Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ristet med runer

Oprindelig forfatter JJe

For nutidens mennesker er skriften en lige så selvfølgelig del af det daglige liv som talen. Men sådan var det ikke for oldtidens mennesker. At bruge skrifttegn til at fastholde viden og tanker, og til at sende meddelelser til andre mennesker og til eftertiden vandt først virkelig udbredelse i Danmark så sent som for hen ved tusinde år siden. Det ældste dokument, vi kender i Norden, skrevet med pen og blæk på pergament, alt efter europæisk skik, er kong Knud den Helliges gavebrev til St. Laurentii kirke i Lund, skrevet i året 1085. Det er dog kun bevaret i afskrifter.

Forud for det lå dog et årtusinde, hvor man brugte runer, en bogstavskrift som var afledt af et af Middelhavsområdets alfabeter, og som allerede kom i brug i det første århundrede e.Kr. (se Den første skrift). I Skandinavien fik runerne en speciel udvikling og en særlig lang levetid, i nogle sammenhænge op mod 1500 år. Vi kender da også hen ved 6000 skandinaviske runeindskrifter, hvoraf omkring 850 findes i gammelt dansk område.

 Vikingetidens runerække på 16 tegn. Øverst de såkaldte normalruner. Nederst de såkaldte kortkvistruner.

Vikingetidens runerække på 16 tegn. Øverst de såkaldte normalruner. Nederst de såkaldte kortkvistruner.

I slutningen af jernalderen erstattede en forenklet 16-tegns futhark det 24-tegns runealfabet, man hidtil havde brugt. Det skete efter store forandringer af sproget. Det formindskede antal tegn førte til, at nogle runer kom til at dække flere beslægtede sproglyde, hvad der naturligvis gør læsningen af indskrifterne vanskelig. F.eks. stod i-runen for både i, e og j, u-runen for u, o, y, ø og w og k-runen for k og g. Det er disse runer, vi finder på de danske runesten fra vikingetiden, og det er den skrift, der fulgte vikingerne til Novgorod i øst og Grønland i vest. 16-tegns futharken findes i to forskellige hovedvarianter: kortkvistruner og langkvistruner. Tidligere mente man, at de var henholdsvis svensk-norske og danske. Nu anser man snarere variationen for funktionelt betinget af materiale og formål. Dels har man en praktisk forenklet handelsskrift på træ, dels en monumental runeskrift, som bruges til indskrifter på sten.

Annonce

Runerne blev ristet i alle mulige materialer, træ, horn, ben, metal, sten osv. Særlig bestandige var naturligvis de indskrifter, som blev ristet i sten. Fra vikingetidens begyndelse bredte den skik sig i Danmark at rejse runesten til minde om de døde. Langt de fleste findes dog i Sverige, hvor man kender over 3000 indskrifter ikke blot på rejste sten, men også på jordfaste stenblokke og på klippeflader. Godt en tredjedel af dem findes i Uppland. I Norge kender man hen ved 70 vikingetidssten, hovedsagelig fra 900- og 1000-tallet. I det nuværende Danmark findes ca. 150 runesten eller fragmenter heraf.37

 Ved Hærvejen nær Hovslund i Sønderjylland står denne runesten. I al korthed består dens indskrift af mandsnavnet Hærulv. I 1864 førte preussiske soldater stenen til Potsdam ved Berlin. Efter 2. Verdenskrig blev den igen opstillet på sin oprindelige plads.

Ved Hærvejen nær Hovslund i Sønderjylland står denne runesten. I al korthed består dens indskrift af mandsnavnet Hærulv. I 1864 førte preussiske soldater stenen til Potsdam ved Berlin. Efter 2. Verdenskrig blev den igen opstillet på sin oprindelige plads.

Runestenene blev rejst for at blive set. De stod ofte ved vej eller vadested, ikke nødvendigvis ved graven, og de var malet med stærke farver. Indskrifterne var kortfattede. De kunne give navnet på den, som rejste stenen – og navnet på den, stenen rejstes over. De kunne fortælle om den dødes nærmeste slægtsforhold, stilling i samfundet, eventuelt en kort, rosende karakteristik af ham eller hende og en omtale af dødsomstændighederne. Endelig kunne indskriften rumme runemesterens navn og eventuelt en forbandelse over dem, som måtte skænde stenen, samt en påkaldelse af Tor eller, efter kristendommens indførelse, en bøn for den dødes sjæl.

Runestenene er en vigtig kilde til viden om tidens samfundsforhold. På dem får vi navne på de mennesker, som levede og døde i vikingetiden. Men indskrifterne er generelt vanskelige at fortolke.38 Almindeligvis kan vi dog opfatte stenene som mindesten, der skulle sikre den afdødes eftermæle.39 I nogle tilfælde er det mennesker, som i indskrifterne betegnes f.eks. thegn, dreng eller hempægi. Det er meget sandsynligt, at det er de mennesker, der ligger i 900-tallets rige mandsgrave, og som vi allerede har hørt om40.

Ikke blot læsningen, men også tidsfæstelsen af runestenene kan volde mange problemer. For de hen ved 150 danske runesten har man dog en typologisk inddeling, som i et vist omfang også er en kronologisk inddeling.41 I Danmark ophørte skikken at rejse runesten omkring 1025; undtaget er dog Bornholm, hvor runesten rejstes endnu i middelalderen.

 Runestenen som i 1987 blev fundet ved Malt i Jylland. Indskriften er vanskelig at oversætte, der foreligger flere forskellige tolkningsforslag. Ifølge et af dem rummer den en forsikring om, at Tor er til stede i indskriften, desuden en mindeindskrift om Kolfinn og hans fader samt en runemesterformel og en myte om asaguden Tyr, der angriber en jætte. Der er ord og udtryk, som kendes fra Edda-digtningen, og flere forskere mener da også, at det er i de ældre gude- og heltedigte, vi finder de bedste paralleller til det mytiske og mytologiske indhold i Malt-indskriften.

Runestenen som i 1987 blev fundet ved Malt i Jylland. Indskriften er vanskelig at oversætte, der foreligger flere forskellige tolkningsforslag. Ifølge et af dem rummer den en forsikring om, at Tor er til stede i indskriften, desuden en mindeindskrift om Kolfinn og hans fader samt en runemesterformel og en myte om asaguden Tyr, der angriber en jætte. Der er ord og udtryk, som kendes fra Edda-digtningen, og flere forskere mener da også, at det er i de ældre gude- og heltedigte, vi finder de bedste paralleller til det mytiske og mytologiske indhold i Malt-indskriften.

Studiet af runestenene går i Danmark langt tilbage i historien. Det blev grundlagt af den lærde oldforsker Ole Worm, som vi tidligere har hørt om i forbindelse med guldhornene (se Guldhornene fra Gallehus). I 1643 udgav han værket DANICORUM MONUMENTORUM LIBRI SEX, hvori han beskrev 144 runemindesmærker. Ole Worm fik samtidig kong Frederik III til i 1652 at udstede et reskript til danske lensmænd, hvori han udpegede 67 af landets runesten, som skulle sendes til kongen i København.

Tolv af dem blev bragt til København, men af dem eksisterer i dag kun et par stykker. Det er stenene fra Glenstrup42 og Vordingborg,43 som stadig kan beses på Nationalmuseet. De øvrige sten gik til grunde ved Københavns brand i 1728.

I 1807 nedsattes Den kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring, som blev begyndelsen til Nationalmuseet. Kommissionen sørgede i de følgende år for, at en del runesten blev sendt til København, hvor de blev opstillet i Rundetårn og på Trinitatis Kirkegård. I 1867 blev stenene flyttet til Nationalmuseet, hvor de stadig kan beses, men altså fjernt fra deres oprindelige sted. Det er stenene fra Vordingborg,44 Sønder Kirkeby,45 Bregninge,46 Snoldelev,47 Egå,48 Tirsted,49 Asferg,50 Glenstrup,51 Tårnborg,52 Tryggevælde,53 Sandby,54 Sørup,55 og Helnæs.56

Man skulle tro, at mulighederne for at gøre nye fund af runesten var udtømte, men sådan er det ikke. Så sent som i 1987 blev en meget stor og fornem runesten fundet ved Malt i Sydjylland.57 Den var, formentlig i middelalderen, blevet gravet ned i jorden nær et vadested ved Kongeåen. Det kan være med til at forklare, hvad der kan være sket med de mange runesten, der oprindeligt har stået omkring i landet – og som ikke er blevet knust til skærver. Måske kan vi håbe på, at fremtiden bringer flere sådanne fund.

Af de runesten, som endnu står ude i landskabet, er det kun få, der kan sættes i forbindelse med en bestemt grav,58 og selv da er det usikkert, om de kan knyttes til en bestemt grav eller om de indgår som en del af et større mindesmærke som i Jelling (se En konges eftermæle), Glavendrup59 og Tryggevælde,60 eller om de markerer gravpladser.

Men nu til indskrifterne på runestenene. De fleste viser, at de er rejst over mænd. Alligevel nævnes kvinder i en eller anden sammenhæng på ca. 45 af de omkring 220 runesten, der kendes fra de gammeldanske områder.61 Det nøjagtige antal kan ikke opgives, fordi nogle af navnene kan tilhøre både mænd og kvinder. På en overraskende stor del af runestenene, omkring halvdelen af dem, er det desuden en kvinde, der som den eneste har rejst monumentet. Den næststørste gruppe består af 11 sten, som er rejst til minde om en kvinde, inklusive en som overlapper den første gruppe, rejst af en datter for hendes moder.62 Så kommer endelig en gruppe sten, hvor kvinder er medrejsende, eller mindes sammen med en mand.

 Skibsformet stensætning og runesten i Glavendrup på Fyn. Anlægget blev i 1958 udgravet og restaureret. Det viste sig, at det indeholdt ni brandpletter og to ildsteder, men ingen central vikingetidsgrav. Med sine 210 runetegn bærer stenen Danmarks længste runeindskrift.

Skibsformet stensætning og runesten i Glavendrup på Fyn. Anlægget blev i 1958 udgravet og restaureret. Det viste sig, at det indeholdt ni brandpletter og to ildsteder, men ingen central vikingetidsgrav. Med sine 210 runetegn bærer stenen Danmarks længste runeindskrift.

Indskrifterne på runestenene angiver tydeligt, at disse almindeligvis blev rejst af rige og magtfulde familier, og i den slags familier kunne kvinder spille en fremstående rolle. En sådan kvinde var Ragnhild, som sammen med sine sønner rejste runestenen ved Glavendrup på Fyn. Monumentet består af en ca. 60 m lang skibssætning med to små høje, på den ene står stenen, som bærer den længste danske runeindskrift:63 „Ragnhild satte denne sten efter Alle den blege (?), viernes gode, hirdens højværdige thegn. Alles sønner gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin mand, men Sote ristede disse runer efter sin herre. Thor vie disse runer. Til en „ræte“ vorde den, som ailti denne sten eller slæber den bort til minde over en anden.“ Her får vi altså et billede af en familie, som omkring 900 var aktivt involveret i udøvelsen af hedensk praksis, og som formentlig havde sin magt og position herfra.

Ragnhild blev sandsynligvis gift mindst to gange. For både stilen af inskriptionen og brugen af den samme runerister fortæller os, at det var den samme Ragnhild, som stod bag Tryggevælde-stenen.64 På den står skrevet, at „Ragnhild, Ulvs søster, satte denne sten og gjorde denne høj efter – og skibssætning – sin mand Gunulv, en „glammende“ mand, søn af Nærve. Få bliver nu født bedre end han. Han skal vorde en „ræte“, som „ailti“ denne sten eller slæber den herfra“.

Det hænder også, at følelser kommer til udtryk på stenene, ganske som man kender det fra moderne gravsten. En indskrift på en sten fra Rimsø65 rejst af en vis Thorir til minde om sin moder, ender med at sige, at en moders død er det værste som kan ske for en søn. Og på en sten i Ålum i Nordjylland66 kan man læse, at „Tyre, Vigots kone, lod denne sten rejse efter Thorbjørn, Sibbes søn, hendes „søstling“, som hun holdt mere af end om det havde været hendes egen søn“.

 Den skibsformede stensætning ved Bække i Jylland. Anlægget er 45 m langt og 6,5 m bredt. I den ene stævn står en runesten, dateret til 900-tallet, i den anden stævn ligger en gravhøj. Indskriften på runestenen lyder „Ravne og Tobbe gjorde dette Kuml efter deres moder Vibrog“.

Den skibsformede stensætning ved Bække i Jylland. Anlægget er 45 m langt og 6,5 m bredt. I den ene stævn står en runesten, dateret til 900-tallet, i den anden stævn ligger en gravhøj. Indskriften på runestenen lyder „Ravne og Tobbe gjorde dette Kuml efter deres moder Vibrog“.

De fleste runesten synes at være rejst af folk i centrum af det politiske og militære liv i sen vikingetid i Danmark. Og indskrifterne viser da også tydeligt, at status dengang i høj grad afhang af en tilknytning til militæret eller kongens følge – eller en lokal stormand. En ret stor andel af stenene blev rejst af kvinder, som handlede på egen hånd, ofte for at mindes deres ægtefælle. I den forbindelse meddeler de gerne mændenes rolle i livet, som vi f.eks. har set det med Ragnhilds sten. Her var mandens status mere vigtig, end hvem han fulgte. Det gælder også en sten fra Bjerregrav,67 hvor der står, at Gyda rejste denne sten til minde som Thorbjørn, hendes husbonde, en meget ædel thegn. Det hænder dog også, at vi får at vide, hvem ægtefællens herre var. Det er f.eks. tilfældet på Sjørind-stenen,68 der fortæller, at „Asa satte denne sten til minde om Amundi, som var i Finnulfs følge“. Men hvem og hvad Finnulf var, får vi ikke at vide.

At runesten også kunne rejses for folk, som ikke var familiemedlemmer, vises af nogle sten, f.eks. en fra Læborg69 i Jylland. Den blev rejst af Tue, Ravns ætling, til minde om hans frue Thyre.70 Det var altså en hengiven ansat, der rejste hendes mindesmærke.

I al deres sproglige tilknappethed vidner runeindskrifterne alligevel om det dramatiske trosskifte, der foregik i landet i disse sidste årtier af oldtiden. På runestenene finder vi både de sidste hedninge og de første kristne. På en sten fra Sønder Kirkeby på Falster,71 som må være rejst omkring år 1000, fremgår det tydeligt af den ellers ufuldstændige indskrift, at manden, der satte den, „efter sin bror“, var hedning. Det fremgår af slutsætningen „Thor vie disse runer“. På en anden, og samtidig sten fra Grensten ved Randers72 er det helt andre toner, der lyder. Her står, at Toke Smed rejste denne sten „efter Revle, sønnesøn af Esge Bjørn“. „Gud hjælpe deres sjæl“, lyder efterskriften. En helt ny tro var nu kommet til orde.

Noter

37: Regner man med det gammeldanske område, skal man til de 150 sten fra det nuværende Danmark lægge fem runesten fra Slesvig og 60 fra Skåne og Blekinge. De danske runeindskrifter er publiceret i Danmarks Runeindskrifter, ved L. Jacobsen & E. Moltke. København 1941-42, her forkortet DR. Se endvidere E. Moltke 1976.

38: Der er f.eks. forskere, der har ment, at de danske runesten kan opfattes som en art retsdokumenter, der skulle dokumentere adkomstret til jord (K. Randsborg 1980). Og selve det at rejse en sten skulle i så fald være knyttet til kongemagten. Fra svensk side har det synspunkt også været fremført, at rejsningen af runestenene afspejlede et særligt behov for at hævde odelsretten i konkurrencen med den voksende kongemagts repræsentanter (B. Sawyer 1986). I de områder, hvor kongemagten allerede var etableret, skulle der derimod kun være rejst få eller ingen runesten.

39: M. Stoklund 1991.

40: M. Stoklund 1991, s. 295.

41: M. Stoklund 1991. Den inddeling, man finder i Danmarks Runeindskrifter, s. 1018 ff. er som følger: 1. Helnæs-Gørlev-gruppen; 2. Før Jelling-gruppen; 3. Jellinggruppen og 4. Efter Jelling-gruppen, herunder Kristelig Efter-Jelling-gruppen.

42: DR 122.

43: DR 221.

44: DR 221.

45: DR 220.

46: DR 219.

47: DR 248.

48: DR 107.

49: DR 216.

50: DR 121.

51: DR 122.

52: DR 235.

53: DR 230.

54: DR 229.

55: DR 187.

56: DR 190.

57: S.Aa. Knudsen 1988, 2000.

58: H.U. Kleiminger 1993. Det gælder f.eks. Randbøl (J. Brøndsted 1936, nr. 59), Busdorf (H. Steuer 1984) og Selk ved Hedeby (H. Steuer 1984 (Skarde og Eriksstenen)), to gravhøje i Fuglie i Skåne (M. Strömberg 1961, 58) samt Björktorp (M. Strömberg et al. 1980) og Skallenas (I. Atterman 1967) i Blekinge).

59: E. Albrectsen 1959.

60: M. Schou Jørgensen 1981.

61: J. Jesch 1991.

62: Det er Sønder Vissing-stenen (DR 56), som meddeler, „at Thyre, datter af Mistivoj og hustru til Harald den Gode (dvs. Harald Blåtand), søn af Gorm, rejste dette monument til erindring om sin moder“. Mistivoj var en abodritisk, dvs. slavisk, fyrste, selv om hans datter har et godt dansk navn. Hvad hendes moder hed, og hvilken nationalitet hun havde, får vi ikke at vide.

63: E. Albrectsen 1959; M.L. Nielsen 1998; DR 209.

64: DR 230.

65: DR 114.

66: DR 96.

67: DR 98.

68: DR 155.

69: DR 26.

70: Thyre var et meget almindeligt navn i vikingetidens Danmark; der er altså ikke tale om Gorms hustru af samme navn.

71: DR 220.

72: DR 91.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Ristet med runer i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 6. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431099

Afsnittet Ristet med runer er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet