Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sort vældede bålrøgen op

Oprindelig forfatter JJe

Vi skal i det følgende begive os ud på en rejse igennem det nuværende Danmark for at søge sporene ikke blot efter den almindelige befolkning, men i særdeleshed efter det krigeraristokrati, som var vokset frem i den yngre romerske jernalder og den ældre germanske jernalder, dvs. frem til begyndelsen af det 6. århundrede e.Kr. Vi vil, som man gør det i arkæologien, søge sporene i de dødes grave. For det er her, vi kan hente oplysninger om dem, der dengang levede på de store gårde, som i stort tal lå spredt ud over det danske landskab.

Men denne gang må vi være forberedt på, at fundene er få, i hvert fald i de fleste egne af landet. Det har betydet, at det danske område ofte er blevet overset, når man tidligere skulle opridse hovedlinjerne i Nordeuropas historie igennem det 6., 7. og 8. århundrede.88 Det har været skik og brug at skøjte hen over et tilsyneladende uinteressant arkæologisk materiale, og kun yderst sjældent har man set det sydskandinaviske område tildelt en historisk rolle, navnlig i „det tavse“ 600-tal.89

 Gravpladsen Lindholm Høje ved Limfjorden med de mange stensætninger.

Gravpladsen Lindholm Høje ved Limfjorden med de mange stensætninger.

At det kulturelle tyngdepunkt dengang lå længere mod nord, i de tidlige svenske kongedømmer med deres kerneområder i Uppland og på Gotland er en gammel sandhed, som først er blevet modificeret i den seneste menneskealder. Det skete med en række arkæologiske afhandlinger fra 1960'erne og 1970'erne,90 hvor de dengang få og spredte fund blev analyseret, og det viste sig, at Sydskandinavien havde sin helt særlige egenart i forhold til det øvrige Skandinavien. Siden kom metaldetektoren til, som ovenfor beskrevet. I dag råder vi over et helt anderledes bredt kildemateriale, som peger i retning af, at Sydskandinavien allerede fra 500-tallet var en betydende og af danerne domineret magtfaktor i Nordeuropa.

Annonce

En række nyere analyser91 har kun underbygget den antagelse, og det synes nu at ligge fast, at der i Sydskandinavien foregik en magtkoncentration, som lå et godt stykke tid forud for vikingetidens rigsdannelse. Af de frankiske krøniker92 lærer vi, at Karl den Stores politik over for sakserne mødte en kraftig udfordring fra danernes kong Sigfred i 780'erne og 790'erne. Og af de arkæologiske kilder kan vi slutte, at f.eks. byggeriet af det ældste Danevirke og af Kanhave Kanal samt grundlæggelse af det ældste Ribe må betragtes som udtryk for en stærk kongemagts udenrigspolitik allerede i begyndelsen af 700-tallet (se Porten mod vest). Og forudsætningerne for denne kongemagt må vi søge i 500- og 600-tallet. De danske krigerkonger stod næppe tilbage for deres svenske, angelsaksiske eller frankiske kolleger. Men den pragt, som andre landes fyrster fik med sig i graven, må her i landet være blevet givet videre i arv fra generation til generation inden for de herskende slægter. I hvert fald kender vi den kun sporadisk fra de arkæologiske fund.

En central rolle for forståelsen af udviklingen i 500- og 600-årene spiller det dengang så fremgangsrige merovingiske kongedømme. I det fandt eliten inden for stort set alle germanske samfund deres forbillede. Det gjaldt for gepider og langobarder i øst til angelsaksere i vest og bornholmere, gotlændinge og svear i nord. Livsformen og den militære organisation i det frankiske storrige blev simpelt hen efterlignet i de ledende kredse hos de germanske naboer på kontinentet, i England og i Skandinavien. Og der var sikkert mange krigere fra disse ledende kredse, som havde opholdt sig i Frankerriget og der havde lært krigerkaldet, troskaben mod følget og den aristokratiske livsstil at kende.

 Det beskedne indhold af en kvindegrav fra Søndervangs Mark ved Horsens: en håndfuld perler og et dragtspænde.

Det beskedne indhold af en kvindegrav fra Søndervangs Mark ved Horsens: en håndfuld perler og et dragtspænde.

I Danmark havde en kraftig samfundsforvandling fundet sted under den yngre romerske og ældre germanske jernalders politiske uroligheder. Det så vi allerede i forbindelse med våbenofferfundene. Nye sociale mønstre var blevet dannet, og senest i 500-tallet havde de nye ledende grupper etableret sig fast. De syntes nu at have opnået en sådan kontrol over samfundet indadtil, at grunden var lagt til den udvikling, vi ser i 600- og 700-tallet, og hvor danernes konger må have været nogle af de stærkeste i Østersøområdet.

Den position havde man ikke, som allerede nævnt, opnået uden påvirkninger udefra. Det kan vi specielt aflæse af de arkæologiske fund fra Bornholm. Her kan vi iagttage store ligheder mellem bornholmsk og frankisk eller frankisk påvirket gravskik på kontinentet. Men det betyder ikke nødvendigvis, at Bornholm havde særlig tætte forbindelser til f.eks. det sydvesttyske område. Også i andre nordiske områder kan man gøre arkæologiske fund, som viser stærke påvirkninger fra de af frankerne dominerede områder på kontinentet. Men i mange egne af Sydskandinavien er gravskikken meget fattig, og man mangler derfor mulighederne for at påvise de fremmede indflydelser. Dem kan vi kun studere gennem de mange løsfund, vi kender fra perioden – og som er øget betragteligt i de senere år gennem anvendelsen af metaldetektoren. De viser til gengæld, at den kontinentale indflydelse ikke er noget, vi kun finder på Bornholm. Vi finder den over hele landet. Dog er Jylland i nogen grad en undtagelse. Alligevel går udviklingen også her i 600- og 700-tallet i samme retning som i de øvrige dele af landet, nemlig mod en større centralisering af magten.

Men nu til gravfundene i al deres fåtallighed. Vi begynder på den jyske halvø. „Sort væltede bålrøgen op, og bragende luer steg hvirvlende frem, blandet med høje skrig, til heltens benrad var fortæret af flammerne, og nu lå smuldret,“ står der at læse i Bjovulfkvadet om en af tidens gravlæggelser. Og sådan må mange jyske begravelser have fundet sted i netop de år. Ligbrændingen var fremherskende, og det var ikke meget, der blev tilbage, når bålets luer døde ud.

Vi ser det i særdeleshed på den store gravplads Lindholm Høje ved Limfjorden.93 Vi har tidligere hørt om den landsby, som gravpladsen hørte til (se Landsbyer og gårde). Den lå på en sydvendt skråning, hvor der øverst var nogle enkelte gravhøje at se. Fra disse spredte gravene sig i en vifte ned over skråningen.

 De perler, man finder i kvindegravene, indgik oprindelig i komplicerede brystsmykker, således som det er vist med et rekonstrueret smykke fra Ørby i Nordsjælland.

De perler, man finder i kvindegravene, indgik oprindelig i komplicerede brystsmykker, således som det er vist med et rekonstrueret smykke fra Ørby i Nordsjælland.

Lindholm Høje er den størst kendte danske gravplads fra yngre jernalder, hen ved 700 grave rummer den, og af dem er langt de fleste brandgrave markeret af en forunderlig mangfoldighed af stensætninger. På gravpladsen er der også 41 jordfæstegrave fra henholdsvis ældre germansk jernalder og vikingetid. Resten er brandgrave, overvejende fra yngre germansk jernalder. Når ligbålene var brændt ud, lå der tilbage kun aske og trækul, måske nogle lerkar, lidt smykker, fibler, tenvægte, remspænder, hvæssesten og klinknagler. En sandflugt, der dækkede gravpladsen, var i øvrigt sat ind kort efter år 700.

De fleste af gravene var markeret med stensætninger: firkantede, trekantede og kredsformede, ovale eller skibsformede. Kvindegravene kunne være markeret med ovale, firkantede og kredsformede stensætninger, og i dem fandt man perlekæder af glas, fibler, armringe, pincetter og tenvægte. Mandsgravene kunne være markeret med trekantede stensætninger eller skibsformede stensætninger, og i dem fandt man remspænder og klinknagler. Der var tydeligvis sociale forskelle mellem de enkelte grave.

Fra den yngre germanske jernalders knap 300 år stammer ca. 575 grave. De blev anlagt fra den nærliggende landsby. I alt har hen ved 12 familier benyttet gravpladsen i 700-tallet. Der er visse tegn på, at familieenhederne blev større med tiden, måske fordi flere sekundære erhverv efterhånden knyttedes til familiebrugene. Men rige gravgaver fandtes i stadig færre grave, og våbengrave var overordentlig sjældne.94

Det sparsomme gravudstyr var som sagt typisk for perioden som helhed. Det ser man i de få andre jyske grave, vi kender fra den tid, f.eks. en lille gravplads på Søndervangs Mark ved Horsens.95 Den rummede kun 12 grave, som alle med en enkelt undtagelse var brandgrave. Alle var de kvindegrave, mandsgravene må have ligget et andet sted på bakken. Gravgaverne var blot såkaldte næbfibler og perler, som havde dannet sammensatte smykkesæt.

 Det tveæggede pragtsværd fra Kyndbygraven fra midten af 600-tallet er rigt dekoreret i tidens stil. Den karakteristiske ringknop på fæstet symboliserer båndet mellem kriger og hersker. Ca. 3:4.

Det tveæggede pragtsværd fra Kyndbygraven fra midten af 600-tallet er rigt dekoreret i tidens stil. Den karakteristiske ringknop på fæstet symboliserer båndet mellem kriger og hersker. Ca. 3:4.

Ved en sammenligning med de bornholmske grave, som vi skal høre nærmere om nedenfor, er de jyske grave yderst fattige. Og påvirkninger fra merovingisk gravskik synes næsten ikke at være til at finde her. Det skyldes muligvis, at sakserne i syd virkede blokerende for de frankiske impulser gennem hele det 6.-7. århundrede.96 Først med frankernes overtagelse af det saksiske område i løbet af det 8. århundrede blev der åbnet op for en direkte påvirkning. Men at der i Jylland, ligesom i de øvrige dele af Danmark, var et eller flere kongedømmer under opbygning, derom vidner især en plads som Ribe. Fra det 8. århundrede nævner frankiske kilder også direkte eksistensen af konger i det danske område, hvis magt formentlig gik langt ud over de rent lokale forhold.

Meget anderledes var situationen ikke på Fyn. Man kender en lille gravplads ved Norup på den nordlige del af øen.97 Her fandt man fem nord-syd orienterede jordfæstegrave,98 som alle var fra slutningen af det 6. og begyndelsen af det 7. århundrede. Kvindegravene indeholdt bl.a. ligearmede fibler og perlekæder. Manden i den ene af de to mandsgrave var begravet med skulderbæltet til sit sværd. Man har altså ikke givet ham sine våben med i graven, men alligevel markeret, at han besad våben, da han var i live.

Vender vi os derpå til Sjælland, er billedet her også noget uskarpt. En enkelt gravplads med spor af øens svundne storhed i den yngre jernalder har man dog fundet. Den lå på en græsbegroet bakkeskråning ned mod Isefjorden i nærheden af Kyndby.99 Der var intet, der røbede gravpladsens tilstedeværelse, så det var et rent tilfælde, at man her fandt en rig mandsgrav med et kostbart våbenudstyr, en rig kvindegrav og seks fattige begravelser. Alle var de gravet ned i en strandterrasse; kister havde man tilsyneladende ikke brugt, og gravene selv var så korte, at ligene lå med hoved og fødder imod gravhullets skrå ender, så hovedet derved blev presset frem i lodret stilling. De døde var alle stedt til hvile med ansigtet vendt imod syd.

Tre af gravstederne havde været anvendt mere end én gang. De rummede hver to skeletter liggende oven på hinanden.100 Begravelserne var ikke samtidige, idet den nederste var blevet ødelagt, ved at man anlagde en ny oveni. Alle de tre dobbeltgrave havde et yderst sparsomt gravgods. De to rige grave var ikke profaneret af senere indgreb. Den ene af dem rummede en høj mand, der formentlig havde været mellem 20 og 40 år gammel. Han var bl.a. gravlagt med et ganske enestående fornemt ringsværd, dekoreret med udsøgte dyremotiver, men ødelagt og forbukket. Den døde må have været en mand af meget høj stand.

Det må kvinden også have været. Hendes grav rummede bl.a. plade-, fugle- og næbfibler, samt ca. 70 perler af glas, glasflus og bronze fra et fornemt brystsmykke. Hovedparten af perlerne var importerede, to slebne, pæreformede ametyster var formentlig af italisk oprindelse og må have været kostbart gods. Fæstet med en nål til tøjet foran på brystet bar den døde kvinde desuden en lille, cylindrisk metaldåse af bronze med sølvbelægning.

Fælles for gravgodset i alle gravene var hunde, der måtte følge både kvinder og mænd, ja, endog barnet i døden. De døde havde også fået en vis opdækning, slagtemad af får, svin og okse. Den rige kvinde havde fået hele to får med sig, unge, delikate dyr, kunne zoologerne fastslå efter udgravningen. To af de fattige døde måtte derimod lade sig nøje med hoved og lemmer af hver et får.

 Detalje af ornamentikken på Kyndbysværdet. Skarptskårne linjer i den forgyldte bronze er vævet sammen i et usymmetrisk fletværk, der slynger sig om stiliserede dyrefigurer. På grebets nederste beslag skjuler sig et stort fremadseende dyr. Det har et lille hoved, en bred hals og forkrop, en skarp vinkel mellem nakkens og ryggens linje, samt et kraftigt markeret pæreformet lår. Foran dyret er der en krummet slange, der bider i det store dyrs snude.

Detalje af ornamentikken på Kyndbysværdet. Skarptskårne linjer i den forgyldte bronze er vævet sammen i et usymmetrisk fletværk, der slynger sig om stiliserede dyrefigurer. På grebets nederste beslag skjuler sig et stort fremadseende dyr. Det har et lille hoved, en bred hals og forkrop, en skarp vinkel mellem nakkens og ryggens linje, samt et kraftigt markeret pæreformet lår. Foran dyret er der en krummet slange, der bider i det store dyrs snude.

Gravene fra Kyndby hører absolut til undtagelserne i Østdanmark. Kun meget få fund tåler sammenligning med dem. Man kan nævne en våbengrav fra Elmelunde på Møn, hvor den døde var blevet gravlagt med en stor hund samt et skjold og et sværd.101 Og man kan nævne en gravplads ved Bilidt nord for Frederikssund,102 hvor en af de 27 grave indeholdt et sværd samt et sæt spillebrikker. Det var en dobbeltgrav, som rummede en 14-15 og en 17-18-årig. Hvem af dem, der havde fået sværdet med sig, ved man ikke.

Bevæger man sig uden for gravfundene, kan man nok nævne enkelte våben- og smykkefund af høj kvalitet, f.eks. et udsøgt ringsværd fra Bildsø ved Sjælland (se Mænd under våben) og et fornemt kvindesmykke fra Ørby i Vejby sogn, tæt på Sjællands nordkyst.103 Men sammenlignes med f.eks. de rige mellemsvenske fund fra samme tid kan de ikke.

Et aristokrati har der dog levet i Østdanmark. Det tyder f.eks. storgården ved Lejre på, den var jo en permanent fyrsteresidens siden det 6. århundrede. Her kunne man også forvente at finde rigt udstyrede grave. På den østlige side af Lejre ådal ligger da også en række gravhøje samt et antal skibssætninger. I den ene af højene, Grydehøj, blev der for et halvt århundrede siden udgravet en grav, som formentlig var anlagt for en stor-mand.104 Graven var ganske vist plyndret, men viste sig at indeholde resterne af et ligbål. I det fandt man smeltet bronze, guldtråde, åbenbart fra guldbroderi på tøj, og en del forbrændte jernnagler, utvivlsomt resterne af et rigt gravudstyr, men fortæret af ilden og splittet af gravrøvere. Graven er senere blevet kulstof 14-dateret til ca. 550 e.Kr. Det vil sige, at den er samtidig med det ældste Lejre. Højen har været 4 m høj og 36 m i diameter og er opført i et eneste stræk.

Grydehøj-graven leder tanken hen på et par af Sjællands fornemste storhøje, Slots Bjergby Høje i nærheden af Slagelse. Det er bestemt ikke fordi højene ikke er synlige. Kører man ad motorvejen mod Storebæltsbroen, ser man dem på det sted, hvor man forlader det midtsjællandske sletteland og pludselig får det store udblik over hele Sydvestsjælland. En vældig fjernsynsmast står uskønt placeret tæt op ad dem som et vartegn for hele egnen. De to høje hedder henholdsvis Galgehøj og Hashøj. Fra deres toppe, et lille hundrede meter over havoverfladen, har man et udsyn viden om. Formentlig blev højene rejst i tiden omkring 600 e.Kr. Men indtil i dag har de bevaret deres hemmelighed.

 Den lille og den store jernalderhøj, som dækkede bronzealderhøjen i Galgehøj ved Slots Bjergby på Vestsjælland.

Den lille og den store jernalderhøj, som dækkede bronzealderhøjen i Galgehøj ved Slots Bjergby på Vestsjælland.

Der er dog blevet gravet i den ene af dem, i Galgehøj, men dens gåde formåede man ikke at løse.105 Galgehøj er et halvt hundrede meter i tværmål og 5 m høj. Det er altså en meget stor høj, og den har en bygningshistorie, som går næsten fire årtusinder tilbage i tiden. Den første oldtidshøj, som blev anlagt på stedet, blev opført i ældre bronzealder. Man satte en egekiste på markfladen og dækkede den med en høj, 13-14 m i diameter og 1,5 m høj. I den yngre bronzealder gravede man urnegrave ned i dens sider, og endelig udvidede man i århundrederne efter Kr.f. højen med en smukt opbygget stenrøse. Højen var nu dobbelt så stor som oprindeligt, dens diameter målte herefter 22 m.

Hvor mange århundreder, der herefter hengik, før man igen byggede videre på højen, ved vi ikke. Men det skete formentlig omkring 600 e.Kr. Over den fladtoppede jernalderhøj lagde man nu en vældig stendynge, der i toppen dannede et stjerneformet mønster af stenrækker, som fra midten gik ud mod alle verdenshjørner. Midtpå var stendyngen et par meter tyk, det var altså et kolossalt byggearbejde, man havde kastet sig ud i. Stendyngen dækkede man til sidst omhyggeligt med et lag græstørv. Ved udgravningen kunne man endnu se tørvene tegne sig tydeligt i udgravningssnittene.

Højen var nu et halvt hundrede meter i tværsnit og hen ved fem meter høj. Et kolossalt monument, synligt viden om, men tilsyneladende uden noget gravanlæg. I hvert fald kunne man ikke påvise et sådant ved udgravningen for et halvt hundrede år siden. Og dog. Det så ud, som om den sidste udvidelse af højen var sket oven på et tyndt trækulslag, som kan have stammet fra en ligbrænding, ganske som det var tilfældet i Grydehøj ved Lejre.106 Mon ikke også Galgehøj med den kolossale stendynge blev bygget over en stormands grav omkring år 600? Tilsyneladende ikke en tid, hvor man fandt det nødvendigt at investere store rigdomme i gravritualerne.

Noter

88: U.Nasman 1991, s. 173.

89: En vigtig undtagelse er dog den engelske historiker Ian Wood's bog fra 1983.

90: M. Ørsnes 1966; 1970.

91: Specielt K. Højlund Nielsen 1987, 1988, 1990, 1991.

92: E. Albrectsen 1976.

93: T. Ramskou 1976; Johansen & Trolle 1994.

94: En af gravene rummede dog en sax fra det 7. eller tidlige 8. århundrede, se Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, s. 80; T. Ramskou 1976. Der kendes kun en enkelt anden samtidig våbengrav fra den jyske halvø, et kort, énægget hugsværd, en sax, fra en grav ved Skanderborg, se Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, s. 80 og fig. 68.

95: O. Madsen 1988, 1992.

96: L. Jørgensen 1991. Den beskedne gravskik i yngre germansk jernalder er også blevet forklaret ved, at de herskende dynastier ikke længere befandt sig i en grundlæggelsesfase, og derfor ikke havde behov for at manifestere sig ved et stort forbrug i gravkulten, se H. Steuer 1982.

97: H. Thrane i Hoops Reallexikon 16, Jeppeshøje; E. Albrectsen 1951; Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, s. 81.

98: Oprindelig var gravpladsen større, men den var blevet ødelagt ved grustagning.

99: M. Ørsnes Christensen 1955, 1956; Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, s. 80.

100: Sellevold et al. 1984, s. 73.

101: A. Nørgård Jørgensen 1989. Graven var samtidig med de rige våbengrave i Vendel og Valsgarde (se Konger og høvdinge i nord). Hundegrave kendes også fra Lousgård på Bornholm og fra Gotland og Norge.

102: M. Ørsnes Christensen 1955, s. 76; L. Granberg Ravn 1989; Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, s. 80.

103: C.J. Becker 1955.

104: H. Andersen 1958.

105: Højen har nummer 31 i Slots Bjergby sogn i Det Kulturhistoriske Centralregister. Se P.V. Glob 1947; 1967, s. 163-72. Mere anekdotisk er højene omtalt af H. Andersen i 1981 og i Den store gåde. Eventyret om P.V. Glob fortalt af Christian Bernhardsen. København 1970, Vintens Forlag, s. 38-44. Se endvidere H. Nielsen 1997, s. 70.

106: I højfylden fandt man en stor dynge med 11 drejekværne. Mellem dem og bronzealderhøjen lå som nævnt et brandlag. Det indeholdt enkelte skår af keramik med trekantede, rombiske og cirkelrunde stempelindtryk fra tiden omkring 600 e.Kr., se M. Ørsnes 1966, s. 254, Sj 31. Det må betyde, at højen var fra yngre germansk jernalder eller den er yngre endnu.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Sort vældede bålrøgen op i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431058

Afsnittet Sort vældede bålrøgen op er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet