Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Et nyt Europa

Oprindelig forfatter JJe

Det var et helt nyt Europa, man mødte ved begyndelsen af 800-tallet, præget af to store magtkoncentrationer: Det Byzantinske Rige og Karolingerriget. I syd havde Byzans stort set mistet herredømmet over Italien i slutningen af det 8. århundrede. Og situationen blev ikke forbedret, da et nyt dynasti, det amoriske,1 kom til magten i begyndelsen af 800-tallet. I øst havde de byzantinske hære dog en vis succes. Det lykkedes dem at etablere en fast grænselinje fra Armenien til den nordlige del af Syrien. Forholdet mellem de kristne og de muslimske folkeslag kom med tiden til at ligne det, der førhen havde hersket mellem Rom og Persien. Det militære styrkeforhold mellem parterne var nogenlunde i balance. Det førte til en relativt stabil situation i grænseregionen.

I Middelhavet var situationen langt mere sprængfarlig. Her måtte Byzans i det 8. og 9. århundrede bøde hårdt for lang tids forsømmelse af flåden. Den muslimske sømagt truede hele Middelhavet. Fra alle Islams kyster var korsarerne begyndt „at løbe ud“ allerede i 700-tallet,2 og i 825 erobrede de Kreta. Det var et tab, som var katastrofalt, for Ægæerhavet lå nu åbent for de hurtige og ødelæggende raids fra korsarerne. Kreta blev snart en ren sørøverrede med fast slavemarked. Mange af de ægæiske småøer blev besat, og det store, tyndt befolkede Sardinien kom helt på korsarernes hænder.

 Det islamiske kalifat omkring 750 e.Kr.

Det islamiske kalifat omkring 750 e.Kr.

En ny og farlig fjende blev desuden alabidernes islamiske rige i Afrika. Herfra indkaldte oprørere på Sicilien hjælp. I 831 indtog islamiske styrker Palermo, og snart var det meste af øen i deres vold. Også på fastlandet erobrede de flere byer fra Byzans og ødelagde både byzantinsk og frankisk ejendom overalt i Italien. Til søs nåede de op mod Venedig, og de oprettede støttepunkter på Sydfrankrigs kyster. Til lands nåede røvertogterne helt op til Alperne, og i 846 gik saracenerne i land ved Tiberens munding og rykkede helt frem til Roms mure. Det lykkedes dem dog ikke at indtage byen, men de plyndrede i stedet den gamle St. Peterskirke uden for murene og skændede apostelens grav. At dømme efter samtidens beretninger gik de frem med stor grusomhed og blodtørst.

Annonce

Den fælles nød bragte et vist samarbejde i stand mellem paven og de byzantinske magthavere. Men det var først, da kejser Basileios 1. (830/36-86)3 fik opbygget en sømagt og ødelagt saracenerflåderne, at Syditalien kunne tilbageerobres. Omkring 880 var den værste fare for fastlandet overstået, men langt ind i næste århundrede foregik der stadig kampe i Norditalien. Syditalien forblev herefter græsk og stod i livlig handels- og kulturforbindelse med Byzans. Sicilien forblev derimod på saracenernes hænder. Men en forholdsvis selvstændig ledelse sikrede øen ro og trivsel og dermed en nogenlunde harmonisk udvikling på begge sider af Messinastrædet.

I nord havde Byzans en anden farlig fjende: bulgarerne. Allerede i 600-tallet havde de dannet deres første rige syd for Donau, og i de følgende århundreder var forholdet til Byzans anstrengt, skiftende mellem krige og militære alliancer. Under bulgarernes første store leder, khan Krum, gik det rent galt. En byzantisk hær blev totalt knust i Balkanpassene i 811, og kejser Nikeforos 1. blev dræbt – hans hovedskal blev brugt som drikkeskål af de barbariske erobrere. Krum, hvis rige nu var den stærkeste militærmagt i Europa efter Frankerriget, trængte derpå helt frem til Konstantinopels stærke mure. Formentlig var det kun khanens død i 814, der bevarede byen fra ødelæggelse. Bulgarerne var dog både kulturelt og administrativt under kraftig byzantinsk indflydelse. Det blev især tydeligt efter khan Boris' (852-89) omvendelse til kristendommen i 864/65.

Men tilbage til Byzans i 800-tallet. I året 867 var det såkaldt makedonske dynasti kommet til magten,4 og dermed indledtes en glansperiode i rigets historie, som varede hele to århundreder. Nok var det en tid med talrige paladsintriger, mord og sammensværgelser, men alligevel udgjorde Byzans en stabiliserende faktor i regionens omskiftelige historie. Og i kunsten fulgte en renæssance og en sidste kulturel opblomstring fra det 9. århundrede og tiden derefter.

Også handelen fik en kraftig opblomstring. Fra slutningen af 800-årene blev der etableret nære forbindelser fra Byzans til det russiske Kievrige.

Der blev indgået adskillige traktater, som regulerede de indbyrdes forhold af militær og handelsmæssig art. Og efter Kievrigets overgang til kristendommen i 988 blev forbindelserne yderligere styrket. Den stærke byzantinske påvirkning, som gik nordpå og især nåede Østsverige og Gotland, kom efter alt at dømme i stort omfang via Kiev snarere end direkte fra Byzans og Kalifatet.5 Ja, der var endog skandinaver, som kom i tjeneste i den kejserlige væringegarde i Byzans, eller som fungerede som regulære lejesoldater i den byzantinske hær.

De makedonske kejsere var Basileios 1. (867-886), Leo 6. (886-912), Konstantin 7. Porfyrogentius (912-59) og Nikeforos Fokas (kejser 963-69). Det var under dem, at den største blomstring af den middelalderlige byzantinske kultur fandt sted. Den skete, mens det karolingiske kejserrige i vest var i opløsning, og Kalifatet ikke længere udgjorde nogen større fare, bl.a. fordi Islams vestlige provinser i Spanien, Nordafrika og Egypten havde frigjort sig politisk fra Bagdad.

I den tidlige del af 900-tallet havde det bulgarske problem dog krævet en del opmærksomhed. Men i 927 døde zar Simeon, som havde stræbt efter overherredømmet på Balkan, og hvis hære flere gange var trængt helt frem til forstæderne i Konstantinopel. Under hans søn Peter (927-68) blev der igen oprettet fredelige relationer. I 961 kunne Byzans generobre Kreta, og riget havde nu for første gang i 150 år igen overherredømmet til søs. I 965 blev Cypern generobret, Kilikien kom under Byzans, og alt var dermed klart til en invasion af Syrien. De rige, stærkt befæstede handelscentre faldt for Nikeforos' sejrrige hære. I 969 blev Antiokia og Aleppo stormet og indtaget, det nordlige Syrien vendte igen efter 300 år tilbage til byzantinsk overherredømme.

Men samtidig med triumferne i øst truede en ny krise nordfra, denne gang fra både bulgarerne og russerne. På samme tid blev Nikeforos myrdet af sin egen general Johannes Tzimiskes (969-76). Han tvang russerne væk fra Balkan, annekterede de østlige dele af Bulgarien, og sluttede sin korte karriere med to felttog i øst. I 974 hærgede han Mesopotamien, det følgende år var det Syriens tur. Hans hære trængte syd for Damaskus og Beirut, målet var Jerusalem, men han blev stoppet af det stærke shiitiske Fathimide-dynasti i Egypten.

Med Tzimiskes' død i 976 var vejen banet for den største af de makedonske kejsere, Basileios 2. (963-1025), „Bulgaræderen“ som han også blev kaldt. På den tid var det bulgarske rige begyndt at gå i opløsning. De vestlige dele løsrev sig til et serbisk rige, russerne angreb fra nord, og i 1014 endte 30 års krig med en byzantinsk sejr. 15.000 bulgarske krigsfanger fik på grusom vis stukket øjnene ud og blev sendt tilbage til deres fyrste. Hermed faldt det bulgarske rige og kom under byzantinsk herredømme. Også Armenien kom under Byzans, som nu kontrollerede de to indfaldsveje til Lilleasien, den nordlige og den sydlige. Ved Basileios' død i 1025 nåede riget sit højdepunkt, erobringerne havde mere end fordoblet dets territorium, og det var omgivet af en periferi af halvafhængige stater.

Det makedonske dynastis regeringstid var en blomstringstid for kunsten, arven fra antikken kom tydeligt til udtryk i videnskabens og kunstens genoplivning i disse tider.6 Virkningerne kunne man se i kirke- og paladsbyggeriet og i de klassiske studier ved universiteterne. Ikke mindre iøjnefaldende var rigets økonomiske succes. Basileios 2. havde fyldt dets skatkamre til overflod og rigdommen blev vedligeholdt ved skatter fra de underlagte områder. Konstantinopel, som nu var Europas største handelsby, var på den tid ikke blot den vigtigste importør af asiatiske luksusvarer, men øvede også dyb indflydelse på den samtidige europæiske kunst. Fra midten af det 11. århundrede gik det imidlertid igen tilbage for Byzans. Turkmenske nomader trængte ind i Anatolien, og i slutningen af 1000-tallet beherskede de området fra Eufrat til Marmarahavet.

 Søjlehallen i den store moske i umayyadernes hovedby Córdoba i Andalusien. Grundstenen blev lagt i 786, og den prægtige bygning blev siden ombygget og udvidet gentagne gange, indtil den sidst i 1400-tallet blev omdannet til en kristen kirke.

Søjlehallen i den store moske i umayyadernes hovedby Córdoba i Andalusien. Grundstenen blev lagt i 786, og den prægtige bygning blev siden ombygget og udvidet gentagne gange, indtil den sidst i 1400-tallet blev omdannet til en kristen kirke.

Men lad os for en stund vende tilbage til Islam i Middelhavsområdet og Mellemøsten. I midten af 700-tallet var det islamiske kalifat blevet overført til Bagdad. Abbasiderne havde i 749-50 sikret sig kalifværdigheden, og det blev al-Mansur, som i 762 grundlagde Bagdad som en ny residensby. Den skulle rumme hoffet, den kalifale administration samt dele af den abbasidiske hær. Ingeniører, arkitekter og landmålere blev indkaldt fra Syrien, Mosul, Vestpersien, Kufa, Wasit og Basra, og man begyndte byggeriet af en cirkulær by med fire porte og med en diameter på over 2,5 km. I midten lå al-Mansurs' palads, bygget af soltørret ler og med talrige tårne. Det hele var et af historiens mest enestående eksempler på byplanlægning,7 og byen udviklede sig snart til et kulturelt kraftcenter med en etnisk og religiøst meget sammensat befolkning. Allerede omkring 800 strakte byen sig på begge sider af Tigris.

Men det fjerne Bagdad havde en modpol i vest, i Córdoba i Spanien, hvor et medlem af umayyadeslægten, Abd-al-Rahman, i 756 havde grundlagt et nyt umayyadisk dynasti. Som hovedstad i det selvstændige emirat Córdoba blev byen i 800- og 900-tallet den vestlige verdens centrum med hensyn til kunst og videnskab, og i 929 blev et kalifat oprettet her. Det skete under Abd-al-Rahman 3. (912-61), og hans og de to følgende herskeres regeringstid markerer højdepunktet af islamisk magt i Spanien. I 936 begyndte man byggeriet af paladset i Córdoba, kaldt Alcázar, og selve byen siges at have rummet en halv million indbyggere, syv hundrede moskeer og tre hundrede offentlige bade.

Spanien var dengang et af de tættest befolkede lande i Europa. Specielt på de sydlige sletter på halvøen udviklede der sig vigtige landbrugs- og bycentre. Man dyrkede vindruer, abrikoser, ferskener, granatæbler, appelsiner, sukkerrør og bomuld. Og man handlede med hele verden, specielt med byer som Damaskus, Bagdad og Mekka.

I 1000-tallet var denne vestlige oase af rigdom og lærdom gentagne gange udsat for angreb fra såvel nordafrikanske berbere som kristne nordfra. Om disse sidste sagde den lærde Toledo-dommer Said, „at fordi solen ikke skinner direkte over deres hoveder, så er deres klima koldt og atmosfæren fuld af skyer. Som følge heraf er deres sind blevet kolde og deres humor grov, medens deres kroppe er blevet store, deres hudfarve lys og deres hår langt“. Umayyadekalifatet i Córdoba gik under i 1031.

Længere mod nord var 800-tallets dominerende magt Frankerriget – og den begivenhed, som frem for nogen satte sit præg på tiden, var pavens kejserkroning i år 800 af karolingerfyrsten, Karl den Store. Kroningen fandt sted i Rom, og for Europas historie fik begivenheden en stor symbolsk og politisk betydning. Det splittede Vesteuropa var i løbet af 400 år blevet fuldstændig forvandlet. Kejseren stod nu som det samlende midtpunkt i, hvad der kunne opfattes som et genskabt romersk imperium -men i kristne gevandter. Dvs. der var opstået et forenet, kristent Vesten, sådan som det – teoretisk – havde eksisteret i Romerrigets sidste år. En lidt senere tid gav riget navnet det Hellige Romerske Rige.8 Helligt var det, fordi det byggede på den teori, at paven var den øverste myndighed i kirkelige anliggender, mens kejseren var den verdslige overherre og kirkens forsvarer. Romersk var det, til trods for at kejseren var en franker, men fordi Rom gennem så lang tid havde været verdens politiske centrum.

Endnu en vigtig begivenhed fulgte i 812. Det var, da den såkaldte Aachentraktat blev indgået. I den anerkendte Byzans Karl den Store som kejser. Til gengæld afstod han landområderne Venetien, Istrien og Dalmatien til Byzans.

Tanken om, at paven repræsenterede Guds åndelige myndighed på jorden og kejseren den verdslige magt, gjaldt dog ikke altid i praksis. I hvert fald blev kejserkroningen begyndelsen til en konkurrence mellem biskopperne og de verdslige magthavere. De styrede nu hver deres del af samfundet. Ja, man kan sige, at de verdslige fyrster begyndte en delvis tilbageerobring af den magt – og den jord – som kirken havde været i stand til at bemægtige sig i tiden efter det romerske imperiums forsvinden i Vesteuropa.

 Karl den Store, 20 cm høj rytterstatuette. Det er kun figuren af kejseren, der er fra begyndelsen af 800-tallet. Hesten er 600 år yngre. Den lille figur stod tidligere i katedralen i Metz, nu i Louvre, Paris.

Karl den Store, 20 cm høj rytterstatuette. Det er kun figuren af kejseren, der er fra begyndelsen af 800-tallet. Hesten er 600 år yngre. Den lille figur stod tidligere i katedralen i Metz, nu i Louvre, Paris.

Tiden frem til år 800 havde været præget af Karl den Stores erobringskrige, som i øvrigt stadig foregik. Böhmen blev f.eks. erobret i 805-06. Det var først og fremmest Karl den Stores ubestridte militære dygtighed, der genskabte en centraliseret europæisk regeringsmagt. Men samtidig var der også behov for en administration af et omfang, man ikke tidligere havde kendt. Det var som et led heri, at kejseren oprettede et nyt hof i Aachen med et palads og en domkirke. Hertil knyttede han en kreds af lærde, Alcuin fra Northumbria i England var f.eks. en af dem, til at oplære en ny bogligt dannet klasse af administratorer, til at skabe et nyt og let læseligt skriftsprog, til at reformere kirkens praksis og liturgi og til at etablere det ideologiske grundlag for magtens udøvelse.

Kejseren regerede sit land gennem et utal af lokale grever. Mange af disse var af kongelig byrd, og tilhørte i øvrigt et internationalt aristokrati, som overlevede betydeligt længere end Karolingerriget. Til at føre kontrol med greverne ansatte kejseren særlige omrejsende inspektører, missi dominici. De skulle også, når det var påkrævet, rejse tropper til hæren. Karl den Store insisterede også på, at aristokratiet skulle aflægge en troskabsed til kejseren, i første omgang dog kun i krisetider. Men i denne praksis lå begyndelsen til et feudalt monarki, hvor aristokratiet svor kejseren huldskab og troskab.

Der blev gjort meget for at sikre stabile vækstforhold i Karolingerriget, og mange tekniske nyheder blev taget i brug, bl.a. vandmøller.9 Men det er karakteristisk for tiden, at der ikke opstod egentlige nye byer. Dog oprettede man – gerne ved havet – en række handelspladser med tilknyttet håndværk. Flere af disse udviklede sig senere til det, vi forstår ved byer, og med deres markeder var omsider skabt et økonomisk system, som skulle vise sig holdbart. Det dannede grundlag for den stadige vækst i Vesteuropa, som har udmærket hele det årtusinde, der sluttede i år 2000.

 Europa på Karl den Stores tid. 1. Karl den Stores rige ved hans tronbestigelse. 2. Karl den Stores erobringer. 3. Det Østromerske Rige. 4: Den islamiske verden.

Europa på Karl den Stores tid. 1. Karl den Stores rige ved hans tronbestigelse. 2. Karl den Stores erobringer. 3. Det Østromerske Rige. 4: Den islamiske verden.

En stor svaghed ved det karolingiske rige var imidlertid, at det i højere grad var et allianceforbund end en egentlig stat. Indkomsterne opnåede man gennem erobringstogter, plyndringer og tributopkrævning. Men nogen regelmæssig beskatning eksisterede ikke. Kejseren selv var den største jordejer, hans indtægter stammede bl.a. fra gaver og krigsbytte og fra bøder i straffesager. Og desuden kunne han pålægge befolkningen at gøre civil og militær tjeneste. Det var kort sagt ikke det bedste grundlag at bygge en stat på. En udlandshandel var ganske vist opstået og blomstrede da også. Men den drejede sig først og fremmest om luksusvarer. Først i løbet af 900-årene skete der en udbygning af fordelingssystemet med sammenfletning af de lokale markeder, men da var Frankerriget allerede gået i opløsning.

Kulturelt set var Karl den Stores regeringstid en renæssance, der lagde grunden til et nyt udviklingsstadium i den vestlige kultur. Kulturen blev af kejseren og hans rådgivere anset som en enhedsskabende og formidlende faktor. Og den karolingiske renæssance byggede på arven fra senantikken, navnlig Konstantin den Stores tid leverede de ideale forbilleder. Det ser man f.eks. inden for kirkebyggeriet. Her genoplivede man bl.a. den basilikale grundplan med indføjet tværskib, som man kendte fra den gamle Peterskirke i Rom. Et af tidens storbyggerier var det ottekantede kapel i Aachen (indviet år 800), oprindelig hofkapel i kejserpaladset (pfalz). Det havde forbillede i kejser Justinians kirke San Vitale i Ravenna og var opbygget af materialer fra romertiden.

 Karl den Stores kirke i Aachen (Aix-la-Chapelle), som han lod opføre, efter at han omkring 794 havde gjort stedet til hovedstad i Frankerriget.

Karl den Stores kirke i Aachen (Aix-la-Chapelle), som han lod opføre, efter at han omkring 794 havde gjort stedet til hovedstad i Frankerriget.

Kort før sin død havde Karl den Store udråbt sønnen Ludvig 1., senere kaldet den Fromme, til kejser og medregent. Han overtog magten i 814, men hans regeringstid blev en periode med bitre familiefejder. Samtidig var det en tid, hvor en bølge af ydre angreb fra arabere, bretonere, normanner og vikinger ramte riget dybt og bidrog til at svække det. Og der skete ofte det mærkelige, at de frankiske ledere udnyttede f.eks. vikingeangrebene til at fremme egne interesser i de interne stridigheder. Da det første angreb på Dorestad fandt sted i 830'erne, var det formentlig tilskyndet af kejsersønnen Lothar, som på den måde ville svække sin far, Ludvig den Fromme.10

Ludvig den Fromme døde i 840, og efter yderligere tre års fejde blev riget delt i tre dele ved et forlig i Verdun. Frankerriget og magten blev delt mellem Ludvigs sønner: Karl 2. den Skaldede (823-77) fik den vestlige del, der senere skulle blive til Frankrig; Ludvig 2. den Tyske (ca. 805-76) fik den østlige del, der senere skulle blive til Tyskland, mens Lothar 1. (ca. 795-855) beholdt kejsertitlen og fik den midterste del af riget, inklusive Italien og Lothringen. Af disse tre riger var det især det vestlige, det som blev regeret af Karl den Skaldede, der blev udsat for vikingeangreb – her var mulighederne for bytte nemlig størst.

 Det ottonske rige i 900-tallet.

Det ottonske rige i 900-tallet.

Perioden fra midten af 800-tallet blev en nedgangstid for den karolingiske slægt, og ved udgangen af århundredet var riget reelt gået i opløsning, for aldrig mere at genopstå. Den vestfrankiske linje af slægten uddøde dog først i 1012.11 Den østfrankiske linje uddøde i 911. Det politiske tyngdepunkt flyttede sig nu til de områder, der igennem 900-tallet blev domineret af de tyske ottoniske herskere.

Fremvæksten af et selvstændigt, stort Tyskland begyndte med indsættelsen af Konrad af Franken (911-18) som konge. Endnu var det et svagt rige, og Konrad var i hele sin regeringstid tvunget til at kæmpe mod sine storvasaller. Ydermere havde han magyarerne at kæmpe imod. Deres krigstogter rakte i første halvdel af 900-tallet langt ind i Vesteuropa. Men da Konrad døde i 918, blev hans efterfølger Henrik 1. Fuglefængeren (ca. 875-936), som var den første repræsentant for det saksiske dynasti, der i sin mere end hundrede år lange regeringstid gjorde Tyskland til en stormagt.

Henrik 1. Fuglefængeren var hertug af Saksen fra 912, men i 919 blev han tysk konge. I samarbejde med de andre hertuger i regionen skabte han en indre stabilitet i riget, og det gjorde ham i stand til at føre en magtfuld udenrigspolitik. F.eks. blev Lothringen og Brandenburg indlemmet. I øst blev grænsen skabt gennem krige med slaver og magyarer. Og i nord førte han „en hær mod danerne, der hjemsøgte friserne med sørøvertogter. Han gjorde en ende på problemerne, slog danerne, gjorde dem skatskyldige og nødte efter sigende i 934 deres konge Chnuba (Gnupa) til at lade sig døbe“.12

 Otto I's kejserkrone blev antagelig fremstillet til hans pavelige indsættelse i 962. Den bærer fortil det kristne kors og er ottekantet for at symbolisere det himmelske Jerusalem. To felter bagest og forrest indeholder 12 ædle stene, der repræsenterer Israels 12 stammer. På siderne ses bibelske konger. En indskrift i perler på bøjlen over selve kronen refererer til Konrad 2., der blev kronet i 1027. Man antager derfor, at kronen er blevet ændret noget efter kejser Ottos tid.

Otto I's kejserkrone blev antagelig fremstillet til hans pavelige indsættelse i 962. Den bærer fortil det kristne kors og er ottekantet for at symbolisere det himmelske Jerusalem. To felter bagest og forrest indeholder 12 ædle stene, der repræsenterer Israels 12 stammer. På siderne ses bibelske konger. En indskrift i perler på bøjlen over selve kronen refererer til Konrad 2., der blev kronet i 1027. Man antager derfor, at kronen er blevet ændret noget efter kejser Ottos tid.

Efter Henrik 1. blev sønnen Otto 1. (912-973), også kaldet den Store, i 936 indsat som tysk konge i Aachen, som han gjorde til sin residensby. I 962 overtog han Karl den Stores trone, idet han blev kronet som tyskromersk kejser af paven i Rom. De første af Ottos regeringsår var præget af talrige konflikter med en række af landets stormænd, herunder også hans brødre. Men Otto fik støtte af rigets biskopper – det resulterede i, at konge og kirke blev knyttet tættere sammen. Otto støttede samtidig ihærdigt kristningen af de hedenske slaver og daner. Det gav sig udslag i oprettelsen af en række nye bispesæder, som i det slaviske område kom til at høre under ærkebiskoppen af Magdeburg, mens de i det danske område lå under ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen.

Allerede i slutningen af 940'erne havde Otto sikret sig herredømmet over de slaviske områder øst for Elben, og i 951 overskred han Alperne og gjorde sig til herre over Italien. I et blodigt slag ved Augsburg i 955 fik han gjort en ende på den magyariske trussel, som i et halvt århundrede havde plaget Vesteuropa. Så vendte han sig endnu en gang mod slaverne øst for Elben og sikrede her et tysk overherredømme, der kom til at bane vej for en omfattende kolonisation mod øst. Den sidste del af sin regeringstid boede Otto den Store mest i Italien, hvorfra han styrede riget.

 Som et symbol på kristendommens fremmarch i Østeuropa kan man se Stefanskronen, som pave Sylvester 3. skænkede Stefan den Hellige i år 1000. Det var dog kun den øverste del af kronen Det tilhørende diadem blev tilføjet 75 år senere. Kristendommens fremmarch i Østeuropa og omvendelsen af slaverne og magyarerne var dog hurtig og ret overfladisk, en grundig omvendelse til kristendommen varede århundreder.

Som et symbol på kristendommens fremmarch i Østeuropa kan man se Stefanskronen, som pave Sylvester 3. skænkede Stefan den Hellige i år 1000. Det var dog kun den øverste del af kronen Det tilhørende diadem blev tilføjet 75 år senere. Kristendommens fremmarch i Østeuropa og omvendelsen af slaverne og magyarerne var dog hurtig og ret overfladisk, en grundig omvendelse til kristendommen varede århundreder.

Otto den Stores søn, Otto 2. (955-983), blev indsat som medkonge i 961 i Aachen og blev juledag 967 i Rom kronet til medkejser af paven. I 972 blev han formælet med den byzantinske prinsesse Teofano i et ægteskab, der skulle forene de to kejserriger i et varigt samarbejde. Det betød, at Byzans i praksis anerkendte det vesterlandske kejserdømme. Det ottonske rige var imidlertid plaget af grænseproblemer, nogle af dem udfoldede sig i nord, på grænsen til danernes rige, hvor kong Harald Blåtand regerede. I 974 førte Otto 2. et hærtog frem til Danevirke, som han tog i besiddelse. Det varede nu ikke længe, før Harald Blåtand allierede sig med abodriterne, de slaver der boede nærmest grænsen til Danmark, og igen befriede grænselandet. På den tid var Otto 2. engageret i et felttog mod araberne i Syditalien. Men her led han nederlag, og han døde året efter i Rom, medens han var ved at forberede et nyt felttog mod fjenden.

Hans efterfølger som tysk konge, sønnen Otto 3. (980-1002), var på det tidspunkt kun tre år gammel, og det blev hans mor, enkekejserinde Teofano, der gennem ham styrede riget i de følgende år. Femten år gammel overtog den unge konge magten i 995. Året efter blev Ottos fætter udpeget til pave under navnet Gregor 5., og han kronede herefter Otto til kejser. Derved blev pavedømmet og kejsermagten bundet tæt sammen. En overgang søgte Otto da også at gøre Rom til centrum for den kejserlige magt. Det var i øvrigt en tid, hvor forholdet til Byzans var det bedste. Enkekejserinden var ikke for ingenting byzantinsk prinsesse.

 Otto 3.s rigt indbundne og illuminerede evangeliar fra ca. 1000, som indeholder dette billede af kejseren selv, er et fornemt eksempel på tidens kunst. Som karolingernes arvtagere videreførte de tysk-romerske kejsere forsøgene på at genskabe og videreføre senantikke og oldkristne kunstformer. Kloster- og kirkebyggeriet blomstrede. I klostre på øen Reichenau i Boden-søen og i Fulda og ved bispesæderne i Trier, Köln og Hildesheim dyrkedes bogmaleriet i stor stil.

Otto 3.s rigt indbundne og illuminerede evangeliar fra ca. 1000, som indeholder dette billede af kejseren selv, er et fornemt eksempel på tidens kunst. Som karolingernes arvtagere videreførte de tysk-romerske kejsere forsøgene på at genskabe og videreføre senantikke og oldkristne kunstformer. Kloster- og kirkebyggeriet blomstrede. I klostre på øen Reichenau i Boden-søen og i Fulda og ved bispesæderne i Trier, Köln og Hildesheim dyrkedes bogmaleriet i stor stil.

Otto 3. blev ikke gammel, og da hans efterfølger Henrik 2. i 1002 tog magten i riget, kølnedes forholdet til Byzans, for Henrik forsøgte at opnå herredømmet over hele Italien i 1021-22, uden at det dog lykkedes for ham. Det var desuden urolige tider internt i landet. Henrik 2. var ustandselig tvunget til at bekrige oprørske vasaller – og i øst havde han sine problemer med de slaviske folkeslag. I over ti år forsøgte han at bekæmpe Polens kong Boleslav Chroby (967-1025), men i 1018 måtte han anerkende Polens selvstændighed.

Ved kong Henriks død uddøde det ottonske dynasti, men efterfølgeren, Konrad 2. af det saliske hus (990-1039) videreførte forgængernes politik. Han blev kejserkronet i Rom i 1027 og udvidede Tysklands indflydelse især mod vest, bl.a. blev Burgund inddraget. I øst trængte han grænsen frem til Oder. Og i nord fik Konrad Østersøens og Nordsøens store sømagt, danernes rige, som forbundsfælle igennem en aftale om ægteskab mellem sønnen Henrik og Knud den Stores datter Gunhilde.

Hans søn Henrik 3. (1017-56) fortsatte faderens værk. I vest strakte den tyske kejsers overherredømme sig nu helt til Rhône og Saône. Og i øst anerkendte kongerne både i Polen og Bøhmen ham som hersker.

Disse østlige områder, hvor de slaviske folkeslag boede, havde ellers længe voldt problemer. Slaverne havde bredt sig hertil fra omkring 400 e.Kr., formentlig fra et kerneområde omkring floden Dnjepr i det nuværende Ukraine. I tiden frem til 8-900-tallet var de nået helt op til Ishavet i nord og så langt vestpå som til Elben. De var ikke kommet i et enkelt folketog, ej heller på samme tidspunkt og slet ikke organiseret. Men allerede i 700-tallet må man regne med et tæt befolket indland i de områder, der i nutiden udgøres af Polen og de østlige dele af Tyskland.

På den tid opstod en række vigtige handelspladser, såkaldte emporier, i grænsezonen mod Vesten, i bl.a. Erfurt, Halle, Magdeburg og Bardowick ved den nedre Elb. Og med slavernes fremtrængen helt op i Slesvig-Holsten fik forbindelserne over Østersøen ny betydning. Der opstod nu en række handelscentre i tæt bosatte slaviske områder, i regelen ikke langt fra slaviske fyrstesæder eller borge. Disse handelspladser var vigtige for kontakten til det slaviske indland og for trafikken langs kysten. Deres indbyggere havde formentlig en særstilling i forhold til beboerne af de almindelige bosættelser.

Over hele det slaviske område begyndte i disse år et omfattende borgbyggeri, formentlig under frankisk og tysk indflydelse. Et tæt net på mere end 600 borge, som repræsenterede et kolossalt forbrug af arbejdskraft, dækkede de slaviske bosættelsesområder i det nordeuropæiske lavland. Alt sammen var det et udtryk for den styrkelse af den militære elite, som fandt sted i disse århundreder, og som ligesom i nord resulterede i begyndende rigssamlinger.

F.eks. skabte fyrsteslægten Piast ud fra et kerneområde i polanernes land omkring Gniezno, i 900-tallet et polsk rige, som afgrænsedes af Oder, Karpaterne, Bug og Østersøen, kort sagt af en størrelse omtrent som det nuværende Polen. Den først kendte polske fyrste er Mieszko 1. (d. 992), der i 966 under tysk pres antog den kristne tro og to år senere grundlagde et bispesæde i Poznan under ærkebiskoppen af Magdeburg. En påfaldende parallel til samtidige begivenheder i Danmark – kong Mieszkos datter blev i øvrigt gift med den danske kong Sven Tveskæg.

Kristningen gav Polen adgang til den vesteuropæiske kultur og styrkede Piast-dynastiet. I året 1000 modtog Mieszkos søn, Boleslav Chrobry (992-1025), den tyske kejser Otto 3 i Gniezno og grundlagde ved den anledning et selvstændigt ærkebiskopsæde. Krige og dynastiske stridigheder, forbundet med et tilbagefald til hedenskabet, stødte dog landet ud i en dyb krise i 1030'erne. Men omkring 1040 begyndte igen en styrkelse af centralmagten under Kasimir 1. Fornyeren (1016-58), som gjorde Krakow til residensby.

Noter

1: Også kaldet det frygiske dynasti, 820-67. Grundlæggeren, kejser Michael 2. stammede fra Amorion i Frygien i Lilleasien.

2: Ordet korsar kommer af græsk: „de der løber ud“.

3: Kejser fra 866, grundlægger af det såkaldt makedonske dynasti.

4: Dynastiet var ved magten 867-1056.

5: E. Roesdahl 2001, s. 294.

6: J. Beckwith 1961; D. Talbot Rice 1968.

7: K.A.C. Creswell 1958.

8: Betegnelsen blev ikke benyttet før 1100-tallet.

9: W. Czysz 1998.

10: P. Sawyer 2002, s. 146.

11: Efter at kongeværdigheden i 987 var overgået til Hugo Capet, greve af Paris og hertug af Frankrig, stamfaderen til capetingerne.

12: Det kan man læse om hos historieskriveren Widukind omkring 970, se Widukind 1971. Hvad Widukind her skildrer, er et saksisk angreb på Danmark i 934. Hvem kongen ved navn Gnupa er, er noget usikkert – og usikkert er det også, om han vitterlig lod sig døbe.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Et nyt Europa i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431071

Afsnittet Et nyt Europa er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet