Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De dødes grave

Oprindelig forfatter JJe

Også i vikingetiden gælder det, at skal man søge sporene efter de levende, må man gå til de dødes grave. Som det fremgår af kortet på næste side, kender vi dem i stort tal fra hele landet. De forekommer både i form af jordfæstegrave1 og i form af brandgrave.2 De sidste er især almindelige i det nordlige Jylland, men forekommer også i de øvrige dele af landet, inkl. Nordslesvig og Skåne.3

Almindeligvis er vikingetidens brandgrave ikke fattigere end de almindelige jordfæstegrave. Men over hele landet var variationerne i gravskikkene store. Man anlagde brandgrave under små, lave høje, og under cirkulære, ovale, trekantede eller firkantede høje. Og man anlagde dem også i ældre høje eller under flad mark. Brandgravene kunne være udformet som brandpletter, urnebrandgruber og urnegrave. Også jordfæstegrave anlagde man både i høje og under flad mark. De kunne være udformet som simple jordgrave, eller den døde kunne være lagt i en plankekiste eller en bulkiste. Var den døde en kvinde, kunne hun blive begravet i en vognfading. Endelig kunne jordfæstegravene være kammergrave, i nogle tilfælde forsynet med gravhuse.

 Gravpladser fra vikingetiden i de gammeldanske lande.

Gravpladser fra vikingetiden i de gammeldanske lande.

Set under ét afspejler denne mangfoldighed af gravformer et samfund med mange regionale forskelle, men også med kolossale forskelle mellem høj og lav. Og det var ikke forskelle, der udlignedes, når døden indfandt sig. Kammergraven i Jelling, skibsgraven ved Ladby og en god del rigt udstyrede kammergrave, som vi senere skal høre nærmere om, udgør toppen af pyramiden. Under dem var der et utal af beskedne eller fattige grave, som rummede de befolkningsgrupper, der hørte til længere nede i samfundspyramiden.

Annonce

Her taler vi dog kun om vikingetidens hedenske grave. For med kristendommens indførelse skete der afgørende ændringer i gravskikkene. I løbet af 900-tallet begyndte kristendommen at sætte sit præg på gravkulten. Kirken tillod ikke brænding af de døde. Gaver måtte ikke lægges i gravene, og begravelserne skulle ske på indviede kirkegårde. Hertil kom, at ligene skulle ligge på ryggen i udstrakt stilling med hovedet i vest og fødderne i øst.

Nu kunne man tro, at det ville være let at måle udbredelsen af den kristne tro ved at studere tidens grave. Men så enkelt er det ikke. Bl.a. må man konstatere, at også hedenske grave ofte rummer ubrændte lig uden gravgaver, og at de ligesom de kristne kan være orienteret i det mindste tilnærmelsesvis øst-vest. Modsat finder man også hist og her kristne grave, som indeholder gravgaver. I den første kristne tid måtte kirken affinde sig med, at befolkningen ikke uden videre kastede alle hedenske skikke bort. Det varede også længe, før der var så mange præster i landet, at der altid kunne være en præst til stede ved enhver begravelse.

Det var ikke særligt store mængder våben, der indgik i vikingetidens gravkult – det på trods af, at tiden ellers var krigerisk nok. En undtagelse er dog de kammergrave, hvori landets krigeraristokrati blev gravsat fra slutningen af 800-tallet, og som vi senere skal høre nærmere om. Her kan vi finde mænd gravlagt enten med særligt udsøgte våben eller med hele deres våbenudstyr. Men skikken at nedlægge mange våben i gravene ophørte i løbet af 900-tallet. Herefter blev de erstattet af økser alene. Bl.a. er en lille gruppe fremstående mænd gravsat med sølvindlagte økser alene.4 Også grave med redskaber er ret sjældne i vikingetidens Danmark. Her udgøres undtagelsen af nogle få smedegrave.5 I kvindegravene er smykker forholdsvis almindelige. Man finder skålformede fibler, pladefibler, trefligede fibler, armringe og halssmykker – og man finder skrin med metalbeslag og tenvægte. Fælles for begge køn var forskellige typer af remspænder, kamme, lerkar, trækar, hvæssesten, mønter og perler (dog mest almindelige i kvindegravene). Men mange våben og smykker må i vikingetiden være blevet videregivet som arv i stedet for at blive brugt som gravgaver. De sølvsmykker, som optræder i f.eks. skattefundene, forekommer så at sige aldrig i gravene. Mon ikke de udgjorde familieformuen hos de velhavende slægter?

Fysisk set adskilte vikingetidens mennesker sig ikke væsentligt fra deres forfædre og -mødre tidligere i årtusindet. Ved en antropologisk undersøgelse i 1984 kunne man udskille i alt 320 individer fra vikingetiden, hvoraf dog kun knap 9% var børn.6 Disse er således stærkt underrepræsenterede, som de er det i alle forhistoriske populationer. Den gennemsnitlige legemshøjde var 172,6 cm for mænd og 158,1 cm for kvinder. Det var kun en lille og sikkert ubetydelig forskel i forhold til tidligere tider.7 Der er intet der tyder på genetiske forandringer i den danske befolkning i løbet af jernalderen. De små forandringer, som kan iagttages, må generelt forklares ud fra ændringer i levevilkårene.

 Tværsnit af vognen fra skibsgraven i Oseberg, Norge.

Tværsnit af vognen fra skibsgraven i Oseberg, Norge.

Et enkelt træk er dog vigtigt: Ligesom i tidligere tider af jernalderen kan man konstatere, at jo rigere en grav var, des større var den dødes gennemsnitshøjde – det gjaldt både i mands- og kvindegravene. Forklaringen er enkel: var et menneske socialt set bedre stillet, fik det også en rigere og sundere kost – og det satte naturligvis sit præg på legemshøjden.

Men lad os tage et vue ud over landet som helhed og se på nogle af de gravpladser, som blev det sidste hvilested for vikingetidens mennesker.8 Om størrelsen af befolkningstallet i vikingetiden har man naturligvis ingen sikker viden. Men man har anslået, at den ved oldtidens slutning omfattede omkring 7-800.000 mennesker.9

Helt oppe i det nordligste Jylland finder man f.eks. gravpladsen Ris Fattiggård.10 Den er typisk derved, at de fleste af gravene indeholder ingen eller kun nogle ganske få gravgaver. Når det sidste var tilfældet, var den døde også gerne begravet i en trækiste. Her skimter man en første forskel mellem rig og fattig.

En lignende overvægt af brandgrave fandt man også på den gravplads, der hørte til vandrelandsbyen Lindholm Høje11 (se Sort vældede bålrøgen op). Ligesom i Ris Fattiggård var brandgravene dækket af småhøje, der ofte skjulte stensætninger, som kunne være tresidede, cirkulære, ovale eller skibsformede. Gravformen havde i øvrigt mange lighedspunkter med gravene på den anden side af Kattegat, i Halland.12

Også på en gravplads ved Volstrup nær Sæby Å var brandgravene i overtal.13 Her udgravede man hen ved 250 brandgrave fra yngre germansk jernalder og vikingetid. Enkelte grave skilte sig ud fra flertallet. F.eks. var der over en brandgrav bygget en husformet blok af græstørv, over 3 m lang og 60 cm bred. At blokken skulle forestille et af tidens store beboelseshuse, tydede både de krumme vægge, de let indadhældende gavle og den buede tagryg på. Her havde man altså markeret den dødes fornemme byrd med et gravhus,14 en skik vi senere skal møde i flere forskellige udformninger, og som i øvrigt er kendt over store dele af Nordvesteuropa i vikingetidens sidste halvdel og den tidlige middelalder.

Bevæger vi os længere mod syd på halvøen, finder vi inde i bunden af Mariager Fjord, på et næs omgivet af sumpe, ringborgen Fyrkat. Fra vikingeborgen var der mod nordøst adgang til en gravplads, hvor de mennesker, der havde haft tilknytning til fæstningsanlægget i dets korte funktionstid, var begravet.15 Ned igennem gravpladsen løb nogle snorlige rækker af stolpehuller, som muligvis stammede fra en ceremonivej. På begge sider af den lå hen ved 30 grave, men i modsætning til gravene længere mod nord var de alle jordfæstegrave.

Det var påfaldende nok ikke krigergrave, der dominerede gravpladsen. Dem var der kun et par stykker af. De rigeste grave var derimod kvindegrave – der var i øvrigt også et forholdsvis stort antal børnegrave. Den rigeste af gravene rummede en kvinde, som lå på ryggen med hovedet i vestenden af graven. Som kiste havde man brugt en klinkbygget, ca. 2 m lang vognfading med buet bund og lige gavle, formentlig havde den været lukket med et låg.

Om kvindens dragt er der ingen sikre oplysninger. Ved den højre side af hendes hoved lå et gotlandsk dragtsmykke og ved hendes venstre side en glat bronzeskål. Gravgaverne omfattede desuden to drikkehorn, et stegespid, en kniv, nogle personlige ejendele og smykker, bl.a. et sølvhængesmykke som måske var af russisk oprindelse. Endelig var der et lille skrin i fodenden af graven, som indeholdt bl.a. en spindesten og saks.

Endnu en vognfadingsgrav blev fundet på gravpladsen – og som vi senere skal se, var det en almindelig begravelsesform for socialt højtrangerende kvinder i vikingetiden. Ellers var den almindeligste gravform på Fyrkat-gravpladsen enkle kistegrave. Som helhed adskilte gravpladsen sig ikke fra andre samtidige. I gravformerne var der intet, som fortalte, at Danmark officielt allerede var blevet et kristent land nogle år før borgens grundlæggelse. Men der var i øvrigt heller ikke noget krigerisk præg over gravene. Alle var de almindelige enkeltgrave, der rummede både mænd, kvinder og børn.

Samme enkle mønster finder man på en stor gravplads fra vikingetiden ved Over Hornbæk, 6 km vest for Randers.16 Den var anlagt omkring en stenalderhøj og spredte sig i vifteform derfra. Over hundrede grave blev undersøgt, hovedparten var fra 900-årene, resten var lidt ældre. Igen var der enkelte grave for personer af høj rang, der skilte sig ud fra flertallet. Der var f.eks. et par kammergrave med dødehus. Og der var 13 våbengrave, hvoraf et par var ryttergrave med sporer, økse og skjold. Øksegravene var i det hele taget de almindeligste blandt våbengravene, som de også er det i landet som helhed. Enkelte kvindegrave hørte også til de øvre sociale lag. En af dem var markeret med en lille stolpebygget bygning, hvori den døde var begravet med bl.a. et skrin med tilhørende nøgle og andre dele af et fornemt kvindeudstyr.

 En af vognfadingsgravene fra Fyrkat. Planen øverst viser nagler og søm fra vognfadingen samt resterne af den døde. Nederst er vist et rekonstrueret tværsnit af vognfadingen og vognbukken. Sammenlign med Osebergvognen på foregående side.

En af vognfadingsgravene fra Fyrkat. Planen øverst viser nagler og søm fra vognfadingen samt resterne af den døde. Nederst er vist et rekonstrueret tværsnit af vognfadingen og vognbukken. Sammenlign med Osebergvognen på foregående side.

Ser man bort fra de få rigere grave, så var hovedparten af gravene ganske enkle. De bestod af en plankekiste eller en bulkiste og rummede et beskedent indhold af dagligdags genstande. Hertil kom en gruppe af fundtomme grave, enten for personer af lav social status, eller det var kristent påvirkede grave. I enkelte grave var der tillige brændte menneskeknogler. Måske det er spor af trælle, som blev ofret i forbindelse med gravlæggelsen.

Gravhuse af den art, man fandt på Over Hornbæk-gravpladsen ved Randers, fandt man også på en lille gravplads ved Hummelure nordvest for Århus.17 Her lå der på to af gravene rektangulære gravhuse, små, fritstående bygninger, ca. 2,5 x 1,5 store. Skikken at bruge gravhuse fik med tiden et solidt tag i Nordvesteuropas kristne befolkning, men dens oprindelse ligger i forhistorisk tid.18 Gravhusene må have indtaget en central rolle i den hedenske dødekult. Ifølge ældgamle, førkristne forestillinger var en afdød de første 30-40 dage efter dødsfaldet endnu til stede blandt de levende. Først herefter ville sjælen begive sig til dødsriget. Gravhusene kan være tiltænkt de døde som et opholdssted i denne overgangsperiode.19

Gravhuse hørte dog til undtagelserne på vikingetidens gravpladser. De fleste var som f.eks. den gravplads, der blev udgravet ved Hesselbjerg, ikke langt fra en samtidig landsby ved Over Randlev i det østlige Midtjylland.20 Hen ved 100 grave blev udgravet, langt de fleste jordfæstegrave. Ingen særlige gravtyper blev fundet, de fleste var blot simple nedgravninger, resten havde rummet plankekister samlet med søm. Gravgaverne var ganske jævne – knive og bæltespænder af jern, hvæssesten samt lerkar. Kun en enkelt grav rummede et lidt rigere udstyr.

Traditionelt betragtes grave med gravgaver som hedenske. Men i et lille antal tilfælde har man fundet jordfæstegrave fra det 10. århundrede, som foruden kristne kors også indeholdt andre gravgaver.21 Først i slutningen af det 12.århundrede forsvinder gravgaver helt, måske i forbindelse med anlæggelsen af gravpladser rundt om kirkerne. Dog er hovedparten af jordfæstegravene fra vikingetiden fattige, og de følger tilmed ofte de kristne regler, f.eks. øst-vest-orientering af liget med hovedet i vest. En stor gruppe grave, næsten alle fra Skåne og Bornholm, er dog orienteret nord-syd.

Gravhøje synes ikke at have været ret almindelige på vikingetidens gravpladser med undtagelse af Bornholm. Dog må der have været flere af dem, end nutiden lader ane. Det fornemmer man f.eks. på gravpladsen Træhede, der ligger en snes km sydvest for Haderslev ved nordbredden af Sønderå.22 På et fladt hedeslette-plateau langs åen lå fem gravhøje, og lidt længere mod nord lå yderligere fire høje, alle formentlig fra vikingetiden. Ved gravhøjene lå også en halv snes jordfæstegrave under flad mark.

Hele tre af gravene på Træhedegravpladsen var kammergrave. Det var almindeligvis en gravform, der var forbeholdt samfundets øverste. Men på Træhede-gravpladsen var kammergravene ganske sparsomt udstyrede. I en fandtes kun en økse og en hvæssesten, i en anden fandtes en kniv og en Thorshammer, mens den sidste var helt tom.

Kommer vi syd for den nuværende dansk-tyske grænse, til Hedeby-området, er kammergravene endnu mere almindelige. Formentlig beror det på en intens arkæologisk aktivitet. De talrige gravpladser, som hører til Hedeby, rummede begravelser af mennesker med vidt forskellig kulturel baggrund, heriblandt slaver og frisere såvel som danere og saksere. Man anslår, at gravpladserne ved Hedeby rummer ca. 12.000 grave, hvilket forudsætter et konstant indbyggertal på godt 1000 i de 300 år, byen blomstrede.23 En del veludstyrede grave vidner om relativt højtstående menneskers tilstedeværelse, men man har endnu ikke fundet spor efter en rummeligere bolig, som ville være passende for en rigmand eller en kongelig embedsmand. Måske boede de slet ikke på den stinkende markedsplads, men ovre på nordsiden af Slien.

Af kammergrave finder man et forholdsvis stort antal i Hedeby-området. Der er 10 kammergrave på gravpladsen inden for halvkredsvolden og 5 kammergave på den såkaldte Sydgravplads.24 Til sammenligning kan nævnes, at der fra hele Jylland, inklusive Slesvig, kendes 20 gravpladser med i alt ca. 60 kammergrave.25

Rig på kammergrave var også gravpladsen ved Thumby-Bienebek på halvøen Schwansen ikke langt fra Hedeby.26 Foruden begravelser i jordgruber og trækister rummede pladsen 12 kammergrave, som oprindelig havde været dækket af høje, omgivet af en ringgrøft. I modsætning til de øvrige grave var samtlige kammergrave udstyret med våben, rideudstyr, smykker, personligt udstyr, bordservice og heste. Fem af kammergravene var kvindegrave med vognfadinger, fire var ryttergrave.

 I en stormandsgrav i Stengade på Langeland lå den dødes ridehest i den ene ende af graven. Stormandens gravgaver bestod i øvrigt af sværd, økse, skjold og lanse samt det rideudstyr, der hørte til den dræbte hest.

I en stormandsgrav i Stengade på Langeland lå den dødes ridehest i den ene ende af graven. Stormandens gravgaver bestod i øvrigt af sværd, økse, skjold og lanse samt det rideudstyr, der hørte til den dræbte hest.

Ryttergrave fandt man også på gravpladsen Stengade på Langeland.27 Den lå på et næs, der skød sig ud i moseområderne ved Løkkeby, 10 km nordøst for Rudkøbing, og havde oprindelig været omgivet af åbne, overdrevsagtige arealer med spredt skovbevoksning. På gravpladsen fandt man et stort antal jordfæstegrave fra vikingetiden.28 De fleste af gravene var orienteret øst-vest, og almindeligst var plankekister, men også bulkister forekom. Hen ved en tredjedel af gravene var uden kistespor, og i hvert fald en del af disse har med sikkerhed ikke rummet en kiste. Hertil kom imidlertid seks grave, hvor et stort gravkammer var opført i graven. Kammergravene i Stengade var med en enkelt undtagelse29 ganske jævnt udstyrede.

En enkelt var af særlig interesse, idet den indeholdt to skeletter, formentlig en herre og hans slave. Den ene af de døde var i hvert fald halshugget, mens den anden var gravlagt i en fin klædning og havde fået et spyd med sig i graven.

Stengade-gravpladsen er af udgraveren foreslået opdelt i seks grupper af grave svarende til seks familier. Er tanken rigtig, må man forestille sig, at den landsby, som gravpladsen hørte til, bestod af seks gårde, der formentlig alle var af beskeden størrelse.

Også på Fyn kan man træffe gravpladser med kammergrave, f.eks. i Rosenlund ved Langeskov,30 hvor der mellem elleve jordfæstegrave med simpelt gravgods lå en enkelt rig kammergrav med et rigt våben- og rideudstyr (se Mand og våben). Men ellers bliver kammergravene sjældnere, jo længere østpå man kommer i Danmark.

 Massegrav fra ringborgen Trelleborg.

Massegrav fra ringborgen Trelleborg.

På Sjælland er navnlig gravpladsen ved ringborgen Trelleborg interessant. Borgen blev opført i 980/81, og gravpladsen lå umiddelbart uden for dens østport, men inden for ydervolden.31 Den omfattede 133 grave, hvoraf tre var regulære massegrave. Samtlige grave var jordfæstegrave, som lå vendt øst-vest. I hen ved en fjerdedel af gravene var der spor af trækister i form af en eller flere nagler. Men generelt var gravene sparsomt udstyrede, tre fjerdedele af dem indeholdt slet ingen gravgaver.

Gravpladsen havde været brugt både af borgens beboere og af dem, der levede på den måske kristne storgård, som blev anlagt på stedet, da borgen efter at have været i brug i forholdsvis kort tid blev brændt ned.32 Desværre er det ikke muligt at skelne mellem de to grupper beboere, dog ser de begge ud til at have omfattet familier, da gravpladsen både rummede børn og voksne, mænd og kvinder. En stor del af de gravlagte var mennesker i alderen 20-35 år, netop den krigs- og arbejdsduelige alder.33 Det kan man naturligvis forklare med, at både borgen og storgården har haft en forsvarsmæssig funktion, men samtidig også har fungeret som produktionsog reparationssted for bl.a. skibe. Andre håndværk har også været udøvet på pladsen.34

Selv om Trelleborg var et militært anlæg, er det kun gravpladsens tre massegrave, der har et krigerisk præg.35 De mennesker, der var gravlagt her, var generelt mellem 20 og 35 år gamle. I en af gravene var fem mennesker gravlagt med armene omkring hinanden, i en anden var de døde nedlagt således at tre lå med hovedet i vest og de sidste to ovenpå med hovedet i øst. Der synes ikke at have været nogen større omhu forbundet med begravelsen af disse mennesker. Måske behøver man ikke at se dem som døde krigere. De kan eventuelt også være „tvangsarbejdere“ fra borgens opførelsestid.

 Alle tænkelige varianter af grave var i brug i vikingetiden. Af kistetyper brugte man alt fra simple plankekister over genanvendte klædekister til vognfadinger og skibe.

Alle tænkelige varianter af grave var i brug i vikingetiden. Af kistetyper brugte man alt fra simple plankekister over genanvendte klædekister til vognfadinger og skibe.

Helt ovre i øst, på Bornholm, finder vi grave fra vikingetiden på hen ved en halv snes gravpladser.36 Der er gerne tale om grave indrammet af en eller anden form for stensætning, eller de døde ligger i små stenkister37 Gravskikken er overvejende jordfæste.

De bornholmske grave er generelt beskedent udstyrede. Det gælder i særdeleshed mandsgravene, som imidlertid kan være svære at identificere. Kun fra den tidligste del af vikingetiden kender man enkelte våben- og ryttergrave. Det er tilsyneladende en arv fra de foregående århundreder. Derefter dør skikken ud.

De bornholmske grave fra vikingetiden var generelt vendt nord-syd, den døde lå med hovedet i nord. Ud fra denne særegne orientering kan man følge kristendommens fremtrængen på øen i det 10. og 11. århundrede. En øst-vest orientering af de døde finder man f.eks. på gravpladserne i Slamrebjerg,38 Munkegård39 og Runegård,40 som må høre hjemme i slutningen af det 10. århundrede og 11. århundrede. Ingen af de tre gravpladser kan dog karakteriseres som rent kristne. De stammer formentlig fra den overgangsfase, hvor man på Bornholm også begyndte at rejse runesten udsmykket med kristne symboler.41

Lidt senere, dvs. fra 2. halvdel af det 11. århundrede, og formentlig rent kristen er en gravplads med over 500 grave udgravet ved Grødbygård.42 I de fleste grave var der spor af trækister, og øst-vest-orienteringen blev strengt overholdt. Tilsyneladende blev kvinder begravet i den nordlige, mænd i den sydlige del af gravfeltet. Pladsen kan have været indhegnet, og det er muligt, at der har stået en kirkebygning i dens midte.

Som det nu er fremgået, er det for det meste et beskedent indtryk, man får af vikingetidens gravskikke i Danmark. Og så mangler der endda noget, nemlig gravene med de mennesker, som man i døden blot overlod til sig selv, „så hundene og rovfuglene kunne æde dem“,43 nemlig trællene – og de må have været talrige. For vikingetidens samfund var et slavesamfund. Det havde oldtidssamfundet for så vidt været længe. En af de første gange, danerne nævnes i Europas historie, er i forbindelse med slavetogter til det nordvestfrankiske område i begyndelsen af det 6. århundrede.44 Og det er ikke sjældent, at man senere i klosterkrøniker og rigsannaler kan læse, hvordan de angribende nordboer plyndrede byer og klostre „og førte mange fangne kvinder bort derfra samt en umådelig mængde gods af forskellig art“, som der f.eks. står i klosterannalerne i Xanten ved Rhinen under året 837.45

Kun en sjælden gang kan vi spore disse elendige, bortførte mennesker i tidens grave. I en dobbeltgrav fra 900-årene fra Stengade på Langeland var en herre f.eks. begravet sammen med sin træl. Den sidste synes at have haft fødderne sammenbundet, og hovedet lå helt forkert i forhold til kroppen. Formentlig var trællen blevet halshugget ved begravelsen.46

 I en grav fra Gerdrup på Sjælland fandt man en mand, sikkert en træl, med sammenbundne fødder og hænder. Der var tydelige tegn på, at hans hals var brækket voldeligt. Den herre han måtte følge i graven var en kvinde. Ejendommeligt nok var hun gravlagt med våben, og hendes krop var blevet dækket med store sten. Formentlig ønskede man ikke, at hun skulle forlade graven igen.

I en grav fra Gerdrup på Sjælland fandt man en mand, sikkert en træl, med sammenbundne fødder og hænder. Der var tydelige tegn på, at hans hals var brækket voldeligt. Den herre han måtte følge i graven var en kvinde. Ejendommeligt nok var hun gravlagt med våben, og hendes krop var blevet dækket med store sten. Formentlig ønskede man ikke, at hun skulle forlade graven igen.

I Gerdrup, 10 km nord for Roskilde, fandt man i en grav fra det 9. århundrede en kvinde begravet sammen med en mand på omtrent samme alder. Begge de gravlagte lå på ryggen med hovederne i nord. Ejendommeligt nok var kvinden udstyret med en spydspids og en kniv. Ved siden af hende lå manden, hvis fødder var bundet sammen ved anklerne. Hans hoved var vredet ned mod venstre skulder, og alt tyder på, at hans nakke var blevet brækket ved gravlæggelsen.47

En træl, hvis hoved med et enkelt hug var blevet skilt fra kroppen, fandt man begravet sammen med en ældre mand ved den 80 m lange skibssætning i Lejre, landets største.48 Snittet i trællens halshvirvel sås tydeligt. Det må have været en træl, der måtte følge sin herre i døden for at opvarte ham i det hinsidige – en skik vi også kender fra pålidelige skriftlige overleveringer. Lejretrællen var placeret direkte oven på sin herre, som formentlig havde ligget i en kiste. Den hovedløse krop lå på maven og i en stilling, som kunne tyde på, at hænder og fødder havde været bundne.

Som et eneste lille lyspunkt i dette mørke kan man læse teksten på en runesten fra Hørning i Jylland. Den fortæller om en frigiven slave, som det åbenbart gik godt: „Toke smed rejste stenen efter Troels Gudmunds søn, som gav ham guld og frelse“ – dvs. frihed.

Nok gav kristendommen en vis tilskyndelse til at frigive trællene, men slaveholdet ophørte nu ikke med den nye religion. I landskabslovene fra middelalderen kan man læse om trællenes retsstilling eller rettere mangel på sådan. Det fremgår her, at den kristne kirke anerkendte, at også trælle havde en sjæl og dermed behov for Guds frelse. De kunne således deltage i gudstjenesten. Men kirken skelnede mellem sjæl og legeme – og trællenes legeme kunne fortsat bindes i ufri trældom.

Noter

1: J. Brøndsted 1936.

2: T. Ramskou 1950. Om vikingetidens gravformer se desuden H.U. Kleiminger 1993.

3: F.eks. i Bindeballe, Bindeballe sogn, T. Ramskou 1950, nr. 12; Langballigau ved Flensburg, M. Müller-Wille 1974; Husum, Nordfriesland, M. Müller-Wille 1974, nr. 38; Bordelum, Nordfriesland, M. Müller-Wille 1974, nr. 39; Boren, Terkelsborg, Schleswig, M. Müller-Wille 1974, liste 2, nr. 25; Ketelsby, Hegelholz, Schleswig, M. Müller-Wille 1974, nr. 32; Glavendrup, Skamby sogn, E. Albrectsen 1959; Glumsø, Glumsø sogn, T. Ramskou 1950, nr. 22; Stockholmsgården, Vallebergs sogn, Skåne, M. Strömberg 1961, s. 32 ff.; Hagestad, Löderup sogn, Skåne, M. Strömberg 1961, 30), både under flad mark og under høj. Fundliste over de gravpladser, der er fremlagt i litteraturen se U. Näsman 1991a, s. 174 ff. og H.U. Kleiminger 1993, s. 161 ff.

4: U. Näsman 1991a.

5: M. Müller-Wille 1977.

6: B. Sellevold et al. 1984.

7: I den romerske jernalder var den gennemsnitlige legemshøjde for mænd 170,1 og for kvinder 159,9 cm.

8: Katalog over samtlige vikingetidens grave i det gammeldanske område, se H.U. Kleiminger 1993.

9: J. Jensen 1979, s. 189.

10: T. Ramskou 1951,3.

11: T. Ramskou 1954, 1976; Johansen & Trolle 1994.

12: F. Svanberg 2003, s. 135 ff.

13: T. Nilsson 1994b.

14: Graven rummede en 16-17-årig kvinde begravet med et skålformet spænde fra første halvdel af 900-årene.

15: Roesdahl & Nordqvist 1971; E. Roesdahl 1977.

16: B.H. Nielsen et al. 1985, 1986a-b; H.U. Kleiminger 1993, s. 127.

17: J. Jeppesen 1986.

18: B. Stoklund 1964.

19: T. Nilsson 1994b.

20: J. Jeppesen 1999.

21: F.eks. J. Brøndsted 1936, s. 128, nr. 70. Ketting, Midtjylland, en gravplads med en snes jordfæstegrave, orienteret øst-vest. En af gravene var en plankekiste, som indeholdt et korsformet hængesmykke af sølv sammen med andre gravgaver, muligvis en vognfadingsgrav. Se også M. Müller-Wille 1976, grav 21.

22: S.W. Andersen 1987.

23: E. Andersson 2003, s. 116; M. Müller-Wille 1984, s. 425. Hen ved 1300 af de ca. 12.000 grave er blevet arkæologisk undersøgt.

24: Desuden er der 6 på gravpladsen ved Süderbrarup på halvøen Angel, M. Müller-Wille 1976.

25: M. Müller-Wille 1991.

26: M. Müller-Wille 1976.

27: Stengade I: J. Brøndsted 1936, s. 149, nr. 87; Stengade II: J. Skaarup 1976.

28: I Stengade I, udgravet 1905, fandt man 4 jordfæstegrave, hvoraf en var en kammergrav med et rigt rytterudstyr: sværd, økse, skjold, lanse, sporer, seletøjsudstyr og den dræbte ridehest. I Stengade II, der lå 400 m fra Stengade I, udgravet 1972-73, fandt man 83 jordfæstegrave fra vikingetiden, 37 var fra den ældre romerske jernalder.

29: Stengade I, hvor der var en rig kammergrav, J. Brøndsted 1936, s. 155.

30: J.A. Jacobsen 2000.

31: P. Nørlund 1948; Petersen & Woller 1989; Sellevold et al. 1984.

32: T. Christensen 1987a.

33: Blandt de kønsbestemte skeletter fra Trelleborg-gravpladsen er der en overvægt af mænd. Men da de fleste af Trelleborg-skeletterne ikke har kunnet kønsbestemmes, er resultatet ikke afgørende.

34: E. Roesdahl 1977, s. 166f.

35: Massegravene 23, 47 og 87.

36: Alle de kendte gravpladser er lokaliseret i Østerlarsker sogn: Lillevang, J. Brøndsted 1936, nr. 121; Sølvklippen, J. Brøndsted 1936, nr. 122; Melsted, J. Brøndsted 1936, nr. 123; Kobbeå, J. Brøndsted 1936, nr. 124; A. Nørgård Jørgensen 1991b; Sigtegård, J. Brøndsted 1936, nr. 128); Bøgebjerg, J. Brøndsted 1936, nr. 130, C.J. Becker 1953a; Sønderegård, J. Brøndsted 1936, nr. 131.

37: F. Svanberg 2002, s. 121 ff.

38: J. Brøndsted 1936, nr. 133; M. Watt 1983, 1985.

39: J. Brøndsted 1936, nr. 135; M. Watt 1983, 1986.

40: M. Watt 1983, 1984, s. 27 ff.; 1985.

41: D. Serlander 1994.

42: Wagnkilde & Pind 1991; H. Wagnkilde 1999.

43: Ordene er den arabiske rejsende Ibn Fadlans, som omkring 920 mødte nordiske vikinger ved Volga-floden. J. Bæk Simonsen 1985.

44: Gregor af Tours 1955-56: III,3. Se K. Randsborg 1991, s. 157.

45: E. Roesdahl 2001, s. 62.

46: E. Roesdahl 2001, s. 39.

47: T. Christensen 1981.

48: H. Andersen 1958.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De dødes grave i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431079

Afsnittet De dødes grave er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet