Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Huse og agre

Oprindelig forfatter JJe

Kiggede man indenfor i landsbyerne fra den sidste del af den yngre jernaldre, kunne man følge, hvordan huskonstruktionerne ændrede sig fra generation til generation. Vi har også tidligere set, hvordan der var sket store ændringer i husenes udformning ved overgangen til den yngre romerske jernalder (se Mod større produktivitet). Dengang blev langhusene længere, deres gennemsnitslængde voksede fra 22 m til omkring 35 m.43 Formentlig var det udtryk for den højere produktivitet, som blev skabt i landbruget i den periode. I det 4. og 5. århundrede blev husene endnu længere, ofte over 40 m. Placeringen af de tagbærende stolper og dermed husenes funktionelle opdeling var derimod uforandret. Dog blev midtskibet stadig smallere med et gennemsnit på lidt over 40% af husenes største bredde.

Videre frem i tiden, igennem det 6.-7. århundrede ændredes den tagbærende stolpesætning.44 De kraftige parvise stolper placeredes nu med næsten jævn afstand gennem husene, men samtidig begyndte der at mangle bestemte tagbærende stolper i konstruktionen. Endvidere placeredes de tagbærende stolpesæt nærmest gavlene med stadig mindre indbyrdes afstand end de øvrige tagbærende stolpesæt. Det betød, at ydervæggene fik et let krummet forløb.45

 Jyske langhuse fra det 7. århundrede e. Kr. 1: Mørup, 2: Nørre Snede, 3: Vorbasse.

Jyske langhuse fra det 7. århundrede e. Kr. 1: Mørup, 2: Nørre Snede, 3: Vorbasse.

I et sent stadium af dette udviklingsforløb skete også en ændring af gavlenes konstruktion. Gavlstolperne blev nu nedgravet i en regulær fundamentgrøft. Det styrkede konstruktionen i forhold til tidligere, hvor man nedgravede de enkelte planker i både væg og gavl enkeltvis. Samtidig blev langhusenes midtskibe stadig smallere, de udgjorde nu i gennemsnit mindre end 40% af husenes største bredde. Ændringerne af midtskibets bredde og den kraftigere vægkonstruktion må betyde, at der var sket en ændret vægtfordeling af taget. En stadig større del af dettes vægt hvilede nu på vægstolperne.

Annonce

I det 8. århundrede og ind i den ældre vikingetid fulgte videre ændringer i huskonstruktionen. Husene blev nu bredere, op til 7,5 m mod tidligere 5,5 m. Desuden blev indgangene nu altid placeret forskudt for hinanden, hvor de tidligere fandtes over for hinanden. Mindre forskydninger skete også i placeringen af de tagbærende stolpesæt. Disse blev nu sat med enten helt jævn afstand ned gennem hele huset. Styrkelsen af gavlenes konstruktion blev fastholdt, de yderste tagbærende stolpesæt blev placeret i selve gavlen og denne blev lige afskåret. Både de tagbærende stolperækker og selve væggene udviste nu et harmonisk, buet forløb. Denne krumning af væggene må betyde, at der var sket en ændring af tagryggen. Husene havde fået en tydeligt faldende tagås ved gavlene. Disses gradvis kraftigere konstruktion betød en udvikling fra en afvalmet til en lodret gavl. Dermed var det typiske vikingetidshus opstået.

 Plan og rekonstruktion af et typisk hus fra tiden omkring 800 e.Kr. fra Holsted Overmark, Sydjylland. Huset har let krumme langvægge og ni sæt tagbærende stolper.

Plan og rekonstruktion af et typisk hus fra tiden omkring 800 e.Kr. fra Holsted Overmark, Sydjylland. Huset har let krumme langvægge og ni sæt tagbærende stolper.

Stod man på en af de indhegnede gårdtofter, kunne man se ud over indmarkerne, som lå derude bag hegnet. Her groede bøndernes afgrøder, en af dem var rug, som man allerede nu havde dyrket i nogle hundrede år. Hvert år, straks efter høst, blev en del af indmarken pløjet og derefter sået til med rug. Så kunne den stå grøn vinteren igennem, indtil den gav sig til at gro i april og maj. Det glædede naturligvis jernalderbonden, ligesom det også glædede ham, når han omkring midsommer så, at der rejste sig en tæt, rødlig sky af rug-blomsterstøv over marken. Rugen drær, sagde han, eller hvad han nu kaldte det. Kun nogle få minutter varede dette ejendommelige syn. Men i de næste uger kunne man følge, hvordan marken skiftede farve fra grøn til gul. Så var der kun at vente på, at vejret skulle arte sig til høsten, for tør måtte rugen være, når man skar den.

Der er noget, der tyder på, at rugdyrkningen skabte en helt ny slags agre i Danmark. I det romerske landbrug pløjede man jorden op i smalle rygge til vintersæden, man kaldte det porca eller porcis, og man kan læse om det hos flere af antikkens landbrugsforfattere. F.eks. beskriver en af dem, Marcus Tarentius Varro (116-27 f.Kr.) i sin Rerum rusticarum, hvordan man pløjer tre gange i forbindelse med såningen. Første gang pløjer man for at bryde jorden. Anden gang for at smuldre de store jordklumper, som opstod ved førstepløjningen. Derved jævner man jorden, og den kan nu tilsås. Efter såningen pløjes der for tredje gang, og det sker ved, at der sættes en muldfjæl på arden. Den pløjer nu jorden op i rygge, så såsæden bliver dækket. Men på samme tid dannes der render mellem ryggene, som regnvandet kan løbe bort i.

Samme gode råd får man også hos landbrugsforfatteren Columella, som levede i det første århundrede e.Kr. Han ejede en gård i Latium, og i sin De Re Rustica fra omkring år 60 e.Kr. beskriver han, hvor vigtigt det er at lave brede og hyppige furer, for at kornet kan stå tørt. Han skriver også, at hvor jorden er fugtig og mager og kold eller skyggefuld, der bør man så inden oktober. Derved kan kornets rødder samle styrke, inden de angribes af vinterens regn, kulde eller frost.

 Agerrygge under gravhøjen Grydehøj i Lejre på Sjælland. En brandgrav, der lå hen over agrene, er dateret til 600-årene.

Agerrygge under gravhøjen Grydehøj i Lejre på Sjælland. En brandgrav, der lå hen over agrene, er dateret til 600-årene.

Netop sådanne smalle agerrygge har man fundet ved arkæologiske udgravninger i det romerske England. I Ruchester fandt man under en bygning, der var opført under kejser Hadrian (117-138 e.Kr.), nogle agerrygge, som var 1,5 m brede,46 netop dannet ved den dyrkningsmetode, man kendte fra de romerske landbrugsforfattere.

Skikken med at anlægge smalle agerrygge blev formentlig bragt til Nordeuropa med romerne. Måske den også kom til Sydskandinavien ikke så længe derefter. I hvert fald kender man et fund af smalle agerrygge under Grydehøj i Lejre47. Højen var opført over en brandgrav, der lå hen over en række 60 cm brede agerrygge. Graven er kulstof 14-dateret til 600-årene e.Kr. Agerryggene var kun få centimeter høje, men dannede en tydeligt riflet overflade.

Ellers har man ikke haft spor af agerrygge før end i vikingetiden i Danmark, men har bl.a. fundet dem i Lindholm Høje (se Landsbyer og gårde). Her var ryggene dog noget højere og bredere end i Lejre. Formentlig skyldes det, at bønderne i Lejre pløjede med den traditionelle ard (se Den daglige føde), som nærmest er at ligne med en stor harvetand, der kaster det meste af jorden til den ene side, hvis den holdes skråt. Derimod anvendte bønderne på Lindholm Høje formentlig den heste- eller oksetrukne plov, som skar en fure løs og vendte den. Det gav jorden en dybere og langt grundigere behandling.

Noter

43: Med langhuse menes alle huse, der er defineret som en selvstændig økonomisk enhed, og som ud fra placeringen i forbindelse med de tilhørende hegnsforløb udgør gårdens hovedbygning, samt indeholder beboelse og stald, se T. Egebjerg Hansen et al. 1991, s. 19.

44: T. Egebjerg Hansen et al. 1991.

45: Denne krumning af husenes ydervægge dukker op i Holland og Nordtyskland på samme tid som i Danmark, se H.A. Heidinga 1987; H.T. Waterbolk 1991.

46: Johansen & Trolle 1994.

47: Johansen & Trolle 1994. Højen blev undersøgt i efteråret 1958. P.G. Møller (1995) tvivler dog på, at systemerne af meget smalle oppløjede agre, som kan dateres til jernalderen, har været agre. Han mener, at de kan have sammenhæng med opførelsen af gravhøje.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Huse og agre i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431055

Afsnittet Huse og agre er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet