Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den gamle tro

Oprindelig forfatter JJe

Det var i disse århundreder, at den gamle asetro veg for den nye religion, den kristne. Egentlig var det en underlig lydløs hændelse, som forfatteren Martin A. Hansen udtrykte det.73 Det efterlod i hvert fald ingen dramatiske spor i hverken de skriftlige eller de arkæologiske kilder. Intet tyder på, at Harald Blåtand mødte en væsentlig modstand, da han – og dermed riget – overgik til kristendommen. Det er muligt, at der blandt hans undersåtter har været mange, som modsatte sig denne nye tingenes tilstand. Men kongen hverken mistede kronen eller hovedet, fordi han lod sig døbe. På en eller anden måde må tiden omsider have været moden til, at Danmark skulle blive et kristent rige og dermed del af det europæiske kulturfællesskab.

Overgangen fra den ene tro til den anden kan vi nogle få steder iagttage helt konkret. F.eks. i Hørning-kirke ved Randers, hvor der under gulvet blev fundet rester af en lille trækirke med fritstående klokketårn. Den var bygget oven på en hedensk gravhøj, som var blevet udjævnet, da kirken blev opført. Gravkammeret var veludstyret og rummede liget af en kvinde, som var blevet begravet sent i 900-tallet, dvs. højst 100 år før trækirkens opførelse (se Konger - og kvinder af fornem byrd). Kvinden var på hedensk vis bisat i en vognfading.

 Snit af kirken i Hørning syd for Randers med gravhøj og kammergrav, kirke og klokkestabel. Med lys tone er vist den del af højen, der blev jævnet ud, da kirken skulle bygges. Kirke og klokkestabel er hypotetisk.

Snit af kirken i Hørning syd for Randers med gravhøj og kammergrav, kirke og klokkestabel. Med lys tone er vist den del af højen, der blev jævnet ud, da kirken skulle bygges. Kirke og klokkestabel er hypotetisk.

Også andre arkæologiske fund viser, at det er en tid, hvor asetroen brydes mod den nye religion.74 F.eks. det store antal torshamre, som ikke blot kendes fra Danmark, men fra hele Skandinavien, ja, fra De Britiske øer i vest over Østersøområdet til Rusland i øst – netop hvor de nordiske vikinger færdedes. Torshammeren er det symbol fra vikingetiden, der med størst sikkerhed kan knyttes til en gud. I sagaerne hører man om, hvordan Tor fremstod som beskytter af Midgård – menneskenes verden. Han værnede mod sygdom, jætter og meget andet. Det må være forklaringen på, at hans hammer, Mjølner, blev så populær en amulet. Torshammeren ramte enhver, den blev kastet efter, og vendte altid tilbage til sin ejers hånd. Oprindelig var hammeren blevet smedet af dværgene Brok og Sindre, som også skabte galten Gyldenbørste og ringen Draupner. Gyldenbørste kunne rende gennem luften hurtigere end nogen hest, og Draupner dryppede hver niende nat otte tilsvarende guldringe, men Mjølner var alligevel Tors kostbareste eje.

Annonce

Fra Danmark, Sydslesvig og Skåne alene kender man knap hundrede fund af torshamre.75 Hovedparten er af jern, den næststørste gruppe af sølv, men de fremstilledes også af rav, bronze, kobber og bly. Jernhamrene er oftest fremstillet af et plant stykke jern, hammerhovedet er angivet ved et firkantet eller halvrundt tværstykke til skaftet, hvis yderste del er bøjet omkring en jernring. Jernhamrene findes næsten altid i grave. Hovedparten stammer fra Sverige, de danske er især fundet i landets sydlige del, navnlig i Hedeby, hvor fund af adskillige støbeforme viser, at der har foregået en større produktion. Sølvhamrene forekommer i noget mere omhyggeligt udførte udgaver, gerne med en fint indstemplet ornamentik. De findes næsten udelukkende i skattefund sammen med andre sager af ædle metaller.76

 Torshammer i kæde, fundet i Tågemosen, Spjellerup sogn i Præstø amt. Ca. 2:5.

Torshammer i kæde, fundet i Tågemosen, Spjellerup sogn i Præstø amt. Ca. 2:5.

I tid stammer hovedparten af torshamrene fra 900-tallet og begyndelsen af 1000-tallet, men kendskabet til dem er ældre. Det var nu nok det direkte møde med kristendommen, der gav dem aktualitet i 900-årene. Helt naturligt finder man på den tid også kristne kors i sammenhæng med torshamrene. Et par støbeforme til ligearmede kors og torshamre fundet i Jylland viser endda, at metalstøberne kunne levere begge typer symboler i en og samme arbejdsgang.

Disse kristne kors dukker op i løbet af 900-årene.77 Med én undtagelse -et enkolpion fra Fussingø dateret til første halvdel af 800-årene og formentlig af irsk eller nordengelsk oprindelse – kendes der ingen korsvedhæng fra 800-årene, dvs. fra før den officielle kristning af landet.78 Mange af de fundne kors er af typer, som også kendes andre steder i Skandinavien. F.eks. svarer et korsvedhæng af sølvblik fra 900-årene fra et skattefund fra Skeppinge på Bornholm nøje til de typer, der kendes fra Birka.79

 Odinfigur med hornet opsats, støbt bronze, fundet i Ekhammar i Uppland, Sverige. 2,8 cm høj.

Odinfigur med hornet opsats, støbt bronze, fundet i Ekhammar i Uppland, Sverige. 2,8 cm høj.

Ellers er det ikke mange genstande, der direkte refererer til asetroens gudeverden. Vi kender den stort set kun, fordi der var kristne skribenter, der i 1100- og 1200-årene påtog sig at nedskrive nogle af de mange gudemyter og endnu levende digte med mytologisk indhold. Det er altså den nordiske gudeverdens allersidste fase, vi på denne måde får indblik i. Og mangt og meget kan naturligvis have ændret sig siden 500-tallet, da vi for første gang får et glimt af asetroens mangfoldige skikkelser (se Asetroens billeder).

Her i den sidste fase af asetroen er det stadig Odin, som står øverst på rangstigen. Ingen anden gud er vis som han, han behersker digtekunsten og kommer vidt omkring takket være sin ottebenede hest, Sleipner. Hans søn, Tor, er den stærkeste af guderne, det er ham, der tager sig af alle affærer vedrørende krig, men han bestemmer også over storm og regn, godt vejr og afgrøde. Så er der Tyr, som også er en krigsgud. Måske var det til ham, man ofrede de store mængder af våbenudstyr tidligere i jernalderen? 80 I vikingetiden synes han imidlertid ikke at have spillet nogen særlig fremtrædende rolle. Det samme gælder guden Njord, hvis børn, sønnen Frøy og datteren Frøya, derimod fortsat er af stor betydning for den altid aktuelle formering af mennesker og dyr.

 Støbeform af klæbersten fra Trendgården i Himmerland, med riller på de tre sider til støbning af sølvbarrer. På den fjerde side har man kunnet støbe to kors og en torshammer. Ca. 3:2.

Støbeform af klæbersten fra Trendgården i Himmerland, med riller på de tre sider til støbning af sølvbarrer. På den fjerde side har man kunnet støbe to kors og en torshammer. Ca. 3:2.

Mærkeligt nok er figurer, der kan tolkes som bevidste fremstillinger af de nordiske guder, meget sjældne i vikingetiden. Der kendes dog nogle enkelte, som må have forbindelse til gudeverdenen og til de mytologiske forestillinger. Det er bl.a. nogle små vedhæng, udformet som stående kvinder med lang kjole og langt hår samlet i en karakteristisk knude i nakken. I reglen holder kvinderne et drikkebæger eller drikkehorn i hænderne. Det kan dog også være et skjold.

Kvindefigurerne er blevet tolket som valkyrier, der modtager de faldne krigere i Valhal. Sådanne scener kan man også se på de gotlandske billedsten.81 Her kommer kvinderne eller valkyrierne rytteren i møde med et drikkehorn i hånden. Det er et oldgammelt motiv, men man genfinder det i en kristen sammenhæng, f.eks. i modtagelsesceremonierne ved de karolingisk-ottonske hoffer i 800- og 900-årene.82

Fra Danmark kender man tre af de nævnte vedhæng, foruden et brudstykke fra Uppåkra i Skåne og et fra en kvindegrav i Blekinge.83 Et af de danske fund er fra kongsgården ved Tissø. Fra den stammer også to fibler med kvinder til hest, den ene udformet som en bevæbnet enlig rytter, den anden som en rytter, der hilses af en stående kvinde med skjold.

Foruden disse figurer med mytologisk indhold kendes også nogle få dyrefigurer, f.eks. oprullede slanger,84 eller en lille frø.85 Af amuletkarakter er endvidere nogle miniatureudgaver af f.eks. våben, ildstål og leblade, ja endog miniaturemodeller af stole,86 de sidste er måske symbolske, tomme højsæder for en verdslig eller guddommelig magt.

 Runestenen ved Læborg Kirke i Midtjylland. Stenen er forsynet med hele to hammertegn. Teksten lyder: „Tue Ravns ætling, huggede disse runer efter Thyre sin frue.“ Hammeren har formentlig haft den samme påkaldende betydning som den undertiden anvendte formulering „Tor vie disse runer.“

Runestenen ved Læborg Kirke i Midtjylland. Stenen er forsynet med hele to hammertegn. Teksten lyder: „Tue Ravns ætling, huggede disse runer efter Thyre sin frue.“ Hammeren har formentlig haft den samme påkaldende betydning som den undertiden anvendte formulering „Tor vie disse runer.“

Vor viden om den førkristne, nordiske religion er, som det er fremgået, meget begrænset. Det skyldes, at den modsat kristendommen ikke var en bekendelsesreligion, som byggede på hellige tekster. Den var derimod en religiøs tradition, som byggede på praksis, først og fremmest på ritualer, som vi i dag kun kender i meget fragmentarisk form. F.eks. er kendskabet til de steder, hvor vikingetidens mennesker udøvede deres kult, yderst begrænset. Et enkelt skal dog nævnes her – det er en hedensk kultplads med spor af menneske- og dyreofringer, som var i brug på næsset ved Tude Å og Vårby Å, før ringborgen Trelleborg blev opført.87 Det drejede sig om i alt 6 brønde, af hvilke de tre indeholdt dyre- og menneskerester. I en af dem var der f.eks. nedkastet to børn i fireårsalderen samt en ko og en hund. I samtlige brønde fandtes genstande: smykker, våben, træsager, lerkarskår – alt fra vikingetiden. Spredt over det store borgområde lå talrige dyreben og menneskerester. Og i såvel brøndene som på borgterrænet var hesteknogler talrige – forståeligt nok, for hesten var et almindeligt offerdyr og dens kød en yndet spise i hedensk tid.

Hvad der er foregået på kultpladsen eller vi'et ved Trelleborg er ikke til at udrede, og beslægtede anlæg er da også sjældne. Men at kultsteder, vi'er og hellige lunde, eksisterede over hele landet, viser udbredelsen af stednavne, i hvilke navne på asetroens guder indgår.88 Det kan være stednavne med Odin, Tor, Tyr, Njord, Frøy og Frøya, eller slet og ret Gud. Det sidste gælder f.eks. Gudme på Fyn, som vi netop har antaget var et helligsted igennem store dele af jernalderen. Stednavnene er jævnt fordelt ud over landet, men f.eks. søger man dem næsten forgæves i området omkring Lejre på Sjælland, som ellers er den eneste danske lokalitet, der i de skriftlige kilder omtales som et kultsted i vikingetiden. Det er Thietmar af Merseburg, der fortæller, at her ofrede man hvert niende år i maj 99 mennesker og lige så mange heste samt hunde og haner til guderne.89

 Valkyriefigurer, den ene til hest, på et lille bronze spænde fundet på Stentinget i Vendsyssel. Ca. 3:1.

Valkyriefigurer, den ene til hest, på et lille bronze spænde fundet på Stentinget i Vendsyssel. Ca. 3:1.

Et vigtigt spørgsmål i forbindelse med religionsskiftet er, om de middelalderlige kirker var placerede på ældre hedenske kultpladser eller ikke, dvs. spørgsmålet om kultpladskontinuitet.90 Det er et klassisk spørgsmål i historisk, retshistorisk, religionshistorisk og arkæologisk forskning i Norden. I ældre tid tog man det for givet, at der måtte være tale om en kontinuitet,91 og synspunktet blev endnu i midten af 1900-tallet hævdet af Jellingmonumentets udgraver, som mente, at de store sten (skibssætningen) under højene måtte være rester af et hedensk vi.92 I 1960'erne fik debatten dog en ny retning. En grundig kildekritisk analyse viste, at der ikke forelå afgørende belæg for kontinuitetstanken,93 og samtidig understregede man den fundamentale forskel mellem hedenskab og kristendom, som gik ud på, at det første ikke havde noget professionelt præsteskab – og næppe heller særlige templer. Varetagelsen af kulten lå i hænderne på de ledende personer i samfundet, og vikingetidens kult foregik efter alt at dømme – foruden ved naturhelligdomme – især i de almindelige langhuse, som både var bolig og gildeshal.94 Med 1970'ernes opdagelse af oldtidsbebyggelsens flyttelighed blev det yderligere klart, at der i Danmark næppe findes nogen bebyggelseshistorisk baggrund for en kultpladskontinuitet i snævrere forstand.

Debatten er imidlertid fortsat helt op i de seneste år, og det er faktisk lykkedes i en række tilfælde arkæologisk at påvise, at nogle skandinaviske kirker er opført på eller ved ældre pladser, hvor kult tidligere var blevet udøvet.95 Der er imidlertid også forskere som ser spørgsmålet i et større rumligt perspektiv, dvs. undersøger kirkens placering i forhold til den omgivende forhistoriske bebyggelse og førkristne gravpladser. Ud fra sammenhængen mellem grave og kirker i nogle skandinaviske egne har man ment at kunne pege på en mere omfattende kultkontinuitet.96

 Frugtbarhedsguden Frøj, bronzefigur fundet i Rallinge, Södermanland, Sverige. 6,9 cm høj.

Frugtbarhedsguden Frøj, bronzefigur fundet i Rallinge, Södermanland, Sverige. 6,9 cm høj.

En nuance, som ydermere er blevet tilføjet, viser, at kirken i missionstiden var meget fleksibel: messer blev formentlig holdt i de store gårdes halbygninger, og begravelser kunne finde sted på ældre gravpladser.97 Kirken udnyttede kort sagt de eksisterende pladser i missionstiden. Men da de kristne kirker begyndte at blive opført, placeredes de til gengæld uden større hensyntagen til ældre foreteelser.98

Der er imidlertid også dem, som har spurgt, om det store skift i kultudøvelsen i virkeligheden ikke ligger meget tidligere, nemlig i 400-500-tallet, da den hedenske kult flyttede indendørs.99 På det tidspunkt ophører efter alt at dømme brugen af en lang række naturhelligdomme, først og fremmest de søer og moser, som man brugte til våbenofringer. Og kulten foregik derefter i hovedsagen i eller ved de store halbygninger. Mange kirker kunne godt tænkes at være blevet bygget i direkte tilknytning til ældre halbygninger med delvis rituelle funktioner. Det kunne også ses som udtryk for en magtkontinuitet, der afspejler aristokratiets monopolisering af den religiøse kult.

Debatten om kultpladskontinuitet er således endnu levende100 og hænger naturligvis sammen med vor ringe viden om den førkristne tro. Næsten alt, hvad vi ved om den, stammer jo fra kristne kilder, og hvem kan forvente uvildige beretninger fra skribenter, der netop skrev for at fremme kristendommens sag. Hvad vi først og fremmest har brug for i dag, er nye empiriske data tilvejebragt gennem arkæologiske undersøgelser.

Noter

73: Orm og Tyr, s. 218.

74: Generelt om trosskiftet fra en arkæologisk synsvinkel se bl.a. A.-S. Gräslund 2001.

75: M.K. Zeitzen 1997; E. Wamers 1997.

76: C.K. Jensen 1999.

77: J. Staecker 1999.

78: J. Staecker 1999, s. 197 ff.

79: Den yngste mønt i det bornholmske fund er fra 962-73. R. Skovmand 1942, s. 117 ff.; A.S. Gräslund 1984.

80: Den gotiske historieskriver Jordanes, som virkede i 500-årene, nævner, at hos germanerne ofres alt erobret til Mars, som er den romerske ækvivalent til Tyr.

81: S. Lindqvist 1941-42.

82: G. Arwidsson 1989, s. 58; H. Viereck 2002, s. 25 ff.

83: M.K. Zeitzen 1997, nr. 12, 13 og 17. Graven er dateret til 800-årene, men kvindefigurerne ses dog også i 900-årene og er bl.a. fundet i to kammergrave i Birka (grav 968 og 825) G. Arwisddon 1989, s. 58 ff.

84: M.K. Zeitzen 1997, nr. 18-20.

85: Ibid. 14.

86: E. Roesdahl 1977, s. 101 f.

87: P. Nørlund 1948; H. Andersen 1998a.

88: H. Andersen 1998a.

89: Thietmar von Merseburg 1970.

90: A. Andrén 2002.

91: J. McNicol 1997.

92: E. Dyggve 1941.

93: O. Olsen 1966, se også idem 1995.

94: De eneste bygninger, som iflg. O. Olsen kan have fungeret i kulten, er de enkelte små bygninger, som kaldtes „hørg“, og som nærmest var små skjul for gudebilleder.

95: H.-E. Lidén 1969; M. Hildebrandt 1985, G. Stamsø Munch 1991; A.-L. Nielsen 1997.

96: Se f.eks. J. Brendalsmo 1994. Se også A.-S. Gräslund 1992.

97: D. Skre 1995.

98: Gennem en undersøgelse af kirkernes placering i Gudbrandsdalen har man kunnet vise, at kun 3 af 27 kirker opførtes på ældre samlingspladser, hvor der forekom handel, ting og kult, se D. Skre 1988.

99: C. Fabech 1991.

100: Se bl.a. L. Hedeager 1999 og A. Andrén 2002.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Den gamle tro i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431100

Afsnittet Den gamle tro er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet