområdets nordrand. Vejbanen består af et lag store sten, der som i en mosaik passer til hinanden. Randstenene har gerne en rundet eller toppet form og rager som regel 10-20 cm over de tilstødende sten. Til kørebanen er udvalgt flade sten, der nøje er passet sammen, uden tilhugning, små hulrum er udfyldt med indkilede sten. Vejens bredde varierer mellem 3,5 og 3,6 m. Mod syd breder den sig vifteformet ud til en total bredde på 13 m. Oprindelig krydsede vejen et vandløb, og to steder er den tydeligt afbrudt af vadesteder. Det er den solideste og mest omhyggeligt byggede oldtidsvej, vi kender i Norden, og man må forestille sig, at den er blevet til under påvirkning fra den højtstående vejbygningsteknik, der var i brug i den sene kejsertids romersamfund sydpå.

Men hvordan stiller det sig med den søværts adgang til det østsjællandske område?30 Her har man endnu ikke fundet den eller de landingspladser, som de fremmede fartøjer lagde til i. Et muligt bud blandt flere er mundingen af Tryggevælde Å, et andet er landingspladsen ved Gjorslev Bøgeskov, som man kommer til ad nogle ældgamle hulveje, et forunderligt sted ved den skovklædte kyst, og hvor et par store lysninger, omgivet af mægtige træer, indrammer et lille fiskerleje. Endnu har man dog ikke fundet konkrete spor, der viser, at det var her, skibene med de romerske importvarer lagde til.

Trods de mange huller i det arkæologiske kildemateriale tegner der sig alligevel på overgangen til det 3. århundrede e.Kr. et billede af et østsjællandsk magtcentrum med en interessesfære, som rakte langt ud over lokalområdet. Dette center var sæde for en elite, der igennem nogle generationer fastholdt Stevns og tilgrænsende dele af Østsjælland som hovedmodtager af romerske importgenstande fra især de galliske provinser.31 Samtidig var det også center i et netværk, som i hvert fald dækkede Syd- og Mellemskandinavien, store dele af Østersøområderne og med forbindelser, der rakte langt ned i Sydøsteuropa.

Hovedparten af velstanden koncentrerede sig nok på Stevns og de tilgrænsende dele af det østlige Sjælland, men uden om lå en zone af afhængige områder, hvor gravene også indeholdt bl.a. romersk import, om end af mindre prestigiøs art, som vi senere skal se.32 Dette mønster er formentlig opstået ved, at samfundene i periferien leverede bl.a. militære tjenesteydelser til centret ved Tryggevælde Å, og dette blev godtgjort ved gaver, f.eks. romerske importgenstande og arm- og fingerringe af guld, som symboliserede modtagerens rang i forhold til høvdingen. Også slægtskabsbånd, etableret ved ægteskabsalliancer, må have knyttet centret og periferisamfundene sammen.

Ud fra gravenes indhold af gravgaver kan vi kort beskrive den hierarkiske struktur i dette velstående høvdingesamfund, hvis grave er de rigeste blandt de rige – ikke blot på Sjælland, men i hele Danmark. De rummer kostbare smykker af sølv og guld, perler og andet dragttilbehør, kostbart bordservice i sølv, bronze og glas. Og bemærkelsesværdig er mængden af importerede varer og disses ofte meget store sjældenhed.33

Den øverste samfundsgruppe finder man i Himlingøjecentret – og der alene – i grave med kolbeformede guldarmringe.34 Derunder finder man en statusgruppe 2, som er gravlagt med slangehovedarmringe: i mandsgrave kombineret med en eller flere simple guldfingerringe, og i kvindegrave kombineret med en eller flere slangehovedfingerringe. Desuden med sæt af sølvbægre, kombineret med slangehovedarm- eller -fingerringe.35 Denne statusgruppe er ikke begrænset til Himlingøjecentret, men findes også i f.eks. det nærliggende Valløby.36 Som en tredje gruppe i det sociale hierarki finder man endelig grave, som enten indeholder en slangehovedfingerring og/eller et sølvbæger – eller grave som indeholder fem eller flere stykker romersk import. Disse status 3 grave finder man ikke blot i Himlingøjecentret og de nærliggende nabocentre,37 men også ude i de fjernereliggende satellitområder.38

Som et eksempel på de rige grave, man finder ude i de afhængige satellitområder, kan man nævne en nordsjællandsk grav fra Kirkebakkegård ved Uggerløse syd for Hillerød.39 Graven, der var en jordfæstegrav anlagt på en højtliggende bakketop, rummede en rytterhøvding, bisat med et gravudstyr, der placerer ham i statusgruppe 3. Det var en midaldrende mand, 35-55 år gammel, men allerede mærket af alderen: han havde svær gigt i rygsøjlen, og havde i øvrigt også været plaget af blæresten.

Bag hans hoved havde de efterladte sat et udstyr med mad og drikkevarer, det var bl.a. gåse- og vildsvinesteg. Her stod også en bronzespand, som rummede en øse og si samt tre drikkeglas. Manden bar selv ved skuldrene to fibler, og i højre brysthalvdel lå et spænde med en 8 cm stor bronzeplade med guldbelagt forside udformet som et menneskeansigt. Pladen sad oprindeligt på et skuldergehæng (bandoler) til et sværd, som altså ikke var kommet med i graven.40 Ved bækkenet lå et bæltespænde, og ved hver hæl en bronzespore. På hænderne sad to fingerringe.

En rytterhøvding fra tiden omkring 200 e.Kr. – af nordsjællandsk herkomst, men ikke desto mindre dybt præget af romersk kultur. Vel gik han klædt i en germansk dragt, men med romerske sporer, hans kappe havde romerske spænder, hans sværdgehæng havde romerske remendedupper, og højst sandsynligt var hans sværd romersk. Hans fibler efterlignede romerske, han drak af romerske glas en drik, der skulle give sig ud for vin, som blev siet ligesom den romerske vin og øst op med en romersk kasserolle.41

Han var en våbenfør mand, men gravlagt uden sine våben. Der er i det hele taget fundet meget få våbengrave på Øerne og i Jylland fra denne tid. Men sporerne og skuldergehænget til sværdet afslører alligevel manden fra Kirkebakkegård som rytterkriger. Det viser, hvor betydningsfuld den militære side af livet var i disse tider, der, som vi senere skal se, var ufredstider. Men som symbol på hans krigerstatus er prydskiven fra hans sværdgehæng også vigtig. Beslægtede prydskiver kan man finde i andre af den tids våbenløse grave, f.eks. i en sydsjællandsk mandsgrav fra Udby.42 Beslægtede elementer fra sværdgehæng kendes fra flere andre danske grave uden våben, ligesom der er eksempler fra den nordlige del af Polen – og de kendes endelig fra det store våbenofferfund fra Illerup.43 De viser, at de hierarkiske strukturer, man kan aflæse i våbenofferfundene såvel som i gravene, var fælles for hele Skandinavien og antagelig også for de tilstødende dele af kontinentet.44

Spredt ud over Sjælland finder vi således et antal rige grave, hørende til de undercentre, der var afhængige af hovedcentret på Østsjælland/Stevns, og som via et redistributivt udvekslingssystem modtog bl.a. store mængder romerske importvarer fra hovedcentret. De rige grave er bl.a. fundet i det lave, vide sletteland ved Nordrup sydøst for Ringsted,45 ved Høje Tåstrup vest for København,46 ved Gunnerupgård i det harmoniske herregårdslandskab vest for Vallø,47 ved Slettebjerggård syd for den vestsjællandske Åmose,48 ved Borritshoved tæt op til Fakse Å's udløb i Fakse Bugt,49 og på en stor gravplads ved Skovgårde i højderne ved Udby, Sydsjælland.50 De jernaldermennesker, der blev begravet her, levede deres liv med det samme uendelige udsyn over Smålandshavet til Falsters og Lollands kyster i sydvest og mod vest over det lange og smalle Knudshoved, som vi i nutiden overraskes af, når vi nordfra kommer ind i dette betagende landskab.

Den centerdannelse med tilhørende periferi, vi har beskrevet her -nogle har endog kaldt den et tidligt østdansk kongedømme51 – må have været baseret på omgivelsernes anerkendelse af det østsjællandske aristokratis overherredømme. Med sin stærke hierarkiske struktur52 stod det i tydelig kontrast til forholdene i den ældre romerske jernalder. Dengang var det de såkaldte Lübsow-høvdingegrave, der tegnede billedet af et fremvoksende aristokrati,53 men uden den stærke centerdannelse til følge. Nu var der på Østsjælland opstået et krigeraristokrati med evnen til at besidde og forsvare sin magtposition ved hjælp af sine alliancer til andre høvdingefamilier i de omgivende områder. Det netværk, der opstod som følge heraf i Syd- og dele af Mellemskandinavien samt i Østersøområderne, synes at svare til de skriftlige kilders beretninger om store stammekonføderationer i de germanske områder i en tidlig del af den sene romerske jernalder.54 Og bag den udvikling lå krigen eller i det mindste truslen om krig, som vi senere skal høre om det.

En anden vigtig faktor i processen var efter alt at dømme Østsjællands rolle som administrator af en transithandel mellem det skandinaviske område og landene i syd, specielt de romerske provinser i Tyskland, Frankrig Belgien og Sydholland. De fleste af importvarerne i de sjællandske grave var fremstillet i det nordlige Gallien, glassene for størstedelen i glasværkstederne omkring Köln. Varer fra disse egne kunne man også træffe langs Jyllands østkyst, på Østfyn, på Bornholm, Öland, Gotland og i Mellemsverige, i Norge omkring Oslofjorden, på Vestlandet og ved Trondhjem. Man har derfor forestillet sig, at der i områder i Norge og Sverige blev produceret varer, som indgik i forsyningerne til de romerske legioner i provinserne. Man har nævnt huder til den store mængde af læder, soldaterne skulle bruge. Men også kvæg, heste, korn og andre fødemidler har været bragt på tale. Til disse spørgsmål skal vi senere vende tilbage.

Men først skal vi se på nogle af de alliancer, der gav det østsjællandske center dets magtposition i det 2.-3. århundrede e.Kr. Det er et karakteristisk træk ved den tids samfund, at krigeraristokratiet i områder langt fra hinanden anerkendte og identificerede sig med brugen af fælles insignier.55 Det kunne være smykker som rosetfibler og slangehovedringe, hvis udbredelse danner et billede af et overregionalt netværk inden for hvilket Østsjælland spillede en ledende rolle. Kun her finder man samlet de træk, som karakteriserer et center af den øverste kategori,56 og herfra gik kontakter til Nord- og Sydvestjylland, til Bornholm og det sydlige Norge, samt Mellemsverige, Gotland og Öland.57

Et lignende billede tegner importen, som for en stor del blev distribueret til resten af Sydskandinavien fra det østsjællandske center.58 Og dertil føjer sig også vidnesbyrd om ægteskabsrelationer mellem Himlingøje og andre områder som f.eks. Sydnorge59 og Skovgårde på Sjælland.60 Med andre ord: Østsjælland var centrum for et antal aristokratiske satellitter eller allierede, det var et magtcentrum med en interessesfære som rakte langt ud over lokalområdet – så langt som til områderne nord for Sortehavet.61 Det viser bl.a. kolbearmringen og det lange perlesmykke i den rige kvindegrav.

Noter

1: Som det berettes i Joh. Ludvig Heibergs nationale skuespil „Elverhøj“ fra 1828.

2: U. Lund Hansen et al. 1995. Totaludgravet er kun en enkelt anden sjællandsk gravplads fra den tid, Skovgårde i Sydsjælland, se P. Ethelberg et al. 2000.

3: I ældre romersk jernalder var dette område ikke særlig rigt. Kun en enkelt grav fra Strøby på Stevns skiller sig ud som noget særligt, se D. Liversage 1980, s. 34, nr. A 61.

4: J. Werner 1988. Kolbearmringene var oprindelig et sarmatisk værdighedstegn og kendes fra aristokratiske begravelser ved den nedre Volga og i det sydvestlige Ukraine fra Kr.f. og fremefter. Ringen fra Himlingøje er den ældste kolbearmring fundet uden for en sarmatisk kontekst, se også Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 360 ff.

5: Se note 7, nr. 1; U. Lund Hansen et al. 1995, s. 94, 141, altsammen daterbart til fase C 1b.

6: U. Lund Hansen et al. 1995.

7: De vigtigste grave fra Himlingøjegravpladsen er (navngivet efter fundåret): 1: 1828. En eller flere ødelagte grave: Kolbearmring af guld, af finderen solgt til omsmeltning, slangehovedfingerring af guld, glaspokal (Eggers type 197), Hemmoorspand (Eggers type 58), bronzespand af type Vængegård (Eggers type 36). I hvert fald følgende genstande udgør formentlig et sluttet gravfund: glasdrikkehorn (Eggers type 247), glasfodskål (Eggers type 209), 2 sølvbægre, under randen en frise af forgyldt sølvblik med menneske og dyrefigurer (Eggers type 177), øse-si af bronze (Eggers type 161), hældebækken med halvlåg af bronze (Eggers type 90), U. Lund Hansen et al. 1995, s. 94, 141, dat. fase C 1b. 2: 1834. En eller flere ødelagte grave. Hagekorsfibula, hårnål af sølv, bøjlefibula af bronze, hornkam, spiralsnoet guldtråd. U. Lund Hansen et al. 1995, s. 96, 143, dat. fase C 1b. 3: 1835-1. En eller flere ødelagte grave. Spiralfingerring af guld, fibula med halvrund hovedplade og rhombisk fodplade, med runeindskrift (M. Stoklund 1995, s. 319), glasperler, berlokformet ravperle, hornkam, si (Eggers type 161). U. Lund Hansen et.al. 1995, s. 97. 143, dat. fase C 1b – C 2. 4: 1875-3. Brandgrav. Riflet bronzespand (Eggers type 48), lerkar. U. Lund Hansen et al. 1995, s. 117, dat. fase B 2/C 1a – C 1. 5: 1875-10. Brandgrav. Bronzekasserolle (Eggers type 142), diverse små guldplader, profilerede stykker sølv, bronzespand med ansigtsattacher (Eggers type 2728), øse-si (Eggers type 160-161), fod af støbt bronzefad (Eggers type 27-29), fragmenter af bronzekar, herunder formentlig en Østlandskedel, tre eller fire knopsporer, bronzefibula, firkantet bronzebeslag med øsken, bronzefragment evt. fra hagekorsfibula, bennål, hornkam, fragmenter af glasbæger, lerkar. U. Lund Hansen et al. 1995, s. 122, dat. fase B 2/C 1a. 6: 1878-1. Jordfæstegrav, indeholdt: Glasdrikkehorn (Eggers type 249), træspand med bronzebeslag, hagekorsfibula, hårnål af sølv, guldfingerring, tenvægt af bronze, glasperler, berlokformet ravperle, to lerkar. U. Lund Hansen et al 1995, s. 99, 147, dat. fase C 1b – C 2. 7: 1878-2. Jordfæstegrav, muligvis dobbeltgrav, indeholdt: Lerkar. U. Lund Hansen et al 1995, s. 99, 148, dat. fase C 1b. 8: 1894-1. Jordfæstegrav, 25-30-årig mand i bulkiste, indeholdt: Pilespids af ben, benkam, „cirkusbæger“ af glas (Eggers type 209), øse-si af bronze (Eggers type 161), kolbearmring af guld, slangehovedfingerring af guld, bæltespænde af sølv og bronze, fibula af sølv, bronze og forgyldt sølvblik, spiralfingerring af guld, bronzebækken uden attascher (Eggers type 82), „cirkusbæger“ af glas (Eggers type 209), tekstiler. U. Lund Hansen et al. s. 99, 149, dat. fase C 1b. 9: 1948-1. Muligvis jordfæstegrav, indeholdt: Glas i overfangsteknik (Eggers type 230). U. Lund Hansen et al. 1995, s. 103, 150, dat. fase C 1b – C 2.10: 1949-1. Delvis ødelagt jordfæstegrav, indeholdt: Slangehovedfingerring af guld, riflet bronzebækken (Eggers type 108), bronzebækken med vinbladsattacher (Eggers type 83), øse-si (Eggers type 161), Hemmoorspand (Eggers type 58), glasskål (Eggers type 216), glasskål (Eggers type 216), glasskål (Eggers type 216), fem lerkar. U. Lund Hansen et al. 1995, s. 104, 151, dat. fase C 1b. 11: 1949-2. Rig kvindegrav med 40-50-årig kvinde, indeholdt: Cylindriske sølvperler, spiral- eller rørformede sølvperler, kurvformet hængesmykke, cylindrisk hængesmykke, ringformet bronzegenstand, har hørt til perlekæde, benperler, glasperler, blå, grønne og røde, skiveformede ravperler, firkantede rav- og glasperler, flad, skiveformet sølvgenstand, sølvspiral fra fibula, amuletdåse, fem fibler, fire lerkar, bronzebækken med ringgreb (Eggers type 80), øse-si (Eggers type 161), hårnål af sølv og guldblik, hornkam, romersk denar, to slangehovedarmringe af guld, to slangehovedfingerringe af guld, guldperle, Hemmoorspand (Eggers type 61), rav- og glasperler, glasbæger (Eggers type 209), glaspokal (Eggers type 189), rosetfibula af sølv og guld (med runeindskrift, se M. Stoklund 1995, s. 321), jernbeslag. U. Lund Hansen et al. 1995, s. 105, 152, dat. fase C 1b. 12. 1977-3. Jordfæstegrav i egekiste, 20-årigt individ. Drikkehorn af rødt glas, øse-si af bronze (Eggers type 118), forsølvet tallerken af bronze (Eggers type 118), Hemmoorspand (Eggers type 55-66), glasbæger med standring, guldfingerring, hornkam. U. Lund Hansen et al. 1995, s. 136, 160, dat. fase C 1b. 13. 1978-35. Jordfæstegrav, mand 18-25 år gammel. Glasbæger (Eggers type 203), lerkar, træspand med bronzebeslag, sølvblik, slangehovedfingerring af guld, tre sølvringe, lerkar, benkam, ravperler, amulet eller hængesmykke af sølv, mosaikglasperle, div. glasperler. U. Lund Hansen et al. 1995, s. 125, dat. fase C 1b. 14. 1980-25. Urnegrav under stor høj, indeholdt: Terra sigillata skål, type Dragendorff 37, ildskadede fragmenter af bronzekar, fragmenter af glaskar, 29 stykker guldblik, lerkar, spydspids af jern, tekstilfragmenter. U. Lund Hansen et al. 1995, s. 118, dat. fase C 1a.

8: Se note 7, nr. 11; U. Lund Hansen et al. 1995, s. 105, 152, dat. fase C 1b.

9: Se note 7, nr. 12; Hansen & Nielsen 1977; U. Lund Hansen et al. 1995, s. 136.

10: Iflg. J. Werner 1980 var kolbearmringene det højeste rangtegn. Slangehovedringene måtte kun bæres af personer i direkte rangfølge under herskeren. Deres udbredelse indkredser da også en gruppe personer af høj rang i det østdanske område (L. Holten 1989). Ringene er hyppigere på Østsjælland end andre steder i Nordeuropa, og i tiden omkring 200 e.Kr. (I fase C 1b) blev i Himlingøje gravlagt tre personer med slangehovedringe. Tilsvarende ringe såvel som rige romerske importgenstande finder man i nærliggende rige bosættelser ved Valløby og Varpelev og i en noget fjernere periferi, bl.a. i et nordligt område omkring Greve/Thorslunde, et vestligt omkring Nordrup ved Ringsted og et sydvestligt omkring Udby/Skovgårde (U. Lund Hansen et al. 1995, s. 206 ff., 455).

11: Udbredelsen af slangehovedringene er tilsyneladende ikke tilfældig. De ældste typer findes i nærheden af Stevns. De yngre ringe længere borte. Det kan fortolkes således, at magtcentret på Stevns efterhånden udvidede sit område, så det til sidst omfattede hele Sjælland (P. Ethelberg 2001).

12: Grav 1978-35, se note 7, nr. 13. U. Lund Hansen et al. 1995, s. 256; U. Lund Hansen 2000.

13: U. Lund Hansen et al. 1995, s. 256.

14: T. Hatting 1978.

15: Dvs. i fase B 2/C 1a-C 2. Hovedparten af dem dateres dog til C 1b.

16: U. Lund Hansen et al. 1995, s. 112 ff, 129 ff.

17: U. Lund Hansen 1985, s. 385.

18: U. Lund Hansen et al. 1995, s. 386. I Danmark kendes sværdene med ringformet greb kun fra to andre steder, i Brokær i Sydvestjylland og i Vimose på Fyn, ibid. s 386. Ang. sværdenes forbindelse med Markomannerkrigene se K. Raddatz 1961.

19: B. Storgaard 2001.

20: 1. Varpelev, sb 6, jordfæstegrav med 35-55 årig mand. Graven indeholdt: Hemmoorspand (Eggers type 58), si-øse (Eggers type 161), tre glasskåle med emaljebemaling (Eggers type 209), tre spillebrikker af glas, guldspiralfingerring, lerkar, knogler af gås og hjort. U. Lund Hansen 1987, s. 416, dat. fase C 1b. 2. Varpelev sb 8, jordfæstegrav, graven indeholdt: Glasbæger (Eggers type 230), slangehovedfingerring af guld, guldfingerring med kar-neol, sølvnål med guldhoved, hagekorsfibula af sølv, firkantede, drevne guldblikplader, glas og ravperler, træspand med bronzebeslag, lerkar. U. Lund Hansen 1987, s. 416, dat. fase C 2.3. Varpelev sb 8, grav a. Jordfæstegrav med voksent individ, graven indeholdt: Blå glasskål med tilhørende sølvskål (Eggers type 172), purpurfarvet glasskål (Eggers type 229), glasbæger (Eggers type 231), glashævert (Eggers type 250), fodbækken af bronze (Eggers type 105), romersk solidus med øsken, guldring, guldnål, sølvspænde, to guldfingerringe, lerkar, sølvbeslag til drikkehorn, 42 spillebrikker af knogle, træspand med bronzebeslag, benkam, fire bjørnekløer. U. Lund Hansen 1987, s. 416, dat. fase C 2.

21: Møllehøj vest for landsbyen V., usagkyndigt udgravet jordfæstegrav 1872. Graven indeholdt to bronzespande med ansigtsattacher (Eggers type 29), si-øse (Eggers type 161), mindre øse-si (Eggers type 161), terra sigillata skål (Dragendorff form 37), to glasbægre (Eggers type 189, 190), to riflede bronzespande (Eggers type 48), to bronzebækkener (Eggers type 77), 105 spillebrikker af glas. To sølvbægre (Eggers type 177), slangehovedarmring af guld, tre guldfingerringe, to sølvfibler, to halvkugleformede stykker sølv, bronzebeslag, amethyst, lerkar. U. Lund Hansen 1987, s. 413, dat. fase C 1b.

22: Ved bl.a. Varpelev har arkæologer fra Køge Museum foretaget omfattende rekognosceringer. Ved Ågården sydvest for Varpelev er dog lokaliseret et større bopladsområde fra både ældre og yngre romersk jernalder. 600 m syd for Varpelev, ved Bøgelund er udgravet 30.000 m2 af et ca. 120.000 m2 stort bopladsområde fra både ældre og yngre romertid (S.Å. Tornbjerg 1999). Hovedparten af bebyggelsen var dog fra vikingetid. Også ved Valløby er der foretaget omfattende rekognosceringer, men heller ikke her er det endnu lykkedes at påvise den bebyggelse, der hører til den rige grav i Møllehøj.

23: Nielsen & Hansen 1977; U. Lund Hansen et al. 1995, s. 371.

24: U. Lund Hansen 1987, s. 414.

25: G. Kunwald 1962.

26: U. Lund Hansen 1987, s. 414.

27: Ibid.

28: M. Schou Jørgensen 1977.

29: G. Kunwald 1962.

30: J. Ulriksen 1998.

31: Fra Sjælland kender man f.eks. i fase C 1b ialt 51 grave med romersk import, fra Jylland er tallet 8, fra Fyn 13, og fra Bornholm er der tale om 6 grave; U. Lund Hansen et al. 1995, s. 421.

32: U. Lund Hansen et al. 1995, s. 374 ff og 285 ff.

33: U. Lund Hansen et al. 1995, s. 374 ff.

34: Himlingøje 1828-4? Og Himlingøje 1894-1, se note 7, nr. 1 og 8.

35: Himlingøje 1828-1, 1828-3, 1828-5, se U. Lund Hansen et al. 1995, s. 95 ff., Himlingøje 1949-2 og Himlingøje 1977-3, se note 7.

36: Se note 21.

37: Himlingøje 1949-1, Himlingøje 1978-35.

38: F.eks. Nordrup grav A og grav J (se note 45), Kirkebakkegård (se note 39), Gunnerupgård, grav 1 (U. Lund Hansen 1987, s. 412), Slettebjerggård (ibid. s. 410) og Skovgårde grav 209 og grav 400 (P.Ethelberg 2000) samt Borritshoved (U. Lund Hansen 1987, s. 414).

39: H. Thrane 1967; U. Lund Hansen et al. 1995, s. 437. Graven dateres til fase C 1b.

40: J. Ilkjær 1997, s. 61 peger på paralleller i Illerup A-våbenofferfundet.

41: H. Thrane 1967.

42: Udby, grav 1, Udby sogn. Jordfæstegrav, indeholdt Hemmoorspand (Eggers type 55), lerkar, benkam, to forgyldte prydskiver, bronzeknapper med forsølvet hoved, spiralfingerring, sølvfibula. U. Lund Hansen 1987, s. 414; U. Lund Hansen et al. 1995, s. 440, dat. fase C 1b. Disse beslag kan efter analyserne af Illerup plads A materialet kun høre til sværdophæng i en ellers våbenløs grav, og graven fra Udby må tolkes på samme måde som graven fra Kirkebakkegård.

43: J. Ilkjær 2000.

44: J. Ilkjær ibid.

45: Nordrup, Nordrupøster sogn. Grav A: Jordfæstegrav, indeholdt: Hemmoorspand (Eggers type 58), øse-si (Eggers type 161), to glas (Eggers type E 209), 41 spillebrikker af glas, bronzebeslag til et skrin, slangehovedfingerring af guld, sølvfibula, tre lerkar (U. Lund Hansen 1987, s. 411, dat. fase C 1b). Grav J: Jordfæstegrav, indeholdt: bronzebækken (Eggers type 87), øse-si (Eggers type 161), 40 spillebrikker af glas, sølvbæger (Eggers type 177), spiralfingerring af guld, sølvfibula, trelagskam, bronzebeslag til skrin, tre lerkar (U. Lund Hansen 1987, s. 411), dat. fase C 1b.

46: Høje Tåstrup, Høje Tåstrup sogn. Tre grave, hvoraf den ene rummede et omfattende drikkeservice bestående af en takstræspand med bronzebånd, tre lerkar, og to romerske glasbægre. På den dødes finger sad en slangehovedfingerring og om halsen bar han en perlekæde med rav- og glasperler samt en kopi af en romersk guldmønt. Desuden indeholdt graven 30 hvide og 29 sorte spillebrikker af glas (E. Fonnesbech-Sandberg 2000).

47: Gunnerupgård grav 1, Herfølge sogn. Grav 1: Jordfæstegrav: indeholdt bronzespand med lige rifling (Eggers type 51), øse-si (Eggers type 161), slangehovedfingerring, benkamme, tre sølvfibler (U. Lund Hansen 1987, s. 412), dat. fase C 1b.

48: Slettebjerggård, Stenlille sogn. Jordfæstegrav, indeholdt: fragmenteret bemalet glas (Eggers type 209), Vestlandske-del (Eggers type 12-14), slangehovedfingerring (U. Lund Hansen 1987, s. 410), dat. fase C 1b/C.

49: Borritshoved, Hylleholt sogn. Jordfæstegrav, indeholdt Hemmoorspand (Eggers type 56), øse-si (Eggers type 161), 3 glas (Eggers type 209), sølvfibula, lerkar, spiralfingerring af guld (U. Lund Hansen 1987, s. 414), dat. fase C 1b.

50: Skovgårde, Udby sogn. Generel beskrivelse af gravpladsen se: P. Ethelberg 1989; P. Ethelberg et al. 2000. Gravene dateres til fase C 1b – C 2. Grav 209: Jordfæstegrav, indeholdt: Skår af glasbæger (Eggers type 209), 1 Denar (Hadrian 117-138 e.Kr.) med bronzeøsken, slangehovedfingerring, rosetfibula, hårnål af guld og sølv, sølvnål, 3 sølvfibler, 2 tenvægte af bronze, 3 jernbeslag, lerkar, trelagskam, 4 spandformede hængesmykker, 6 rørformede bronzeperler, 3 spiralformede perler af bronze og 11 af sølv, 37 millefioriperler, 56 ensfarvede glasperler, 4 flerfarvede glasperler, 11 guldfolieperler, 33 ravperler, 10 berlokformede ravperler, 1 benperle, bronzeøsken, denar med bronzeindfatning (U. Lund Hansen 1991, 1995, s. 440), dat. fase C 1b. Grav 400: Jordfæstegrav, indeholdt: Glasbæger (Eggers type 219), skår af bemalet glasbæger (Eggers type 209), slangehovedfingerring, hårnål af guld og sølv, bronzenål, 4 sølvfibler, synål af bronze, tenvægt af bronze, træspand med bronzebeslag, 2 lerkar, trelagskam med bronzenitter, 5 spiralperler af bronze og 22 af sølv, 7 guldfolieperler, 18 millefioriperler, 105 ensfarvede og 2 flerfarvede glasperler, 42 ravperler, 49 berlokformede ravperler, 2 hængesmykkeperler, tekstiler (U. Lund Hansen 1995, s. 440), dat. fase C 2. Alle indeholdt de betydelige mængder romerske importvarer. Et samlet katalog over grave med import fra romersk jernalder fra den sjællandske øgruppe se U. Lund Hansen et al. 1995, s. 437 ff.

51: P. Ethelberg 2001.

52: U. Lund Hansen 1995b, s. 374 ff, 1998a.

53: H.J. Eggers 1953.

54: U. Lund Hansen 1995c, s. 410; G. Dobesch 1999, s. 9ff.

55: B. Storgaard 2001, s. 96.

56: U. Lund Hansen 1995b, s. 374 f.

57: U. Lund Hansen 1995a, s. 203 ff.

58: U. Lund Hansen 1987, s. 202 ff, fig. 132.

59: Nordre Rør: Straume 1988.

60: Bennike & Alexandersen 2000, s. 376; U. Lund Hansen 2000, s. 336 ff.

61: Eksemplerne – skønt de er få – på tilsyneladende exogamt gifte kvinder, som er begravet med rosettefibler og genstande med runelignende mærker i fase C2 i gravpladserne i Sintana de Mures/Cernjachov-kulturen nord for Sortehavet, er også et vigtigt aspekt i beskrivelsen af dette imperiums vidtrækkende netværk (B. Storgaard 1994). Se også G. Gomolka-Fuchs 1999.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Et sjællandsk høvdingedynasti.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig