Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kvinderne

Oprindelig forfatter JJe

Vender vi os herefter til vikingetidens kvinder, så finder vi, at deres dragt kunne være sammensat af mange forskellige dele.78 Ikke overraskende må dragtens udseende have været afhængig af, hvilken del af samfundet kvinden tilhørte.79 De sociale forskelle afspejledes både i dragtens snit, stoffets kvalitet, mængden af tøj og formentlig også i farverne. I hvert fald to dragttyper synes at tegne sig: en som blev båret af de økonomisk bedrestillede bønders kvinder. Og en som blev båret af aristokratiets kvinder. Hvorledes de mindre velhavende bønders kvindedragt så ud, ved vi ikke. Det samme gælder trælkvindernes dragt.

Den dragt, som de bedrestillede bønders kvinder bar, bestod af flere klædningsstykker. Inderst mod kroppen bar kvinden en linnedsærk, almindeligvis glat.80 Den kunne have en slags ærmer, men de var næppe tilsatte, formentlig var det blot vidden, der hang ud over skuldrene og derved fik virkning af et kort ærme. Linnedkjolen var undertiden plisseret, en virkning man opnåede ved at sy stoffet med ritråde. Derefter blev det gjort vådt, og når det igen var tørret, trak man trådene ud. Der kendes fra Birka flere skålfibler, hvor der sidder plisserede linnedrester på undersiden, bevaret af den irrede bronze.81

 En af bæremåderne for vikingetidens selekjole.

En af bæremåderne for vikingetidens selekjole.

 Rekonstruktion af to varianter af vikingetidens selekjole.

Rekonstruktion af to varianter af vikingetidens selekjole.

Over særken bar kvinden en selekjole, hvis nøjere snit man ikke ved meget om, fordi man kun har små tøjstumper fra Birkas grave og Hedebys havn at bygge på. Der var formentlig tale om en kropsnær kjole af uld eller hør, som kunne være pyntet med borter og bånd. Det antages, at den forekom i to varianter: en glat og en lukket udgave.82 Den lukkede var den almindelige, den glatte er kun kendt fra få fund, den har et gauffreret stykke (vikingetidens plissering) foran mellem fiblerne. Selekjolen, som både kunne være fremstillet af uld og hør, var tilsyneladende syet af én bane stof, lagt æg mod æg, så der fremkom et rørlignende stykke. Kjolen blev holdt oppe af to korte forstropper og to længere bagstropper, som blev samlet parvis foran med to store ovale bronzespænder med nål på bagsiden – et spænde på hver skulder. Mellem skålspænderne hang tit en perlekæde, og der kunne fra det ene af spænderne hænge en kæde med nøgler og andet personligt udstyr.

Annonce

Skal vi dømme efter de talrige fund af skålspænder, har den her beskrevne kvindedragt været udbredt over hele Skandinavien i det 9. og 10. århundrede, ja, endnu tidligere, for vi finder allerede dens forudsætninger i de forudgående århundreder (se Kvinder af rang). Naturligvis har der været lokale forskelle. På Gotland brugte man f.eks. ikke skålspænder, men spænder af dyrehovedform og et rundt dåseformet spænde som kappelukke. Der kendes også fra Gotland et enkelt eksempel på en kjole, der ikke har haft seler, idet spænderne sidder i et enkelt lag stof, ikke i skulderstropper.83

 Hængesmykke fra Tissø på Vestsjælland, forgyldt sølv med niello, viser en af kvindedragtens udformninger. 900-tallet. 4 cm høj.

Hængesmykke fra Tissø på Vestsjælland, forgyldt sølv med niello, viser en af kvindedragtens udformninger. 900-tallet. 4 cm høj.

 Guldspillebrik fra Trønning ved Kundby på Vestsjælland. Spillebrikken forestiller en kvindefigur iført forklæde og selekjole. Brikken blev fundet i 1868, men forsvandt under 2. Verdenskrig.

Guldspillebrik fra Trønning ved Kundby på Vestsjælland. Spillebrikken forestiller en kvindefigur iført forklæde og selekjole. Brikken blev fundet i 1868, men forsvandt under 2. Verdenskrig.

Aristokratiets kvindedragt kender man stort set kun fra afbildninger, som sjældent er særlig detaljerede. Hvad man ser på afbildningerne er gerne en særk og en kjole, derimod aldrig de skålformede spænder til at holde kjolen på plads. Afbildet er også sommetider et forklæde, slæb og kappe, hvor kappen forekommer i flere udgaver. Disse klædningsstykker kan alle være udsmykket med forskellige bånd, formentlig brikvævede bånd eller kantsyninger. Et karakteristisk træk er desuden, at kvindens hår, der ofte er langt, er bundet i en knude på baghovedet. Muligvis et tegn på hendes ægteskabelige stand.

 Fire svenske hængesmykker, der ligesom smykket fra Tissø viser forskellige udformninger af kvindedragten. Fra Birka, Kinsta på Öland, Tuna i Uppland og Grödinge i Södermanland.

Fire svenske hængesmykker, der ligesom smykket fra Tissø viser forskellige udformninger af kvindedragten. Fra Birka, Kinsta på Öland, Tuna i Uppland og Grödinge i Södermanland.

Kappen er formentlig blevet holdt sammen af et spænde, oftest af form som et trekløver, men også cirkelrunde spænder kunne bruges. Undertiden finder man i gravene et lille rundt spænde af så ringe en størrelse, at det næppe har været brugt til at holde kappen sammen. Efter alt at dømme har det været anvendt til lukning af en halsslids i linnedsærken. For at skåne den fine kappe kunne man desuden forsyne den med stropper til fastgørelse af kappefibulaens nål. Sådanne stoføskener er ofte fundet siddende på kappespændets underside.

Til dette meget generelle billede af kvindedragten kan man føje nogle enkeltheder, som ses på vikingetidens billedfremstillinger. Fra billedvævningerne i Oseberggraven kender man bl.a. en langærmet kvindedragt med slæb, hvortil der blev båret en lang kappe. En lignende dragt kendes fra nogle små svenske sølvfigurer.84 De viser, at der formentlig var ganske store variationer i de dragter, aristokratiets kvinder bar. Et indtryk heraf får man f.eks. fra den dragt, som kvinden i Oseberg-skibsgraven var iført. Hun bar en ulden kjole med silkeapplikationer. Silken var ikke vævet som bånd, der var derimod tale om en metervare, som var revet op i strimler og syet på kjolen. Der hørte ingen skålfibler til denne dragt.

 Rekonstruktion af vævningen fra skibsgraven i Oseberg. Man ser en statelig procession, måske en begravelsesprocession med to rækker heste, som skrider fremad fra højre til venstre. Tre af hestene trækker vogne. Der er to figurer siddende i en af vognene, tilsyneladende er det kvinder. Mellem hestene, ligeledes fremadskridende fra højre mod venstre, ser man et stort antal figurer, både mandlige og kvindelige. Mændene bærer lange, vide bukser og en kort tunika. Kvinderne har dragt med slæb og en overjakke. Flere af figurerne, både de mandlige og de kvindelige, bærer spyd, nogle af mændene har desuden et skjold og et sværd. Vævningen er kun dårligt bevaret, men dog nok til at vise, at den var vævet i mange forskellige farver uld, mest rød, gul og sort med en geometrisk bort. Originalen er 23 cm høj.

Rekonstruktion af vævningen fra skibsgraven i Oseberg. Man ser en statelig procession, måske en begravelsesprocession med to rækker heste, som skrider fremad fra højre til venstre. Tre af hestene trækker vogne. Der er to figurer siddende i en af vognene, tilsyneladende er det kvinder. Mellem hestene, ligeledes fremadskridende fra højre mod venstre, ser man et stort antal figurer, både mandlige og kvindelige. Mændene bærer lange, vide bukser og en kort tunika. Kvinderne har dragt med slæb og en overjakke. Flere af figurerne, både de mandlige og de kvindelige, bærer spyd, nogle af mændene har desuden et skjold og et sværd. Vævningen er kun dårligt bevaret, men dog nok til at vise, at den var vævet i mange forskellige farver uld, mest rød, gul og sort med en geometrisk bort. Originalen er 23 cm høj.

Fra Danmark kender man også to fund af aristokratiske kvindegrave fra det 10. århundrede. I begge tilfælde er dragten uden skålformede spænder. Det er fundene fra Hørning Kirke og Hvilehøj i Midtjylland, som vi skal høre nærmere om nedenfor.

De smykker, som ikke havde nogen funktion i dragten, kom sjældent med i gravene, og vi kender dem derfor ikke særlig godt. Det var armringe, halsringe, halskæder og hængesmykker. Fingerringe blev sjældent brugt, og ørenringe tilsyneladende slet ikke. De blev derimod almindeligt brugt af de slaviske folk syd for Østersøen.

Noter

78: Om vikingetidens kvindedragt se I. Hägg 1971; 1974; 1986; E. Munksgaard 1974; M. Hald 1980; F. Bau 1981; B. Lønborg 1999; E. Roesdahl 2001, s. 38 ff. Se også A. Hedeager Krag (red.) 2003.

79: B. Lønborg 1999.

80: B. Lønborg 1999.

81: I. Jansson 1985.

82: B. Lønborg 1999. Der kendes ca. 400 skålformede spænder fra det sydskandinaviske område, alle udført i bronze. Det er kun en lille del i forhold til antallet i Norge og Sverige, hvor der er fundet over 3000. I. Jansson 1985.

83: K. Pettersson 1968.

84: Bl.a. en sølvfigur fra Grödinge i Södermanland og en fra Tuna i Uppland, se F. Bau 1981, s. 15.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Kvinderne i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 10. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431081

Afsnittet Kvinderne er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet