Fund af arabiske møntskatte i det europæiske Rusland

.

Rekonstrueret hestetrukken fragtslæde fra Novgorod. Stellet er konstrueret uden brug af metaldele over to slanke meder. Vognkassens form er ukendt.

.

Skatten fra Gnezdovo i nærheden af Smolensk ved Dnjeprfloden, en pragtskat med mange genstande af nordisk oprindelse, bl.a . smykker i Borre- og Jellingstil.

.

Sådan kan fjernhandelen østover være foregået i 800-tallet. Om sommeren sejlads (røde ruter) f.eks. fra Hedeby og Birka til Ladoga og retur. Fra Ladoga om vinteren (blå ruter) slædeekspeditioner til bl.a. Timerevo eller Gnezdovo. Herfra forårssejlads ad floderne til Kiev, eventuelt helt til Olbia eller Konstantinopel, eller fra Timerovo ned ad Volga. Hernede i syd får man kontakt med nomader, som næste vinter trækker sydpå til Volga-Don-passagen, der samtidig er endestationen for karavaneruterne gennem Kaukasus og for ruten fra gennem Centralasien – Silkevejen.

.

Tilbage til den handel, som lå bag skandinavernes tilstedeværelse i Staraja Ladoga, og som ydermere var en af de vigtigste forudsætninger for den tidlige russiske rigssamling. Et af de mest håndgribelige spor efter kontakterne mellem Norden og de slaviske lande var de mængder af islamiske sølvmønter, som var i omløb i de slaviske områder i Østeuropa, og hvoraf en god del nåede frem til de skandinaviske lande. Som vi tidligere har hørt begyndte de at strømme hertil kort før år 800. Omkring midten af 900-tallet nåedes et højdepunkt, så stilnede strømmen af og ophørte fuldstændigt i begyndelsen af 1000-tallet. I alt kender vi i Skandinavien i dag hen ved 80.000 af disse mønter.

Sølvmønterne var nødvendige for fjernhandelen. De var et betalingsmiddel med alment anerkendt værdi, men det var først i 1100-tallet, at de slaviske folk i øst begyndte deres egen møntprægning. I vareudvekslingen blev der betalt med afvejet sølv i form af mønter, smykker eller barrer. Men på slavisk område var der ingen naturlige sølvforekomster. Her måtte man skaffe sig sølvet langvejsfra: fra, først og fremmest de islamiske lande. Af de islamiske mønter, som nåede til Østersøegnene i 800-tallet, kom hovedparten fra det nuværende Iran og Irak.86 Med islamiske handelsmænd var de kommet til Kazarriget ved Volgas og Dons nedre løb, og herfra nåede de via flod-handelsvejene til Norden. De mønter, som kom hertil i 900-tallet, kom for størstedelens vedkommende fra Samanideriget øst for det Kapiske Hav, hvor man navnlig slog mønter i Tashkent og Samarkand, for her lå de store sølvminer. Med islamiske handelsmænd fandt mønterne i millionvis vej til Rusland, især til den vigtige handelsplads Bolghar, der var hovedstad i Volga-bulgarernes kongerige, og som lå ved Volgaknæet, hvor floderne Kama og Volga løber sammen.87 Herfra spredtes de videre nordpå. Først i slutningen af 900-tallet stilnede tilstrømningen af arabiske mønter til Norden af.88

For de skandinaviske handelsmænd blev Ladoga et af de steder, hvor man fik adgang til Østens sølvmængder. Faktisk var Ladoga et af de første steder i Øst- og Nordeuropa, hvor islamiske sølvmønter dukkede op. I Ladoga og den umiddelbare omegn er der da også fundet mindst otte skatte med kufiske mønter. Ja, handelen med de islamiske lande var den eneste kilde til sølv i Østeuropa. Og i takt med at Bagdad-kalifatets økonomi voksede støt, tog udmøntningen af sølvmønter til. På vejen gennem Rusland fulgte sølvet to hovedruter. Den ene gik langs floden Volga gennem Volga-bulgarernes rige, og den anden gik langs floderne Don og Severski Donec. Fra den øvre Volga nåede sølvmønterne til floden Volkovs udspring ad floderne Msta, Javon eller Pola. Befolkningen i Novgorodområdet havde selv et stort forbrug af sølv, men meget gik også videre ad Volkhov over Ladogasøen og derfra videre til Østersøen.

Hvilken rolle skandinaverne spillede for handelen gennem det kæmpemæssige russiske område har været genstand for mange og heftige diskussioner, som ydermere tit har haft nationalistiske overtoner. For de ældre generationer af skandinaviske arkæologer var der ingen tvivl: Det var især svenske vikinger og købmænd, som opdagede og besejlede de russiske floder. Og fra deres langfarter hjembragte de orientalske pragtvarer fra landene ved det Kaspiske Hav, hvis de da ikke slog sig permanent ned i kolonier i Rusland.89 Det er imidlertid en forestilling, man hentede fra en række sene historiske kilder, og som man førte flere hundrede år tilbage i tiden, til omkring 800.90

Man har kort sagt forestillet sig, at der allerede tidligt i vikingetiden eksisterede et livligt samkvem mellem Skandinavien og Rusland baseret på langdistancehandel, og hvor sølvimporten balancerede med en tilsvarende eksport. Det er en antagelse, som i dag ikke virker særlig overbevisende. Det står nemlig ikke klart, hvad der kan være købt for sølvet, eller hvem der gjorde det. Og man har svært ved at tænke sig, at købmændene kom til Skandinavien for at købe pelsværk for derefter at rejse tilbage gennem Nordrusland, et af verdens største pelsproducerende områder, og sælge det på handelspladserne ved Volga.91

Det er kort sagt meget vanskeligt at forklare, hvorfor så store mængder sølv strømmede til Norden i 800- og 900-tallet. Af de skriftlige kilder fremgår det dog, at skandinaverne nu og da opkrævede skatter af lokalbefolkningen i de slaviske områder, enten i form af varer eller mønter. Det fremgår også, at de foretog regulære plyndringstogter. Desuden var mange skandinaver fra 900-årene og fremefter lejesoldater hos fyrster i det russiske rige eller hos kejseren i Byzans. Her modtog de løn, og den udgør formentlig også en stor del af det sølv, som nåede Norden i vikingetiden.

Ældre tiders forestillinger byggede ofte på den antagelse, at nordiske vikinger allerede fra den tidligste vikingetid havde foretaget langtrækkende sejladser ad de russiske floder. Her har moderne forsøg vist, at sejlads med kølbåde i Rusland næppe på noget tidspunkt har været en særligt yndet transportform.92 Det har nemlig været en yderst besværlig måde at komme frem på. Flodsejlads er langt mere problematisk, end man ofte ser det fremstillet i skandinavisk arkæologi. De russiske floder er fulde af lavvandede strøg og strømfald. Det måtte en gruppe svenske forskere erkende i 1994, da de foretog en rejse fra Mälardalen til Novgorod i et 9 m langt klinkbygget fartøj, bygget som et vikingeskib. Besætningen havde stor erfaring med at føre det – alligevel varede turen 41 døgn.93 Da man i 1996 rejste videre fra Novgorod til Dnjeprs udmunding i Sortehavet, kom rejsen til at tage ikke mindre end 89 dage, altså tre måneder. Og dertil kom, at over mere end 250 kilometer måtte båden slæbes over land.94 Konklusionen måtte derfor blive, at en rejse fra Mellemsverige til Sortehavet med båd og tilbage igen næppe ville kunne gennemføres inden for den periode, hvor floderne var isfrie. Enhver rejse med skib længere end til Ladoga eller Novgorod må have indebåret mindst én overvintring i Rusland.

Alternativet til sommersejladsen ad de russiske floder var vintertransport med hestetrukken slæde på de samme floder. Det er et alternativ, som først for nylig er blevet foreslået for i hvert fald den tidlige del af vikinge-tiden.95 Vinteren ændrede jo totalt landskabet, og i et tæt skovklædt land som vikingetidens Rusland kunne man let følge floderne, der som frosne veje fremstod som lysende spor i det ellers vanskeligt fremkommelige terræn. Via de tilfrosne floder kunne man med slæder reducere lange afstande til stræk, der kunne nås på få uger. Ganske vist havde slæderne mindre lastevne end bådene, men de var til gengæld langt hurtigere. Med slæde kan man i Rusland gennemføre dagsrejser på op til 150 km. Og medens en båd var omkring 30 dage om at rejse fra Novgorod til Gnezdovo,96 kunne man med slæde med lethed gøre det på 7-10 dage.

I Skandinavien kender vi meget vel slæder fra vikingetiden, bl.a. i gravfundene fra Oseberg og Gokstad. I Oseberg fandt man fire næsten komplette slæder, en var en simpel arbejdsslæde, de tre andre var beregnet til persontransport.97 Også i Rusland har man gjort talrige slædefund, især i Novgorod, hvor de dog mest er fra sen vikingetid og tidlig middelalder. Men man har også fundet dem i Staraja Ladoga, hvor de går helt tilbage til 700-årenes slutning.

Også på andre måder finder man spor af vintertransporterne, bl.a. i form af isbrodder til mennesker og heste. Isbrodder er små jernknopper, der fastgøres til sko eller hestehove for at give et sikrere fodfæste. Man kender dem bl.a. fra en af gravene i Ladoga. Her fandt man skeletterne af to heste, der begge havde været skoet med isbrodder.

Uanset hvilken form vareudvekslingen havde, så står det dog fast, at det var mange varer, der via flodvejene gennem Rusland nåede frem til Skandinavien.98 I mange grave i Birka er f.eks. fundet orientalsk tøj, silke og lærred bl.a. Og selv om en del af det orientalske sølv i form af mønter, ringe og barrer meget vel kan være erhvervet ved plyndring eller skatteopkrævning i Rusland, så blev en stor del nok også anskaffet ved regulær handel og bragt til Skandinavien af købmænd på vej hjemad med deres fortjeneste. Men de hjemvendte købmænd brugte efter alt at dømme også noget af deres rigdom til at købe luksusvarer som vin og tøj hos vestlige købmænd, som besøgte markedspladsen i Birka. Handelspladsens velstand afhang ikke blot af handel med Østen, men også med Vesten. Og da importen af sølv gik dramatisk tilbage i slutningen af 900-tallet, gik det også tilbage for Birka.

I Danmark er fund af importvarer, som stammer fra disse østlige forbindelser, dog ikke særlig almindelige, når man ser bort fra det arabiske sølv. Man kender fund af omkring 5000 arabiske sølvmønter i Danmark. Det er dog ikke meget sammenlignet med de mere end 70.000, som er fundet i Sverige, heraf hovedparten på Gotland.99 I nogle af vikingetidens danske skattefund kan man dog finde østlige sager.100 Og i aristokratiets grave optræder ikke blot f.eks. hængesmykker, som har nære paralleller i Staraja Ladoga og Gnezdovo.101 Men man kan også finde udsøgte dragter med guldtråde og silke, hvis oprindelse formentlig skal søges i Byzans.102

I Rusland finder man også skandinaviske sager, men i begyndelsen, dvs. i 800-tallet, næsten kun i Staraja Ladoga.103 Først omkring år 900 optræder skandinaviske og orientalske genstande side om side i større antal på nogle af de store gravpladser i det indre Rusland, f.eks. Timerevo ved Volga og Gnezdovo ved Dnjeprs udspring.104 F.eks. er der i Rusland og Ukraine fundet mere end 190 af de karakteristiske, skandinaviske ovale spænder. Det er langt flere, end man kender fra hele Vesteuropa. Ovale spænder forekommer også i et rigt skattefund fra Gnezdovo, der i øvrigt indeholder en blanding af russiske og skandinaviske genstande. Det var bl.a. sølvsmykker i Borre- og Jellingstil, formentlig af skandinavisk oprindelse. Men det var også slaviske smykker som perler og halvmåneformede vedhæng med granulation foruden islamiske mønter. Skatten fra Gnezdovo kan dateres til 900-tallet.105

Som det er fremgået, var vikingetidens handel igennem Rusland ikke et uforanderligt fænomen. Det var tværtimod en proces, der udviklede sig igennem århundrederne, hvorved der ud af et vidt forgrenet netværk af udvekslingsforbindelser voksede direkte fjernhandelsruter frem mod vikingetidens slutning. I sidste ende dukkede også skandinaviske købmænd og vikinger op på de russiske floder – men det skete først på et tidspunkt, da fjernhandelen inden for det store rige for længst var etableret. De tidligste orientalske varer, der nåede frem til handelspladserne i Skandinavien og Østersølandene, havde gjort rejsen ved mange hænders hjælp. Der skulle gå mange år, før egentlige transitrejser gennem Rusland blev mulige.106

I Skandinavien har studiet af vikingetiden ofte været forbundet med stærke nationale følelser. Det er formentlig en af grundene til, at arkæologerne ofte betragtede Rusland som et ingenmandsland, som skandinaviske købmænd og vikinger blot skulle forcere for at nå frem til de eftertragtede rejsemål i Syden. Men sådan var det næppe at rejse i disse århundreder. Rusland var et befolket land, og at rejse dengang betød at trænge ind i fremmede folkeslags territorium – et yderst risikabelt foretagende i et udstrakt rige som det russiske. Man trængte ind i uvejsomme områder, hvor befolkningen havde kontakter over store afstande og var vant til lange vinterrejser i forbindelse med pelsdyrjagt. De kendte det russiske landskab. Den slags fordele havde de fremmede tilrejsende ikke. De må have været stærkt afhængige af lokalbefolkningen, og de må have været henvist til hjælp fra lodser, vejvisere og tolke. Derfor er det også mest sandsynligt, at for skandinaverne endte de fleste rejser mod øst i begyndelsen i Staraja Ladoga. Det må have været mest hensigtsmæssigt for de handlende at give deres stafet af varer videre, frem for at begive sig ud på et farefuldt, årelangt togt. Der var altså formentlig andre, der tog hånd om den videre transport, og den foregik formentlig om vinteren med hestetrukne slæder ad indlandets tilfrosne floder.

Om sommeren kunne man fra Birka sejle til Ladoga og retur. I Ladoga ventede varerne i nogle måneder på vinteren. Og i løbet af den kunne slædeekspeditioner nå til Timerevo eller Gnezdovo. Det efterfølgende forår kunne man sejle, formentlig med mindre, fladbundede flodbåde fra Gnezdovo til Kiev. Ja, eventuelt helt til Olbia eller Konstantinopel. Man kunne også sejle sommersejlads fra Timerevo til Okaområdet eller til Volga-Kama sammenløbet, hvor der fandt sæsonmarkeder sted, der senere skulle udvikle sig til byen Bolghar. Her og andre steder mødte man sæsonvist emigrerende nomader, som om vinteren trak sydpå til den europæiske stepperegions tyngdepunkt, Volga-Don-passagen. Her var endestationen for karavaner gennem Kaukasus samt ruterne fra Centralasien – eller Silkevejen. Sådan kan varetransporten være foregået omkring slutningen af 800-tallet.107 Først hundrede år senere fortæller de skriftlige kilder om enkelte ekspeditioner, der berejste ruterne i deres fulde længde fra Skandinavien til Sortehavet eller det Kaspiske Hav.

Vi kan altså forestille os, at der i Skandinavien, specielt i Østsverige, efterhånden er opstået et behov for at få mere direkte del i Østens og Sydens rigdomme. Til det formål udrustede man ekspeditioner, som vi bl.a. hører om på de østsvenske runesten. Af dem kender man ikke mindre end 96, som nævner personer, der var rejst østpå til Gardariget eller helt til Griklandi, dvs. Byzans, eller Særkland, som muligvis var Kalifatet.108 Runesten er imidlertid fra 1000-årene eller senere, dvs. de er rejst på et tidspunkt, hvor orientalske varer allerede i mere end et par århundreder var blevet handlet igennem det russiske rige. Og som det er blevet fremhævet, omtaler runestenene selv på dette sene tidspunkt rejserne som særlige heltebedrifter.109 En enkelt af ekspeditionerne, Ingvar Vidfarnes togt til Særkland omkring 1040, mindes på mere end 25 sten. På en af dem står: „De for mandigt, fjernt efter guld, og østerude gav de ørnen føde. De døde sydpå i Særkland“.

Nogle ganske få, tidligere kilder, beskriver tilsyneladende også langfartsruter gennem Rusland, men som regel på en mangetydig måde. En af dem er den arabiske geograf Ibn Fadlan, som omtaler mødet med rusya, dvs. folk nordfra, ved Volga i 922 e.Kr.110 En anden er den byzantinske kejser Konstantin Porphyrogennetos' værk De administrando Imperio fra omkring år 950, hvori han omtaler rhos, som i juni måned mødes fra mange steder i Kiev og begiver sig af sted i flok. Han beretter videre, hvordan de skal passere syv strømfald på Dnjepr. Nogle trækker de forsigtigt bådene igennem. Andre steder må bådene trækkes eller bæres over land. Og mange steder på ruten er der risiko for overfald, føjer han endelig til.111 Til sidst når de så frem til Sortehavet, hvor de sejler forbi Donaus munding og videre til Byzans.

I begge de nævnte kilder er det noget usikkert, hvilken form for rejser, der er tale om. I hvert fald beretter hverken Ibn Fadlan eller Porphygennetos om, hvordan rejserne længere nordpå foregik. Det skal naturligvis ikke skjule den kendsgerning, at forbindelserne mellem Skandinavien og Østeuropa blev stadig tættere og mere direkte hen imod 1000-tallet – også selv om strømmen af arabisk sølv stilnede af.112 Skandinaviske krigere, især svenskere, blev rekrutteret af russiske fyrster og byzantinske kejsere i hvert fald fra slutningen af 900-tallet. I 1019 blev den svenske kong Olav Skotkonges datter gift med Jaroslav den Vise, den senere fyrste af Kiev. En datter af ham blev gift med Harald Hårderåde, kort før denne blev konge af Norge, og forbindelserne fortsatte et godt stykke ind i 1000-tallet. Også handelen fortsatte. Rusland eksporterede fortsat store mængder af pelsværk fra Novgorod til Vesteuropa. Og i den handel spillede gotlænderne og danerne en vigtig rolle helt indtil slutningen af 1100-tallet.

Noter

86: J. Callmer 1976.

87: T.S. Noonan 1981.

88: Årsagen hertil er uklar, men formentlig var mangelen på sølv en af grundene til, at skandinaverne igen vendte blikket mod England, hvor Sven Tveskæg begyndte at plyndre omkring 985 – for i 1013 at erobre landet.

89: Alternative tolkninger, nemlig at den tidlige orientalske import kom til Skandinavien via Vesteuropa, er dog også foreslået, se bl.a. P. Sawyer 1985; B. Ambrosiani 1997, 2001.

90: Ideen blev første gang fremført af den svenske arkæolog T.J. Arne i 1914, som bl.a. henviste til rejseskildringerne i de norrøne sagaer og til Adam af Bremens værk, hvori man kunne finde oplysninger om sejlruten gennem „Skytien“ til Grækenland. For kritikken af T.J. Arne se især S.M. Sindbæk 2003a-b.

91: P. Sawyer 2002, s. 206.

92: S.M. Sindbæk 2003a-b.

93: Selv under gunstigere vilkår ville en rejse fra Birka til Ladoga og tilbage næppe have kunnet gøres på under to måneder. Det har været en hel sommers langfart.

94: R. Edberg 1999.

95: Nedenstående fremstilling bygger i alt væsentligt på S.M. Sindbæk 2003a-b.

96: R. Edberg 1999.

97: Slæder er også kendt fra de gotlandske billedsten, bl.a. stenene fra Sproge og Levide, se S. Lindqvist 1941-42.

98: I. Jansson 1988.

99: Betydningen af de mange mønter på Gotland er stærkt omdiskuteret. Det har været betvivlet, at de var udtryk for en stor handelsaktivitet på øen. Bl.a. har man fremført, at aktive handelsfolk ikke graver deres sølv ned hjemme på gården, men lader det cirkulere over jorden. De mange skattefund på Gotland må altså have andre årsager. Se bl.a. E. Roesdahl 2001, s. 123 og M. Stenberger 1947, 1958.

100: F.eks. i skattefundet fra Lerchenborg, se A. Hedeager Krag 1994.

101: W. Duczko 1989.

102: A. Hedeager Krag 1989, 1999a-b.

103: Andersen & Birkebæk 1993.

104: I nærheden af Smolensk, E. Mühle 1988.

105: W. Duzko 1989.

106: S.M. Sindbæk 2003a-b.

107: For den her anførte beskrivelse af ruterne se S.M. Sindbæk 2003a-b.

108: Runestenene nævner også Novgorod, men mærkeligt nok ikke Staraja Ladoga og Kiev.

109: S.M. Sindbæk 2003a.

110: Se J. Bæk Simonsen 1981. Araberne og byzantinerne kaldte skandinaverne for rus, men ordet blev også sommetider brugt om andre folkeslag, eller blot i almindelighed om folk nordfra. I den omdiskuterede „Nestorkrønike,“ se G. Svane (overs.) 1983, står skrevet: „Og de drog over havet til varægerne, til rus; thi således kaldtes disse varæger: rus, – ligesom andre kaldes sveer, atter andre normanner, angler, atter andre gotlændere, – således også disse“. Betydningen af ordet rus er altså ingenlunde klar. Se endvidere Rus og Russland i Hoops Reallexikon, bd. 25.

111: Citeret efter E. Roesdahl 2001, s. 297.

112: Det skyldtes en voksende mangel på sølv i Asien. Minerne var nemlig ved at være udtømte. Og nedgangen fortsatte. Efter 970 kom de få arabiske mønter, som nåede frem til Rusland, fra andre dele af kalifatet. Samtidig forringedes deres værdi, og i 1030'erne standsede strømmen af arabiske mønter til Rusland helt.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Ad de russiske floder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig