Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den gamle verdens endeligt - og begyndelsen af en ny

Oprindelig forfatter JJe

Efter de voldsomme omvæltninger i det 5. og 6. århundrede var det centrale og vestlige Europa reduceret til en samling kriseramte regioner. I de østlige og sydlige dele af det gamle Romerrige havde nedbrydningsprocessen været knap så voldsom som i vesten. Generelt set havde konjunkturerne i øst været gode i det 5. og 6. århundrede. Endnu var det forholdsvis gode tider for landbruget i Nordafrika, Egypten og især i Levanten. Der var dog begyndende tegn på tilbagegang, men forholdene var endnu ikke drastisk forringede. Forud var også gået et omfattende monumentalbyggeri, der dog hørte op i løbet af det 7. århundrede, da statsfinanserne for alvor blev forringede.

De økonomisk forringede forhold fik også militære konsekvenser. Hæren blev kraftigt reduceret i forhold til tidligere, og særlig slemt stod det til blandt grænsestyrkerne. Befæstningerne langs Limes Arabicus var kun få og sparsomt bemandede, og hele området skulle snart opleve en total forandring, som gjorde det 7. århundrede til et af de store vendepunkter i historien. Alt sammen fandt det sted inden for nogle få generationer.

 På Tempelpladsen i Jerusalem opførtes i slutningen af 600-tallet den pragtfulde Klippemoske. Dens indre mosaikdekoration blev muligvis udført af byzantinske håndværkere, men mosaikkernes indhold formidler et islamisk budskab.

På Tempelpladsen i Jerusalem opførtes i slutningen af 600-tallet den pragtfulde Klippemoske. Dens indre mosaikdekoration blev muligvis udført af byzantinske håndværkere, men mosaikkernes indhold formidler et islamisk budskab.

I 568 havde langobarderne ved deres indtrængen i Italien gjort en ende på de drømme om et reetableret romersk imperium i vesten, som kejser Justinian gennem sin generobringspolitik få årtier tidligere havde skabt. Blot nogle få generationer senere, i 636 e.Kr., led en østromersk styrke nederlag ved Yarmuk i det nuværende Jordan.1 Det var et nederlag, som betød, at en ny stormagt, den islamiske, i løbet af få år blev herre over hele det romerske Nærøsten og samtidig dermed også i Perserriget.

Annonce

Den nye stormagt, som pludseligt dukkede op på scenen, havde sine rødder i den religiøse vækkelse, som profeten Muhammed2 havde skabt, efter at han og hans tilhængere i 630 havde erobret Medina.3 Muhammeds magt var nu så stor, at den ene arabiske stamme efter den anden sluttede sig til hans lære, og snart var et veritabelt jordskred i gang. De islamiske hære opslugte i løbet af få årtier hele Perserriget og den østlige del af Det byzantinske Rige. I 636 var hele den syriske provins på arabiske hænder, i 637 eller 638 overgav Jerusalem sig, og Palæstina blev en arabisk provins. I året 643 stod araberne ved Indiens grænser – og i 711 begyndte de erobringen af den Iberiske Halvø. Hele denne ekspansion var sket ved brugen af en militær teknik, som var nøje tilpasset de åbne steppeområder i Vestasien og Nordafrika.

Allerede i 661 e.Kr. blev det islamiske såkaldte umayyadedynasti etableret i Damaskus. Det kom til magten, da Muawiya ibn Abi Sufyan blev hyldet som kalif. På trods af mange indre uoverensstemmelser forblev umayyaderne ved magten i de følgende næsten hundrede år. De arabiske erobrere havde i begyndelsen ingen flåde og ingen erfaring i sømandskab. Det havde derimod den græsk-syriske befolkning i Syrien. Besætningerne på de første arabiske skibe blev derfor sammensat af folk fra de nyerobrede byzantinske provinser. Og en slagkraftig flåde blev hurtigt opbygget, som fik stor betydning i den fortsatte kamp mod Byzans. På landjorden begyndte også en vældig byggeaktivitet. Mange nye byer og moskeer blev opført. Bl.a. byggede man i Jerusalem på Tempelpladsen al-Aqsa-moskeen og den pragtfulde Klippemoske.4 Og i det syriske område blev store landbrugskomplekser anlagt. Arabisk blev nu kalifatets administrative sprog.

Men lad os foreløbig rette opmærksomheden mod Byzans i tiden forud for den islamiske ekspansion. I begyndelsen af det 7. århundrede var magten i det byzantinske rige kommet i hænderne på Herakleios' dynasti. Ved hans magtovertagelse havde riget været præget af indre kaos. Ja, det så ud, som om det var ved at bukke under for slaviske og avariske folkeslag, der trængte det fra nord – og perserne, der trængte det fra øst. Men ved en dygtig anvendelse af alle hjælpekilder reddede kejser Herakleios (ca. 575-642) riget. Han sluttede sig nært til kirken, udnyttede den kristne korsfarerånd og besejrede både de nordfra indtrængende folk og perserkongen Chosroës 2.

Herakleios sikrede en stadig tilgang af kampdygtigt mandskab til hæren ved at bosætte soldater i de lilleasiatiske provinser, som ikke var i fjendens hånd. Soldaterne fik små gårde til gengæld for militærtjenesten, og både jorden og den derpå hvilende militære forpligtelse gik i arv til den ældste søn. Derved skabte Herakleios den militarisering af riget, som kom til at danne grundlaget for dets organisation og samtidig blev det middel, hvorved der udvikledes en effektiv land- og flådestyrke.

Denne opbygning af hærvæsenet og reorganiseringen af provinsstyret var en langvarig proces, hvis virkninger først mærkedes flere generationer senere. Men i det korte perspektiv havde Herakleios også en række sejre. Efter årelange felttog i Lilleasien og Mesopotamien lykkedes det ham at standse persernes fremtrængen, og i 620 holdt han i triumf sit indtog i Jerusalem med det hellige kors, som de vantro havde bortført, da de erobrede byen i 614.

 Øst møder vest. Byzantinsk krigerhjelm af jern og bronze, udvendigt forgyldt. Fundet i en meget rigt udstyret fyrstegrav på den store gravplads Krefeld-Gellep i Rhinlandet. Graven dateres til tredje årti af det 6. århundrede. Den begravede kriger har formentlig hørt til i Clodevigs følge. Clodevig havde ladet sig døbe sammen med 3000 mand efter sejren over alamannerne. Det er tænkeligt, at krigeren fra Krefeld-Gellep var en af disse krigere. Ca. 1:3.

Øst møder vest. Byzantinsk krigerhjelm af jern og bronze, udvendigt forgyldt. Fundet i en meget rigt udstyret fyrstegrav på den store gravplads Krefeld-Gellep i Rhinlandet. Graven dateres til tredje årti af det 6. århundrede. Den begravede kriger har formentlig hørt til i Clodevigs følge. Clodevig havde ladet sig døbe sammen med 3000 mand efter sejren over alamannerne. Det er tænkeligt, at krigeren fra Krefeld-Gellep var en af disse krigere. Ca. 1:3.

Persernes nederlag skabte imidlertid ingen sikkerhed på langt sigt. For en langt farligere fjende viste sig her i det 7. århundrede: Islam. Ingen kunne dæmme op for de arabiske hæres mægtige fremstød. Som vi allerede har hørt, faldt Persien, Syrien, Palæstina og Egypten hurtigt. Islamiske togter ind i Lilleasien og overfald på de ægæiske øer kulminerede derefter i et forsøg på at erobre selve Konstantinopel. Hovedstaden var blokeret til søs fra 674-678 e.Kr. Men i 678 overvandt den byzantinske flåde den islamiske. Det var en sejr, der var lige så afgørende for det europæiske kontinents videre skæbne som den tilsvarende modstand i 718 e.Kr. foran Konstantinopel eller det nederlag, som Islam 14 år senere led ved Poitiers i Vestfrankrig, hvor Karl Martel i år 732 standsede den islamiske indtrængen i Europa.

Men Byzans havde for stedse tabt nogle af sine vigtigste provinser. Det østromerske rige var nu reduceret til kun at omfatte et stykke af Pars orientalis. Og ud over tabet af Syrien, Palæstina, Egypten og Nordafrika var alle besiddelserne i vesten forsvundet med undtagelse af visse dele af Italien.5

De østlige patriarkater, Antiokia og Alexandria, var nu på islamiske hænder. Under presset fra de konstante krige var kunsten og videnskaben svundet ind – det 7. århundrede er måske den mest øde periode i det byzantinske riges historie. Hele tiden måtte man samle sig om mere nærliggende problemer som f.eks. forsvaret af Lilleasien og forsøget på at gennemføre en eller anden form for herredømme over de slaviske stammer mod nord.

I løbet af det 7. århundrede var slaverne begyndt at slå sig ned på Balkanhalvøen. Men det var kun et fåtal af de nyankomne, der blev opsuget af det byzantinske rige som dets undersåtter. Mange andre vedblev at være helt uafhængige i nye slaviske fyrstedømmer, som blev oprettet i de tidligere rigsområder syd for Donau. I slutningen af det 7. århundrede kom endnu en bølge af krigeriske folk, som ønskede at blive bosat. Det var bulgarerne, et folk af tyrkisk oprindelse, også de udgjorde en trussel mod rigets sikkerhed. Men stort set overlevede den politiske og kulturelle tradition under Heraclios' dynasti, som forblev ved magten igennem hele det 7. århundrede.6 Araberne blev holdt ude af Europa, selv om Konstantinopel ofte var en belejret by.

Det 7. århundrede betegnede i realiteten afslutningen på den antikke verden. Hvis man da ikke, lidt utraditionelt, betragter det islamiske kalifat som en fortsættelse heraf. Resterne af det gamle østromerske imperium, det byzantinske rige, var blevet til endnu en al Europas økonomisk tilbagestående regioner, en grænsezone mellem et kulturelt blomstrende islamisk kalifat og et isoleret, men virksomt Vesteuropa.

I dette Vesteuropa havde de merovingiske konger i Frankerriget i det 6. århundrede opbygget en magtstruktur, som var baseret på personalliancer. Her overlevede Clodevigs kongedømme, og hans efterkommere fortsatte ved magten frem til slutningen af det 7. århundrede. Hen mod år 600 bestod da Frankerriget af hele det romerske Gallien, af det frankiske og alemanniske østrhinske område og løsere tilknyttede germanerfolk østpå, thüringere og bayere.

 Rytterrelief fra Hornhausen i nærheden af Harzen, Mellemtyskland. Krigeren bærer spyd, rundskjold og sværd og rider tilsyneladende uden sadel, men med bidsel og tøjle. Han har langt hår og skæg. Den 78 cm høje sten var en del af korskranken i en kristen kirke fra det sene 7. århundrede.

Rytterrelief fra Hornhausen i nærheden af Harzen, Mellemtyskland. Krigeren bærer spyd, rundskjold og sværd og rider tilsyneladende uden sadel, men med bidsel og tøjle. Han har langt hår og skæg. Den 78 cm høje sten var en del af korskranken i en kristen kirke fra det sene 7. århundrede.

I toppen af den frankiske magtstruktur sad kongen, rex, som baserede sin magtudøvelse og administration på en professionel hird af højtrangerende krigere, antrustiones/leudes, og en række embedsmænd med duces og comites øverst i hierarkiet.7 Denne magtstruktur skulle fra det 6. århundrede og fremefter få dyb betydning for store områder af Europa. Mange af dens særtræk spredtes nemlig til de folkeslag, der boede omkring Frankerriget. Et karakteristisk træk var, at kongen belønnede sine højtrangerende krigere med gaver i form af guld og/eller land, der kunne omfatte vidt spredte besiddelser. Der hørte dog ikke arverettigheder til dette gods, så når modtageren døde, gik ejerskabet til de tildelte landområder atter tilbage til kongen.8 De kunne så atter tildeles andre personer i det kongelige følge.

Et andet karakteristisk træk var, at både kongen og hans følge var yderst mobile. Kontrollen over riget blev håndhævet gennem denne mobilitet og ved hjælp af det professionelle krigerfølge.9 Selve rigets grænser kunne også let flyttes, f.eks. hvis kongen indgik nye alliancer. Derved kunne nye landområder indgå. Personlige alliancer karakteriserede i særlig grad den nye statsform, også selv om den i sit kerneområde havde stærke rødder i den romerske kultur.10

Med udgangspunkt i denne magtstruktur opbyggedes i løbet af 600-tallet et handelssystem, som førte til grundlæggelsen af handelspladser i Kanalområdet, og som bl.a. gav adgang til områderne omkring Nordsøen. Det var strategisk velplacerede og stærkt kontrollerede pladser, bl.a. Quentovic, der blev anlagt i det 6. århundrede få km oppe ad floden Caches syd for Calais,11 Domburg ved Scheldes munding, også anlagt i det 6. århundrede,12 og Dorestad nær Rhinmundingen, hvis grundlæggelse formentlig skete i anden halvdel af det 7. århundrede.13

I det England, som lå på den anden side af Kanalen, havde krige og konflikter i de sidste århundreder skabt syv større angelsaksiske kongedømmer.14 Af disse var navnlig Kent, East Anglia, Essex, Sussex og Northumbria af betydning i det 7. århundrede. Mercia og Wessex fik først senere større betydning.

De angelsaksiske kongedømmer blev kristnet i løbet af det 7. århundrede, dels fra nord, af irske missionærer, der havde slået sig ned ved den skotske vestkyst, og dels fra syd, fra Rom. Det var pave Gregor den Store, der i 596 sendte en mission til anglerne, ledet af den romerske abbed Augustinus. Han begyndte arbejdet for udbredelsen af den kristne tro i Kent, og her lykkedes det ham at få døbt kongen, Æthelbert, der i forvejen var gift med en kristen, frankisk prinsesse. Essex' konge blev kristen endnu i Augustinus' levetid, og London, allerede da en vigtig havn, blev bispesæde. Kristningen af East Anglia fulgte snart derefter, og skønt der siden kom frafald, var kristendommens fremgang i det sydøstlige England jævn igennem det 7. århundrede.15

Også nordfra kom der missionærer, fra ø-klosteret Iona ud for den skotske vestkyst, hvor irske munke havde slået sig ned. Klostret var grundlagt i midten af det 6. århundrede. Omkring år 430 var den hellige Patrick rejst til Irland for at kristne øens beboere. Missionen resulterede efterhånden i en blomstrende klosterkultur i dette fjerne hjørne af Europa. Ganske store munkesamfund opstod således flere steder på øen i 500-tallet. Det var klostrene på landet, ikke bispesæderne i byerne, som spillede den dominerende rolle. De irske klostre levede imidlertid ret isoleret fra de øvrige kristne samfund i Europa. Som følge heraf havde de udviklet deres eget særpræg og bl.a. fastholdt traditioner, som man andetsteds i kristenheden havde forladt. De irske missionærer stod også bag grundlæggelsen af et nyt religiøst center i Northumbria,16 ligeledes på en ø, Lindisfarne (i dag Holy Island), et navn, der senere skulle få sin egen skæbnesvangre betydning i forbindelse med de første vikingetogter.

 Ringknopsværd fundet ved Nocera Umbra i Norditalien. Hovedparten af den slags sværd kendes fra selve Frankerriget. Men man finder dem også blandt folk som lombarderne i Italien og angelsakserne i England. Også i Skandinavien var de i brug, se det tveæggede pragtsværd fra Kyndbygraven i afsnittet

Ringknopsværd fundet ved Nocera Umbra i Norditalien. Hovedparten af den slags sværd kendes fra selve Frankerriget. Men man finder dem også blandt folk som lombarderne i Italien og angelsakserne i England. Også i Skandinavien var de i brug, se det tveæggede pragtsværd fra Kyndbygraven i afsnittet "Sort vældede bålrøgen op". Ca. 2:3.

Baggrunden for de angelsaksiske kongedømmers opståen havde bl.a. været den indvandring af angler, saksere og jyder i det 5. århundrede, som omtales i de skriftlige kilder. Hvor stort et omfang denne indvandring oprindelig havde, er stærkt omdiskuteret.17 Formentlig var der tale om en begrænset indvandring af højtrangerende personer og familier, men hvis indflydelse var så markant, at den satte et dybt præg på den indfødte befolknings levevis.18 Heri lå formentlig roden til de fortsatte slægtsforbindelser, som gav sig udtryk i et utal af allianceskabende forbindelser med det sydskandinaviske område langt frem i tiden.

Et af de vigtigste vidnesbyrd om den tids fjerntrækkende forbindelser er kongegraven fra Sutton Hoo i East Anglia. Her begravede man i første tredjedel af det 7. århundrede, hvad der muligvis var den østangliske kong Readwald i et over 27 m langt skib omgivet af enestående rige gravgaver.19 Om denne gravs betydning for vurderingen af forbindelserne over Nordsøen til det skandinaviske område skal vi høre senere (se Nye horisonter).

En anden vigtig kilde til belysning af forholdene på begge sider af Nordsøen er det berømte Bjovulfkvad,20 som nok er opstået i et kongeligt miljø i East Anglia – formentlig dog først engang i det 8. århundrede.21 Om tidspunktet for kvadets tilblivelse hersker der dog megen diskussion. Selve kvadet foreligger i et manuskript fra ca. år 1000, men forslagene om tidspunktet for dets tilblivelse går lige fra midten af det 7. århundrede til det tidlige 11. århundrede.22

Der er imidlertid næppe tvivl om, at kvadet indeholder en lang række arkaiske elementer med rod i danske forhold, formentlig i det 6. århundrede. Men det er på samme tid, ligesom meget af den oldnordiske digtning, en broget blanding af vandresagn fra forskellige tidsperioder. Digtet er derfor en meget kontroversiel kilde til kendskab om den yngre jernalders forhold. Det gør imidlertid ikke dets indhold mindre spændende. For digtet er, ligesom Homers mere end tusinde år ældre sang om Odysseus, et prægtigt helteepos. Sproget er oldengelsk, i en vestsaksisk dialekt.

Bjovulfkvadet er en anskuelig og livsglad skildring af kriger- og hofliv i den germanske vandringstid. Hovedaktørerne er geatere og danere. Hvem geaterne er, er uklart. Man har foreslået, at de skulle være jyder eller gotere fra Väster- eller Östergötland, eventuelt fra Gotland. De sidste to muligheder er nok de mest sandsynlige. Hvem danerne er, er mere åbenlyst, og man henlægger traditionelt handlingen til sagnhistoriens Lejre, skønt lokaliteten ikke nævnes direkte.

Digtets helt, Bjovulf, hører til geaternes folk, han er en søstersøn af deres konge Hygelac. Men da han som barn har opholdt sig ved danerkongens hof, har han også nære forbindelser hertil. I digtet fortælles det, hvordan den aldrende danerkonge, Hrodgar (Rolf), er kommet i dyb nød. Hver nat bliver hans kongehal hjemsøgt af et uhyre. Hallen er ellers rammen om herlige gæstebud, hvor skjalden synger til harpen og herskeren uddeler herlige gaver. Men uhyret bortfører og fortærer nu hver nat en af kongens krigere, og i samfulde 12 år har ingen kunnet standse denne ulykke. Da samler Bjovulf en halv snes af de bedste krigere for at komme kongen til undsætning.

Det lykkes Bjovulf at fælde uhyret. Og han får som tak fornemme guldringe og våbenudstyr. Samtidig bliver han hyldet med store festligheder. Efter veludført dåd drager han tilbage for at kæmpe for sit eget folk. Da kong Hygelac lidt senere falder i kamp ved den frankiske kyst, bliver Bjovulf geaternes konge og indleder derefter en lang og lykkelig regeringstid. Den slutter først, da han som gammel får ulivssår af en drage, der ruger på guld. Dog fælder han og hans unge hirdmand Vigalf dragen, og døende kan Bjovulf glæde sig over dens skatte, der siden følger ham på hans bålfærd.

Digtet blev første gang oversat til dansk af N.F.S. Grundtvig, der udgav det i 1820. Der er ingen tvivl om, at det har glædet den unge, nationalt begejstrede Grundtvig i Bjovulfkvadet at finde den nordiske fortrolighed med havet. Heltene „kløver bølgen som svømmere“ og farer på „Havgangeren“ langs „Svanernes veje“ over „Mågernes bad“. Og kongen ønsker at højsættes på Næsset, hvor „de skumhvide snekker sejler forbi“. Det var ord, der passede godt i 1800-tallets danske nationalromantik.

Men Grundtvig havde også sin teori om digtets oprindelse. Han pegede nemlig på, at kong Hygelac måtte være identisk med danerkongen Chochilaicus, som biskop Gregor af Tours omtaler i sin Frankerkrønike fra ca. 590. Gregor fortæller om Chochilaicus, at han i 515, dvs. på Karl Martels tid, gjorde strandhugst i Frankerriget. På tilbagevejen blev han imidlertid indhentet og dræbt af kongens søn. Grundtvig mente, at digtet dermed var sikkert forankret i tid, en opfattelse senere forskning dog ikke har kunnet bekræfte.

Så problematisk digtet end er, så rummer det dog en kerne af historisk sandhed. Det beskriver f.eks. krigerudrustning: sværd, ringe, hjelme, brynjer og andet, som vi kender fra 500- og 600-tallets arkæologiske fund. Og samtidig med den gode historie fortæller digtet om datidens dyder, om heltemod og aristokratisk krigerånd og om gavegivningens betydning i udvekslingen mellem de aristokratiske familier.23

Men lad os nu igen vende blikket mod de østlige områder af det europæiske kontinent og se på, hvorledes udviklingen videre forløb efter det 7. århundrede, som havde indebåret så store omvæltninger i både øst og vest. I Byzans havde århundredet kulturelt set været den mest øde periode i rigets historie. Den afsluttedes i rent anarki, efter at den sidste kejser af Herakleios' dynasti havde mistet både trone og liv på grund af sit tyranni.

I 717 blev generalen over tropperne i Lilleasien kronet som byzantinsk kejser under navnet Leo 3. (717-740). Næppe havde han overtaget magten i hovedstaden, før den igen blev belejret af islamiske hærstyrker. Det lykkedes Leo 3. at redde Konstantinopel, og snart begyndte man atter at kunne spore fremgang for såvel hovedstaden som riget. Medvirkende hertil var flytningen af kalifatet og dermed centret for den islamiske magt til Bagdad i år 750. Dermed formindskedes presset på Bosporus. Få år inden havde Leo 3.'s efterfølger, Constantin 5. (740-755), generobret Cypern, og samtidig lykkedes det ham at skubbe den anatolske grænse helt tilbage mod øst i Lilleasien. Til gengæld mistede Byzans i slutningen af det 8. århundrede herredømmet over Italien med undtagelse af Sicilien og nogle få områder nede på halvøens sydspids.

Skønt Byzans var tvunget til stadig vagtsomhed over for den islamiske trussel, besad riget dog stadigvæk store økonomiske ressourcer. Dets geografiske placering begunstigede i det 8. århundrede en livlig og indbringende handel. Man gennemførte en velovervejet handelspolitik rettet imod Egypten og Persien. Trapezunt og Sortehavet blev vigtige udgangspunkter for den fjernøstlige handel, og Cherson på Krim blev det samme for handelen med Rusland og for handelsvejene mod nord. Mod vest skete også en udvidelse af handelen, nu formidlet af de italienske kystbyer som f.eks. Venezia og Amalfi og det byzantinske Syditalien.

Byzans havde således med et vist held overlevet kriserne i det 7. og 8. århundrede og fremstod nu som en solidt funderet græsk-romersk verden, begrænset i omfang ganske vist, men i stand til at opretholde sin strategiske position med et ben i Asien og et i Europa.

Om Byzans' farligste modstander i disse århundreder, det islamiske umayyadedynasti, har vi allerede hørt, at det etablerede sig i Damaskus i 661. Umayyadernes legitimitet blev imidlertid til stadighed udfordret af shiamuslimske grupperinger.24 Det samme gjorde abbasiderne,25 som anklagede umayyaderne for ikke at efterleve Islams regler. I 747 e.Kr. indledte de et oprør mod magthaverne, og få år senere dræbte de den sidste umayyadekalif. Kalifatet blev derefter overflyttet til Bagdad under abbasidernes ledelse. Men et medlem af umayyadeslægten, Abd-al-Rahman, undslap dog til Spanien, som var blevet erobret af en islamisk hær i 711. Her grundlagde han i 756 et nyt umayyadisk dynasti i Córdoba.

Det blev indledningen til en blomstringstid for den Iberiske Halvø. De nye herskere iværksatte omfattende byggearbejder, bl.a. det, der senere skulle blive til den store moske i Córdoba,26. Byen udviklede sig samtidig til det vigtigste kulturelle centrum i vesten. Og uden for dens mure rejste Abd-al-Rahmans palads sig med sine kunstfærdige, skyggefulde haveanlæg, hvor man kunne plukke granatæble og fersken. Århundreder frem i tiden var det fra dette rige, islamiske Spanien, at arabisk kultur øvede sin indflydelse på den kristne verden.

Længere mod nord, i Frankerriget, var en ny æra blevet indledt med Karl Martels overtagelse af magten i begyndelsen af det 8. århundrede e.Kr. Karl Martel (688/689-741 e.Kr.) var søn af Pippin 2. Fra sit oprindelige hjemland Austrasien, slog han modstanden i de andre frankiske områder ned, og i 714 blev han udnævnt til Major domus.27

Også en række germanske yderlande, der truedes østfra, inddrog Karl Martel under sit herredømme, og han stoppede definitivt den islamiske indtrængen i Vesteuropa. Tidligere havde de spansk-arabiske statholdere ofte foretaget mindre tog over Pyrenæerne. Men i året 732 e.Kr. trængte Abd-al-Rahman med sit lette rytteri helt op til Tours, gallerkirkens vigtigste by. Med et militært opbud fra hele riget stillede Karl Martel sig i vejen for ham ved Poitiers. Dagen igennem, fortæller kilderne, søgte de arabiske ryttere at gennembryde den faste frankiske slagorden. Det lykkedes ikke, de islamiske tropper rømmede om natten deres stillinger og kom aldrig igen.

Karl Martel indledte desuden den politiske forbindelse med pavestolen, som senere førte til grundlæggelsen af det Hellige Romerske Rige.

 Missionæren Willibrord, født i Northumbria. Her fremstillet i et håndskrift fra 1105.

Missionæren Willibrord, født i Northumbria. Her fremstillet i et håndskrift fra 1105.

Også i nord var Karl Martel aktiv. I begyndelsen af 700-tallet blev det frisiske område, der strakte sig langs kysten fra Rhinmundingen til roden af den Jyske Halvø, målet for frankiske ekspansionsbestræbelser. Formentlig som led heri drog ærkebispen af Utrecht, englænderen Willibrord, engang før 714 på missionsrejse ind i de frisiske områder. Her faldt hans budskab dog på klippegrund, så han fortsatte rejsen mod nord „til de vilde daners stamme“.

På den tid var det ældste Danevirke allerede under anlæggelse som en beskyttelse mod farer sydfra (se Kongelige byggearbejder). Og omtrent på samme tid hører vi første gang om en danerkonge – hans navn var Ongendus, på nordiske sprog ville man kalde ham Angantyr, han tilhørte muligvis det ældste danske kongedynasti. Willibrord synes heller ikke at have haft heldet med sig i hans kongerige.

Ved Karls Martels død i 741 overtog sønnen Pippin 3. (741-68) magten. Han var kriger som faderen, slog en række oprør ned og kæmpede mod rigets stormænd. Under ham udvidedes samarbejdet med kirken, som var ved at blive en virkelig magtfaktor. Man regner med, at hen ved 1/3 af alt gods i Frankrig ved den tid tilhørte kirken. I 751 afsatte Pippin den sidste merovingerkonge og blev få år senere salvet som konge over hele Frankerriget. På den tid blev Ravenna, en vigtig byzantinsk besiddelse, erobret af lombarderne. Pippin invaderede nu Norditalien og gjorde Lombardiet til en frankisk vasalstat, indtil det i 774 blev endeligt erobret af Karl den Store. Derved blev det byzantinske herredømme i Italien afsluttet, bortset fra nogle kystområder helt i syd på halvøen og Sicilien.

Pippin døde i 768 og blev efterfulgt af sønnerne Karl og Karloman. Karloman døde imidlertid allerede i 771, og Karl, senere kaldet den Store (747-814), blev nu hersker over det store frankiske rige.28 I 774 drog Karl til Italien og tiltog sig titlen longobarderkonge. I 778 drog han på hærtog syd for Pyrenæerne; senere lagde han landet helt ned til Ebro under sig. Fra 772-804 førte han en blodig og næsten uophørlig krig mod sakserne i nordøst, som han brutalt kristnede – tusinder af mennesker blev deporteret vestpå og lige så mange frankere indvandrede i deres sted.29

Frankerriget var nu Europas absolutte stormagt. Dets østgrænse strakte sig fra Elben til Donau og via Kroatien til Adriaterhavet. Næsten hele Italien og Nordspanien var også blevet indlemmet. Det var kort sagt næsten lige så stort, som det vestromerske rige havde været det – og Frankerriget var samtidig blevet danernes nærmeste nabo i syd.

Det store og brogede frankiske rige blev nu underlagt et mere gennemgribende styre end hidtil. Som yngre rejste Karl den Store meget omkring i riget, senere opholdt han sig dog mest i Aachen. I år 800 blev han af paven i Peterskirken i Rom kronet som kejser over det Hellige Romerske Rige. Vestens kristenhed skulle nu atter have et verdsligt, men af kirken velsignet overhoved, som kunne overskygge Østens kejser. Karl den Store bestræbte sig især på, at lærde og digtere kom til at virke for en genoplivelse af romerkulturen. Store byggearbejder, bl.a. af kirker, blev iværksat efter romersk forbillede, især i årene op mod 800. Byer og regionale markeder, som havde været en forudsætning for den romerske økonomi, formåede man dog ikke at udvikle. Men klostre og kongsgårde eller -paladser, som regel langt borte fra de gamle romerske byer, og handelscentre, især i kystzonen, de såkaldte emporier, voksede frem i stort tal. Resultatet blev en vis udvikling af rigets forskellige regioner, en udvikling der dog først bar egentlig frugt ved slutningen af det 1. årtusinde e.Kr. med byernes og de forbundne regionale markeders genfødsel.

Denne udvikling tog også Danmark del i. Som vi senere skal se var landet nu en integreret del af den vest- og centraleuropæiske verden på en helt anden måde end i romersk og merovingisk tid.

Inden vi forlader den kristne verden i syd, skal vi kaste et hurtigt blik på de Britiske Øer, som i de efterfølgende århundreder i så høj grad kom i centrum for danernes interesser.30 Af ørigets mange kongedømmer havde syv vist sig at være af mere bestandig karakter. Det var Kent, Essex, Sussex, Wessex, East Anglia, Mercia og Northumbria. Der var dog gerne en eller et par af kongerne, der havde indflydelse over flere kongedømmer ad gangen. I det 7. århundrede havde kong Edwin af Northumbria således bredt sin magt helt op til Forthfjorden og anlagde Edinburgh der. Og i slutningen af det 8. århundrede kan vi af de skriftlige kilder se, at Karl den Store til en vis grad regnede kong Offa af Mercia (757-96) for en jævnbyrdig hersker – han tiltalte ham „broder“. Ja, Karl den Store opfattede England som ét rige, der blev styret af kun to herskere: Æthelred (774-79 og 790-96) i Northumbria og Offa i den sydlige del af øriget.

Politisk set var det dog langtfra et forenet rige, men kulturelt var England et kristent rige. I slutningen af det 8. århundrede var der mere end 200 klostre i landet, de sidste halvandet hundrede års forandringer havde været kolossale.

De århundreder af Europas tidlige middelalder, som vi netop har beskrevet, kalder man i den skandinaviske oldtidshistorie for yngre germansk jernalder. I Sverige bruger man dog betegnelsen Vendeltid efter de rige gravpladser i Mellemsverige (se Konger og høvdinge i nord). Det er en periode, som i Sydskandinavien, med undtagelse af Bornholm, hidtil har været præget af en påfaldende mangel på arkæologiske fund. Forholdet står i skærende kontrast til de meget rige arkæologiske fund fra det øvrige Norden, især Sverige – og til den vikingetid, som yngre germansk jernalder danner optakten til. Som vi senere skal se er der imidlertid ingen tvivl om, at Sydskandinavien både politisk og kulturelt spillede en vigtig rolle i yngre germansk jernalder. Det kan man aflæse af de arkæologiske fund, som i de senere år er vokset meget kraftigt i omfang, først og fremmest takket være brugen af metaldetektoren.

Kronologisk set har man tidligere regnet med en opdeling af den yngre germanske jernalder i tre faser31 . I de senere år har man imidlertid med udgangspunkt i gravfund fra Bornholm foreslået en mere nuanceret inddeling. Kvindegravene og mandsgravene er delt i henholdsvis otte og fem faser,32 og skellet mellem ældre og yngre germansk jernalder er rykket tilbage til 520/30, idet årtierne frem til 560/570 betragtes som en overgangstid. På kontinentet, hvor merovingertiden er inddelt efter historiske begivenheder har man delt perioden i en ældre og en yngre del, hver underopdelt i tre faser.33 Skellet mellem ældre og yngre merovingertid er sat til ca. 600.

Noter

1: Slaget fandt sted den 20. august 636. 50.000 østromerske soldater led nederlag til en halvt så stor islamisk styrke.

2: Ifølge traditionen født i Mekka omkring 570 e.Kr.

3: I 622 e.Kr. havde Muhammed forladt sin fødeby – det er ved denne begivenhed, man kalder den hidrja, dvs. udvandringen, at den islamiske tidsregning begynder.

4: K.A.C. Creswell 1958.

5: Exarchatet i Ravenna og en smal strimmel land, som forbandt dette med Rom, hvortil kom Syditalien og Sicilien.

6: Dynastiet regerede i årene 610-711 e.Kr.

7: H. Steuer 1989; I. Wood 1994; L. Jørgensen 1995. En comes var det administrative overhoved for en civitas (by eller landområde), mens en dux havde kontrollen med flere civitates, og de kunne desuden begge fungere som hærledere med egen hird.

8: I de germanske lovtekster er det først i 770, at der optræder arverettigheder med hensyn til et lensområde, se H. Steuer 1989, s. 101.

9: B.S. Bacharach 1972.

10: L. Jørgensen 1995. På tysk bærer denne statsform betegnelsen Personenverbandstaat, se H. Steuer 1989. I Frankerrigets randområder var der dog et langt kraftigere indslag af germanske traditioner.

11: Hill et al. 1990. Se også R. Hodges 1989, s. 55.

12: T. Capelle 1976.

13: W.A. van Es 1990.

14: R. Hodges 1979, 1982, 1988; J. Hines 1984, 1993.

15: Det meste af, hvad vi ved om kristendommen i England skyldes munken Beda (673-735), som levede i Yarrow-klostret i Northumbria, og som foruden at skrive om teologi, verdenshistorie, versekunst osv. også skrev på latin „Anglerfolkets Kirkehistorie“ (Beda 1969).

16: N.J. Higham 1993.

17: J. Hodges 1989, s. 25 ff.

18: J. Hines 1984.

19: R. Bruce-Mitford 1972, 1975.

20: Se Beowulf 1984.

21: S. Newton 1993.

22: J. Porter 1991.

23: L. Hedeager 2002, s. 331 ff.

24: Shiisme: betegnelse for den ene af den islamiske religions to hovedsekter. Fra først af et politisk parti, der samlede sig om profeten Muhammeds svigersøn Ali, der ikke anerkendte de tre første kaliffer.

25: Abbasider: arabisk dynasti, som stammede fra profetens farbroder Abbas. Abbasiderne regerede som kaliffer i Bagdad fra 750-1258.

26: K.A.C. Creswell 1958. Påbegyndt år 785/86, ombygget under Hakem II (961-976), omdannet til kristen kirke efter 1236, men bærer stadig navnet La Mexquita, moskeen.

27: Major domus, den øverste af kongsmændene, besad overdommermyndighed og forestod styrelsen af krongodset. Blev under de senere merovingerkonger rigets egentlige leder.

28: Hodges & Whitehouse 1983.

29: -.

30: Se f.eks. J. Campbell (red.) 1982.

31: Ud fra en analyse af oldsagsformerne og stiludviklingen i Sydskandinavien opdelte M. Ørsnes 1966 det sydskandinaviske fundmateriale i tre faser, hvor fase 1 omfatter 575-650, fase 2 svarer til 650-725, og fase 3 til tidsrummet 725-800. Dette system blev i 1987 revideret af K. Høilund Nielsen, som delte de bornholmske fund op i 8 faser.

32: Jørgensen & Nørgaard Jørgensen 1997.

33: H. Ament 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Den gamle verdens endeligt - og begyndelsen af en ny i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 10. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431053

Afsnittet Den gamle verdens endeligt - og begyndelsen af en ny er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet