Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

På vej til Irland

Oprindelig forfatter JJe

Mens vikingetogterne til Normandiet og England for hovedpartens vedkommende udgik fra Danmark, udgik der lige så mange togter fra det Norge, som Adam af Bremen beskrev som „det fjerneste land mod nord“,24 og som danskerne havde nære, men også hurtigt skiftende forbindelser til. I 900-tallet havde en del af landet været under dansk overherredømme, og det samme gentog sig i Nordsøimperiets korte tid. Til andre tider havde konger, jarler og høvdinge kæmpet om kontrollen over større regioner af landet uden væsentlig dansk indblanding. Men når skibene stod ud over Nordsøen og Atlanterhavet, var det ofte med blandede dansk-norske besætninger.

De togter, der førte over de farlige farvande via de nordskotske øer ned i det Irske Hav var dog først og fremmest norske.25 De udgik fra Vestlandet, hvor der i vikingetiden lå et større antal magtcentre i de egne, der var bedst for bosættelse baseret på en kombination af landbrug og fiskeri.26 Men ligesom i Danmark skete også her en koncentration af magten i løbet af oldtidens sidste århundreder, en konfliktfyldt periode om hvilken erindringen levede videre i annalerne, skjaldedigtningen og de middelalderlige sagatekster.

 1000-tallets skandinaviske bosættelser i Skotland og ved det Irske Hav. Første gang vikingerne omtales i dette område er i en skriftlig kilde, der beskriver deres angreb i året 795 på øen Lambay ved den irske østkyst, ikke langt fra det senere Dublin. Kortet viser ikke de skandinaviske bosættelser i England og Normandiet.

1000-tallets skandinaviske bosættelser i Skotland og ved det Irske Hav. Første gang vikingerne omtales i dette område er i en skriftlig kilde, der beskriver deres angreb i året 795 på øen Lambay ved den irske østkyst, ikke langt fra det senere Dublin. Kortet viser ikke de skandinaviske bosættelser i England og Normandiet.

Med de store, havgående skibe kunne man fra den norske vestkyst med gunstig vind sejle til Shetlandsøerne på mindre end et par døgn. Herfra kom man nemt til Orkneyøerne, om hvilke Adam af Bremen sagde, at de „sorgløst spottede det frådende Oceans trusler“. Fra Orkneyøerne kunne man komme videre over det farlige farvand til det skotske fastland, til Caithness. Man kunne så sejle videre dels langs den engelske østkyst, dels langs vestkysten til Hebriderne og Iona og ned til Isle of Man. Det var en rute, der med sine mange øer og skær mindede meget om den norske vestkyst. Var man kommet så langt, lå vejen åben til Irland og Vestengland. En sådan sejlads og tilbage til Norge igen kunne man godt klare på en sæson, dvs. fra maj til september, inden efterårsstormene satte ind.

Annonce

Allerede tidligt havde nordmændene bosat sig på de nordskotske øer27 og flere områder af det skotske fastland.28 På øerne skete det så tidligt som omkring 800. Så de første vikingetogter var formentlig udløbere af denne tidlige norske kolonisation. Ikke mærkeligt at man slog sig ned her. For på Shetlandsøerne, Orkneyøerne og Hebriderne mindede livsvilkårene om hjemlandets. De senere skriftlige kilder siger ganske vist, at bosættelsen først skete i slutningen af 800-tallet.29 Men de arkæologiske vidnesbyrd fortæller noget andet, nemlig at bosættelsen allerede skete omkring 800. Stednavnene støtter i øvrigt denne tidlige datering. Der findes kun én samtidig kilde, den irske munk Dicuil.30 Han fortæller, at omkring 825 blev irske eneboere på de nordlige øer fordrevet af nordboerne.31 Mange af nordboernes gårde findes da også på tomterne af picternes bosættelser.32 På Hebriderne ser det dog ikke ud til, at de keltiske beboere blev fordrevet.33

Bosættelserne på Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Hebriderne og Sudrland (Sydlandet) i Nordvestskotland blev af stor betydning hele vikingetiden igennem. For bosættelserne lå på ruten fra Norge til Irland og Vestengland. Og senere fik de også betydning for sejladserne til Island.

Når sejladsen gik sydover, nåede man snart Isle of Man, denne lille ejendommelige ø, der lå så strategisk godt placeret midt i det Irske Hav.34 Der er ingen samtidige kilder, der beretter om vikingernes bosættelse af øen, og der er heller ingen sikre oplysninger om, hvornår de første ankom. Efter alt at dømme kom de fra Norge.35 Formentlig skete det omkring år 800,36 og den efterfølgende bosættelse må have været ganske massiv. Der var tale om en tæt bosætning i landdistrikterne, hvor man i stort omfang tog jord under opdyrkning. Bosættelsens omfang får man indtryk af fra et meget stort antal stednavne. Bosætterne antog tilsyneladende kristendommen i løbet af 900-årene,37 og der opstod et norsk kongedømme. Kongedømmet på Man bestod indtil 1400-tallet, hvor øen frivilligt gav sig ind under England.

Fra Isle of Man var der kun kort til Irland. Her havde isolerede klostersamfund ved kysten og på småøer ud for den, allerede fra 790'erne fået vikingernes angreb at føle. Men navnlig i tiden efter 830 gik det for alvor løs. I årene derefter har de irske krøniker utallige beretninger om plyndringer, kampe og senere bosættelser.38 Allerede i 836 meldes der for første gang om større togter ind i landet i Irland. I 840'erne begyndte vikingerne at overvintre og organiserede sig med baser, bl.a. ved Dublin og Annagassan på østkysten. Mange forskellige hære hærgede nu samtidigt på øen, og der ankom stadig nye flåder, nogle nordfra, andre sydfra via Kanalegnene.

Det var et kulturelt højtudviklet land, nordboerne nu var kommet til. Men politisk set var det svagt. Landet var splittet op i stammeområder under rivaliserende konger, som lå i næsten konstant strid indbyrdes, bl.a. om at blive overkonge over et antal småriger. Så det var ikke vikingerne alene, der stod bag det store antal voldshandlinger i Irland i disse år. En fælles militær modstand mod de fremmede blev man først meget sent i stand til at yde. Der fandtes ingen egentlige bybebyggelser som drivkraft for økonomien. I stedet var det klostrene, der var de vigtige politiske og økonomiske centre. Det var da også dem, der i første omgang blev ofre for vikingernes plyndringer.

I midten af 800-tallet var bosætterne blevet så integrerede i den irske dagligdag, at de kunne slå sig ned som handelsmænd, og her kunne de trække på deres store netværk af internationale forbindelser. Men dagligdagen var ofte præget af vold og ufred. Uden for vikingebyerne i Irland var der et antal gælisk-irske konger, som ofte lå i indbyrdes strid. Mange vikinger blev som lejesoldater inddraget i disse interne irske kampe, men det hændte også, at irerne allierede sig med danske vikinger for at fordrive de norske konger. Det kom der megen kamp ud af. Men samarbejde kunne også forekomme. I 850'erne etablerede to vikingehøvdinge, Olav den Hvide og Ivar, det mægtige Dublinrige. Olav var norsk og Ivar var dansk. Under deres overherredømme blomstrede Dublin som by.

I begyndelsen af 900-tallet begyndte en ny fase af nordboernes historie i Irland. Flåde efter flåde ankom til øen, hele øen blev hærget af nordiske frænder, der var blevet trængt andetsteds: nogle kom fra England, hvor Wessexkongerne på den tid udvidede deres magt nordpå. Andre kom fra det vesteuropæiske fastland, hvor vikingernes muligheder også var blevet begrænset, bl.a. i Normandiet som vi tidligere har hørt. Fra Dublinriget søgte man at skabe et samlet vikingerige i Irland. Og man søgte at få Northumbria med hovedstaden York inddraget heri. De store ambitioner bar frugt i nogle korte perioder, men i 954 kom York under britisk herredømme. Dermed blev der sat bom for Dublinkongernes aspirationer.

I modsætning til deres frænder i Skotland, England og Normandiet slog vikingerne i Irland sig ikke ned som bønder i landdistrikterne. De koncentrerede deres aktiviteter til byerne og deres umiddelbare omgivelser. Mange byer blev grundlagt på den tid: Dublin, Arklow, Limerick, Waterford, Wexford og Wicklow f.eks. Alle steder var vikingerne den væsentlige drivkraft. Og ved midten af 900-årene var Dublin et blomstrende handelscenter, som stod i nær kontakt med andre vikingebosættelser rundt om det irske hav, øen Man og de skotske øer. Det nordiske islæt, der bl.a. kom til udtryk i sproget, var dominerende, indtil englænderne erobrede byen i 1169.

 Hustomt udgravet i vikingetidslagene i Dublin, Irland.

Hustomt udgravet i vikingetidslagene i Dublin, Irland.

Omfattende udgravninger er igennem den seneste menneskealder blevet foretaget i vikingetidens Dublin.39 På en bakkeskråning langs floden Liffeys sydside har man fundet spor af den oprindelige bebyggelse helt fra 800-tallet. Allerede tidligt i 900-tallet havde bosættelsen udviklet sig til en velorganiseret, befæstet by, hvis huse lå på aflange, smalle parceller omgivet af hegn langs et tæt net af gader.40

De arkæologiske fund fra Dublin er overvældende i antal og rigdom. De vidner både om en mangesidig håndværkervirksomhed og om en omfattende handel med både Orienten, Vesteuropa, England og Norden. Man har også fundet spor efter fremragende skibsbyggeri, og særlig interessant er det, at det 30 meter lange, havgående skib fra Skuldelev i Danmark, et af de størst kendte langskibe fra vikingetiden, er bygget i Dublin i året 1042 (se Med årer og sejl).

De vidtrækkende handelskontakter fra Dublin finder man spor af i form af genstande af f.eks. hvalrostand, rav og klæbersten fra Norden. Desuden finder man keramik, våben og metalsmykker samt perler af jet fra England. Der er også keramik og glas fra Vesteuropa og silke fra Orienten. Endelig kan man i de skriftlige kilder finde oplysninger om, at Dublin fungerede som center for en omfattende slavehandel.

I slutningen af 900-tallet blev vikingerne i stigende grad integreret i det irske samfund. Skandinaviske familier havde nu levet i Irland i generationer, eller var flyttet til byen fra andre skandinaviske bosættelser rundt om det Irske Hav eller ved de skotske kyster. Både de arkæologiske udgravninger og stednavnene fortæller om en krigeraristokratisk overklasse med tilknytning til byerne. Handel, skatteopkrævning og plyndring udgjorde i udstrakt grad det økonomiske grundlag for nordboerne i Irland. Kun få nordboer synes at have taget land under plov. Alligevel skete en lignende udvikling som i mange af de andre nordiske kolonisationsområder: blandede ægteskaber blev almindelige, og man tilegnede sig den lokale kultur og religion. Stadig beholdt vikingerne dog deres krigere i de befæstede byer. De var mobile, aktive og vanskelige at bekæmpe for de splittede irere.

I 1000-tallet kæmpede de nordiske dublinere for deres overlevelse som en velstående, selvstyrende bystat med et rigt bagland og store oversøiske interesser. Men det var urolige år, og efterhånden blev de mere magtfulde irske konger dominerende. I 1054 blev den sidste hersker af skandinavisk afstamning erstattet af den irske konge af Leinster, Diarmait, og hans søn Murchad.

Noter

24: Adam af Bremen IV,34.

25: E. Roesdahl 2001, s. 230 ff.

26: B. Ringstad 1992. Generelt om vikingetiden i Norge se B. Solberg 2000.

27: C.E. Batey et al. 1993.

28: Graham-Cambell & Batey 1998.

29: Det skulle have været modstandere af Harald Hårfagers forsøg på at samle Norge, der bosatte sig her.

30: Se Dicuil 1967.

31: De kristne eneboere, picterne, har efterladt sig spor bl.a. i form af grave og hustomter. Ingen af dem er yngre end tidspunktet for nordboernes ankomst.

32: F.eks. den såkaldte Torfin Jarls gård i Jarlshof på Shetlandsøerne. Det fornemme navn Jarlshof er dog ikke fra vikingetiden, men stammer fra Walter Scotts roman „The Pirate“ der blev udgivet i 1828.

33: I såvel stednavnematerialet som de arkæologiske fund findes de to grupper, keltere og nordmænd, repræsenteret side om side.

34: P.H. Sawyer 1970; C. Fell et al. 1983; E. Roesdahl 2001, s. 228 ff.

35: De runeindskrifter, der er fundet på Isle of Man viser en meget stærk forbindelse til Norge.

36: D.M. Wilson 1998.

37: Om det vidner nogle smukt ornamenterede stenkors, som er dekoreret i Borre- og Mammenstil, men med mange lokale særtræk.

38: A.C. Larsen (red.) 2001.

39: A.C. Larsen (red.) 2001.

40: P.F. Wallace 1992.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: På vej til Irland i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431107

Afsnittet På vej til Irland er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet