Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kongelige byggearbejder

Oprindelig forfatter JJe

Det var i de sydvestlige dele af Danmark, at 700-tallets store forandringer mærkedes stærkest. Med fremvæksten af en stærk kongemagt, fik landet ved Jyllands rod mere og mere præg af et grænseland. Det blev da også her, at det første egentlige landeværn blev opført.

Nærmede man sig i slutningen af jernalderen den jyske halvø sydfra, kom man efter at have passeret Ejderen ind i et næsten mennesketomt grænseøde, der over en strækning af hen ved 20 km bestod af sure kærstrækninger og forstokket hede, og hvor urskoven mange steder, stod som en tyk og urokkelig væg. I vest lå der utilgængelige ådale og marskområder så langt øjet rakte. Ind gennem denne vildmark bugtede hærvejen sig op mod det omtrent milebrede slesvigske lavlandspas, der ad landvejen var hovedindfaldsporten til danernes rige.

 Luftfoto af Danevirkes Hovedvold set fra vest, hvor den møder Krumvolden. I forgrunden en af de skanser, som de danske soldater forlod i februar 1864. I baggrunden mod øst anes Slesvig by.

Luftfoto af Danevirkes Hovedvold set fra vest, hvor den møder Krumvolden. I forgrunden en af de skanser, som de danske soldater forlod i februar 1864. I baggrunden mod øst anes Slesvig by.

Det var et godt beskyttet sted. Sliens lange bugtede fjordvande i øst og de store sumpede ådale i vest var alvorlige vandforhindringer på hver side af passet. Nærmede en angrebshær sig sydfra, måtte den igennem denne flaskehals. Og blev en flådebåren forsvarshær tilkaldt nordfra, kunne den landsættes inde i bunden af Slien, hvor Hedeby senere kom til at ligge. Det slesvigske pas var således som skabt til et grænseforsvar. Det var her, man i 700-tallet opførte det første Danevirke.108

Annonce

Som Danevirke tegner sig i dag, består forsvarsanlægget af fire dele (se Landet militariseres): Halvkredsvolden omkring Hedeby, Forbindelsesvolden der forbinder Halvkredsvolden med den store Hovedvold, som er den vigtigste af voldene, og som i vest igen løber ud i Krumvolden. Umiddelbart syd for disse volde ligger Kovirke, en næsten 7 km lang vest-øst-gående vold – og helt ude i øst ligger den såkaldte Østervold, der strækker sig over hen ved tre km af halvøen Svansens rod.109 Hele dette store anlæg er imidlertid resultatet af hen ved fem århundreders byggevirksomhed. Der har eksisteret et Danevirke lige fra begyndelsen af 700-tallet, et fra 10.-12. århundrede og et Kovirke fra kort før årtusindskiftet.

Vi må begynde med at forestille os den politiske situation, som den så ud omkring år 700, da de første spadestik blev taget. På det tidspunkt var et slavisk folk, abodriterne, trængt frem til det østlige Holsten. Det har man følt som en trussel, og det var formentlig for at beskytte landet mod en invasion sydfra, at det første Danevirke blev anlagt. Det skete lige omkring eller kort før år 700.110

 I Danevirke omfatter hovedvolden otte byggefaser, men intet sted kan man se dem alle på én gang. Sekvensen fra yngre germansk jernalder omfatter tre indledende jordvolde, 1.-3. nr., 4 er Palisadevolden, som er dateret til år 737; 5 er Kampestensmuren, som formentlig følger tæt efter vold 4. Efter alt at dømme er disse faser bygget i hastig rækkefølge. De to små jordvolde 1-2 har en grav ved foden, den anselige jordvold 3 derimod ingen. Palisadevolden 4, der er en udbygning på fronten af vold 3, har heller ingen grav. Kampestensmuren 5 har derimod både grav og berme. Nummer 8 er den middelalderlige Valdemarsmur.

I Danevirke omfatter hovedvolden otte byggefaser, men intet sted kan man se dem alle på én gang. Sekvensen fra yngre germansk jernalder omfatter tre indledende jordvolde, 1.-3. nr., 4 er Palisadevolden, som er dateret til år 737; 5 er Kampestensmuren, som formentlig følger tæt efter vold 4. Efter alt at dømme er disse faser bygget i hastig rækkefølge. De to små jordvolde 1-2 har en grav ved foden, den anselige jordvold 3 derimod ingen. Palisadevolden 4, der er en udbygning på fronten af vold 3, har heller ingen grav. Kampestensmuren 5 har derimod både grav og berme. Nummer 8 er den middelalderlige Valdemarsmur.

Det var en ganske betydelig jordvold, der nu blev opført. Ti kilometer lang var den, den lå, hvor Hovedvolden og Krumvolden ligger i dag. Det gjaldt tilsyneladende om at sikre strækningen fra Danevirke Sø til Rheide Ådal. Måske voldanlægget også indbefattede den ene halvdel af Østvolden helt ovre på halvøen Svansen. Men anlægget er her så stærkt sløjfet, at det må forblive en hypotese.

Dette første Danevirke (1) var en simpel jordvold, men dens volumen var ganske betydelig. Den var mandshøj og 7-8 m bred. Så stort et jordarbejde havde man ikke tidligere set i Danmark. Foran den lå en voldgrav, der dog var af ret beskedne dimensioner, og som manglede langs Krumvolden. Her erstattede ådalen nemlig graven.111

I den form lå voldanlægget der ikke i mange år. For snart efter fulgte en ny byggefase (2), som man kun med sikkerhed har kunnet påvise i Hovedvolden, men den omfattede formentlig også Krumvolden. Det var altså en renovering af den gamle vold, der fandt sted. Man påførte store mængder fyld på den gamle murkrone.

Igen gik der ikke mange år, før en ny forstærkning blev foretaget (3), igen var det i hovedvolden og formentlig også i Krumvolden. Selve volden blev nu kraftigt forstørret, især brugte man enorme mængder af hede- og græstørv. Grene og stammer blev også indlagt i jordfylden. Voldens bredde lå nu på omkring 15 m, højden omkring 4 m.

Så opførte man i året 737 en helt ny slags fæstning: Palisadevolden (4). Fronten blev nu armeret med tømmer af sværeste kaliber, for hver favn placeres en kraftig stolpe. Ved de arkæologiske udgravninger kunne man finde nedgravningerne fra disse stolper i en ubrudt række i Hovedvolden, Nordvolden og vesthalvdelen af Østvolden, men derimod ikke i Krumvolden, der tilsyneladende ikke blev udbygget. Til gengæld byggede man en østflanke, den såkaldte Nordvold. Også i Østvolden blev der udført pælearbejder.

 Rekonstruktion af fodpanelet til den ældste Danevirkevolds frontpalisade. Det skulle sikre volden mod at skride ud.

Rekonstruktion af fodpanelet til den ældste Danevirkevolds frontpalisade. Det skulle sikre volden mod at skride ud.

Det var et imponerende fæstningsanlæg, som hermed fremstod. Man må forestille sig facadens stolper som bærere af en vandret beklædning af lange svære planker, der dannede en ca. 2 m høj frontpalisade, og som fortsatte i et brystværn på voldtoppen. Hele anlægget havde nu en længde på 15 km, heraf var halvdelen palisadeklædt.

Storslået og effektivt var det – også selv om der ikke hørte en grav til anlægget. Og man må forestille sig, at tilskyndelsen til det kæmpemæssige anlægsarbejde skyldtes, at man i disse år i stigende grad begyndte at mærke faresignalerne fra den frankiske ekspansionspolitik. Som et senere mundheld udtrykte det: „Hav frankerne til venner, men ikke til naboer.“

At man kan datere Palisadevolden så præcist, skyldes de træringdateringer, forskerne var i stand til at udføre på det anvendte tømmer. Tællinger af træets årringe (se Bind 1, s. 38 ff.) viste, at tidsrummet mellem somrene 737 og 738 var den periode, hvor hovedparten af træet var blevet fældet. Nogle tømmerstokke var dog noget ældre. Det tyder på, at forberedelserne til byggeriet var i gang i god tid før 737.

Meget tyder på, at Nordvolden og Hovedvolden blev opført inden for samme år. Hvis også Østervolden blev bygget på samme tid, betyder det, at der i alt blev opført 10 km vold på forholdsvis kort tid. Til hver meter vold skulle der bruges tre velvoksne egestammer og godt 8 kubikmeter jord. Det betyder, at man har fældet hen ved 30.000 egetræer, som skulle transporteres til stedet og hugges til. Ydermere skulle ca. 80.000 kubikmeter jord og græstørv transporteres frem til volden.112 Det siger noget om, hvor stor en arbejdsstyrke lederen af arbejdet rådede over. Det er med god grund, at man har betegnet byggeriet af 700-tallets Danevirke som et kongeligt anlægsarbejde.

 Sænkekasse fra vejdæmningen ved Thyraborg. Den målte 6 x 4 x 1 m og var bygget af træ, som ifølge træringdateringerne var fældet i år 737, dvs. på samme tid som træet i hovedvolden. Enkelte tømmerstokke i sænkekassen var dog syv år ældre. Det må betyde, at forberedelserne til byggeriet var godt i gang før 737.

Sænkekasse fra vejdæmningen ved Thyraborg. Den målte 6 x 4 x 1 m og var bygget af træ, som ifølge træringdateringerne var fældet i år 737, dvs. på samme tid som træet i hovedvolden. Enkelte tømmerstokke i sænkekassen var dog syv år ældre. Det må betyde, at forberedelserne til byggeriet var godt i gang før 737.

Over fugtige områder havde der været særlige funderingsproblemer. Ved Nordvoldens østende passerede volden f.eks. tværs hen over en smal sumpstrækning, der fra Gottorp-engene kilede sig ind i bakkelandet. Her begyndte man byggeriet ved at udlægge et tæt lag af træstammer, grene og sten. Men over en 11 m lang strækning i den dybest liggende del af området var dette ikke nok. For at hindre voldsålen i at skride ud under trykket fra de øvre jordmasser, støttede man frontpartiet af volden med et ca. 1 m højt fodpanel af vandrette planker. Fodpanelet løb lige uden for voldfronten, men det blev holdt på plads af svære tværgående ankerbjælker, der nåede et godt stykke ind i selve voldlegemet, så der ikke kunne ske udskridninger.

Den samme omhu med fundamenteringen møder man også, hvor den ældste Danevirkevold skulle passere en bundløs sump umiddelbart vest for Thyraborg ved den nu udtørrede Danevirke Sø. Her syntes volden helt at mangle over en kort strækning. Naturligt nok, for det fugtige forland var helt utilgængeligt for fjendtlige styrker. I stedet havde man sikret den vigtige trafikforbindelse på langs ad forsvarslinjen ved anlæggelsen af en smal vejdæmning fra Thyraborgholmen til det faste land i vest. Oprindelig hævede dæmningen sig kun svagt over sø- eller moseoverfladen. I nord var den stabiliseret ved hjælp af gren- og stammelag. I syd var den derimod sikret med udsædvanlig kraftige tømmerkonstruktioner, bestående af en hel kæde af store „sænkekasser“ bygget i blokhusteknik og fyldt med sandholdig jord. Flere sådanne kasser fandtes på række, stillet tæt sammen, men indbyrdes uafhængige. Kasserne var bygget på stedet, talrige hugspåner vidnede nemlig om den bearbejdning af egetømmeret, der engang fandt sted her. Ved udgravningerne blev en af kasserne fritgravet. Den var 6 m lang, 4 m bred og 1 m høj. Den er det ældst kendte eksempel i Norden på den senere så udbredte knudetømring, som blokhuse bygges i.

 Snit af vejdæmningen ved Thyraborg. Dæmningen var bygget af mosejord, og konstruktionen blev stabiliseret ved hjælp af sandfyldte sænkekasser, som ses til højre i billedet.

Snit af vejdæmningen ved Thyraborg. Dæmningen var bygget af mosejord, og konstruktionen blev stabiliseret ved hjælp af sandfyldte sænkekasser, som ses til højre i billedet.

Tilsvarende forholdsregler var nødvendige også andre steder, hvor forsvarslinjen skulle passere hen over sumpede engdrag. Fund af egestolper i den nu udtørrede Danevirke sø vidner således om, at en bro eller dæmning tværs over søen har sikret troppebevægelserne mellem den østlige og den vestlige befæstningslinje.

Det retlinede voldforløb ser ud til at have været vigtigt for voldbyggerne. Og lige er volden, også hvor den måtte krydse lavninger eller løbe på bakkeskråninger med stigende terræn foran sig imod syd. På sådanne steder kunne fjenden være højt placeret i forhold til forsvarerne. Det ser dog ikke ud til at have udgjort nogen risiko. Tværtimod kunne det være en fordel at sprede angribernes styrker på den foran liggende skråning, så de blev mere sårbare over for beskydning med bue og pil.

 Kun få genstande er fundet i voldene ved Danevirke. En undtagelse er denne spade af egetræ, som lå i de fugtige bundlag i Nordvoldens østende.

Kun få genstande er fundet i voldene ved Danevirke. En undtagelse er denne spade af egetræ, som lå i de fugtige bundlag i Nordvoldens østende.

Men heller ikke Palisadevolden fik lov at stå længe. Hvornår den blev afløst af efterfølgeren, ved vi ikke. Men det skete endnu i 700-tallet. Da blev Palisadebyggeriet i Hovedvolden erstattet af en massiv mur af kampesten. Det samme skete formentlig også i Nordvolden. Kampestensmuren var en mere eller mindre massiv murklods, i tværsnit 3 x 3 m stor, bygget af sten lagt i ler. Dens forreste del bestod af sten lagt i sildebensmønster i tre lag. Udækket var stenene dog ikke, da Kampestensmuren med sit lerede bindemiddel ikke var særlig vejrbestandig. Den udgjorde altså en indre støttemur i jordvoldens forparti. Foran denne kolossale konstruktion lå en voldgrav, ca. 4 m bred og 2 m dyb, adskilt fra voldfoden af en berme på 4-6 m.

Den konkrete anledning til opførelsen af Kampestensmuren kender vi ikke. Men truslen fra Frankerriget var ikke blevet mindre i de forløbne år. I sidste tredjedel af 700-tallet foregik det blodige opgør mellem franker og sakser. I de frankiske annaler kan vi læse om tætte bånd mellem danerne og sakserne på denne tid, og for første gang berettes der også om diplomatisk kontakt mellem daner og franker, og om den danske konge Sigfred, som frankerne tillagde en ikke ringe politisk betydning. Vi kan i hvert fald fastslå, at byggeriet af Kampestensmuren må have fordret store ressourcer og en langvarig byggeperiode. Den var utvivlsomt en nøje planlagt forsvarslinje affødt af faren for invasion.

De omfattende befæstningsarbejder i det slesvigske landpas er et af de vigtigste tegn på, at overgangen til et centraliseret styre i Danmark allerede havde fundet sted i 700-tallet, da vi møder de først kendte navne i et eller flere danske kongedynastier: Ongendus (Angantyr) tidligt i 700-tallet og Sigfred i det sene 700-tal (se Danernes rige). De behøver dog ikke begge at til høre det samme dynasti. Endnu er det ikke muligt at få et indtryk af omfanget af deres territorier. Men historiens lys begynder nu så småt at falde ind over oldtidens Danmark.

Og der er flere store anlægsarbejder, der bidrager til indtrykket af tidens organisatoriske formåen og kongemagtens politiske styrke. Tværs over Samsøs smalleste sted gik i jernalderens sidste århundrede en kanal, Kanhavekanalen, der forenede Stavns Fjord med Mårup Vig.113 Den var ca. 500 m lang og 11 m bred og kunne besejles af fartøjer, der stak ca. 1 m dybt. Kanalens sider var beklædt med tømmer – det har man årringdateret, og det viste sig, at fældningsåret var 726. Igen står vi over for et ingeniørarbejde, der ligesom Danevirke må have været et kongeligt foretagende, om end af mindre dimensioner end Danevirke.114

 Kanhavekanalen, der blev bygget i år 726, strakte sig fra Mårup Vig til Stavns Fjord tværs over Samsøs smalleste del. Efter at have været i brug i hen ved 50 år lukkede man den igen.

Kanhavekanalen, der blev bygget i år 726, strakte sig fra Mårup Vig til Stavns Fjord tværs over Samsøs smalleste del. Efter at have været i brug i hen ved 50 år lukkede man den igen.

Kanhavekanalens formål var, at skibe let skulle kunne passere fra den ene side af Samsø til den anden. Netop fra Samsø kunne de centrale danske farvande overskues. En flådestyrke af vagtskibe placeret i den velbeskyttede naturhavn Stavns Fjord og med udkig fra Vorbjerg eller Hjortholm kunne kontrollere dels den nord-sydgående sejlads langs den jyske østkyst, og dels forbindelsen mellem Nord- og Midtjylland på den ene side og Skåne og Sjælland på den anden.115 Kanalen gjorde det således muligt for skibe, der var stationeret i Stavns Fjord, at opsnappe eller opkræve told hos forbipasserende fartøjer også vest for øen. Uden Kanhavekanalen ville det have været meget vanskeligt eller ligefrem umuligt for skibe på Samsøs „forkerte“ side at nå frem i tide.

Det er som nævnt omfanget af anlægsarbejderne, der får os til at slutte, at vi i 700-tallet må regne med en dansk kongemagt af en ikke ubetydelig politisk styrke. Og stadig flere vidnesbyrd herom kommer til. Ved Nybro lidt nord for Varde fandt man for nylig sporene efter en kraftig stolpebygget vej, der førte over Søvig Bæk.116 Den 3,5 m brede vej kunne følges over 57 m og bestod af tre rækker stolper med et brospænd på 5 m over det fugtigste sted. Størsteparten af stolperne var af eg, men indimellem stod enkelte helt runde pæle af el, asp eller hassel. Stolperne var regelmæssigt tilhugget og formentlig fældet og tildannet med dette vejbyggeri for øje. Årringtællinger viste, at hovedparten af stolperne var fældet i sommeren 761. Der var dog nogle stolper, som bar tydelige spor af genbrug. De var noget tidligere, nemlig fra år 741.

 Jernøkse med træskaft fra vejanlægget ved Nybro. Skaftets længde er ca. 50 cm.

Jernøkse med træskaft fra vejanlægget ved Nybro. Skaftets længde er ca. 50 cm.

Man kunne altså slutte, at anlægget var opført i året 761 af frisk træ fældet samme sommer og af genbrugstømmer fældet 741. Efter al sandsynlighed hører pælene fra 761 og 741 sammen, idet de tre og tre dannede brofag. Senere, i henholdsvis 785 og 791, fik vejen en tiltrængt hovedreparation. Nu udskiftedes pælene fra 761, samtidig med at vejforløbet forlængedes.117

Vejen ved Nybro skulle lette færdslen over Søvig Bæk, der førte sydpå til Varde Å og videre i retning af handelspladsen Ribe, hvorfra der igen var forbindelse til hele Vesteuropa. Igen er der tale om et anlæg, hvis dimensioner forudsætter en vis form for magtudøvelse. Det samme gælder også et forsvarsværk ved Gudsø Vig i Kolding Fjord,118 hvis senere del synes opført, efter at Karl den Store med sine militære kampagner fra år 772 og videre frem havde udstrakt sin magt helt ind i det saksiske område. Hermed havde danernes rige fået grænsefællesskab med det store rige i Vesteuropa. Men lige så afgørende er det måske, at disse store anlægsarbejder rejste sig samtidig med kongsgårdene ved Tissø og i Lejre. Tilsammen danner de et billede af et Danmark, som måske allerede i sin nuværende udstrækning var samlet under en enkelt konge.

Noter

108: Det første, større værk om Danevirke var S. Müller og C. Neergaards afhandling fra 1903. Af senere litteratur frem til udgravningerne fra 1969 og fremefter kan nævnes H. Jankuhn 1937; G. Haseloff 1937; K. Raddatz 1942; V. la Cour 1951 og H. Schledermann 1963. En samlet fremlæggelse af udgravningerne frem til 1993 foreligger med H. Hellmuth Andersen 1998. En populær fremstilling fra 1977 (H. Hellmuth Andersen 1977) må i dag betragtes som delvis forældet, navnlig hvad angår de ældre afsnit af Danevirke. For en nyere oversigt se E: Roesdahl 2001, s. 144.

109: Navnene på de enkelte volde er nyere betegnelse, dog er Danevirke og Kovirke navne, der kendes helt fra Middelalderen. Ordet virke betyder værn, med Danevirke menes altså „danernes værn“. Forleddet i Kovirke er derimod vanskeligt at tyde.

110: H. Hellmuth Andersen 1998, s. 95.

111: Den efterfølgende beskrivelse af voldens byggefaser hviler på H. Hellmuth Andersen 1998.

112: P. Sawyer 2002.

113: A. Nørgård Jørgensen 1995, idem 2002b, s. 143.

114: Hos P. Sawyer 2002, s. 19 fremsættes dog i forbindelse med Kanhavekanalen det synspunkt, at der ingen vidnesbyrd er om, at danske konger havde en så udstrakt magt på den tid. Den omstændighed, at man med vilje spærrede kanalen efter omkring 50 år, tolker P. Sawyer sådan, at Samsø var hovedsæde for en stærk og uafhængig magnat gennem det meste af 700-tallet og først senere kom under kongeriget.

115: O. Crumlin-Pedersen 1991.

116: L.B. Frandsen 2000; M. Ravn 1999.

117: Der blev yderligere foretaget et par småreparationer i henholdsvis 805 og 812.

118: F. Rieck 1992; A. Nørgård Jørgensen 2002.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Kongelige byggearbejder i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431067

Afsnittet Kongelige byggearbejder er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet