Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kongeriget i Østersøen

Oprindelig forfatter JJe

Det var ikke mange gravfund fra den yngre germanske jernalder, vi fandt frem til på vor rejse gennem Jylland og de danske øer. Så meget mere overraskende er fundrigdommen, når vi når ud til den danske forpost i øst, Bornholm. I alt kendes fra øen mere end 330 grave, hvoraf langt de fleste er jordfæstegrave, kun enkelte brandgrave kan henføres til denne periode.107 Så talrige og så rigt udstyrede er gravfundene, at man af dem har ment at kunne slutte, at øen allerede i det 7. århundrede udgjorde et eget lille kongerige. Det skyldes navnlig det stærke kontinentaleuropæiske islæt, man finder i de bornholmske grave.

I det 5. og 6. århundrede var der store rigdomsforskelle i de bornholmske grave.108 Efter alt at dømme har der været en udtalt social konkurrence mellem øens familier. En del kvindegrave indeholdt meget omfattende gravgaver – de markerede naturligvis den gravlagtes høje position i familien. Et tilsvarende rigt udstyr finder man også i et mindre antal mandsgrave. Her kunne det være et fuldstændigt våbenudstyr, der var medgivet som gravgave. Ja, undertiden fulgte også den dødes hest ham i graven. Disse rigt udstyrede mands- og kvindegrave rummer formentlig de først gravlagte af en generations familieoverhoveder. Andre familiemedlemmer blev gravsat med et noget mere beskedent udstyr.

Blandt de vigtigste af de bornholmske gravpladser kan man nævne Bækkegård109, Kobbeå110 og Nørre Sandegård Vest.111 Den sidste kan vi se nærmere på som en typisk gravplads fra den yngre germanske jernalder.

Annonce

 Gravfund fra yngre germansk jernalder på Bornholm.

Gravfund fra yngre germansk jernalder på Bornholm.

Nørre Sandegård ligger nær øens nordkyst i et naturskønt område, rigt på gravpladser fra yngre jernalder. Gravpladsen lå på en sandet terrasse kun 200 m fra kysten. Her fandt man 59 grave fra den yngre jernalder. Oprindelig må gravpladsen dog have rummet 70-75 grave. Gennem 170 år, i tiden 550-720 e.Kr., havde tre-fire familier gravsat deres afdøde medlemmer på dette sted.112 De fleste af gravene havde oprindelig været dækket af lave jordhøje, de var nu pløjet bort. Gravene lå gerne i retningen nord-syd. Mange af dem havde været bygget af kantstillede planker. Her lå de fornemste af de døde. Mange grave på pladsen var blot simple, trugformede nedgravninger uden spor af kiste.

Næsten alle de begravede var voksne. Kun få var børn. Man kunne kønsbestemme de fleste af de gravlagte: 24 var mænd, 27 var kvinder, medens 2 var børn. Både mænd og kvinder var gravlagt fuldt påklædt. Mændene lå på ryggen, kvinderne på siden, i sovestilling med hænderne foran ansigtet.

 Kvinde- og mandsgrav fra Nørre Sandegård. Skelettets omtrentlige placering er angivet ved stiplede linjer.

Kvinde- og mandsgrav fra Nørre Sandegård. Skelettets omtrentlige placering er angivet ved stiplede linjer.

Kvinderne var gravlagt iklædt deres fineste skrud og med deres smykker. Dragten var en såkaldt selekjole af ofte fin, blå uld med en tilhørende undersærk af hør. Nogle havde desuden et sjal over skulderen. Dragtdelene blev holdt sammen af forskellige spænder. I de ældste af gravene var det en pragtfuld, om end lidt klodset broche, en såkaldt rygknapfibula af forgyldt bronze med indlagte glasstykker og granater. Den lå gerne nær halsregionen. Lidt længere nede på brystet kunne sidde to noget mere beskedne brocher, som kunne være forbundet med hinanden med en kæde af gule og røde glasperler. Dette smykkegarniture holdt sig gennem hele gravpladsens brugstid, dog ændredes det i løbet af 600-årene. De tunge rygknapfibler blev med tiden afløst af enkle, runde eller firkantede pladebrocher, ofte af forgyldt bronze og med den fineste dyreornamentik.113

De gravlagte mænd havde formentlig alle i levende live været fredelige bønder. Men det var klart deres rolle som krigere, man havde tillagt betydning ved gravlæggelsen. Stort set alle voksne mænd var begravet med deres våbenudstyr. Det var også mændene, der havde fået de største plankekister. Ja, i nogle tilfælde havde de endog fået deres hest med sig med fuldt seletøj, bidsler og beslag. Ved en af rytterne lå et enægget sværd og en lansespids samt et par småredskaber som kniv og saks. Ved en anden lå ved hoften en kniv og et kort, enægget sværd i en skede af træsorten navr. Mandens hovedvåben var dog et meterlangt, tveægget sværd, som lå midt mellem ham og hesten – også det i en skede af navr. Det bælte, hvori sværdet oprindelig havde hængt, var viklet omkring skeden, og oven på det hele var hans skjold anbragt.

 Rygknapfibula af forgyldt bronze med indlagte granater og muslingeskal, fra en af kvindegravene på Nr. Sandegård-gravpladsen. Ca. 1:1.

Rygknapfibula af forgyldt bronze med indlagte granater og muslingeskal, fra en af kvindegravene på Nr. Sandegård-gravpladsen. Ca. 1:1.

Det var dog de enæggede sværd, der var den almindeligste slags våben på Bornholm. Og påfaldende nok udviklede de sig på nøjagtig samme måde som sværdene nede på kontinentet. De bornholmske krigeres udrustning svarede i det hele taget til den, man fandt længere mod syd, specielt i det frankiske område. Den bestod af langsværd, lanse, skjold og hest med tilhørende seletøjsudstyr.

De bornholmske grave giver det indtryk, at enhver fri mand ejede et sværd – en stor investering for den enkelte – og endda gik sværdet med i graven. Formentlig har tilsvarende forhold været gældende over de øvrige dele af Danmark, men som vi har set, lagde man i almindelighed ikke sværdene i gravene her.

I midten af det 6. århundrede optræder pludselig en ny gravtype, ikke blot på gravpladsen Nørre Sandegård Vest, men mange steder på Bornholm. Det er store plankekister af en nærmest kammerlignende konstruktion. Både mænd, kvinder og børn kan begraves i dem. Forbilledet for de store plankekister skal man efter alt at dømme også søge på kontinentet, i de nord- og nordøstlige dele af det frankiske område i sidste halvdel af det 5. århundrede – og de fortsætter her igennem det 6. og 7. århundrede.114

De rige bornholmske grave med våbenudstyr og hest tilhørte første halvdel af 600-årene. Efter ca. 650 skete på øens gravpladser et markant fald i gravenes våbenmængder og udstyrets hele kvalitet. Nu fik de døde blot med sig et mere ordinært enægget sværd. I 700-årene indskrænkedes våbenudstyret yderligere, og kort før vikingetidens begyndelse holdt man helt op med at lægge våben i de bornholmske grave. Ændringer af kampteknikken var formentlig en af forklaringerne herpå. Det forringede våbenudstyr betød i hvert fald næppe, at tiderne var blevet fredeligere, måske snarere tværtimod. Man kan også forestille sig, at mandens prestigebetonede kampudrustning nu gik i arv til sønnerne.

 Forgyldt pladespænde fra Nr. Sandegård-gravpladsen. Dets overflade er dekoreret med sammenslyngede fabeldyr. Ca. 3:2

Forgyldt pladespænde fra Nr. Sandegård-gravpladsen. Dets overflade er dekoreret med sammenslyngede fabeldyr. Ca. 3:2

Forbindelserne til det østfrankiske område kommer også til udtryk på andre af de bornholmske gravpladser. På Bækkegårdgravpladsen fandt man tre familiegrupper, som havde begravet deres døde her igennem næsten hele den yngre germanske jernalder.115 Langt over halvdelen af de voksne mænd i en familie blev gravlagt med våben. Det samme synes at være tilfældet på Nørre Sandegård Vest. Det svarer nøje til forholdene i det merovingiske område, hvor også hen ved tre fjerdedele af mandsgravene indeholder våben. Ligesom med kammergravene må det være et sammenfald, som ikke er tilfældigt.

Heste og seletøjsudstyr bliver også, som vi ovenfor har nævnt det, lagt i mandsgravene. Igen er der tale om et nyt træk ved gravskikken. Som regel er hesten nedlagt i den østlige side af graven med samt bidsel og seletøj. Rytterudstyret er altid at finde blandt de rigeste mandsgrave. Det er en gravtype, som er enestående i Danmark, men på kontinentet er den vidt udbredt. Heste- og seletøjsgrave finder man i store dele af Mellem-, Syd- og Sydvesttyskland, i det østfrankiske, alemanniske og bajuvariske område. Ja, endog i Østengland. Endelig er skikken udbredt i det østlige Europa, f.eks. i det baltiske område. Igen må der være tale om en gravtype, som bl.a. blev benyttet af den merovingiske elite, og som hurtigt blev kopieret på Bornholm – på samme måde som kammergravene blev det.

Baggrunden for disse iøjnefaldende træk ved de bornholmske grave skal efter alt at dømme søges i det kontinentale Europa. Her var det romerske rige brudt sammen, og i dets sted opstod et ekspansivt Frankerrige under de merovingiske konger, som til sig havde knyttet et magtfuldt krigeraristokrati.116 Højtrangerende hærmænd i fyrstens brød blev ofte forlenet med gods i de nyerobrede områder. Og efter døden blev medlemmerne af dette krigeraristokrati stedt til hvile i store træbyggede gravkamre med deres rangtegn, som var kostbare sværd, hjelme, heste etc.

Netop sådanne rangtegn kan vi undertiden finde i de rummelige bornholmske plankekister. Det gælder f.eks. de enæggede sværd, som i begyndelsen er ret korte, man som efterhånden bliver helt op til en meter lange. Også tilstedeværelsen af våben i de bornholmske grave, noget hidtil ukendt, synes at være inspireret af den frankiske gravskik. Det samme gælder skikken at medgive den døde hans hest i graven. Også i kvindegravene kan man finde vidnesbyrd om forbindelser til Frankerriget. Det gælder f.eks. nogle af de tekstiltyper, man har kunnet påvise i gravene.117 Man har set dem som udtryk for, at frankisk mode og klædedragt blev introduceret blandt det skandinaviske aristokrati i sidste halvdel af det 6. århundrede.

 De bornholmske graves to særtræk, store plankekister og hesteofre, har begge deres rødder i Centraleuropa. Kortet viser gravtypens udbredelse omkring 600 e.Kr. Den stiplede linje viser Frankerrigets grænse.

De bornholmske graves to særtræk, store plankekister og hesteofre, har begge deres rødder i Centraleuropa. Kortet viser gravtypens udbredelse omkring 600 e.Kr. Den stiplede linje viser Frankerrigets grænse.

Nok blev de gravlagtes våben efter alt at dømme fremstillet lokalt. Men det skete tydeligvis efter overregionale retningslinjer, og man har på Bornholm holdt sig velorienteret om, hvilket våbenudstyr man brugte nede på kontinentet. Den stærke militarisering af det bornholmske samfund i det 6. århundrede har man taget som udtryk for, at befolkningen også var organiseret efter de samme militære principper som længere mod syd.118 Det har betydet, at øens frie mænd skulle stille med et fuldt våbensæt ved opbud: sværd, skjold, lanse, og de der havde råd kom til hest. En udpræget militær elite skiller sig dog ikke ud, bortset fra at visse gravpladser, Bækkegård, Glasergård, Kobbeå,119 rummer rigere familier blandt de gravlagte. Disse var ikke nødvendigvis alle militære ledere, men formentlig hirdmedlemmer, der fulgte skik og brug som de øvrige rige familier på daværende tidspunkt i Europa.120

De mange og rige våbengrave på de bornholmske gravpladser har efterhånden tegnet et billede af øens militære organisation i yngre germansk jernalder. Men hvor lå da det bornholmske magtcenter? Formentlig på lokaliteten Sorte Muld, som vi ovenfor har beskrevet den, og hvor der også kunne konstateres et stærkt kontinentalt indslag, bl.a. i form af frankiske glas.121 På Sorte Muld var der en sammenhængende bebyggelse gennem det meste af jernalderen, og nogen almindelig landsby var der ikke tale om. Sorte Muld må have været et center for hele den bornholmske befolkning. Et sted med både religiøse og kommercielle funktioner. Og den rolle havde det haft længe.

Den forudgående tid, perioden ca. 400-530 e.Kr. havde været præget af talrige skattenedlæggelser af især guld. Det fandt på Bornholm sted samtidig med, at en række centralbopladser udviklede sig. På Bornholm kan man nævne flere: Sorte Muld i Ibsker, Sandegård i Åker, Smørenge i Vestermarie og Rytterbakken i Østerlars. I det 5. århundrede ser man på disse bopladser en kraftig ophobning af ædelmetaldepoter, løsfundne denarer og solidi, brudguld, importgenstande (især glas), og man kan se, at forskellige former for metalhåndværk i stor udstrækning blev udøvet på disse bopladser.

I 6. århundrede får centralpladsen på Sorte Muld tydeligvis en ledende position. De mange fund af guldgubber viser bl.a. dens store kultiske betydning. Og den almindelige rigdom viser sig ved de mange andre guldfund, ligesom de kontinentale kontakter understreges af de mange fund af frankisk glas. Hertil kommer de mange løsfundne våben, som må være udtryk for pladsens politiske betydning. Efter alt at dømme har en lokal elite på det tidspunkt kontrolleret en overskudsproduktion af kvæg og kvægprodukter og samtidig varetaget de eksterne kontakter til det øvrige Skandinavien og kontinentet. De øvrige centre, Sandegård, Smørenge og Rytterbakken er formentlig nu lokale centre, underlagt hovedcentret i Sorte Muld.

 Mandsgrav fra gravpladsen Nørre Sandegård Vest. Den døde, hans våben og hest er begravet i en stor, plankebygget kiste.

Mandsgrav fra gravpladsen Nørre Sandegård Vest. Den døde, hans våben og hest er begravet i en stor, plankebygget kiste.

Sammenholder man dette indtryk af en stærk økonomisk centralisering og nære kontakter til kontinentet med det indtryk af samfundsorganisationen, vi på samme tid kan danne os ud fra gravene, får vi et billede, der en miniature svarer til, hvad vi kan se på kontinentet. Nemlig af en samfundsstruktur baseret på eksistensen af en central fyrste eller konge med et tilknyttet krigeraristokrati. Det bornholmske billede er så lig det merovingiske, at en beslægtet samfundsstruktur formentlig også er blevet introduceret her i løbet af det 6. århundrede.

Det umiddelbare resultat er en voldsom markering af status, dvs. familiernes forsøg på at signalere og befæste deres position i den nye samfundsstruktur, som det især kommer til udtryk i gravskikkene. Det afspejler et samfund, der er under omstrukturering og præget af de ledende familiers indbyrdes konkurrence. Ganske som vi har set det tidligere, i den yngre romerske jernalder (se Et sjællandsk høvdingedynasti). I løbet af det 7. århundrede sker så en afmatning. De prestigebetonede mandsgrave begynder at forsvinde. Kun ordinære våbentyper ses nu i gravene. På samme tid sker en standardisering af kvindeudstyret: hovedparten af de forgyldte bronzesmykker forsvinder. I stedet får man mere standardprægede smykkeformer.

Disse forandringer i det sene 7. og 8. århundrede har man taget som udtryk for, at en stabil centralmagt nu er ved at være etableret.122 Dens styring medfører et ophør af konkurrencen mellem de ledende familier. Og styringen er formentlig udgået fra Sorte Muld, hvor en småkongemagt kan have været etableret allerede i det 6. århundrede. Endnu har man ikke fundet den centrale elites gravlæggelser. Men formentlig skal de søges i området omkring Sorte Muld.

Den bornholmske våbengravskik ophørte definitivt i løbet af det 8. århundrede. Derved kan man endnu en gang konstatere en klar overensstemmelse i skik og brug med de nordlige, kontinentale områder. Nok befandt den lille klippeø ude i Østersøen sig i periferien af den europæiske kulturudvikling, men man var alligevel velinformeret om tidens skik og brug, specielt hvad angik våben.

Endemålet i denne lange udvikling, etableringen af en bornholmsk centralmagt, er formentlig, hvad vi kan læse om i en af de skriftlige kilder fra 800-årene, Orosius' oldengelske verdenshistorie.123 I den fortælles om købmanden Wulfstan, som foretog en sørejse fra Hedeby til handelspladsen Truso i den østlige Østersø. Undervejs passerer han Bornholm, og som der står i teksten: „så havde vi Bornholm til bagbord, og de har deres egen konge“. Hvor længe dette bornholmske kongerige dengang havde eksisteret, får vi ikke noget at vide om. Hvad vi her har anført, tyder imidlertid på, at den første begyndelse skal søges i 5-600-årene, hvor det må være lykkedes en militær leder efter frankisk model at omgive sig med et krigeraristokrati, udvalgt blandt øens førende familier. Det har dengang næppe været nogen enestående begivenhed. Noget lignende foregik nemlig i store dele af det, som senere blev til de nordiske riger.

Når vi her har givet forholdene på Bornholm så forholdsvis en detaljeret omtale, skyldes det, at øen er det eneste område af Danmark, hvorfra vi har et rigeligt kildemateriale fra den yngre germanske jernalder. Men den udvikling, Bornholm gennemgår igennem det 6.-8. århundrede, kan man også iagttage over store dele af det øvrige Skandinavien, tydeligst i Mellemsverige og på Gotland, hvor det merovingiske system kopieres på lignende vis (se nedenfor).

Den samme udvikling gik det danske område formentlig også igennem. På Fyn vidner centralpladsen Gudme og anløbspladsen Lundeborg om en tilsvarende centralisering af magten, om end vi her mangler gravenes vidnesbyrd. I Jylland er det arkæologiske billede af en anden karakter, fordi gravfundene er så sparsomme. Tilsyneladende slår den merovingiske gravskik ikke igennem her. Forklaringen kan som nævnt være, at sakserne blokerede for de frankiske impulser igennem det 6.-7. århundrede. Men i løbet af det 8. århundrede erobrede frankerne det saksiske område. Og da blev der åbnet for en mere direkte påvirkning. Der er imidlertid flere forhold, som tyder på, at centrale magtstrukturer også opstod i Jylland, samtidig med at det skete i øst. Bl.a. må anlæggelsen af Ribe være udtryk herfor. Og fra det 8. århundrede nævner de frankiske kilder da også danske konger, hvis magt må have rakt langt ud over det rent lokale.

Etableringen af disse kongedømmer må formentlig være afsluttet sent i det 7. århundrede. På det tidspunkt sker over hele Skandinavien et kraftigt fald i antallet af de prestigebetonede grave. Forklaringen kan være, at krigeraristokratiet nu blev hvervet fra en sluttet gruppe familier, og at der nu var etableret en arvefølge for familiernes position i aristokratiet.124 Medens social rang i det 6.-7. århundrede formentlig var blevet tildelt efter personlige fortjenester, kan det tænkes, at man i det 8. århundrede fik arvelig rang. I hvert fald indgik personlige rangsymboler ikke længere i gravskikkene. Den politiske konkurrence foregik nu imellem de forskellige lokale magthavere, som man finder det beskrevet i flere frankiske kilder. Med det 8. århundrede synes kongemagten at have været etableret de fleste steder i Skandinavien.

Noter

107: Langt hovedparten af gravene blev udgravet af amtmand E. Vedel i samarbejde med lærer J.A. Jørgensen i tiden før 1900, se E.Vedel 1886, 1890, 1897. De fleste af gravene ligger koncentreret på marginaljord på øens nordøstkyst. Mange af de typiske lave høje var endnu synlige i det 19. århundrede, men kan stadig ses flere steder langs kysten.

108: Den efterfølgende skildring hviler i alt væsentligt på tolkningerne af det arkæologiske materiale i L. Jørgensen 1990 og senere arbejder af samme forfatter. Vedr. en diskussion af teorierne se K. Højlund Nielsen 1993.

109: L. Jørgensen 1990, plan over gravpladsen se Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, s. 79.

110: A. Nørgård Jørgensen 1991b, plan af gravpladsen Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, s. 81.

111: Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997; L. Jørgensen 1990b, se også idem 2000b.

112: Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997.

113: Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, s. 55 ff.

114: L. Jørgensen 1991, s. 112.

115: L. Jørgensen 1990.

116: B.S. Bacharach 1972.

117: L. Bender Jørgensen 1991b, 1992. Det drejer sig bl.a. om en speciel lærredsvævning, Gudmingegårdtypen, som findes i kvindegrave. Den optræder ellers kun i et massivt antal i det alemanniske område, samt i Nordvesttyskland, Holland og i flere angelsaksiske grave.

118: Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997.

119: A. Nørgård Jørgensen 1991a.

120: Der er dog ét frankisk militært symbol, som tilsyneladende ikke har været en del af den militære tradition på Bornholm: ringknopperne, som vi bl.a. kender fra Gudme (se Kongeriget i Østersøen). Måske har en overtagelse af dette frankiske hirdsymbol ikke været nødvendigt i det lille øsamfund, hvis militære system har været tilpasset et lokalt og selvstændigt forsvar, og hvor forbindelser og alliancer især har drejet sig om at sikre skibsfarten, handelen og forsyningerne.

121: L. Jørgensen 1991b.

122: Nærværende skildring af udviklingen på Bornholm bygger i hovedsagen på de synspunkter, som er fremsat i diverse arbejder af L. Jørgensen og A. Nørgård Jørgensen.

123: N. Lund et al. 1983, s. 24.

124: Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Kongeriget i Østersøen i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 10. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431059

Afsnittet Kongeriget i Østersøen er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet