Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Med årer og sejl

Oprindelig forfatter JJe

Når man færdedes i vikingetidens kystlandskaber, må det ofte være hændt, at man derude på havet kunne se skibe, der sejlede forbi i passende ringe afstand fra kysten. Tæt på for til stadighed at have sikker landkending. Men samtidig så langt ude, at de var fri af rev og landgrunde. Og ved solnedgangstid kunne man se skibene ankre op i naturhavnene. For hvis natten var mørk og overskyet, biede man her. Det gav ly, dersom det skulle blæse op til storm.

Op imod 1000-tallet var Danmark (og Norge) formentlig de mest havorienterede lande i Nordeuropa. Næsten al samfærdsel mellem landets forskellige egne måtte foregå til søs. Og der er da heller intet, der som vikingetidens skibe er med til at tegne vort billede af tiden. Deres ejere er også undertiden nævnt på runestenene. På en sten fra Århus1 står, at den er rejst over Asser Saxe, „der ejede skib sammen med Arne“.2 Skibe kunne også være en del af udsmykningen af stenen.3 Eller selve gravmælet kunne være formet som et skib. Runestenene fra Tryggevælde, Bække og Glavendrup indgik alle i store gravanlæg, som omfattede en skibssætning og gravhøj.4 Ja, selve kongehøjene i Jelling er formentlig rejst over en skibssætning. I stednavnene kan også indgå ord, som refererer til skibsfarten.5

 Kopi af vikingeskibet Skuldelev 1 under sejl i danske farvande. Skibet havde dæk for og agter og et åbent lastrum midtskibs.

Kopi af vikingeskibet Skuldelev 1 under sejl i danske farvande. Skibet havde dæk for og agter og et åbent lastrum midtskibs.

Men først og fremmest er det skibene selv, som vidner om menneskenes forhold til havet i oldtidens sidste århundreder og den tidligste middelalder. I alt har man kendskab til over fyrre mere eller mindre velbevarede skibe fra tiden 600-1200,6 dvs. skibe som er over 10 m lange. Seks af dem stammer fra første halvdel af dette tidsrum, medens resten er fra de tre yngre århundreder. Alle tilhører de den nordiske klinkbyggede type eller står den nær.

Annonce

Ikke i noget andet område af Nord- eller Vesteuropa kender man så mange fund. Det er ikke fordi andre folkeslag ikke sejlede. Tværtimod kan man i områderne omkring Nordsøen i slutningen af 800-tallet tale om i hvert fald tre forskellige skibsbyggetraditioner: den danske, den angelsaksiske og den frisiske. Efter alt at dømme har der også været en norsk, en frankisk og en irsk/skotsk tradition.7 Men det er fra Norden og Østersøens sydkyst, at hovedparten af skibsfundene stammer. Derimod er det meget beskedent, hvad der kendes af skibsfund fra Nordsøområdet.8

Skibsfundene er en næsten uudtømmelig kilde til viden om, hvordan man byggede skibene, og hvad de blev bygget af. Det hænder også, at man kan bestemme, hvor og hvornår et skib er bygget eller repareret.9 Er noget af lasten bevaret, får man eventuelt oplysninger om den sidste sejlads. Og endelig kan man ved rekonstruktionsforsøg få viden om skibets kapacitet og sejlegenskaber. Igennem mange år har centret for disse studier herhjemme ligget i Roskilde, hvor Vikingeskibsmuseet i samarbejde med Nationalmuseet har udført adskillige kopier af vikingeskibe.10

 Vikingeskibene fra Skuldelev under udgravning i 1962. Vragene ligger på den tørlagte fjordbund inden for spunsvæggen.

Vikingeskibene fra Skuldelev under udgravning i 1962. Vragene ligger på den tørlagte fjordbund inden for spunsvæggen.

I Danmark er det først og fremmest de enestående fund fra Skuldelev i Roskilde Fjord, der har åbnet døren til havbundens rige skatkammer. I årene 1957-62 hentede Nationalmuseet fem skibe fra vikingetiden op fra bunden af fjorden.11 Skuldelevskibene var sænket, fulde af sten, som led i en spærring af Peberrenden, kun 500 m fra kysten, men ude i det mest direkte sejlløb til Roskilde. Det skete formentlig i tre faser, hvoraf den første lå lidt efter midten af 1000-tallet.12 Spærringen var en del af et søforsvarsanlæg til beskyttelse af den indre del af Roskilde Fjord og byen Roskilde.

De arkæologiske udgravninger af vragene var i sig selv en bedrift. Efter tre somres dykkerundersøgelser byggede man en spunsvæg omkring fundstedet. Så sænkede man vandstanden inden for spunsvæggen, samtidig med at man fjernede de sten, skibene var dækket med. Efter afrensning fremtrådte havbunden nu som en sandflade, og man kunne begynde bjergningen af de i alt fem skibsvrag, der var bevaret i meget forskelligt omfang. Sandet blev spulet bort, de sten, der lå i skibene blev fjernet en for en, der blev tømret arbejdsbroer, så udgraverne kunne række ned over vragene, og med en blanding af bløde graveredskaber af plastic, hænder og spulet vand frilagde man vragdelene, som derefter blev taget op og anbragt i plasticposer. Derefter fulgte års arbejde, inden skibene igen kunne genopstå i Vikingeskibsmuseet i Roskilde.13 Vragene benævnes i dag med numrene 1,2, 3, 5 og 6.14

 Skibenes beliggenhed i forhold til den naturlige barriere på Skuldelev-sejlrendens bund. Signaturerne angiver dybden før sænkningen af skibene, og pilene markerer de tre sejlbare strømfurer.

Skibenes beliggenhed i forhold til den naturlige barriere på Skuldelev-sejlrendens bund. Signaturerne angiver dybden før sænkningen af skibene, og pilene markerer de tre sejlbare strømfurer.

Skuldelevskibene var af vidt forskellig oprindelse og type. De var alle bygget i 2. fjerdedel af 1000-tallet, og de var i brug i perioden ca. 1030-1080. Det var altså veltjente og i nogle tilfælde udtjente skibe, der blev sænket i forbindelse med bygning af spærringen. Og da det skete, var de alle ribbet for alt udstyr og lignende.

Længere inde i fjorden, på bunden af Roskildes middelalderlige havn, fandt man i forbindelse med anlægsarbejder i 1996-97 yderligere ni skibsvrag, som dog generelt var yngre end Skuldelevskibene.15

Sammen med bl.a. de norske gravskibe fra Oseberg og Gokstad i Vestfold og en del vrag af skibe sunket på ankerpladser og i havne har skibene fra Roskilde Fjord givet os mulighed for at følge udviklingen af det nordiske skib igennem oldtidens sidste århundreder. Som vi allerede har set (i Nye horisonter), skete den vigtige udvikling fra rofartøj til sejlskib imellem årene 400 og 800. Det ældste sejlførende skib, som i dag kendes i Norden, er gravskibet fra Oseberg, bygget omkring år 820, og som vi skal omtale nærmere nedenfor. Men forud for det må være gået en lang udvikling, hvor skibenes konstruktion blev tilpasset sejlføring.

Der fandtes i vikingetiden to principielt forskellige skibstyper: mandskabsskibe og fragtskibe. Den ene type, mandskabsskibet, langskibet eller krigsskibet, var kendetegnet af et stort antal pladser for roere og et lang, smal skibskrop i forhold til bredden. Fragtskibenes form var derimod mere afrundet. De var langt mere stabilt bygget og havde midtskibs et lastrum. De synes i øvrigt først at være blevet udviklet ret sent i vikingetiden.

 Et krigsskib, Hedeby 1, fra ca. 985 (øverst), og et handelsskib, Hedeby 3, fra ca. 1025 (nederst).

Et krigsskib, Hedeby 1, fra ca. 985 (øverst), og et handelsskib, Hedeby 3, fra ca. 1025 (nederst).

Mandskabsskibene kan vi følge helt tilbage til det 4. århundrede i Danmark, Norge, Sverige og East Anglia. Men de ældste er, som allerede omtalt, rene rofartøjer uden sejl. Fra det 9. til 11. århundrede er alle mandskabsskibene til gengæld sejlførende. Et stort krigsskib med 30 par årer havde ca. 120 m2 sejl, mens et mindre handelsskib havde ca. 46 .16 Sejlene var formentlig fremstillet af uld, som man brugte det på Færøerne og Island op til det 19. århundrede.17 Hør kunne dog også komme på tale.

Medens fartøjerne fra århundrederne før vikingetiden var smalle i forhold til længden, var skibene fra den tidlige vikingetid forholdsvis brede. Det gælder bl.a. skibene fra Oseberg og Gokstad. I modsætning hertil var mandskabsskibene fra den sene vikingetid smalle langskibe, deres form var først og fremmest tilpasset hastigheden.18

Man kunne tænke sig, at skibenes forskellige former skyldtes tilpasningen til forskellige geografiske forhold: i Norge Atlanterhavskysten, i Danmark de mere beskyttede farvande. Mere sandsynligt er det dog, at formen ændrede sig af funktionelle grunde i løbet af vikingetiden. I løbet af det 10. århundrede førte udviklingen f.eks. til højt specialiserede langskibe, som ingen plads havde til last.

 I floden Schelde i Holland er fundet et dragehoved, der vel har siddet på et vikingeskib. Det er skåret af bøgetræ og er kulstof 14-dateret til 690 ± 180 år.

I floden Schelde i Holland er fundet et dragehoved, der vel har siddet på et vikingeskib. Det er skåret af bøgetræ og er kulstof 14-dateret til 690 ± 180 år.

Det ældst kendte eksempel på et sejlførende mandskabsskib er som nævnt gravskibet fra Oseberg, som blev udgravet i 1904.19 Tællinger af træets årringe har vist, at skibet blev bygget ca. år 820.20 Det er 21,4 m langt og 5,10 m bredt midtskibs. Stævnene endte højt og elegant i spiraler, og stævnspidser og de øverste bordplanker var prydet med dyreornamentik. Øverste bordplanke havde 15 årehuller i hver side. I skibet lå 30 årer og en mængde andet grej.

Osebergskibet viser os en række af de forandringer, som brugen af sejlet havde medført i skibsbyggeriet.21 Først og fremmest havde man måttet skabe et skrog, der kunne krænge uden at kæntre, og som bedre tålte bølgegang på åbent vand. Skroget skulle altså have en god stabilitet og et vist fribord. Det opnåede man ved at gøre bunden fladere og skibssiderne stejlere. Skroget blev desuden forsynet med en markeret kimming, overgang mellem bund og side. Det medførte en ny udformning af spanterne og en ændret opbygning af skibssiden. Denne blev nu opdelt i en bund, afstivet med bundstokke, og en overdel afstivet med såkaldte biter og biteknæ. Det var et afgørende brud med tidligere tiders byggeskik, hvor ét stykke tømmer havde dannet spant fra ræling til ræling. På Osebergskibet fik overdelen af skibet nu næsten karakter af en platform, placeret oven på skibsbunden. Dette præg af tilføjelse fortonede sig dog hurtigt på senere skibe, hvis skrogform fik en mere helstøbt karakter og samtidig større smidighed. At vikingeskibenes skrog faktisk var meget fleksible, har man i rigt mål kunnet dokumentere gennem erfaringerne med de mange nøjagtige kopier af vikingeskibe, som er blevet bygget i vore dage.

 Fra udgravningen af Osebergskibet i 1904.

Fra udgravningen af Osebergskibet i 1904.

Osebergskibet var blevet brugt som gravskib ved en fornem kvindes begravelse ved Oslofjordens munding. Det rummede et helt usædvanligt rigt gravudstyr, herunder enestående træarbejder. Der var bl.a. fire næsten komplette slæder samlet med træ- og jernnagler, søm samt jernbeslag og prydet med smukt udskårne relieffer. Dertil kom en lige så fornem vogn. Teknologisk set var vogne og slæder i vikingetiden nært forbundne. Begge bestod af løse vognkasser, som efter behov kunne monterers på et understel med hjul eller på meder.22

Desuden var der et vævet vægtæppe med et mylder af figurfremstillinger. Og så var der endelig skibet selv, hvis stævne var helt dækket med udskæringer. En stor del af den ene stævntop var bevaret, og den afsluttedes i et slangehoved midt i en spiral, dannet af dyrets krop.

Et andet mandskabsskib er Gokstadskibet, som også blev fundet i en skibsgrav i den samme egn som Osebergskibet.23 Gokstadskibet rummede en høvdingegrav fra omkring 900, og skibet var blevet bygget kort før, nemlig ca. år 895.24 Det blev udgravet i 188025 og var 23,3 m langt og 5,25 m bredt midtskibs. Der var 16 bordplanker på hver side. I tredje bord fra oven var der i hver side 16 årehuller. På skjoldlisten var der, da skibet blev fundet, fastbundet 32 skjolde på hver side. De var malet skiftevis gule og sorte.

 Gokstadskibet som det i dag står udstillet på Vikingeskibsmuseet i Oslo.

Gokstadskibet som det i dag står udstillet på Vikingeskibsmuseet i Oslo.

I skibet fandt man 32 årer og forskelligt andet grej, bl.a rester af tre robåde, hvoraf den største var knap 10 m lang. Antallet af skjolde angiver, at bemandingen var på over 70 mand. Gokstadskibet var altså et mandskabsskib, men det kunne tillige bære en last på 7 tons.26 Selv om det kun var lidt længere end, og af omtrent samme bredde som Osebergskibet, så var det, takket være et højere fribord, alligevel et væsentligt større skib.27 I både Osebjerg- og Gokstadskibene kunne man følge, hvordan skibshåndværkerne havde kæmpet med forskellige tekniske problemer undervejs i arbejdet. Et af dem havde at gøre med masten, som skulle modstå vindens vældige kræfter. I de nordiske skibe var masten fastgjort i et kølsvin, dvs. et kraftigt stykke tømmer, der var fældet ned over skibets bundstokke og fordelte mastens tryk på et antal af disse. Også i dækshøjde skulle masten støttes, både fordi påvirkningen af skibssiderne gennem vanterne ikke måtte blive for stor, og fordi masten skulle kunne rejses og lægges også i søgang. Derfor havde man en såkaldt mastefisk, en moderne betegnelse, der hentyder til et stykke tømmer nedfældet i dækket. Mastefisken havde tydeligvis ikke kunnet holde i den udformning, den havde i Osebergskibet. Den var nemlig flækket og repareret, endnu mens skibet var i brug. Heller ikke kølsvinet havde tilsyneladende fungeret godt, i hvert fald fik begge dele en helt ny udformning på det noget yngre Gokstadskib.

 Mastefisk (øverst) og kølsvin (nederst) som de var udformet i bunden af vikingeskibet. Mastefisken muliggjorde, at masten kunne lægges ned.

Mastefisk (øverst) og kølsvin (nederst) som de var udformet i bunden af vikingeskibet. Mastefisken muliggjorde, at masten kunne lægges ned.

Gokstad- og Oseberg-skibene28 må have været virkelige storskibe i deres samtid. Det tyder deres konstruktion på.29 De er begge forholdsvis fyldige i deres skrogform – kun omkring fire en halv gang så lange som de er brede. Derved adskiller de sig fra andre sejlførende, men betydeligt smallere fartøjer som f.eks. et af de skibe, der er fundet i Hedebys havn ved Slesvig, og Ladbyskibet fra Fyn. Hertil kommer to 1000-tals langskibe,30 som delte skæbne med de øvrige Skuldelevskibe og blev sænket som en del af spærringen af Peberrenden i Roskilde Fjord, samt det ekstraordinært store skib Roskilde 6.

Det var ikke blot i Oslofjordsområdet, men også i Danmark, at skibe blev brugt ved fyrstelige begravelser. Det må dog have været en sjælden foreteelse, for skibsgravene ved Ladby og Hedeby er de eneste kendte eksempler (se Konger - og kvinder af fornem byrd). Begge stammer de formentlig fra tidsrummet 850-950. Skibene selv var helt bortrådnede, så man har ikke kunnet lave årringtællinger på deres træ på samme måde som på de norske gravfund. Deres datering hviler alene på deres indhold af gravgaver. Skibsgraven fra Hedeby hører til i midten af 800-tallet, måske lidt tidligere. Ladby-graven, der allerede i oldtiden var blevet tømt for størstedelen af sit indhold, kan være fra 900-tallets begyndelse eller eventuelt fra århundredets midte.

 Rekonstruktion af skroget af det skib, som fandtes i Hedebys havn. Det 28 meter lange skib var brændt ned til vandlinjen. Formentlig fordi man havde sat ild til det og havde brugt det som brander i et forsøg på at ødelægge havnens forsvarsværker.

Rekonstruktion af skroget af det skib, som fandtes i Hedebys havn. Det 28 meter lange skib var brændt ned til vandlinjen. Formentlig fordi man havde sat ild til det og havde brugt det som brander i et forsøg på at ødelægge havnens forsvarsværker.

Skibet i graven ved Hedeby var så dårligt bevaret, at dets længde og bredde ikke kan bestemmes nøjagtigt.31 Formentlig var det 17-20 m langt og 2,7-3,5 m bredt. Skibet havde haft kølsvin, der lå over mindst fire bundstokke, det var altså efter alt at dømme et sejlførende krigsskib.

Det samme var skibet fra graven ved Ladby på Fyn, som blev udgravet i 1935.32 Aftrykket af skibet viser, at det må have været ca. 20,6 m langt og ca. 3,2 m bredt, med plads til 32 roere plus styrmand og eventuelt ekstra mandskab. Skibet var som sagt sejlførende. Det viser nogle jernringe, som blev fundet midtskibs, og som formentlig tjente som fæster for mastens vanter. Tilsvarende kan spiger, fundet blandt skibsbundens klinknagler midtskibs, have fastholdt sneller og kølsvinsknæ omkring kølsvinet, som må have strakt sig over fire spanter.

 Vikingetidens langskibe. Øverst Skuldelev 2, som kunne bemandes med 7080 krigere. I midten tv.: Hedeby 1, th.: Skuldelev 5. Nederst er vist Roskilde 6, som med sine 36 m's længde er det absolut længste af de hidtil fundne langskibe.

Vikingetidens langskibe. Øverst Skuldelev 2, som kunne bemandes med 7080 krigere. I midten tv.: Hedeby 1, th.: Skuldelev 5. Nederst er vist Roskilde 6, som med sine 36 m's længde er det absolut længste af de hidtil fundne langskibe.

Ganske anderledes imponerende har det langskib fra 900-årene været, som blev fundet i Hedeby havn og udgravet inden for en spunsvæg på samme måde, som Skuldelevskibene blev det.33 Fartøjet havde været brugt som en brander – dvs. det havde været fyldt med let brændbare materialer, som var blevet antændt for at gøre skade hos fjenden. Men hvordan et sådant fund kan blive gjort inden for Hedebys havnepalisade, har man ingen forklaring på. Skibet var som sagt ganske bemærkelsesværdigt. Det var 28 m langt, men dets bredde var på kun 3 m. Det var bygget af udsøgte egeplanker, men uhyre spinkelt. Skroget var sammenføjet af kun 2 cm tykke planker, ofte mere end to meter lange og med en bredde på omkring 30 cm. Årringtællinger har vist, at skibet blev bygget i år 982 eller kort derefter. Det uhyre lette og smidige fartøj havde ført 21-24 årepar, og havde, fuldt bemandet, været et lynhurtigt og frygtindgydende krigsredskab, sikkert et af de største i sin samtid.

Endog større var dog det langskib, man fandt ved udgravningen af Roskildes middelalderlige havn. Det var bygget kort efter 1025 af 20-25 cm brede bordplanker af eg, hvoraf de længste var op til 8 m lange. Hele skibet var 36 m langt og 3,5 m bredt, havde nogenlunde samme proportioner som det irske langskib fra Skuldelev (se nedenfor), men var knap så svært bygget. Det kunne medtage omkring 100 krigere, hvoraf de 78 roede skibet. Det store skib må have været ejet af en mand af høj byrd, der standsmæssigt og med et stort følge kunne rejse rundt i landet. Et imponerende syn må det have været at se det frygtindgydende skib stå ud af fjorden med skrog og sejl i strålende farver og med den lange række skjolde på begge sider af skibet.34

 Rekonstruktion af det lille krigsskib, Skuldelev 5.

Rekonstruktion af det lille krigsskib, Skuldelev 5.

Frygtindgydende og farligt har også det langskib været, som går under navnet Skuldelev 2.35 Med sine 30 meters længde og hen ved 4,5 meters bredde er det et af de største af slagsen. Det er også det eneste langskib, om hvilket man med fuld sikkerhed kan sige, at det var havgående. Det er nemlig slet ikke bygget i Skandinavien, men i Dublin, Irland, i året 1042,36 og det var oprindelig meningen, at det skulle have sejlet på de irske, skotske, walisiske og engelske farvande. Formentlig er Skuldelev 2-skibet et eksempel på den type langskibe, som kong Alfred af England sent i det 9. århundrede indførte i krigsførelsen på Nordsøen, og som forbandt stor hastighed med betydelig slagkraft.37 Skibet besidder en række træk, som ikke virker skandinaviske,38 men det er som helhed vanskeligt at fastlægge oprindelsen til de tekniske detaljer, som prægede skibene på Nordsøen i det 11. århundrede.

Skuldelev 2 er et imponerende skib. Spanteafstanden har været forholdsvis kort, ca. 70 cm, og der har derfor været plads til særlig mange roere, formentlig har der været 30 årepar. Skibet er dermed blandt de absolut største i sin samtid. Det må have været en højtstående person, som beordrede dets bygning.

 Tværsnit af fire fragtskibe fra vikingetiden, fra oven Klåstad, Äskekärr, Skuldelev 1 og Hedeby 3. Alle fire dateres de inden for perioden 950-1050. Alligevel afspejler de en tydelig udvikling af fragtskibet, der blev mere sø- og lastedygtigt. Skibssiderne blev højere, bredden større og de tværskibs konstruktioner mere komplicerede og stive.

Tværsnit af fire fragtskibe fra vikingetiden, fra oven Klåstad, Äskekärr, Skuldelev 1 og Hedeby 3. Alle fire dateres de inden for perioden 950-1050. Alligevel afspejler de en tydelig udvikling af fragtskibet, der blev mere sø- og lastedygtigt. Skibssiderne blev højere, bredden større og de tværskibs konstruktioner mere komplicerede og stive.

Det sidste krigsskib, som skal omtales her, er også fundet i Roskilde Fjord, og bærer navnet Skuldelev 5.39 Det er i modsætning til Skuldelev 2 et lille langskib, tilpasset kystsejlads og landgang på lavt vand, kun 17,2 m langt og med 13 årepar. Det er dendrokronologisk dateret til omkring 1030, og er formentlig bygget på Sjælland. De anvendte materialer var delvis meget dårlige. For eksempel er plankerne med årehuller genbrug. Efter 30-40 års brug blev det lille krigsskib gennemgribende repareret, kort før det som vrag fik sin plads i skibsspærringen. Skuldelev 5-skibet har formentlig tilhørt den type, som betegnedes snekkja (snekke). Det er i øvrigt et ord, som indgår i hen ved 100 danske stednavne, fortrinsvis fra kysterne langs de indre danske farvande og med en særlig hyppig forekomst på Samsø.40

Med det omfang, handelen i oldtidens sidste århundreder efterhånden antog, kunne man vente, at der også udvikledes særlige fragtskibe. Spørgsmålet er blot, hvornår det skete? Det ældste fragtskib, vi kender, er fra det 9. århundrede. Det blev fundet ved Ralswiek på Rügen.41 Men om der har været fragtskibe tidligere i området er ikke til at sige. Derimod forekommer typen talrigt fra 10. århundrede, men navnlig fra århundredets sidste halvdel.42

 Fragtskibet Skuldelev 1 opstillet i Vikingeskibshallen i Roskilde.

Fragtskibet Skuldelev 1 opstillet i Vikingeskibshallen i Roskilde.

Hvornår udviklingen af fartøjer til transport af massevarer begyndte er altså noget uklart.43 Men det sker formentlig først sent i vikingetiden. Derfor er det påfaldende, at der allerede i det tidlige 1000-tal findes en stor variation af skibsstørrelser med en kapacitet, der rækker fra 5 tons til mere end 50 tons last. Tilsyneladende opstår der meget hurtigt såvel regionale som funktionelle forskelle.

I 1000-tallet finder man mindst tre forskellige størrelser af fragtskibe: 1. En gruppe af mindre kystfartøjer, som kan laste indtil 10 tons.44 2. En gruppe af mellemstore fartøjer med en kapacitet på mellem 10 og 25 tons.45 3. En gruppe af udpræget højsøfragtskibe som kan rumme 50-60 tons.46

Til den første gruppe, mindre kystfartøjer med en lille kapacitet, hører muligvis et 21 m langt skib fra Klåstad fundet ikke langt fra handelspladsen Kaupang i Vestfold.47 Det blev fundet med rester af en last af skifferslibesten og er måske det ældste eksempel på et sådant fartøj.48 Det er dog langtfra sikkert.

 Vikingeskibene var af vidt forskellig størrelse og konstruktion. Her er vist tværsnit af en række af de bedst bevarede skibe.

Vikingeskibene var af vidt forskellig størrelse og konstruktion. Her er vist tværsnit af en række af de bedst bevarede skibe.

Et bedre eksempel på de små kystfartøjer er Skuldelev 3, der var et lille handelsskib med en lasteevne på ca. 5 tons.49 Typen blev formentlig af samtiden betegnet skúta eller byrding.50 Skuldelev 3 var 14 m lang, ca. 3,30 m bred og var bygget ca. 1040. Fire til fem mand har kunnet sejle båden, der var bygget til mindre transporter i relativt beskyttede farvande.51

I den mellemste gruppe, skibe med en lasteevne på 10-25 tons, finder vi bl.a. Skuldelev1, som formentlig er bygget i 1030'erne til 1040'erne.52 Fartøjet var 16,3 m langt og 4,5 m bredt og må utvivlsomt være tænkt som et fragtskib – 24 tons kunne det transportere. Det var bygget i det sydvestlige Norge, i Sognefjord-området53 og var ikke stort efter det 11. århundredes standard.54 Reparationer viser, at det formentlig havde sejlet på Danmark og Østersøen med en last på op til 25 tons. Det andet skib i gruppen er fra Hedeby havn.55 Det har været ca. 25 m langt, 5,7 m bredt, og det har kunnet tage en last på ca. 38 tons. Det var bygget omkring år 1025.

Til de sidste grupper, de rigtig store fragtskibe, hører bl.a. det såkaldte Roskilde 4-vrag, som fundet på bunden af Roskildes middelalderlige havn.56 Det var et usædvanlig stort fragtskib, men også bygget så sent som omkring 1100. 20,5 m langt var det, og det kunne rumme en last på ca. 50 tons. Et klart udtryk for den professionelle mellem- og langdistance-søhandel i Østersøen og Nordsøen, som blev drevet af repræsentanter for kongen, landaristokratiet og købmændene i byerne. Netop tiden omkring 1000-tallets midte, hvor middelalderen begynder – er præget af kongemagtens voksende kontrol med handelen, som vi bl.a. ser det komme til udtryk i byernes fremvækst og pengeøkonomiens voksende omfang.

 Fra udgravningen af den anden halvdel af det lange krigsskib Roskilde 6 i 1997.

Fra udgravningen af den anden halvdel af det lange krigsskib Roskilde 6 i 1997.

Men bag fremkomsten af de store skibe lå naturligvis også de krav, som selve de farvande, vikingerne besejlede, stillede til fartøjernes størrelse.

Større og mere højbordede skibe gjorde rejserne sikrere. F.eks. kunne Nordatlanten besejles med Skuldelev 1 eller med Gokstad-skibet. Den slags sejladser er jo netop blevet eftergjort i moderne tid. Specielt kolonisationstogterne til Atlanterhavsøerne og til Grønland har stillet store krav til skibenes sødygtighed og lasteevne. Tænk på, hvad der skulle til af folk, heste, kvæg, får, husgeråd og meget andet, for at begynde et nyt liv i det fremmede.

Til slut et par ord om, hvad man gjorde af skibene, hvis de var hjemme i vinterhalvåret. Formentlig lå de nær den bebyggelse, de hørte til, og samtidig nær vandet, vel også gemt godt af vejen fra den åbne kyst. Man kan tænke sig, at de har ligget i nauster, dvs. bådhuse af den art, man kender fra vikingetiden og ældre tider i Norge (se Våbenofferet i Thorsbjerg Mose). Længe har man kun kendt den slags bådehuse fra en enkelt lokalitet i Danmark, Harre Vig ved Limfjorden.57 Men i de senere år er nye fund kommet til,58 og trods visse usikkerhedsmomenter må vi nok regne med, at nauster også i Danmark blev brugt til at huse vikingetidens fartøjer.

 Endnu tegner vikingetidens skibsstader sig i Harre Vig ved Limfjorden som små forhøjninger i terrænet. Fotograferet august 2000.

Endnu tegner vikingetidens skibsstader sig i Harre Vig ved Limfjorden som små forhøjninger i terrænet. Fotograferet august 2000.

Som vi hidtil har set, er det et ganske kompliceret billede, der tegner sig af skibstypernes udvikling igennem vikingetiden. Men hvad blev da konsekvenserne af de mange skibsteknologiske opfindelser, som blev gjort på overgangen til og i løbet af vikingetiden? Som noget af det vigtigste havde man udviklet et mandskabsskib med årer og sejl og af en sådan mobilitet, at man kunne gå i land hvor som helst. Det muliggjorde udførelsen af maritime operationer af en stor størrelsesorden i landene uden for Skandinavien – og det fik givetvis også betydning for samlingen af det danske ørige med dets mange små kongedømmer, da man ved hjælp af magt bestræbte sig på at danne et mere eller mindre centraliseret rige.59

Noter

1: DR 66.

2: Skibara, dvs. ejere af skibe, finder man nævnt på hen ved en halv snes sten, se O. Crumlin-Pedersen 2002.

3: M. Feldbo 2000.

4: DR 230, 29-30 og 209.

5: F.eks. vil man i stednavnene formentlig kunne finde en vigtig kilde til lokaliseringen af vikingetidens bådhuse, ligesom man ved hjælp af snekkenavnet kan udpege en række lokaliteter, der eventuelt har været ledingshavne.

6: Fundliste O. Crumlin-Pedersen 1999.

7: O. Crumlin-Pedersen 1991.

8: Til gengæld kan man i den Angelsaksiske Krønike under året 897 læse, at Alfred den Store lod bygge skibe til forsvar af de engelske kyster imod de danske vikingers angreb. Alfreds skibe blev ifølge teksten bygget næsten dobbelt så lange som de andre. Nogle med 60 årer, andre med flere. De skulle være hurtigere, mere stabile og højere end de danske. Formentlig var det kong Alfred, der indførte det store langskib i krigsførelsen på Nordsøen, og opfindelsen spredte sig derefter hurtigt også til de skandinaviske lande. Se Crumlin-Pedersen & Olsen (red.) 2002, s. 326.

9: Se f.eks. Bonde & Crumlin-Pedersen 1990; N. Bonde 1994.

10: Vikingeskibsmuseet i Roskilde, se www.vikingeskibsmuseet.dk.

11: Olsen & Crumlin-Pedersen 1969; Crumlin-Pedersen & Olsen (red.) 2002.

12: Crumlin-Pedersen & Olsen (red.) 2002, s. 331.

13: Crumlin-Pedersen & Olsen (red.) 2002.

14: De rester, som først fik nr 4, viste sig at høre til nr. 2.

15: J. Bill et al. 1998, 2000. Det ældste af Roskildeskibene, skib 6, et ekstraordinært stort krigsskib, var dog bygget kort efter 1025. Det var ca. 36 m langt og havde 74 årer. De øvrige var alle lastskibe af vidt forskellig størrelse fra perioden 1060-1200, se Christensen & Andersen 2000.

16: Andersen et al. 1989, s. 12; E. Andersen 1995. Man har forsøgsvis udregnet, at der på Knud den Stores tid var ca. 1 million m2 sejl i Nordsøimperiet, alle slags skibe medregnet.

17: Vægten varierede mellem 500 g og 1000 g pr. m2. Til et sejl på 100 m2 havde man brug for mindst 75 kg uld, hvortil krævedes ca. 225 får, idet kun en tredjedel af ulden havde den rette fiberlængde til brug for et sejl.

18: Det gælder f.eks. Ladbyskibet og skibene Hedeby 1, Skuldelev 5 og Roskilde 6, se nedenfor.

19: Brøgger et al. 1917-28; Brøgger & Shetelig 1950; Christensen et al. 1992.

20: N. Bonde 1994.

21: J. Bill et al. 1997.

22: Det er derfor en interessant mulighed, at de mange vognfadinger, som er fundet i danske og nordtyske kvindegrave, kan have fungeret som slæder såvel som vogne, alt efter årstiden.

23: Endnu en skibsgrav fra samme område er Tune-graven, hvor dog kun lidt mere end skibsbunden var bevaret ved udgravningen i 1867. Tuneskibet er dendrokronologisk dateret til år 910. W. Damman 1997.

24: N. Bonde 1994.

25: Brøgger & Shetelig 1950; J. Bill et al. 1997, s. 71.

26: O. Crumlin-Pedersen 2002, s. 76.

27: Hvis man fraregner kølen, der er usædvanlig høj på Gokstadskibet, er Osebergskibets midtskibs højde 1,4 m, mens Gokstadskibet sammesteds måler 1,85 m.

28: Og også Tuneskibet, se note 23.

29: Flere træk ved skibene er næsten bådagtige i deres udførelse, og det er svært at forestille sig, at endnu større fartøjer skulle være konstrueret på samme måde.

30: Skuldelev 2 og 5.

31: H. Müller-Wille 1976; E.Wamers 1994.

32: K. Thorvildsen 1956; Anne C. Sørensen 2001; Bischoff & Jensen 2001.

33: O. Crumlin-Pedersen 1984; O. Crumlin-Pedersen1997a. I Hedebys havneområde blev fundet tre skibsvrag fra omkring 1000, det nævnte langskib samt et mindre fartøj, måske af slavisk oprindelse, og et stort nordisk fragtskib.

34: Bill, Gøthche & Myrhøj i: Christensen & Andersen 2000, s. 224.

35: Crumlin-Pedersen & Olsen (red.) 2002, s. 141 ff.

36: Crumlin-Pedersen & Olsen (red.) 2002.

37: -.

38: Et af de mest markante er bundstokkenes udformning. Det er fremstillet, så skibssiderne bliver ekstra fjedrende. Givetvis fordi skibet var havgående. En anden tydelig forskel er den helt anderledes opfattelse af kølsvinets rolle i konstruktionen. Selve kølsvinet har en total længde på 13,3 m, dvs. at det har bidraget betydeligt til skibets langskibs styrke. Denne nye rolle som en del af skibsskrogets konstruktion ses også i andre af 1000-tallets skibsfund, i fragtskibene.

39: Crumlin-Pedersen & Olsen (red.) 2002, s. 245 ff., 314 ff.

40: Crumlin-Pedersen & Olsen (red.) 2002, s. 315.

41: Vrag 4, J. Herrmann 1981, 1984, 1985.

42: Man kan nævne Klåstad (Christensen & Leiro 1976), Äskekärr (Humbla & Thomasson 1934), Ralswiek 1 (P. Herfert 1968), Schuby Strand (O. Crumlin-Pedersen 1997a), Hedeby 2 (O. Crumlin-Pedersen 1997a).

43: Hertil kommer, at halvdelen af skibene fra det 9. århundrede stammer fra fyrstegrave, hvor skibene snarere skal vise den dødes status som høvding eller lignende end som handelsmand.

44: Skuldelev 3 med 5 tons er et godt eksempel, se Crumlin-Pedersen & Olsen (red.) 2002, s. 195 ff.

45: Skibene fra Klåstad, Äskekärr, Skuldelev 1 og Roskilde 3 er repræsentanter for denne gruppe.

46: Til dem hører Hedeby 3, Roskilde 4 og Lynæs 1.

47: Christensen & Leiro 1976.

48: O.H. Eriksen 1993; J. Bill 1997, s. 75.

49: Crumlin-Pedersen & Olsen (red.) 2002, s. 195 ff., 312 ff.

50: Ibid.

51: En kopi af Skuldelev 3 er blevet bygget med brug af vikingetidens redskabstyper og metoder. Man kaldte kopien Roar Ege, se O. Crumlin-Pedersen 1986c, 1995, 1996; Andersen et al. 1997. Arbejdet krævede 15.000 arbejdstimer. Erfarne håndværkere var dog sikkert i stand til at gøre det på den halve tid.

52: Crumlin-Pedersen & Olsen 2002, s. 97 ff. og 324.

53: Også vrag 6 i Skuldelev, stammede fra Vestnorge, Crumlin-Pedersen & Olsen (red.) 2002, s. 270 ff.

54: Sammenlign med Hedeby 3 og Roskilde 3, som er henholdsvis 22 og 18 m lange.

55: Hedeby 3. O. Crumlin-Pedersen 1997a, 1998.

56: Crumlin-Pedersen & Olsen (red.) 2002, s. 107.

57: T. Ramskou 1960.

58: Bl.a. Hollenæs på Vestlolland, T. Grønnegaard 2003.

59: Se især O. Olsen 1999a. At de fleste vigtige militære konfrontationer foregik ved hjælp af maritime stridskræfter, viser f.eks. slaget i Hafrsfjord omkring 870, som skulle sikre Harald Hårfagers overherredømme over Norge, eller slaget ved Svold år 1000, hvor Olaf Tryggvason mistede livet, og hvor hans herredømme over Norge blev afsluttet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Med årer og sejl i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431089

Afsnittet Med årer og sejl er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet