Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Specialpladser og centralpladser

Oprindelig forfatter JJe

Nok var hovedformålet på vikingetidens gårde at producere så meget kød og korn som muligt. Men der var også dem, som specialiserede sig i helt særlige afgrøder, hør f.eks. En sådan gård lå i vikingetiden ved Næs i bunden af Avnø Fjord på Sydvestsjælland. Gården bestod af et langhus med udhuse samt talrige grubehuse.137 Og på markerne omkring gården groede hør i store mængder. „Pigesart og kærmindeblå“, som Johs. V Jensen beskrev det, stod hørren på agrene ud mod den lysende fjord.

Hør havde man dyrket i Danmark igennem de sidste tusinde år. Men her ved Næs var det hele sat i system. Trukket lidt væk fra gården lå mere end et halvt hundrede brønde og en 150 m lang kanal. Alt sammen havde det været brugt til rødning af hørren. Rødning er en gæringsproces, hvorved basten, taverne, frigøres fra den træagtige hørstængel. Brøndene havde iøvrigt også været brugt til rødning af andre fiberplanter.

 Plan over bebyggelsen ved Næs, Hørgården har man kaldt den, fordi der her i vikingetiden foregik en omfattende hørproduktion De mange brønde til rødning af hør ligger i udkanterne af bebyggelsen.

Plan over bebyggelsen ved Næs, Hørgården har man kaldt den, fordi der her i vikingetiden foregik en omfattende hørproduktion De mange brønde til rødning af hør ligger i udkanterne af bebyggelsen.

Inden man lagde hørren ned i brøndene, bundtede man den med plantesnore eller kornstrå. Disse neg måtte tynges ned med sten, så de ikke flød oven på vandet. Selve rødningsprocessen kunne i koldt vejr tage op til tre uger, hvorefter de træede og nu mørnede dele af stænglerne blev taget op og skilt fra selve fibrene.138 Det skete ved, at man slog på dem med trækøller, så stænglerne blev trykket flade. Dernæst brød man dem med et træredskab, der kunne åbnes og lukkes. Under knusningen var det vigtigt, at hørren var knastør. Derfor tørrede man den over et ildsted i en såkaldt brydegrav. Nær brøndene på gården ved Næs fandt arkæologerne flere aflange render, der indeholdt store mængder ildskørnede sten og trækul. Dem tolkede man umiddelbart som brydegrave. Til slut blev de sidste træede dele fjernet fra basten ved, at man skættede dem med en trækniv eller en svingstok. Endelig blev fibrene heglet, og de lange fiberbundter blev sorteret fra og lagt parallelt ved siden af hinanden, mens de korte, grove fibre blev taget fra. Først nu var hørren klar til spinding.

Annonce

Mens rødningsprocessen stod på, udvikledes en ganske forfærdelig stank. Det forklarer, hvorfor brøndene og kanalen var trukket et godt stykke væk fra den centrale bebyggelse på pladsen. På denne lå der som nævnt også et stort antal grubehuse, som må have udgjort de værksteder, hvor den færdige hør blev forarbejdet.

I brøndene blev også fundet frø af planter som katteurt, kransburre og katost. De kan alle anvendes til farvning, så produktionen på Næs i vikingetiden kan både have omfattet fremstilling og forarbejdning af tekstiler til videre distribution. Den romerske skribent Plinius den Ældre, som levede i 1. århundrede e.Kr., skrev i sin Naturalis Historia, at germanerne lavede sejl af hør, og at de germanske kvinder betragtede klæder af hør som de smukkeste. Det kan meget vel tænkes, at håndværkerne på Næs i vikingetiden netop fremstillede både klæder og sejl af den nyttige plante, som, når den blomstrede i juli måned, gav de omkringliggende marker det sarteste skær af blåt.

Hørforarbejdning og tekstilproduktion, i øvrigt forbundet med jernudvinding, foregik også på en kystnær boplads i Vester Egesborg ved Dybsø Fjord på Sydvestsjælland. Her har man foreløbig udgravet 15 ikke så store treskibede huse og hele 98 grubehuse.139 Ligesom så mange af tidens bosættelser havde også Vester Egesborg-pladsen en meget lang levetid. Den var grundlagt i det 6. århundrede og var endnu i brug i det 10. århundrede.

 En af de mange velbevarede vidjeflettede brønde fra Hørgården ved Næs.

En af de mange velbevarede vidjeflettede brønde fra Hørgården ved Næs.

Mange af de kystnære bebyggelser kan være vanskelige at skille fra det, man i arkæologien kalder anløbspladser.140 Det kunne være små landingsog ladepladser, der tit kun var i brug på bestemte tider af året. De udgjorde undertiden sæsonbesøgte strandmarkeder, og kunne under gunstige omstændigheder udvikle sig til en slags bylignende bebyggelser. Det var f.eks. tilfældet med bosættelsen Sebbersund ved Limfjorden,141 som vi senere skal høre nærmere om (se By efter by). Handel og søfart var drivende kræfter i denne udvikling, så det var især ved kysterne, den fandt sted.

Tidligere så vi, hvordan der allerede i det 5. og 6. århundrede begyndte at ske en differentiering af bosættelserne i Danmark. Det var en udvikling, som kun gik langsomt fremad, men som hang sammen med den stadigt stigende kompleksitet i samfundet. Det betyder, at vi kan se, hvordan de forskellige bopladser hver havde sin funktion og samtidig ordnede sig i en slags rangfølge.

Så man ud over det danske land i vikingetiden, var det naturligvis aristokratiets pladser, de rige bosættelser som f.eks. Lejre, Tissø og Toftegård, der faldt mest i øjnene. Om dem har vi allerede hørt. Men iøjnefaldende, især på grund af deres mængde, var også de almindelige landsbyer og gårde. Her var landbruget og husdyrholdet hovederhvervet, og her foregik den helt grundlæggende produktion. Også den slags bosættelser har vi skildret ovenfor. Nogle af dem kunne i øvrigt være mere eller mindre specialiserede, dvs. at man ved siden af primærproduktionen opretholdt sekundære erhverv, f.eks. høravl og tekstilfremstilling, som vi så det på den sydvestsjællandske plads Næs i Avnø Fjord. Om det har vi også hørt ovenfor. Endelig var der de små landings- og ladepladser, som undertiden kunne udvikle sig til markedspladser af betydning for et større område.

 Tre af landtransportens elementer, vejbane, hjul og slæde, fundet på samme sted ved en arkæologisk udgravning i Risby-ådal på Sydsjælland. Vejen var blevet bygget omkring år 1000 som erstatning for en bro over ådalen. Vognhjulet var knækket og genbrugt i bundlaget under vejbelægningen. Det samme var slæden, hvis plankebund er fjernet her. I det mere tørre område af dalen var vejen brolagt med sten.

Tre af landtransportens elementer, vejbane, hjul og slæde, fundet på samme sted ved en arkæologisk udgravning i Risby-ådal på Sydsjælland. Vejen var blevet bygget omkring år 1000 som erstatning for en bro over ådalen. Vognhjulet var knækket og genbrugt i bundlaget under vejbelægningen. Det samme var slæden, hvis plankebund er fjernet her. I det mere tørre område af dalen var vejen brolagt med sten.

Men ud over disse former for bosættelser kunne man også støde på de såkaldte centralpladser, dvs. bosættelser, som formentlig stod i et afhængighedsforhold til aristokratiets pladser, og hvor der foregik en almindelig primærproduktion i form af kornavl og kvæghold side om side med talrige håndværksaktiviteter, f.eks. metalhåndværk. Det er den slags pladser, der er fundet stadig flere af i de senere år, takket være metaldetektorerne. De er gerne meget store, og udforskningen af dem er endnu kun i sin vorden.

En af dem er f.eks. Stentinget i det sydøstlige Vendsyssel, som udviklede sig til en betydningsfuld centralplads allerede i yngre germansk jernalder (se Håndværkspladser og sæsonmarkeder). Den havde fortsat en særstatus i vikingetiden, formentlig som en af flere parallelt fungerende centralpladser for hver sit område i regionen.142 På Stentinget må være foregået en omfattende håndværks- og handelsvirksomhed. Herom vidner bl.a. fund af smykker med valkyrie- eller dragemotiver, trefligede spænder, smykker i urnesstil, vægtlodder og mønter, såvel arabiske som angelsaksiske og tyske. Man har på pladsen udgravet både grubehuse og hegn fra vikingetiden, men endnu mangler der meget, før man kan fastslå bebyggelsens særlige karakter.

En tilsvarende situation finder man på den store centralplads Boeslunde på Sydvestsjælland, hvor der allerede i bronzealderen fandtes en usædvanlig rig bosættelse (se De rige bygder), men hvor der opstod en vigtig centralplads i det 5. og 6. århundrede (se Håndværkspladser og sæsonmarkeder). Efter en tilsyneladende nedgang i det 8. århundrede fik pladsen igen stor betydning i det 9. og 10. århundrede.143

 Skattefundet fra Grisebjerg ved Boeslunde på Sydvestsjælland.

Skattefundet fra Grisebjerg ved Boeslunde på Sydvestsjælland.

At dømme efter detektorfundene var der stærk aktivitet på stedet i det 9. og 10. århundrede. Centralpladsen består af i hvert fald seks fundkoncentrationer over en 4-5 km lang strækning, der ligger nord og øst for Boeslunde by. Hver af fundkoncentrationerne synes at omfatte en enkelt eller 2-3 gårde. Og hver af gårdanlæggene har formentlig rummet et stort hovedhus – hidtil er dog kun udgravet et enkelt sådant – med tilhørende økonomibygninger. De steder, hvor man har foretaget udgravninger, har man også fundet bl.a. hegn og brønde. Der synes i Boeslunde ikke at være tale om flyttelige bosættelser, som man kender dem fra Jylland. Alle gårdanlæggene ser ud til at have rødder tilbage til i hvert fald germansk jernalder, og alle synes de at blive liggende på samme sted frem til vikingetidens slutning.

I 1989 fandt man på et af de formodede gårdanlæg en sølvskat, der havde været gemt bort i et lille lerkar.144 Skatten vejede 420 gram og omfattede bl.a. brudstykker af 153 arabiske og 7 vesteuropæiske mønter. Desuden indgik i den stumper af armringe og filigransmykker samt nogle små sølvbarrer. At dømme efter mønterne må skatten være gemt bort omkring år 930.

Yderligere en skat blev fundet ved et andet gårdanlæg145 umiddelbart uden for gårdens hovedbygning. Skatten var gennem en årrække blevet splittet af markredskaber og lå spredt over et større område. Den bestod af hen ved 1600 sølvgenstande og havde en samlet vægt på over 3 kg. Den indeholdt over 1100 arabiske og 100 vesteuropæiske mønter, 113 stykker af sølvbarrer og dele af 146 smykker. At dømme efter mønterne må skatten være nedlagt kort før år 930.146

Boeslunde-bosættelsen er blevet tolket som et „regionalt, administrativt, kultisk og retsligt center med deraf følgende folkelig tilstrømning og afledte markeds- og håndværksfunktioner“.147 Den velstand, man finder på pladsen, peger da også i retning af en sådan regional betydning. Men ligesom de øvrige kendte centralpladser i Danmark udviklede heller ikke Boeslunde sig til en bydannelse. Kravene til beliggenheden af centralpladserne må være blevet ændret grundlæggende hen imod slutningen af vikingetiden – de politiske og økonomiske forudsætninger begunstigede tilsyneladende nu en anden type af bygrundlæggelser.

De samme forandringer i slutningen af vikingetiden kan man se på den skånske centralplads Uppåkra på Lundsletten.148 Også her var bebyggelsen begyndt mange århundreder tidligere.149 Formentlig bestod også Uppåkra af et antal store gårdanlæg. Boliger, stalde, lader, smedjer og væveværksteder. Hverdagsaktiviteterne inden for landbruget blev suppleret med for skellige håndværk, og der foregik formentlig også tilbagevendende sæsonmarkeder i Uppåkra.

Det er ikke klart, hvad der skete med Uppåkra i slutningen af vikingetiden. Men de rige fund ophører i slutningen af 900-årene, nogenlunde på den tid da bispestaden Lund blev grundlagt (se By efter by). Det kan man se som udtryk for, at den danske kongemagt sammen med kirkens repræsentanter etablerede et nyt magtcentrum i Skåne inden for synsvidde af det gamle center, hvor der jo var foregået udøvelse af den hedenske religion. En tydelig markering af, at en ny tid var på vej.

 Vogn af Astrup-Jellingtypen. Øverst længdesnit uden vognstang, forenden til venstre. Derunder undervognen, nederst tværsnit.

Vogn af Astrup-Jellingtypen. Øverst længdesnit uden vognstang, forenden til venstre. Derunder undervognen, nederst tværsnit.

Inden vi forlader det danske vikingetidslandskab, skal vi kort se på, hvordan trafikken foregik imellem bebyggelserne i de enkelte egne af landet. Naturligvis foregik en stor del af den til søs, som vi senere skal se. Men der var også megen trafik, som gik over land, f.eks. op gennem den jyske halvø. Om den tur fortalte Adam af Bremen f.eks., at man måtte regne med en rejsetid på 5-7 dage, hvis man skulle fra Slesvig i syd til Ålborg i nord og fulgte Hærvejen langs vandskellet op igennem Jylland. Men så fik man også at se flyvesandsbankerne, der ragede op over lynghavet, og de blanke mosedamme derude i lavningerne, hvor viberne slog deres sving, og engpiberne for fra tue til tue. Og skulle man over blød bund, så kunne det ske ad vejforløb, der var brolagt med sten, kantet med store randsten.

Her og der kunne man også møde ris- og grenveje over fugtig jordbund. De kunne f.eks. optræde som dele af større bro- og vejforløb, som man så det ved Ravning i Vejleådalen. Her forbandt ris- og grenvejene en mægtig træbro med det faste land (se Landet militariseres). Nogle steder kunne man tillige møde en svellevej, tilhugne planker på tværs af vejbanen, lagt på samme måde som man gjorde det i ringborgene og f.eks. i gaden bag volden i Århus (se By efter by) . Men træbyggede broer med vejen hævet over det omgivende terræn, som man så det ved Ravning, hørte trods alt til sjældenhederne.150 Det var brobyggeri, som man havde lært det at kende hos de slaviske folk på den anden side af Østersøen, hvor man også kunne finde broer, der havde nedrammede skråstolper til støtte for hvert brofag.151 Det skete også, at man ved veje over fugtigt terræn kunne møde en runesten, der kundgjorde, at denne eller hin stormand havde bygget vejen. For stormændene var det, som især efter 700-tallet havde bygget veje over vanskeligt farbare steder.152

Oftest foregik færdslen til fods eller til hest. Men det hændte også, at man kunne støde på tunge vogne forspændt med stude eller heste. Det var vogne, der var videreudviklinger af de vogne med tunge egerhjul, som man havde anvendt i tidligere århundreder (se Mod større produktivitet). Men man havde fået bedre forspændingsformer. Allerede i germansk jernalder havde man forladt trækåget til fordel for bringeselen eller komteselen.153 Nogle af vognene var også forsynet med vognkæder – og i helt specielle tilfælde med prægtige mankestole (se Konger - og kvinder af fornem byrd). Det gjaldt dog kun aristokratiets fornemme pragtvogne. De almindelige vogne var derimod blevet kraftigere, hjulene bredere, og lastevnen var blevet forøget, formentlig til omkring de 500 kg. Arkæologerne kalder vikingetidens arbejdsvogne for Astrup-Jelling-typen.154 Den var større end tidligere typer, dens største bredde var omkring 165 cm ved en sporvidde på 110 cm. Skulle to køretøjer passere hinanden, måtte vejen være mindst 2,5 m bred, helst 3 m.155 Men det var en vogntype, som det efterhånden var lønsomt at bruge som et middel til transport af varer mellem udskibningshavnene, byerne og de militære forlægninger.

Noter

137: K. Møller Hansen 2000.

138: S. Karg 2003.

139: AUD 2001, nr. 161, se også AUD 1997, s. 219.

140: J. Ulriksen 1998a.

141: Birkedal og Johansen 1993; P. Birkedal 2000.

142: T. Nilsson 1994a.

143: H. Nielsen 1985, 1997.

144: På lokaliteten Neble 1; Bendixen et al. 1990; F. Kaul 1990; Jensen & Kaul 1990.

145: På lokaliteten Grisebjerg, se AUD 1994, s. 126.

146: Hundrede meter syd for dette skattefund er der tidligere fundet en snes sølvgenstande, måske endnu en sølvskat. Heriblandt var der en aflang sølvperle med sammenflettede menneskefigurer.

147: H. Nielsen 1997.

148: L. Larsson 2000.

149: Netop derved adskiller Uppåkra sig fra det samtidige Birka ved Mälaren, som antagelig blev anlagt på kongeligt bud som en handels- og markedsplads. Det ældste Birka var, som de seneste års resultater har vist, organiseret med symmetrisk anlagte parceller – som i Ribe.

150: En sådan bro kendes også fra Varpelev på Stevns anlagt omkring år 1000, se Hansen & Nielsen 1977.

151: M. Schou Jørgensen (1988, se også M. Ravn 1999) anser f.eks. Risby- og Ravning-broerne for i deres konstruktion at være beslægtet med broen fra det slaviske voldsted ved Teterow i Mecklenburg.

152: M. Ravn 1999, s. 250.

153: P.O. Schovsbo 1987.

154: En hel vogn fra vikingetiden er aldrig fundet. Astrup-Jelling-typen er rekonstrueret på grundlag af et velbevaret egerhjul fra Astrup Banke, aksler fra Jelling, Oseberggravens vogn og afbildninger på vævede tekstiler fra vikingetiden. P.O. Schovsbo 1987, s. 137.

155: Porte og gader i danske ringborge er ca 3 m brede, ligesom voldgaden i Århus og de bredeste veje i Hedeby.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Specialpladser og centralpladser i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 10. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431076

Afsnittet Specialpladser og centralpladser er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet