• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

"- og der var stor ængstelse blandt menneskene"

Oprindelig forfatter JJe

De store mængder guld, som landets elite lagde i jorden som offergaver i den ældre germanske jernalder, har vi hidtil set som resultatet af en rituel praksis, hvis rødder fortaber sig langt bagud i oldtidens mørke. Der findes imidlertid også en anden mulig forklaring, som er fremsat for nogle få år siden,127 og som tager sit udgangspunkt i en enkelt dramatisk begivenhed. Den forklaring er så fascinerende, at den her skal refereres i sin helhed.

De skriftlige kilder rummer flere samstemmende beretninger om, at der engang i 500-tallet e.Kr. fandt en voldsom begivenhed sted, som påvirkede klimaet over store dele af jorden. Om det Herrens år 536 e.Kr. skriver den østromerske historiker Procopius, at solen hele året igennem skinnede „uden kraft, men kun som månen. Den var næsten som en solformørkelse, for dens lys var ikke klart, eller som det plejer at være“. Procopius havde selv oplevet fænomenet. Han tolkede det som et skræmmende jærtegn „og fra den tid af“, beretter han, „var der ingen ende på hverken krig eller pest eller andre dødbringende begivenheder“.128

 13 guldbrakteater, en enkelt glasperle og et sværd-skedebeslag fundet i en mose ved Darum nær Ribe. To af brakteaterne bærer runeindskrifter, i begge indgår ordene labu (den indbydende) og alu (øl). Formentlig drejer det sig om invitationer til alliancer mellem stormandsfamilier. Ca. 1:1.

13 guldbrakteater, en enkelt glasperle og et sværd-skedebeslag fundet i en mose ved Darum nær Ribe. To af brakteaterne bærer runeindskrifter, i begge indgår ordene labu (den indbydende) og alu (øl). Formentlig drejer det sig om invitationer til alliancer mellem stormandsfamilier. Ca. 1:1.

En samtidig syrisk krønike fortæller ligeledes, hvordan solen var formørket om dagen og månen om natten. Det varede i Byzans fra 24. marts 536 til 24. juni året efter, og i Syrien fik man det år en hård vinter med megen sne „og der var stor ængstelse blandt menneskene på grund af de onde begivenheder“.

Annonce

På samme tid beskriver romeren Flavius Cassiodorus, hvordan solen havde mistet sit sædvanlige lys og fået en blålig farve. Selv ved middagstid kastede den ikke skygge, og det varede ikke bare en kort tid, som det gør ved solformørkelse, men et helt år, „og afgrøderne blev ødelagt af solen“ var Cassiodorus ord.129

De tre uafhængige kilder fra Middelhavsområdet stemmer på ejendommelig vis overens med nogle kinesiske kilder, der også beretter om den mærkeligt slørede himmel. Her fortælles det, at man ikke kunne se stjernerne i året 536, og at frost om sommeren førte til stor hungersnød. Frost om sommeren i Kina! Det passer på ejendommelig vis med moderne dendrokronologiske studier, som viser, at træerne på samme tid voksede meget dårligt både i Nordamerika på de Britiske Øer og i Tyskland. Af årringmålingerne kan man se, at Skandinavien i året 536 e.Kr. havde en af de koldeste somre de sidste 1500 år.130

Skal man ud fra moderne naturvidenskabelig viden forklare, hvad det var, som skete, kan man antage, at et støvslør højt oppe i atmosfæren har dækket i hvert fald den nordlige halvkugle. Men årsagen kan vi ikke umiddelbart fastslå. Det kan have været et vulkanudbrud eller et meteornedslag, der hvirvlede aske, støv og vanddamp op i atmosfærens øvre lag.131 Under alle omstændigheder må der have været tale om en lang periode med nedsat sollys. Det må have haft en dyb indvirkning på befolkningen i Middelhavsområdet, hvor landbruget i forvejen havde store problemer at slås med som følge af århundreders overudnyttelse af jorden.

En solformørkelse af de dimensioner må have medført stærke reaktioner. Vi har en beretning om, hvordan indbyggerne i Antiochia i Syrien, formentlig omkring 540 e.Kr., under en hård vinter, hvor der faldt 1,5 m sne, vandrede barfodede ud af byen med olivengrene i hænderne og kastede sig ned, mens de råbte kyrie eleison - Herre forbarm dig. Desværre er beretningen kun overleveret i en krønike, som er skrevet 200 år senere. Men trods usikkerheden kan det godt dreje sig om den klimabegivenhed, der her er tale om.

 I alt 7,1 kg guld lå samlet i denne store skat fra Timbolholm i Västergötland, Sverige. Det er et af Nordens største bevarede guldfund.

I alt 7,1 kg guld lå samlet i denne store skat fra Timbolholm i Västergötland, Sverige. Det er et af Nordens største bevarede guldfund.

I Norden må den også have været følelig. Ja, muligvis med katastrofale følger. Vi har netop hørt, hvordan elementer af asetroens mytologi var til stede allerede i 4-500-årene e.Kr. Til denne rige mytologi hører også forestillingen om jordens undergang, Ragnarok. Verdens ødelæggelse indledes, som det beskrives i Eddadigtet Vølvens spådom, med disse prægtige linjer:

solen sortner,
synker land i hav,
styrter af himlen
herlige stjerner

– derefter ville Fimbulvinteren – tre vintre i træk uden sommer imellem – bryde løs. En tilsvarende forestilling om en Fimbulvinter har man også haft i vor tid. Man tænkte sig, at den kunne indtræffe efter en verdensomspændende atomar katastrofe.

Nu ved vi ikke, om Ragnarok-forestillingen allerede var udviklet i Norden i 4-500-tallet e.Kr. Men elementer af den, såsom myten om Tyr og Fenrisulven, eksisterede da, at dømme efter billederne på brakteaterne. Så måske også forestillingen om Fimbulvinteren. Kan det tænkes, at den havde sit udspring i den verdensomspændende, katastrofale klimabegivenhed, som de skriftlige kilder i både Middelhavsområdet og Kina omtaler? Altså en situation, hvor man måtte frygte verdens undergang og sætte alt ind på at afværge den.

Hvad kan man da have gjort. Ja, her må vi tænke på de vældige mængder af kostbarheder, som blev lagt i jorden på netop den tid. Som vi ovenfor har set, synes hovedparten af de rige ofringer af guld at være foretaget i første halvdel af 500-tallet. Vi ved også, at de ofrede genstande for en stor del ikke blot udsagde noget om ejerens status, men også at de ydede en magisk beskyttelse. Er det da ikke rimeligt at antage, at de er blevet lagt i jorden i forbindelse med en anråbelse af guderne?

Vi vil her overlade ordet til den arkæolog, som for et par år siden fremsatte tanken om en sammenhæng mellem guldofringerne og den alvorlige klimakatastrofe: „Vi må prøve at forestille os situationen. Livet gik sin vante gang, bønderne dyrkede deres jord og har sikkert ofret både til høstens guder og til de underjordiske for at betrygge familiens overlevelse.“132

Men en dag i foråret 536 opdagede man, at solen ikke skinnede, som den plejede. Den var svag og sløret, selv om det ikke var overskyet. Det samme gjaldt månen, og stjernerne kunne slet ikke ses. Vinteren trak ud, og da man endelig kunne komme til at så, blev afgrøderne igen og igen udsat for nattefrost og snestorme i løbet af sommeren. Hungersnøden truede, og værst af alt: Solen genvandt ikke sin styrke, men blev ved med at være svag og blålig.

Der kan ikke være tvivl om, at folk har været desperate. Man har frygtet verdens undergang og må have sat alt ind på at afværge den. Man må have ofret – ofret alt hvad ofres kunne. Dyre- og menneskeofre, som for eksempel kan være blevet hængt, som man gjorde med ofre til Odin, har ikke store chancer for at blive bevaret til vore dage. Men det har guldet. Sammen med mennesker har ringe, mundblik og brakteater været det kosteligste, man kunne ofre – de var jo ikke kun rigdom, men også magisk beskyttelse og symboler på høvdingens status. Og måske kunne guldet hjælpe med til at give solen dens tabte glød tilbage.

Et bevis for, at der var en sammenhæng mellem klimafænomenet i 536 e.Kr. og gulddepoterne fra den sene folkevandringstid, vil man næppe nogensinde kunne finde. Men sammenhængen i tid mellem de to fænomener er påfaldende. Og i den efterfølgende periode forsvandt guldet næsten helt, både de massive halsringe, mundblikkene og brakteaterne. Guldstrømmen fra det synkende romerske imperium var for længst ophørt. Men solen var vendt tilbage, og livet fortsatte sin vante gang på jorden.

Noter

127: M. Axboe Skalk 2001:4.

128: Stothers & Rampino 1983.

129: M.G.L. Baillie 1991, s. 234.

130: M.G.L. Baillie 1995, s. 93 ff.

131: Den nærmeste, registrerede naturkatastrofe er et voldsomt meteoritnedslag i Abruzzerne i Italien i 5. århundrede e.Kr., se Santilli et al. 2003.

132: M. Axboe 2001a-b.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: "- og der var stor ængstelse blandt menneskene" i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431050

Afsnittet "- og der var stor ængstelse blandt menneskene" er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. "- og der var stor ængstelse blandt menneskene"
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Danmarks Oldtid

  • Historik