Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Også stormænd dør

Oprindelig forfatter JJe

Det billede, vi indtil nu har tegnet af vikingetidens mennesker, er snarest et gennemsnitsbillede af den velstående del af befolkningen. Men også stormænd dør, og det er især via aristokratiets grave, at vi kan danne os et mere nuanceret indblik i disse menneskers udseende i vikingetiden.

Fra Danmark som helhed, inklusive de gammeldanske egne syd for grænsen, kender vi hen ved tyve gravpladser af forskellig størrelse, hvor der tilsammen har ligget næsten 60 kammergrave af den art, aristokratiet blev begravet i.85 En stor del af disse kammergrave er fundet i området syd for den nuværende dansk-tyske grænse.86 Men ellers finder vi dem op gennem den jyske halvø, på Fyn, Langeland og Lolland. På Sjælland mangler de endnu. Derimod findes kammergrave i det øvrige Sydskandinavien i Mälarområdet, frem for alt i Birka og mere sjældent udenfor, bl.a. i Västergötland.87

 Øksen fra stormandsgraven i Bjerringhøj ved Mammen i det nordlige Midtjylland. 17 cm lang.

Øksen fra stormandsgraven i Bjerringhøj ved Mammen i det nordlige Midtjylland. 17 cm lang.

 Rekonstruktion af dekorationen på øksen fra graven i Bjerringhøj, som den må have taget sig ud, da den blev nedlagt i graven i vinterhalvåret 970-71.

Rekonstruktion af dekorationen på øksen fra graven i Bjerringhøj, som den må have taget sig ud, da den blev nedlagt i graven i vinterhalvåret 970-71.

Lad os til en begyndelse se på en af disse grave, kammergraven i Bjerringhøj ved Mammen, der ligger inde midt i Jylland lige nord for det sted, hvor Gudenåen har slået sit sidste voldsomme sving og nu skrider tungere og mere værdigt frem mod sit udløb i Randers Fjord. Det er her, at sydsiden af Gudenådalen begrænses af høje, mørke åse. Med deres kuplede, undertiden kegleformede knuder ligger de på række langs med dalen, som har det brede vandløb på sin bund. I landskabet nord herfor lå Bjerringhøj på et plateau, der mod nord var afskåret af en dalsænkning med en lille bæk.

Annonce

Bjerringhøj blev udgravet i 1868, men genudgravet i 1986. Den var kun 13 m i diameter, men 4 m høj og lå efter opførelsen i 900-tallet som en lille, stejl knop i landskabet, af et ganske anderledes udseende end de to tusinde år ældre bronzealderhøje. Højen dækkede over et gravkammer, hvis planker endnu var meget velbevarede.88

 Det ene af de to kappebånd fra stormandsdragten i Bjerringhøj-graven.

Det ene af de to kappebånd fra stormandsdragten i Bjerringhøj-graven.

Udgravningen i 1868 blev foretaget af usagkyndige, og metoden var hårdhændet. Man havde dog iagttaget, at den døde i gravkammeret lå på et leje af dunpuder og var klædt i en guldindvirket dragt. Ved fødderne lå to økser, hvoraf den ene var med sølvindlagt dekoration. Oven på kistelåget var der placeret en bronzespand og to træspande samt et stort lys af bivoks.

Ved udgravningen i 1986 genfandt man resterne af gravkammeret – det var ca. 2 x 3 m stort. Tre kraftige stolper i hver gavl havde formentlig båret et sadeltag, og væggene var sat af lodrette, tætstillede vægstolper. I dette kammer havde stået en trækiste, som efter alt at dømme havde rummet en mand.89 Årringtællinger af stolperne i graven godtgjorde, at han formentlig var gravsat i vinteren 970/971, dvs. få år efter, at Danmark officielt var blevet kristnet.90

Gravgaverne viste med al tydelighed, at den gravlagte havde været af meget høj byrd. Den ene af økserne var noget helt for sig. Det var en pragtøkse med sølvindlægning, med asken Yggdrasil eller det kristne livstræ på den ene side, og på den anden side hanen Gyldenkam eller Fugl Fønix. Sølvindlægningen var udført i den såkaldte Mammenstil (se Gribedyr og ormeslyng), opkaldt efter netop denne økse, en stil der formentlig var skabt ved kong Harald Blåtands hof omkring midten af 900-tallet. Allerede midt i 960'erne blev den brugt i monumentalformat på den store Jellingsten.

 Knud den Store som han er afbildet i et engelsk håndskrift fra 1031.

Knud den Store som han er afbildet i et engelsk håndskrift fra 1031.

Der er ingen tvivl om, at øksen som krigerattribut havde en dyb symbolsk betydning. Som rangtegn hørte den hjemme på et niveau lige under fyrsten.91 Formentlig havde den gravlagte været en af mændene i kongens hird.

Manden, der var begravet i Mammengraven, havde fortrinsvis været klædt i rødt og blåt, prydet med purpur og rød silke og broderier i rødt og blåt. Farvestof fra krap og purpurlav samt uldtypen shortwool er kun påvist i vikingetidstekstiler af højeste kvalitet.92

Dragtens helhed lod sig ikke umiddelbart genskabe. Men ud fra en engelsk bogillustration af Knud den Store fra 1031 og de bevarede dragtstykker, hvoraf flere viste fin overensstemmelse med Knud den Stores påklædning, kunne man fremstille en rekonstruktion.93 To af de fundne polstrede bånd kunne f.eks. have siddet som halslinning i en skjorte eller kjortel, to ligeledes polstrede manchetter må have afsluttet ærmerne, og to nærmest vimpelformede stykker, begge afrevet i den smalle ende, svarede til kappebåndene på tegningen af Knud den Store. Alle disse stykker var af silke, og flere havde brikvævede eller nålebundne mønstre i guldtråd.

 Rekonstruktion af den dragt, som Knud den Store bærer i et engelsk håndskrift. Udført på basis af nogle af de dragtdele, som blev fundet i Bjerringhøj-graven.

Rekonstruktion af den dragt, som Knud den Store bærer i et engelsk håndskrift. Udført på basis af nogle af de dragtdele, som blev fundet i Bjerringhøj-graven.

Resultatet blev en prægtig dragt, som tydeligt illustrerede den gravlagtes rigdom og høje status. Den døde havde båret bukser eller hoser, en knælang eller lidt kortere tunika eller skjorte med slids og en kappe. Materialerne var uld med til dels guld- og sølvindvirkede detaljer af silke, og den kraprøde, broderede kappe var foret med pels af murmeldyr.

Den gravlagte i Bjerringhøj har formentlig tilhørt 900-tallets hofmiljø. Men om graven er kristen eller hedensk er ikke til at sige,94 f.eks. er det uklart, om øksen er lavet med henblik på hedensk eller kristen brug. Måske er dens budskab bevidst tvetydigt og således udtryk for, hvordan man på den tid tilpassede sig den nye tro ved det danske hof.95 Og der er næppe tvivl om, at den gravlagte var en kongens mand.

Det er især i grave som den i Bjerringhøj, men også i mere beskedent udstyrede kammergrave, at vi skal finde vikingetidens aristokrati.96 I Danmark var kammergrave ukendte i århundrederne før vikingetiden – med undtagelse af Bornholm,97 hvor de formentlig skyldtes påvirkninger fra Frankerriget (se Kongeriget i Østersøen). I det øvrige Danmark synes kammergravene at komme i brug sidst i 800-tallet, måske som en særlig hedensk manifestation over for den fremtrængende kristendom. Man anvendte dem igennem en hundredårig periode, hvorefter de gik ud af brug. En kammergrav under Hørning kirke i Midtjylland (se nedenfor) er formentlig en af de yngste. Kammergravenes forsvinden synes at falde sammen med etableringen af det kristne kongedømme under Harald Blåtand.

 Gravpladser med ryttergrave og ikke-ryttergrave med økse som eneste våben samt øvrige våbengrave. 1) ryttergrave, 2) ikke-ryttergrave med økse som eneste våben, 3) øvrige våbengrave, 4) ryttergrave i Skåne fra 700- og 800-tallet.

Gravpladser med ryttergrave og ikke-ryttergrave med økse som eneste våben samt øvrige våbengrave. 1) ryttergrave, 2) ikke-ryttergrave med økse som eneste våben, 3) øvrige våbengrave, 4) ryttergrave i Skåne fra 700- og 800-tallet.

 Gravpladser med kammergrave i det gammeldanske område.

Gravpladser med kammergrave i det gammeldanske område.

Nu var den rige kammergrav i Bjerringhøj efter alt at dømme en mandsgrav. Men skal vi søge rangfølgen i vikingetidens mandsgrave, må vi også gå ud over kammergravene, dvs. til tidens kriger- og ryttergrave i bred almindelighed.98 For det var ved sine våben, at manden markerede sin sociale status. Her må man naturligvis være opmærksom på, at langt de fleste mænd blev gravlagt uden nogen som helst markering af deres køn og status – ud over deres dragt. På den store gravplads ved Over Hornbæk (se ovenfor), hvor der var over 100 jordfæstegrave, må vel hen ved halvdelen være mandsgrave. Men kun i 12 grave fandt man et våben, og kun i en enkelt var der flere. Det betyder, at kun hen ved en fjerdedel af de gravlagte mænd havde fået våben med sig i graven. Som tidligere anført, skal man for hver kriger nok regne med en befolkning på otte voksne.

I våbengravene kan man udskille to grupper af krigere. Den ene gruppe udgøres af jævne, våbenføre mænd, som gennem hele vikingetiden blev gravlagt med et sparsomt våbenudstyr. Øksen var det almindeligste symbol på deres rang af krigere.99

 Sølvindlagt stigbøjle fra ryttergraven ved Brandstrup.

Sølvindlagt stigbøjle fra ryttergraven ved Brandstrup.

Den anden gruppe udgøres af særligt fremstående mænd. De kunne fra slutningen af 800-tallet og til ind i 2. halvdel af 900-tallet blive gravlagt med et rigt rytter- og våbenudstyr. Derefter indskrænkedes våbenudstyret som f.eks. i Bjerringhøj, hvor det var en enkelt sølvindlagt økse, der markerede den gravlagtes høje rang i forhold til andre krigere.

De to grupper, dvs. krigergravene uden rytterudstyr, men med økse som eneste våben, og rytter- og våbengravene har den samme geografiske udbredelse.100 De fattigere af gravene strækker sig dog op nord for Limfjorden, og et par kommer fra det ellers fundfattige Østjylland, ligesom flere øksegrave er fundet i Skåne.

Lad os prøve at se på nogle af de ryttergrave, hvis indhold angiver, at de gravlagte hørte til højt oppe i det militære hierarki.101 Ved Brandstrup, kun en halv snes kilometer sydvest for Bjerringhøj, i et landskab fuldt af morænebakker, udgravede man f.eks. en sådan ryttergrav.102 Det var en kammergrav, hvis gravrum havde været 4 x 2 m stort, og i det var den døde kriger gravlagt i en trækiste. Med sig i graven havde han fået et udsøgt, sølvbelagt sværd og hertil en ridehest, stigbøjler med sølvindlægning, sporer, bidsel og beslag til hestens seletøj. Desuden havde han fået sit spyd med sig, en kniv, en saks, et spillebræt og en træspand. I graven lå også tre sølvmønter, såkaldte Hedeby halvbrakteater.

En stormand var det, som her var blevet begravet i begyndelsen af 900-tallet. Ikke langt derfra lå formentlig nogle af hans efterkommere. Blot 300 m borte fandt man nemlig to kammergrave med en høj over. I den ene var en kvinde bisat på en vognfading. Også hun var af fornem byrd, hun hvilede på dunpuder og havde med sig i graven fået sine smykker og et vokslys. I den anden grav var en mand gravlagt i en trækiste. Hans status var bl.a. markeret med en våbenøkse. De to grave var fra sidste halvdel af 900-tallet. Mand og hustru formentlig, måske af den samme stormandsfamilie som den ældre ryttergrav.103 Man kan gætte på, at det var ved sådanne stormandsfamiliers gårde, at de tidlige kirker blev bygget, som vi har set det i Lisbjerg104 og Tamdrup.105

 Kammergraven fra Rosenlund ved Langeskov på Østfyn. Jernsagerne er markeret med sort.

Kammergraven fra Rosenlund ved Langeskov på Østfyn. Jernsagerne er markeret med sort.

Den slags ryttergrave finder vi adskillige steder, dels i Nord- og Midtjylland, dels i et bælte fra det sydøstlige Jylland og Als tværs over Langeland og Storebæltskysterne til Lolland. Men lad os se på endnu en af de jyske ryttergrave, en som blev udgravet ved Grimstrup i det sydvestlige Jylland. Også her var der tale om en grav fra det 10. århundrede.106 Den døde stormand havde fået en storslået begravelse i et trækammer. Han lå i en kiste i et særligt aflukke af kammeret. Ved den ene side havde han sit jernsværd i skede, ved den anden sin våbenøkse. I bæltet sad en dolk og på hans fødder et par sporer. Desuden havde han med sig i graven fået sin sølvdekorerede lanse. Alt hans ridetøj lå i en dynge i et hjørne af kammeret. Her var der stigbøjler, bidsel og seletøj med læderremme tæt besat med sølvbelagte tin- og blyknapper, remspænder, remendedupper, remholdere, samlestykker og beslag. Formentlig havde der også hørt en læderbetrukket træsadel hertil. Rundt om i graven lå forskellige tekstilrester. I området omkring brystpartiet fandt man f.eks. stumper af en meget fin sølvtråd, som bruges til sølvbroderi. Graven rummede også både groftvævet uld og flere forskellige meget fint vævede uldstoffer.

 Plan og snit af skibsgraven ved Ladby på Fyn.

Plan og snit af skibsgraven ved Ladby på Fyn.

Lokale stormænd har de formentlig været, disse rytterkrigere. Man kender også en af dem fra Rosenlund ved Langeskov på Østfyn.107 Her udgravede man en gravplads med 11 i øvrigt pauvert udstyrede grave. Men imellem dem var der en kammergrav fra første halvdel af 900-tallet. Den døde lå som vanligt i en kiste og havde sit sværd og skjold med sig. Han var rytterkriger, det viste de sporer, som havde været spændt fast på hans fodtøj. Og hans rideudstyr bestod desuden af to sæt stigbøjler og bidsler. Det ene bidselsæt var med sølv-, kobber- og bronzeindlægning. I et lille anneks syd for kammeret lå det andet sæt rideudstyr. Hertil hørte der to sæt seletøj i form af remspænder og -beslag og diverse pynteknapper. „Asgot med det røde skjold“, står der på en runesten ved Rønninge, ikke langt fra Rosenlund. Er det mon ham, der blev begravet med sine våben i Rosenlund?

Noter

85: M. Müller-Wille 1976, 1991; S. Eisenschmidt 1994.

86: Det skyldes formentlig den stærke forskningsaktivitet i Hedebyområdet. Der er 10 kammergrave på den såkaldte Kammergravplads inden for Hedebys halvkredsvold, 5 kammergave på den såkaldte Sydgravplads lige uden for halvkredsvolden. Og der er 6 kammergrave på gravpladsen ved Süderbrarup på halvøen Angel og 12 på gravpladsen Thumby-Bienebek på halvøen Schwansen, M. Müller-Wille 1976.

87: I de dele af Rusland, hvor nordboer levede, er mange kammergrave kendt, og flere har et mere eller mindre skandinavisk præget gravgods, se A.-S. Gräslund 1980, s. 27 ff., 45 ff. og E. Mühle 1991, s. 29, 178, 245. Kun få fund er gjort i de vesteuropæiske områder, hvor vikinger slog sig ned.

88: Graven er forbilledligt publiceret under redaktion af M. Iversen, U. Näsman og J. Vellev, se M. Iversen et al. 1991.

89: Knoglerne i graven er ikke bevaret og har derfor ikke kunnet underkastes en moderne antropologisk analyse.

90: H. Andersen 1991.

91: U. Näsman 1991a.

92: E. Østergaard 1991; A. Hedeager Krag 2003.

93: E. Munksgaard 1988, 1991.

94: A.-S. Gräslund (1991b) mener, at manden var kristen, men at hans efterlevende for en del endnu var hedninge.

95: U. Näsman 1991a.

96: U. Näsman 1991a, s. 163 ff.

97: C.J. Becker 1990, s. 202 ff.; L. Jørgensen 1990, s. 18 ff., 54 ff..

98: U. Näsman 1991a.

99: U. Näsman 1991a.

100: I alt kendes 75 grave med økser, det er 27% af alle kendte mandsgrave og 47% af samtlige kriger/ryttergrave. Øksen er eneste våben i 52 grave eller i 19% af alle de kendte mandsgrave og 33% af kriger/ryttergravene, U. Näsman 1991a.

101: Alm. om ryttergravene se A. Pedersen 1997d, 1998 og 1999.

102: Brandstup, Vindum sogn, J. Lavrsen 1960, 1970.

103: Iversen & Nielsen 1995, 1996.

104: Jeppesen & Madsen 1991.

105: O. Schiørring 1991.

106: Stoumann & Roberts 1989; C. Malmros 1987.

107: J.A. Jacobsen 2000.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Også stormænd dør i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 9. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431082

Afsnittet Også stormænd dør er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet