Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Porten mod vest

Oprindelig forfatter JJe

Efter dette blik ind i det nordiske krigeraristokratis særegne forestillingsverden vil vi igen vende os til nogle af de mere konkrete spor af menneskenes virksomhed i jernalderens sidste århundreder. Vi har set, at det var på denne tid, at stærke magthavere var ved at etablere sig i Sydskandinavien. Og selv om vi ikke ved, hvor store landområder de herskede over, så må vi formode, at det var en af disse magthavere, der stod bag etableringen af en handels- og håndværksplads med adgang til den lukrative Nordsøhandel på det sted, hvor Ribe ligger i dag. De handlende havde også gavn af det, for de behøvede beskyttelse fra den lokale hersker. Havde de ikke den, truede mange farer både på landjorden og til vands. Det er endog muligt, at vi kender navnet på den hersker, som grundlagde Ribe: Ongendus – eller på nordisk Angantyr – til ham skal vi senere vende tilbage.

Det skete i 700-tallet i det hjørne af Danmark, som lå nærmest det frisiske område og ikke mindst det mægtige Frankerrige. Og mange træk ved det lille begyndende bysamfund ligner da også tilsvarende lokaliteter inden for det frankisk dominerede område af Vesteuropa. Men Ribe blev også grundlagt i samme århundrede som det islamiske Bagdad i det nuværende Irak. Der er på alle måder langt imellem de to byer. Men begge var de resultatet af det vældige opsving, verdenshandelen tog i 700-tallet, og som skabte grundlaget for et helt nyt Europa.

Udgravningerne i Ribe begyndte i 1970'erne, og målet var at få bekræftet den viden, man havde om Ribes betydning og høje alder fra de skriftlige kilder. Man ønskede også at undersøge, hvor længe byen havde eksisteret, inden den første gang omtales i de skriftlige kilder omkring år 870.74 Udgravningerne gav mange af de ønskede svar. Men man fandt dem et overraskende sted, ikke i centrum af den middelalderlige by, hvor den prægtige domkirke fra 1200-tallet ligger, men på nordsiden af Ribe Å, dvs. uden for den middelalderlige bykerne. Her kunne man udgrave tykke affaldslag fra en handelsplads, hvis tidligste begyndelse lå først i 700-årene.75 Siden blev den tilhørende bebyggelse og gravplads også fundet.

Annonce

 Markedspladsen ved Ribe som den kan have set ud i en meget tidlig fase af det 8. århundrede.

Markedspladsen ved Ribe som den kan have set ud i en meget tidlig fase af det 8. århundrede.

At det ældste Ribe skulle blive grundlagt lige netop her var ikke nogen tilfældighed. Stedet lå godt både for trafikken til lands og til vands. Man befandt sig på en forholdsvis tør del af vådområderne omkring et naturligt vadested. Så stedet var et knudepunkt for egnens landtrafik. Og ad Ribe Å kunne man sejle ud til Vadehavet, hvorfra der var forbindelse til fjerne egne som England, Frisland og Frankerriget.

I forvejen lå der en lille landsby eller måske blot et par gårdanlæg herude i det lave og grønne land. Men omkring år 704-05 skete noget helt nyt.76 En handelsplads blev anlagt ved, at der blev gravet en række skelgrøfter vinkelret på åen. Derved blev området inddelt i parceller, som blev indtaget af købmænd og håndværkere under sæsonvise markeder. Ofte var parcellerne underopdelte, så de kunne rumme flere forskellige aktiviteter, og man må forestille sig, at brugerne af parcellerne lejede disse for en kortere eller længere periode, når der blev afholdt marked.

Selv om det kun er en ganske lille del af markedspladsen, der er blevet udgravet, kan man alligevel danne sig et indtryk af dens størrelse og indretning. Pladsen var hen ved 200 meter lang og havde en bredde på ca. 65 m. Ned midt igennem den løb en gade med 6-8 m brede parceller på hver side. I alt har der været tale om 40-50 forskellige parceller. Hvordan markedspladsen så ud fra den allerførste dag, den blev taget i brug, ved vi desværre ikke. For omkring år 720 blev nogle af parcelgrænserne ændret, og det var først på det tidspunkt, at gaden med dens rækker af værksteder på hver side opstod. Senere fulgte andre mindre ændringer, men i hovedtrækkene så markedspladsen ud som beskrevet i de næste hundrede år.

Egentlige boliger rummede markedspladsen ikke. Ved udgravningerne fandt man kun spor efter hytter og små nedgravede huse. Det kunne tyde på, at pladsen ikke var i brug året rundt, men kun i bestemte sæsoner. Formentlig lå den øde hen om vinteren, men livede så op senere på året når håndværkerne og købmændene ankom. Efter hver af markedsperioderne lå der et lag af affald tilbage på parcellerne. På den måde hævede terrænet sig langsomt, og skelgrøfterne, der inddelte området, blev mere og mere markante.

Ca. 250 m sydøst for markedspladsen fandt man rester af en bebyggelse, der var i brug året rundt. Her lå der et antal stolpebyggede huse af forskellig størrelse samt nedgravede arbejdshytter. Man fandt også spor af en vej, et hegn og en brønd. Hvor stor denne permanente bebyggelse var, ved vi endnu ikke. Ej heller hvem der boede her. Men det er formentlig i dette område, man skal lede efter de huse, stedets magthavere boede i.

Men tilbage til selve markedspladsen på nordsiden af åen. Af de mange fund, man gjorde ved de arkæologiske udgravninger, er det klart, at talrige håndværkere lejlighedsvis arbejdede her i 700-tallet, vævere ikke mindst. Fund af tenvægte viser, at der blev spundet garn på pladsen – og fund af vævevægte, at klæde blev fremstillet på opretstående væve.77

 To udtjente sko fundet i affaldslagene fra 700-tallets Ribe. Her blev også fundet mængder af læderaffald, som viser, at sko blev fremstillet efter helt faste retningslinjer. Sko med såler blev anvendt for at beskytte sømkanten.

To udtjente sko fundet i affaldslagene fra 700-tallets Ribe. Her blev også fundet mængder af læderaffald, som viser, at sko blev fremstillet efter helt faste retningslinjer. Sko med såler blev anvendt for at beskytte sømkanten.

Også læderhåndværk udførte man i stort omfang.78 Der blev fremstillet skeder, punge, bælter, remme og seletøj. Men det vigtigste var sko, både hudsko og sålesko. Var der tale om hudsko, blev sål og overlæder lavet af ét stykke. Såleskoen havde derimod et selvstændigt stykke overlæder, som blev syet på sålen. Både okser, heste, får og geder leverede læderet hertil, og læder var åbenbart ikke nogen mangelvare. Men skoene var også tynde og blev hurtigt slidt op.

Så var der kammagerne, der som råmateriale især brugte kronhjortetak. Undertiden kom gevirer fra elge importeret fra Norge eller Sverige dog også på tale. Det var professionelt håndværk, der her blev udført. De færdige kamme var både ensartede og smukt udførte. I affaldet fra kammagerens værksteder lå store mængder gedestejler, ofte sammen med rester af kranierne. Formentlig har man kogt hornet af dem for at kunne videreforarbejde det. Men hornet selv var ikke bevaret i fundlagene i Ribe. Vi ved altså ikke, hvad det var for produkter, de indgik i. I nogle af værkstederne stod formentlig også simple drejebænke. Det slutter man af de drejespor, der var på mange genstande af såvel ben som rav.

 Jerngenstande fra Ribes tidlige markedsplads. Der blev fundet både knive, nøgler, nagler og meget andet. De mange fund af klinknagler viser, at man også reparerede skibe på pladsen.

Jerngenstande fra Ribes tidlige markedsplads. Der blev fundet både knive, nøgler, nagler og meget andet. De mange fund af klinknagler viser, at man også reparerede skibe på pladsen.

Også smede arbejdede på markedspladsen ved Ribe. De fremstillede og reparerede husgeråd, våben, værktøj og nøgler. Selve smedeværkstederne er dog endnu ikke fundet, måske lå de i yderkanten af pladsen på grund af brandfaren. Man brugte både lokalt myremalm og rigtigt kvalitetsjern, som måtte importeres udefra. Det viser barrer af godt jern fundet på markedspladsen. Der blev også arbejdet i bronze og messing, som blev importeret fra Rhinområdet. At dømme efter nogle få fund af sølvbarrer har også sølvsmede arbejdet på pladsen.79

Til fremstilling af støbeformene brugte metalstøberen ofte modeller lavet af bly. De blev presset ned i det bløde ler, lavede et aftryk og kunne bruges igen og igen. To sådanne blymodeller er fundet på pladsen, én til støbeforme til ansigtsmasker og én til såkaldte ligearmede spænder.

Mellem de mange håndværkere arbejdede også perlemageren. Hans råglas blev nu ikke fremstillet i Ribe, men importeret bl.a. i form af mosaikstifter, formentlig fra samtidige værksteder i det frankiske område. Man importerede også større klumper af råglas, næsten altid af blå farve.80 Om perlemageren ved vi, at han arbejdede ved et ildsted under åben himmel. Hans perler var ensfarvede, men kunne belægges med farvede glastråde, ofte i et siksakmønster. Affaldet fra glasværkstedet bestod af afklippede glastråde, halvfabrikata og mislykkede perler. Råglasset blev opvarmet på en smeltepande. Når glasmassen var smeltet, fangede håndværkeren en klump glas på spidsen af en jernstav. Når den glødende glasmasse begyndte at „dryppe“, blev dråben snoet rundt om en konisk formet jernstang, og man havde en perle, som derpå blev opvarmet og formet, til den var pænt afrundet. Derefter kunne den skubbes af stangen.

 Glasperler fra markedspladsen i Ribe. Perlerne har ikke oprindelig siddet på samme kæde.

Glasperler fra markedspladsen i Ribe. Perlerne har ikke oprindelig siddet på samme kæde.

Gennem hele oldtiden gik glas og rav sammen. Og ravslibere arbejdede da også på markedspladsen ved Ribe.81 Det rå rav kunne man indsamle bl.a. på Fanøs og Rømøs kyster, ganske som man gør det i dag – og af råt rav er der da også fundet adskillige kg på markedspladsen. Af det forarbejdede rav kan man se, at ravsliberen fremstillede perler i stort tal, men undertiden også finere ting som f.eks. spillebrikker. Mange af ravklumperne er forbrændte. Det skyldes måske, at man brugte det opvarmede, blødgjorte rav som lim, på samme måde som man anvendte harpiks før i tiden.

Hele denne håndværksvirksomhed indgik som et naturligt led i den handel, der var pladsens eksistensberettigelse, og som formentlig foregik under en konges beskyttelse. Uden den kunne pladsen nemt angribes og plyndres. Og der var utvivlsomt mange, der ønskede at gøre det, for her var der mulighed for rigt bytte. Den store mængde af forskellige handelsvarer, fundet i affaldslagene, viser også, at der må have været en stor omsætning på pladsen. Og så skal man tilmed huske, at mange varegrupper som f.eks. skind, huder og lignende, ikke efterlader sig spor i de arkæologiske fund. Markedspladsen må have tiltrukket sig handlende og kunder fra en stor del af Sydjylland, og skibe er kommet sejlende langvejsfra med fremmede varer.

De fremmede varer var f.eks. kværnsten af basaltlava og hvæssesten af skifer,82 altså dagligvarer, som blev spredt til de omkringliggende landsbyer. Det var for så vidt noget nyt, for tidligere tiders handel havde i første række været en handel med egentlige luksusvarer til brug for landets elite. Men at dagligvarer nu også indgik i vareudvekslingen var udtryk for den store udvidelse af handelsvirksomheden, der foregik i Nordeuropa i disse tider.

 De fleste glas fundet på markedspladsen i Ribe havde et tragtformet randparti og en spids bund.

De fleste glas fundet på markedspladsen i Ribe havde et tragtformet randparti og en spids bund.

Blandt de mere luksusprægede varegrupper var drikkekar af glas.83 Tusindvis af skår fra sådanne glas blev fundet i affaldslagene. Almindelige var bægre med tragtformet munding, man kalder dem „tumlere“, fordi de ikke kunne stå selv. De var beregnet til at blive tømt i ét drag. Glassene var gerne i klare eller lysegrønne farver, og nogle af dem var dekoreret med pålagte, snoede glastråde. Dem kalder man reticellaglas.

Hovedparten af glasbægrene var fremstillet i Frankerriget, formentlig i Rhinegnene, hvor der i århundreder havde været en stor glasproduktion. Men glasmængderne i Ribe var så store, at de må have oversteget det lokale behov. Formentlig blev en del af glasset forhandlet videre til andre dele af Danmark, Norge og Sverige. Det tyder på, at handelspladsen i Ribe var en transitstation, en funktion man formentlig allerede havde regnet med at den skulle have, da man besluttede sig for at oprette den.

Meget kom som sagt fra Frankerriget i vest, men der var også varer, der pegede mod sydøst, f.eks. smykkesten som karneol, bjergkrystal og granat, der stammede fra så fjerne egne som Sortehavsområdet. Dog var det tydeligvis kontakterne mod vest, der dominerede. Det viser også de talrige fund af fremmed keramik, hvoraf en stor del kom fra Rhinområdet.84 Det oprindelige indhold af disse kar kender vi desværre ikke. Var det måske olie eller vin? Derimod var der ikke meget, der pegede mod øst, i retning af Østersøen. Ribe var tydeligvis 700-tallets danske port mod vest.

 Forstørret gengivelse af den type af sceattas, som muligvis er slået i Ribe.

Forstørret gengivelse af den type af sceattas, som muligvis er slået i Ribe.

På markedspladsen er der indtil nu fundet mere end 160 sølvmønter, hovedsagelig de såkaldte sceattas, som kendes almindeligt i Frisland og England.85 De ligger gerne spredt i affaldslagene og må være tabt tilfældigt af de handlende. Nu betyder mønternes tilstedeværelse langtfra, at de fleste handler på pladsen blev afsluttet ved hjælp af mønter. Som regel var der tale om byttehandel, og i den forbindelse kunne man eventuelt bruge de små sølvsceattas til at få handelen til at gå op. Mønterne blev tilsyneladende også kun brugt i Ribe. I omegnens landsbyer har man i hvert fald ikke fundet dem. Dog med én undtagelse: i storgården i Dankirke kun syv km syd for Ribe er de også fundet86 (se Landsbyer og gårde). Der må altså have været en forbindelse mellem Dankirke-slægten og markedspladsen i Ribe.87

Hovedparten af mønterne fra Ribe tilhører en type af sceattas, der på forsiden viser en mandsperson med skæg. Det tolkes ofte som en fremstilling af Wodan (= Odin). På bagsiden er afbildet et bagudseende dyr.88 Ribemønterne har bitegn, hvilket ingen af de frisiske sceattas har. Man har derfor foreslået, at disse sceattas skulle være slået i Ribe, blandt andet også fordi typen var næsten enerådende på handelspladsen, efter den kom frem omkring år 720. Det er en dristig tanke, og der er endnu ikke fysisk bevis for, at vi her står over for de ældste danske mønter, idet man ikke har fundet et møntværksted i forbindelse med udgravningerne. Men indicierne er tungtvejende, bl.a. indikerer parcelleringen af handelspladsen, at handelen blev styret af et kongeligt magtapparat, som altså også kan have stået for møntslagningen.89

 Mikroskopisk gengivelse af æg fra leverikten, der forekommer hos får og kvæg, som græsser på fugtige områder.

Mikroskopisk gengivelse af æg fra leverikten, der forekommer hos får og kvæg, som græsser på fugtige områder.

Når en handel skulle afsluttes kom balancevægten ofte i brug. Med den vejede man sølv og guld af i forbindelse med betalingen. Vægtlodderne er ofte fundet på handelspladsen, de var som regel af bly og forekom i mange forskellige størrelser. Guldets lødighed kontrollerede man ved hjælp af en probérsten. Den slags små, finkornede sten er også fundet ganske hyppigt i Ribe.

Flere steder på pladsen har man fundet kraftige og udstrakte gødningslag. De tyder på, at der kunne være mange dyr samlede. Men man kunne ikke med sikkerhed afgøre, hvad det var for dyr, selv om udgraverne hævdede, at det lugtede som komøg. Mikroskopiske analyser viste imidlertid, at gødningen havde et indhold af parasitæg.90 Man fandt bl.a. æg af leverikte (Distomum hepaticum), som giver infektioner hos får og kvæg, der græsser på netop den slags lavtliggende og fugtige områder, som omgiver Ribe. Desuden fandt man æg af piskeorm (Trichocephalus dispar), der er en almindelig tarmsnylter hos drøvtyggere og mennesker samt æg af spoleorm (Ascaris lumbricoides), ligeledes en snylter, der lever i menneskets eller svinets tarm.

 Mikroskopisk gengivelse af æg fra piskeorm fundet i gødning på markedspladsen i Ribe.

Mikroskopisk gengivelse af æg fra piskeorm fundet i gødning på markedspladsen i Ribe.

Meget tyder altså på, at handelspladsen har været et opsamlingssted for de dyr, der græssede ude i de vidstrakte marskegne omkring Ribe. Man kan således forestille sig regelmæssigt tilbagevendende dyremarkeder, som har fået handelen på pladsen til at blomstre op. Men den systematiske udlægning af markedspladsen tyder også på, at der bag den har stået en regulerende magt, formentlig en kongemagt, hvis hensigt det var at kontrollere handelen. Ved at samle en stor del af denne på ét sted kunne kongen kræve afgift af købmændene og håndværkerne – enten af omsætningen eller ved udlejning af parcellerne. Og som modydelse har han garanteret markedsfreden og sikret adgangsvejene til Ribe mod overfaldsmænd. Det må have indebåret en tilstedeværelse af militær på pladsen, som både skulle opretholde lov og orden, men også opkræve afgifter.

Når vi bag anlæggelsen af Ribe aner en kongelig myndighed, skyldes det som sagt, at lokaliteten fra første færd var et planlagt og velorganiseret handelssamfund. Der er altså ikke tale om, at stedet gradvist udviklede sig fra en landsby med lidt handel til en mere og mere udviklet markedsplads. Grundlæggelsen af Ribe kort efter år 700 kan i virkeligheden ses som et første forsøg på at tiltrække udenlandske købmænd, især fra Frisland, til det danske område, der på den tid var ved at blive samlet som et kongedømme.91 Og det kan kun have været en stærk konge, der kunne garantere udenlandske købmænd den nødvendige sikkerhed under rejser på dansk område. Det ser også ud til, at det første spæde forsøg på at bringe kristendommen til Danmark skete på netop den tid, og at den første missionær kom hertil fra Frisland.

 Det var ikke kun kristendom, der blev praktiseret på markedspladsen i Ribe. Her ses et stykke af et menneskekranie med indridsede runer, fundet i affaldslagene. Formentlig er det en amulet mod sygdom. Inskriptionen lyder nogenlunde således: „Ulfur og Odin og Hydyr hjalp Ris mod Awærki og Tverkun Egbor.“ Teksten må nok opfattes som en anråbelse af Odin. Ca. 9 cm høj.

Det var ikke kun kristendom, der blev praktiseret på markedspladsen i Ribe. Her ses et stykke af et menneskekranie med indridsede runer, fundet i affaldslagene. Formentlig er det en amulet mod sygdom. Inskriptionen lyder nogenlunde således: „Ulfur og Odin og Hydyr hjalp Ris mod Awærki og Tverkun Egbor.“ Teksten må nok opfattes som en anråbelse af Odin. Ca. 9 cm høj.

Ifølge de skriftlige kilder drog englænderen Willibrord, der var ærkebiskop i Utrecht fra 695 til sin død i 739, på en missionsrejse til „danernes vilde folkefærd“ omtrent på det tidspunkt, hvor Ribe blev grundlagt.92 I hans helgenbiografi, der er skrevet i slutningen af 700-årene, kan man læse: „Der (dvs. i Danmark) skal Ongendus have hersket, en mand mere grusom end et vilddyr og hårdere end en sten, men efter Guds vilje behandlede han dog sandhedens forkynder med hæder.“

Hvor Willibrord gik i land, fortæller kilden ikke noget om. Men vi kan forestille os, at han er kommet sejlende på et frisisk handelsskib, der anløb den nye handelsplads ved Danmarks sydvestlige hjørne. Formentlig har det også været her, at han fik foretræde for den danske konge, Ongendus, en latinsk omskrivning af det nordiske navn Angantyr. Det fremgår også af kilden, at kongen var alt andet end lydhør over for missionærens budskab, og vi hører da også, at Willibrord hastigt drog bort igen, medbringende 30 unge danske drenge, formentlig frikøbte trælle, som det må have været hans hensigt at gøre til gode kristne, så de kunne vende tilbage til deres fødeland og missionere for den kristne tro.

Omtalen af en konge i forbindelse med Willibrords rejse viser, at der fandtes en kongemagt i Danmark på dette tidspunkt. Dog er det endnu ikke muligt, at få et indtryk af udstrækningen af kongemagtens territorium – eller om centraliseringen var af midlertidig karakter. Men skal vi sætte et navn på Ribes grundlægger, må Angantyr altså være et godt bud.

At Willibrords mission ikke lykkedes, får man også et indtryk af på den gravplads, der er fundet lidt nordøst for markedspladsen. Her er der fundet 30 grave fra 700-årene.93 Længere mod syd er der også fundet enkelte grave. Formentlig har der været en bræmme af grave øst for markedspladsen. Gravskikken viser nok så tydeligt, at det var hedninge, der blev begravet her. Kristendommen ser ikke ud til at have gjort sig gældende på gravpladsen.

Almindeligvis brændte man de døde og anbragte derefter bålresterne med de brændte ben og gravgaverne i en urne eller blot i en simpel nedgravning i jorden. Gravgaverne var beskedne, i enkelte af gravene er der dog fundet hesteudstyr, nøgler, knive, kamme, glasperler osv. I nogle tilfælde kastede man en lille høj eller tue op over graven. I dag er disse småhøje helt forsvundet, men man kan stadig påvise de vinkelformede grøfter, der opstod, når man skulle skaffe jord til højene.

 Beliggenheden af Ribe, Hedeby og Dorestad.

Beliggenheden af Ribe, Hedeby og Dorestad.

Ribe var den nordligste handelsplads i den store vadehavsregion, og handelspladsens anlæggelse var et symptom på den voldsomme udvidelse af fjernhandelen, der foregik overalt i det nordvesteuropæiske område i 700-tallet,94 blandt andet i det Frisland, der lå så nær på Danmark. Man har da også spurgt, om markedspladsen ved Ribe kunne være et frisisk initiativ. Det var den nu næppe. Først og fremmest var de varer, håndværkerne fremstillede, rent skandinaviske produkter. Ribe hørte tydeligvis til det skandinaviske kulturområde, men på grund af sin beliggenhed blev den et naturligt bindeled til Nordvesteuropa.

Og nordvesteuropæisk i sin karakter, det var pladsen. Den voksede frem, samtidig med at mange af de allerede eksisterende handelspladser i vest blev reorganiseret og udvidet.95 Det gjaldt f.eks. Dorestad,96 Quentovic,97 Ipswich og London.98 På samme tid blev også Hamwih (Southampton) i Wessex grundlagt.99 Det samme blev en lang række handels- og håndværkerpladser langs floderne i det nuværende Holland, f.eks. Medemblik,100 Westenschouwen101 og Rijnsburg.102 Her gennemførte man undertiden den samme parcellering på begge sider af en langsgående gade som i Ribe. Også i det nordfrisiske område fik en række af bosættelserne, de såkaldte Langwurten, denne struktur.103

Den store betydning, som handelen fik i Frankerriget i 700-tallet, viste sig ved en kongelig kontrol med en lang række af de handelspladser, der indgik i udvekslingssystemet. Opkrævning af afgifter og told var en vigtig indtægt ikke blot for de frankiske konger, men også for kirken, der i Rhinområdet var privilegeret med en tiendedel af kronens indtægter fra f.eks. Dorestad og Medemblik. Også i England havde man kongelig kontrol med handelen og afgifter heraf til fordel for kirken.104

Endnu var det dog kun det sydvestligste hjørne af Danmark, der havde direkte kontakt til dette handelssystem. Tilsyneladende blev de strukturelle kendetegn fra Nordsøområdet ikke overført til de indre danske farvande og den vestlige Østersø.105 Her så handels- og anløbspladserne anderledes ud, idet de bestod af nærmest tilfældigt anlagte grubehuse i kystområderne.

Sådan så f.eks. den lille bosættelse ud, der i 700-årene lå på Sliens sydside.106 Mindre end en halv snes håndværker-grubehuse var der tale om, og ikke langt fra dem lå den lille gravplads, der hørte til bebyggelsen. Muligvis lå der lignende bebyggelser andre steder på stranden. Området fik imidlertid en radikalt ændret betydning, da den danske konge Godfred kort efter 800 grundlagde handelspladsen Hedeby ved det yderste af de to nor, der ligger i forlængelse af hinanden på Sliens sydside.107 Men den historie hører de følgende kapitler til.

Noter

74: Af den omfattende litteratur kan nævnes M. Bencard (red.): Ribe Excavations I-V, 1971 ff.; M. Bencard 1973, 1989; Feveile & Jensen 2000; S. Jensen 1991a-c, 1993, 1998; P.K. Madsen 1999.

75: M. Bencard 1981.

76: Årstallet har man kunnet fastlægge ved årringdateringer af egetræ fra en brønd.

77: L. Bender Jørgensen 1991.

78: I. Nielsen 1991.

79: H. Brinch Madsen 1984.

80: T. Sode 2002.

81: Botfeldt & Madsen 1991.

82: S. Myrvoll 1991.

83: T. Sode 2002.

84: H.J. Madsen 1991.

85: K. Bendixen 1981; Ferveile & Jensen 1993.

86: K. Bendixen 1972.

87: S. Jensen 1991c. Dankirke-bosættelsen fra yngre germansk jernalder har formentlig ligget på den nordlige, ikke-undersøgte del af bopladsen, se ibid. s. 77.

88: Mønterne betegnes derfor Wodan/Monster, se D.M. Metcalf 1985, 1986.

89: For det synspunkt at mønterne er frisiske se J. Callmer 1984 og B. Malmer 1993.

90: P. Nansen 1991.

91: O. Olsen 1999, s. 60.

92: I. Skovgaard-Petersen 1981.

93: S. Jensen 1991, s. 82.

94: J. Ulriksen 1997, s. 222.

95: R. Hodges 1982, 1988.

96: van Es & Verwers 1980; W.A. van Es 1990.

97: D. Hill et al. 1990.

98: Cowie & Whytehead 1989.

99: A. Morton 1994.

100: J.C. Besteman 1974.

101: R. Hodges 1982, s. 74.

102: Upubliceret, se J. Ulriksen 1997, s. 222.

103: K. Brandt 1985.

104: S. Kelly 1991.

105: J. Ulriksen 1997.

106: H. Steuer 1974; J. Ulriksen 1997, s. 148.

107: De ældste træringdateringer af Hedeby-bebyggelsen er fra 811, men til de tilhørende bådebroer er anvendt træ fældet omkring eller efter 725. Der foreligger altså den mulighed, at det ældste Hedeby også rækker tilbage til 700-tallet, se O. Crumlin-Pedersen 1992, s. 29.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Porten mod vest i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431066

Afsnittet Porten mod vest er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet