Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Konger og høvdinge i nord

Oprindelig forfatter JJe

Det er et noget fragmentarisk billede, der fremstår af Sydskandinavien i det 6. århundrede og tiden derefter. På mange områder er kilderne meget sparsomme, og det er da også først sent, at man har erkendt, at Sydskandinavien i den tid havde en helt særlig egenart. Ja, at området formentlig tidligt var en dominerende magtfaktor i Østersøområdet. Det er en slutning, man allerede kunne drage af våbenofferfundene fra den yngre romerske jernalder (se Urotider. 200-400 e.Kr. ff.).

Men lad os igen vende blikke mod nord, til det mellemsvenske område, hvor de arkæologiske kilder i denne periode er meget rigere end i Sydskandinavien. Beskyttet af den havarm, som Mälaren dengang udgjorde, opstod her i det 6. århundrede et af de første svenske kongedømmer. På Gotland fandt en lignende udvikling sted. Omstændighederne lignede i flere henseender dem, vi netop har beskrevet på Bornholm. Så langt mod nord mærkede man altså de central- og vesteuropæiske, først og fremmest frankiske impulser.

Som symboler på kongemagtens fremvækst opførtes flere steder i det mellemsvenske område mægtige monumenter i form af storhøje, ofte på eller i nærheden af gårde med navnet Tuna eller Husby.125 Disse stednavneformer kan tilsyneladende i mange tilfælde henføres til gårde, som var kongelig ejendom, eller som havde en administrativ funktion inden for det fremvoksende kongerige.

Annonce

 Kongehøjene i Gamla Uppsala nord for Stockholm, formentlig et af de tidligste vidnesbyrd om et mellemsvensk kongedømme.

Kongehøjene i Gamla Uppsala nord for Stockholm, formentlig et af de tidligste vidnesbyrd om et mellemsvensk kongedømme.

I Gl. Uppsala ved Mälaren i Uppland finder man allerede i det 6. århundrede det politiske og religiøse centrum for et tidligt kongedømme. Her ligger tre „kongshøje“ omgivet af et gravfelt med omkring 150 større og mindre høje.126 Kongshøjene er omkring 12 m høje og deres diameter ca. 40 m. Det vil sige, at de i deres størrelse omtrent svarer til de danske kongehøje i Jelling. Fragmenter af brændte gravgaver fra to af højene stammer fra resterne af meget rigt krigerudstyr. Ifølge overleveringen skulle kongshøjene være rejst over de legendariske Ynglingekonger Aun, Egil og Adils.

Ved Husby, 40-50 km nordvest for Gl. Uppsala, finder man en tilsvarende storhøj. Den rummer, ifølge overleveringen, Ottar Vendelkråka, der skulle være død omkring 500 e.Kr.127

De få og uendeligt små rester af gravgodset fra kongehøjene – i det mindste det fra højene i Gl. Uppsala – viser, at det oprindelige gravgods må have været konger værdigt: et stykke guldblik med filigranornamentik og dyremotiver i den ene og et lille stykke guldarbejde i cloisonné i den anden.128 Begravelserne er formentlig sket fra omkring 500 e.Kr. og frem gennem det følgende århundrede.

Hvis det er selve kongeætten, vi finder i storhøjene i Gl. Uppsala, så kan det være højtrangerende medlemmer af krigeraristokratiet, der ligger begravet på gravpladserne ved Vendel og Valsgarde. Disse to upplandske gravfelter overgår ved deres rigdom alt, hvad der i øvrigt kendes fra Norden på denne tid. Vendel-gravpladsen ligger omkring 40 km nord for Gl. Uppsala og ikke langt fra den såkaldte Ottarshøj.129 Ved Vendel kirke blev der på en særskilt del af en stor gravplads med brandgrave udgravet 14 usædvanligt rige jordfæstegrave. Og ved Valsgarde, som ligger blot tre km nord for sveakongernes hovedsæde, er fundet lige så rige grave.130

Kendetegnende for de to gravpladser er brugen af bådgrave. Heri ligner de andre bådgravpladser i bl.a. Tuna i Alsike og Tuna i Badelunda.131 Mange fællestræk forener disse gravpladser i form af en strengt fastholdt tradition, som markeres ved, at gravene anlægges i en ubrudt rækkefølge, formentlig en grav pr. generation. Måske det kun var ættens hovedmænd, der generationsvis blev hædret med denne begravelsesform.

 Krigerhjelm fra en af begravelserne på gravpladsen ved Valsgårde i Mellemsverige.

Krigerhjelm fra en af begravelserne på gravpladsen ved Valsgårde i Mellemsverige.

De døde blev som nævnt begravet i klinkbyggede både. Her er især gravene fra Valsgarde interessante – de var nemlig ikke plyndrede, og man får fra dem et meget detaljeret indblik i gravskik, i skibsbygningsteknik, i kunsthåndværk og alt, hvad der har med hesteudrustning og husholdning at gøre. Bådene blev åbenbart udstyret til gravfærden på samme måde, som man udrustede et skib til langfart.

Bådene var 8-12 m lange og havde plads til seks-ti roere. Den døde var anbragt midtskibs på et leje af puder og fjerdyner, og ligesom i Vendel var alle de gravlagte mænd. I nærheden lå den dødes våbenudstyr: ringsværdet, flere skjolde, hjelm, spyd, pile, hugkniv, og eventuelt en brynje foruden sadler og andet rideudstyr. Men gravudstyret omfattede også glasbægre, drikkehorn, spillebrikker og terninger. Foran i skibet havde de efterladte anbragt proviant, kogegrej og andet køkkenudstyr. Og uden for båden lå opsadlede heste, hunde, okser, får og svin.

En af gravene fra Valsgårde kan tjene som eksempel på den overdådige gravskik.132 Det var en bådgrav, hvor den døde havde været dækket af tre skjolde tæt beslået med ornamenterede, bronzeklædte jernribber som forstærkning og dekoration på forsiden, på et af skjoldene med fornemme rovfuglebilleder. Ud over skjoldene havde den døde fået med sig to sværd med rigt ornamenterede, forgyldte bronzefæster, det ene med fin granatindlægning på fæsteknappen, hjaltet og parerstangen. Desuden et spyd og en hjelm, der var helt dækket med presblik dekoreret med dyreornamentik og med billeder af krigere og ryttere. Hjelmens øjenbrynsbuer var dekoreret med indlagt almandin. I graven lå endvidere tre drikkehorn, hvoraf et med dyrehovedbeslag, spillebrikker og terninger af ben, en økse, en jernkedel med ophængningskæde samt stegespid og ildtang. Hele fem heste, hvoraf fire var med bidsler, var lagt ned ved bådens forstavn.

Der er over det militære udstyr et tydeligt frankisk præg. Merovingiske rangtegn som ringknopsværd og hjelme indgår f.eks. blandt gravgaverne.133 Et forhold man genfinder på Gotland, hvor hjelme og ringknopsværd også forekommer i flere grave.134

 Dyreornamenteret rembeslag fra en af bådgravene fra 600-tallet i Vendel i Uppland. Udført i forgyldt og forsølvet bronze med niellodekoration, oprindelig størrelse 4,6 x 4,3 cm.

Dyreornamenteret rembeslag fra en af bådgravene fra 600-tallet i Vendel i Uppland. Udført i forgyldt og forsølvet bronze med niellodekoration, oprindelig størrelse 4,6 x 4,3 cm.

De rige våbengrave i Vendel og Valsgårde – og på Gotland – hører hjemme i perioden 550/60-600 e.Kr.,135 netop den tid som i de øvrige dele af Skandinavien var en konsolideringsfase for de småkongedømmer, der må have haft som mål at opnå kontrol over større lokalområder. Formentlig er det foregået på samme vis over hele Syd- og Mellemskandinavien, nemlig ved at inddrage eller optage medlemmer fra de ledende familier i et krigeraristokrati – og ved at tildele dem krigeraristokratiets rangtegn. Det kan dels have virket pacificerende på konkurrencen mellem de enkelte familier, dels have betydet en udvidelse af centralmagtens område.

En vigtig basis for magtudøvelsen i småkongedømmerne må have været kontrollen over de centrale bosættelser. I Märregionen hed den vigtigste Helgö, og vi har allerede berettet om den (se Magtens boliger). Der begynder således at tegne sig et billede af en mulig magtfordeling inden for det sydskandinaviske område i den sidste del af jernalderen. To magter beherskede Østersøområdet: Mälarregionen med svearne i nord – og Danmark med danerne i syd. Uafhængig af denne konstellation var formentlig Gotland, mens Öland og Småland fremstod som periferiområder i forhold til Mälarregionen. I syd tegnede sig et lignende center-periferiforhold, hvor Bornholm og Skåne lå i udkanten af danernes rige, uden at de dog politisk behøvede at være underlagt dette. Det var en magtfordeling, som i flere henseender kunne minde om den, vi finder senere hen, i middelalderen.

Noter

125: G. Burnehult 1983, s. 47.

126: S. Lindqvist 1936; W. Duczko 1997.

127: S. Lindqvist 1936.

128: I Ottarshøjen var der desuden en solidus fra slutningen af 400-tallet.

129: Vendel-gravpladsen blev fundet og udgravet i 1881, se Stolpe & Arne 1912.

130: Valsgarde-undersøgelserne gennemførtes i årene 1928-53 under ledelse af Sune Lindqvist. Resultaterne er publiceret af G. Arwidsson 1939, 1942a, 1954, 1977, 1980, 1983.

131: Nylén & Schönbeck 1994.

132: Valsgarde grav 7, G. Arwidsson 1977.

133: H. Steuer 1987, s. 222 ff.

134: A. Nørgård Jørgensen 1992a.

135: B. Arrhenius 1983.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Konger og høvdinge i nord i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431060

Afsnittet Konger og høvdinge i nord er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet