Blokfløjtekopi fremstillet af skinnebensknoglen fra et får. Det originale instrument blev fundet ved udgravningerne af lag fra 1200-årenes begyndelse i Århus. Typen kendes dog også fra ældre fund.

.

Kopi af panfløjte fundet i den midtengelske by York ved udgravning i affaldslag fra 900-årenes slutning. Hvert af de udborede tonerør frembringer sin faste tone, som ikke kan ændres af fløjtespilleren. Originalen er udført i buksbomtræ.

.

Rekonstruktion af lyre fra skibsgraven i Sutton Hoo i England.

.

Vikingetidens kunstneriske udfoldelser var ikke blot for øjet, men også for øret. Ja, man har sagt, at tidens to største monumenter ikke blev rejst af sten eller jord, men af korte vers. Det er „Vølvens spådom“, Völuspá, hvis digter man ikke kender, og „Sønnetabet“, Sonatorrek, af Egil Skallagrimsson.26 De er efter den herskende opfattelse blevet til i 900-tallet.27 Vølvens spådom formentlig hen imod år 1000 – Sønnetabet måske en menneskealder tidligere.

Begge de to kvad er udtryk for en kultur, der, da dens tid var ved at løbe ud, fik bevidsthed om sig selv. Hos Egil Skallagrimsson er det den enkeltes lod, der bliver gennemtænkt. Her er det jegets stemme, der taler. Hos Vølvedigteren er det en fortælling, der rækker fra verdens begyndelse til dens undergang – og til en ny verdens fødsel. Her er det Vølven, der taler, et væsen, der mere er gud end menneske. Alligevel hører man menneskerøst i begge digtene. I sammenligning med dem er der ikke megen substans i de næste århundreders kristne digtning.

De to kvad er vigtige at have for sig til at afbalancere, hvad man med arkæologiens metode i øvrigt kan berette om oldtidens sidste århundreder – om det daglige slid på markerne, om henrettede trælle og endeløse krige. Nu er de skjaldekvad, som er overleveret i den norrøne digtning jo heller ikke bare forfinet versekunst. I deres indhold er de også en rå og grusom forherligelse af kamp, vold, blod og drab. De vidner om en krigsførelse, der dengang var mindst lige så brutal som den, vi ser udøvet i vor tid.28

Men heldigvis kan også arkæologien undertiden fremlægge vidnesbyrd om de mere flygtige af menneskenes gøremål, musikken f.eks. Intet er ellers mere flygtigt end den. Den dør i selv samme nu, som den skabes. Men det hænder, at instrumenterne bliver tilbage. Hvis der da ikke er tale om musik, udført af menneskerøsten alene. Om den har vi i øvrigt et udsagn fra den arabiske rejsende, Ibrahim ben Ya'qub al-Tartushi, som engang i 900-årene besøgte Norden, og som vi tidligere har hørt om. Han beretter, at han aldrig har hørt forfærdeligere sang, end den indbyggerne i en by ved Østersøen dyrkede (det var formentlig Hedeby): en brummen, der mindede om hundens tuden, blot endnu mere dyrisk. Ikke særlig flatterende for vore forfædre. Vi må trøste os med, at de sikkert selv har haft glæde deraf.

Men nu til vikingetidens instrumenter.29 Fløjten ser ud til at have været et vigtigt instrument. Den blev gerne fremstillet af ben – og undertiden også af træ. De fundne fløjter fra vikingetiden er af ben og af blokfløjtetypen. De har haft fra tre til seks fingerhuller, dvs. færre end de fløjter, man bruger i dag. Eksperimenter med en trehulsfløjte, fundet i vikingetidslagene i Århus, har dog vist, at i hænderne på den rette fløjtenist kan selv en trehulsfløjte have et toneomfang på godt over en oktav.

En panfløjte, som er fundet i vikingetidslagene i York i England er det eneste af de kendte instrumenter, der angiver en sikker skala.30 En panfløjte består af en række rør af fast længde, derfor er skalaen også sikker. York-panfløjten består af en flad træklods, hvori der er boret en række huller, men det svarer til, at en række rør var monteret ved siden af hinanden, som de er det på traditionelle panfløjter. Fløjten fra York, som er fra 900-årene, har muligvis haft 8 huller, dvs. et ret stort toneomfang.

Den gruppe af instrumenter, som man kalder rørbladsinstrumenter, kendes også fra vikingetiden. Det er instrumenter, hvis karakteristiske lyd skabes af et lille elastisk blad, som er indsat i mundstykket.31 Ved Nørre Snekkebjerg på Falster har man fundet en 18 cm lang pibe med fem fingerhuller, men uden de træk, som ellers kendetegner en fløjte.32 Under udgravninger i Lund i Skåne har man fundet en lignende pibe, og den er, sammen med Falster-piben, det ældste vidnesbyrd om, at man har spillet på rørbladinstrumenter i Norden i vikingetiden. Også i York i England har man i vikingetidslag fundet et lignende stykke af et rørbladsinstrument. Disse piber har enten hørt til hornpiber eller sækkepiber. Begge instrumenterne kendes fra 900-tallets Vesteuropa.

Både Falster- og Lund-piben er af hyldetræ. Klangstykke og mundstykke mangler, men henholdsvis kohorn og tagrør er sandsynlige bud på det manglende. På hornpiben sættes et rørblad i den ene ende af piben og en lydtragt i den anden. Derved får man et klarinetlignende instrument. På sækkepiben monteres anblæsningsenden med rørbladet på en sæk. Og gennem et blæserør fylder musikeren sækken med luft, som han derefter med armen presser ud i melodipiben. Begge de to instrumenter er intonationsmæssigt svære at håndtere. Men at det kan lade sig gøre er blevet påvist ved efterlignende forsøg.

Også horninstrumenter har man kunnet traktere i vikingetiden. Fra den overdådige skibsbegravelse i Oseberg kender man et horninstrument af bøgetræ.33 Det lå i en jernbeslået egetræskiste sammen med forskelligt andet og var lavet af et ca. 1,5 m langt, lige grenstykke, som var flækket, udhulet og derefter sat sammen igen ved hjælp af omviklede barkstrimler. Det er det instrument, sagateksterne kalder en lur, og det er af samme type som et alpehorn.34 Osebergluren kan kun frembringe naturtonerne. Det betyder, at man har kunnet spille signaler på den som på et moderne signalhorn, og det har formentlig også været meningen. Blæseinstrumenter af træ, som blev brugt til signalgivning, kender vi fra langt tilbage i tiden, fra de store mosefundshære, hvorom vi har hørt tidligere (se Våbenofferet i Nydam Engmose).

Egentlige melodiinstrumenter af horntypen kendte man imidlertid også i vikingetiden. I Västerby Mose i Mellemsverige har man fundet et kohorn, i hvis tynde ende er boret et hul, der virker ligesom et trompet-mundstykke.35 Västerbyhornet er desuden forsynet med en række fingerhuller, der gør, at det kan frembringe toner ud over selve naturtonerækken.

Endelig er der lyren, et af vikingetidens vigtigste instrumenter, om ikke det vigtigste. Det er det instrument, der i sagnberetningerne omtales som harpen. Man kender fund af lyrer fra Hedeby og Birka, samt England og Tyskland – dog aldrig noget helt instrument. Men af de små stumper, som er bevaret, kan man alligevel danne et ret sikkert billede af instrumentet, som også har aner langt tilbage i tiden. Et eksemplar er bl.a. fundet i den engelske bådgrav Sutton Hoo fra 600-tallet (se Nye horisonter). Den var fremstillet af ahorn og gran, og de seks strenge formentlig af fåretarme.

Hvad angår den musik, som blev spillet på vikingetidens instrumenter, så er vi bogstaveligt på Herrens mark. Danmarkshistoriens ældst kendte melodi (egentlig er den kun et melodibrudstykke) er den berømte „Drømte mig en drøm i nat“, som vi kender fra radioens pausesignal. Den blev nedskrevet som en randbemærkning i det berømte runehåndskrift til Skånske Lov fra ca. 1300, og er i den skala, som i middelalderen var den såkaldte 1. toneart.36 Den kendes fra europæisk musik fra tiden før vikingerne, og faktisk passer den glimrende til instrumenterne i vikingetiden, såsom lyren. Den lille York-panfløjte stemmer i øvrigt i netop den skala. Så måske kan vi alligevel med fantasiens hjælp danne os et indtryk af en melankolsk fløjtetone, der over en afstand på tusinde år når frem til os fra vikingetidens instrumenter.

Noter

26: Sådan formulerede digteren Martin A. Hansen det i „Orm og Tyr“, s. 146. Det er hans karakteristik af de to digte, der er anført i det følgende.

27: Se bl.a. P. Meulengracht Sørensen 1977, 1991a.

28: O. Olsen 1999, s. 32.

29: Den efterfølgende skildring af vikingetidens instrumenter tager i alt væsentligt udgangspunkt i E.A. Wessberg 1996.

30: Se Skalk 1984:4.

31: Saxofonen, klarinetten, oboen og fagotten er de nutidige repræsentanter for den instrumenttype.

32: Madsen & Müller 1986.

33: E.A.Wessberg 1996, s. 25.

34: Lurer, dvs lange, lige træhorn kendes helt tilbage fra ældre germansk jernalder, se Rostholm & Wessberg 1998.

35: E.A. Wessberg 1996, s. 24e.

36: E.A. Wessberg 1996.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Skjaldekvad og lurmusik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig