Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rejsen til Gardariget

Oprindelig forfatter JJe

Der var imidlertid også nordiske skibe, der nåede så langt mod øst som til bunden af Finske Bugt. Her havde de allerede i slutningen af 700-tallet fundet vej ind i Gardariget, dengang navnet på det Russiske Rige. Efter blot en dags sejlads op ad floden Neva må de være nået frem til den enorme Ladogasø, som de utvivlsomt mente var et hav. Hvis de så fulgte kysten på styrbords side, varede det ikke længe, før de nåede det sted, hvor floden Volkhov mundede ud i Ladogasøen. Herfra var der ikke nogen lang sejlads til den bebyggelse, der senere blev kendt under navnet Staraja Ladoga.80

Staraja Ladoga lå ved indgangen til en af hovedruterne fra Østersøen ind i de pels- og slaverige egne i det nordvestlige Rusland. Allerede tidligt havde der været kontakt mellem disse egne og Byzans og Perserriget, men kontakten var blevet afbrudt ved Islams fremtrængen og erobring af Iran. I slutningen af 700-tallet var iranske og andre islamiske handelsmænd imidlertid begyndt at nå frem til markederne ved Volga. Og snart begyndte en import nordfra af pelsværk og slaver at nå frem til Kalifatet. Ja, med importen fulgte også, hvad muslimerne kaldte fisketænder, dvs. hvalrostænder fra de arktiske egne. Fra et lidt senere tidspunkt, nemlig fra 900-tallet findes der en persisk beretning om kontakten mellem de handelscentre, som da fandtes langs Volgas mellemste løb, og „de vilde mennesker mod nord“. Til dem bragte de handlende salt, klæder og andre ting, der blev transporteret på slæder. Og man fortalte om nogle af disse nordlige folk, at de handlede ved hjælp af tegn og fagter, „for de er vilde og menneskesky. Fra dem importeres fortræffelige zobelskind og andet fint pelsværk; de jagter disse dyr, lever af deres kød og klæder sig i deres skind“, kunne man berette.81

 Gravhøje langs floden Volkhov ved Staraja Ladoga, Rusland.

Gravhøje langs floden Volkhov ved Staraja Ladoga, Rusland.

Set fra en historisk synsvinkel var det 9. århundrede et af de store vendepunkter i det europæiske Ruslands historie. På den tid skete den første russiske rigssamling, i begyndelsen med Novgorod som hovedstad, senere blev det Kiev.82 Samtidig udviklede Khazar-kaganatet på den sydøstrussiske steppe sig til et vigtigt center for international handel. Og endelig blev grunden lagt for Bulgarriget i det område, hvor floderne Volga og Kama flyder sammen. I direkte sammenhæng hermed opstod tre vigtige handelsveje: Ruten via floden Dnjepr til Kherson på Krim, hvorfra vejen lå åben til Konstantinopel – ruten via Volga og Don til Mellemøsten og Centralasien – og endelig ruten via floden Volkhov til den østlige Østersø.

Annonce

Det er navnlig den sidste rute, der her har vor interesse. For hvor den mægtige grå Volkhovflod flyder af sted gennem strømfald og sandbanker, der lå byen Ladoga, eller Staraja Ladoga som den senere kom til at hedde. Besøger man i dag stedet, kan man se gravhøjene langs flodens højtliggende bredder. Og hvor bebyggelsen lå i vikingetiden, ser man bag de lyse birketræer de fem gyldne kupler på den hvide kirke viet til Johannes Døberen. Og man ser Uspensky-klosteret og det lige så hvide Skt. Nikolai-kloster. Men alt det er opført, efter at Staraja Ladoga havde haft sin blomstringstid i 9. og 10. århundrede. Byen var den nordligst beliggende slaviske bosættelse, og den lå ved indgangen til de floder, der forbandt Østersøen med Det Kapiske Hav, Sortehavet og Middelhavet. Ladogas skandinaviske navn var Aldeigjuborg. Sådan huskede man byen i de nordiske sagaer. Det var en fremmed udgave af det lokale navn, som ikke er overleveret på russisk.

Bebyggelsen Ladoga var opstået sidst i det 8. århundrede som et sted, hvor vinter- og sommerruterne ind i det russiske område mødtes, dvs. den var et sted, hvor varer eller personer gjorde ophold, mens man ventede på, at sæsonen skiftede. Ved de omfattende udgravninger i Ladoga har man kunnet afdække bosættelsens træhuse fra det 8.-9. århundrede. Det er rektangulære huse, ofte meget velbevarede, omkring 5 x 6 m store og bygget i blokhusteknik. Større huse forekommer også, undertiden omgivet af stalde og lader. I mange af husene må der have været værksteder, hvor man har forarbejdet bl.a. metal, glas, læder, ben og tak.

Beboerne i Ladoga var af meget forskellig herkomst, og mangfoldigheden afspejledes også i deres klædedragt. Samme person kunne bære smykker fra vidt forskellige egne, f.eks. fra det skandinaviske, baltiske eller østeuropæiske område. Efter alt at dømme var der mere prestige forbundet med at bære fremmedartede og kostbare smykker end smykker, der fremhævede det lokale tilhørsforhold.

Ved bredderne af Volkhovfloden blev de døde begravet. Det skete i gravhøje, de såkaldte sopki, der gerne dækkede over brandgrave med beskedent gravgods. Mange af højene indeholdt genstande af skandinavisk oprindelse, og de er således vidnesbyrd om de nære kontakter mellem Nordvestrusland og i særdeleshed Mälaregnene i Sverige. Disse kontakter, som også rakte dybt ind i det russiske område udviklede sig efterhånden, så byen voksede til en position som den førende i den nordlige del af Østeuropa. Den blev et mødested for repræsentanter for vidt forskellige nationaliteter og kulturer og et naturligt center for både handel og håndværk. Blandt de vigtigste handelsvarer var pelsværk, våben, smykker – og formentlig også slaver. Både guld- og sølvsmede virkede i byen. Og i det hele taget var der mange træk, som gjorde den sammenlignelig med andre tidlige byer i Østersøområdet, f.eks. Hedeby og Birka.

Sejlede man noget længere op ad Volkhovfloden, til det sted hvor den mundede ud i Ilmensøen, nåede man til en bakke, hvor der lå endnu en bosættelse: Gorodisje. Også den var et vigtigt center for handel og håndværk, men dens centrum var tillige befæstet, for krigeraristokratiet havde sit tilhold her. Også i Gorodisje er der fundet skandinaviske ting, formentlig boede en lille gruppe svenskere her. Det kan både have været mænd og kvinder, håndværkere og købmænd såvel som krigere, der gjorde tjeneste i de russiske fyrsters følge. Men hovedparten af indbyggerne var utvivlsomt slaviske.

I 900-tallet begyndte flere bebyggelser at udvikle sig i nærheden af Gorodisje – en af dem var Novgorod (den nye by), som kort før år 1000 begyndte at overtage Gorodisjes funktioner.83 I 989, kort efter kristendommens officielle indførelse i Rusland, blev landets første store trækirke, Skt. Sophia, opført her. Og ved siden af opførtes en bisperesidens. I begyndelsen af 1000-tallet flyttede fyrst Jaroslav Vladimirovich sin residens fra Gorodische til Novgorod. Hermed blev Novgorod hovedstad for hele det nordvestlige Rusland.

Som vi allerede har hørt, var det 9. århundrede tidspunktet for den første russiske rigssamling. Til den knytter der sig et meget omdiskuteret sagnstof. Ifølge en af de mest troværdige udgaver af legenden84 hidkaldte slaviske og finske stammer i 862 de tre brødre Rurik, Sineus og Truvor til Ladoga for at herske over et stammeforbund i det nordlige Rusland og i Estland. De tre var formentlig skandinaviske høvdingesønner, og det var efter alt at dømme en lokal strid, der var årsagen til, at man ønskede sig deres hjælp. Sineus og Truvor døde imidlertid snart, og Rurik tog derpå magten også i deres stammeområder. Rurik blev nu som hersker stamfader til det dynasti, som skulle regere Rusland frem til det 16. århundrede.

Det angives, at Rurik snart flyttede til Novgorod – eller Holmgård, som nordboerne kaldte byen. Ladoga vedblev dog at høre under dynastiet. Efter Ruriks død tog hans slægtning Oleg, som værge for Ruriks søn Igor, magten også i Kiev. Som hovedstad i det nydannede russiske rige blev byen snart „en medbejler til det mægtige Konstantinopel“, som Adam af Bremen udtrykte det.85 Og fra Kiev havde man fuld kontrol over de flodveje, som forbandt Østersøen med Byzans. Kievriget var nu Europas største, men det var samtidig dybt påvirket af Det byzantinske Riges nærhed. Det er baggrunden for, at Kievfyrsten Vladimir 1., den Hellige, omkring 988 valgte at lade sig og sit folk kristne. Det store rige var imidlertid vanskeligt at holde sammen, men efter en urolig periode frem til 1036 blev riget atter samlet under Jaroslav den Vise, og under hans styre fik Kievriget sin blomstringstid, indtil det i 1100-tallet igen faldt fra hinanden.

Noter

80: A.N. Kirpitjnikov 1988; Andersen & Birkebæk 1993.

81: P. Sawyer i N. Lund et al. 1983.

82: J. Callmer 1981, 2000.

83: B.A. Brisbane (red.) 1992.

84: Nedskrevet i Den Første Russiske Krønike, se G. Svane (overs.), 1983: Nestors krønike. Beretningen om de svundne år. Krønikeskriveren Nestor (1054-1114) var en munk i huleklostret i Kiev, som skal have skrevet den første russiske historiekrønike. Den første samlede fremstilling af de russiske stammers herkomst og skæbne fremkom omkring 1115 på grundlag af en lidt tidligere foretaget samling og bearbejdelse af forskellige lokale krøniker.

85: II, 22.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Rejsen til Gardariget i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 16. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431111

Afsnittet Rejsen til Gardariget er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet