Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Asetroens billeder

Oprindelig forfatter JJe

Navnet Kitnæs ved Isefjorden er i særlig grad forbundet med den danske guldalder, altså den i 1800-tallets første halvdel. Det var med de stejle klinter ved Kitnæs som motiv, at maleren J.Th. Lundbye i 1842-43 skabte sit prægtige billede „En dansk kyst“, en af perlerne i den danske guldalderkunst. Det ville have glædet den unge Lundbye, som var dybt optaget af asetroens forestillingsverden, at det netop var ved Kitnæs, man i 1965 fandt et af den første danske guldalders rigeste fund, en skat fra tiden omkring 500 e.Kr.93

Lundbye ville sikkert have set det som et tegn fra forsynet. Men et tilfælde var det nu, at fundet dukkede frem. Et ægtepar havde været på vandring på stranden ved Kitnæs. De fandt to brakteater, senere blev fundet endnu en – og så blev Nationalmuseets folk tilkaldt. Ved at solde sandet på stranden fandt man nu en pragtfuld guldfibula og 15 brakteater. Før var der allerede fundet to andre brakteater, så i dag omfatter den enestående skat i alt 20 brakteater og fibulaen.

 Skattefundet fra Kitnæs ved Isefjorden.

Skattefundet fra Kitnæs ved Isefjorden.

Brakteaterne er alle udsmykket med et billede af en hest og en mand. Som vi senere skal høre, er det formentlig Odin til hest. Fibulaen er helt enestående. På en bund af bronzeplade er pålagt guldblik, dekoreret med den fineste filigran. I små celler er indlagt almandiner og hvid perlemor. Den særegne glød og varme, der stråler fra guldet, stammer fra guld af højere lødighed, end man normalt ser det anvendt i dag, dvs. omkring 20 karat.

Annonce

Skattefundet må være nedgravet i strandbrinken engang ind i 500-tallet. Herfra blev genstandene efterhånden vasket ud på stranden ved efterårets storme.

Brakteaterne, som de kendes fra Kitnæsfundet, er nogle af de almindeligste blandt de mange guldfund fra 5.-6. århundrede e.Kr. Navnet kommer af det latinske bractea, som betyder en tynd plade, og en brakteat er da også en lille, rund, tynd guldplade, der er indrammet med en perlet guldtråd og forsynet med en øsken, så den kan bæres i en snor eller kæde om halsen, eventuelt sammen med perler af forskellig slags. At brakteaterne var hængesmykker, fremgår dels af deres ophængningsøskener, dels af mange udenlandske gravfund, hvor brakteaterne er fundet ved halsen eller på brystet af den døde. Øskenerne er også ofte meget slidte. Det er tegn på, at hængesmykket er blevet båret igennem lang tid.

 Fund af guldbrakteater i Danmark og omkringliggende lande.

Fund af guldbrakteater i Danmark og omkringliggende lande.

Brakteaterne blev udformet ved prægning på et negativt stempel – på samme måde som man fremstillede mønter. Det var dog kun den ene side af brakteaten, der blev præget. Man kunne lave flere helt ens brakteater, det skete da også i vid udstrækning.

Den stil, hvormed brakteaterne er dekoreret, viser, at de hører hjemme i 2. halvdel af 400-tallet og begyndelsen af 500-tallet e.Kr.94 Der kendes over 900 eksemplarer af dem, heraf er de to tredjedele fundet i Norden.95 Studiet af disse mærkelige smykker blev indledt af arkæologiens grundlægger C. J. Thomsen,96 som mente, at de ganske som de romerske kejsermedaljoner havde været brugt som amuletter.

Den tolkning står stadig ved magt. I hvert fald at brakteaterne havde romerske forbilleder, selv om de blev fremstillet og båret her i Norden. Men guldsmedene kopierede ikke blot de fremmede forbilleder. De arbejdede videre med motiverne, så de passede ind i deres egne og aftagernes forestillinger. Og det er det, som gør brakteaterne så fascinerende. Igennem dem får vi et glimt af nordboernes religion på et tidspunkt, der ligger flere århundreder før vikingetiden og middelalderen.

 I 1836 fandt man i Stenholt Vang i Nordsjælland 12 guldbrakteater, 4 guldblikperler og tre stykker ringguld. Som vist her udgør skatten en fornem smykkeopsætning. På de tre filigrandekorerede rørperler er der påloddet 6 ens brakteater. En syvede identisk brakteat uden øsken viser, at skatten sandsynligvis har omfattet endnu en rørperle med to brakteater. Hertil kommer desuden 5 ens brakteater med øsken og en rund guldblikperle. Muligvis har der oprindelig været flere runde blikperler mellem rørperlerne – ellers ville der ikke være tale om en harmonisk smykkeopsætning. Noget tyder således på, at finderne ikke fik bjerget hele skatten. Ca. 1:2.

I 1836 fandt man i Stenholt Vang i Nordsjælland 12 guldbrakteater, 4 guldblikperler og tre stykker ringguld. Som vist her udgør skatten en fornem smykkeopsætning. På de tre filigrandekorerede rørperler er der påloddet 6 ens brakteater. En syvede identisk brakteat uden øsken viser, at skatten sandsynligvis har omfattet endnu en rørperle med to brakteater. Hertil kommer desuden 5 ens brakteater med øsken og en rund guldblikperle. Muligvis har der oprindelig været flere runde blikperler mellem rørperlerne – ellers ville der ikke være tale om en harmonisk smykkeopsætning. Noget tyder således på, at finderne ikke fik bjerget hele skatten. Ca. 1:2.

Brakteaterne kom i brug i en tid, hvor en ny krigerelite var ved at etablere sig herhjemme, og hvor medlemmer af denne elite demonstrerede deres status ved at bære guldsmykker som hals- og armringe samt brakteater. Og brakteaterne blev ydermere udsmykket med en motivkreds, hvis fornemste figur tilsyneladende var Odin, den øverste guddom. Det passer for så vidt godt med, at mange kongelige familier senere legitimerede sig som magtens indehavere ved at påberåbe sig Odin som deres forfader.97

At asatroen her synes at vise sig i sin tidligste udformning passer også godt med, at de germanske navne for ugedagene rækker tilbage til denne tid, ja måske endnu længere bagud. Meget tyder på, at disse navne er opstået allerede i det 4. århundrede e.Kr. som germanske fortolkninger af de romerske navne med særligt henblik på de enkelte guders karakteristika.98

Hvordan opstod da disse mærkelige smykker? Forbillederne for brakteaterne har man som nævnt søgt i de romerske guldmedaljoner og de efterligninger af dem, som blev fremstillet i det germanske område i første halvdel af 300-tallet. Produktionen har ikke været særlig stor, kun 17 eksemplarer kendes fra nordisk område. Fremstillingen af brakteaterne kom imidlertid først i gang mere end 100 år senere. Derfor er det næppe sandsynligt, at det da var de gamle medaljonefterligninger, der var forbilleder for brakteaterne.99

Forbillederne skal vi snarere søge i de romerske guldmønter med kejserportrætter, som havde forladt Romerriget ret hurtigt efter deres prægning, men som igennem flere generationer var blevet opbevaret på germansk område – især mønter fra Konstantin-dynastiet, men vel at mærke uden at være omdannet til hængesmykker. Formentlig var det sådanne mønter, der opbevaredes i de sydskandinaviske centre, hvor produktionen af brakteaterne satte ind omkring midten af det 5. århundrede. Et af disse produktionscentre var, som vi har set det, Gudme. Et andet kan have ligget i Sydvestjylland,100 og endnu et par produktionscentre kan have ligget i henholdsvis det østlige Blekinge og på Öland.101 Der har utvivlsomt været kontakter mellem centrenes ledende kredse, og dermed var der også mulighed for, at ideerne spredtes hurtigt ud over et større område.

 Skattefundet fra Gummersmark på Stevns, Sjælland. Flere skattefund fra det sene 400-tal og første halvdel af 500-tallet består af en kombination af dragtfibler og guldbrakteater. Formentlig er der her tale om den kvindelige parallel til de såkaldte krigerskatte med sværdskede beslag og tunge halsringe. Ca. 2:3.

Skattefundet fra Gummersmark på Stevns, Sjælland. Flere skattefund fra det sene 400-tal og første halvdel af 500-tallet består af en kombination af dragtfibler og guldbrakteater. Formentlig er der her tale om den kvindelige parallel til de såkaldte krigerskatte med sværdskede beslag og tunge halsringe. Ca. 2:3.

Brakteaterne kendes i et stort antal varianter, som samler sig i nogle hovedgrupper, betegnet A, B, C og D.102 A-brakteaterne er dem, der står forbillederne nærmest, dvs. romerske mønter, hvis forside viser kejserens portræt. Over for dem står B-brakteaterne, som er en noget uensartet gruppe. B-brakteaterne viser stærkt varierende figurscener, gerne med en eller flere mandspersoner. Det kan også være en springende eller løbende mand omgivet af dyr eller tegn. A- og B-brakteaterne er i øvrigt ikke særlig talrige.

En stor gruppe udgør derimod C-brakteaterne. De fremstiller en rytter, men altid sådan at rytterens krop enten er uforholdsmæssigt lille – eller den mangler helt, således at hovedet kommer til at hvile direkte på hestens ryg. C-brakteaterne er nogle af de smukkeste, mest stilrene stykker nordisk kunsthåndværk. De findes i forskellige varianter, bl.a. er der en fortrinsvis dansk type, hvor hesten er vist i fuldt løb med strakt forben. Der er også en sydsvensk variant: den udmærker sig ved en rigt udformet ornamental ramme rundt om figurfremstillingen. Og endelig er der en svensk-norsk og en norsk variant, hvor man ser hesten i rolig gang, mens mandshovedet sidder direkte på hestens ryg.

Endelig er der D-brakteaterne, som har deres tyngdepunkt i Norge. De bærer aldrig figurbilleder, men altid dyreornamentik. Som regel er der tale om et enkelt båndformet, stærkt slynget fantasidyr. Det kan f.eks. være fremstillet i den sene stil I og være forsynet med denne stils typiske hoveder, f.eks. et fuglehoved med krumt næb eller et dyrehoved med vidtåbne kæber. Kun sjældent forekommer der et ornamentbånd uden om midterbilledet.

Selv om brakteaterne har deres forbilleder inden for senromersk kunsthåndværk, behøver deres billedverden ikke at være en bevidstløs imitation af senantikkens symbolsprog.103 De nordiske guldsmede lagde tydeligvis deres eget betydningsindhold ind i de oprindeligt romerske symboler. Det gør naturligvis tolkningen af brakteaternes billedverden særlig vanskelig. På de romerske guldmønter og medaljoner blev kejseren afbildet som guddommelig hersker. Det var også de nordiske guldsmedes udgangspunkt, når de betjente sig af kendte herskerinsignier for at signalere, hvad de ønskede forstået: at fremstille billedet af en hersker. Men med små forandringer indkodede man så nye budskaber i symbolet.104 På den måde forvandles romerkejseren til Odin, de nordiske guders fyrste, som er den dominerende figur på brakteaterne. Men andre guder forekommer også, f.eks. Tyr med hånden i munden på Fenrisulven eller Balder med misteltenen i brystet. Det sidste motiv er så særegent, at det refererer direkte til Eddamyterne.105

 De fire forskellige brakteattyper, A, B, C og D. A-brakteaten er fundet i Darum i Vestjylland, B-, Cog D-brakteaterne er fra Års i Himmerland.

De fire forskellige brakteattyper, A, B, C og D. A-brakteaten er fundet i Darum i Vestjylland, B-, Cog D-brakteaterne er fra Års i Himmerland.

En stor del af brakteaterne ser som nævnt ud til at vise Odin, gudernes fyrste, runernes og magiens herre, der havde magt over liv og død.106 Ofte ser man ham afbildet med den romerske kejsers diadem. Han kan imidlertid også have et langt flettet hår, et germansk værdighedstegn, som blandt andet de frankiske konger bar.107 På en af de brakteater, hvor Odin er afbildet sådan, skal runeindskriften læses „Den Høje“. Det er et af de Odin-navne, der bl.a. kendes fra det senere oldnordiske digt Hávamál -„Den Højes Tale“.108

En stor gruppe brakteater viser Odin sammen med et fantasidyr, formentlig en hest. På de mest detaljerede af dem ses guden lægge sin hånd på dyrets skulder, mens hans fod rører ved dets ene forben. Det kan endvidere se ud, som om han puster den i øret. Det er netop, hvad man ifølge gamle trylleformularer skulle gøre for at helbrede syge heste.109 Nogle af formlerne nævner Kristus som den, der skal hjælpe med helbredelse, men i andre er det Odin, der helbreder Balders hest. Den blev reddet fra døden, ligesom Balder efter Ragnarok ville vende tilbage fra dødsriget.

Endelig er der en del brakteater, der viser et stiliseret, dragelignende uhyre sammen med et løsrevet menneskeben eller øre. Det er tydeligvis et frygtindgydende væsen, der dog har fået bukket begge ender sammen og er blevet bundet med sine egne ben. Måske er der tale om et dæmonisk væsen, som Odin i sin egenskab af shaman har overvundet og uskadeliggjort.110 Det peger ydermere på, at ud over at være kostbare smykker kunne brakteaterne også bruges som amuletter viet til Odin.

 Guldbrakteat, 37 mm i diameter, fundet ukendt sted på Fyn før 1689. Odin bærer både romersk kejserdiadem og langt hår samlet i en kraftig fletning som germansk herskersymbol. Runeindskriften siger bl.a. „Den Høje“, et af de Odinnavne, der er kendt fra vikingetiden.

Guldbrakteat, 37 mm i diameter, fundet ukendt sted på Fyn før 1689. Odin bærer både romersk kejserdiadem og langt hår samlet i en kraftig fletning som germansk herskersymbol. Runeindskriften siger bl.a. „Den Høje“, et af de Odinnavne, der er kendt fra vikingetiden.

I den nyere antropologisk orienterede arkæologi har man gerne understreget de træk af en urgammel shamanisme, som knytter sig til Odin-figuren.111 Shamanisme er ikke i sig selv en veldefineret religion. Den er derimod en religiøs praksis, der i mange forskellige former har eksisteret over store dele af jorden til alle tider. I nyere tid kender man den bl.a. fra de samiske folkeslag i Nordskandinavien.

Et centralt fænomen i shamanismen er ekstasen, som shamanen, der kan være enten en mand eller en kvinde, benytter sig af for at skabe kontakt til den åndelige verden, det vil sige forfædrenes verden. Det er i et shamanistisk samfund alene shamanen, som gennem ekstasen, sjælerejsen, er i stand til at komme i kontakt med den „anden verden“. Hertil benytter han eller hun sig af en række hjælpeånder, hvis opgave er at beskytte shamanen på den farlige færd til det hinsides. Hjælpeånderne er normalt dyr, som skal beskytte shamanens sjæl ved at kæmpe mod andre shamaners fjendtlige ånder. Hjælpeånden kunne være en hest eller en fugl. Det kunne også være en fisk eller en slange, som bl.a. skulle føre shamanen ned til underverdenens døde sjæle. Der er her tale om ældgamle forestillinger, som i rudimentær form tilsyneladende allerede optrådte i bronzealderens religiøse kosmologi (se Hellige tegn og billeder).

Det var gennem trancen, at shamanens kommunikation med den anden verden foregik. Trancen var en hypnotisk tilstand, der indtraf, når hjælpeånderne havde indfundet sig. De blev påkaldt ved bl.a. sang og trommespil, ved indtagelse af forskellige drikke og ved udførelsen af en række komplicerede ritualer. Når trancen så havde indfundet sig, ophørte shamanens vejrtrækning næsten, kroppen viste ingen ydre tegn på liv, mens sjælen blev frigjort og i dyreskikkelse udførte de opgaver, som var blevet den pålagt. Under trancen havde shamanen brug for en hjælper, der f.eks. gennem sang eller trommespil skulle lokke den frie sjæl tilbage til kroppen. Alt sammen et såre farligt forehavende, der meget nemt kunne mislykkes.

I det shamanistiske samfund var shamanens opgaver mangfoldige. Han kunne helbrede sygdom, han kunne spå og berette om begivenheder og personer i såvel fortiden som fremtiden. På den måde sad han inde med nøglen til løsning af samfundets kriser og konflikter, i dom, misvækst, trolddom osv. Han fungerede som offer præst i bestemte rituelle situationer. Og han var også ofte smed.112

I de sene tekster, f.eks. Snorres Ynglingesaga, finder man en opregning af de shamanistiske træk, der knytter sig til Odin-figuren. De er de sene spor af en lang shamanistisk tradition i Norden. Men i deres tidlige udformning møder vi dem allerede i folkevandringstidens billedverden. Det er i hvert fald en mulig for tolkning af billedsymbolikken på guldbrakteaterne. Billederne skulle da være fremstillinger af shamanens – forment lig Odins – rejse til den anden verden. Det store mandshoved kan antages at afbilde Odins sjæl, ofte i fugleham, for håret er hyppigt udformet som et fuglehoved. Med sig har han sine beskyttende ånder, undertiden hornede heste eller hjortelignende dyr med åndetegn fra munden. Eller det kan være fuglen, som ledsager ham på rejsen til dødsriget, eller fisk og slangelignende væsener. Hertil kommer så ofte symbolet på Odins magt: runerne.

 Odin-brakteat fundet på Halsskov Overdrev på Vestsjælland. Øskenet mangler. Hestens øre er i gudens mund.

Odin-brakteat fundet på Halsskov Overdrev på Vestsjælland. Øskenet mangler. Hestens øre er i gudens mund.

Sammen med den formodede Odin-figur optræder på brakteaterne også andre af asetroens hovedpersoner. F.eks. Balder, som ses på en brakteat fra Fakse, der er afbildet her.113 Dens motiv er hentet fra romerske møntbilleder, hvor kejseren bliver laurbærkranset af sejrsgudinden, den vingede Victoria, mens krigsguden Mars ser til, støttet til sit spyd. Dette motiv har brakteatmageren omhyggeligt omsat til nordisk streg, men motivet er stadig tydeligt, og særlig vigtig er en enkelt detalje: den knækkede gren, der sidder i „kejserens“ krop.

Med den som udgangspunkt forstår man, at det ikke kun er stilen, men også indholdet der er ændret. Det er nu nordisk, idet der må være tale om en fremstilling af myten om Odinsønnen Balders tragiske død, som var optakten til Ragnarok. Myten lød i en meget forkortet udgave omtrent sådan: Aserne morede sig ofte med at skyde til måls efter Balder, som var højt elsket. Det kunne de gøre uden bekymring. Frigg, Odins hustru, havde nemlig fået alle ting i verden til at sværge, at de ikke ville gøre Balder fortræd. Det blev derfor en yndet sport for guderne på skrømt at angribe Balder med pile, spyd, sværd, sten og andre dødelige våben. For alting prellede af på ham.

Kun misteltenen, en ubetydelig urt, der voksede vest for Valhal, var så lille og skrøbelig, at den ikke blev spurgt.114 Den lumske Loke fik nu Høder, Balders blinde bror, til at bruge misteltenen som pil mod Balder – og ulykken skete: ramt af pilen faldt Balder død om. Sådan kender vi beretningen fra Snorre Sturlassons Edda. En anden kilde er Vølvens spådom,115 hvor det lyder:

Jeg så Balder
blive ofret
blodigt barn af Odin,
hans livstråd skåret;
over græsset det grønne
voksede
en mild myg
mistelten.

Af træet som syntes så tyndt
blev der en dødsens pil
det var Hød der skød
Vali, Balders bror.

 Disse to brakteater viser formentlig en fremstilling af Balders død. Den ene er fundet ved Fakse på Stevns (th.). Den anden er fra ukendt findested (tv).

Disse to brakteater viser formentlig en fremstilling af Balders død. Den ene er fundet ved Fakse på Stevns (th.). Den anden er fra ukendt findested (tv).

Vølvens spådom, antager man gerne, er blevet til i sen vikingetid. Men her, på brakteaten fra Fakse, er historien om Balder rykket yderligere 4-500 år tilbage i tiden. Til et afsnit af oldtiden, der for blot nogle få generationer siden syntes så mørkt, at vi så at sige intet vidste om det. Det er Balders død, brakteaten viser. Balder tror sig usårlig, alligevel har han lige fået misteltenen i brystet. Til højre står Odin og ser til, støttet til spyddet Gungner, som dværgene smedede. Den vingede skikkelse til venstre må være Loke, der hyklerisk hylder Balder med en krans, samtidig med at man aner misteltenen bag hans skulder.

Blandt de urgamle myter, som afbildes på brakteaterne, finder vi også historien om guden Tyr og Fenrisulven. På en svensk brakteat ser man en mand med den ene hånd i gabet på en ulv. Det må være aseguden Tyr, der frelste verden fra undergang ved at lægge sin hånd i Fenrisulvens gab, men som fik bidt den af, da guderne ville lænke ulven for at forhindre Ragnarok. Fenrisulven var Midgårdsormens bror, som havde vokset sig umådelig stærk og farlig. Guderne prøvede flere gange at lænke ulven, men hver gang slog det fejl. Så gjorde man et sidste forsøg. Man fik fremstillet et reb, der var tvundet af „larmen af kattetrin, kvinders skæg, bjergenes rødder, bjørnens sener, af fiskens ånde og af fuglenes spyt“. Rebet var glat og silkeblødt, og man foreslog nu ulven at prøve, om den var stærk nok til også at sprænge sig fri af det.

Fenrisulven gik ind på aftalen på betingelse af, at en af guderne lagde sin hånd i dens mund som pant på, at de ikke handlede med svig. Nu var gode råd dyre, for ingen ville risikere sin hånd. Men så trådte den retsindige Tyr til og lagde sin hånd i dyrets gab. Fenrisulven blev bundet, men jo mere den sled i rebet, des stærkere blev det. Da forstod uhyret bedrageriet og bed Tyrs hånd af. „Nu lo alle, undtagen Tyr. Han mistede sin hånd“, hedder det nok så kortfattet hos Snorre i hans gengivelse af myten fra 1200-årene. Det er netop den scene, vi ser afbildet på den 700 år ældre brakteat. Tyr med den ene hånd i ulvens gab, med den anden bærer han sin dobbeltøkse. Med sin tapperhed fik han udskudt Ragnarok, jordens undergang.116

I vikingetidens mytologi optræder Tyr ikke så ofte, men han hører dog sammen med Odin og Tor til blandt de tre oprindelige storguder. Tilsyneladende er han i tidens løb gledet noget i baggrunden. Tyr var kampens gud, og den kamp, han repræsenterede, var den, der blev kæmpet efter reglerne, og hvis udfald blev opfattet som gudernes endelige afgørelse. Han har efterladt sit navn i den anden af ugens dage, tirsdag, som betyder Tyrsdag.117

Historien om Balder er en prægtig fortælling, som også handler om gudens bålfærd, om Hermod, der rider over Gjallarbroen til dødsriget for at løskøbe sin bror Balder, om jættekvinden Tøk, der græder tørre tårer for Balder, og derved forhindrer hans tilbagekomst. Og endelig er det historien om, hvordan den onde Loke får sin velfortjente straf. Det er en lang og kompliceret historie, som findes i flere variationer. Men med billederne på brakteaterne har vi altså et indicium for, at historien, eller i hvert fald dele af den, havde været levende i adskillige århundreder, før den blev optaget i vikingetidens kilder.

Med deres religiøse billedindhold kan man meget vel forestille sig, at brakteaterne er blevet båret som amuletter. Nogle steder havde de dog en anden funktion, nemlig på Østersø-øen Gotland.118 Her er nogle af dem fundet i grave, men til forskel fra andre gotlandske brakteater består de kun af det centrale del med brakteatmotivet. Der er ingen tegn på, at de nogensinde har haft en rand eller en øsken. Deres funktion kan meget vel have været at tjene som Charonspenge, altså som betaling for sejladsen til dødsriget.

Der har også været fremsat mange andre tolkninger af brakteaterne, end dem der her er refereret. F.eks. har man ud fra deres runeindskrifter foreslået, at disse refererer til herskere, som afholdt gæstebud og der uddelte brakteaterne for at bekræfte venskab og alliancer.119 Det er dog en tolkning som er problematisk sprogligt set.

At brakteaterne skulle være gaver uddelt af herskeren til dennes følge på samme måde som de romerske medaljoner har også andre foreslået, idet man har tolket brakteaternes udsmykning som idealiserede portrætter af diverse germanske konger.120 Den tolkning, der ovenfor er refereret121 ser derimod snarere brakteaterne og den samtidige dyreornamentik (Stil I) som udtryk for den skandinaviske krigerelites kosmologi – som også benyttedes af de folk i England og på kontinentet, som betonede deres skandinaviske herkomst. For også i disse områder blev brakteaterne lokalt fremstillet.

Men hvorfor blev brakteaterne nedlagt i jorden? I Danmark gælder det ligesom for de øvrige guldfund, at fundomstændighederne ikke siger meget om årsagerne til nedlæggelsen. En af de få undtagelser er kræmmerhuset fra Sorte Muld (se Magtens holdepunkter), der næsten kun kan være en offergave: Både sølvpladen og brakteaterne var bøjet sammen, så de ikke kunne bruges igen.

 Et fornemt guldsmykke bestående af tre brakteater fundet ved Kongsvad Å nær Faxe på Sjælland. En runeindskrift bag det ene mandshoved siger foslau, et ord man ikke kan tyde.

Et fornemt guldsmykke bestående af tre brakteater fundet ved Kongsvad Å nær Faxe på Sjælland. En runeindskrift bag det ene mandshoved siger foslau, et ord man ikke kan tyde.

Det har været meget få personer, der kunne bringe så kostbare ofre. Og formentlig må vi se ofringerne i forbindelse med krigerelitens kommunikation med den hinsides verden. Det skete ved ofringer af arm- og halsringe, skedemundblik, fibler og brakteater, med andre ord tunge, statusbærende (mandlige) genstande sammen med fibler og brakteater, som hovedsagelig synes at have tilhørt kvinder at dømme efter skattefundene. Men det er kun i det skandinaviske kerneområde og Nordtyskland (se kortet i Asetroens billeder), at brakteaterne findes i skattefund, altså formentlig nedlagt som offergaver. I yderområderne, dvs. i Norge, England og på kontinentet, findes de derimod i grave. Nedlagt i både grave og depoter findes de kun i Norge og på Gotland.

Det svarer dog til, at i Sydskandinavien, især i Danmark, er gravfund sjældne i ældre germansk jernalder, specielt i dennes senere del, hvor brakteaterne havde deres blomstringstid.122 I Norge er gravene på samme tid rigere udstyret, og her bliver brakteaterne da også nedlagt som gravgaver Dog næppe helt til slutningen af perioden. Kun tre af de talrige norske D-brakteater er fundet i grave, og de seneste A-C-brakteater mangler også i gravene.

I det svenske Västergötland er der kun lidt eller intet guld i gravene fra ældre germansk jernalder. Også selv om området er rigt på fund af guldbrakteater. I England og på kontinentet er gravene rigt udstyret. Her finder man brakteaterne i gravene, medens gulddepoter derimod synes at mangle. Der er således næppe nogen grund til at antage, at brakteaterne havde forskellige funktioner i de enkelte dele af udbredelsesområdet. Derimod havde man forskellige mønstre for, hvordan man deponerede værdigenstande.

Så følger da spørgsmålet: Hvorfor blev de store gulddepoter nedlagt – og hvornår skete det? Brakteaterne er en af de karakteristiske genstandstyper fra folkevandringstiden og i hvert fald D-brakteaterne synes at fortsætte til slutningen af perioden. Hvornår den ender, har været til diskussion i en årrække. Forslagene rækker fra ca. 520 til 560-70 e.Kr. Braktea-terne fra de kontinentale og engelske grave, som kan dateres nærmere, viser, at brakteaterne kan være nedlagt hele vejen gennem den første halvdel af 500-tallet – måske endda senere.123 De kontinentale og engelske brakteater er enten eksport fra Skandinavien eller lokale imitationer. De kan derfor godt være i brug lidt senere end i kerneområdet. Derimod synes det rimeligt at antage, at brakteater blev fremstillet og brugt i Skandinavien gennem størsteparten af den første halvdel af 500-tallet. Omkring 540 e.Kr. sker der tilsyneladende et skift i kvindemoden, hvorefter brakteaterne forsvinder.124

Flere depoter rummer f.eks. sene brakteater, det vil sige D-brakteater. De må være nedlagt i det 6. århundrede.125 Nogle af dem rummer desuden sværdskedebeslag af guld, som stilistisk foregriber Vendelstil B. Vi kan således tale om en ret sluttet gruppe fra første halvdel af 6. århundrede, en fundhorisont, også selv om nedlæggelser kan have fundet sted over et vist tidsrum, måske en eller to generationer.126

Noter

93: E. Munksgaard 1966.

94: M. Axboe 1981 og 1999b.

95: M.B. Mackeprang 1952; M. Axboe, K. Düwel, K. Hauck & L.v. Padberg 1985 ff.

96: C.J. Thomsen 1855. Brakteaternes udsmykning spillede en stor rolle for Thomsens teori om oldtidens opdeling i en sten-, en bronze- og en jernalder, se bl.a. J. Jensen 1992, s. 53. For den ældre forskning se endvidere S. Bolin 1928.

97: M. Axboe 1991.

98: G. Rausing 1995.

99: M. Axboe 2001d.

100: At dømme ud fra de store gulddepoter i Darum og Skonager, Jørgensen & Petersen 1998, s. 251.

101: M. Axboe ibid.

102: M.B. Mackeprang 1952.

103: L. Hedeager 1997b.

104: L. Hedeager 1997b. Her anføres også en parallel i den samtidige, sydeuropæiske kunst: de berømte mosaikker i Ravenna, som stammer fra tiden omkring 500 e.Kr., altså samtidig med brakteaterne. I Ravenna fremstilles den himmelske hersker i en form, der har påfaldende paralleller til senromerske kejserfremstillinger. Figuren står som den sejrende, iført våbendragt med brystpanser og skørt, med kejserfiblen, der holder kappen sammen på højre skulder, med korset som sit våben og med fjenden trådt under fode. Alligevel er budskabet klart nok: dette er Kristus, den himmelske konge, ikke Cæsar, den jordiske kejser.

105: En ledende figur i den nyere brakteatforskning er den tyske forsker K. Hauck, hvis synspunkter bl.a. kan findes i Axboe, Duwel, Hauck & v. Padberg 1985 sq. og i I.-L. Kolstrup 1995.

106: Se f.eks. I.-L. Kolstrup 1995, s. 18 ff.

107: M. Axboe 2001c.

108: M. Axboe 2001c, s. 27.

109: M. Axboe 2001c; I.-L. Kolstrup 1995, s. 26.

110: M. Axboe 2001c.

111: Se især L. Hedeager 1997a og 1997b, s. 105 ff.

112: L. Hedeager 1997b, s. 105 ff.

113: M. Axboe 2001c. Se også Skalk 2002:2.

114: Myten beskriver det dræbende våben som værende en pil dannet af mistelten. Men man kan slet ikke lave en pil af misteltenen, selv ikke til den mindste bue. Først når man gør sig klart, at misteltenen indeholder gift (se bd. 1, side 119), giver sagnet mening, og man forstår, hvordan den milde, myge mistelten kunne blive Balders bane. Se Krabbe & Krabbe 1995.

115: Suzanne Brøggers oversættelse.

116: L. Hedeager 1997b.

117: G. Rausing 1995.

118: M. Axboe 2001d.

119: A. Andrén 1991.

120: E. Seebold 1992.

121: Som især bygger på L. Hedeager 1997a-b; M. Axboe 1981, 1987, 1990, 1991, 1994, 1999b-c, 2001a-d samt M. Axboe, K. Düwel, K. Hauck og L. v. Padberg, 1985 sq.

122: M. Axboe 1981.

123: M. Axboe 1999b.

124: Dette passer godt med B. Arrhenius' såkaldte overgangsfase (B. Arrhenius 1983, s. 68). Angående skiftet i kvindemoden se Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, fig. 26.

125: Eksempler er depoterne fra Darum og Skonager i Vestjylland, Gudme II (H. Thrane 1994) og Killerup på Fyn, Kitnæs (E. Munksgaard 1966) på Sjælland, Madla, Sletner og Stavijordet i Norge og Söderby med en ny, enestående brakteat fra Sverige (Lamm, Hydman & Axboe 1999), blot for at nævne nogle få.

126: De massive sværdringe af guld synes også at tilhøre første halvdel af 6. århundrede, som det vises af Krefeld-Gellep-graven 1782, som også rummede en cloissonné sværdperle beslægtet med den, der fandtes i Gudme II depotet (H. Thrane 1994). I hvert fald er der nogle af dem, som åbenlyst hører til sent i det 5. århundrede e.Kr. Det gælder f.eks. depoterne fra Rynkeby (M.B. Mackeprang 1952, kat. Nr. 64) og Bostorp (M. Axboe 1981, kat. Nr. 189a).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Asetroens billeder i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 10. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431049

Afsnittet Asetroens billeder er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet