Et sindbillede på det danske landskab: svaneflokkene ved de lave kyster. Her på bredningen ved Guldborg Sund.

.

Stenen fra Karlby med billedet af et sejlførende skib. Stenen er kun godt to cm i diameter.

.

Tværsnit af skibene fra Nydam (1), Gredstedbro (2) og Oseberg (3). Det første bygget omkring år 320 -det sidste omkring år 820. Gredstedbro-skibet hører til et sted midtvejs i de mellemliggende 500 år.

.

Model af Sutton Hoo-skibet. Hvad der navnlig falder i øjnene er styreåren i forskibet. Flere afbildninger af rofartøjer på svenske billedsten markerer tydeligt, at denne type skibe har opereret med styrårer i begge ender.

.

Hjelmen fra skibsgraven i Sutton Hoo.

.

På en billedsten fra Sanda kirke på Gotland, ca. 400-600 e.Kr., er der nederst afbildet en processionsbåd af en vis lighed med båden fra Sutton Hoo.

.

At magten kunne udøves over stadigt større områder, hang formentlig også sammen med udviklingen af den søværts trafik, noget vi allerede kunne iagttage, da vi så på væksten af bosættelserne i jernalderens sidste århundreder. Antallet af anløbspladser ved de danske kyster var vokset, samtidigt med at nye varianter i form af enkelte større handels- og håndværkspladser var kommet til.119 Både fjernhandelen og den lokale handel var tydeligvis taget til i omfang.

Det er, som er det i denne periode, at kysten med dens fjorde, lune vige og blomstrende, lange og tynde næs bliver til et sindbillede på det danske landskab. Nu fremstår billedet af et havomkranset land med strande, der myldrer af skrigende måger, med sorthvide klyder og rødbenede strandløbere. Af fjordvand med tusinder af hættemåger og flokke af svaner, der vipper på de krappe bølger, og længere ude det blå, lysdisede vand. Det er landskaber, som har indlejret sig i vor bevidsthed, ikke blot gennem fynboen Johannes Larsens malerier, men også fordi digtere som Johannes V. Jensen og Thøger Larsen har fortalt os om dette landskabs høje ælde.

Og ind i dette billede af nordisk lys, vind og hav kan vi sætte historien om datidens skibe. Men på dette område er de arkæologiske fund endnu meget sparsomme. Lad os til en begyndelse se på en ganske lille sten, som for nogle år siden blev fundet ved Karlby på Djurslands nordøstkyst.120 Den var ikke mere end to cm i tværmål og en halv cm tyk. Men på dens ene side var indridset en afbildning af et skib, hvis skrogform minder om Nydamskibets, men i stævntoppene er antydet et par dyrehoveder, ligesom på nogle af de tidligste sejlskibsbilleder. En meget skråtstillet styråre angiver, hvad der er for og agter. Og hvad der er særlig vigtigt: masten er forsynet med et rektangulært råsejl, tegnet med et rudemønster, som måske angiver de net, der anvendtes til at forstærke de ældste, uldvævede sejl.

Den lille indridsede tegning har flere træk til fælles med de ældste billeder, vi kender af sejlskibe. For eksempel nogle af de gotlandske billedsten.121 Billedet fra Karlby er svært at datere, men det rummer elementer, som placerer det i 500- til 700-tallet. Nærmere kommer vi ikke en datering, og skibsbilledet fra Karlby kan altså kun være med til at rejse spørgsmålet om, hvornår sejlet som fremdriftsmiddel blev indført på de nordiske skibe?

Sidst vi hørte om disse skibe, var under omtalen af Nydambåden (se Bådene i mosen), som imidlertid var et stort mandskabsskib uden sejl.122 Men skibsvrag med spor af mast og rig finder vi først adskillige århundreder senere. De første spor af et måske sejlførende skib stammer fra 7.-8. århundrede og er fundet ved Gredstedbro i Sydjylland.123

Gredstedbroskibet dukkede op i 1945 i forbindelse med en regulering af Kongeåen. Der fremkom nogle velbevarede planker og andre egetræsdele fra et større fartøj, men kun enkelte fragmenter af båden blev bjerget,124 og selve findestedet er det trods ihærdig eftersøgning ikke lykkedes at genlokalisere.

Med skibet fra Gredstedbro møder vi et ganske nyt konstruktionsprincip, nemlig at spanterne og den klinklagte bådside har været sammenholdt med trænagler, og spanterne har været nøjagtigt tilpasset skrogets facon. Nok rummer skibet elementer, som leder tankerne tilbage mod Nydambåden – bl.a. har spanterne et dråbeformet tværsnit – men den helt tætte og nøje tilpassede sammenføjning mellem spant og klinkbygget bådside fører tanken frem mod de suveræne sejlførende fartøjer fra vikingetiden. Gredstedbroskibet var bygget i løbet af 600- eller 700-tallet, og det kan have været et tidligt sejlførende fartøj, som opererede på Ribekysten i en periode, hvor sejlet endnu ikke havde fundet vej videre østover, til Østersøregionen.125

Med Gredstedbro-skibet er de konkrete skibsfund fra jernalderens sidste århundreder foreløbig udtømte. Først med den tidlige vikingetids skibe fra Tune, Gokstad og Oseberg (se Med årer og sejl.) får vi ny og afgørende vidnesbyrd om brugen af sejlet. Der må imidlertid være forløbet en tid, hvor skibskonstruktionen skulle tilpasses sejlføringen. Den må have ligget i 6-700-tallet samtidig med anløbspladsernes pludselige mangfoldighed. Det må betyde, at nordiske sejlskibe begyndte at gøre sig gældende i løbet af den yngre germanske jernalder.

Skriftlige kilder beretter endog om brugen af sejlførende skibe i forbindelse med invasionerne af De Britiske Øer så tidligt som i 500-tallet, i hvert fald blandt sakserne. Det er svært at forestille sig, at saksernes østlige naboer og følgesvende under kolonisationen af det østlige England, anglere og jyder, ikke skulle have rådet over nogenlunde de samme skibe som sakserne, når de tilsyneladende var involveret i de samme maritime aktiviteter.126 I hvert fald må vi tillægge den søfart stor betydning, som i de sidste århundreder af jernalderen foregik fra Danmark langs vadehavskysten mod sydvest, indtil en krydsning til den britiske hovedøs syddel kunne foregå over forholdsvis smalt, åbent hav i Kanalregionen.

Om disse kontakter mellem områderne på begge sider af Nordsøen i tiden efter år 600 er det imidlertid ikke helt nemt at få et konkret billede.127 I de skriftlige kilder fra 700-tallet (Beda og Alquin) finder man dog spor af viden om Norden, en viden disse forfattere imidlertid tog for givet hos læserne.128

Det har navnlig været gennem kunsthistorien, at man har kunnet belyse disse forbindelser.129 Der er da også mange ligheder mellem udsmykningen af genstande fra England og Norden fra det tidlige 600-tal til ind i 700-tallet. Vigtige oplysninger giver også de importerede glas i Norden, idet England er blevet udpeget som et sandsynligt fremstillingssted for flere glastyper fra 600-tallet, bl.a. de såkaldte reticellaglas.130

Alt sammen peger det på, at der eksisterede et overnationalt, politisk, kulturelt og etnisk fællesskab mellem de to områder i den germanske jernalder. Problemet har imidlertid været at afgøre, hvad det siger om de menneskelige kontakter på den tid. Spørgsmålet er vigtigt, bl.a. hvis man skal forstå den dramatiske ekspansion, som afsluttede Skandinaviens oldtid, vikingetiden.131

Et fund, som måske rummer noget af svaret, er den berømte bådgrav fra Sutton Hoo ved floden Deben i East Anglia, kun ca. 10 km nordøst for Ipswich i Østengland,132 og som dateres til tiden omkring år 625,133 udgravet i 1938. Den døde var gravlagt i et kammer, som lå midtskibs i den næsten 28 m lange båd.

Gravgodset var helt enestående og vidnede om den dødes betydningsfulde position i 600-tallets East Anglia. Men påfaldende nok var der også tydelige ligheder med de rige mellemsvenske grave fra samme tid. I modsætning til de upplandske grave fandt man i Sutton Hoo-graven den dødes personlige udstyr, hans bæltespænde i massivt guld, en stor guldpung til bæltet fyldt med frankiske guldmønter og forskellige spænder og beslag til sværdophænget. Hans våbenudrustning lignede påfaldende et samtidigt mellemsvensk udstyr: sværdknappen, skjoldet, hjelmen og muligvis også andre ting kan tænkes enten at være fremstillet i Sverige eller af svenske våbensmede på De Britiske Øer. Men gravudstyret i Sutton Hoo var ufatteligt rigt og mangfoldigt. Hvad der i de rige svenske grave Vendel og Valsgarde var af bronze med belægning af sølv og guld, var i Sutton Hoo af ædelt metal.

I tid spænder gravgaverne i Sutton Hoo fra 400 til 600 e.Kr. Nogle af dem har altså været rene antikviteter, da de blev lagt i graven. Og deres geografiske spændvidde var lige så stor. Der var sølvservice fra Byzans, en koptisk (dvs. kristen egyptisk) skål fra Alexandria, frankiske guldmønter, engelske bronzeskåle og kar samt angelsaksiske guldarbejder af fornemste kvalitet og med nære paralleller til det mellemsvenske område.

Af særlig interesse er den fornemme hjelm fra graven. Det er muligt, at den er fremstillet i East Anglia, men det er også muligt, at den stammer fra Skandinavien. I hvert fald er ligheden med hjelmene fra de rige mellemsvenske grave slående. Mest iøjnefaldende ved disse hjelme er dyrefigurerne – altid fuglen og slangen, dvs. de to dyr, som var helt centrale hjælpeånder ved kommunikationen med den hinsides verden. Fuglens krop ligger beskyttende hen over næseryggen, dens vinger (med endnu to fuglehoveder) er bredt ud som øjenbrynskamme, og halen former maskens moustache. Hen over hjelmen ligger slangen som en kam.

Hjelmen selv var lavet af en række figurrige presblikplader med scener fra krigerelitens centrale myter og hellige historier fra asetroen. Billedernes symbolsprog gør, at hjelmenes betydning som værdighedstegn dermed får en ganske særlig dybde. I komprimeret form bærer de alle symbolerne på magtens autoritet og kontakten til den anden verden.

Også skjoldene kan have været fabrikeret i Mälardalen.134 Deres ornamentik med dyreslyng ligner påfaldende de svenske.

Skeletrester manglede i Sutton Hoo-graven, men kemiske analyser har vist et højt fosfatindhold i jorden langs sværdet. Formentlig har den døde ligget her, men skelettet er blevet opløst i den sure jord.

Den båd, den døde var gravlagt i, var også imponerende. Den var næsten 28 m lang og havde plads til 40 par roere, altså en besætning på mere end 80 mand. Størrelsen overgår dermed de fleste, endog sejlførende vikingeskibe. Den største bredde var 4,5 m og dybden 1,5 m. Båden var klinkbygget og forsynet med 28 kraftige spanter. Vægten er anslået til 18 tons eller snarere mere. Der var ikke spor af mast eller mastefod, skibet var altså næppe sejlførende. Det havde desuden en flad kølplanke i stedet for køl. Også det tyder på, at det er blevet drevet fremad alene ved årer. Åretoldene var ikke bevaret, men da spanterne sad med ca. en meters mellemrum, må afstanden mellem åretoldene have været den samme, dvs. betydeligt mere end man finder det i de nordiske vikingeskibe. Afstanden mellem forreste og bageste åretold havde været omkring 19 m, hvilket svarer til 20 par årer.

Konstruktionsmæssigt var skibet fra Sutton Hoo med dets flade bundplanke velegnet til at lande på åben strand. Skibet var dog næppe typisk for sin tid. Formentlig var det et kongeligt repræsentationsskib, som ikke var til brug på det åbne hav, men velegnet til Debens beskyttende vande. Da det blev anbragt i graven, var det et gammelt, men værdigt symbol på den kongelige magt.

Også selve gravskikken i Sutton Hoo synes at pege østover. Bådgrave finder man på den tid i Mellemsverige, i Skåne og Blekinge, men ellers ikke andre steder. Skibsbegravelser er dog også nævnt i det oldengelske digt om Bjovulf. Her blev båden dog ikke gravet ned i jorden, men skubbet ud i vandet med den døde om bord, lastet med diverse skatte. Det kan måske være forklaringen på, at bådgrave ikke er fundet ved Nordsøens kyster. Skikken at gravlægge den døde i en båd kan altså have haft betydelig større udbredelse, end de arkæologiske fund viser.

Guldmønterne i pungen hos den døde i Sutton Hoo viser, at graven må være fra omkring år 625. Omkring dette tidspunkt døde den østangliske kong Readwald, hvis residens lå i Rendlesham, ikke mange km fra Sutton Hoo. Man har foreslået, at det var ham, der lå i graven. Det fortælles om kongen, at han på et tidspunkt lod sig døbe, men senere frafaldt den kristne tro. Kong Readwald i Sutton Hoo var fjerde generation af kongeslægten Wuffingas. Det svenske indslag i graven angiver måske, at slægten oprindeligt kom fra Sverige.

Tætte dynastiske forbindelser, familiemæssige relationer og andre allianceskabende foranstaltninger, det er, hvad gravene i Sutton Hoo, Vendel og Valsgarde samt en lang række frankiske konge- og adelsgrave fra samme tid vidner om. I årtusinder havde de eksisteret inden for den europæiske elite og bidraget til forbindelserne mellem de forskellige folkeslag. Bag det ensartede udstyr i fyrstegravene må have ligget en udveksling af mennesker, som foregik i forbindelse med indgåelse af ægteskaber, etablering af politiske alliancer, udveksling af gidsler osv.

De anglo-skandinaviske kontakter rakte helt tilbage til 400-tallet. Men det er påfaldende så tavse, de skriftlige kilder fra 700-tallet – først og fremmest Beda og Alquin – er om Englands nordiske forbindelser. F.eks. nævner Alquin kun kontakterne til de nordiske hedninge for at fordømme dem.135 Denne uvilje mod det nordiske må være et udtryk for den religiøse modsætning mellem parterne. Mellem på den ene side et hedensk samfund, hvor religionen var så integreret i samfundssystemet, at en forandring af religionen ikke kunne ske, uden at selve samfundet forvandledes. Og så på den anden side en ekspansiv kirke, som kunne agere i nøje overensstemmelse med kongemagten, bl.a. ved at iværksætte vidtgående missionæraktiviteter.

Kan det mon tænkes, at et sådant politisk-religiøst modsætningsforhold, som de arkæologiske kilder i øvrigt ikke fortæller noget om, kan have medført en voldsom reaktion? En reaktion mod hvad der opfattedes som en trussel mod den nordiske befolknings egen kultur og identitet? Den tanke har været fremsat, at de første vikingetogter mod de betydningsfulde kirkelige centre som Lindisfarne og Iona på den britiske østkyst var et bevidst slag imod fjendens mest værdsatte kulturelle monumenter og mod missionærvirksomhedens hovedkvarter.136

Her må man spørge, om der findes tilstrækkelige beviser for, at der lå sådanne bevidste strategier bag de første vikingeangreb? Det gør der næppe. På den anden side ser man også ofte de tidlige vikingeangreb på frankisk område som en dansk reaktion på Saksens indlemmelse i det karolingiske rige i slutningen af det 8. århundrede. Som en reaktion på en magtkamp, der på den tid udspillede sig i grænseområdet mellem frankisk, dansk og slavisk territorium.

Kan det mon ikke tænkes, at de tidlige vikingeangreb på den britiske østkyst var resultatet af, at man også følte sig truet derfra? Hvis man skal forstå, hvad det var som antændte den store brand, må man nok i lige så høj grad søge forklaringen hos modstanderne som i vikingernes hjemland. Men hermed er vi begyndt at foregribe den historie, som hører de følgende kapitler til.

Noter

119: J. Ulriksen 1997, s. 222. Se også B. Varenius 1992.

120: N.A. Boas 1994; J. Bill et al. 1997, s. 50.

121: S. Lindquist 1941-42. Se også B. Varenius 1992.

122: Enkelte fund af båddele viser, at det koncept, Nydambåden var bygget over, stadig levede i 600-tallets skibsbyggeri, se J. Bill et al. 1997, s. 47.

123: Crumlin-Pedersen et al. 1997.

124: Rieck & Crumlin-Pedersen 1988, s. 136.

125: Det antages her, at sejlet kan være en af de vesteuropæiske fornyelser, der kom til det nordiske område fra sydvest, se J. Bill et al. 1997, s. 49.

126: J. Bill et al. 1997, s. 49.

127: J. Hines 1984, 1992, 1993. Se også M. Ørsnes' anmeldelse af J. Hines 1984 (M. Ørsnes 1985).

128: J. Hines 1984, s. 292 ff.

129: Bl.a. gennem M. Ørsnes' (1966, 1970) slutninger om de britiske forudsætninger for væsentlige detaljer i de sydskandinaviske dyrestile C og D. Problemet er imidlertid, at kendskabet til fint metalarbejde fra de nordlige dele af England i 600-tallet er meget begrænset.

130: U. Nasman 1986.

131: J. Hines 1993, s. 121.

132: R. Bruce-Mitford 1972, 1975.

133: R. Bruce-Mitford 1975, s. 587, se også Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, s. 31.

134: Man har til og med ment, at de blev lavet af den samme håndværker, som lavede skjoldene i Vendelgrav XII.

135: Alquin var en engelsk munk, som levede ved Karl den Stores hof fra 781 til sin død i 806. Hans produktion omfatter bl.a. en biografi af landsmanden, missionæren Willibrord, der døde som biskop i Utrecht i 739.

136: B. Myhre 1993.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Nye horisonter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig