Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kvinder af rang

Oprindelig forfatter JJe

Vender vi os nu til kvinderne i den yngre germanske jernalder, så kan guldgubberne også give os et første indtryk af deres udseende.22 Dog må vi erindre, at det formentlig udelukkende er overklassens kvinder, altså fortrinsvis dem, som færdedes på storgårdene som i Lejre og Tissø, der er fremstillet på de små stykker guldblik. Disse kvinder er lette at kende på såvel deres dragt som det lange hår, der er samlet i en knude i nakken, flettet eller dækket af et hårnet. Dragten er så at sige altid en ankellang kjole og kappe, der dækker armene.

Kvindedragten ser oftest ud til at bestå af en overklædning – kappe, kåbe eller jakke – og en ankel- eller fodlang underklædning: kjole eller bluse og skørt. Kappen, dvs. overklædningen, er åben fortil, og den har gerne en (set fra siden) trekantet form, der skråner ned bagtil. Af samme grundform som kappen er kåben, men den har desuden en antydning af et ærme, som når til albuen eller midt på overarmen. Sommetider er kåbekanten afsluttet med en række ganske små trekanter, der formentlig angiver frynser. Endelig er der jakken, der ligesom kåben har ærmer. Modsat kåben er jakken afsluttet med en lige underkant.

 På denne guldgubbe fra Gudme bærer den afbildede kvinde en dragt over et eller flere dragtstykker, måske en kappe (markeret med en trekant) og en underkjole (markeret med prikker). Ved halsen bærer kvinden en stor rygknapfibula.

På denne guldgubbe fra Gudme bærer den afbildede kvinde en dragt over et eller flere dragtstykker, måske en kappe (markeret med en trekant) og en underkjole (markeret med prikker). Ved halsen bærer kvinden en stor rygknapfibula.

Overklædningen skjuler ofte underklædningen. Er den en kjole, har den sandsynligvis haft ærmer. Er der tale om et skørt, ses dette oftest sammen med en kropsnær bluse, der er lukket fortil, og som har lange ærmer. Både kjole og skørt er længst bagtil. Det kan betyde, at dragten undertiden har været afsluttet i et slæb. Til skørtet kan høre et bælte.

Annonce

Jakken kan først dokumenteres i vikingetidens fund, men guldgubberne antyder, at den muligvis er ældre. Kåben er den eneste af gubbernes dragtdele, som ikke kendes fra skandinaviske fund.23 Kjolen møder vi første gang i form af peploskjolen i ældre romersk jernalder (se Mand og kvinde), hvor den er sammenhæftet med et sæt fibler ved skuldrene. Fra 500-tallet og fremefter findes fiblerne på brystet. Det afspejler formentlig overgangen til den selekjole, vi kender fra vikingetiden, og som blev båret over en underkjole.24 Det er imidlertid et skift, som guldgubberne ikke kan belyse, da kjolernes øvre del på kvindefigurerne altid er skjult. Til gengæld kan vi finde belæg for det i gravfundene (se nedenfor). Et slæb synes at optræde på mange gubber, men det kender vi endnu ikke fra gravfundene. Det kan dog skyldes, at der næsten aldrig er bevaret tekstilrester fra denne del af kroppen. Skørt og bluse kendes i gravfundene helt fra bronzealderen og frem til romersk jernalder. Men gubberne viser, at denne kombination også var i brug senere, dog ikke nær så hyppigt som kjolen.

Den mest karakteristiske kvindefrisure på gubberne er det opsatte hår, som er bundet med en højt placeret, nærmest kringleformet nakkeknude. Skønt der ikke findes hårnåle i gravene, bekræfter et engelsk fund af en hårknude fra 5-600-årene, at denne hårmode faktisk blev fulgt.25

 Guldgubber fundet på sæsonmarkedspladsen Lundeborg på Østfyn. Ca. 1:1.

Guldgubber fundet på sæsonmarkedspladsen Lundeborg på Østfyn. Ca. 1:1.

De fleste af guldgubbernes kvinder bærer smykker, oftest rygknapfibler samt skiveformede og rektangulære pladefibler. Nogle af dem er muligvis også såkaldte næbfibler. Alle disse smykkeformer kender man fra den germanske jernalders kvindegrave. Markeringer ved hals og arm kan eventuelt angive smykkeringe, måske værdighedstegn. Der kan dog også være tale om manchetter på dragten.

Hovedparten af de detaljer, man finder på guldgubberne, kan man også finde i tidens kvindegrave, først og fremmest de rigt udstyrede kvindegrave fra Bornholm, f.eks. gravpladsen ved Nørre Sandegård Vest.26 Ja, man kan næsten følge smykkemodens forandringer og dermed også udviklingen af dragten fra generation til generation igennem den yngre germanske jernalder. Der er tale om en mode, som formentlig var fælles for hele det skandinaviske område, men som også afslører en lang række påvirkninger fra det alemannisk-frankiske område på kontinentet, ganske på samme måde som mændenes våbenudstyr gjorde det.

 Rekonstruerede smykkesæt fra tre rige kvindegrave på gravpladsen Nørre Sandegård på Bornholm. Ældst er de tunge rygknapfibler, som i løbet af 600-årene bliver afløst af runde eller firkantede pladefibler. Bevarede tekstilrester på nogle af smykkerne viser, at kvindedragten var en såkaldt selekjole af ofte meget fin, blå uld. Halsslidsen i særken blev lukket med et spænde, og selekjolens to skulderstropper var fæstet til forklædet med to spænder.

Rekonstruerede smykkesæt fra tre rige kvindegrave på gravpladsen Nørre Sandegård på Bornholm. Ældst er de tunge rygknapfibler, som i løbet af 600-årene bliver afløst af runde eller firkantede pladefibler. Bevarede tekstilrester på nogle af smykkerne viser, at kvindedragten var en såkaldt selekjole af ofte meget fin, blå uld. Halsslidsen i særken blev lukket med et spænde, og selekjolens to skulderstropper var fæstet til forklædet med to spænder.

Omkring år 600 bar de bornholmske kvinder på brystet såkaldte næbfibler, medens dragten foran på halsen var lukket med en rygknapfibula. Næbfiblerne kunne også bæres i kombination med nogle af de tidligste ovale pladefibler. Det er en kombination, vi kan finde i f.eks en af de rigt udstyrede grave på Nørre Sandegård Vest.27 Imellem de to brystfibler var ophængt et antal snore med perler, og ved den ene af fiblerne hang et lille sæt redskaber til den personlige pleje. Fastgjort i dragten ved kvindens skuldre sad to små nåle.

Sidst i 600-tallet skete så en ændring af kombinationen af fiblerne.

Næbfiblerne blev nu erstattet af rektangulære pladefibler og såkaldte fuglefibler. Igen finder vi et godt eksempel på denne mode i en af gravene fra Nørre Sandegård Vest.28 På kvindens bryst sad to små rektangulære pladefibler, igen med et sæt små redskaber til den personlige pleje hængende fra den ene. En stor rektangulær pladefibula holdt nu dragten sammen ved halsen, og fra den hang et udsøgt perlesmykke med to samleled. To bronzenåle sad stadig i dragtens skuldre.

 Rygknapfibler fundet i gravene på gravpladsen Nørre Sandegård Vest på Bornholm. Længste stykke 12,2 cm langt.

Rygknapfibler fundet i gravene på gravpladsen Nørre Sandegård Vest på Bornholm. Længste stykke 12,2 cm langt.

I begyndelsen af 700-tallet blev kombinationen af kvindesmykker igen ændret. De skålformede spænder kom nu i brug. Rektangulære og cirkulære pladefibler kunne stadig blive brugt til at lukke dragten i halsen, men spænderne på brystet var nu de karakteristiske små skålformede fibler. Man fortsatte altså med at have en større fibula ved halsen og to små fibler på brystet, dvs. selve dragtformen var i sig selv formentlig uændret. En af gravene i Nørre Sandegård Vest viser denne ny kombination af smykkerne.29 Ved kvindens hals sidder en stor rektangulær fibula med et perlegehæng forsynet med samleled. På brystet sidder to små skålformede spænder, fortsat med et sæt redskaber til den personlige pleje hængende fra den ene. Igen blev to dragtnåle fundet ved kvindens skuldre.

 Fuglefibula fra en af gravene på gravpladsen ved Nørre Sandegård på Bornholm.

Fuglefibula fra en af gravene på gravpladsen ved Nørre Sandegård på Bornholm.

I slutningen af det 8. århundrede forsvinder de ældre fibeltyper endeligt, kun de skålformede forbliver i brug. Man holder også op med at bruge dragtnåle, og smykkerne repræsenterer nu den klassiske vikingetidsmode: et spænde holder dragten samme ved halsen, to spænder sidder på brystet.30

I kvindegravene fra den yngre germanske jernalder kan vi således se, at der skete en fortløbende udskiftning af kvindesmykkerne gennem århundrederne. Til grund for dem alle lå dog en og samme kombination, nemlig med ét stort spænde ved halsen og to mindre på brystet. Det var en grundkombination, der blev fastholdt igennem mere end 400 år. Kun den vidt udbredte brug af dragtnåle adskilte den yngre jernalders smykkemode fra vikingetidens. Sammenligner man med smykkemoden i yngre romertid og ældre germanertid ser man derimod tydelige forskelle. De to fibler på brystet kender man ikke fra de tidligere smykkesæt. Her er to fibler placeret på skuldrene (se De levende og de døde). Brugen af de store pragtfibler ved halsen begynder dog allerede i ældre germansk jernalder. Disse ændringer af smykkemoden må være udtryk for en ændring af selve kvindedragten, som formentlig fandt sted i løbet af det 6. århundrede, og som faldt sammen med en klar ændring af tekstil-typerne.31 Formentlig var det forløberen for vikingetidens selekjole, der blev indført allerede i det 6. århundrede.

Tekstilanalyserne viser, at kvinderne bar en selekjole, der ofte var fremstillet af blåt kipervævet stof, og som var fastgjort under armene ved hjælp af de to fibler, der sad på klædningens skulderstropper.32 Underklædningen var af hør og havde en slids i halsen, som var lukket med en pragtfibula. Det tredje element af dragten var en kappe eller et uldsjal. Formentlig fastgjorde dragtnålene dette sjal til resten af dragten.

 Rektangulær fibula fra en af gravene på gravpladsen Nørre Sandegård på Bornholm. 5 cm lang.

Rektangulær fibula fra en af gravene på gravpladsen Nørre Sandegård på Bornholm. 5 cm lang.

Det var imidlertid ikke blot dragten, men også selve klædetyperne, der blev fornyet i løbet af det 6. århundrede.33 Tidligere havde de generelt været af grov kvalitet og med en udpræget forkærlighed for ternede stoffer i klare og kontrasterende farver. I den yngre germanske jernalder blev klædekvaliteten imidlertid markant forbedret. En klædetype, som var særlig karakteristisk for tiden, var en meget fin, rombeformet vævemønstring, den såkaldte krystalkiper, som havde en tydelig overfladestruktur.34 Man lagde nu stor vægt på stoffer med overflademønstre, som var frembragt ved spindingen og vævningen. Samtidig lagde man også øget vægt på samspillet mellem de enkelte dragtdeles farver. Vi skal senere se, at det var tendenser, der fortsatte langt ind i vikingetiden.

Noter

22: U. Mannering 1999; Se også M. Watt 2003.

23: En fransk fyrstebegravelse fra byen Chelles, „dronning Bathildes grav“, rummer dog en frynsekantet kåbe, som er samtidig med Slöinge-gubberne. U. Mannering 1999.

24: F. Bau 1981, 1983.

25: U. Mannering 1999.

26: Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997.

27: Grav 20, Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, pl. 10.

28: Grav 26, Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, pl. 13.

29: Grav 58, Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, pl. 22.

30: Grav 166 på gravpladsen Bækkegård illustrerer denne overgang til vikingetiden, Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, s. 58.

31: Se U. Mannering 1997.

32: U. Mannering 1997.

33: U. Mannering 1997, 1999.

34: Birka-typen, L. Bender Jørgensen 1986.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Kvinder af rang i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431064

Afsnittet Kvinder af rang er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet