Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kvæg, korn og plove

Oprindelig forfatter JJe

Uanset om det var på kongsgården, godset eller blot den almindelige vikingetidsgård, så var grundlaget for beboernes daglige liv arbejdet i marken. Man dyrkede jorden, levede af den, fulgte årets skiftende tider, holdt øje med vejret, som man nu havde gjort det i 5000 år. Der er tegn på, at Danmark i størstedelen af vikingetiden oplevede en periode med relativt godt vejr, dvs. tørrere og måske også varmere vejr. Det er nu ikke meget, vi ved om det. Der er dog næppe grund til at tro, at klimatiske forandringer drastisk ændrede levevilkårene for vikingetidens mennesker.118 Men naturligvis har menneskene også dengang kigget ud i den lunefulde danske sommer for at se, om man kunne få bjerget sit hø, om man kunne redde det fra vejrguderne. For derude i engene stod græsset og vajede i vinden – og ventede på at blive slået, når ellers vejret tillod det. Og når det var sket, så var det allerbedste, om det kunne ligge og tørre langsomt i sol og blæst. Først da kunne man læsse det på vognene, køre det hjem – og glæde sig over lugten fra det store bjerg af hø inde i laden.

 Luftfoto af udgravningen af en 37 m lang hustomt fra 800-tallet ved Toftegård øst for Strøby på det nordlige Stevns. Husets stolpehuller og væggrøft var tæt pakket med strandsten.

Luftfoto af udgravningen af en 37 m lang hustomt fra 800-tallet ved Toftegård øst for Strøby på det nordlige Stevns. Husets stolpehuller og væggrøft var tæt pakket med strandsten.

Høet var vinterfoder for de store flokke af dyr, som hørte til på gårdene. Det var dem, der dagligt krævede pasning i form af vanding, malkning, skift af græsningsarealer, bjergning af vinterfoder, klipning af fårene osv. Vi kan danne os et vist indtryk af dyreholdets omfang ud fra det store antal båse, der var i staldene. Helt frem til 1000-tallet var stalden med dens båse at finde i den ene ende af beboelseshusene. Her kunne der gerne stå mellem 20 og 30 kreaturer. Men i 1000-tallet blev der opført selvstændige staldbygninger, hvor der var plads til indtil 50 kreaturer. Ja, der er gårde fra den tid, hvor der var plads til hen ved 100 større dyr, og da knoglefund viser, at heste i vikingetiden var langt mindre almindelige end køer og okser, er det mest sandsynligt, at hovedparten af de større dyr var kreaturer.

Okser brugte man som trækdyr for plove og harver samt kærrer og kaner. Køer leverede mælk, og begge gav i den sidste ende kød og skind. Både heste og okser var dengang betydeligt mindre end i nutiden. På grundlag af knoglefundene skønner man, at vikingetidens køer i gennemsnit kun vejede omkring 200 kg, og at deres mælkeydelse var tilsvarende lille. Men antallet af dyr på navnlig de vestjyske gårde var stort. Hvis alle gårdene i Vorbasse holdt lige meget kvæg, må der have været mindst 150 kreaturer i landsbyen i den tidlige vikingetid og tre gange så mange i 1000-tallet. Det må have været langt mere, end der var behov for på gårdene. Så kvæg od huder indgik utvivlsomt i vikingetidens vareomsætning.

Annonce

 I vikingetidens landskab var skellet mellem skov og græsningsland flydende -som her på Kulebjerg Overdrev på Sjælland.

I vikingetidens landskab var skellet mellem skov og græsningsland flydende -som her på Kulebjerg Overdrev på Sjælland.

Hvor stort det øvrige dyrehold var, er også svært at sige. Men navnlig i de skovrige egne af landet må svineholdet have været ganske betydeligt. De fleste steder holdt man også får. Nogle steder har man ud fra knoglefundene kunnet få et indtryk af dyrenes skulderhøjde. Den varierede fra 57 til 69 cm. Det var altså ret små dyr. Man holdt både hornede og hornløse hunfår, væddere med kraftige horn og beder med små horn. En meget stor del af fårene blev holdt for uldens skyld, men der var dog også dem, som blev slagtet ganske unge som køddyr.

I det hele taget må der have været et leben af mange dyr på vikingetidens gårde: geder gæs og høns. Og imellem dem færdedes katte og hunde. Af disse sidste var der flere forskellige racer. Nogle af dem var meget store, ja, næsten på størrelse med nutidens granddanoiser. Hundene kunne bruges til både vagt og jagt.

Jagtvildt ser dog ikke ud til at have spillet nogen større rolle i landhusholdningerne. Derimod fiskede man i stort omfang både til havs og i indlandets søer og vandløb. Store mængder af muslinger blev ligeledes indsamlet, hvor man havde adgang til dem. Og dertil kom plantemad. Man supplerede f.eks. det vilde frugtsortiment med kræger og mirabeller. Dem er der fundet sten af i vikingetidens byer. Ja, i Hedeby har man fundet så eksotiske sager som valnøddeskaller og sten af fersken. Hertil kom, at man naturligvis indsamlede vilde bær som skovjordbær, hindbær, brombær og skovkirsebær.119 I vikingetidsbebyggelsen i Coppergate i York i England har man fundet frø af både gulerod, pastinak og kål. Disse planter kender man dog endnu ikke fra danske fund med undtagelse af skvalderkål, som er meget velsmagende i stuvet tilstand. Den har man fundet i ringborgen Fyrkat, hvorfra frø af koriander også er kendt. Endelig er der humle, som man kender fra både Ribe og Hedeby. Det tog dog endnu nogen tid, før den nymodens humleøl kunne udkonkurrere det traditionelle porseøl.120

 Langhusets typologiske udvikling fra 4.-5. århundrede frem til omkring år 1000 på grundlag af hustomter udgravet i Vorbasse- og Nørre Snedelandsbyerne.

Langhusets typologiske udvikling fra 4.-5. århundrede frem til omkring år 1000 på grundlag af hustomter udgravet i Vorbasse- og Nørre Snedelandsbyerne.

Størsteparten af planteføden kom naturligvis fra kornavlen, som dog først fik den helt store betydning i løbet af middelalderen.121 Ikke desto mindre kan man følge, hvordan dyrkningen af planteafgrøder bliver stadig mere udviklet i løbet af jernalderen og vikingetiden. Hidtil har vi set, hvordan man i størsteparten af den ældre jernalder havde en bredspektret dyrknings- og agerbrugsstrategi, hvori marker med digevoldinger indgik i et rotationssystem med lejlighedsvis braklægning af de enkelte agerstykker. Vi har videre set, hvordan de store ændringer af landbruget i det 3. og 4. århundrede indebar en mere intensiv gødning af markerne, samtidig med at man begyndte at dyrke flere forskellige afgrøder på separate agre, og vinterdyrket rug blev taget i brug. Vi kaldte den dyrkningsform for et udvidet sædskiftebrug.122 Det var en dyrkningsteknik, som øgede forsyningssikkerheden og dermed var en af forudsætningerne for, at jernaldersamfundet kunne udvikle en stadig mere centraliseret magtstruktur.

Hvordan tegner kornavlen sig da i oldtidens sidste århundreder, i vikingetiden? Lad os f.eks. se på, hvad et enkelt velbevaret kornfund kan fortælle. Et sådant fandt man ved udgravningen af en vikingtidsboplads på gården Ejstrup ved Volstrup Kirke lidt vest for Sæby.123 Ca. 1,3 kg forkullet korn, var der tale om, iblandet frø af forskellige ukrudtsplanter. Formentlig var det opfejning fra arnen, som var smidt på møddingen. En kulstof 14-datering viste, at det må være sket omkring år 950, altså på kong Gorms tid.

 Kornblomster i bygmark. Kornblomsten dukkede først op som markukrudt i vikingetiden. Måske den kom sammen med indført såsæd, eller måske den kom som følge af nye pløjemetoder, der skabte nye vilkår for ukrudtets indbyrdes kamp om de bedste vækstbetingelser.

Kornblomster i bygmark. Kornblomsten dukkede først op som markukrudt i vikingetiden. Måske den kom sammen med indført såsæd, eller måske den kom som følge af nye pløjemetoder, der skabte nye vilkår for ukrudtets indbyrdes kamp om de bedste vækstbetingelser.

Kornet vidnede om et varieret agerbrug. Fem afgrøder havde stået på gårdens marker, nemlig rug, byg, havre, hvede og hør. De to første havde dog været de vigtigste. Især rugen var af bemærkelsesværdig kvalitet – den viste, at oldtidens bønder må have haft behov for og evner til at forbedre denne vinterdyrkede kornsort, som nu var den vigtigste, en position den havde fået i løbet af den germanske jernalder.124 En for bonden uvelkommen gæst i rugen var sporesvampen meldrøje, som forringede udbyttet foruden at være direkte giftig for både mennesker og dyr.125 Tilsyneladende havde man forsøgt at rense kornet for denne vækst. Af mere almindeligt ukrudt optrådte i kornet hvidmelet gåsefod, pileurt og rødknæ.

Også havre stod på vikingetidens marker. Dens dyrkning var begyndt i yngre bronzealder, men først i den ældre jernalder fik den egentlig betydning. Havren var altid god på gamle og let fugtige græsmarker, der var pløjet om. Den gror lidt længere end byggen og kan udnytte fugten og næringen. Desuden æder fårene den med glæde. Den stod der på vikingetidens marker med sine ringlende bjælder, men var slet ikke god til at tåle et rigtigt dansk blæsevejr. Desuden var dens strå så umanerligt længe om at modne. De blev ved med at være grønne i lang tid efter, at kernerne var modne. Det var ulemper, som måske gjorde, at havren ikke var særlig almindelig på vikingetidens marker. Men køn var den at se på, når den skred i løbet af juli, og bjælderne ringlede, og lærkerne sang.

 Plovskær fra Gl. Hviding ved Ribe, ca. 800.

Plovskær fra Gl. Hviding ved Ribe, ca. 800.

Men hvad ved vi om bearbejdningen af de marker, kornet groede på? Af pløjningen findes der enkelte spor, bl.a. et plovskær fra det 9. århundrede fundet ved Gl. Hviding i Jylland.126 Det er dog af en hidtil ukendt type, så det har ikke været muligt at afgøre, hvilken slags ard eller plov, det har siddet på.127 Til gengæld har man fundet spor af selve vikingetidens pløjemarker, f.eks. ved Nørre Fjand nær den jyske vestkyst.128 Under fint, hvidgråt flyvesand (70 cm tykt) lå her en af vikingetidens agre.

Sandflugten havde altså dækket ageren, men ved udgravningen stod dens plovspor meget tydelige. De mørke plovkamme stod som regelmæssige, tætliggende båndved siden af hinanden adskilt af lyst flyvesand. Marken var pløjet med en ny plovtype, muldfjælsploven, som i vikingetiden optrådte side om side med den årtusindgamle ard.129

Den nye plovtype, der kun havde én fjæl, blev formentlig trukket af to eller flere stude. Det var altså en plov, der skrællede jorden op og vendte mulden, i modsætning til den gamle plovtype, arden, der blot rispede i jorden og løsnede mulden uden at vende den (se Den daglige føde). I marskegnene lige syd for grænsen var dette nye pløjeredskab kommet i brug allerede omkring Kr.f.130 Men først næsten 1000 år senere synes denne revolutionerende fornyelse at have vundet indpas i det danske landbrug.131 Pløjemarken i Nørre Fjand er et af de ældste vidnesbyrd i Danmark om pløjning med muldfjælsplov.132

 Tilsandede plovfurer fra vikingetiden syd for Fjand på den jyske vestkyst, bevaret under et tykt lag flyvesand.

Tilsandede plovfurer fra vikingetiden syd for Fjand på den jyske vestkyst, bevaret under et tykt lag flyvesand.

Modsat arden skrællede muldfjælsploven altså jorden op og vendte den. Det var bedst at pløje med lange træk, da det var besværligt at vende med den tunge plov. Således blev marken opdelt i en række lange, parallelle, højryggede agre, der var 8-15 m brede og adskilt af små grøfter, såkaldte agerrener.

Marken i Nørre Fjand var en ganske god mark efter forholdene derude i det sandede yderste Vestjylland. Fosfatanalyser viste, at den var blevet gødet, og at den havde været i brug igennem 125 år. Pollenanalyser viste desuden, at der var blevet dyrket rug, byg og havre på den. Dog kunne man ikke afgøre, om det var sket i et fast sædskifte. Analyserne viste også, hvilket ukrudt der havde groet på marken. Det var korsblomstrede planter, spergel og planter af salturtfamilien, herunder gåsefod og melde, som foretrækker velgødede jorder. Og velgødet var marken jo. Man fandt også mange lyngpollen. Det kan skyldes, at gødskningen var foretaget med en blanding af dyregødning og lyngtørv.

 Muldfjælsploven, ardens afløser, kom formentlig i brug i 900-tallet. Ploven var forsynet med et langjern, som skar lodret ned gennem jordoverfladen, umiddelbart før det brede, flade vandretliggende skær og hjalp derved med løsningen af mulden. Herefter løftede muldfjælen jordstrimmelen i en bue og lagde den til siden. Græs og ukrudtsvækst blev på den måde bekæmpet mere effektivt end med en ard. Også gødningen blev bedre nedpløjet. Ploven har i historisk tid været både med og uden hjul, men det er ikke sikkert, at de første muldfjælsplove har været med hjul.

Muldfjælsploven, ardens afløser, kom formentlig i brug i 900-tallet. Ploven var forsynet med et langjern, som skar lodret ned gennem jordoverfladen, umiddelbart før det brede, flade vandretliggende skær og hjalp derved med løsningen af mulden. Herefter løftede muldfjælen jordstrimmelen i en bue og lagde den til siden. Græs og ukrudtsvækst blev på den måde bekæmpet mere effektivt end med en ard. Også gødningen blev bedre nedpløjet. Ploven har i historisk tid været både med og uden hjul, men det er ikke sikkert, at de første muldfjælsplove har været med hjul.

Pløjemarken ved Fjand var til den ene side afskærmet med et dige og en grøft. Den sidste lå nærmest marken. Måske man på den måde forhindrede landsbyens dyr – i dette tilfælde sikkert fårene – i at ødelægge afgrøderne. Men vigtigt var det også, at marken var opdelt i en række lange, parallelle, højryggede agre, der var adskilt af små grøfter. Sådanne langagre, med eller uden rygge, var forudsætningen for det dyrkningssystem, der opstod i middelalderen.133 For med udgangspunkt i de lange, højryggede agre og muldfjælsploven opstod efterhånden det såkaldte vangebrug, der bl.a. gjorde det muligt at overfladedræne lavtliggende jorder, men som også udgjorde en væsentlig del af middelalderens dyrkningsfællesskab.

Hvorledes marksystemerne så ud efter de store ændringer i landbruget på overgangen til den yngre jernalder, ved vi endnu ikke.134 Alligevel kan vi føje endnu et led til den langsigtede udvikling, som vi hidtil har beskrevet for jernalderens agerbrug. Allerede tidligt i jernalderen har man formentlig praktiseret en form for rotationsagerbrug med både vinter- og sommerafgrøder, sandsynligvis med anvendelse af braklægning af markerne.135 Det betyder, at forudsætningerne for bl.a. det senere trevangsbrug med anvendelse af skiftende afgrøder i de enkelte agre allerede var til stede i 1000-tallet, da de nye landbrugstekniske tiltag som muldfjælsploven og de højryggede agre blev indført. De førte senere til yderligere en intensivering af driften, samtidig med at tiender og skatter resulterede i en øget kontrol fra dem, som skulle modtage skatterne.136 Alt sammen var det udtryk for den kolossale vækst i samfundet, der satte ind med begyndelsen af den tidlige middelalder.

Noter

118: Undersøgelser af vækstlagene i danske højmoser tyder på, at der er foregået cykliske klimaændringer med perioder af koldere og/eller fugtigere vejr ca. hver 260 eller 520 år. Sådanne forandringer er påvist ved 500, 1000 og 1300, men ingen for 700-tallet, se Fællesskabets landsbyer.

119: E.Koch 2002.

120: Ibid.

121: Pollendiagrammerne viser intet om, at der har været intensiv dyrkning af korn nogetsteds i Danmark før i slutningen af vikingetiden.

122: Mikkelsen & Nørbach 2003.

123: Michaelsen & Robinson 1990.

124: D.E. Robinson 1994a. I det forkullede Volstrupmateriale var der også rester af brød, som var fremstillet af særdeles fintmalet rugmel.

125: Meldrøje er også fundet i korn i Gammel Lejre, se D. Robinson 1991.

126: S. Jensen 1987.

127: Sliddet på skæret tyder på, at det må have været anbragt i skrå position under pløjningen. Herved kan der godt være fremkommet plovfurer af samme brede type, som man kender dem fra det 8. århundrede i Ribe. Gl. Hviding-skæret blev fundet i en brønd, som er dendrodateret til år 828.

128: P. Eriksen 2000.

129: Mikkelsen & Nørbach 2003, s. 132. Tegn på ardpløjning i vikingetiden har man f.eks. fundet i kulturjord, der overlejrede et vikingetidshus, se AUD 2001, nr. 559.

130: W.H. Zimmermann 1995b.

131: Det kan skyldes de såkaldt skjulte omkostninger, idet brugen af muldfjælsplov i middelalderen krævede betydelig mere trækkraft end arden, der kun krævede en eller to stude. Ard og plov er i øvrigt forekommet side om side helt op i det 19. århundrede.

132: Andre eksempler fra den sene vikingetid er fra Viborg og Lindholm Høje, se G. Lerche 1981 og E. Porsmose 1988, s. 280. Ligesom i Nørre Fjand var marken på Lindholm Høje utrolig godt bevaret af et tykt lag flyvesand. Men i Lindholm Høje var der tale om en noget anden type ager med meget smalle, meterbrede bede. I Lindholm Høje blev der i øvrigt også set spor i den gamle markflade, der blev tolket som spor efter harvning, se G. Lerche 1981 ibid. I Thorsbjerg Mose er fundet en stor rivelignende genstand, der muligvis kan have været anvendt som harve.

133: E. Porsmose 1988.

134: Det er i den forbindelse interessant, at der er forskere, som har ført arealenheder som skæppe og tdr. land tilbage til den keltiske jernalder. Er det tænkeligt, så kan man også antage, at samme arealinddeling har været anvendt helt frem til middelalderen, se B. Eir 1982.

135: Mikkelsen & Nørbach 2003, s. 221.

136: Ibid.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Kvæg, korn og plove i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431075

Afsnittet Kvæg, korn og plove er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet