Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Landsbyer og storgårde

Oprindelig forfatter JJe

Dynastiske forviklinger, sammenstød med især naboerne i syd, blodige vikingetogter – og kristendommens langsomme fremtrængen, det er, hvad der især berettes om i vikingetidens skriftlige kilder. Men alt sammen foregik det med udgangspunkt i et land, hvis særegne karakter vi stadig har til gode at høre om.

Var man i vikingetiden fra Danevirke draget ad Hærvejen op igennem den jyske halvø, ville man som noget af det første være passeret igennem et gammelt skovland, hvis masse strakte sig milevidt mod vest. Det var i disse grænseegne mellem bakkeområderne i øst og fladerne i vest, at hærvejen snoede sig og søgte at få fodfæste på de vestvendte sider af højlandets terrasser.

De skriftlige kilder, hvis udsagn imidlertid ikke altid står til troende, beskriver dette land på en ganske særegen måde. Hos Adam af Bremen, som skrev omkring 1070, kan vi f.eks. læse om Jylland, at det, bortset fra områderne nær floden (vel grænsefloden Ejderen), var et ufrugtbart og grufuldt land, næsten ikke opdyrket nogetsteds. Og Adam fortæller videre om halvøen: Den befindes knap dyrket på noget sted og er knap egnet til menneskelig bosættelse.63

Annonce

 Rekonstruktion af nogle af vikingetidsgårdene i landsbyen Vorbasse, opført ved ringborgen Fyrkat i Jylland. Det lille hus i forgrunden er et grubehus.

Rekonstruktion af nogle af vikingetidsgårdene i landsbyen Vorbasse, opført ved ringborgen Fyrkat i Jylland. Det lille hus i forgrunden er et grubehus.

Så slemt stod det nu ikke til i vikingetiden. Det ved vi bl.a., fordi arkæologien giver os et helt andet billede, nemlig af et ganske tæt befolket land, hvor landsbyerne lå tæt. Adskillige af disse er blevet udgravet i de senere år, og af de arkæologiske undersøgelser har vi bl.a. lært, at de fleste, måske alle landsbyerne først hen imod slutningen af vikingetiden eller senere fandt deres blivende sted – der hvor de nu ligger.

Vi har også set, hvordan der i slutningen af jernalderen skete en sammentrækning af bebyggelsen: landsbyerne blev større og mere regulerede, og de blev liggende længere tid på samme sted. Den tendens fortsatte i vikingetiden. De ændringer, som skete allerede i 700-årenes første halvdel, viste, at en centralmagt – kongemagten – var ved at vokse frem. De første bylignende bebyggelser som Ribe og Hedeby blev grundlagt, og eksisterende landsbyer som f.eks. Vorbasse blev reguleret og blev endnu større. På samme tid skød et net af lokale markedspladser frem, og det ældste Danevirke blev opført.

 Rekonstruktion af Vorbasse omkring år 900. Gennem bebyggelsen løber den fælles gade, der afgrænses af de indhegnede gårdtofter.

Rekonstruktion af Vorbasse omkring år 900. Gennem bebyggelsen løber den fælles gade, der afgrænses af de indhegnede gårdtofter.

I de efterfølgende kapitler skal vi se, hvordan udviklingen tog fart i de næste par århundreder frem mod årtusindskiftet. Kongemagten blev nu helt synlig, bl.a. gennem en række store anlægsarbejder. Men også landbebyggelsen blev omlagt, gårdene blev meget store. Nogle af de største må have været kongsgårde, hvorfra kongen udøvede sin myndighed gennem fogeder og indkrævede afgifter. De store forskelle mellem landbebyggelserne svarede godt til de store sociale forskelle, der efterhånden prægede menneskene i oldtidssamfundet.

Men lad os først se på en forholdsvis almindelig landsby som Vorbasse, der lå og fortsat ligger 30 km vest for Vejle, ude i det store, åbne jyske slettelandskab.64 Vi har besøgt den før og set, hvordan der her er fundet spor af bebyggelser i ubrudt rækkefølge fra 1. århundrede f.Kr. til den nuværende landsby. De syv eller otte steder, hvor man boede indtil 1100-tallet, ligger alle inden for et område på ca. en kvadratkilometer omkring 1 km nordøst for den moderne landsby med dens kirke fra 1200-tallet.

I 700-tallet bestod Vorbasse af syv gårde. Det kan man fastslå, fordi der ved den arkæologiske udgravning blev fundet spor af gærder imellem gårdene. Disse var alle af samme størrelse. I de efterfølgende århundreder, dvs. igennem vikingetiden holdt antallet af gårde i Vorbasse sig tilsyneladende konstant.

 Oversigtsplan over Vorbasse-landsbyen i sen vikingetid. Det er kun i området mod nordvest, at man har fundet spor af de sene gårdes gærder. De viser, at der var tre gårde, hvoraf de to lå på indhegnede grunde, der målte 60 m i bredden, mens den tredje var præcis dobbelt så bred. Denne tredje gård havde altså mere end 25.000 m2 indhegnet areal. De øvrige gårde i landsbyen var også større, end gårdene havde været i den første fase. Det er gården nederst til venstre, som er vist i rekonstruktion på illustrationen side 293.

Oversigtsplan over Vorbasse-landsbyen i sen vikingetid. Det er kun i området mod nordvest, at man har fundet spor af de sene gårdes gærder. De viser, at der var tre gårde, hvoraf de to lå på indhegnede grunde, der målte 60 m i bredden, mens den tredje var præcis dobbelt så bred. Denne tredje gård havde altså mere end 25.000 m2 indhegnet areal. De øvrige gårde i landsbyen var også større, end gårdene havde været i den første fase. Det er gården nederst til venstre, som er vist i rekonstruktion på illustrationen side 293.

Vikingetidens bebyggelse i Vorbasse kan opdeles i to faser. Den første var indledt allerede i 700-tallet og varede ved til godt ind i 900-tallet. Den anden fase begyndte i slutningen af 900-tallet, hvor der skete en total omlægning af bebyggelsen, og gårdene blev genopført på en ny måde med særskilte staldbygninger.

Landsbyen lå på en lille bakkekam omgivet af lavtliggende, fugtige enge mod nord og øst. Mod syd var der åbent ud mod de lave bakker med deres agerfelter. Ude over vådområderne jog svalerne i vide sving. Kom man her om sommeren kunne man se mælkebøtte og ranunkel stå derude i det overdådige solskin. Og i mosen stod vandranunklerne med deres høje, svajende stængler med de hvide blomster. Det var på sådanne dage, at man midt i stilheden blev opmærksom på de surrende bier, som jog forbi med en farlig, giftig lyd, eller man hørte det fjerne råb af en krage.

Størstedelen af Vorbasselandsbyens jord bestod af græsningsarealer. I vikingetiden var der som nævnt syv gårde. I den fase, der var begyndt allerede i 700-tallet, lå gårdene på begge sider af en ca. 10 m bred vej, som gik omtrent øst-vest gennem landsbyen (se Landsbyer og gårde). Alle havde de grundstykker af omtrent samme bredde ud mod vejen, ca. 60 m.65 Tofternes længde varierede fra ca. 60 m til ca. 130 m. Som vi har set, var antallet af gårde det samme som i tidligere århundreder, og der var heller ikke sket ændringer i deres indbyrdes størrelsesforhold. Til gengæld var størrelsen af de tofter, gårdene lå på, vokset til ca. det dobbelte i forhold til tidligere. Størrelsen af den største af gårdtofterne var nu omkring 5500 m2.

 Rekonstruktionstegning af en af gårdene i Vorbasse fra 1000-tallet. Gårdens størrelse er imponerende, men behøver ikke at skyldes, at gården har huset en stormand. Gårdstørrelsen kan også bero på bebyggelsens placering på marginaljord i et hedeområde.

Rekonstruktionstegning af en af gårdene i Vorbasse fra 1000-tallet. Gårdens størrelse er imponerende, men behøver ikke at skyldes, at gården har huset en stormand. Gårdstørrelsen kan også bero på bebyggelsens placering på marginaljord i et hedeområde.

Alle gårdene bestod af et hovedhus med beboelse i den ene ende og stald i den anden. Desuden var der et antal mindre bygninger samt nogle små grubehuse og staklader. Gårdspladsen var indhegnet med et gærde af egestolper, og i gærdet sad en ca. tre m bred port med kraftige stolper ved siderne, som førte ud imod vejen. Hovedhusene var alle omkring 33 m lange og lå midt på gårdspladsen. Udhusene lå gerne langs med hegnets inderside, mens grubehusene lå imellem gården og vejen.

Landsbyens plan var påfaldende regelmæssig. Den må på en eller anden måde have været genstand for en overordnet regulering. Det betyder formentlig, at man ikke skal forestille sig Vorbassebønderne som ligestillede og uafhængige frimænd. Snarere var de en slags fæstebønder under en jorddrot, som udøvede en vis kontrol med landsbyens forhold.66

Omkring 800 skete der igen en forøgelse af tofternes areal. De største voksede til godt 9000 m2, og gennemsnittet lå på omkring 7000 m2. Men selve bebyggelsesstrukturen blev ikke ændret. Det gjorde den derimod i slutningen af 900-tallet, hvor nogle af toftearealerne samtidigt voksede helt op til 25.000 m2 – alle de indhegnede områder synes nu at have haft et tværmål på 120 m eller et tal, der kan afledes heraf. Landsbyen bestod fortsat af 6-7 gårde, men dækkede et betydeligt større areal end før. Den var blevet udvidet mod nordvest, og den fælles gade var forsvundet, opslugt af gårdtofterne.

 Forskellige huse fra den store, tofteindhegnede gård i Vorbasse, som kan knyttes til de bygningsbetegnelser, der kendes fra danske, middelalderlige lovbøger.

Forskellige huse fra den store, tofteindhegnede gård i Vorbasse, som kan knyttes til de bygningsbetegnelser, der kendes fra danske, middelalderlige lovbøger.

Kun i det nye område mod nordvest var der bevaret spor af gårdtofternes indhegninger. Her kunne man udskille tre gårde, de to af dem lå på indhegnede grunde, der målte 60 m i bredden, mens den tredje var præcis dobbelt så bred. Det vil sige, at dens indhegnede areal var på 25.000 m2. De øvrige fire gårde var efter alt at dømme også større, end gårdene havde været i den tidligere fase. Det fremgik af udhusenes placering omkring de enkelte gårde.

Efter denne sidste omlægning af landsbyen var stuehusene ikke så lange som tidligere. De var ca. 20 m lange, men rummede heller ikke længere opstaldede kreaturer. Beboelsesarealet var altså blevet betydeligt større end tidligere, og man havde nu selvstændige staldbygninger. Grubehusene var gået af brug, men til gengæld var der flere små udhuse.

I denne sene Vorbasse-landsby ser man tydeligt forløberne for den tidlige middelalders gårdanlæg. Med udgangspunkt i de tofteindhegnede, sene vikingetidsgårde i Vorbasse er det endog lykkedes til gårdens bygninger at knytte de navne, lægårde og fægårde f.eks., som blev brugt i de middelalderlige lovtekster.67

 Rekonstruktion af en enkelt fase af vikingetidslandsbyen Sædding. Husene er anlagt omkring en langstrakt, åben plads, en såkaldt forte.

Rekonstruktion af en enkelt fase af vikingetidslandsbyen Sædding. Husene er anlagt omkring en langstrakt, åben plads, en såkaldt forte.

Nok var Vorbasselandsbyen i tidens løb vokset betydeligt i areal. Men ikke desto mindre rummede den det samme antal gårde lige fra den romerske jernalder og helt op i vikingetiden, dvs. over en periode på tusinde år. Det kan man muligvis tage som et udtryk for, at befolkningstallet i Vorbasse ikke ændrede sig drastisk i løbet af jernalderen. Vikingetidens togter og kolonisationen i det fremmede opsugede formentlig en del mennesker, men det var næppe i nogen virkelig stor målestok. En betydelig befolkningsforøgelse skete formentlig først i løbet af 1000-tallet.

Længere mod nord på den jyske halvø, på de gode morænejorder, omkring en halv snes kilometer øst for Holstebro, har man udgravet en anden vikingetidslandsby: Trabjerg hedder den.68 Den lå på et langstrakt bakkedrag i et åbent, træfattigt landskab. Men ikke langt fra landsbyen var der fugtige eng- og mosedrag, hvor man kunne høre sivsangerne skræppe ude i rørene. Her stod også pile med guldskinnende rakler og små birketræer, hvis hjerteformede blade drejede sig slingrende for det mindste vindpust. Vådområderne strakte sig helt ind til selve landsbyen. Men ellers var den mest omgivet af græsningsoverdrev vekslende med dyrkede marker og her og der områder med hede.

Landsbyen lå der fra ca. 700 til omkring 1100, så blev den flyttet og placeret der, hvor Trabjerg ligger i dag. Gennem de ca. 400 år passerede den igennem en række stadier, som ganske svarede til, hvad man kunne se i Vorbasse. Ved hver flytning af bygningerne inden for landsbyens område ser det ud til, at der skete en nymatrikulering af gårdene. Mindst 3-4 gårde var der tale om, hvis gårdtofter med tiden voksede betydeligt i areal.69

 Plan af storbondens gård i Omgård med det knap 40 m lange hovedhus, som har haft mindst fem rum, bl.a. et stort, repræsentativt midterrum.

Plan af storbondens gård i Omgård med det knap 40 m lange hovedhus, som har haft mindst fem rum, bl.a. et stort, repræsentativt midterrum.

Trabjerg lå ved en vigtig øst-vestgående, nordjysk færdelsrute, og landsbyens beboere fik da også del i de handelsvarer, som nåede hertil fra udlandet og andre egne af Danmark. Man kom bl.a. i besiddelse af klæberstensgryder fra Norge og af keramik fra Rhinegnene samt den såkaldte Østersøkeramik.70 Det meste af Trabjergs Østersøkeramik var sikkert fremstillet i Østdanmark.

En lige så typisk vikingetidslandsby har man udgravet længere mod syd, ved Sædding, der ligger ca. 8 km nordvest for Esbjerg.71 Her var man ude i et helt andet landskab, havet lå kun nogle få km borte, men landsbyen var også, ligesom i Trabjerg, omgivet af gode græsningsoverdrev, specielt for de store fåreflokke, der hørte til bebyggelsen. Der var tillige fugtige engarealer, hvor der om sommeren stod ranunkel, pragtstjerne og fede violette gøgeurter side om side med mandshøje kærtidsler. Herude kunne man hente hø i mængder.

Det var en stor landsby, som lå på dette sted fra begyndelsen af 900-tallet til ind i 1000-tallet. Hvor den derefter blev flyttet hen, ved vi ikke, sikkert til et sted der i dag er dækket af det moderne Esbjergs bebyggelse. Ved de arkæologiske udgravninger udgravede man kun de centrale dele af landsbyen, men man kunne ikke desto mindre afdække omkring 115 langhuse og 75 grubehuse. Mange bar dog præg af at være ombygget flere gange. Der var ingen gærder at se omkring husene, men alligevel kan man formode, at landsbyen havde bestået af en 5-6 store gårde, hvis hovedbygninger var treskibede langhuse med let buede langvægge. Bebyggelsen lå samlet omkring en åben plads på 150 x 30 m, en forte, som hele tiden blev holdt ubebygget, ganske som det havde været tilfældet i Hodde-landsbyen hen ved tusinde år tidligere (se bd. 3, side 120). At man har kunnet holde en åben plads fri for bebyggelse trods de stadige ombygninger af gårdene må betyde, at der havde været en fast ledelse af dette landsbysamfund.

 Plan af Omgård omkring år 1000. Den undersøgte del af den store gård er vist med rød farve, mens det udgravede areal af den mindre gård er angivet med gult.

Plan af Omgård omkring år 1000. Den undersøgte del af den store gård er vist med rød farve, mens det udgravede areal af den mindre gård er angivet med gult.

Lignende landsbyer og bebyggelser er udgravet en lang række andre steder i Jylland. Rejser vi igennem halvøen fra nord til syd, finder vi dem i bl.a. Nederby på Fur,72 på Lindholm ved Ålborg73 og ved Staby syd for Nissum Fjord.74 Desuden i Nørre Felding lige syd for Holstebro,75 i Hesselbjerg ved Odder i Østjylland og i Jelling ved Vejle76 samt i Okholm,77 Gl. Hviding og Vilslev78 i det sydvestjyske område.

I Østdanmark er der endnu ikke mange udgravede vikingetidsbosættelser, men et par af de største kan dog nævnes: Kirke Hyllinge, nordvest for Kirke Hyllinge kirke79 samt Bøgelundved Varpelev på Stevns,80 der ligesom så mange andre vikingetidsbebyggelser flyttede i 1000-tallet til sin blivende plads under den nuværende landsby Varpelev.

De vikingetidslandsbyer, vi hidtil har besøgt eller blot nævnt, var for det meste, hvad man kunne kalde gennemsnitslandsbyer. Men der var også bebyggelser, som lå alene, og som ved deres størrelse måske kunne betegnes som godser. En sådan lå ved Omgård, mellem Videbæk og Holstebro, ude i de forblæste vestjyske egne, hvor enkeltgårde helt op til vor tid har været den mest rationelle måde at drive landbrug på.81 Bebyggelsen ved Omgård lå på et næs ud til udstrakte eng- og moseområder, og det bebyggede areal var meget stort, ca. 10 ha. Heraf er dog endnu kun halvdelen undersøgt.

 Rekonstruktion af vandmølle fra Dasing i Bayern fra 700-tallet. Kornet blev hældt ovenfra ned i en tragt, som ledte kornet ned i hullet i løberen.

Rekonstruktion af vandmølle fra Dasing i Bayern fra 700-tallet. Kornet blev hældt ovenfra ned i en tragt, som ledte kornet ned i hullet i løberen.

Bebyggelsen var begyndt allerede i 700-tallet. Men det var navnlig den yngste del fra omkring år 1000, der var interessant. Hele anlægget bestod da af to meget store gårde, som udgraveren mente havde hørt sammen under den samme ejer. Hver gård bestod af et stort indhegnet areal. Inden for det lå hovedbygningen sammen med lader, stalde, værksteder og andre bygninger. Hegnene omkring hver gård var sat af tætstillede stolper.

Den nordlige gård var den største.82 Det indhegnede areal, toften, var formentlig omkring 45.000 m2. Hovedbygningen var næsten 40 m lang, havde buede vægge og kun fire tagbærende stolper i hver sin ende, dvs. at der var et stort midterrum i huset. Formentlig var det salshuset, hvor storbonden og hans familie boede, og hvor man holdt gæstebud. Et langhus af næsten samme størrelse som hovedbygningen lå helt mod nord. Det blev brugt til stald, og der var plads til 70-80 dyr. Også en anden stor bygning i samme område havde båse.83 Gården har altså haft over hundrede kreaturer eller heste på stald. Nord for hovedhuset var der yderligere en hal, som havde været brugt som værksted til bronzestøbning. Tæt på hovedhuset lå en større bygning, som man har tolket som køkkenbygning.

 Oversigts- og detailplan over stormandsgården ved Lisbjerg nær Århus med angivelse af den senere stenkirkes placering.

Oversigts- og detailplan over stormandsgården ved Lisbjerg nær Århus med angivelse af den senere stenkirkes placering.

Helt mod nord i det udgravede område fandt man rester af, hvad der måske engang havde været en vandmølle. Om sådanne virkelig indgik i vikingetidens stormandsgårde, er endnu et uløst spørgsmål. Men længere mod syd på kontinentet var vandmøller en del af arven fra antikken. De blev allerede beskrevet af den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius i det 1. århundrede f.Kr., og i det 3. og 4. århundrede e.Kr. havde de en vid udbredelse i romerriget. Længe troede man, at kendskabet til vandmøllen var gået tabt ved imperiets sammenbrud, men i dag mener man, at traditionen eksisterede ubrudt fra antikken til middelalderen. F.eks. er der i Centraleuropa fundet vandmøller fra det 7. og 8. århundrede i Bayern, Baden-Württemberg og i Rheinland-Pfalz.84 Om vandmøller også fandtes i Danmark allerede i oldtiden er imidlertid uafklaret. Man kender dog en række fund, som peger i retning af, at også vandmøller var blandt de tekniske fornyelser, man sidst i oldtiden modtog fra Frankerriget.85

Om fortolkningen af Omgård som en stormandsgård med heste- og kostalde, værksteder og kornmagasiner samt en vandmølle er rigtig, må fremtidige udgravninger vise. I det hele taget knytter der sig mange ubesvarede spørgsmål til vikingetidens storgårde. Men der er også punkter, hvor der er afgørende nyt. Det gælder storgårdenes betydning i forbindelse med det tidligste kirkebyggeri. En sådan stormandsgård med tilhørende kirke har man udgravet ved Lisbjerg nord for Århus.86

I dag ligger Lisbjerg kirke på en lille bakketop med en prægtig udsigt over det omgivende landskab og Århusbugtens store flade. Ved de arkæologiske udgravninger på stedet fandt man et vældigt gårdkompleks, indrammet af et kraftigt hegn, der kunne følges rundt om kirken, og som var blevet fornyet to gange. Gårdtoften var 170 m lang i retningen nord-syd, i alt ca. 19.000 m2 stor eller næsten to hektar. Den centrale del af toften var dækket af den stenbyggede kirke, der var fra 1100-tallet. Men under den fandt man en træbygget forgænger samt rester af en bygning, der havde stået på pladsen før trækirken. Det må have været den oprindelige hovedbygning i vikingetidsgården. Meterdybe væggrøfter og svære stolpehuller antydede, at det havde været et hus af betydelige dimensioner.

 Rekonstruktion af et af vikingetidens salhuse. Hustypen er kendt fra de arkæologiske udgravninger af 1000-tallets landsbyer. Huset har let buede langvægge, lige gavle og kraftige jordgravede stolper. Det er opført i Vikingelandsbyen i Albertslund uden for København og færdiggjort i 2002.

Rekonstruktion af et af vikingetidens salhuse. Hustypen er kendt fra de arkæologiske udgravninger af 1000-tallets landsbyer. Huset har let buede langvægge, lige gavle og kraftige jordgravede stolper. Det er opført i Vikingelandsbyen i Albertslund uden for København og færdiggjort i 2002.

Fra andre vikingetidsudgravninger ved man, at den centrale hovedbygning undertiden kunne være forsynet med en særskilt, mindre indhegning, måske det man i de middelalderlige landskabslove kaldte en „lægård“,87 et område med en helt særlig status og muligvis forbundet med kultudøvelsen. En sådan formodet „lægård“ blev også fundet i tilknytning til Lisbjerg-gårdens hovedbygning, som altså lå nøjagtig på det sted, hvor senere 1100-tallets kirke kom til at ligge.

Lisbjerg-gården har næppe været en almindelig bondegård. Alene dens størrelse antyder noget andet. Det er mere nærliggende at forestille sig den indhegnede gård som et administrativt center, måske beboet af datidens „herredsfoged“.

I øvrigt er placeringen af en kirkebygning midt i gårdanlægget ikke overraskende. For som vi senere skal se, foregik vikingetidens hedenske kultceremonier formentlig i eller ved stormandens hovedbygning.88 Så det var i naturlig fortsættelse af denne tradition, at stormanden efter religionsskifte byggede en kirke på sin gårdsplads.89

Takket være udgravninger og skriftlige kilder tilsammen fremgår det efterhånden klart, at det var stormændene, der stod bag størstedelen af middelalderens kirkebyggeri, og at deres gårde sjældent lå langt fra bygge-pladsen.90 Det samme kan vi formentlig også sige om det kirkebyggeri, som, sikkert i bedste forståelse med kongemagten, satte ind i 1000-tallet efter landets officielle overgang til kristendommen.

 To tagspåner fra en brønd i Hvidding i Sydjylland. Den oprindelige form må have været omtrent som skitsen til højre viser.

To tagspåner fra en brønd i Hvidding i Sydjylland. Den oprindelige form må have været omtrent som skitsen til højre viser.

Men før vi fordyber os yderligere i nogle af de store gårdanlæg, skal vi kort se på den hustype, krumvægshuset, som frem for nogen gav vikingetidsbebyggelserne deres karakter. Denne ejendommelige husform var opstået allerede i jernalderens sidste del,91 og den fortsatte frem gennem vikingetiden til middelalderen, i hvis ældre del man stadig kan finde eksempler på den. Men højdepunktet lå i vikingetidens senere del. Bl.a. finder vi her de store haller i Trelleborgene, som vi senere skal høre nærmere om, for ikke at tale om den størst kendte af dem alle, den 48 m lange kæmpehal i Lejre (se Storgård eller kongsgård?). Disse store haller havde et helt ensartet præg, og særligt karakteristisk ved dem, var den krumme tagryg og den række af udvendige skråstolper, som støttede væggene og medvirkede til at bære vægten af det enorme tag.92

Disse huse var bygget med en præcision, som næppe var tænkelig, hvis ikke professionelle håndværkere havde bistået ved opførelsen. Det enorme tag var efter alt at dømme tækket med spåner på samme måde, som man kender det fra de senere norske stavkirker.93 Dette bekræftes også af nogle samtidige gravsten fra vikingebosættelser i England og Skotland. Disse er nemlig husformede med et mønster på tagfladerne, der mere eller mindre naturalistisk gengiver spåner.

Det var enorme mængder af træ, der indgik i konstruktionen af disse store huse. Men deres fremtoning var også imponerende. Højt rejste stod de, med en tagrygning i op til 10 meters højde, synlige på lang afstand, rejst for at markere, at her residerede landets aristokrati.

Noter

63: Adam af Bremen IV.1.

64: S. Hvass 1979, 1981, 1983, 1984, 1986, 1988, 1993.

65: Det ser dog ud til, at det indhegnede område ved gården længst mod sydvest var blevet udvidet.

66: P. Sawyer 2002, s. 185.

67: A. Hoff 1997, 1998.

68: Bender Jørgensen & Skov 1980.

69: I alt afdækkede man ved udgravningen 48 hustomter, som dog kun med vanskelighed lod sig fordele på de enkelte gårde, idet hegnene omkring gårdtofterne ikke var særligt velbevarede.

70: Denne sort-, brun- eller gråbrændte keramik var af en bedre kvalitet end den store mængde af hjemlig keramik. Østersøkeramikken blev fremstillet i vikingetidens to sidste århundreder og begyndelsen af middelalderen. Den adskilte sig ved sin form og udsmykning fra den lokale keramik og blev primært fremstillet i de slaviske områder ved Østersøen. Man må dog også regne med, at der specielt i Østdanmark blev fremstillet hjemlige efterligninger af Østersøkeramikken, se W. Gebers 1981.

71: I. Stouman u.å.; F. Birkebæk 2003, s. 32.

72: J. Bertelsen 1990.

73: T. Ramskou 1955; Johansen & Trolle 1994.

74: P. Eriksen og Helles Olesen i K. Dalsgaard et al. (red.) 2000.

75: Ibid.

76: J. Jeppesen 1999 og F. Christensen 1999.

77: C. Feveile 2001.

78: S. Jensen 1987c.

79: AUD 1998, s. 257.

80: S.Å. Tornbjerg 1999.

81: L.C. Nielsen 1980; Eriksen & Olesen 2000; P. Sawyer 2002.

82: Det er også den, der er mest undersøgt. Hele den østlige del af gården mangler dog at blive udgravet.

83: Her var kun det halve af huset brugt til stald.

84: I Dasing, Bayern, har man f.eks. fundet en mølle fra 8. århundrede, som har ladet sig rekonstruere. Den lille møllebygning havde et møllehjul af birk med 24 skovlblade, hjulets diameter var 2,4 m. En træakse forbandt dette med et kamhjul inde i møllen, som igen holdt kværnen med dens sten i bevægelse. En træklædt kanal førte vandet frem til møllen. Se Archäologie in Deutschland 2003, s. 331; W. Czysz 1998. Anlægget er dendrodateret til mellem 744 og 789.

85: I Jylland, ved Løvenå, en snes km sydøst for Holstebro, fandt man f.eks. en rende med flettede faskinevægge og sten i bunden, som formentlig har været den kanal, der engang i vikingetiden førte vand frem til møllehjulet. Et stigbord ved indgangen til renden sikrede, at vandet også kunne løbe uden om hjulet, se A. Steensberg 1959, 1988. Endnu hersker der nogen usikkerhed om dateringen af de spredte fund. Og endnu er der heller ikke herhjemme fundet møllesten af den art, man ville have brugt i vikingetidens formodede vandmøller. Men problemet bliver formentlig snart afklaret, se bl.a. P. Eriksen i K. Dalsgaard et al. (red.) 2000.

86: J. Jeppesen 2004; Jeppesen & Madsen 1989, 1991, 1996.

87: Se A. Hoff 1998.

88: Se også O. Olsen 1965, s. 100 ff. og 182 ff.

89: Helt udelukke at gården blev sløjfet, da kirken anlagdes, kan man dog ikke. Kirkegården som kom til, må have været pladskrævende og vel i det hele taget en lidt besværlig nabo. At der er en sammenhæng mellem gård og kirke, må dog anses for sikkert. Et lignende forløb har man også kunnet iagttage i Tamdrup ved Horsens, se O. Schiørring 1991.

90: Sørensen, Jeppesen & Madsen 1995.

91: S. Jensen 1987a.

92: Dette sidste træk kendes ikke fra ældre huse, og ved de yngre er det igen gået tabt.

93: I bl.a. en brønd i Hvidding fra 800-tallet har man fundet en sådan tagspån, se S. Jensen 1987. En tagspån fundet på Trelleborg viser, at typen også var i brug i slutningen af 900-tallet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Landsbyer og storgårde i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 17. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431073

Afsnittet Landsbyer og storgårde er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet