Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danernes rige

Oprindelig forfatter JJe

Var tiden efter 800 urolig på det europæiske kontinent, så var den det ikke mindre heroppe i nord, i kontinentets yderområder. Vi ved det, fordi de skriftlige kilder nu begynder at kaste et første, flakkende lys ind over Danmarkshistorien. Dog foreligger der helt frem til oldtidens slutning ikke en eneste samtidigt skreven tekst fra dansk grund, bortset fra de kortfattede og sædvanligvis meget lidt oplysende indskrifter på runestenene. De øvrige skrevne beretninger er næsten alle forfattet af mænd, der ikke selv havde sat fødderne på dansk grund. Det gør dem både mangelfulde og upålidelige.

Ikke desto mindre findes der mange beretninger om nordboernes færden rundt om i de vesteuropæiske lande, der besad en skriftkultur. Det er bl.a. den Angelsaksiske Krønike13 og de frankiske rigsårbøger, Annales Regni Francorum.14 De har begge bevirket, at Vesteuropa i den almindelige historieskrivning er blevet udpeget som hovedmålet for den danske ekspansion i vikingetiden. Det er naturligvis ikke den fulde sandhed. Men skyldes først og fremmest, at vi ikke har nogen skriftlig overlevering fra de egne af Østeuropa, som også spillede en stor rolle i vikingernes virksomhed.15

 Danmark og rigerne mod syd ca. 800. Grænsedragningen øst for Øresund er naturligvis ganske usikker.

Danmark og rigerne mod syd ca. 800. Grænsedragningen øst for Øresund er naturligvis ganske usikker.

Flere af tidens tyske, kirkelige forfattere henviser også til begivenheder i Danmark. F.eks. den saksiske krønikeskriver Widukind af Korvey, som skrev sin Sakserkrønike omkring 96816 og biskop Thietmar af Merseburg, som skrev sin krønike noget senere, han døde i 1018.17 Hertil kommer to vigtige skrifter, Adam af Bremens om De Hamburgske Ærkebispers Historie og Nordens Beskrivelse fra 1070'erne, men fuldt af fejl og misforståelser, samt Rimberts Ansgars Levned, Vita Ansgarii, skrevet i 870, kort efter Ansgars død.18 Fra ingen af de to sidstnævnte mænd kan vi dog forvente uvildige beretninger, eftersom de begge skrev for at fremme kristendommen og ærkesædet Hamburg-Bremens sag.

Annonce

Nævnes skal også Wulfstans og Ottars rejser, som blev optegnet ved den engelske kong Alfreds hof kort før 900. De beskriver henholdsvis en rejse mod syd fra det nordligste Norge – og en rejse østover fra Hedeby ved Jyllands rod.19

Det skriftlige kildegrundlag for vikingetiden er således yderst sammensat og kompliceret. Det kunne derfor være fristende at supplere det med tekster fra 1100- og 1200-tallet, lovsamlingerne, Saxo Grammaticus – og ikke mindst sagalitteraturen. I tidligere tider fandt man i disse ofte prægtige litterære tekster en uudtømmelig kilde til forståelse af vikingetidens historie. Men de hviler på beretninger, som er blevet fortalt fra slægtled til slægtled over meget lange tidsrum.20 Og heri ligger deres begrænsning. For med tiden er meget blevet ændret eller udeladt, og ofte er de blevet fortalt eller nedskrevet med et bestemt politisk formål. F. eks. er det først 150-200 år efter vikingetiden, at de mundtligt overleverede sagaer blev nedskrevet på Island. Det er derfor kun med den yderste forsigtighed, at man kan anvende sagaerne som kilde til vikingetidens samfundsforhold. For hvad de beskriver, drejer sig ofte i højere grad om det 12.-13. århundrede end om vikingetiden.

 Lindisfarne, i dag Holy Island, ligger ud for den engelske østkyst, lidt syd for den engelsk-skotske grænse. Det er dog kun ved højvande, Holy Island er en ø. Ved lavvande kommer man derover ad en landevej.

Lindisfarne, i dag Holy Island, ligger ud for den engelske østkyst, lidt syd for den engelsk-skotske grænse. Det er dog kun ved højvande, Holy Island er en ø. Ved lavvande kommer man derover ad en landevej.

Trods alle disse vanskeligheder med de skriftlige kilder er vi herhjemme dog noget bedre stillet end i de øvrige nordiske lande: de litterære kilder er faktisk ikke så få. Men de er som nævnt alle udenlandske og beretter fortrinsvis om politiske forhold, dynastiske forviklinger, sammenstød med især naboerne i syd og vest – og om kristendommens fremtrængen. Kun en sjælden gang får man oplysninger om styreforhold eller andre indenrigspolitiske forhold. Lad os alligevel prøve at følge nogle hovedlinjer i Danmarkshistorien fra 700-tallet og frem til oldtidens slutning i midten af 1000-tallet.

Vi har allerede hørt, hvordan man tidligt i 700-tallet finder danerne omtalt i den engelskfødte Willibrords levnedsbeskrivelse (se Den gamle verdens endeligt - og begyndelsen af en ny).21 Hvordan Willibrord tidligt i 700-tallet begyndte arbejdet med at kristne friserne, og han derved kom i kontakt med danernes konge, Ongendus – på nordiske sprog kalder vi ham Angantyr. Han beskrives lidet flatterende som „mere grusom end et vilddyr og hårdere end en sten“.

Da navnet Angantyr går igen i kongefamilien 100 år senere, har man dristigt foreslået, at der er tale om en og samme æt, der udgjorde et første dynasti i den danske kongerække.22 Dette første dynasti begynder ganske vist blindt – og ender ligeså – men det skulle have hersket over danerne i 700- og 800-årene. Her må det naturligvis tilføjes, at vort kendskab til personnavnene fra denne tid er uendeligt ringe, ligesom vi heller ikke ved, hvad kongemagt indebar på det tidspunkt, eller hvilket territorium kongerne i realiteten rådede over.23

Sikkert er det imidlertid, at det kristne Europa rykkede nærmere Danmark i løbet af 700-tallet. Den mægtige frankiske konge og senere kejser Karl den Store (742-814) havde vendt sit blik mod øst og nord og gennemførte, som vi tidligere har hørt det (se Den gamle verdens endeligt - og begyndelsen af en ny), sent i det 8. århundrede en række krigstog mod sakserne. Det skabte naturligvis uro i Danmark, og i de frankiske rigsannaler24 finder vi i året 782 omtalt en rex normannorum, dvs. en normannerkonge (normanner betød på det tidspunkt daner) ved navn Sigfridus, altså Sigfred. Hvornår han regerede, ved vi ikke, blot at han kom sakserne til hjælp under de blodige kampe med frankerne. Han havde imidlertid ikke kunnet forhindre, at Karl den Stores tropper i de følgende år under en brutal udryddelseskrig erobrede hele Saksen. Ved den lejlighed blev en stor del af befolkningen nord for Elben enten udryddet eller deporteret og erstattet med frankere.

Det var en ny og meget farlig nabo, Danmark dermed havde fået i syd, en nabo hvis bagland omfattede næsten hele Vesteuropa. I 802 viste Karl den Stores hær sig nord for Elben, den var dermed trængt ind i dansk interesseområde, og to år senere, i 804, fik de slaviske abodriter, der stod i forbund med frankerne, overladt hele Holsten. Den danske konge hed på det tidspunkt Godfred, og han er den første herskerskikkelse i landets historie, hvis magt vi kan danne os et vist indtryk af.

I de frankiske kilder karakteriseres Godfred som „en opblæst pralhals“. Alligevel blev han af frankerne betragtet som en magtfuld modspiller. Det måtte de erkende, da Godfred i 808 dels rettede et kraftigt angreb mod frankernes allierede, abodriterne i Holsten, dels forstærkede forsvarsanlæggene ved rigets sydgrænse. De frankiske kilder beretter i den anledning, at Godfred lod bygge en vold, der strakte sig „som et bolværk langs Ejderens nordbred fra den østlige havbugt, som de (danerne) kalder Ostarsalt, til det vestlige ocean, kun afbrudt af en enkelt port, gennem hvilken vogne og ryttere kunne komme ud og ind“. Det er Danevirke, der her nævnes for første gang. Om dette store bygningsarbejde, der formentlig var en istandsættelse og udbygning af et endnu ældre anlæg, skal der senere berettes (se Landet militariseres).

Ydermere fortæller kilderne, at Godfred ødelagde „en handelsplads ved kysten, der på danernes sprog hed Reric, og som bragte ham store fordele ved at betale skat“. De købmænd, der boede i Reric25 slæbte Godfred med sig og sejlede med hele hæren til havnen „Sliestorp“, muligvis en frankisk misforståelse af Slesvig eller en anden bebyggelse som f.eks. Hedeby (se De første handelsbyer).

Der blev nu indledt forhandlinger mellem Karl og Godfred ved Elben, men parterne skiltes, uden at der var opnået resultater. Tiden derefter benyttede Godfred bl.a. til at få ombragt abodriterfyrsten Trasco. Det må nu være blevet klart for den frankiske kejser, at der skulle stærkere midler til at få tæmmet modstanderen. På kejserens initiativ blev der opført et stort frankisk kastel, Esesfeld, ved Størfloden nord for Elben.26 Herfra kunne man ad Hærvejen trænge frem til Godfreds rige.

Hertil kom det dog ikke. Godfred iværksatte nemlig et storstilet angreb mod Frisland fra søsiden, men blev kort tid derefter ombragt af en af sine egne hirdmænd – man kan meget vel tænke sig, at frankerne havde en finger med i spillet. Godfreds efterfølger og brodersøn Hemming måtte nu indgå våbenstilstand og derefter slutte fred med karolingerne. Det sidste skete i 811 på en ø i Ejderen, og freden besegledes ved, at 12 fornemme mænd mødte fra begge sider.

Blandt de danske udsendinge var en Osfrid de Sconaove, Osfred fra Skåne. Hans tilstedeværelse ved fredsforhandlingerne har man tolket sådan, at den danske konge også herskede over Skåne. Der er dog også dem, der mener, at det er en overfortolkning.27 Alligevel er der næppe tvivl om, at vi her ved begyndelsen af 800-årene har at gøre med herskere over et dansk rige af et vist omfang. Men hvor stort det var, om det eventuelt havde samme omfang som det middelalderlige Danmark, ved vi ikke. Også landenavnet Danmark mangler endnu. Der tales i kilderne kun om „danernes land“.28

Det var i disse årtier, at store og små vikingeflåder stod ud fra Danmark for at hærge og plyndre i Vesteuropa.29 En af de tidligste efterretninger herom finder man i den Angelsaksiske Krønike for året 793. Her berettes det, hvordan hedenske mænd med rov og drab hærgede Guds kirke på Lindisfarne-øen i Northumbria, England. I klostrets egne annaler er angrebet dateret til den 8. juli – og notitsen har denne rystende tilføjelse: „Følgende år omkom alle.“ Det efterfølgende århundrede blev i det hele taget vikingetogenes kulminationstid.

 Runesten fra Hedeby syd for den nuværende dansk-tyske grænse. Stenen bærer navnet på Danmarks først kendte dronning Asfried. Teksten lyder i sin fulde længde: „Asfried, Odinkars datter, gjorde disse kumler efter Sigtryg, hendes og Cnupas søn. Gorm ristede runerne“.

Runesten fra Hedeby syd for den nuværende dansk-tyske grænse. Stenen bærer navnet på Danmarks først kendte dronning Asfried. Teksten lyder i sin fulde længde: „Asfried, Odinkars datter, gjorde disse kumler efter Sigtryg, hendes og Cnupas søn. Gorm ristede runerne“.

Selv om der indimellem omtales konger og kongesønner blandt flådernes ledere, er det uklart, i hvor høj grad de danske konger engagerede sig – og dermed riget – i disse togter. Senere skal vi høre, at det måske var et ret kraftigt engagement. Men i det hele taget er de skriftlige efterretninger om forholdene i Danmark på denne tid så få og usikre, at det helt frem til Harald Blåtands tid – en periode på næsten halvandethundrede år, er meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt at danne sig et billede af udviklingen af magtforholdene i Danmark.

Meget tyder dog på, at den nærmest følgende tid efter fredsslutningen med frankerne i 811 var urolig – men den er også ret uoverskuelig. Det skyldes, at der i disse tidlige tider ofte var tale om „samkonger“, det vil sige, at flere medlemmer af den kongelige æt kunne være ved magten på én gang.30 Det var et træk, der fortsatte helt op i 1100-tallet.

Kong Hemming døde kun to år efter fredsslutningen, og samtidig med den indre strid om tronfølgen, som fulgte derefter, kom det til endnu to krige mellem Danmark og det karolingiske rige, i henholdsvis 815 og 817. Ganske vist havde Hemmings efterfølgere, Reginfred og Harald i 812 sendt et gesandtskab til frankernes kejser for at forny freden. Men der var uro hjemme i baglandet, og i 814, samme år som Karl den Store døde, blev Reginfred fældet, og Harald (med tilnavnet Klak) flygtede til Saksen. Året forinden havde han for øvrigt været tvunget til at rejse med en hær til Norge, formentlig med skib, for at slå et oprør ned mod det danske overherredømme. De frankiske årbøger fastslår, at scenen for denne operation var Vestfold, som altså må have været dansk territorium på den tid.31

Efter Harald Klaks flugt så den nye frankiske kejser, Ludvig den Fromme (778-840), en mulighed for at bruge ham til at fremme den frankiske politik over for det Danmark, der nu lededes af det, der i kilderne blot kaldes „Godfredsønnerne“. Et angreb med en forenet saksisk-abodritisk hær under frankisk kommando blev forberedt for at indsætte Harald på den danske trone. Det kom der nu ikke meget ud af. Den fjendtlige hær nåede i foråret 815 frem til Danevirke – og måske det lykkedes den at trænge dybere ind i den jyske halvø. Det er dog sandsynligt, at hæren blev standset af Godfredsønnernes militære opbud ved grænsevolden.32 I hvert fald ser det ud til, at offensiven løb ud i sandet og blot resulterede i spredt plyndring og gidseltagning.

To år senere, i 817, fulgte danernes reaktion. De havde nu allieret sig med deres tidligere fjender, abodriterne, og i fællig angreb de den fremskudte frankiske Esesfeld-borg ved Itzehoe nord for Elben. En dansk flåde trængte ind i Elbmundingen, medens dansk-abodritiske landstyrker lagde sig foran borgen. De indesluttede frankiske styrker holdt dog stand, men borgen blev snart derefter opgivet. I stedet etablerede frankerne sig i et nybygget borganlæg ved Elben, Hammaburg, som lå 60 km længere mod syd. Magtbalancen var derefter sikret for mange år frem i tiden. Og i Karolingerriget erkendte man, at hvad der ikke kunne vindes med traditionelle imperialistiske midler, dvs. våben, det måtte kunne vindes gennem infiltration og politiske manøvrer.

Midlet hertil var den kristne mission. I vinteren 822-23 havde ærkebiskop Ebo af Reims været i Rom, hvor han af paven fik bemyndigelse til at prædike kristendommen i de nordlige områder. Ebo var en af Ludvig den Frommes nærmeste rådgivere, og hans ærkesæde omfattede bl.a. Frisland,33 der jo gennem handel var nært knyttet til Norden.

Det er nu ikke meget, vi ved om Ebos missionsvirksomhed. Den efterfulgtes imidlertid snart af et nyt initiativ fra kejserens side. Den fordrevne danske konge, Harald Klak, var igen i 826 kommet til kejseren. Han var kommet sejlende op ad Rhinen, angiveligt med hen ved hundrede skibe. Det fortæller noget om, hvor meget de danske kongeslægters identitet hvilede på skibe og maritim krigsførelse. Harald blev endnu en gang udset til at spille en rolle i det frankisk-danske spil. Under udfoldelsen af et stort ceremoniel blev han døbt i nærheden af kejserpaladset i Ingelheim og svor ved den lejlighed kejseren troskab. Til gengæld fik han overladt lenet Rustringen ved Weser – det skulle han bruge som basis i sine bestræbelser på at vinde herredømmet i det danske rige.

I forbindelse med dåben havde kejseren udpeget to munke, Ansgar og Autbert fra Ny Korveyklosteret, til at ledsage kongen tilbage og på den måde igen begynde en missionsvirksomhed blandt danerne. Sådan kom det nu ikke til at gå, for Harald vandt aldrig kongemagten i Danmark. Det er også tvivlsomt, om Ansgar kom til at missionere blandt danerne. Først tre år senere kom han til Birka i Sverige, men efter halvandet år vendte han igen tilbage til den frankiske kejser og blev derefter indsat som ærkebiskop i det nyoprettede ærkesæde i Hamburg med bemyndigelse til at missionere i Norden. Heldet var nu ikke med ham, for i 845 blev Hamburg plyndret og brændt under et vikingetogt, vistnok organiseret af danerkongen Horik 1. – og Ansgar måtte flygte.

Ansgar kom nu til Bremen, der blev ophøjet til et selvstændigt ærkesæde, og herfra tog han igen missionsarbejdet op, denne gang med den danske og den svenske konges billigelse. Men da Ansgar døde i 865, havde missionen kun fået bygget kirker i Hedeby, Ribe og Birka – altså på de steder, hvor hensynet til fremmede købmænd tillod friere forhold end ellers. Uden for disse synes det nordiske hedenskab at have vedvaret aldeles uanfægtet.34

Hvad der derefter foregik inden for det danske rige ligger hen i mørke. Det skyldes, at udlandets opmærksomhed helt var rettet mod den terror, som udgik fra de frygtede vikingetogter. Og de nåede vidt omkring. Enkelte flåder nåede helt til Pyrenæerhalvøen, ja, helt ind i Middelhavet. F.eks. var der en vikingeflåde, som i 844 erobrede Lissabon, Cadiz og Sevilla i det spanske kalifat. De skriftlige kilder beretter også om et togt til Middelhavet i 859-62. Først hærgede vikingerne i Nordafrika, så overvintrede de i Sydfrankrig, derpå besluttede de sig for at erobre Rom. De tog imidlertid fejl af kursen og nåede i stedet til den lille italienske by Luna. De nåede dog også at plyndre Pisa, inden de igen vendte hjemad.

På den tid var Frankerriget tredelt, som vi har hørt. I 847 lader de tre herskere Lothar, Ludvig og Karl den danske kong Horik 1. vide, at de vil indlede en krig mod ham, dersom han ikke afholdt sine folk fra at udføre angreb på de kristne lande. Anklagen var sikkert berettiget, i hvert fald var det nok Horik, som stod bag det store angreb på Hamburg og Elb-området i 845. På den tid var det tilsyneladende lykkedes for Horik at få overmagten over de mange slægtninge, der kaldte sig konger.35 Men om det var første gang,36 at en enkelt konge herskede over alle danerne, er dog usikkert.

I 854 døde Horik 1. og blev efterfulgt af sin umyndige søn Horik 2. Det foranledigede, at vikingehøvdingen Rorik fra Frisland gjorde krav på den danske krone. Rorik blev støttet af kejser Lothar, og han førte i 854 sine mænd og sin flåde fra Dorestad mod Danmark. Her var krigslykken i nogen grad med ham, idet han vandt herredømmet over „den del af riget, der ligger mellem Ejderen og havet“. Hvor stort et landområde, der var tale om, er ikke klart. Men Rorik har med sin hær af vikinger tilsyneladende kunnet sætte sig på herredømmet over handelsvejene fra Syddanmark, herunder Hedeby.37 I 865 var Hedeby imidlertid igen på den danske konges hænder.

Det er også stridigheder om handelen, der i 873 ifølge Fulda-annalerne får en dansk konge, Sigfred, formentlig af Godfred-dynastiet, til at føre forhandlinger med den østfrankiske kong Ludvig den Tyske. Man forhandler om en slags frihandelsaftale, hvor både danske og saksiske købmænd uhindret skal kunne færdes med deres varer i hinandens lande og frit kunne udøve handelsvirksomhed.

Om det er den kong Sigfred, der falder i slaget ved Löwen i 891,38 hvor de danske vikinger led alvorligt nederlag, står ikke klart. Den tanke er fremsat, at der i forbindelse med dette slag må være sket et magtskifte i Danmark.39 Under alle omstændigheder må de hjemvendte vikingehøvdinge og deres store skarer af væbnede mænd have udgjort et uroligt element i hjemlandet og have skabt stærke indre modsætninger og kampe. Det kan meget vel tænkes, at Danmark i kortere eller længere perioder var splittet i flere mindre riger, hvert af dem med sin egen suveræne hersker.

I slutningen af 800-tallet nedtonedes vikingernes aktiviteter i Vesteuropa kraftigt. Men i almindelighed er tiden langt ind i 900-tallet meget dårligt belyst i de skriftlige kilder. Ja, vi skal helt frem til kong Gorm, før vi igen får oplysninger om styreforholdene i Danmark. I beretningerne om Ottars og Wulfstans rejser i slutningen af 800-tallet40 får vi dog at vide, at der på den tid fandtes et dansk rige, som bortset fra Bornholm og Blekinge omfattede et område svarende til det middelalderlige Danmark.

Andre kilder beretter, at der i Jylland eller i hvert fald Sønderjylland i begyndelsen af 900-årene herskede et dynasti, der skulle være kommet fra Sverige. Oplysningen stammer fra Adam af Bremen, som skrev sit historieværk næsten 200 år senere, og som ikke er en alt for pålidelig kilde til den ældre historie.41 To af de kongenavne, Adam nævner, Gnupa og Sigtryg, er dog gode nok. Man finder dem nemlig på en runesten, der står ved Hedeby.42 Her finder man i øvrigt også navnet på den første danske dronning, vi kender: Asfried, Odinkars datter, som var gift med Gnupa.43

I slutningen af 800-tallet var vikingetogterne aftaget i omfang, om end der stadig foregik mindre togter langs Frislands kyster. Men i tiden efter 900 voksede det tyske ottonske rige frem som en stormagt, der kunne føre en ekspansiv politik over for sine urolige naboer. Det fik også Danmark at mærke, da Henrik 1. (918-36) var blevet konge i syd. I året 934 brød hans tropper gennem Danevirke ind i Jylland. Det er historieskriveren Widukind,44 (ca. 970) der beretter om det tyske angreb: „Da han (Henrik 1. Fuglefænger) nu havde underlagt sig alle de omboende folk, førte han en hær mod danerne, der hjemsøgte friserne med sørøvertogter. Han slog dem og gjorde dem skatskyldige.“

Angrebet var dog ikke ensbetydende med et mere langvarigt underordningsforhold, eftersom vi allerede en generation senere ser Harald Blåtand udbygge Danevirkes østflanke med et forsvarsanlæg af vældige dimensioner. Formentlig skal vi kun regne med et tysk herredømme over den sydslesvigske mark (Slie-Ejderområdet) i omkring et tiår. Men fredsslutningen har sikkert også indebåret, at den danske eller dengang måske blot jyske konge måtte tillade kristen mission i sit land. I hvert fald kom selveste ærkebiskop Unni af Hamburg-Bremen til Danmark i kølvandet på Henrik 1.'s tyske soldater. Det blev dog kun til et kort ophold her, idet ærkebispen snart drog videre til Birka, hvor det lykkedes ham at genoptage den for længst afbrudte missionsvirksomhed. Her døde han i 936 -samme år døde også Henrik 1.

 Runesten fra Sønder Vissing. Teksten lyder „Tove, Mistives datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre disse kumler efter sin moder.“ Harald Gormsen må være identisk med Harald Blåtand, og Mistive er abodriterherskeren Mistivoi, som i 983 allierede sig med Harald om at bekæmpe tyskernes fremtrængen nord for Elben. Denne indskrift er det eneste bevarede vidnesbyrd om, at Harald kaldtes den Gode, og om at han giftede sig med en datter af Mistivoi.

Runesten fra Sønder Vissing. Teksten lyder „Tove, Mistives datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre disse kumler efter sin moder.“ Harald Gormsen må være identisk med Harald Blåtand, og Mistive er abodriterherskeren Mistivoi, som i 983 allierede sig med Harald om at bekæmpe tyskernes fremtrængen nord for Elben. Denne indskrift er det eneste bevarede vidnesbyrd om, at Harald kaldtes den Gode, og om at han giftede sig med en datter af Mistivoi.

I tiden efter Henrik l.'s død, dvs. under hans efterfølger Otto 1., ser det ud til, at den danske konge undgik sammenstød med de sydlige naboer. Vi er nu inde i Gorm den Gamles regeringstid. Ham hersker der imidlertid stor usikkerhed omkring, idet han først omtales nærmere i sene kilder.45 Det sikreste vi ved om Gorm, er det, som står på Jelling-runestenene: at han var konge, at hans søn var Harald, og at hans dronning hed Thyra.46 Og hos Adam af Bremen kan vi læse, at det var Gorm den Gamles far, Hardegon (Hardeknud), der var kommet til Danmark fra Nortmannia, dvs. fra et af vikingeområderne i Vesteuropa eller måske fra Norge, som havde omstyrtet det dynasti, der herskede i Danmark i begyndelsen af 900-tallet, Oluf-dynastiet.

Gorm den Gamle må være død og begravet omkring 958 at dømme efter træringdateringerne af Nordhøjen i Jelling. Hans gravminde, som blev bygget af sønnen Harald, var en fornem hedensk manifestation (se En konges eftermæle). Men få år efter, i 960'ernes midte, gik kong Harald over til kristendommen. Det er, hvad vi kan læse på den store Jellingsten, der også meddeler, at Harald „vandt sig al Danmark og Norge“, Det må formentlig læses sådan, at han „gjorde Danmark helt“og vandt sig Norge.

Omtrent samtidig, i 966, gik også den polske konge, Mieszko, over til kristendommen.47 Det skete formentlig under et vist tryk fra det tyske kejserrige, ligheden mellem den danske og den polske konges forhold til Tyskland er da også påfaldende. Det afspejler sig også i, at der i den følgende generation dannedes en veritabel dynastisk alliance mellem Danmark og Polen, idet Haralds søn, Sven Tveskæg, som vi allerede har hørt, ægtede Mieszkos datter. Ægteskaber mellem kongeslægterne var på den tid ganske almindelige midler i forsøgene på at skabe gensidig tryghed mod angreb. De rummede et element af gidseltagning, og som det er blevet sagt, var det næppe heller af kærlighed alene, at kongebørn ofte blev opdraget hos deres kongelige bedsteforældre i moderens hjemland, som man tit ser det i middelalderen.48

I 965, dvs. på den tid, hvor kong Harald gik over til kristendommen, havde den tyske kejser Otto 1. udstedt et såkaldt immunitetsbrev, hvori han tilstod biskopperne i Slesvig, Ribe og Århus fritagelse for alle afgifter til den tyske kejser. Hvordan dette brev skal forstås er ikke sikkert. Betyder det, at Harald havde anerkendt et tysk overherredømme over Danmark? Eller var brevet kun udtryk for tom tysk imperialisme? Et ægte afhængighedsforhold til den tyske kejser var der nu næppe tale om. For i Widukinds Sachserkrønike – den eneste samtidige berettende kilde – er der i hvert fald intet, der tyder herpå. Snarere tværtimod: Widukind skildrer danskerne som et fremmed og fjendtligt folk.49

I samme retning peger også, at man i de tyske årbøger kan læse, at Harald Blåtand i 970'erne havde indgået en alliance med den tyske kejsers fjender og ført en krigsmagt helt frem på den anden side af Elben. Her blev hæren dog standset, og danske sendebud måtte i 973 overbringe gaver til kejseren som tegn på fred. Det fik man imidlertid ikke noget ud af, for i 974 iværksatte den nytiltrådte kejser Otto 2. (973-83) et hærtog frem til Slesvig by, hvor han erobrede Danevirke. Til yderligere sikkerhed mod de oprørske daner „lod kejseren rejse en borg i hine grænseegne og sikrede den med en besætning“, meddeler Thietmar af Merseburg. Harald Blåtand tabte altså, og det afgørende slag blev til et af de mest navnkundige i den tidlige danske historie. Det indgik senere i skjaldekvadene og i sagalitteraturen.50 Harald Blåtand befandt sig nu i en yderst vanskelig stilling. I nord var Norge ved at glide ham af hænde, og i syd var det samme ved at ske med grænselandet.

Heldet var dog i nogen grad med den danske konge. I 982 led Otto 2. et alvorligt nederlag mod araberne ved Cortone i Syditalien – og året efter døde han i Rom. Det betød sammenbruddet for den stærke ottonske udenrigspolitik. Både slaver og daner benyttede nu lejligheden til at frigøre sig for det tyske pres. Det nære skæbnefællesskab mellem de to folkeslag ses af, at kong Harald var gift med abodriterherskeren Mistivois datter.51 I 983 allierede Harald sig med sin svigerfar om at bekæmpe tyskernes fremtrængen nord for Elben. Samtidig foregik også den militarisering af landet, som de arkæologiske kilder bærer så stærke vidnesbyrd om (se Landet militariseres).

Krigslykken i syd havde nu vendt sig til fordel for danerne. Men hjemme i riget var der udbrudt borgerkrig: Sven Tveskæg (ca. 986-1014) havde taget magten fra sin fader, Harald Blåtand. Sidstnævnte fik sit endeligt i Jumne, sagaens Jomsborg, der var en stor handelsplads på øen Wollin i Oderflodens munding. I en noget senere kilde52 kan man læse, hvordan hæren „svigtede faderen (Harald) og hang ved sønnen (Sven)“.

Harald Blåtand må være død omkring 985-86, men hvor han blev begravet, ved vi ikke med sikkerhed. Ifølge Adam af Bremen blev hans lig ført til Roskilde og begravet i den kirke, han havde bygget til ære for den hellige Trefoldighed. Er det tilfældet, må Harald have været den første hersker, som flyttede kongemagtens tyngdepunkt fra Jylland til Sjælland, til det midterste af Danmarks tre „lande“.53

I årene efter faderens død blev Sven Tveskæg en magtfuld vikingekonge. Han angreb England, pressede danegæld ud af landet og erobrede det til sidst. I 991 kom han med en styrke på 93 skibe og tvang englænderne til at betale 10.000 pund sølv. Tre år senere angreb den norske Olav Tryggvason landet, og Sven Tveskæg sluttede sig til ham.54 Det var kun begyndelsen, for i de følgende år hærgede Sven landet blodigt og pressede stadig større mængder af danegæld ud af de ulykkelige ofre. Den fremmede flåde kom endeligt igen i 1013 under ledelse af den danske konge. Nu var målet ikke bare at brandskatte, men at erobre hele England.55 Året inden havde englænderne ellers måttet erlægge 48.000 pund sølv for at slippe for danskerne. Men de kom igen, erobrede øriget, og den engelske kong Æthelred 2. (979-1016) måtte drage i landflygtighed i Normandiet, hvor han døde i 1016.

Sven Tveskæg havde i begyndelsen samarbejdet med den norske Olav Tryggvason. Men samarbejdet varede ikke ved. Omkring år 1000 gjorde Svend op med sin konkurrent i et søslag, der i senere historieskrivning erindredes under navnet „slaget ved Svold“.56 Kong Olav faldt, Sven blev anerkendt som Norges overherre, og med den svenske konge, Olaf Skotkonge, stod han på god fod. Han var nu den stærkeste hersker i Norden. Det var på det grundlag, at han igen kunne vende sig mod vest og erobre England.

I 1014, under Englandstogtet, døde Sven Tveskæg i Gainsborough. Han fik kun to måneder til at nyde sin sejr. Hans søn Harald (1014-18) overtog nu den danske trone, mens en anden søn, Knud overtog kontrollen over vikingehæren i England. Efter flere succesrige kampagner for at vinde kontrol over England, blev Knud valgt til konge over England i slutningen af 1016 og giftede sig med Emma, enken efter Æthelred, den tidligere konge af England.57 Efter broderen Haralds død i 1018 efterfulgte Knud ham som konge af Danmark (1018-35). Knud skulle hermed styre hele det Nordsøimperium, som faderen havde skabt, og som ydermere inkluderede betydelige dele af det nuværende Sverige og fra 1028/30 Norge.58 Det danske rige var nu Nordeuropas stærkeste sømagt. Det betød bl.a., at forholdet til Tyskland kunne stabiliseres. Ved forhandlinger i 1025 med den tyske kejser Konrad 2. opnåede Knud, at den gamle grænse ved Ejderen blev anerkendt. Ja, tyskerne gav afkald på enhver ret til Hedeby og andre rettigheder nord for Ejderen.59 Helt uden konflikter forblev forholdene i syd dog ikke, for efter Knud den Stores død i 1035 angreb venderne flere gange Danmark.

 Knud den Store, afbildet på en af de tidligste mønter slået for ham som danernes konge. Den blev præget i Lund og lavet efter den engelske kong Æthelreds seneste model. Størrelse 5:2

Knud den Store, afbildet på en af de tidligste mønter slået for ham som danernes konge. Den blev præget i Lund og lavet efter den engelske kong Æthelreds seneste model. Størrelse 5:2

Nordsøimperiets hjerte lå i England, og her slog Knud den Store sig ned, mens han overlod Danmark og Sverige til sine familiemedlemmer. Danerne fik nu jord og privilegier i alle egne af England. Det store Nordsøimperium var nok under Knuds personlige kontrol, men det manglede de fælles institutioner, som skulle forene det store rige. Der var ingen rigsforsamlinger, ej heller en fælles administration af rigerne. Efter Knuds død i 1035 efterfulgte to af hans sønner ham kortvarigt på Englands trone: Harald Harefod herskede indtil sin død i 1040, efterfulgt af Hardeknud (1035-42), som havde efterfulgt sin far på den danske trone i 1035, og i 1040 overtog den engelske trone. Han døde imidlertid kort derefter i 1042. Dermed faldt Nordsøimperiet fra hinanden. Det var brudt sammen som en politisk realitet. Som en imperiedrøm levede det dog endnu nogle generationer videre blandt de danske og norske konger.

Ved Hardeknuds død i 1042 var der ingen sønner til at efterfølge ham. Det var en situation, man havde forudset i en fredsaftale fra ca. 1030 mellem Hardeknud og Magnus den Gode, kongen af Norge. Heri stod, at skulle en af dem dø uden at efterlade sig en søn til at overtage tronen, så skulle den anden konge efterfølge ham. Det betød, at Magnus kunne overtage Danmark, men samtidig gjorde han krav på den engelske trone. Det satte Sven sig imod,60 søn af Ulf Jarl, men kaldet Estridsen efter sin moder Estrid, en søster til Knud. Sven var imidlertid ikke i stand til at overvinde Magnus den Gode (1042-47) og valgte i stedet at alliere sig med ham – han blev jarl af Jylland – men da Magnus i 1047 døde, blev Sven udråbt til konge af Danmark, hvor han herskede fra kongesædet i Roskilde til sin død i 1074 eller 1076.

Med disse sidste begivenheder er vi nået frem til tider, hvor historiens lys begynder at falde noget klarere over Danmark. Vi skal til slut blot kaste et blik på inddelingen af de to og et halvt århundrede, som vi kalder vikingetiden. Traditionelt deler man den op i en ældre og yngre vikingetid, hvor den ældre del af perioden omfatter 9. århundrede og den yngre del 10. og halvdelen af 11. århundrede.61 På grundlag af stilarterne (se Gribedyr og ormeslyng) har man søgt at opbygge en mere detaljeret kronologi, men dateringsgrundlaget er ikke særligt sikkert, da rammerne for de enkelte stilfaser tidsmæssigt er meget vide. Samtidig forekommer flere stilarter side om side og overlapper i perioder hinanden.62 I de senere år har træringdateringerne fået en stadig større betydning for perioden, og specielt i 900-tallet er de nu med til at nyskrive tidens historie.

Noter

13: Krøniken er overleveret i seks angelsaksiske redaktioner, idet man i en række kulturcentre (Canterbury, Winchester, Peterborough m.fl.) fra tid til anden afskrev og videreførte gamle årbogsstammer med meget varierende slutår. For den ældste dels vedkommende har alle bevarede redaktioner en fælles grundstamme, der må være nedskrevet kort før år 900, snarest 891 eller 892. Se T. Dahl 1936; A.E. Christensen 1969, s. 121 ff.

14: I 780, dvs. under Karl den Stores regeringstid (768-814), begyndte man at nedskrive disse årbøger. De dækker perioden 741-829, hvorefter opdelingen af det Karolingiske Rige resulterede i en vestfrankisk og en østfrankisk, dvs. tysk udgave, henholdsvis Annales Bertiniani (fra 830-82) og Annales Fuldenses, som repræsenterer den officielle version indtil 902. Se Annales Regni Francorum, 1968 og E. Albrectsen 1975.

15: J. Zak 1977.

16: Se Widukind 1910 og 1971.

17: Se Thietmar von Merseburg 1970.

18: Overleveret i flere middelalderlige manuskripter, af hvilke de ældste er fra 9. og 10. århundrede. Se Ansgars Levned 1910 og Rimbert 1961.

19: Se N. Lund et al. 1983.

20: For en generel introduktion til emnet se P. Meulengracht Sørensen 1977, 1991a.

21: Alcuin 1873; I. Skovgaard-Petersen 1981.

22: H. Hellmuth Andersen 1985.

23: I. Skovgaard-Petersen 1991.

24: R. Rau 1956.

25: Formentlig identisk med det nuværende Gross Strömkendorf ved østkysten af Wismar-bugten, se Jöns et al. 1997.

26: Denne borg er i vore dage genfundet i voldstedet Oldenburgskuhle i udkanten af Itzehoe.

27: Således f.eks. I. Skovgaard-Petersen 1999.

28: Det har også været fremført, at Godfred næppe regerede direkte over et samlet Danmark, men at han snarere var en hersker, hvis overherredømme anerkendtes af dem, som havde magten over de enkelte dele af det vidtstrakte territorium, se P. Sawyer 2002, s. 40.

29: C. Weibull 1977.

30: H. Hellmuth Andersen 1985.

31: B. Solberg 2000, s. 304.

32: H. Hellmuth Andersen 1977, s. 44.

33: Bortset fra Bremen stift, der hørte under ærkesædet i Köln.

34: A.E. Christensen 1969, s. 137.

35: Oplysningen stammer fra Rimberts Vita Ansgarii skrevet af hans efterfølger som ærkebiskop af Hamburg-Bremen, Rimbert ca. 870.

36: Det er hvad Rimbert hævder.

37: A.E. Christensen 1969, s. 141.

38: Louvain, Leuven i Belgien, se E. Albrectsen 1976, s. 112 ff.

39: Det såkaldte Olaf-dynasti skulle ved den lejlighed være kommet til magten, se H. Hellmuth Andersen 1986b. Mange af de ryttergrave, som beskrives nedenfor i Mand og våben, kan tænkes at tilhøre det nye dynastis tid, hvor kongerne Olaf, Gyrd, Gnupa og Sigtryg styrede Danmark, se U. Näsman 1991, s. 171.

40: N. Lund et. al. 1983.

41: Adam af Bremens ærkebispekrønike er fra ca. 1075 og har kong Svend Estridsen som ophavsmand, når der fortælles om kongens forfædre tilbage til tiden omkring år 900. På det tidspunkt ankom ifølge kong Svend en gruppe konger fra Sverige, som erobrede Danmark. Om de var i familie med Godfred-dynastiet, ved kong Svend ikke. Ej heller hvor meget af landet de beherskede. De blev iflg. ham efterfulgt af og muligvis overvundet af Gorm den Gamle og Harald Blåtand, dvs. af det såkaldte Jellingdynasti. På dette grundlag har man fremsat teorien om det såkaldte svenskevælde i Hedeby, se Joh. Steenstrup 1897-1904; L. Jacobsen 1929. Teorien om dette noget spøgelsesagtige dynasti er dog kun svagt underbygget. Se endvidere A.E. Christensen 1969, s. 197 ff.; I. Skovgaard-Petersen 1977, s. 161 ff.; N. Lund 1982, s. 121; H.H. Andersen 1986b, s. 17 ff.; P. Sawyer 1988, s. 218.

42: I DR benævnt Haddebystenene 2 og 4.

43: H.H. Andersen 1986b, s. 15. Smst. er det foreslået, at det er Asfried Odinkarsdatter, der hviler i den rigt udstyrede Søllestedgrav.

44: Widukind 1971.

45: Bl.a. hos Adam af Bremen, der imidlertid er stærkt tendentiøs og fremstiller Gorm som en kontrastfigur til den idealiserede Harald Blåtand.

46: Hendes tilnavn, Danebod (tanmarkarbut), på den ene Jellingsten har den moderne forskning tydet som „Danmarks pryd“, en betegnelse hvis dybere mening man har haft svært ved at lodde. En hovedrolle i byggeriet af Danevirke, som man tidligere tillagde hende, har man derimod kaldt en uhistorisk legende, se L. Ingvorsen 1988.

47: Widukind 1917.

48: O. Olsen 1999, s. 32.

49: A.E. Christensen 1969, s. 232. P. Sawyer 2002, s. 224, ser brevet som en direkte følge af Haralds omvendelse, idet de danske bisper nu skulle være Haralds ansvar.

50: Beskrives f.eks. hos Snorre i Olav Tryggvasons saga..

51: Ægteskabet fremgår af en runesten fra Sønder Vissing, DR nr. 156-57.

52: Munken af St. Omer, som omkring 1040 skrev Knud den Stores liv og gerninger.

53: A.E. Christensen 1969, s. 240.

54: P. Sawyer 2002. s- 255.

55: P. Sawyer 2002, s. 265.

56: Adam af Bremen skriver, at slaget fandt sted „mellem Skåne og Sjælland“. Lokaliteten er imidlertid ukendt, men har antagelig ligget i syddansk farvand. S. Ellehøj 1953.

57: Det var et klogt træk af Knud, som derved formindskede risikoen for, at Emmas bror Richard, hertug af Normandiet, skulle gribe ind til fordel for Æthelreds sønner, Edvard og Alfred, der var flygtet til hans hof.

58: M.K. Lawson 1993, N. Lund 1993.

59: A.E. Christensen 1969, s. 266.

60: E. Hoffmann 1972.

61: Se f.eks. J. Brøndsted 1960, E. Roesdahl 1980 og 2001.

62: Det gælder f.eks. Jellingstilen, som regnes for samtidig med Borrestilen i begyndelsen af 900-tallet, mens dens afslutning falder sammen med Mammenstilen. Borrestil sættes til ca. 850/60-925 e.Kr.; Jellingstil fra slutningen af 800-tallet til midt i 900-tallet; Mammenstil ca. 950 til 1050 og Ringerikestil 975-1050.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Danernes rige i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 12. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431072

Afsnittet Danernes rige er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet