Planke fra trækirken i Hørning syd for Randers, fundet 1887 ved restaurering af den nuværende stenkirke. Ved en arkæologisk udgravning kunne man påvise stolpehuller, som tegnede grundplanen af den ældre bygning, som hammerbåndet formentlig har hørt til.

.

Bemalet mandsfigur af træ fra Nordhøjen i Jelling, forside og bagside. Ca. 1:2.

.

Runesten fra Århus med billedet af en maske. Stenen er fra 900-årene, og dens indskrift fortæller, at den er rejst af Gunulf, Øgot, Aslak og Rolf til minde om deres fælle Ful. Farvelægningen af masken er fra nutiden, alle spor af de oprindelige farver er forsvundet.

.

Sølvbægeret fra Fejø i Smålandsfarvandet, et karolingisk arbejde fra de sidste årtier af 700-tallet. 10 cm højt.

.

Stolpe af ukendt brug, dekoreret i stil E, fra skibsbegravelsen ved Oseberg i Norge. Stolpen er skåret af den billedskærer, som arkæologerne har kaldt „Akademikeren“.

.

Gribedyr på skålformet spænde fra Lisbjerg ved Århus. Ca. 2:1.

.

Fejøbægerets dekoration. I marginen en rekonstruktion af bægerets „arkitektur“, som er en fremstilling af det hellige Jerusalem.

.

Firkantet spænde fra Lyngby Torp i Vendsyssel, udsmykket i stil F, som er en afart af den anglo-frankiske kunst fra sidste fjerdedel af 700-tallet. Ca. 3:2.

.

Jellingstil. Udtegning af dekorationen på Jellingbægeret.

.

Hængesmykke fra Tissø, dekoreret i Borrestil. Originalen er 3,9 cm høj.

.

Et af de prægtigste eksempler på Mammenstilen er det store dyr på runestenen fra Jelling.

.

Bambergskrinet med rigt dekorerede beslag af hvalrostand og forgyldt bronze, fremstillet i Norden i anden halvdel af 900-årene. Skrinet har i hvert fald siden 1600-årenes begyndelse været relikvieskrin i domkirken i Bamberg, Sydtyskland. Måske det nåede dertil som en gave fra en dansk til en tysk fyrste. 26 cm langt.

.

To sammenslyngede væsener, en fugl og en slange, udført i Mammenstil, udgør udsmykningen på en af hvalrostand-pladerne fra Bambergskrinet.

.

Vindfløj eller stævnprydelse til vikingeskib fra Heggen kirke i Norge, første halvdel af 1000-tallet, dekoreret i den såkaldte Ringerikestil. 28 cm bred.

.

Træskærerarbejder fra Urnes kirke i Sogn, Norge.

.

Guldringen fra Tissø, smallest ved lukket, der er udformet som en lille muffe, rigt ornamenteret med båndslyng med stiliserede planteornamenter i den såkaldte Borre-stil. Lignende ringe er fundet andre steder i Skandinavien, men de fleste er af sølv, og ingen er så store som denne.

.

Dragtspænde fra Lindholm Høje i Nordjylland, udført i Urnesstil. Ca. 3:2.

.

Dyreornamentet var den livsnerve, der gik igennem vikingetidens kunst.1 Man fandt det på de farvestrålende træskærearbejder, som i rødt, blåt og gult udsmykkede de fornemste bygninger. Ganske vist er det så uendelig lidt, der er bevaret af al den herlighed. Et eksempel på træskærerkunsten fra denne overgangsfase fra vikingetid til kristendom har man dog i resterne af et hammerbånd fra den trækirke i Hørning, der blev bygget oven på en kvindegrav fra 900-årene (se Den gamle tro). Oprindelig var dyret på planken ikke alene, men udgjorde en del af en længere frise med fortløbende dyreornamentik udført i den såkaldte Urnesstil (se nedenfor). Nok er den bevarede stump ret uanselig, men den er alligevel et værdifuldt bevis på anvendelsen af farver i datidens træskærerkunst – og den giver os fornemmelsen af, at der herhjemme også eksisterede bygningsværker af en skønhed som de ældste norske stavkirker.

Til dyrefiguren fra Hørning kan vi føje en lille bemalet træfigur fra kammergraven i Nordhøjen i Jelling, dateret til 958/59.2 Den er blot et fragment, men sammen med en lignende figur må den have siddet på et møbel, som indgik i det gravgods, man fandt resterne af i gravkammeret. En lille stump af et ligeledes oprindeligt bemalet rankeornament blev fundet ved samme lejlighed. Den ca. 15 cm høje figur er udført i fladt relief og udskåret med detaljer på både for- og bagside. Farverne har været røde, blå og gule.

Farvelagt billedkunst i stort format møder man også på vikingetidens runesten. Først og fremmest hovedværket blandt dem alle: den store Jellingsten med fremstillingerne af Kristus og det Store Dyr i fladt relief (se Gribedyr og ormeslyng og - gjorde danerne kristne). Farvelagte billeder i stort format kender vi også fra tidens maskesten. Af dem er der bevaret tre fra Danmark, hvortil kommer endnu nogle eksempler fra det gammeldanske område i Skåne, alle er de for mentlig fra 1000-tallet.3 Masken på den såkaldte Århussten er den mest monumentale. Set forfra gengiver den en maske med store, vidtåbne øjne og et kunstfærdigt flettet over- og hageskæg. Måske forestiller den en virkelig flettet dæmonmaske fra samtiden.4

Skal vi danne os et fyldigt indtryk af vikingetidskunsten i stort format, må vi imidlertid vende os til Norge, til træskærerkunsten i skibsgraven fra Oseberg, og til udsmykningen af de tidlige norske stavkirker. Det er en kunst, som må være udsprunget af et aristokratisk miljø. I Oseberg muligvis under en dronnings bevågenhed.5 Men blev de store kunstværker og fornyelserne fortrinsvis skabt af håndværkere knyttet til konger og høvdinge – og i sen vikingetid sikkert også til kirken – så bredte fornyelserne sig alligevel hurtigt ud til, hvad man kunne kalde hverdagskunsten. De spredte sig gennem de håndværkere, som drog omkring på markeder og handelspladser eller havde tjeneste hos overklassen i kortere eller længere tid – og som producerede de talrige smykker og andre smågenstande af metal, der kan give os et billede af motivverdenen i den sene oldtidskunst i al dens kontrastrigdom og livlige bevægelse.

Vi slap tidligere den kunst hen imod slutningen af 700-tallet (se En hedensk kosmologi).

I de næste tre århundreder kan man fortsat opdele kunsten i en række stilarter, hvoraf den første blandt fagfolk kaldes stil E og er en videreudvikling af de ældre dyrestilarter, A-D. Sit fornemste udtryk fik stilen i nogle træskæringer fra Oseberg, herunder en af de stolper der afsluttes med et tredimensionalt dyrehoved.6 Men stilen fin des også på en lang række smykker og andre metalgenstande over hele Sydskandinavien. Det er en dyrestil, som omkring år 800 er karakteristisk ved langt udtrukne, tit næsten båndformede dyr eller fugle med små hoveder set i profil og store øjne. Dyrenes kroppe er buede og slyngede, lemmerne ligeså, men deres forbindelse med kroppen er ofte opløst i åbne løkker med slyngtråde. Der er tit lagt et rammeværk over dyrenes harmoniske linjeforløb, som opdeler fladen i felter.7

Med denne stil gør et helt nyt motiv omkring år 800 sin entre i nordisk kunst: gribedyret. Det er et livligt, velnæret dyr, hvis hoved er gengivet set forfra, og hvis for- og bagfødder griber om alt, hvad der er i nærheden. Eller det griber om sig selv, f.eks. sin egen hals. Og livskraftigt var det lille dyr, som forblev i brug igennem det næste århundrede, både i træ- og metalkunsten.8 I modsætning til de tidligere dyrestilarters båndagtige dyr er gribedyret mere naturalistisk, uden at man dog kan artsbestemme det. Det er altid set „en face“ og har store stirrende øjne. På hovedet sidder gerne en nakketop, som dyret også kan gribe om. Hvor det humørfyldte og vitale lille dyr stammer fra har været meget omdiskuteret. Nogle har søgt dets oprindelse i den frankisk-karolingiske kunst. Andre har været mere tilbøjelige til at søge i det angelsaksiske England, hvortil det måske endda skulle være bragt fra Orienten, eventuelt via syriske og koptiske munke.9

For at forstå, hvad det var for fremmede kunstgenstande, der inspirerede de nordiske kunstnere til udformningen af deres særegne stilarter, kan vi f.eks. se på et 10 cm højt sølvbæger, som er fundet på Fejø i Smålandsfarvandet, men som oprindelig må have været til liturgisk brug -formentlig indeholdt det oblaterne til nadveren.10 Fejøbægeret hører til en gruppe af genstande fra anden halvdel af 700-tallet, som er fundet over hele Europa, fra Norge i nord til Balkan i syd. Nogle af dem er profane sager, andre er, som Fejøbægeret, beregnet til kirkeligt brug. Alle er de dekoreret med båndformede, slangeagtige eller fuglelignende dyr set i profil. Dyrene har et aflangt hoved og et stort åbent gab, et rundt eller mandelformet øje, en tynd båndformet krop og aflange ben med poter. Ofte udgør også kristne motiver som planter og kors en del af dekorationen. Disse genstande er fremstillet i europæiske værksteder, oftest i klostre med tilknytning til irsk og angelsaksisk kunsthåndværk.11

Det var fra kunstgenstande som Fejøbægeret, at de nordiske kunstnere fik inspiration til udformningen af deres dyreornamentik. De lange S-formede bånddyr i profil på sølvbægeret blev udgangspunkt for en nordisk stil med beslægtede dyre- og fuglelignende motiver, som blev udviklet kort før 800, og som blev anvendt både på smykker, beslag og spænder. Men Fejøbægeret rummede også et kristent budskab, som de nordiske kunsthåndværkere næppe forstod – og i hvert fald ikke eftergjorde.12 Fejøbægerets båndformede dyr ses mellem 12 portformede felter, som er placeret i to rækker med seks i hver. Nederst er der en tredje række med 12 små felter. Det er altså en slags arkitektonisk opbygning, i virkeligheden en symbolsk fremstilling af muren med de tolv porte omkring det Ny Jerusalem, sådan som det er skildret i Johannes' Åbenbaring i Det ny Testamente.13 Fejøbægeret er et eksempel på, hvordan billeder fra den kristne forestillingsverden begyndte at dukke op i Norden i disse århundreder, dog endnu uden at få en plads i den nordiske kunst.

Som et lille intermezzo, i hvert fald af kort varighed, finder man på den tid også den såkaldte stil F.14 Den var inspireret af den anglo-frankiske kunst og fandt udbredelse på kontinentet med de angelsaksiske missionærer. Stil F blev alene udbredt til Sydskandinavien og Birka, og den viser, at man herhjemme også havde livlige forbindelser til Vesteuropa forud for de første dokumenterede vikingetog. Dyrene i denne stil er som regel små, kraftige og organisk sammenhængende. Og motiverne blev anvendt i fladedækkende kompositioner inden for afgrænsede felter.

Omkring midten af 800-årene vandt en ny stil indpas hos de nordiske kunsthåndværkere. Det var den såkaldte Borrestil, opkaldt efter en stor gravplads ved Borre i Vestfold i Norge.15 Her fandt man et antal forgyldte bronzebeslag til seletøj, som var dekoreret med meget varierede motiver, bl.a. dyrefigurer, der ses forfra, og som har et trekantet hoved, båndformede kropsdele og fire ben med gribepoter, der hver har tre tæer. Stilen omfatter også kompakte båndfletninger med isatte geometrisk prægede figurer, det såkaldte „ringkædemotiv“. Det er konstrueret af to tobåndsfletninger, som er lagt forskudt over hinanden, og hvis skæringspunkter er skjult af skiftevis en rudeformet figur og et riflet, tværgående bånd.

Borrestilen er karakteristisk ved sine tætte kompositioner af bånd og dyr. Geometriske figurer optræder hyppigt, og på smykker og andre pyntesager bliver filigran og granulation eller støbte efterligninger deraf nu ganske almindelige. Egentlig planteornamentik forekommer ikke i Borrestilen, men stiliserede vinranker finder man på kvindernes trefligede smykker sammen med de karakteristiske Borrehoveder set en face.

I Borrestilen genfinder vi det gribedyr, som første gang dukkede op herhjemme i begyndelsen af 800-tallet. Nu optræder det vitale lille væsen i en særlig akrobatisk udformning, med lang buet hals og en lang tynd krop, der mellem bryst og hofter vrider sig tæt bagud i en bue. Et tredje vigtigt motiv i Borrestilen er et kompakt, halvnaturalistisk dyr.

Borrestilen blev efter alt at dømme udviklet i 2. halvdel af 800-årene.16 Stilen levede frem til midten af 900-årene, og den kom i brug, da vikingernes ekspansion i såvel øst som vest var allerstørst: Kongeriget York blomstrede, og Danelagen i England havde sin største udbredelse. Irland, det nordlige og vestlige Skotland samt dele af Wales koloniseredes af skandinaver. I øst var svenskerne trængt frem langs de østeuropæiske floder i retning mod Byzans og den islamiske verden. Ikke mærkeligt, at Borrestilen blev den stil, som frem for nogen kom i brug i vikingebosættelserne i udlandet.

Omtrent samtidig med Borrestilen var Jellingstilen, som også var en ren dyrestil, der omfattede S-formede, slangeagtige og fugleagtige dyr set i profil. Man finder den på fornemme smykker, på beslag og sværd fra første halvdel af 900-tallet. Og man finder den på det fine, kun 4,3 cm høje sølvbæger, der hørte til gravgodset i Nordhøjen i Jelling. Det var udført i forgyldt sølv med indlægning af sort svovl (niello). Formentlig har det været til rejsebrug, måske af en omrejsende konge, den indvendige forgyldning var næsten slidt bort. Dekorationen på bægeret består af to S-formede bånddyr med hoved set i profil, lang nakketop og krølle på overlæben, som er tvundet symmetrisk sammen. Jellingstilens dyr er tit omgivet af eller indviklet i båndslyng, og bladlignende skud kan springe ud fra dem. Filigran, granulation eller støbte efterligninger heraf bliver tit anvendt i forbindelse med Jellingstilen.

Dyreudsmykningen på Jellingbægeret viser klare skandinaviske stiltræk, men det er lavet af en håndværker, som havde kendskab til kontinentalt kunsthåndværk. Det hænder ofte, at man i sarkofager i europæiske kirker finder små grav- og rejsekalke fra samme tid. De har tilhørt biskopper og ærkebiskopper, men ingen af disse kalke er dog helt magen til Jellingbægeret. Man har ment, at det både har været til profan og liturgisk brug.

I Jelling var de fornemme beslag fra Nordhøjens kammergrav og remendebeslagene fra graven i kirken udsmykket i Jellingstil og forsynet med plastiske rovfuglehoveder, enten af falk eller ørn (se En konges eftermæle). Hvilken symbolsk betydning man skal tillægge dette er naturligvis ikke klart, men umiddelbart passer rovfuglene som symbol godt ind i gravens kongelige miljø. Formentlig er beslagene udført i et værksted med tilknytning til Jelling og Kong Gorms hof ligesom Jellingbægeret.

Kort efter midten af 900-tallet blev Jellingstilen afløst af den såkaldte Mammenstil, som formentlig blev skabt ved Harald Blåtands hof i Jelling.17 Særligt fornemme repræsentanter for stilen er øksen fra Bjerringshøjgraven ved Mammen (se Også stormænd dør) samt de allerede omtalte mankestole fra Møllemosegård og Søllested (se Konger - og kvinder af fornem byrd).18

Hovedværket inden for Mammenstilen er dog den store Jellingsten med dens rige billedudsmykninger.19 På den ene side ses det store spankulerende dyr omslynget af en slange, på den anden side den korsfæstede Kristus omgivet af reliefhugne båndslyng. Det var en stil, som kom til at sætte sit præg på de runesten, som blev rejst herefter. Desuden fik det store dyr et efterliv på over hundrede år, tilsidst også som smykker i form af de såkaldte Urnesfibler.

På Mammenøksens to sider finder man henholdsvis en kraftfuld fugl og et yppigt rankeornament, indlagt med sølvtråd og tydeligvis en videreudvikling af Jellingstilen. Med Mammenstilen får dyrefigurerne, de firbenede såvel som fuglene, både krop og styrke. Også planteornamentikken får en ny betydning. Der er i motivopbygningen ingen symmetri, til gengæld viser sig en helt ny kraft og bevægelse. Mammenstilen er en vellykket sammenblanding af nordisk og vesteuropæisk kunst. Sidstnævnte har især inspireret til de ofte halvnaturalistiske dyrefremstillinger og til de mange plantevækster.

Stilistisk set foretrækker Mammenstilen store, tunge og kraftfulde former. De motiver, man finder, er halvnaturalistiske dyr, formentlig løver, S-formede og løkkeformede bånddyr, halvnaturalistiske fugle, forskellige typer af ranker med blade, enten vin- eller akantusblade, samt trefligede blade og rankelignende skud. Når ornamentlinjerne afsluttes med et dyrehoved, er øjne og snude kraftigt markerede. Også det kristne kors forekommer i forskellige varianter ligesom masker med eller uden rankelignende skæg. Kompositionerne mangler en akse, og de er næsten altid asymmetriske.

Til de fornemste repræsentanter for Mammenstilen må man også henregne Cammin-skrinet fra Polen, Bamberg-skrinet fra Sydtyskland samt et reliquarium fra León i Nordspanien.20 Navnlig det 63 cm lange Cammin-skrin er udsmykket med en meget smuk, sen Mammenstil, der omfatter karakteristiske stilmotiver som det firbende dyr, slangen, fuglen, masken, træet med de to opadstigende og hinanden krydsende stammer samt akantuselementet. Skrinet har form som et langhus fra vikingetiden. På dåsen fra León er hovedmotivet en fugl med rovfuglehoved. Alle de tre skrin er pragtfulde stykker kunsthåndværk, formentlig fremstillet i Norden i 2. halvdel af 900-tallet. Og alle udgjorde de dele af kirkeskatte.

Hvordan disse skatte er nået så langt ned på kontinentet er uvist. Men de stammer alle fra kirker, som stod i nær forbindelse med fyrstehuse, og som lå i yderkanterne af den datidige kristne verden. Måske de er rester af kostbare gaver som af en nordisk konge blev skænket til europæiske fyrstehuse, måske Harald Blåtand kan komme på tale. Ganske vist ved man ikke meget om forbindelserne mellem de europæiske fyrstehuse på den tid. Men både de skriftlige kilder og de arkæologiske fund vidner dog om kontakter med fyrstehuse syd for Østersøen. F.eks. fortæller runestenen fra Sdr. Vissing i Jylland, som allerede nævnt, at Harald Blåtand var gift med en abodriterfyrstes datter, en af Danmarks forbundsfæller i grænsekrigen mod det tyske rige i 983.

Mammenstilen blev, som vi har hørt, skabt i Danmark i årene omkring 960, dvs. relativt tidligt i Harald Blåtands regeringstid. Men stilen er en ganske nær parallel til, hvad der på samme tid skete i tysk og engelsk kunst. Begge steder begyndte en opblomstring af kunsten i anden fjerdedel af 900-tallet, medens svogrene Æthelstan og Otto herskede i henholdsvis England (Æthelstan 925-39) og Tyskland (Otto, konge 936, kejser 962-73). Udviklingen af kunsten kender vi bedst fra England, hvor en fornem række af sydengelske håndskrifter viser, hvordan karolingiske motiver som f.eks. halvnaturalistiske løver, fugle og ranker bliver optaget i illustrationskunsten.21 Hvad der herefter videre skete i England, minder meget om udviklingen af Mammenstilen i Skandinavien. Alligevel er det vanskeligt at sige, om fornyelsen i Skandinavien kom fra England eller Tyskland, fordi man ikke finder de samme dekorationsmotiver i de tyske håndskrifter, og fordi profankunsten stort set er gået tabt i både England og Tyskland. Og det var netop profankunsten, som må have været af størst betydning for de skandinaviske kunstnere. Men i begge de mulige oprindelseslande kom de samme halvnaturalistiske motiver i brug, kort tid før de med Mammenstilen blev efterlignet i Danmark.

Omkring årtusindskiftet blev Mammenstilen afløst af Ringerikestilen, navngivet efter en særlig sandsten fra området nord for Oslo, der blev brugt til en gruppe fint ornamenterede mindesten. Et fornemt drikkehornsbeslag fundet i Århus er f.eks. i Ringerikestil.22 Men ellers er et af de mest udsøgte arbejder i Ringerikestilens en vindfløj fra Heggen i Norge, hvis hovedmotiver er henholdsvis et stort dyr og en brusende, fjeret fugl.23 Et andet udsøgt eksempel på stilen ses også på en runebeskreven sten fra en gravkiste fundet på St. Pauls kirkegård i London (se På udfærd til England). Stilen kendes fra flere andre sydengelske fund, men optræder i øvrigt især i Irland. Her blev den endog brugt på kirkekunst, og den levede i Irland længere end i Skandinavien, hvor den blomstrede til midten af 1000-årene.

Ligesom Mammenstilen var knyttet til en konge, Harald Blåtand, således var også Ringerikestilen knyttet til en konge, Knud den Store. De to stilarter øste af den samme motivskat, og var i øvrigt nært knyttet til hinanden, ja, så nærtstående var de to, at de ofte er vanskelige at skelne fra hinanden. Begge havde de en forkærlighed for store, tunge, kraftfulde former. Ringerikestilen videreudvikler, men overdriver også forgængerens stilistiske træk. Det er en raffineret, men tillige noget overlæsset stil.

Ringerikestilen var stærkt påvirket af vesteuropæiske forbilleder, bl.a. af den såkaldte Winchesterstil, der på samme tid blomstrede i den sydlige del af Knud den Stores engelske rige. Det førte til, at planteornamentikken fik stadig større betydning i forhold til dyr og fugle. Vigtige motiver i Ringerikestilen var dels et stort dyr i stærk bevægelse – en videreudvikling af Jellingstenens dyremotiv – dels slanger og bånddyr samt talrige ranker og blade. De sidste vokser gerne ud af dyrefigurerne, eller de lever deres eget liv.

I modsætning til Mammenstilen var de fleste arbejder i Ringerikestil komponeret omkring en akse. De smalle rankeskud var tit ordnede i grupper, akantusbladene forvandledes nu fra kraftige, robuste og rankeagtige blade til spinklere, skarpt og ligesom med et smæld udrullede blade med karakteristiske små biblade. Bladene kunne ofte være arrangeret i store imponerende vifter eller buketter, f.eks. som manke på et firbenet dyr.

Efter Mammen- og Ringerikestilene fulgte vikingetidens sidste stilart, Urnesstilen.24 Alle tre stilarter blev udført på mange forskellige materialer som træ, sten, ben, tand, tak, rav, metal og tekstiler. For hver af dem gælder det, at de udvikledes af forgængeren og efterfulgte hinanden. Men de overlappede også hinanden i tid.

Urnesstilen var som sagt den sidste fase i den nordiske dyreornamentiks lange udvikling. Den blev skabt lidt før midten af 1000-årene og var i brug et århundrede frem, altså et stykke ind i middelalderen, hvor den så at sige blev absorberet af den romanske kunst, der nu blev dominerende i Skandinavien.

Urnesstilen var et fornemt slutprodukt af oldtidens kunst, en yderst raffineret og elegant stil. Den fik navn efter de prægtige træskærerarbejder, der er genanvendt i Urnes kirke i Vestnorge: en portal med dør, nogle vægplanker, en hjørnestolpe samt et helt og delvist bevaret gavlfelt. Vi har allerede tidligere mødt stilen i en dansk udgave, på den bemalede planke fra Hørning kirke i Jylland (se Gribedyr og ormeslyng), hvor den optræder i en noget jævnere kvalitet.

Urnesstilens hovedmotiv var det store firbenede dyr. Det var ikke længere en kraftfuld løveskikkelse, men et myndeslankt væsen. Ved siden af det optrådte slangelignende dyr med ét forben, slanger uden ben ganske tynde plantetråde, der undertiden endte i et slangehoved. Kompositionerne dannede åbne, asymmetriske helheder af dyre- og slangeformer, der tit forløb som 8-taller, men i øvrigt virkede som et stilistisk velordnet virvar.

I Danmark kender man især stilen fra nogle små smykker, såkaldte Urnesspænder, der er fundet i meget stort antal, og som forestiller et fantasidyr i kamp med en slange, ofte tolket som kristendommens kamp mod hedenskaben. Stilen er også virtuost anvendt på et stort antal mellemsvenske runesten. Her blev slangernes lange kroppe brugt som runebånd.25 Man taler i Sverige derfor tit om „runestensstil“ i stedet for Urnesstil. Også i England og i Irland opnåede stilen stor popularitet.

Noter

1: Generelt om vikingetidens kunst se D. Wilson 1995 og I.-L. Kolstrup 1995.

2: Marxen & Moltke 1978; I.-L. Kolstrup 1995, s. 63.

3: I.-L. Kolstrup 1995, s. 83 ff.

4: Se Brinch Madsen & Hougaard 1999. At masker blev brugt i kultiske sammenhænge, hører vi om i en omtrent samtidig skriftlig kilde, der beretter om, at de skandinaviske hjælpetropper ved det byzantinske hof brugte masker ved de hjemlige ceremonier i forbindelse med højtideligholdelsen af tolvtedagen efter Kristi fødsel (T. Ramskou 1975). I en anden kilde, fra det frankiske område, indskærper ærkebiskop Hincmar af Reims i det 9. århundrede de kristne præster at forbyde folk at bære dæmonmasker (H. Schade 1962).

5: Måske Harald Hårfagers bedstemoder, enkedronning Åse, se H. Shetelig 1977, s. 60 ff.

6: Skibet fra Osebergfundet, med dekoration i stil E, blev bygget mellem år 815 og 820. De forskellige dekorative teknikker i Osebergfundet har gjort, at man har udskilt en række forskellige mestre, som skulle stå bag træskærerarbejderne, og som man har kaldt henholdsvis Akademikeren, Den karolingiske mester, Skibets mester, Barokmesteren, Den barokke impressionist osv. Se bl.a. D., Wilson 1995, s. 47 ff.

7: E. Roesdahl 2001, s. 181.

8: I.-L. Kolstrup 1995, s. 54 ff.; D. Wilson 1995, s. 45. Gribedyret optræder første gang i stil E og er endnu i brug på Jellingstilens tid.

9: Både den fuldt udviklede Tassilo-stil og gribedyrstilen viser sig i karolingisk kunst i sidste fjerdedel af 8. århundrede, se Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, s. 34. På Bornholm, hvor man har en meget detailjeret kronologi, svarer det til, at fase 2C hører hjemme omkring 775 e.Kr. Følgelig sker overgangen til den egentlige vikingetid (2C/Vik.) i stilistisk henseende omkring år 800.

10: D.Wilson 1960; E.Wamers 1991.

11: Stilen betegnes „Tassilokalk-stil“ efter udsmykningen på en alterkalk, der blev skænket til et kloster ved Kremsmünster nær Salzburg i forbindelse med dets indvielse i 777. Kalken bærer indskriften „Tassilo“, der var hertug af Bayern (748-88). Også et fornemt bogomslag fra klostret i Lindau ved Bodensøen er udsmykket med båndformede dyr og evangelistbilleder foruden farvede, indlagte ædelsten og to runde bronzefelter med gribedyrsfigurer i gennembrudt arbejde.

12: E.Wamers 1991.

13: Johannes Åbenbaring 21,9-22,5.

14: T. Ramskou 1963.

15: D. Wilson 1995, s. 87 ff.; I. Klæsøe i L. Gjedssø Bertelsen 2002; B. Myhre 2003.

16: Der er gode eksempler i Borrestil fra den dendrodaterede Gokstadgrav (før ca. 905), som ikke ligger langt fra Borregravfeltet. Et andet vigtigt fund med genstande i Borrestil er skatten fra Gnezdowo i Rusland, se Ad de russiske floder. Efter mønterne at dømme er skatten nedlagt kort efter 954.

17: S.H. Fuglsang 1991.

18: S.H. Fuglsang 1991, s. 92.

19: Ibid. s. 96, idem 1986.

20: A. Muhl 1991; E. Roesdahl 1998.

21: Bl.a. Bedas Life of St. Cuthbert fra ca. 934, se K. Møller 2002.

22: L. Gjedssø Bertelsen 2002, s. 26; D. Wilson 1995, s. 153 ff.

23: Se f.eks. G. Burenhult 1999, s. 439, fig. 318g. Andre eksempler på vindfløje i Ringerikestil se D. Wilson 1995, s. 154 ff.

24: L. Gjedssø Bertelsen 2002; D.Wilson, s. 185 ff.

25: D. Wilson 1995.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Gribedyr og ormeslyng.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig