Brattalid i Sydgrønland, hvor Erik den Røde bosatte sig i slutningen af 900-tallet Der er foretaget udgravninger på stedet, og man har bl.a. fundet den kirke, Eriks hustru, Tjodhilde, lod opføre - den ligger ud for gavlen af den nuværende kirke, som ses midt i billedet.

.

L 'Anse aux Meadows på Nordspidsen af Newfoundland var det sted, hvor nordboerne slog sig ned efter at være nået frem til Vinland. Nogle af deres tørvebyggede huse er i dag rekonstruerede, og lokaliteten er en såkaldt World Heritage Site under de canadiske fredningsmyndigheder.

.

Ved verdens ende, 800 kilometer fra Island lå Grønlands sydspids. Det fortælles, at dette nye land blev opdaget af en mand, hvis skib engang sidst i 900-tallet blev slået ud af kurs. Gunbjørn var hans navn. Det fremgår af de skriftlige kilder, som er Islendingabók og Landnámabók samt de to islandske sagaer Grenlændiga saga og Eíriks saga rauda. Det er dog skrifter, som er forfattet så sent som i 1200-årene og derfor ikke altid står til troende. Men det står nok fast, at Grønland blev koloniseret fra Island. Sagaerne fortæller, at under tre års landflygtighed udforskede Erik den Røde den sydvestlige del af et land, som han kaldte det grønne. Senere sagde man, at han gav det navnet, fordi han ville opmuntre folk til at tage dertil. Iflg. Landnámabók vendte Erik igen tilbage til Island, men forlod øen et år senere med en flåde på nogle og tyve skibe, målet var Grønland. Af disse nåede kun 14 deres destination. Erik og hans kone Tjodhilde valgte en fjord, som de havde udset sig i forvejen, og som fik navnet Eriksfjord. Inderst i fjorden byggede de gården Brattalid.54

Landnammet på Grønland kunne ikke have fundet sted på et bedre tidspunkt. Den nordlige halvkugle var på den tid inde i en varmeperiode, som varede frem til det 13. århundrede.55 Tætheden og varigheden af pakisen langs Grønlands østkyst var betydelig mindre end i dag. Det første bosættelsesområde var Østerbygden, senere fulgte Vesterbygden ca. 200 km længere mod nord. Der var ingen, som satte sig imod bosættelsen, for landet var dengang ubeboet. Navnlig den nordlige bosættelse havde masser af gode græsningsarealer og dertil smålunde med dværgbirk. Man var i stand til at drive et landbrug baseret på får, geder og køer. Men man kunne også drage nytte af, at søer og floder bugnede af fisk, og at sæler færdedes i massevis derude i havet.

Mange af bosætternes gårde er blevet udgravet. Det er dog sjældent, at man finder de tidligste gårdanlæg – undtagelser er der dog: den såkaldte „Gården under Sandet“ i Vesterbygden. Her frilagde man en hovedbygning med tørvebyggede vægge, brede bænke langs siderne og ildsted midt på gulvet, nøjagtig som man kender det fra vikingetidsboliger i Skandinavien og Island.56

I Brattalid fandt man også Grønlands formentlig første kirke, en ganske lille bygning med tykke græstørvsvægge. Indvendig var den kun 2 m bred og 3,5 m lang. Ifølge Erik den Rødes saga var det Leif den Lykkelige, som på Olav Tryggvasons initiativ indførte kristendommen i Grønland omkring år 1000. Leifs far, Erik den Røde, var ikke særlig begejstret for den nye tro, men Tjodhilde, Leifs mor, antog den og fik bygget kirken i Brattalid (Qassiarsuk).57 Uden for kirken opstod efterhånden en lille gravplads. Den var i brug fra slutningen af 10. århundrede til slutningen af 12. århundrede og i de ældste grave ligger således nogle af de oprindelige landnamsfolk, som i øvrigt meget vel kan have været kristne ved ankomsten.58

Ikke længe efter bosættelsen af Grønland dukkede der historier op om et land længere ude i vest. Historierne må være blevet fortalt vidt og bredt, for de kom også Adam af Bremen for øre – muligvis var Sven Estridsen hans hjemmelsmand. I sin beskrivelse af de nordiske lande noterede Adam, at han havde hørt, at man ude i det nordligste ocean havde opdaget „en Ø, kaldet Vinland, fordi der dér vokser vinstokke vildt, som giver en herlig vin“.59 Det er første gang i historien, det amerikanske kontinent bliver nævnt i en skriftlig kilde.60

Senere kilder, Grønlændingesaga og Erik den Rødes Saga, fortæller, at det var Eriks søn, Leif, der som en af de første drog ud til det nye land i vest. Det skete formentlig omkring år 1000. Leif havde fulgt kysten sydover i en uge efter at have krydset Baffin Bay fra Grønland. Han havde tidligere hørt ruten beskrevet af Bjarne Herjulfsøn, som engang var blevet blæst ud af kurs på vejen fra Island til Grønland. Bjarne havde fortalt om et skovbevokset land langt syd for hans mål, og må altså have været den første europæer, der så det nye land, men var vendt om for at komme tilbage til Grønland.

Leif førte sit skib ind i en skovbevokset, lavvandet bugt på kysten. Stedet hedder i dag L'Anse aux Meadows og ligger på nordspidsen af Newfoundland.61 Her slog nordboerne sig ned i en lille årrække. Ved de arkæologiske udgravninger på stedet fandt man tre langhuse, muligvis tilhørende tre skibsbesætninger, og et lille antal bygninger af forskellig størrelse.62 Kulstof 14-dateringer satte bosættelsen til omkring år 1000.63

L'Anse aux Meadows var formentlig det sted, hvorfra man foretog en første udforskning af Vinland. Man har sikkert også været længere nede ad kysten, for på bopladsen er der gjort fund af en valnøddeart, som kun gror længere mod syd. I den tid, man boede her, må man også være stødt på den lokale befolkning af indianere. Og det kan siges at have været et verdenshistorisk møde, selv om Leif og hans mænd ikke har vidst det. For de mennesker, nordboerne mødte i den nye verden, tilhørte en art, som var adskilt fra nordboernes i en fjern og glemt del af oldtiden. De var indvandret til det amerikanske kontinent via Beringstrædet og var trængt sydpå, efterhånden som isen smeltede bort. Over et tidsrum på 15-20.000 år havde de udbredt sig over det store kontinent. De var blevet opsplittet i et utal af forskellige folkeslag og havde udnyttet næsten enhver tænkelig økologisk niche fra de tropiske jungler i syd til de rige kystegne i nord. Da mødet mellem de to slags mennesker fandt sted, havde Mayakulturen i Mellemamerika allerede oplevet sin blomstring, mens Aztekerne endnu ventede på at indtage deres rolle i verdenshistorien.64

For første gang i Amerikas historie stod jernsværd over for bue og pil. Det fik dog ikke katastrofale konsekvenser. Nordboernes opdagelse af „Vinland“ forblev en episode i historien. Mødet mellem de to verdener fik først katastrofale følger, da europæerne 500 år senere kom til den nye verden med skydevåben – og et endnu mere dødbringende våben: sygdomme.

Noter

54: Nørlund & Stenberger 1934.

55: Hughes & Diaz 1995.

56: J. Berglund i Fitzhugh & Ward (red.) 2000.

57: K.J. Krogh 1982.

58: J. Arneborg et al. 1999.

59: Adam af Bremen IV,39.

60: Historien om vikingerne i Nordatlanten er samlet skildret i Fitzhugh & Ward 2000.

61: L'Anse aux Meadows, oprindelig et fransk fiskerleje opkaldt efter den græske Medea.

62: H. Ingstad 1969.

63: B.L.Wallace 1993.

64: P. Schledermann i Fitzhugh & Ward (red.) 2000.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Ved verdens ende.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig