Kejser Augustus, fremstillet som en gudelignende yngling – den såkaldte Prima Porta-statue, ca. 15 f.Kr.

.

Ansigtshjelm af jern, oprindelig forsølvet og båret af en af de faldne romerske officerer i Varusslaget. Fundet ved Kalkrieser Berg i Niedersachsen. Ca. 1:3.

.

Mindesten for centurionen Marcus Caelius fra den 18. Legion. Han faldt i en alder af 53 år i Varusslaget. De to buster ved skuldrene er den afdødes frigivne slaver. Gravstenen blev kort efter slaget i år 9 opstillet på en gravplads ved Castra Vetera/Xanthen.

.

Den romerske grænsefæstning Limes. Et af de stærkest befæstede afsnit var Limes Germanicus, en 380 km lang stærkning fra Bonn til Mainz, som fortsatte i den næsten 800 km lange Limes Raeticus, der nåede til Donau, som også var en befæstet grænse.

.

Kastellet Saalburg – en rekonstruktion opført ved Bad Homburg, Hessen, Tyskland.

.

Romerske legionærer i nærkamp. Relief på en søjlesokkel fra Mainz fra kejser Vespasians tid (6979 e.Kr.), kalksten. Soldaterne er ca. 65 cm høje.

.

Fremadstormende romersk legionær. Relief på en søjlesokkel fra Mainz fra kejser Vespasians tid (69-79 e.Kr.), kalksten. Soldaten er ca. 65 cm høj.

.

I årene lige efter Kristi fødsel indtraf nogle begivenheder, som viste, at landene heroppe i nord nu var rykket inden for den romerske verdensmagts interessesfære. I året 5 e.Kr. nåede et romersk flådetogt til Jylland. Det var i sidste instans kejser Augustus (31 f.Kr.-14 e.Kr.), som stod bag det farefulde forehavende. „Fra Rhinens munding sejlede min flåde over havet mod solopgangen til kimbrernes land, hvorhen der aldrig før var kommet en romer, hverken til lands eller til vands“, skrev kejseren en halv snes år senere i sin selvbiografi og politiske testamente, Res Gestae.1

Flådetogtet, der udgik fra Rhinmundingen, var under kommando af kejserens stedsøn Tiberius, hans senere efterfølger. Formålet med den farefulde færd var at undersøge og udforske den fremmede verden, som på ganske få årtier var blevet af så stor interesse for romerne. Formentlig ville kejseren sikre sig mod kimbrerne, der blot 100 år tidligere havde truet landene syd for Alperne. Han ville sikre sig, at der ikke fra den kant var nogen alvorlig trussel mod planerne om at skyde grænsen mellem romere og barbarer fra Rhinen og frem til Elben.

På den tid stod imperiets legioner nemlig i en afstand af kun nogle hundrede kilometer fra Danmarks nuværende sydgrænse. Det gjorde de dog kun i nogle få år. Det romerske eventyr i nord fik en brat afslutning, da legionerne kort tid efter led et katastrofalt nederlag til en alliance bestående af germanske stammekrigere.

Det skete i sensommeren år 9 e.Kr., da den romerske statholder Publius Quinctilius Varus opholdt sig med noget nær 30.000 mand i området mellem Rhinen og Elben. Uden at romerne kendte til det, var der i al hemmelighed dannet et stammeforbund under cheruskerhøvdingen Arminius' ledelse. Han var ikke hvem som helst. Kort forinden var han vendt tilbage til sin stamme efter at have ledet et kompagni germanere i den romerske hær. Han havde opnået romersk borgerskab og rang af ridder, og nu stod han i spidsen for en hær, som skulle tvinge hans tidligere herrer, romerne, i knæ.2

Det blev et blodbad uden lige. Varusslaget har man siden kaldt det. Det fandt sted i en dalsænkning ved Kalkrieser Berg, nær Osnabrück i Niedersachsen, mod nord afgrænset af endeløse moseområder – i et land, der er „grufuldt på grund af sine skove eller hæsligt på grund af sine moser“, som den romerske skribent Tacitus beskrev det knap et århundrede senere. Da kampene strakte sig over tre dage – og de romerske tropper i den tid fortsatte deres fremmarch – må man antage, at det foregik som en lang række guerilla-angreb fra germanernes side snarere end som ét stort, afgørende slag.3 Landskabet gjorde det ikke muligt for romerne at stille op i deres vante slagorden, når de blev angrebet. Og da de tre dages mareridt var ovre, havde Arminius tilintetgjort tre romerske legioner samt deres hjælpetropper, i alt vel 30.000 personer, hvoraf op mod 18.000 var regulære romerske soldater.4

Nogle år senere trængte Germanicus, Kejser Tiberius' adoptivsøn, frem til det sted, hvor massakren var foregået, formentlig for at begrave de døde. Hos historikeren Tacitus kan vi læse en beskrivelse af, hvad Germanicus så: „Varus' første lejr med sit store udlæg og opmålte kvarterer demonstrerede tre legioners arbejde. Dernæst en halvt nedbrudt vold og en flad grav … I området imellem lå blegede knogler spredt for alle vinde eller i bunker, alt efter om de stammede fra dem, der havde gjort modstand. Spredt overalt lå stumper af spyd og af heste, medens menneskekranier var banket op på træerne. I lundene omkring sås barbarernes altre, hvor de havde slagtet officerer og befalingsmænd“.5

Efter dette nederlag opgav de romerske kejsere at skyde grænsen frem fra Rhinen til Elben. Bortset fra terrorlignende commandoraids ind i Germanien var romernes ekspansion mod nord forbi. Deres mål blev nu konsolidering, midlet en storstilet befæstning af Rhin-Donau-grænsen. Set fra denne synsvinkel blev år 9 et af de vigtigste årstal i Europas tidlige historie. Europa skulle komme til at vente næsten 2000 år på at blive vidne til det første fredelige og konstruktive forsøg på at ophæve denne grænse, har man sagt.6 Erobringen af England under Claudius (41-54 e.Kr.), Sydtyskland mellem Rhinen og Donau i årene 83-85 e.Kr. under Dominitian, og Dacien (det nuværende Rumænien) under Trajan (98-117 e.Kr.) var til gengæld de sidste store militære begivenheder i en næsten 200-årig periode med fred, fra Augustus til Marcus Aurelius (161-180 e.Kr.). Pax Romana, kaldte man den.

Den grænse, som kom til at omgive det store Imperium, var et forsvarsværk af enorme dimensioner, man næsten kan sammenligne med den kinesiske mur. „Limes“ kaldte man det. Oprindelig et landmålerudtryk, som betød den strimmel jord, som en militær kolonne benyttede, når den rykkede ind i fjendtligt territorium. Efterhånden kom ordet dog til at betyde grænse. I begyndelsen var Limes identisk med de to floder, Rhinen og Donau, som tillige var nogle af de mest befærdede transportveje i Europa. Med tiden blev grænsen dog befæstet med palisader, volde, udkigstårne, kasteller og legionsforlægninger, som til stadighed blev udbygget og forstærket. Et af de stærkest befæstede afsnit var Limes Germanicus, en 380 km lang strækning fra Bonn til Mainz, som fortsatte i den næsten 800 km lange Limes Raeticus, der nåede til Donau. Også Donaugrænsen var befæstet og ligeså var grænsen fra det romerske England til Skotland, Limes Britannicus, beskyttet med en mur, Hadrians Mur.

En grænse i moderne forstand var Limes dog ikke, ej heller noget „Jerntæppe“, om end den havde mange moderne træk.7 Men næppe nogen har villet forhindre en germaner i at krydse den. Bevæbnet måtte han dog ikke være. Men han kunne for så vidt slå sig ned ethvert sted i den germanske eller galliske provins eller forsøge at komme ind i et af hjælpetroppernes kompagnier. En økonomisk grænse var Limes derimod. Den adskilte to vidt forskellige økonomiske systemer: den romerske pengeøkonomi og den germanske, som primært var baseret på udveksling af naturalier.

Uden for Limes lå den zone, som romerne kaldte ripa, dvs. bredden. Den strakte sig i princippet langs hele Rhinen og Donau og kunne være en helt op til 100 km dyb zone. Her udøvede romerne en slags uofficiel kontrol, og her ønskede de af sikkerhedsgrunde ikke, at større germanske stammer slog sig ned. Derfor kaldte romerne også denne bufferzone for agri deserti eller agri vacui, de uopdyrkede eller tomme marker.8

Inde bag Limes fandt man et imponerende vejnet, der gik fra Rom til grænsen – og langs med den. Det var forudsætningen for, at de romerske hære kunne fastholde deres besiddelser og manøvrere fra den ene del af grænsen til den anden. Den stærke grænse sikrede nogenlunde fredelige forhold i grænseegnene, og de militære forlægninger antog efterhånden et halvcivilt præg. Nogle af dem voksede endog til regulære romerske byer. Det gjaldt f.eks. Köln, Trier og Mainz mod vest og Carnuntum mod øst i nærheden af Wien.

Forsvaret af Limes foregik ved en blanding af militære og diplomatiske midler. Frem for alt under kejser Tiberius (14-37 e.Kr.) brugte man de sidste og skabte derved en kæde af afhængige stammeområder fra den nedre Rhin til den mellemste Donau, bestående af bl.a. frisere, batavere, her-mundurer, markomanner, quader og sarmater. Afhængigheden blev sikret gennem belønning for tjenester, som tilflød stammeforbund og udvalgte høvdinge eller konger ved den nordlige grænse. Ofte var modydelsen romersk statsborgerskab, ophøjelsen til ridder og betaling af subsidier.

Denne politik var igennem visse perioder ret succesrig. Men den afhang trods alt af en meget stærk militær tilstedeværelse. Og militært område, det var egnene derinde bag Limes i sandhed. Den hær, som kejser Augustus havde skabt efter republikkens opløsning, omfattede mellem 28 og 30 legioner, hver bestående af mellem 4800 og 6000 svært bevæbnede fodfolk.9 Den enkelte soldats tjenestetid var i princippet 20 år. Hertil kom for hver legion 120 ryttere og et stort antal mennesker, som var knyttet til trosset. En legion kunne således samlet bestå af henved 6500 mennesker plus ca. 1200 last- og trækdyr. Med et gennemsnit på 30 legioner betød det, at imperiet havde 180.000 legionærer som kernetropper. Omtrent lige så mange soldater fungerede som hjælpetropper, dvs. at den samlede imperiale hær omfattede mellem 350.000 og 400.000 mand.

Denne hær stod for noget helt nyt i antikken. Ensartet bevæbning og kommandostruktur, ensartet træning, ensartet kampteknik, ensartet betaling og fastlagt tjenestetid og ensartede militærlejre – altsammen betød det overlegenhed i de militære konfrontationer. Dog gjaldt det ikke altid, når legionerne blev involveret i guerilla-krigsførelse. Nederlaget ved Kalkrieser Berg – i traditionen kaldet Teutoburgskoven – i år 9 e.Kr. er det bedste eksempel herpå. Man kommer uvilkårligt til at tænke på de erfaringer, store, veludrustede hære i vor tid har gjort i Vietnam eller Afghanistan.

Langs Rhinen stod to romerske hære, den øvregermanske og den nedergermanske, bestående af fire legioner med tilhørende hjælpetropper. De største hærstyrker var stationeret mellem Mainz og Xanten, og i Windisch (Schweiz), Strasbourg (Østfrankrig) og Nijmegen (Holland) stod der tre legioner. Kommandoen for Rhinflåden, som indgik i den nedergermanske armé, havde sit hovedsæde i Köln.

Kernen i disse legioner var som nævnt de svært bevæbnede fodfolk. Af angrebsvåben var de enkelte soldater udstyret med kortsværd (Gladius), dolk (Pugio) og spyd med modhager (Pilum). Som dækvåben havde de hjelme, ringbrynjer (Lorica hamata) eller skinnepanser (Lorica Squamata) og skjolde (Scutum). Foruden Pilum brugte man også lette kastespyd (Jacula, Lancea), som afsendt med en kasteslynge havde en rækkevidde på over 50 m. Med tiden blev Pilum brugt sjældnere og sjældnere, de blev erstattet af et par lanser. Også dolkene blev mindre anvendt, samtidig med at det ca. 45-55 cm lange Gladius efterhånden blev fortrængt af det 15-20 cm længere sværd (Spatha). Det er en våbenudrustning, vi også heroppe i nord finder hos de hærstyrker, som opstår allerede i det 1. århundrede e.Kr.

Det var en frygtindgydende slagkraft, de romerske soldater besad, når de fra tid til anden stødte sammen med den lokale, germanske befolkning. Det skete f.eks. med friserne i år 28 e.Kr. Frisland havde haft de facto status som en romersk provins siden Drusus' (12-9 f.Kr.) og Tiberius' (8-6 f.Kr.) felttog frem til Elben. Man betalte tribut og leverede hjælpetropper til romerne. Men i år 28 nægtede man at betale højere tribut. Det kom til en opstand,10 som imidlertid blev nedkæmpet af Rhinflåden og dele af hæren.

Også frisernes naboer, chaukerne, der ligesom friserne stod i et klientforhold til romerne, led nederlag, da de i år 47 e.Kr. forsøgte at ophæve afhængighedsforholdet til besættelsesmagten. Og det samme skete for chatterne, da de i 50/51 e.Kr. brød ind i det område, hvor Main munder ud i Rhinen, men som var besat af romerne. De led betydelige tab og blev syv år senere tvunget til fred.11

Endelig rejste bataverne sig i året 69 f.Kr. De levede ved den nedre Rhin og var i øvrigt stærkt romaniserede. Deres oprør udløste en betydelig uro, som brød ud i en større del af de galliske provinser. Årsagen til opstanden, som rystede imperiet betydeligt, var romernes voldelige rekrutteringer og overgreb i batavernes hjemstavn. Snart var også friserne og en lang række andre stammer involveret i kampene, som førte til, at alle legionslejre ved Rhinen, med undtagelse af Mainz, gik op i flammer. Først i det sene efterår 70 e.Kr. fik romerne endegyldigt undertrykt opstanden.

En ny etape af forholdet mellem romere og germanere begyndte i den sidste fjerdedel af det 1. århundrede e.Kr. De såkaldte decumates agri, landet mellem den øvre Rhin og Donau, blev nu erobret. Det førte til opbygningen af en ny grænselinje, som skulle sikre det nyerhvervede land, men skete i øvrigt samtidigt med fornyede sammenstød med chatterne. Forsvaret af grænsen blev nu omorganiseret. Det skete under kejser Domitian (81-96 e.Kr.), og derved blev ældre, mindre udbyggede anlæg erstattet, således at der opstod en geografisk fortsættelse af den nedregermanske Limes.

Ovre mod øst, i egnene langs Donau, var den vigtigste stammegruppe nord for Limes markomannerne. De sad på det böhmiske område og blev regeret af kong Marbod. Han havde skabt et militært stærkt rige, som strakte sig helt fra Donau og op til Oder, det omfattede altså Böhmen, Mähren og Schlesien. Marbod var i hvert fald på overfladen venligtsindet over for romerne. Han stillede hjælpetropper til den romerske hær, og han lod romerske handelsfolk færdes i sit rige, for via disse østlige egne foregik megen vareudveksling med områderne nordpå. Her var tale om ældgamle handelsruter, som havde eksisteret lige siden bronzealderen. Bl.a. var det via dem, at rav fra Østersøen i store mængder nåede frem til Romerriget.12

I midten af det 1. århundrede e.Kr. skete imidlertid politiske forandringer i det centraleuropæiske område, som førte til forskydninger af magtens tyngdepunkt.13 Det var nu navnlig zonen nord for den mellemste Donau og ved floden March, som fik betydning. Sikringen af Donaugrænsen blev øget – det havde bl.a. at gøre med en sikring af den nævnte „ravvej“, der gik igennem Pannonien. Og det førte igen i det sene 1. århundrede e.Kr. til anlæggelsen af talrige kasteller mellem Passau-Innstadt og Zeiselmauer.

Bag disse forandringer lå bl.a. uroligheder i det dakiske område, hvor Kejser Domitian førte en krig med mange tab (85-88 e.Kr.). Man kom også i militær konfrontation med to af de forhenværende lydstater, markomannerne og quaderne (i årene 89 og 97 e.Kr.). Det nødvendiggjorde en forstærkning af Donaugrænsen, og yderligere en forstærkning skete efter Kejser Trajans Dakerkrig (101-107 e.Kr.), i hvilken talrige tropper fra Pannonien deltog.

Sammenlignet med hvad der senere skete, lykkedes det dog for romerne at holde germanerne stangen igennem de første halvandet hundrede år af Limes' eksistens. Disse halvandet hundrede år med Pax romana svarer til den periode, som vi i Danmark betegner ældre romersk jernalder. Men så kom i året 162 e.Kr. et helt tydeligt varsel om, at nye og farligere tider var på vej: germanske tropper trængte gennem Limes og hærgede det bagved liggende romerske land. De blev ganske vist slået tilbage, men fem år senere, i 167 e.Kr., lykkedes det en blandet markomannisk, quadisk og sarmantisk hærskare at trænge helt frem til Adriaterhavets nordlige ende. Her belejrede de den romerske koloni og handelsby Aquileia.

Endnu en gang blev de fremmede slået tilbage, og kejser Marcus Aurelius (161-180 e.Kr.) førte i 172 e.Kr. kampene over på germansk territorium. Nu ville man gå til ondets rod og annektere både markomannernes og quadernes land (i det nuværende Tjekkiet). Det var imidlertid en både bekostelig og uoverkommelig opgave. Og efter kejserens død måtte hans søn Commodus slutte, hvad både romere og germanere opfattede som æreløs fred med arvefjenden i nord. Den historie hører imidlertid et efterfølgende kapitel til (se Et imperium i krise).

Noter

1: Teksten, der stort set var forfattet inden Augustus' død i år 14 e.Kr., blev oprindelig oplæst på et senatsmøde, efter at kejseren var død. I dag står den at læse i græsk oversættelse i det såkaldte Monumentum Ancyranum, et tempel for gudinden Roma og Augustus opført i Ancyra (Ankara) i kejserens levetid.

2: Se f.eks. P. Ørsted 1999, s. 85 ff.

3: Det er først for få år siden, at man har kunnet påvise stedet, hvor begivenhederne fandt sted. En omfattende udgravningsaktivitet gennem en næsten 10 km lang dalsænkning har her bragt store mængder romersk militærudstyr for dagen, bl.a. en del mønter, som kan dateres til perioden umiddelbart før år 9 e.Kr. Hoeper & Steuer 1999, se også W. Schlüter 1997 og G. Franzius 1997.

4: H. Polenz 1985, s. 46 ff.

5: P. Ørsted 1999, s. 93.

6: P. Ørsted 1999, s. 94.

7: P. Ørsted 1999, s. 48 ff.

8: L. Hedeager 1978a-b, 1980.

9: S. von Schnurbein 1997.

10: J.H.F. Bloemers 1978, s. 75 ff.

11: S.L. Dyson 1971.

12: J. Wielowiejski 1980; J. Jensen 2001b.

13: Det kendetegner overgangen fra fase B1a til B1b. Den indtraf efter alt at dømme i sentiberisk tid, formentlig omkring 50 f.Kr.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Stormagten i syd.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig