Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Landsbyer og gårde

Oprindelig forfatter JJe

Igennem mere end et årtusinde havde jernalderens landsbyer nu præget det danske landskab. Overalt lå bebyggelserne tæt, men i et nøje samspil med den omgivende natur. Det kunne man f.eks. se i egnene omkring den østlige del af Limfjorden. Her lå et landskab af store dimensioner. Det bestod dels af vældige morænebakker, dels af ganske flade og lavtliggende arealer. Det var et landskab, der fuldstændigt havde skiftet udseende siden bondestenalderen. Dengang, for seks tusinde år siden, var det en del af det store nordjyske ørige – et hav med mange små og større øer (se Det jomfruelige land). Men årtusinderne gik, og landet hævede sig. For omkring 2000 år siden fik det nogenlunde det udseende, det har i dag.

Endnu i den sene jernalder lå de hævede havbundsområder som våde enge og moser, ubeboelige og vanskelige at passere. I disse øde egne traf man sjældent mennesker. Det var ad Limfjorden, man sejlede. På den foregik næsten al varetransport, og især var den et vigtigt knudepunkt for langfærdsforbindelserne til England, Skotland og Norge.

 Limfjorden med bosættelserne ved de to vigtige overgangssteder ved henholdsvis Aggersborg i vest og Aalborg i øst.

Limfjorden med bosættelserne ved de to vigtige overgangssteder ved henholdsvis Aggersborg i vest og Aalborg i øst.

Endnu var det muligt at sejle direkte ud i Vesterhavet ved Aggertangen. Gennem Sløjkanalen kunne man formentlig også komme nordud fra Løgstør Bredning til Skagerrak.34 Den gik gennem Hanherred umiddelbart vest for det sted, hvor vikingeborgen Aggersborg senere blev lagt. Men allerede i vikingetiden begyndte man at mærke de forandringer, som var på vej. Og i den tidligste middelalder sandede begge de to sejlmuligheder til. Kun den østlige åbning til Limfjordsriget, den ude ved Hals, forblev åben. Fjorden forvandledes nu fra at være et vigtigt gennemsejlingsfarvand til en lukket fjord.

Annonce

For trafikken fra landsby til landsby var der i den østlige del af fjorden kun to naturgivne overgangssteder: et østligt hvor Aalborg og Nørresundby i dag ligger – og et vestligt ovre ved Aggersund. Begge steder skød de store kridtformationer sig frem mod hinanden og indsnævrede dermed både vådområdernes og fjordens bredde.

Ved det østlige overgangssted lå landsbyen Lindholm Høje.35 Det var en vandrelandsby ligesom hovedparten af landsbyerne fra den tid. Mod nord, neden for den store morænebakke, har man fundet rester af huse, hegn og brønde fra en landsby fra 700-tallet e.Kr. (Lindholm Høje nord), hvis gravplads lå oppe på Lindholm Høje. I syd har man udgravet en boplads fra sen vikingetid (Lindholm Høje syd). Landsbyen er altså med generationers mellemrum blevet flyttet inden for et og samme område. Men man er ikke flyttet direkte fra den ene til den anden af de to udgravede bosættelser. Så endnu mangler man at finde den mellemliggende, tidlige vikingetidsbosættelse.

Landsbyen i nord blev ikke fuldstændigt undersøgt. Ved de arkæologiske udgravninger fandt man talrige affaldsgruber, spor af hegn og brønde, anlagt i anden halvdel af 700-tallet. Landsbyen havde omfattet flere gårde, hver omgivet af sit hegn. Omkring år 800 blev bebyggelsen opgivet og flyttet, men så længe havde den dog eksisteret, at bygningerne inden for den enkelte gårds område var blevet bygget om eller erstattet af nye. Gennem den vestlige del af området løb sporene af en træbrolagt vej, som så ud til at være bygget af tværgående planker, der hvilede på langsgående bjælker, støttet af stokke.

Et antal grubehuse lå spredt over hele det afdækkede område, 21 i alt. De var små, kun 3-5 x 2-4 m store, og kendetegnet ved et omtrent vandret gulvlag, der lå 1/2 til 1 m dybt. I midten af hver gavl stod en stolpe til rygningsbjælken. Disse små arbejdshuse blev bl.a. brugt ved fremstilling af tekstiler. I et af dem lå koniske tenvægte og mere end 30 vævevægte af ubrændt ler hen over gulvet.

I den østlige del af udgravningsområdet fandt man sporene af mindst fire langhuse. De lå vendt øst-vest, omtrent parallelt og på en række. Husene var omkring 16-20 m lange og 6-7 m brede. Deres tag var båret af to rækker kraftige stolper, og der var spor af smedevirksomhed og bronzestøbning i dem.

Lindholm Høje-landsbyen var ved sin placering, sin størrelse og sin indretning ganske typisk for landsbyerne fra den seneste del af jernalderen. Dens struktur er dog endnu ikke helt klar. Her tegner forholdene sig tydeligere i nogle af de totaludgravede jyske landsbyer længere mod syd, Vorbasse og Nørre Snede, som vi allerede tidligere har hørt om (se Landsbyer og gårde). Her kan man i nogle tilfælde følge gårdanlæggene i en række faser, hver af en generations varighed. Det skyldes, at der ca. hver 30. år skete en næsten total fornyelse, når en ny generation overtog slægtsgården.

 Vorbasse-landsbyen, med mørk tone er angivet bebyggelsens udstrækning i 7. århundrede e.Kr.

Vorbasse-landsbyen, med mørk tone er angivet bebyggelsens udstrækning i 7. århundrede e.Kr.

I Vorbasse kan man få et indtryk af, hvordan landsbybebyggelsen så ud i 600-tallet.36 Efter alt at dømme lå husene i to grupper, en nordlig med 5-6 gårde og en sydlig med et tilsvarende antal gårde. Til flere af gårdene i den nordlige gruppe kunne der ved hjælp af hegn knyttes flere mindre huse. De fire østlige gårde var omtrent lige store, hvorimod den vestligste var væsentligt større. Alle gårdene havde en hovedbygning placeret i midten, et langhus opdelt i flere rum med beboelse og stald, samt et til to mindre huse, som alle var bygget ind i gårdenes nordlige hegn.37

Hvor Vorbasse-bebyggelsen fra 600-tallet kan virke lidt forvirrende, er der mere klarhed over landsbyens udseende i 700-tallet.38 Bebyggelsen var nu rykket ca. 400 m mod syd, de nyanlagte gårde var totalt omstrukturerede – og det var sket så konsekvent, at der bag det må have været en overordnet styring.39 I den form, landsbyen havde fået nu, levede den videre et godt stykke tid ind i vikingetiden (se Landsbyer og storgårde). Midt igennem bebyggelsen, i retningen øst-vest, gik en ca. 10 m bred vej, hvortil de enkelte gårde havde adgang ved en større portåbning i gårdenes hegn. Ved denne flytning var der ikke sket nogen ændring i antallet af gårde, og heller ikke i deres indbyrdes størrelsesforhold. Men størrelsen på den indhegnede toft, de enkelte gårde lå på, var stort set vokset til det dobbelte. Toften til den største af de seks gårde, der lå fordelt med henholdsvis tre og fire på hver side af vejen, var nu 5500 m2.

Gårdenes indhegninger dannede store firkantede parceller. En typisk gård bestod af et ca. 30 m langt hovedhus, ofte med båseskillerum i den østlige del til 20-30 kreaturer. Hertil fire til fem hegnshuse, et par grubehuse og en brønd. De åbne hegnshuse var nu forsvundet og erstattet af treskibede småhuse. Karakteristisk for alle de treskibede huse var, at det yderste sæt tagbærende stolper var placeret i gavlene, som derfor må have været rette. Vægge og tagryg var gerne krumme. Hovedhusenes krumning var som regel mere udtalt end småhusenes. Nogle af disse havde endda helt rette vægge. De tagbærende stolper i gavlen udelukker, at gavlen kan have haft helvalm, sådan som de treskibede huse fra ældre jernalder formentlig havde det. Snarere har husene haft en halvvalm, som man den dag i dag kan se på mange gamle bondehuse, eller også har gavlen fortsat helt op i kippen, som det er almindeligt på bulhuse fra historisk tid.

En bebyggelse fra det 7. århundrede har man også kunnet udskille i Nørre Snede.40 Den lå længst mod nordvest i det udgravede areal og bestod af langhuse, der havde samme grundplan som den tilsvarende bebyggelse i Vorbasse. I Nørre Snede kunne man udskille otte gårde, der nærmest lå i en klump på det landskabeligt højeste sted omkring to gravhøje fra stenalderen. Fem af Nørre-Snedegårdene havde bevaret de omgivende hegn. Imellem gårdene var der små veje eller smøger, og langhusene var placeret langs den ene side af gårdens indhegning sammen med oftest et mindre hus inden for indhegningen.

 Nørre Snede-landsbyen, med mørk tone er angivet bebyggelsens udstrækning i 7. århundrede e.Kr.

Nørre Snede-landsbyen, med mørk tone er angivet bebyggelsens udstrækning i 7. århundrede e.Kr.

Vorbasse og Nørre Snede var regulære landsbyer, som bestod af op til en halv snes gårde. Man kender imidlertid også enkeltliggende gårdanlæg, der ikke indgik i en landsby. Gården Mørup vest for Vejle var meget stor og havde som hovedbygning et 44 m langt hus opdelt i flere rum med bl.a. beboelse og stald.41 Hertil hørte fem mindre huse, 8-18 m lange. Hvorvidt de alle havde eksisteret samtidig er uklart. Gården i Mørup kan ved sammenligning med tilsvarende anlæg i Vorbasse og Nr. Snede dateres til 6.-7. århundrede.42

Tidligere så vi, hvordan der omkring 200 e.Kr. var foregået et skift i både landsbyernes og de enkelte gårdes udseende (se Et landsbysamfund i forvandling). Et lige så markant skift fandt sted i 700-tallets danske landbebyggelse. I 4.-5. århundrede var gårdtofterne typisk 50 x 50 m, enkelte var dog større. Af form var de nærmest firkantede. Der var både en større og en mindre åbning i hegnene beregnet til kørende og gående færdsel. Karakteristisk var det endvidere, at gårdens hovedbygning – langhuset – var placeret omtrent midt i gårdens område. Hertil hørte der næsten altid et eller to mindre huse, som også var placeret inden for gårdens indhegning, samt i et hjørne oftest en staklade. Langs en af hegnets indersider var der ofte et halvtag, hvor selve hegnet udgjorde den ene væg.

På den tid kunne man i Vorbasse se en klar landsbystruktur, hvor gårdene var ordnet i rækker. I Nørre Snede klumpede gårdene sig derimod. Det skyldtes formentlig de topografiske forhold, bebyggelsen lå i et let kuperet terræn.

I det 6.-7. århundrede skete en række ændringer i Vorbasse-gårdenes struktur i forhold til tidligere. Halvtagshusene blev erstattet af en ny type små huse, der var bygget ind i det omgivende hegn. De fleste af gårdtofterne var af samme størrelse som tidligere og havde fortsat en centralt beliggende hovedbygning, langhuset. I den nordlige del af Vorbasse lå der dog en større gård, som formentlig var det yngste anlæg i 600-talsbebyggelsen. Gården havde et indhegnet areal på 130 x 60 m med fire mindre huse indbygget i det omgivende hegn.

 Ændringer af gårdstrukturen fra 5. til 8. århundrede vist ved eksempler fra 1: Vorbasse, 2: Nørre Snede, 3: Mørup, 4-6: Vorbasse. I det 5. århundrede er gårdenes indhegnede arealer typisk 50 x 50 m. I det 8. århundrede kan de være op mod tre gange så store.

Ændringer af gårdstrukturen fra 5. til 8. århundrede vist ved eksempler fra 1: Vorbasse, 2: Nørre Snede, 3: Mørup, 4-6: Vorbasse. I det 5. århundrede er gårdenes indhegnede arealer typisk 50 x 50 m. I det 8. århundrede kan de være op mod tre gange så store.

I 700-tallet skete så nogle afgørende ændringer, som dog endnu kun ses med fuld klarhed i Vorbasse. De indhegnede gårdtofter var nu væsentligt større end tidligere. Oftest var der tale om en rektangulær indhegning, fra 50 x 50 m til 50 x 110 m stor, dvs. af næsten samme størrelse som den store, yngste indhegning i 600-talslandsbyen. Det lange hovedhus med beboelse og stald under samme tag var nu placeret inde i indhegningen i området nærmest landsbyens midtergade. I samme område lå også gårdens grubehuse. Antallet af småhuse, som var knyttet til de enkelte gårde, var øget betydeligt, og alle de mindre huse var placeret lige på indersiden af gårdens indhegninger.

Hegnene i 700-talslandsbyen i Vorbasse er dendrokronologisk dateret til årene omkring 720-730, og hele landsbyen synes udlagt efter så fast en plan, at der må være tale om en overordnet styring af landsbysamfundet. En samtidig, og formentlig også overordnet styring, finder man på den handelsplads, der kort efter år 700 blev etableret i Ribe (se Porten mod vest), og hvor området blev opdelt i en lang række parceller. Det er en nærliggende tanke, at disse store ændringer af bebyggelsen i 700-tallet er udtryk for den centralisering af magten, der efter alt at dømme fandt sted i Danmark i netop dette og de følgende århundreder.

Noter

34: Grøn & Andreasen 1995.

35: To faser af den blev udgravet i årene 1952-58, se Johansen, Trolle & Lerche 1994.

36: Egebjerg Hansen et al. 1991.

37: Da den endelige publikation af Vorbasse endnu ikke foreligger, er det ikke klart, om gårdene i den sydlige og den nordlige del er samtidige, eller om den nordlige gruppe helt har afløst den sydlige gruppe af gårde.

38: De ældste hegn om denne landsby er dendrokronologisk dateret til årene 720 og 734.

39: S. Hvass 1988, s. 87, fig. 32 og 33.

40: Egebjerg Hansen et al. 1991, se planen ibid. s. 22.

41: D.K. Mikkelsen 1989, 1999.

42: De mindre huse i Mørup nærmer sig i form og konstruktion de ældste huse i vikingetidslandsbyen i Vorbasse, men adskiller sig dog herfra på et væsentligt punkt, nemlig ved ikke at have tagbærende stolper i gavlene. Endvidere er der udgravet to næsten identiske huse i den yngste del af landsbyen i Nørre-Snede. Husene fra Mørup kan derfor ses som en overgangsform mellem jernalder og vikingetid.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Landsbyer og gårde i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 9. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431054

Afsnittet Landsbyer og gårde er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet