Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Silke, sølv og mønter

Oprindelig forfatter JJe

Vikingetidens skibe nåede vidt omkring. I de skrevne kilder kan man læse, hvordan de dukkede op både med fredelige og ufredelige hensigter på De Britiske Øer, i Irland, Nederlandene, Frankrig og den vestlige del af det nuværende Tyskland. Alle disse lande havde dengang været kristne i lang tid, skrivekunsten var ret udbredt, og der blev derfor nedfældet mange beretninger om især de ulykker, som vikingerne bragte med sig.

Der var imidlertid store områder af Europa, inklusive Skandinavien, hvor pen og blæk hørte til sjældenhederne – eller simpelthen ikke var i brug. Det gjaldt også for de hedenske folkeslag, som boede hinsides Østersøens sydkyst. Det var slaviske stammer, som i århundrederne op til vikingetiden var kommet østfra og var trængt helt frem til det østlige Holsten. Disse slaviske områder var naturligvis også oplagte mål for såvel fredelige som mindre fredelige togter fra vikingernes side.

 Silkemanchetarmbånd, uldpolstret, det ene af to sådanne fundet i den rige kammergrav i Bjerringhøj ved Mammen nær Viborg Mønstret er udført ved brikvævning med sølv- og guldtråd.

Silkemanchetarmbånd, uldpolstret, det ene af to sådanne fundet i den rige kammergrav i Bjerringhøj ved Mammen nær Viborg Mønstret er udført ved brikvævning med sølv- og guldtråd.

Beretter de skriftlige kilder meget lidt herom, så fortæller de arkæologiske fund til gengæld om meget nære kontakter til netop disse områder. F.eks. opstod der en række handelspladser langs Østersøens sydkyst, hvor skandinaviske handelsmænd udfoldede deres virksomhed.158 Men også i det videre slaviske bagland, langs floderne Oder og Weichsel, er der fundet talrige danske mønter fra vikingetiden. Her må vikingerne også have færdedes, her har de tydeligvis haft stærke økonomiske og politiske interesser. I den forbindelse er det naturligvis både vigtigt og symptomatisk, at to danske vikingetidskonger, Harald Blåtand og hans søn Sven Tveskæg, begge var gift med slaviske fyrstedøtre.159

Annonce

Kontakten med de fremmede kunne, afhængig af situationen, antage mange former, rækkende fra udveksling af ægteskabspartnere og varer til krigeriske plyndringer. I vikingetiden var der tale om en skønsom blanding af alle disse former. Her er de arkæologiske fund dog ikke særlig specifikke i deres udsagn. Til gengæld oplyser de os om kontakter folkeslagene imellem, som ikke berøres i de skriftlige kilder.

Tydeligt bliver dette især, når det drejer sig om genstande fremstillet af fremmede råmaterialer. F.eks. silke, eksotiske stenarter og metaller. Lad os som et eksempel tage silken. I stormandsgraven fra Bjerringhøj (se Også stormænd dør) fandt man to uldpolstrede silkemanchetarmbånd med indlagte sølv- og guldtråde. De kan være med til at fortælle om silkens lange og spændende historie.

 Kværnsten af basaltlava beregnet til maling af korn og hvæssesten af skifer fra markedspladsen i Ribe.

Kværnsten af basaltlava beregnet til maling af korn og hvæssesten af skifer fra markedspladsen i Ribe.

Den begyndte i det kinesiske Han-dynasti i århundrederne omkring Kr.f., hvor den såkaldte Silkevej, en handelsrute vestover gennem nogle af Asiens mest utilgængelige områder, blev åbnet.160 Målet var den rige handelsby Palmyra i det nuværende Syrien, hvor der i romersk tid fandt en omfattende import sted af kinesisk silke. Lidt senere opstod i Persien en selvstændig silkeindustri, stadig næret af Silkevejens karavanetransporter.

I Europa begyndte den første silkefremstilling nogle århundreder senere, i den østromerske kejser Justinians regeringstid (527-65). I særlige hofværksteder fremstillede man silkearbejder, der både var præget af den byzantinske motivverden og af motiver fra den sassanidiske kultur i det nuværende Iran. Den silke, der blev fremstillet i Middelhavslandene i 500- og 600-årene, var vævet i enkle mønstre, undertiden med små fugle, dyr og kristne motiver.

Den byzantinske silkeproduktion var stadig levende i 900- og 1000-tallet. Vi kender dens produkter fra et antal europæiske kirkeskatte. Deres stil og motiver er fortsat stærkt inspireret af persiske silkevævninger. Ja, man har ligefrem i den forbindelse talt om en orientalisme.161 Kostbare silkestoffer var højt værdsatte i Byzans, de blev brugt til pragtklædninger i kejserfamilien og det øvrige aristokrati. Som handelsvare var silken også af uvurderlig betydning. Når den var så efterspurgt, skyldtes det naturligvis silketrådenes overlegne egenskaber, deres styrke, smidighed og glans.

 Et helt og et fragmenteret klæberstenskar fra Norge, fundet i havet ud for Havknude på Djursland, formentlig fra et forlist skib. Det store kar er 40 cm i diameter.

Et helt og et fragmenteret klæberstenskar fra Norge, fundet i havet ud for Havknude på Djursland, formentlig fra et forlist skib. Det store kar er 40 cm i diameter.

Også til vikingetidens skandinaviske aristokrati importeredes silkestoffer, som vi har set. Vi kender dem ikke blot fra Bjerringhøjmandens dragt, men også i syv andre fund fra Danmark, seks fra Norge og tretten fra Sverige. Og hertil kommer yderligere 60 fund fra gravene i Birka.162

Silken kan være kommet hertil via kontinentale, kristne kredse, men mere sandsynligt er det, at den er en importvare, som sammen med talrige andre varegrupper er kommet til Norden via markederne ved de russiske floder,163 hvor byzantinerne i modsætning til muslimerne ikke betalte med sølvmønt, men i naturalier: glas, smykker – og silke.164

Det er mange handelsvarer, der ud fra materialets art fortæller, hvor de kommer fra. Det gælder ikke blot luksusvarer, men også grovere varer, f.eks. kværnsten af basaltlava, der også forhandledes vidt omkring i vikingetiden. Netop den stenart, kværnstenene blev lavet af, finder man i Eifelbjergene, i området omkring Mayen, i Rhinland-Pfalz. Herfra udgik en omfattende eksport af denne vulkanske sten, som var foretrukket til kværnsten på grund af sin store hårdhed og homogene struktur.

 Rav fundet på markedspladsen i Ribe.

Rav fundet på markedspladsen i Ribe.

Det samme gjaldt beholdere fremstillet af klæbersten. Det var en stensort, som blev foretrukket til fremstilling af ildfaste kar og støbeforme, og som først og fremmest kom fra Norge. Store mængder klæberstenskar blev med skib bl.a. bragt til Hedeby.165 Også hvæssesten af skifer blev i stort omfang importeret fra Norge. Af dem har man f.eks. fundet en ladning i bunden af et sunket handelsskib i Oslofjorden, ikke langt fra handelspladsen Kaupang.166 Fra et sunket skibs last stammer også et tylvt jernøkser, der som halvfabrikata blev sendt af sted med et handelsskib, som sank ud for Gjerrild Strand på Djursland.167

Også store mængder rav befandt sig i de varetransporter, der gik fra øst til vest gennem Østersøen i disse århundreder.168 Vi finder da også ravslibere i de fleste af vikingetidens små bysamfund. En del af deres råmaterialer må være formidlet ud over Østersøområdet af gotlandske handelsmænd, som bl.a. færdedes omkring vestenden af Frisches Haff i et område, der rummede nogle af Østersøens rigeste ravforekomster. Der var også skandinavisk aktivitet omkring Weichselmundingen, ligeledes et rigt ravområde. Især var det uforarbejdet rav, men også bestemte former af drejede ravperler og tenvægte af rav, som var efterspurgte af køberne.

 Skattefundet fra Duesminde på Lolland. I alt 1,3 kg sølv.

Skattefundet fra Duesminde på Lolland. I alt 1,3 kg sølv.

Uden for Norden hentede man guld, sølv, kobber, tin, dvs. alle metaller, bortset fra jern, der stadig blev fremstillet af myremalm, hentet op af moserne. Det er dog også muligt, at en kobberudvinding begyndte i løbet af vikingetiden i Falun i Dalarne, Sverige. Vi har allerede hørt om gode sværdklinger, der kom fra Frankerriget, også på trods af lejlighedsvise våbenembargoer. Herfra kom også godt salt, og specielt fra Rhinområdet kom kvalitetstekstiler, fornemme drikkeservicer af glas og keramik – og formentlig den tilhørende vin.

Fra Orienten og Byzans, via Rusland og andre egne i Østeuropa kom, som vi allerede har hørt, silke og andre fine tekstiler. Men sammen med dem kom krydderier, glasvarer og udsøgt drikkeservice, perler af halvædelsten som karneol og bjergkrystal.169 Et af de mest synlige resultater af handelen med disse egne blev de store mængder sølv, der i form af arabiske mønter kom til Skandinavien. Om dem skal vi høre mere nedenfor. Og så var der naturligvis trællene, som man hentede, hvor som helst det var muligt.

 På kortet er vist de byer, hvor Neble-skattens mønter er slået.

På kortet er vist de byer, hvor Neble-skattens mønter er slået.

Der var naturligvis også omfattende mængder lokale varer, der indgik i vareomsætningen, og generelt kan man sige, at den professionelle fremstilling af markedsvarer, herunder masser af daglige brugsgenstande, tog et stort opsving i 900-tallet. Af skandinaviske produkter, som blev omsat ude omkring, har vi allerede nævnt klæberstenskar, hvæssesten af skifer, halvfabrikata af jern og trælle. Men hertil kan vi føje mange slags skind og pelsværk, hvalrostand, fjer, dun, reb af søpattedyr, jern, tekstiler af mange kvaliteter og arter. Dertil kom håndværksprodukter, f.eks. læderfodtøj, kamme af kronhjorte-, ren- eller elsdyrtak, smedede brugsting af jern, bronzesmykker, glasperler og meget andet.

Der er en gruppe af fund, der i særlig høj grad vidner om de vidtrækkende udlandsforbindelser i vikingetiden. Det er de talrige sølvskatte, som kendes fra hele det sydskandinaviske og nordtyske område.170 En af disse er skatten – eller rettere skattene – fra Duesminde sydvest for Maribo på Lolland.171 Her blev i 1960'erne fundet mere end 20 sølvringe og en enkelt guldring – de første formentlig fremstillet i Volgaområdet i Rusland, og det er sandsynligt, at deres vej til Danmark er gået over Gotland, der i vikingetiden var det store nordiske sølvcentrum. I 2002 blev der på samme mark fundet 35 fornemme sølvbeslag fra Frankerriget, rem- og bæltebeslag fra paradeseletøj og ophæng til pragtsværd, nogle af dem bearbejdet til lokalt brug af en lollandsk sølvsmed. Om det var krigsbytte eller løsepenge, man her stod med, er usikkert. Men de kostbare beslag er i hvert fald fremstillet i klosterværksteder i Frankerriget i tiden mellem 825 og 875.

 Skatten fra Neble ved Boeslunde på Sydvestsjælland.

Skatten fra Neble ved Boeslunde på Sydvestsjælland.

Skatten fra Duesminde er enestående i sit indhold. Vikingetidens skatte plejer langt oftere at indeholde ituklippet sølv – først og fremmest i form af mønter. Lad os som et eksempel tage en af de sølvskatte, som blev fundet i Neble ved den store bosættelse i Boeslunde på Sjælland (se Håndværkspladser og sæsonmarkeder), og se på hvad den indeholdt.172 Da man fandt den, var den ganske vist delvis splittet ad, men resterne af den lå i et lerkar. I alt var der tale om ca. 400 gram sølv, omfattende 160 mønter, hvoraf de syv var europæiske, resten arabiske. Sammen med mønterne lå en del sønderbrudte smykker, ringe, runde brocher, en kugleformet perle og leddet til en kæde. Og endelig var der noget råsølv: hele fire barrer og otte afhuggede stykker af sådanne samt et par smeltedråber. Alt var hugget i stykker og forvandlet til brudsølv.

De arabiske mønter var fra så fjerne steder som Tashkent og Samarkand. Den yngste af mønterne var slået år 921, så nedlægningen af den lille skat er nok tidligst foretaget i anden fjerdedel af 900-årene. Den var karakteristisk nok gravet ned på en boplads, måske skjult i en mødding. Vikingetidens skatte blev nemlig ikke gemt bort på øde steder, men derimod på selve det sted, hvor man boede.173 Det var formentlig både krigsknægte og simple tyveknægte, man ønskede at værne sig imod. At et skjulested gik i glemme, skyldes sikkert i de fleste tilfælde skatteejerens pludselige død. Den behøver i øvrigt ikke at have været voldelig.

 Den store sølvskat fra Vålse på Falster, samlet vægt 6,5 kg. Foruden smykker og amuletter indeholdt skatten ca. 700 mønter, af hvilke 300 var arabiske, 371 var tyske, medens resten var böhmiske, byzantinske, engelske, normanniske eller danske.

Den store sølvskat fra Vålse på Falster, samlet vægt 6,5 kg. Foruden smykker og amuletter indeholdt skatten ca. 700 mønter, af hvilke 300 var arabiske, 371 var tyske, medens resten var böhmiske, byzantinske, engelske, normanniske eller danske.

Tager vi et andet skattefund, f.eks. et fra Gjerrild på Djursland, får vi samme billede af indholdet.174 Skatten blev fundet i en gravhøj, Brokhøj, som engang kronede et af Norddjurslands højeste bakkedrag nær Gjerrild Klint.175 Den rummede 81 stykker sølv, heraf var 66 mønter eller dele af sådanne. De fleste af mønterne i skatten var arabiske dirhemer, en møntsort, som vikingerne i sidste halvdel af 800- og begyndelsen af 900-årene på mere eller mindre hæderlig vis erhvervede på deres færden til de store handelspladser i Østrusland.

Det, som forbinder de to skattefund med hovedparten af vikingetidens øvrige skattefund er de arabiske mønter, de såkaldte dirhemer. Af dem er der fundet mere end 100.000 i Norden.176

Det var under umayyade-kaliffen Abdul Malik (685-705), at araberne havde skabt deres eget, selvstændige møntsystem, med en guldmønt, dinaren på ca. 4 g, en sølvmønt, dirhem på ca. 3 g samt en kobbermønt, den såkaldte fuls på 6-7 g.177 Af religiøse grunde var der ingen billeder på disse mønter, kun inskriptioner i den dekorative gamle arabiske eller kufiske skrift.178 På forsiden af mønterne ses den islamiske trosbekendelse: „Der er ingen Gud undtagen Allah …“ Der står også, hvor mønten er slået og årstallet efter arabisk tidsregning.

 Rebildskatten, en umådelig formue, i alt 146 stykker sølv med en samlet vægt på 5 kg blev i slutningen af 900-årene svøbt i et klæde og nedgravet ved Rebild i Nordjylland.

Rebildskatten, en umådelig formue, i alt 146 stykker sølv med en samlet vægt på 5 kg blev i slutningen af 900-årene svøbt i et klæde og nedgravet ved Rebild i Nordjylland.

Som vi tidligere har set (i Et nyt Europa) blev umayyadedynastiet omkring 750 overvundet af et nyt dynasti, abbasiderne, som overtog kalifatet og gjorde Bagdad til hovedstad, mens umayyaderne oprettede et alternativt kalifat i Spanien. Abbasiderne slog en mængde mønter efter umayyade-modellen, men lavede nogle få ændringer i inskriptionerne. Fra slutningen af det 8. århundrede indføjedes herskerens navn på bagsiden af dirhemen.

Men også abbasiderne havde problemer med at holde deres rige sammen. Mange områder gjorde sig med tiden uafhængige og udstedte deres egne mønter. Dynastiet fastholdt dog muslimernes lederskab helt op til den mongolske invasion i det 13. århundrede, og mange fyrster anbragte abbaside-kaliffens navn sammen med deres eget på mønterne.179

I Danmark har man fundet over 5.000 arabiske dirhemer i et stort antal enkeltfund og hen ved 70 skattefund, af hvilke dog kun 30 indeholdt mere end 10 dirhemer.180 I nogle af skattefundene er alle mønterne kufiske – i andre er de blandet med europæiske mønter. De fleste af skattefundene indeholder tillige smykker eller brudsølv, og de er fundet i alle dele af Danmark. På Bornholm ligger fundene tæt ud over hele øen. I Jylland finder man dem især omkring Ålborg, på Djursland og i Nordslesvig. På Sjælland er der et særlig rigt område omkring Ringsted og Slagelse. Fra Terslev nær Ringsted stammer f.eks. det største danske skattefund. Det indeholdt 1751 mønter, 1702 af dem var arabiske, resten europæiske. Skatten indeholdt også en del brudsølv.

 Sølvskat fra Skovvang på Bornholm, nedgravet i årene omkring 1012. Skatten var delvist pløjet i stykker, men ved den efterfølgende udgravning fandtes den nederste del af et lerkar med resten af sølvet.

Sølvskat fra Skovvang på Bornholm, nedgravet i årene omkring 1012. Skatten var delvist pløjet i stykker, men ved den efterfølgende udgravning fandtes den nederste del af et lerkar med resten af sølvet.

I de svenske sølvskatte fra vikingetiden kendes endnu flere dirhemer end i Danmark. På Gotland alene er fundet hen ved 70.000 af disse arabiske mønter.181 Fra Norge kendes hen ved 400 stykker og fra Finland hen ved 1700.182 Lignende skattefund er gjort uden for Skandinavien, på sydkysten af Østersøen og langs de polske og russiske floder. Vest for Elben og Nordsøen er der kun fundet få dirhemer, enten fordi møntstrømmen stoppede der, eller fordi alle fremmede mønter hurtigt blev omsmeltet i de lande, som havde deres egne mønter og derfor strenge forbud mod import af fremmed mønt.

Strømmen af dirhemer til Nordeuropa begyndte kort før år 800. Højdepunktet blev nået omkring midten af 900-tallet, så stilnede strømmen af og ophørte fuldstændigt omkring 1010-20. Der er mange forskellige islamiske dynastier repræsenteret blandt mønterne i Norden. Hovedparten kommer dog fra samaniderne, som herskede over Khorassan og Transoxanien øst for det Kapiske Hav i 800- og 900-tallet, og som slog mønter i Tashkent og Samarkand. Derimod er mønter fra den vestlige del af kalifatet, Spanien og Nordafrika, yderst sjældne i Norden – de kan tælles på én hånd.

 Skattefund fra Vester Vedsted lidt syd for Ribe. Skatten indeholdt 2 halsringe, 5 armringe, 3 brocher, 2 guldbarrer og et brudstykke af en kæde, hvori der hænger en lille fingerring. Hertil kommer to sølvperler, nogle ituhuggede sølvsager og 10 arabiske sølvmønter. Tilsammen vejer guldet 749,5 g. Med undtagelse af de tre brocher er guldsagernes vægt delelig med 24,5. Dvs. at to armringe vejer hver 1 øre, en ring vejer 2 ører, og to ringe vejer hver 4 ører. Den ene halsring vejer også 4 ører, den anden hele 8 ører, altså 1 mark. De to barrer vejer hver 2 ører og kæden med ringen 1/2 øre. Det udmøntede guld har altså i vikingetiden haft en værdi af tre mark og 4 1/2 øre, i guld vel at mærke.

Skattefund fra Vester Vedsted lidt syd for Ribe. Skatten indeholdt 2 halsringe, 5 armringe, 3 brocher, 2 guldbarrer og et brudstykke af en kæde, hvori der hænger en lille fingerring. Hertil kommer to sølvperler, nogle ituhuggede sølvsager og 10 arabiske sølvmønter. Tilsammen vejer guldet 749,5 g. Med undtagelse af de tre brocher er guldsagernes vægt delelig med 24,5. Dvs. at to armringe vejer hver 1 øre, en ring vejer 2 ører, og to ringe vejer hver 4 ører. Den ene halsring vejer også 4 ører, den anden hele 8 ører, altså 1 mark. De to barrer vejer hver 2 ører og kæden med ringen 1/2 øre. Det udmøntede guld har altså i vikingetiden haft en værdi af tre mark og 4 1/2 øre, i guld vel at mærke.

Hvordan disse store mængder af arabiske mønter kom til Norden har været meget omdiskuteret. Traditionelt har man ment, at det var købmænd fra Vesten, der drog til de store russiske handelssteder og der til gengæld for deres handelsvarer erhvervede sig mængder af arabiske sølvmønter. Nyere undersøgelser har imidlertid rejst tvivl om skandinavernes rolle i disse handelstransaktioner, og der er dem, som mener, at importen af arabiske dirhemer snarere var et resultat af tributbetalinger eller eventuelt direkte plyndringer. Vi skal senere vende tilbage til dette spørgsmål (se Ad de russiske floder). Foreløbig skal vi blot konstatere, at de arabiske mønter kom til Norden, indirekte eller direkte, fra Rusland. Nogle af mønterne nåede formentlig til Danmark via Sverige, mens andre utvivlsomt kom hertil via Pommern og Polen.

I slutningen af 900-tallet tørrede strømmen af arabiske mønter til Norden ind. Det blev nu vesteuropæiske mønter, der overtog dirhemernes plads. Man ser også, at udnyttelsen af sølvminerne i Harzen tog fart på netop denne tid. Det var nu for en stor del tyske mønter, der strømmede til Norden. Her kendes mere end godt 100.000 af dem, ca. 21.000 er fundet på dansk grund, og der er gode grunde til at antage, at de tyske mønter kom hertil gennem handel.

 Nordiske sølvmønter slået før år 1000. a-b er vistnok slået i Hedeby omkring år 800, er inspireret af den frankiske kejser Karl den Stores mønter slået i Dorestad i Frisland. Bogstaverne er på de nordiske mønter dog kun brugt som ornamenter. Billederne på b er rent nordiske. Mønten c er slået under Harald Blåtand i slutningen af 900-årene. Korset markerer, at landet nu er kristent. Mønterne d, e og f er slået ca. år 995 af tre nordiske konger, Sven Tveskæg i Danmark, Olav Tryggvesson i Norge og Olaf Skot -konge i Sverige. Forbilledet er engelske mønter slået under kong Æthelred, i hvis levetid enorme mængder af mønter blev betalt til vikingerne i forsøg på at opnå fred. Først med de tre sidstnævnte udmøntninger bliver kongens navn og titel samt møntmestrenes navne angivet.

Nordiske sølvmønter slået før år 1000. a-b er vistnok slået i Hedeby omkring år 800, er inspireret af den frankiske kejser Karl den Stores mønter slået i Dorestad i Frisland. Bogstaverne er på de nordiske mønter dog kun brugt som ornamenter. Billederne på b er rent nordiske. Mønten c er slået under Harald Blåtand i slutningen af 900-årene. Korset markerer, at landet nu er kristent. Mønterne d, e og f er slået ca. år 995 af tre nordiske konger, Sven Tveskæg i Danmark, Olav Tryggvesson i Norge og Olaf Skot -konge i Sverige. Forbilledet er engelske mønter slået under kong Æthelred, i hvis levetid enorme mængder af mønter blev betalt til vikingerne i forsøg på at opnå fred. Først med de tre sidstnævnte udmøntninger bliver kongens navn og titel samt møntmestrenes navne angivet.

Anderledes forholder det sig formentlig med de mere end 16.000 angelsaksiske mønter, som er fundet inden for det middelalderlige Danmarks grænser. De er hovedsagelig fra slutningen af 900-tallet og begyndelsen af 1000-tallet. I modsætning til de tyske mønter er de angelsaksiske snarest kommet hertil som et resultat af de store Danegældudbetalinger – eller de stammer fra de lønninger Knud den Store betalte sine mænd i England.183 Sølv var vikingetidens vigtigste værdimetal,184 men det var dog først i 900-tallet, at det kom hertil i betydelige mængder. Indtil da var det forholdsvis små mængder, der var i omløb.185 Men i 900-tallet må det have været enorme mængder af det eftertragtede metal, der var i omløb. Man har f.eks. beregnet, at vikingerne fra officiel side i England alene i årene mellem 991 og 1014 modtog over 150.000 pund sølv i Danegæld. Det svarer til mindst 36 millioner af tidens mønter.186 Det største skattefund, vi kender fra vikingetiden, er fundet ved Spillings Gård på Gotland -det rummede 65 kg sølv og indeholdt ikke mindre end 12.000 arabiske mønter!187

Men endnu i 900-tallet var sølvet først og fremmest noget, man lagrede i skattekisten. Sølv var et statussymbol, deponeret rigdom, som kunne bruges til at betale skat eller om nødvendigt løsepenge med eller måske en datters medgift. I almindelig handel på markedspladsen spillede det næppe en væsentlig rolle.188 Først i løbet af 900-tallet begyndte sølv i større omfang at indgå i handelstransaktionerne. Man havde nu udviklet et betalingssystem, hvor sølv efter vægt indgik også i småhandler.189 Det skete f.eks. ofte, at de arabiske dirhemer, som vejede to-tre gram stykket, blev delt i mindre stykker, så de kunne bruges som skillemønt.

Et eget møntsystem fik Danmark først sent i vikingetiden. Det skete i den senere del af Knud den Stores regeringstid, hvor landet fik egne mønter, der kunne tages for pålydende. På det tidspunkt havde man dog allerede slået mønter herhjemme i hen ved 200 år.190 De første danske mønter blev lavet med forbillede i frankiske mønttyper, der var kommet til Danmark i 700-tallet. De var beregnet til at kunne godtages af folk, som i forvejen var fortrolige med frankiske mønter,191 og de blev efter alt at dømme slået i Hedeby så tidligt som første halvdel af 800-tallet.

Det samlede kendte antal danske mønter fra 800-tallet er imidlertid meget lille, mindre end 100.192 Det er ikke sandsynligt, at disse tidlige mønter havde nogen større betydning ved køb og salg. De blev tilsyneladende heller ikke klippede, så nogen synderlig værdi har de næppe haft ved markedshandler. Men hvad brugte man så mønterne til? Ja, her har man foreslået, at de i Hedeby blev brugt som en slags kvitteringer for de afgifter i form af naturalier, som købmændene måtte betale for at få adgang til handelspladsen.193

 En af Knud den Stores mønter slået i Roskilde. Det er endnu uvist, hvornår de ældste mønter blev slået i Roskilde, men de ældste, hvor bynavnet kan læses, er fra Knud den Stores tid.

En af Knud den Stores mønter slået i Roskilde. Det er endnu uvist, hvornår de ældste mønter blev slået i Roskilde, men de ældste, hvor bynavnet kan læses, er fra Knud den Stores tid.

I 900-tallet blev der fortsat præget mønter i Hedeby, og man kopierede dem stadig efter gamle frankiske typer. Engang i sidste fjerdedel af 900-tallet blev møntproduktionen i Hedeby øget betydeligt – og på samme tid foregik der en anden stor udmøntning i Danmark, men på et sted, som man ikke hidtil har kunnet lokalisere. Både Ribe og Jelling har været bragt i forslag sammen med diverse steder i det østlige Danmark. Mønterne ser meget anderledes ud end Hedebymønterne. Først og fremmest er de prydet med et kors. Det taler for, at de har en forbindelse til Harald Blåtand og hans kristning.194 Den kraftige stigning i antallet af mønter hen imod slutningen af 900-tallet viser, at mønterne nu i stigende grad indgik i både store og små transaktioner. På samme tid kan man også iagttage, at sølvet i skattefundene bliver mere og mere sønderdelt. Ikke udmøntet sølv bliver delt i småstykker, hvoraf mange vejer omtrent det samme som mønter.

Et stykke ind i 1000-tallet blev så omsider på Knud den Stores foranstaltning indført et kongeligt møntsystem efter engelsk forbillede, dvs. at møntretten alene var kongens, som det også blev for hans efterfølgere. Knud den Store begyndte at slå mønt i Danmark omkring 1020, og på hans mønter nævnes ikke blot kongen og møntmesteren, men som regel også stedet, hvor mønten var slået. Knuds første mønter, som havde en gennemsnitsvægt på 1,5 g, blev slået i Lund, Roskilde, Ringsted, Viborg og Ribe.

Helt vellykket som et forsøg på at skabe et velordnet møntsystem var denne første store udmøntning i Danmark nu ikke. For der blev efterhånden fremstillet en forvirrende mængde forskellige typer. Nogle blev udsendt i meget få eksemplarer, andre var imitationer af Knuds engelske mønter med utydelige indskrifter. Entydigt var systemet bestemt ikke.

Først omkring 1030, altså hen imod slutningen af kongens regeringstid, lykkedes det Knud den Store at skabe et mere konsekvent system,195 som bl.a. medførte, at brudsølv nu udgik som betalingsmiddel. Der blev nu oprettet møntsteder i Lund, Roskilde, Slagelse, Ålborg, Viborg, Ørbæk, Århus, Ribe og Hedeby. Samtlige steder udskiftede man det engelske præg med nye, nationale symboler, ét for hvert sted. Og samtidig indførtes et nyt og varigt system i hele landet: penningens vægt blev på ca. ét gram i de østlige dele, men kun på ca. 1/2 gram i Jylland. Disse vægtfastsættelser blev overholdt i hvert fald til midten af århundredet. Det tyder på, at danske mønter, i hvert fald frem til dette tidspunkt, blev taget for deres pålydende – og det gjaldt formentlig overalt i kongeriget. Bag den udvikling fornemmer man kongemagtens voksende autoritet og styrke.

Noter

158: Det drejer sig bl.a. om Gross Strömkendorf, Rostock-Dierkow, Ralswiek og Menzlin – alle i Mecklenburg-Vorpommern. Vedr. Gross Strömkendorf, der formentlig er det Emporium Reric, som nævnes i de frankiske rigsannaler, se H. Jons 1998; H. Jons et al. 1997.

159: Harald Blåtands Tove var datter af abodriterkongen Mistivi, Sven Tveskægs Gunhild af en polsk fyrste, se O. Olsen 1999, s. 11.

160: A. Hedeager Krag 1999a.

161: Stilen rummede bl.a. ørnemotivet, som blev et kejserligt symbol, men som fortsat bruges i lande med republikansk styreform, f.eks. i USA, Tyskland og Rusland.

162: A. Hedeager Krag 1999. Med få undtagelser er alle disse vævninger udført i den såkaldte samitumteknik, som var dominerende blandt Middelhavsområdets silkevævninger.

163: I. Jansson 1988.

164: Om byzantinsk dragtindflydelse i Danmark i 10. århundrede se A. Hedeager Krag 1989, 1999b.

165: H.G. Resi 1979.

166: Christensen & Leiro 1976.

167: J. Bill et al. 1997, s. 81.

168: J. Jensen 2000.

169: I. Jansson 1988.

170: De danske skattefund indtil 1942 er publiceret af Roar Skovmand 1942. For de norske se S. Grieg 1929 og for de sydsvenske se B. Hårdh 1976. De gotlandske skattefund er publiceret af M. Stenberger 1947, 1958 og de slesvig-holstenske af R. Wiechmann 1996.

171: H. Schilling 2003.

172: F. Kaul 1990.

173: En gennemgang af vikingetidens skattefund fra Gotland og Öland har også vist, at en meget stor del af skattene blev nedlagt på bopladserne.

174: P. Asingh 1988; Asingh & Kromann 1990.

175: Skatten var nedlagt i et lerkar i gravkammeret i en langdysse.

176: U.S. Linder Welin 1956.

177: A. Kromann 1976, 1988; J. Callmer 1976; U.S. Linder Welin 1956.

178: Kufisk kaldes den skrift, som kom fra skriveskolen i Kufa syd for Bagdad.

179: A. Kromann 1988.

180: Af danske vikingetidsskatte med mere end 100 kufiske mønter kan nævnes Over Randlev, Neble, Grisebjerg, Hammelev, Terslev, Dammegård, Gravlev, Jyndevad, Bødstrup, Tarup og Vålse, se R. Skovmand 1942.

181: Det skyldes formentlig den rolle, gotlænderne indtog som mellemmænd i handelen i Østersøegnene. Derimod er der intet, der tyder på, at de drev handelsvirksomhed i Rusland i stor målestok, se P. Sawyer 2002, s. 206.

182: U.S. Linder Welin 1956. For fundene på sydkysten af Østersøen og langs de polske og russiske floder se S. Brather 1996.

183: P. Sawyer 2002, s. 210. Det anføres her, at der i hele Skandinavien ikke er fundet mere end 600 mønter præget efter 1051, det år da den engelske konge, Edvard Bekenderen, aftakkede sin danske flåde. Det styrker antagelsen af, at det ikke var handel, der bragte de mange ældre angelsaksiske mønter hertil.

184: Se f.eks. B. Hårdh 1996 og Blackburn & Metcalf 1981.

185: P. Sawyer 2002, s. 211.

186: E. Roesdahl 2001, s. 120.

187: Ström & Widerström 2001. Fundet, som dateres til sidste tredjedel af 800-tallet, var oprindelig gemt af vejen under gulvet i et forrådshus. Skatten bestod af to samtidige henlæggelser, som fandtes kun 3 m fra hinanden.

188: P. Sawyer 2002, s. 212.

189: B. Hårdh 1996.

190: B. Malmer 1966.

191: På nogle af de tidligste danske mønter kan man genkende personnavnet Carolus eller stednavnet Dorestad.

192: Hen ved halvdelen af dem er fundet enten i Hedeby eller Birka.

193: P. Sawyer 2002, s. 313. I Birka havde Hedebymønterne tilsyneladende ofte en anden funktion. Her gennemborede man dem, eller indrettede dem på anden måde, så de kunne hænges om halsen som smykke eller amulet.

194: P. Sawyer 2002, s. 314.

195: C.J. Becker 1988; J. Steen Jensen 1995, s. 36.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Silke, sølv og mønter i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 10. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431094

Afsnittet Silke, sølv og mønter er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet