Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Guldhornene fra Gallehus

Oprindelig forfatter JJe

Blandt de mange fund fra den nordiske guldalder er guldhornene fra Gallehus i Sønderjylland det fund, der rager op over alle andre.71 De to prægtige horn med en samlet vægt på næsten syv kg blev fundet med 95 års mellemrum på samme mark i Gallehus ved Møgeltønder, ude i det lave sydvestjyske land, der længst i vest ender i marsken. Grå som bly kan den ligge derude under en fralandsstorm. Længere inde finder man de lavtliggende marker, ensartet grønne, hvor blæsten uophørligt går over den klamme jord.

Der har nu nok mere været sommerlys over sceneriet, da det først fundne horn, det lange, dukkede op den 20. juli 1639 i et vejspor gennem landskabet nær Møgeltønder.72 Det var pigen Kirsten Svendsdatter fra Østerby, der tilfældigt med foden stødte på hornet, der lå, så det delvis ragede op over markfladen. Efter diverse omskiftelser endte hornet hos landets monark, Christian 4., der ifølge den ældgamle danefælov var den retmæssige ejer.73 Kongen gav det til sin ældste søn, tronfølgeren, den udvalgte prins Christian, som var, hvad man kunne kalde et miljøskadet barn af renæssancen.74 Til trods for, at han på dette tidspunkt kun var 36 år gammel, var hans helbred allerede nedbrudt. Det søde hofliv havde krævet sit af ham. „Man siger,“ udtalte en engelsk gesandt, der dengang opholdt sig ved det danske hof, „at det her er skik og brug at være fuld i tre dage i træk.“

 De kopier af guldhornene, som Frederik 7. i 1861 lod fremstille til Oldnordisk Museum i København.

De kopier af guldhornene, som Frederik 7. i 1861 lod fremstille til Oldnordisk Museum i København.

Ved overdragelsen af gaven havde Christian 4. udtrykt ønske om, at der af hornet skulle gøres et „drikkebæger til oldtidens ære“. Det skete dog heldigvis ikke. Takket være hofjunkeren Joachin Gersdorff blev hornet bevaret. Gersdorff gjorde opmærksom på, at hornet i oldtiden måtte have været et drikkehorn. Man kunne altså bevare dets oprindelige funktion ved at anbringe en guldskrue som lukke for hornets smalle ende. Som sagt, så gjort. En skrue blev fremstillet, og på dens side blev indgraveret: „Denne Skrufe er giort af ny 1639“. Midt i indskriften satte man et kronet C, der omsluttede et 5-tal.75 Herefter var hornet at finde på prinsens bord på Nykøbing Slot, så det kunne bruges i drikkelag. 1 1/4 liter væske kunne det rumme.

Annonce

At man vitterlig drak af det, kan oldforskeren Ole Worm (1588-1654) bevidne. Hen på sensommeren 1640, altså et år efter at hornet var fundet, besøgte han som kongelig livlæge Nykøbing Slot for at tilse den udvalgte prins. Worm var, ud over at være læge, professor ved Københavns Universitet. Han var ejer af en berømt samling af naturhistoriske genstande, oldsager og andre mærkværdigheder og beskæftigede sig bl.a. med studiet af runestenene og andre minder fra oldtiden.76 Ved sit besøg på Nykøbing Slot fik Worm mulighed for at se det enestående horn – og drikke af det. „I prinsens navn blev det rakt mig fyldt med vin“, fortalte Worm senere i et brev til en ven.

 Træsnit af det lange guldhorn fra Ole Worms beskrivelse fra 1641.

Træsnit af det lange guldhorn fra Ole Worms beskrivelse fra 1641.

Som den engagerede oldgransker Worm var, lod han straks udfærdige en tegning og en beskrivelse af hornet. Begge indgik i en afhandling, som den lærde mand lod trykke på latin kort tid derefter, ved nytårstid 1641.

Titlen på skriftet var DE AUREO CORNU (Om guldhornet). Da hornet senere blev stjålet og omsmeltet, er Worms skrift i dag hovedkilden til vor viden om det enestående fund. Det kobberstik, som indgik i afhandlingen, er den eneste eksisterende afbildning af hornet, som med sikkerhed kan siges at være lavet af en, der har haft det originale horn i hånden.

Det andet guldhorn blev fundet den 21. april 1734, kun nogle få skridt fra det første, af husmanden Jerk Lassen, der her gravede ler. Hornet var ikke fuldstændigt, det manglede den nederste del og var derfor kortere end det først fundne. I modsætning til Kirsten Svendsdatter, finderen af det første horn, der som tak for sin ulejlighed fik et skørt af kongen, fik Jerk Lassen i findeløn for det korte horn 200 rigsdaler. Han takkede pænt, men døde i øvrigt kort derefter.77

 Dekorationen på det korte guldhorn som afbildet i J.R. Paullis beskrivelse fra 1734.

Dekorationen på det korte guldhorn som afbildet i J.R. Paullis beskrivelse fra 1734.

Det nyfundne horn blev bragt til grev Schack på Schackenborg. Han afleverede det et par uger senere til kong Christian 6. i Flensborg, som derpå pålagde arkivar i rentekammeret, J.R. Paulli (ca. 1690-1759), at udfærdige en beskrivelse og afbildning af hornet. Ligesom Worm kunne også Paulli meget snart udsende en afhandling om den fundne mærkværdighed. Afhandlingen kom på tysk i 1734, og året efter på dansk med en dertil hørende tegning.78

Begge de to guldhorn indgik med tiden i de kongelige samlinger og opbevaredes i Det Kgl. Kunstkammer, som havde til huse i den bygning, der i dag rummer Rigsarkivet. Herfra blev de natten mellem den 4. og 5. maj 1802 stjålet og i tiden umiddelbart derefter af tyven indsmeltet. Tyven var Niels Heidenreich, en velbegavet svindler, der allerede en gang tidligere var blevet dømt for falskmøntneri. I 1797 var han blevet benådet og nedsatte sig nu som guldsmed i København. Forretningen gik imidlertid ikke godt, og for at råde bod herpå begik han i 1802 sin berømte forbrydelse: med en falsk nøgle skaffede han sig adgang til Kunstkammeret, hvor Guldhornene opbevaredes – og stjal dem. Hjemme i sin bolig på hjørnet af Studiestræde og Larsbjørnstræde omsmeltede han hornene efter at have slået dem itu. Af guldet lavede han spænder og efterligninger af indiske mønter (pagoder), ting der senere af køberne måtte tilbageleveres til staten, hvorefter oldtidsguldet atter indsmeltedes, denne gang på Den Kgl. Mønt. Forsvundet var da guldhornene, grundigt og til sidste rest.

 Det måske sidste guldhornsguld. Disse to ørenringe opbevares på museet i Ringe på Fyn. De er efter al sandsynlighed en rest af guldhornenes guld. Ørenringene blev af guldhornstyven Niels Heidenreich i 1802 foræret til en madam Nørregaard i København. Året efter blev Heidenreich afsløret, og politiet eftersporede resterne af de ødelagte og indsmeltede horn. Hos tyvens søster fandt man fem pund sammensmeltet guld, men størsteparten var allerede forarbejdet og afsat rundt om i byen. Ørenringene hos madam Nørregaard fandt politiet dog ikke.

Det måske sidste guldhornsguld. Disse to ørenringe opbevares på museet i Ringe på Fyn. De er efter al sandsynlighed en rest af guldhornenes guld. Ørenringene blev af guldhornstyven Niels Heidenreich i 1802 foræret til en madam Nørregaard i København. Året efter blev Heidenreich afsløret, og politiet eftersporede resterne af de ødelagte og indsmeltede horn. Hos tyvens søster fandt man fem pund sammensmeltet guld, men størsteparten var allerede forarbejdet og afsat rundt om i byen. Ørenringene hos madam Nørregaard fandt politiet dog ikke.

Det varede ikke længe, før tyven blev pågrebet, han tilstod og blev uden videre genindsat i fængslet til fortsat afsoning af den gamle straf. Tyveriet kom til at koste Niels Heidenreich 37 år af hans liv.

Det tragiske tab af guldhornene vakte stor opmærksomhed i samtiden. Flere skillingsviser blev skrevet til lejligheden. Men sin plads blandt nationens klenodier fik de to horn først, da den unge digter Adam Oehlenschläger (1779-1850) i 1803 udgav en samling digte, hvoraf et handlede om den forsvundne skat. Det er et af den unge danske romantiks prægtigste digte, fuld af himmelomspændende pragtbilleder. Den kun 24-årige digter ser guldhornene som et tegn fra guderne fra en tid, da himlen var på jorden og verden endnu udgjorde en enhed. En søgende menneskehed anråber guderne om et tegn. Den får tegnet, men berøves det igen, da ingen forstår at værdsætte det.

„Evigt bortsvandt helligdommen“, slutter Oehlenschlägers digt. Det er da også mere end 200 år siden, noget menneske har set de to klenodier. Alt, hvad vi i dag besidder, er de gamle afbildninger og beskrivelser af hornene. Ikke underligt, at der hersker nogen usikkerhed om, hvordan de oprindelig så ud. Vægten af det lange horn opgives noget forskelligt, men den synes at have været lidt under 3 kg. Størrelsen har Ole Worm målt på alle leder. Omregner vi til vor tids måleenhed, kan vi antage, at længden langs krumningens yderside har været lidt over 71 cm. Langs indersiden har den været 62 cm og over mundingen 10 cm.

 Drikkehornsbeslag fra våbenofferfundet i Nydam Mose, monteret på et moderne oksehorn. Bemærk de karakteristiske tværringe, som også findes på guldhornene.

Drikkehornsbeslag fra våbenofferfundet i Nydam Mose, monteret på et moderne oksehorn. Bemærk de karakteristiske tværringe, som også findes på guldhornene.

Om den oprindelige længde af det korte horn vil vi aldrig få sikker viden. Men mundingsdiameteren var atter her 10 cm, vægten var godt 3,5 kg. Så selv i sin ufuldstændighed vejede det korte horn altså mere end det lange. Formentlig har det været af sværere gods.

Så er der spørgsmålet, om hornene har været snoede. I 1950'erne blev den teori fremsat, at de havde været let snoede som oksehorn.79 Deri stemmer de for så vidt godt med lignende horn fra datidens Danmark, også selv om disse ikke har guldhornenens størrelse og kvalitet. Alle har de været snoede som oksehorn, af den simple grund at det faktisk er oksehorn, som blot på forskellig måde, gerne med tværringe, er blevet klædt i metal.80 Om deres anvendelse som drikkehorn er der ingen tvivl. Guldhornene har formentlig haft samme formål og kan både have indgået i verdslige og religiøse sammenhænge. Hvad angår den formodede snoning, har man også henvist til skyggelægningen på de gamle tegninger og hævdet, at den viser, at hornene oprindeligt havde været snoede.

 Kopierne af de to guldhorn fremstillet som snoede.

Kopierne af de to guldhorn fremstillet som snoede.

Det er imidlertid svært i Ole Worms beskrivelse at finde belæg for den snoede teori. Worm beskriver det lange horn som rotundum et incurvum, i den samtidige oversættelse gengivet: „trindt og krumt“ – at det skulle være snoet nævnes ikke. Man har også henvist til, at to af 1800-tallets oldgranskere, museumsmanden Christian Jürgensen Thomsen (født 1788) og historikeren E. C. Werlauff (født 1781)81 i deres ungdom har set hornene, og ingen af de to gjorde indsigelse, da man i 1860'erne fremstillede et par ikke-snoede „kopier“ af „den svundne helligdom“. Der er dem, der har ment, at det dermed skulle være muligt at slå en pæl igennem enhver tanke om guldhornssnoning.82 Spørgsmålet må dog betragtes som uafklaret. På Nationalmuseet opbevares der da også i dag to sæt „kopier“. Det ene er fremstillet på foranledning af Frederik 7. og skænket til Oldnordisk Museum i 1861. Her er hornene ikke snoede. Det andet sæt er fremstillet af kgl. Hofjuvelerer E. Dragsted i 1978 på foranledning af daværende rigsantikvar P. V. Glob83 – og det sæt er snoet. Enhver kan herefter danne sig sin egen mening.

Mere væsentlig er måske diskussionen om, hvor megen tiltro vi kan have til de gamle tegninger. Hvad angår det lange guldhorn, så ytrede Worm selv en vis utilfredshed med sin kobberstikkers arbejde; „Jeg havde gerne ønsket, at denne udmærkede mand havde drejet dette guldhorn så ofte i sine hænder som jeg,“ sagde han i et brev til en professorkollega. En lignende kritik blev i 1717 fremført af præsten Jørgen Sorterup. Det var dog især mod figurernes placering og indbyrdes afstand, at indvendingerne blev rettet. Derimod må man formode, at figurernes holdning, lem mernes stilling eller motivets hele art er nogenlunde korrekt gengivet. Det får man da også en vis bekræftelse på ved at sammenligne de to horns figurer. Her er mange gengangere, som giver mulighed for sammenligning.

 Et udvalg af motiverne på de to guldhorn.

Et udvalg af motiverne på de to guldhorn.

Vender vi os til det første horn, så får vi ganske god besked om dets udseende gennem Worms beskrivelse. Hornet var dobbelt og bestod af en glat indre skal samt en ydre, der var dannet af 11 brede, sammenstødende ringe. Når Worms tegning synes at vise 13 ringe, skyldes det efter hans eget udsagn, at de to sidste var leddelte og derfor ser ud, som var de fire. Ringenes ydersider var udsmykket med reliefbilleder og indpunslede ornamenter. Om hornets størrelse fortæller Worm, at dets ydre kurve målte to romerfod og 5 tommer. Det svarer i vor tids måleenhed til 71,3 cm.

Det andet horn, det korte, synes at have været udført i samme teknik som det lange, dets mål opgives imidlertid ikke. Paullis tegning er dog formentlig udført i naturlig størrelse. Det vil sige, at det sidst fundne horn oprindelig har været det største. Om end forskellen mellem de to næppe har været stor.

Megen usikkerhed om hornenes oprindelige udseende ville kunne fjernes, dersom vi var i besiddelse af de afstøbninger, som vi ved blev fremstillet i samtiden. Men også her forfølger vanskæbnen os. Et sæt afstøbninger gik til Italien, til den berømte kardinal Stephan Borgia. Men skibet forliste efter alt at dømme.84 Et andet sæt kopier blev sendt til den tyske lærde Böttiger i Dresden, men er også gået tabt. Hertil kommer, at formene til afstøbningerne blev kasseret. De mentes ikke at have nogen værdi. En elfenbenskopi blev også fremstillet, af den har man en afstøbning. Men den er uden kildeværdi.

Vi er altså i spørgsmålet om guldhornenes udseende henvist til samtidens beskrivelser og tegninger. Af dem er de to på side 114-15 gengivne de pålideligste. Men pålidelige i alle enkelthederne er de altså ikke.

Sammenligner man med andre danske guldfund, så finder man dog den samme kombination af påloddede relieffigurer og indpunslet ornamentik som på guldhornene. Det giver en temmelig sikker datering af hornene til den germanske jernalders første del, tiden efter ca. 400 e.Kr.

Selve udsmykningen kan man beskrive således: Det lange horns øverste billedfrise rummer en række menneskedyr og en énhåndet mand. Om billederne er arrangeret således, at de gengiver en fremadskridende fortælling, er ikke til at sige. En sådan fremstillingsform synes dog ikke at indgå i folkevandringstidens kunst. Under den første billedfrise kommer endnu en, hvor man ser en rytter, en bueskytte, en hornbærende figur og en mand med to dolke. Herunder igen er der en kentaur, to menneskedyr og to mandsfigurer, der krydser hinanden. Den stående figur har et sværd i højre hånd. Under denne er der en mand med økse og stav samt nogle dyrefigurer. Så følger et menneskedyr mellem to mænd, der holder en firkantet genstand over dets hoved. Og endelig følger et hornet og skægget hoved mellem to springende dyr. Nederst på hornet ser man dyreornamenter m.m. De indpunslede ornamenter rundt om på dette horn består fortrinsvis af slangefigurer og firbladsrosetter.

Det korte horn har tæt under mundingen en runeindskrift i det ældre runealfabet, som læses: „Jeg Lægæst Holtes søn (eller ætling) gjorde hornet“. Under indskriften er der en bred billedfrise, hvis centrum udfyldes af en hornet mandsfigur, som bærer ring, stav og spyd. Til højre for ham ser man en lignende figur med segl og stav, til venstre to omtrent ens figurer med sværd og skjold. Så følger et bælte med bueskytte, hind, slange og en trehovedet øksebærende figur, der fører en buk i bånd. Derunder igen en frise med rytter, hjort, slange, kentaur, tvehovedet dyr og et mandspar i krydsopstilling. Så følger et bælte med en seglbærende mand, der fører en sadlet hest i bånd. Og endelig følger en frise med en løbende mand, en mandsfigur med to dolke, en bueskytte m.m. De indpunslede ornamenter på dette horn udgøres først og fremmest af stjerner og dyrefigurer, dog ikke slanger som på det lange horn.

Ud fra den af Worm godkendte tegning af det lange horn kan man slutte, at dekorationen har bestået af påloddede relieffigurer, som griber ind over og forstyrrer en indpunslet ornamentik. Den sidste må altså være ældst på dette horn. Formentlig har det i sin første skikkelse kun været udsmykket med indpunslinger. De påloddede figurer må så være blevet anbragt senere end indpunslingerne, og ikke altid under hensyntagen til disse. På det korte horn ser det snarere ud til, at indpunslingerne tager hensyn til relieffigurerne. De kan altså være yngre end disse. Man har tolket dette sådan, at det lange horn skulle være ældst, mens det korte horn skulle være yngre. Yngst skulle endelig være det lange horns relieffigurdekoration.

At guldhornene er hjemlige produkter, er der god grund til at antage. Både teknikken og stilen er hjemlig, og ornamenterne kendes fra andre nordiske metalarbejder. Det gælder f.eks. de påloddede og pånittede figurer, stjerneornamenterne på det korte horn, og de indprikkede figurer på det lange. Stilen må nærmest betegnes som Sösdalastil, men elementer i den samtidige Nydamstil forekommer også (se Den første dyreornamentik). Indskriftens form og sprog tyder også på en lokal oprindelse, for den sags skyld gerne i det sydvestjyske område. Men hvad med selve figurmotiverne? Hvad forestiller de?

Almindeligvis forestiller man sig, at guldhornsbillederne fremstiller fortællende myter med et for os delvis ukendt indhold. Alligevel har det ikke skortet på forslag til tydninger. Det ældste blev givet af Ole Worm. Han mente, at det lange horn var en krigsbasun fra Frode Fredegods tid, og at billederne skulle udtrykke en formaning til menneskene om dyd og gode sæder.

Der var også dem, der satte hornene i forbindelse med den nordiske sagndigtning. Det gjorde f.eks. kapellanen ved Budolfi Kirke i Ålborg i 1812, da han udgav et skrift om guldhornene og talte for, at begge hornene havde hørt til Sigurd Fafnersbanes guldskat og af Gudrun var skænket til Møgeltønders tempel. Han mente desuden, at de var en slags kalender, som angav tidspunktet for kometers tilsynekomst, og at de var fremstillet i Odins værksted kort før dennes død i året 417 e.Kr. Ligesom mange andre på den tid forestillede kapellanen sig nemlig, at Odin var en historisk figur, en høvding som havde levet i Norden. Hans alder og dødsår havde man regnet sig frem til ved at gå ud fra Biblens slægtsregistre. Således kunne man f.eks. læse om Odin i historikeren P. F. Suhms (1728-1798) meget udbredte bøger om de nordiske folks oprindelse. Suhms kronologi hvilede blandt andet på de beregninger, som den irske prælat James Ussher havde foretaget på grundlag af Biblens slægtsregistre. Ifølge Ussher var verden skabt i året 4004 f.Kr., nærmere betegnet mandag den 23. oktober, klokken 9 om morgenen!

En forklaring i den nordiske gudelære fra vikingetiden søgte også arkæologen J.J.A. Worsaae i 1880.85 Han mente, at det lange horn med dets dekoration af slanger illustrerede Helheim og myterne om Loke og Balder, mens det korte horn med stjernerne fremstillede Valhals stjernesmykkede boliger, hvor Odin, Tor og Frey holdt til.

Af andre tolkninger kan vi nævne svenskeren Lars-Ivar Ringboms fra 1949. Han mente, at guldhornenes reliefbilleder gengiver situationer og optrin fra festspil af karnevalsagtig karakter og markedslignende præg, festspil af folkelig-religiøs art.86 Billederne skulle således skildre forårets store glædesfest, en slags karneval med udklædte mennesker, ringridning og gøgleroptog.

Som det ses, har det ikke manglet på fantasifulde tolkninger. Til gengæld har heller ingen af dem kunnet verificeres. Nutidens arkæologer har generelt forholdt sig mere forsigtigt til det vanskelige tolkningsproblem.87 I stedet har man søgt at arbejde på rent arkæologisk maner, dvs. man har søgt at finde de forskellige motivers oprindelse. Vi har tidligere set (se Et sjællandsk høvdingedynasti), hvordan nye motiver med romersk baggrund dukkede op i slutningen af den ældre jernalder, og hvordan et nordisk billedsprog udviklede sig i de efterfølgende århundreder. Netop det er guldhornene et godt eksempel på.

 Sammenslyngede figurer fra en rigt udsmykket sværdskede fundet i Nydam Mose på Als.

Sammenslyngede figurer fra en rigt udsmykket sværdskede fundet i Nydam Mose på Als.

En oprindelse i den romerske billedverden har f.eks. motivet med hinden og den diende kalv. Motiver med hjorte kan man bl.a. finde på de romerske lervarer med reliefbilleder, den såkaldte terra sigillatakeramik, som nåede hertil i det 2. og 3. århundrede (se Kostbarheder fra Syden), og hvor jagtscener med hjorte hyppigt indgik i dekorationen. Det meget specielle motiv, hinden med kalven, må i hvert fald være hentet sydfra. En tilsvarende scene kan ses på et næsten meterhøjt relief fundet ved Frankfurt am Main. Det er gennem en indskrift dateret til året 204.

Bueskyttebilleder, som findes på begge horn, er meget sjældne i Norden på denne tid. Men igen kan inspirationen være hentet fra terra sigillata-keramikken, hvor bueskyttemotiver hyppigt forekommer. Således viser et sjællandsk fund af en lerskål med et sådant billede, at de fandt vej herop.

På det lange horn ser man flere gange afbildet en højst ejendommelig fremtoning, et dragedyr med forben og oprullet hale. Det er ingenlunde et ukendt motiv i dansk ornamentik fra 4-500-årene, men også det er en gæst fra syd. På en sværdskede fra våbenofferfundet i Nydam ser man et tilsvarende par sammensnoede figurer,88 udført i den såkaldte Nydamstil. Der er tale om to modstillede, plastiske, stempeldekorerede fabeldyr med kunstfærdigt sammenslyngede haler. På guldhornet optræder motivet både som relief og i priktegning.

På en anden træskede fra Nydam ser man fire udskårne, parvist modstillede fabeldyr med markerede ører og sammensnoede slangekroppe med pæreformede halespidser. Ovenfor hvælver sig et dobbeltdyr med forben og hoved i begge ender.89 Lignende bæster med hoved i begge ender ses på det korte guldhorn. Dermed får man også en datering af guldhornene: de hører som allerede nævnt hjemme i 400-tallet.

 Flere af billederne på guldhornene viser ædemotiver. På det korte horn ses et mindre dyr, som dier et større dyr, formentlig en hjort med kid. Desuden ses en fugl, som hakker i en fisk, to slangeagtige fisk, der suger sig fast til siden af en større slange (med kugle i gabet) samt en sammenrullet slange, der gaber over bagparten af et firfodet dyr. På det lange guldhorn gengives to ens scener med fugle, som hakker i fisk, og en scene med et firfodet dyr med menneskehoved, som er i lag med en fisk.

Flere af billederne på guldhornene viser ædemotiver. På det korte horn ses et mindre dyr, som dier et større dyr, formentlig en hjort med kid. Desuden ses en fugl, som hakker i en fisk, to slangeagtige fisk, der suger sig fast til siden af en større slange (med kugle i gabet) samt en sammenrullet slange, der gaber over bagparten af et firfodet dyr. På det lange guldhorn gengives to ens scener med fugle, som hakker i fisk, og en scene med et firfodet dyr med menneskehoved, som er i lag med en fisk.

Så er der kentauren, som findes i et eksemplar på hvert af hornene. Nok er det yderst sjældent, vi møder dette fabelvæsen i Norden. Men om dets græsk-romerske oprindelse er der ingen tvivl.

Sådan kan man blive ved: slangerne, fiskene, dobbeltdyret, de korslagte mænd, kvinden med drikkehornet – den sidste findes i øvrigt også på guldgubberne90 – nogle af motiverne kan være opstået i Norden, men det er givet, at der ikke som helhed har været hjemlige forudsætninger for så rig en billedverden. Guldhornenes dekoration må være et resultat af nordboernes møde med den senromerske kunstindustri. Men motiverne er blevet grundigt bearbejdede og udformet, så de svarede til den nordiske forestillingsverden.

Det fornemmer man, når man f.eks. betragter de mange ædemotiver, som optræder på hornene. På det korte horn ser man en hjort, der dier et kid, en fugl som hakker i en fisk, to slangeagtige fisk, der suger sig fast til siden af en større slange, samt en sammenrullet slange, der gaber over rumpen på et firfodet dyr. På det lange guldhorn ser man to ens scener med fugle, som hakker i fisk, og en scene med et firfodet dyr med menneskehoved, som er i lag med en fisk. Som det er blevet påpeget, hænger disse billeder af vilde dyr, rovfugle og slanger formentlig sammen med jernaldermenneskenes religiøse forestillinger om disse skabningers mission som hjælpeånder og budbringere mellem menneskenes og gudernes verden.91

For tidens militære aristokrati, hos hvem krigeriske dyder må have stået i høj kurs, var vilddyr og rovfugle vigtige forbundsfæller. At fodre ørne var en heltedåd – og det gjaldt, uanset om helten var den, som fodrede, eller selv udgjorde foderet. For som det er blevet sagt, kun gennem maven på en ulv eller en krigsfugl gik den sikre vej til Valhal, det eftertragtede mål for enhver kriger.92 Man kan også sige, at jernalderkunstens glubske vilddyr og ådselædende fugle udtrykker en karsk forståelse hos den tids mennesker for livets grundlæggende vilkår.

Noter

71: Alm. om guldhornene se J. Brøndsted 1954 og H. Brix 1949.

72: Om fundomstændighederne foreligger Ole Worms nøgterne beretning, der må hvile dels på Riberhuslensmandens indberetning til kongen, dels på de til fundet knyttede omstændigheder, som han har fået at vide ved den udvalgte prins Christians hof, hvortil han blev kaldet i september 1640, et års tid efter hornets fremkomst, se E. Moltke 1955.

73: I Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241 står der i 2. bogs 113. Kapitel: „Finder en Mand Sølv eller Guld enten i Høje eller efter sin Plov eller paa nogen anden Maade, da skal Kongen have det. Men nægter han, at han fandt det, skal han værge sig med Frændeed.“ Lignende lovtekster optræder også i de samtidige Skånske Lov og Sjællandske Lov. Disse lovbestemmelser danner grundlag for Danefæloven af 1683, hvor det i Christian V's Danske Lov er formuleret i 5. Bog, 9. Kapitel, 3. Artikel: „Guld og Sølv som findes enten i Høje eller efter Ploven eller andensteds og ingen kender sig ved og kaldes Dannefæ, det hører Kongen til og ingen anden.“ Her defineres begrebet danefæ, der betyder død mands gods. Bestemmelsen gentages i den såkaldte Danefæplakat af 7. August 1752 udstedt af Frederik V. Det er stort set det samme lovgrundlag, som i dag ligger til grund for Museumslovens § 27.

74: E. Thorvildsen 1964.

75: Skruen – eller rettere kopien af den – blev i øvrigt stjålet fra Nationalmuseet i 1963 og er ikke siden kommet tilbage.

76: Worms hovedværk var den store afhandling Monumenta Danica, hvori han på grundlag af indberetninger fra landets præster, skrev om runesten og andre oldtidsminder. Hans store samling, Museum Wormianum (se H.D. Schepelern 1971), indgik senere i Det Kgl. Kunstkammer.

77: Begge de to horns fundberetninger blev i 1945 taget op til fornyet undersøgelse af G. Milthers (1945). Hvad kildekritik angår, lader undersøgelsen imidlertid en del tilbage at ønske, jf. E. Moltke 1955.

78: Der eksisterer flere beskrivelser og tegninger af det andet horn, men billederne er gennemgående af ret ringe kvalitet. Langt det bedste er en udtegning af hornets billedudsmykning, som skyldes J.R. Paulli.

79: Tanken blev udkastet af geologen S.A. Andersen og gentaget af tegneren Ernst Hansen i Politikens Magasin 23. november 1954.

80: O.Voss 1967.

81: Se Annaler for nordisk Oldkyndighed 1853, note 1, s. 187.

82: E. Moltke 1955.

83: Bag finansieringen af det kostbare projekt stod rejsebureauejer Simon Spies.

84: G. Milthers 1997.

85: Foredrag i Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab d. 23, november 1880, referat i Nationaltidende.

86: L.-I. Ringbom 1949.

87: O.Voss 1967.

88: Jørgensen & Petersen 2003, s. 273, fig. 23.

89: P. Vang Petersen 2003, s. 287, fig. 1.

90: Se E. Koch Nielsen 1986.

91: P.V. Petersen 2003.

92: Ibid.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Guldhornene fra Gallehus i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 15. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431048

Afsnittet Guldhornene fra Gallehus er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet