Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den første klokkeklang

Oprindelig forfatter JJe

I ærkebiskop Rimberts beskrivelse af Ansgars liv kan vi læse, at den danske kong Horik 2. engang i 850'erne gav Ansgar tilladelse til at udstyre kirken i Hedeby med en klokke, således at man med den kunne kalde menigheden til bøn.

Klokker kender man helt tilbage fra de store oldtidskulturer.101 Romerne brugte klokker på forskellig vis, men ikke de ældste kristne. For dem gjaldt det om at leve så stille og ubemærket som muligt. Først da kristendommen var blevet statsreligion, kom klokker i brug i kirker og klostre. De ældste omtaler af dem er fra 500-årene, og deres hovedopgave var, dengang som nu, at kalde menigheden sammen til bøn.

I Norden må klokkeklang i 800-tallet have været en vederstyggelighed i hedningenes øren. Vi ved heller ikke, om Ansgar faktisk fik hængt en klokke op i sin kirke. For trods de omfattende udgravninger i den store handelsstad Hedeby, er det endnu ikke lykkedes at finde resterne af hans kirke. Men en kirkeklokke har man fundet, selv om det ikke er den af ærkebiskop Rimbert omtalte.

Annonce

 Hedebyklokken – den ældst kendte kirkeklokke i Norden. 51 cm høj.

Hedebyklokken – den ældst kendte kirkeklokke i Norden. 51 cm høj.

Det var en dykker, som i 1978 fandt den i noret ud for Hedeby. Den lå dybt nedsunket i mudderet og var formentlig tabt under transport. Klokken havde knebel, og sammen med den fandt man et stort stykke træ fra en ophængningsanordning. Det har desværre vist sig uegnet til dendrokronologisk behandling, men på andet grundlag har man anslået, at klokken stammer fra sidste halvdel af 900-årene, dvs. den tid hvor kristendommen blev Danmarks officielle religion. Hedebyklokken er godt en halv meter høj og fremstillet ved støbning, måske i selve Hedeby. I betragtning af det omfattende kirkebyggeri, der må være sat ind i netop de år, må der også i stort omfang være blevet støbt klokker i Danmark. Ingen af dem er imidlertid bevaret – bortset fra Hedebyklokken. De ældste klokker, vi i øvrigt kender, er fra 1100-årene og altså betydeligt yngre end Hedebyklokken.

Kristendommens vej til Danmark var lang. I det 3. århundrede var den begyndt at sprede sig til alle egne af romerriget, og i det 4. århundrede finder vi kristne menigheder i flere byer nord for Alperne, i bl.a. Mainz og Trier. Det store spring fremad skete imidlertid, da frankerkongen Clodevig lod sig døbe sammen med tre tusinde af sine mænd fra hæren i katedralen i Reims juledag i året 496.102 Kristendommen i Nordeuropa havde nu fået en stærk bastion i det magtfulde Frankerrige.

I løbet af 700-tallet nærmede kristendommen sig for alvor Danmark, da friserne blev kristnede. I slutningen af samme århundrede skete det samme for sakserne, begge steder skete det som led i indlemmelsen i det frankiske rige. I Saksen blev det en usædvanlig hårdhændet tvangskristning ved Karl den Store. I den følgende tid fortsatte missionen mod nord og øst, når de politiske forhold tillod det, dvs. når kristningen kunne indgå som et led i styrkelsen af den lokale kongemagt.103

Da Danmark i 965 officielt blev kristnet, skete det i en periode, hvor kristendommen var i voldsom fremmarch i Europa. Polen blev kristnet i 966, det russiske Kiev-rige i 988, og Ungarn i år 1000. Norge fulgte efter i begyndelsen af 1000-tallet og Sverige blev gradvist omvendt i løbet af samme århundrede. Omkring år 1000 antog også vikingekolonierne i Atlanterhavet kristendommen.

Det var imidlertid langtfra en koordineret indsats, der lå bag kristningen af yderområderne i Europa. Kristendommen var ingenlunde en enhed. Der var jo to forskellige kirker: den romersk-katolske med paven i Rom og den græsk-katolske med patriarken i Byzans. Heroppe i nord må mange mennesker, specielt i Østskandinavien, have stiftet bekendtskab med den græsk-katolske kirke gennem de nære forbindelser med Østeuropa og Byzans. Alligevel blev det den romersk-katolske kirke, som sejrede i Norden. Men også inden for den var der megen rivalisering, navnlig mellem de ærkebispesæder, hvorfra missionen udgik. For indtægterne og indflydelsen voksede jo, når nye kristne områder blev lagt til. Og da kirken i de enkelte lande var nært knyttet til kongemagten, gik mission og kirkepolitik ofte op i en højere enhed med den lokale magtpolitik.

Nok skete Danmarks officielle overgang til kristendommen i en periode, hvor missionen var i voldsom fremmarch. Men forud for den lå en mere end tohundredårig periode med flere forgæves forsøg på at bringe landet ind under romerkirken.104 Om det har vi allerede hørt. De første forsøg lå helt tilbage i begyndelsen af 700-årene, da den første missionær, Willibrord, kom hertil fra Frisland. Det er tænkeligt, at han begyndte sin mission i Ribe, men han havde ikke heldet med sig, og der skulle gå mere end hundrede år, før der atter er efterretninger om kristen mission på dansk grund.

Det skete på et tidspunkt, hvor kristendommen var nået frem til selve Jyllands rod. Frankerrigets kejser, Karl den Store, havde erobret Sachsen og Nordelbingen, indlemmet dem i det frankiske rige og tvangskristnet befolkningen. En politisk og militær opbygning var ved at finde sted lige uden for Danmarks dør. Nok var der i 811 sluttet en fredstraktat mellem frankerne og danskerne, men alligevel foretog de sidstnævnte, hvad man i dag ville kalde terroristiske angreb på kystegnene i Frankerriget, eller de indgik alliancer med andre hedenske grupper ved Frankerrigets østgrænse. Den frankiske stormagt fandt det derfor ønskeligt og nødvendigt, at det danske lederskab tog den frankiske kristendom til sig.

Det er baggrunden for, at man i året 823 i de frankiske rigsannaler kan læse, at frankerkejseren Ludvig den Fromme, med pavens bemyndigelse, har „rådet“ en højtstående gejstlig, ærkebiskop Ebo af Rheims, til at drage til danernes land for at prædike evangeliet. Vi får også at vide, at han i løbet af det korte besøg, som formentlig begrænsede sig til Hedeby, havde omvendt og døbt mange af danerne. Mange af disse kan imidlertid godt have haft et særdeles praktisk forhold til dåben, for der fulgte ofte gaver med den. En forfatter fra 800-tallet beretter således, at der hver påske kom flere og flere til kejser Ludvigs hof, alene for at få de hvide kjortler, kejseren skænkede dem i dåbsgave.105 Mon ikke også mange daner havde et lige så afslappet forhold til missionen i Hedeby?

Det var tillige et uroligt rige, ærkebiskoppen var kommet til. Lige siden kong Godfreds død i 810 havde der været stridigheder om den danske trone. Godfreds sønner og andre medlemmer af kongefamilien stredes om herredømmet over landet. Ja, en af dem, Harald Klak, havde endog søgt støtte hos frankerkejseren, Ludvig den Fromme. Kejseren havde i den anledning haft udsendinge i Danmark, som skulle vurdere den politiske situation, og netop disse udsendinge fulgtes ærkebiskop Ebo med tilbage til Frankerriget.

De udsendte mænd, og med dem også ærkebiskoppen, må have vurderet, at man kunne drage fordel af den kaotiske situation i riget i nord. I hvert fald synes de at have rådet kejseren til at støtte Harald Klak, naturligvis under forudsætning af, at han anerkendte kejserens overhøjhed og samtidig lod sig døbe. Harald Klak må have ment, at Danmark nok var en messe værd, i hvert fald lod han sig døbe ved en større højtidelighed i Sankt Albans kirke i Mainz i 826. Ludvig den Fromme deltog selv i ceremonien, og efter den forlenede han Harald Klak med et grevskab i Frisland, som han kunne søge tilflugt i, såfremt tingene ikke gik som ventet.

Harald Klak kunne nu med frankerkejseren i ryggen igen gøre et forsøg på at erobre den danske krone. Men heldet var ikke med ham. Og det blev snart klart, at han havde været den forkerte at satse på. For fra sit len i Frisland begyndte han at drive sørøvervirksomhed til stor gene for frankerne. Sin kristentro synes han også at have taget meget let. Den rige kammerbådgrav ved Hedeby, som vi har omtalt tidligere (se Konger - og kvinder af fornem byrd), og som er fra midten af 800-tallet, er måske Harald Klaks sidste hvilested.106 Og den grav er i hvert fald i hele sin karakter ærkehedensk.

Da Harald Klak var draget mod nord for at vinde den danske krone, havde han med sig i sit følge haft en frankisk munk ved navn Ansgar. Han skulle på kejserens foranledning drive missionsvirksomhed i Danmark, men altså under Harald Klaks beskyttelse. Det kom der nu ikke meget ud af, for da Harald i 827 blev fordrevet fra Danmark, måtte Ansgar følge med ham. I stedet for at drive missionsvirksomhed blandt danerne, måtte han nu udøve den blandt hedningene i området nord for Elben.

Snart fik Ansgar dog – igen på kejserlig tilskyndelse – mulighed for at tage til Birka i Sverige. Her lykkedes det ham i 830 for en kort årrække at etablere en kirke på dette ellers så gudsforladte sted. I 832 vendte Ansgar tilbage til sine trosfæller i syd, og her var man så begejstret over de opnåede resultater, at kejseren oprettede et bispedømme til Ansgar med sæde i Hamburg. Det blev i øvrigt snart ophøjet til ærkebispedømme, og Ansgar fik af paven bemyndigelse til at missionere overalt i de nordiske lande.107

Nok var Ansgar nu leder af hele den nordiske mission, men det var under særdeles vanskelige vilkår. Det er nok derfor Rimbert ikke har meget at fortælle om Ansgars virke de næste ti år, ud over at han en gang imellem frikøbte danske og slaviske drenge og sendte nogle af dem til sit kloster Tourhout i Flandern til oplæring som missionærer, ganske som Willibrord havde gjort det før ham. Et alvorligt slag var det også, at en stor vikingeflåde, som kong Horik havde udsendt, i 845 indtog Hamburg, afbrændte byen og borgen og ødelagde domkirken og klosteret. Ansgar måtte derfor flygte til Bremen, hvis bispesæde han efter forskellige forviklinger fik lagt til sit ærkesæde, og det var en stor fordel, for Bremen var langt rigere end Hamburg.

I disse år skete talrige vikingeoverfald på Frankerriget. Det hang sammen med, at det var blevet alvorligt svækket, da det i 843, efter Ludvig den Frommes død, blev delt mellem hans tre sønner. Den østlige del af riget, stort set svarende til Tyskland, tilfaldt sønnen Ludvig, kaldet den Tyske. Han ville prøve at standse vikingetogterne ad forhandlingens vej, og tog derfor kontakt med den danske konge Horik. Som kender af nordiske forhold blev ærkebisp Ansgar af Ludvig beordret til at deltage i forhandlingerne, og i de følgende år rejste Ansgar flere gange som diplomat til Danmark på kong Ludvigs vegne.

Hvad resultatet af forhandlingerne blev, ved vi ikke, ud over at Ansgar fik lov til at bygge en kirke i Hedeby og indsætte en præst der. Men med fremskridt det ene sted, fulgte tilbageslag et andet. På næsten samme tid blev kirken i Birka plyndret og nedlagt og præsten drevet på flugt. Ansgar måtte så igen rejse op til de hedenske svenskere, og det lykkedes ham faktisk at få genåbnet kirken og indsat en ny præst. Den gamle turde ikke vende tilbage.

Så fulgte et nyt tilbageslag i Hedeby. Kirkens beskytter, kong Horik, var blevet myrdet og kirken lukket. Hvordan det lykkedes Ansgar, der nu var tilbage i Bremen, at få genåbnet gudshuset, ved vi ikke. Men det varede ikke længe, før tilladelsen forelå fra den nye danske konge, Horik 2. Endnu en gang måtte Ansgar drage til Hedeby, hvor han fik kirken genåbnet, og i tilgift opnåede kongens tilladelse til at udstyre den med en klokke, som vi allerede har hørt. Ydermere fik han tilladelse til at bygge en kirke i Ribe, Danmarks anden internationale handelsplads. Kong Horik 2. synes i det hele taget at have været positivt indstillet over for kristendommen – men nok mest af politiske grunde. Han sendte bl.a. gaver til pave Nikolaus i Rom. Men da paven i sit takkebrev opfordrede Horik til at vinde det evige liv gennem den frelsebringende dåb, meldte Horik fra. Han blev i hvert fald ikke døbt.

Det kunne nu se ud, som om missionsvirksomheden i Norden havde fået fast grund under fødderne. Det var i hvert fald Ansgars opfattelse frem til sin død i 865,108 men den synes i nogen grad at have hvilet på ønsketænkning. I hvert fald har kilderne i de følgende år intet at berette om Ansgars nordiske missionsstationer i Birka, Hedeby og Ribe, som næppe overlevede missionæren i ret mange år. Kirkerne må være forsvundet længe før år 900. Det fik følger for ærkebispesædet i Bremen. Fra 895 blev det for en tid underlagt ærkebispen af Köln.

For Ansgar havde det været meningen, at kirkerne skulle tjene som brohoveder, hvorfra kristendommen efterhånden kunne trænge eller sive ind i det store mørke hedenske bagland. Dette mål nåede han ikke. Men ved at opføre kirker i handelsbyerne havde han gjort det attraktivt for kristne købmænd at komme til dem. Som det er blevet sagt: kirkerne i de nordiske handelsbyer kom til at fungere som en art sømandskirker for tilrejsende købmænd og deres skibsbesætninger, snarere end de tjente som baser for missionen i Norden.109 Sidstnævnte lå i ruiner efter Ansgars død i 865.

 Et kristent kors indgik i sølvskatten fra Hågerup hvor, nedlagt omkring 1050. Skatten indeholdt desuden ca. 1400 mønter, de fleste fra Tyskland og England.

Et kristent kors indgik i sølvskatten fra Hågerup hvor, nedlagt omkring 1050. Skatten indeholdt desuden ca. 1400 mønter, de fleste fra Tyskland og England.

Nej, kristningen af Norden var ikke nogen let sag. Der skulle gå yderligere næsten hundrede år, før danerne officielt blev omvendt til kristendommen, og Harald Blåtand kunne rejse sin Jellingsten og på den berette om sin dåb. Nu var tiderne også blevet anderledes. Først og fremmest havde Vesteuropa efterhånden lært at beskytte sig mod overfald fra vikingerne og tilføjede dem nogle alvorlige nederlag.

I Jylland eller i hvert fald Sønderjylland herskede der i begyndelsen af 900-årene et dynasti, der siges at være kommet fra Sverige. Det er Adam af Bremen, der beretter herom, hans værk er den fyldigste fortællende kilde til det 10. og 11. århundrede, men han er ikke en alt for pålidelig kilde til den ældre historie. Han fortæller også, at dette dynasti blev styrtet af Hardegon, kong Gorm den Gamles far. Han skulle være kommet til Danmark fra Nortmannia, formentlig et af vikingeområderne i Vesteuropa eller måske fra Norge.

Danmark var tilsyneladende på den tid et land i splid med sig selv, og vi må antage, at riget i kortere eller længere perioder var splittet i flere mindre riger, hvert af dem med sin egen suveræne hersker. Det betød dog ikke, at man ikke indimellem kunne foretage vikingetogter langs Frislands kyster, måske nok i mere beskedent omfang end tidligere, men dog nok til at den tyske konge gav ordre til en straffeekspedition mod danerne.

Også det tyske rige havde på den tid længe været svækket af indre stridigheder i kongeslægten, men med kong Henrik 1. (kaldet Fuglefængeren) fik det omsider en magtfuld hersker, som kunne tage fat på problemerne med de uregerlige naboer i nord. I året 934 sendte han sine tropper mod Danevirke, erobrede Hedeby og brød ind i Jylland. Der blev sluttet fred, og den danske eller dengang måske blot jyske konge måtte formentlig anerkende den tyske konge som sin lensherre og tillade kristen mission i sit land.

Hvad der herefter skete, ved vi meget lidt om. En historie hos Adam af Bremen om, at Harald Blåtand og hans dronning Gunhild skulle være blevet døbt i forbindelse med et tysk angreb på Danmark, kan vi lade ude af betragtning. Historien kan ganske enkelt ikke være sand.110 Mere vigtig er oplysningen om, at ærkebiskop Adeldag af Hamburg-Bremen i 948, på et kirkemøde i Ingelheim, hvor hele den tyske kirke var repræsenteret, mødte frem med et følge, hvori befandt sig tre danske bisper: biskop Hored af Slesvig (der var det tyske navn for Hedeby), biskop Liafdag af Ribe og biskop Reginbrand af Århus. Navnlig den sidste er overraskende, det er overhovedet første gang, Århus omtales i de historiske kilder – og så skulle byen allerede være sæde for en biskop.

Det er muligt, at der var en god portion propaganda i situationen – og biskopperne behøver i virkeligheden ikke at have sat deres ben i Jylland. For ærkebiskopen af Hamburg-Bremen var i realiteten underlagt ærkebispeædet i Köln og havde stærkt behov for at styrke sin position ved på kirkemødet at fremvise så mange bisper som muligt. En ærkebiskop uden bisper nød nemlig ikke nogen høj anseelse. Men at man overhovedet opererede med en biskop med sæde i Århus, kan dog tyde på, at kirken var ved at få fodfæste i Nørrejylland. Dog må man også erindre, at de danske bisper i 900-tallet mere var omvandrende missionærer uden faste tilholdssteder, selv om en af dem nok var fast tilknyttet til kongens hof.111 De var afhængige af kongens støtte og rundhåndethed, og de havde brug for hjælp fra de stormænd, som var gået over til kristendommen. De første overdragelser af jordegods til danske domkirker foregik først i 1000-tallet. Før den tid havde bisperne ingen fast ejendom. De tre jyske bisper er imidlertid noget af en gåde, og vi ved intet om deres virksomhed. De skriftlige kilder nævner dem senere ikke med et ord.

Noter

101: J. Kongsted Lampe 1993.

102: Årstallet er dog usikkert. Det kan lige så vel have været i 498 eller 506.

103: For en generel oversigt se bl.a. B.&P. Sawyer & I. Wood (red.) 1987.

104: O. Olsen 1999, s. 59 ff.; P. Sawyer 1988, s. 234 ff.; A.-S. Gräslund 2001.

105: P. Sawyer 1988, s. 125.

106: E. Wamers 1994.

107: Denne bemyndigelse måtte Ansgar i begyndelsen dele med ærkebiskop Ebo. Men da denne i 835 faldt i unåde, fordi han havde taget del i kejsersønnernes oprør mod deres far, må det også have skadet Ansgars position og svækket missionen i Norden.

108: Kort inden denne udsendte Ansgar et brev til de tyske konger, hvori han gjorde status over missionsvirksomheden i Norden. Den havde efter hans mening bevirket, at Kristi kirke havde fået fast grund under fødderne hos danerne og sveerne, hvor præsterne nu uhindret kunne udføre deres gerning.

109: O. Olsen 1999, s. 67.

110: P. Sawyer 1988, s. 237.

111: P. Sawyer 1988, s. 242. De bisper, som kom til Danmark i 900-tallet, synes at have rejst meget omkring i Norden. F.eks. fortæller Adam af Bremen om biskop Liafdag af Ribe, at han prædikede på den anden side af havet, i Sverige og Norge.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Den første klokkeklang i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 7. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431101

Afsnittet Den første klokkeklang er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet