Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hinsides havet

Oprindelig forfatter JJe

Det var ikke blot i Danmark, at byudviklingen begyndte at tage fart i oldtidens sidste århundrede. Ovre på den anden side af Skagerrak, på den vestlige side af Oslofjordens munding og ikke langt fra nutidens Larvik, lå Kaupang, som muligvis var det Sciringesheal, som Ottar lagde ind til, da han omkring 890 var sejlet fra sin hjemstavn i nord, Hålogaland, på den lange vej mod Hedeby (se Danernes rige).

Kaupang ligger i en af Norges frugtbareste og rigeste egne, som også er stedet, hvor vi finder nogle af vikingetidens rigeste høvdingegrave, bl.a. Oseberggraven og Gokstadgraven. I den angelsaksiske udgave af Ottars beretning betegnes Sciringesheal som en port. Det var betegnelsen for et sted, hvor der foregik handelsvirksomhed af mere permanent karakter.144

 Luftfoto af Kaupang i Vestfold. Vikingetidens handelsplads lå mellem vejen og den store vig midt i billedet.

Luftfoto af Kaupang i Vestfold. Vikingetidens handelsplads lå mellem vejen og den store vig midt i billedet.

Tidligere mente man, at den norske Ynglingeæts hovedsæde havde været egnen omkring Kaupang. I dag er det mere almindeligt at antage, at området, hvor Kaupang lå, stod under dansk overherredømme.145 Det har også været fremhævet, at Kaupang må være blevet etableret som handelsplads allerede i slutningen af 700-tallet, og at stedet var i brug til midten af 900-tallet. Endelig er det blevet foreslået, at den danske konge selv eller hans udsendinge i Vestfold stod bag.146 Det fremgår af de frankiske rigsannaler, at danske konger havde magten her i begyndelsen af 800-årene, men vi må også regne med, at magtforholdene jævnligt skiftede gennem hele vikingetiden.

Annonce

Arkæologiske undersøgelser i Kaupang147 har vist, at bosættelsesområdet omfattede ca. 6 ha. Det strakte sig langs stranden og var ca. 70 m bredt. Foreløbig er der fundet spor efter husfundamenter fra boliger og værksteder, latriner og brønde, grøfter der afgrænsede grundstykker samt stensatte moler ved stranden.

Kaupang fungerede fra slutningen af 700-årene til omkring år 900. Der er tidligere udgravet ca. 1400 m2 af den langt større plads, og igangværende undersøgelser (2001) af et nyt, stort område vil sandsynligvis vise, om det var en by med fastboende befolkning og en international handelsplads med store sæsonmarkeder. Navnet Kaupang betyder i øvrigt markedssted. Nogle af gravene fra den nærliggende gravplads rummede bl.a. landbrugsredskaber. Det taler for, at en del af de gravlagte var bønder, som boede i området. Nogle af dem kan fra tid til anden være draget på handelsfærd,148 medens andre af byens beboere kan have været heltidskøbmænd og håndværkere – fra Kaupang eller andre steder.

Fundene fra gravpladsen og bopladsområdet vidner om stor velstand og mange internationale forbindelser, først og fremmest med Vesteuropa og Danmark. Der er bl.a. fundet keramik og glas fra Rhinegnene, Nordsøområdet og Østersøkysten,149 rav fra Østersøområdet og en del smykker og beslag fra De Britiske Øer. Videre er der fundet arabiske, frankiske og engelske mønter samt skår og stænger af glas. En vigtig vare, som formentlig blev produceret på stedet var klæberstenskar, som vi også finder i f.eks Hedeby.150

De lokale varer kunne let bringes hertil ad vandvejen, enten ad de store elve, som udmunder i nærheden, eller til søs langs den norske Atlanterhavskyst. Samtidig lå byen godt for forbindelser med både Vesteuropa og De Britiske Øer samt med Jylland og det øvrige Danmark, som let kunne nås uden at miste landkending ved at krydse Oslofjorden og følge kysten sydover.

Der er i byen også mange spor af håndværk, bl.a. perlemageri, bronzestøbning og jernsmedning. Kaupang har altså ikke bare været udskibningshavn men også produktionssted med professionelle håndværkere.

Noget efter år 900 ophørte aktiviteterne i Kaupang. Måske årsagen lå i ændrede magtforhold i det rige og omstridte område. Men også forringede anløbsforhold på grund af havstigningen kan have spillet ind. Endelig kan internationale konjunkturer have virket ind. Man har bl.a. peget på, at der i den sidste halvdel af 800-tallet skete store ændringer i de bylignende handelspladser i Skandinavien, især de steder, hvis handel var rettet mod Baltikum og i selve Baltikum.151 Årsagen kan have været en generel politisk ustabilitet i Skandinavien og Rusland. I hvert fald mistede Kaupang sin betydning i begyndelsen af 900-tallet, og noget nordligere opstod den vigtige by Tønsberg, som senere blev sæde for Vestfoldkongerne.152

 Luftfoto af Birka. I forgrunden den store gravplads med mange høje. Midt i billedet til højre den lave halvkredsvold, der afgrænser byområdet mod landsiden. Øverst til venstre ses byens borg. Øen i Mälaren er stadig præget af de mange birketræer, som i sin tid gav den navn.

Luftfoto af Birka. I forgrunden den store gravplads med mange høje. Midt i billedet til højre den lave halvkredsvold, der afgrænser byområdet mod landsiden. Øverst til venstre ses byens borg. Øen i Mälaren er stadig præget af de mange birketræer, som i sin tid gav den navn.

Blandt vikingetidens handelspladser fra det øvrige Skandinavien er det især Birka, der står frem. Birka var Sveriges største by. Den lå på den lille ø, Björkö i Målaren, 30 km vest for Stockholm. Da landet i vikingetiden lå 5 m lavere end i dag, var det muligt med skib at sejle ud til Østersøen via udløbet ved Södertälje. Nordpå var der forbindelse til Svearigets gamle centrum Uppsala.

Mälarområdet, som danner grænse mellem tre folkelande, Södermanland, Västmanland og Uppland, spillede en stor rolle i vikingetidens Sverige – og gjorde det allerede flere hundrede år tidligere. Så tidligt som i den romerske jernalder lå der, blot 12 km fra Birka, en vigtig bosættelse på Helgo. Sin store blomstringstid fik øen dog i germansk jernalder (se Magtens boliger). Og på de rige gravpladser i bl.a. Vendel og Valsgårde finder man repræsentanter for de magtfulde høvdingeslægter, som levede her på samme tid, begravet med et overdådigt udstyr af våben.

Birka blev anlagt i 700-årene og spillede allerede en stor rolle, da den omtales første gang i forbindelse med Ansgars missionsbesøg omkring 830. I biskop Rimberts beskrivelse af Ansgars levned fra omkring 870 finder man en omfattende beskrivelse af byen. Ansgar selv besøgte den igen i 852. Det var også her, at Sveriges første kirke blev bygget.

Byens beliggenhed var meget velvalgt. Den havde et stort opland, og mange indenrigsruter mødtes her. Samtidig lå byen godt beskyttet for direkte angreb både fra land og det hav, ad hvilket man kunne sejle over til de store russiske floder, til Centraleuropa og det øvrige Norden.

Birka synes at have eksisteret i noget over 200 år, fra ca. 750-975.153 Ved udgravningerne har man fundet talrige grave, forsvarsværker og anløbsbroer samt huse. Kun en mindre del af byområdet er dog blevet undersøgt, og man har i dag kun begrænset kendskab til byplanen og hustyperne. Men der er fundet spor efter såvel lerklinede som stavbyggede huse. Desuden er der fundet mængder af genstande, herunder importsager og mange spor af håndværk.154 Fundene kan langt hen ad vejen sammenlignes med Hedebys.

 Sølvskat fra Birka illustrerer byens handelsforbindelser østover. De i alt 2,161 kg sølv bestod bl.a. af 449 hele eller fragmentariske islamiske mønter, 1 byzantinsk mønt, 16 armringe, to ringspænder og lidt brudsølv. Den yngste mønt er slået i 963, så skatten er formentlig nedgravet omkring 970.

Sølvskat fra Birka illustrerer byens handelsforbindelser østover. De i alt 2,161 kg sølv bestod bl.a. af 449 hele eller fragmentariske islamiske mønter, 1 byzantinsk mønt, 16 armringe, to ringspænder og lidt brudsølv. Den yngste mønt er slået i 963, så skatten er formentlig nedgravet omkring 970.

Birka lå på Björkös nordvestside. Stranden, som foran byen danner en lille bugt, fungerede som landingsplads for skibenes varer. Siden vikingetiden er vandstanden faldet omkring 4-5 m. Fund af anløbsbroer og pælerester på den daværende havbund vidner om, at her lå et beskyttet havneanlæg. Nord og øst for byen var der desuden tre små naturlige havne, som også blev brugt til anløb. I den østligste af disse havne, Salviken, er der spor efter kunstig uddybning, som formentlig er udført i vikingetiden.

Den første bebyggelse i Birka fandt formentlig sted i midten af det 8. århundrede. Parceller blev udlagt i en eller to rækker og markeret med grøfter, som løb ned mod søbredden. I midten af det 9. århundrede var antallet af parceller vokset, og bebyggelsen blev omgivet af et tidligt forsvarsanlæg. I 900-tallet ekspanderede byen ud over det gamle forsvarsanlæg, og man afgrænsede den nu mod landsiden med en lav, halvkredsformet vold. Mod nord løb volden ud til stranden, mod syd sluttede den sig formentlig til et lille, voldbefæstet klippeplateau: en borg, hvor byens befolkning søgte tilflugt, når angreb truede. Det således indrammede areal havde en størrelse på ca. 7 ha. Man kalder det den „Sorte jord“ efter de mange spor af menneskers virksomhed, som findes her. Hvis der til Birka har hørt en kongsgård, kan den tænkes at have ligget på den nærliggende Adelsö, som kan ses fra Birka.

Store gravpladser har omgivet Birka.155 Ud fra antallet af grave har man søgt at beregne Birkas gennemsnitlige indbyggertal. Resultatet varierer mellem ca. 5-600 og 700-1000,156 så en sammenligning med Hedeby kan komme på tale. Gravene viser også, at der var store sociale forskelle mellem byens indbyggere. I de rigeste af gravene kan man finde orientalske stoffer og hele dragter af orientalsk snit, foruden kander fra Rhinområdet og fade fra De Britiske Øer, samisk pynt og meget andet. Alt sammen vidner det om et stort luksusforbrug og internationale forbindelser. Disse gik i begyndelsen især til Vesteuropa, senere var det de østlige forbindelser, der var de stærkeste.

 Handelsvarer fra Birka, en vinkande med mønstre i tinfolie og et fodløst, frankisk glas beregnet på at tømmes i ét drag.

Handelsvarer fra Birka, en vinkande med mønstre i tinfolie og et fodløst, frankisk glas beregnet på at tømmes i ét drag.

De rige fund fra Birka giver os et levende billede af en travl by med en omfattende handel, hvor mange mennesker samledes til store sæsonmarkeder. Det kunne være om vinteren, hvad mange fund af benskøjter og hvordan mange rige købmænd ofte rejste fra Birka til det frisiske Dorestad ved Rhinmundingen. Deres rute gik sikkert via Hedeby. Og dertil kommer talrige vidnesbyrd om, at der også var skibe, der gik til de baltiske kyster, til England, Irland og de nordiske nabolande.

Socialt set havde byens befolkning stor bredde. Her færdedes kongelige embedsmænd, rige købmænd, håndværkere, småhandlende og slaver. Her foregik også de første forsøg på en kristen mission i Sverige. I Ansgar-biografien kan man desuden læse, at der blev holdt byting i Birka, hvor kongens embedsmand havde sæde sammen med byens fornemste. Tilsyneladende havde bytinget en rådgivende funktion i forhold til kongen, som må have haft kontrol med og gode indtægter fra handelen.

I slutningen af 900-tallet var Birkas rolle udspillet. Mange årsager kan have medvirket hertil, bl.a. landhævningen, som på det tidspunkt lukkede adgangen til havet ved Södertälje.

Men også en omlægning af områdets økonomiske systemer kan komme på tale, f.eks. blev Orienthandelen omlagt til vestligere ruter. Birka mistede nu sin betydning for handelsvejen gennem Østersøen, og Gotland overtog dens plads. Længere nordpå i Målaren udviklede Sigtuna sig og blev det centrale Sveriges kongesæde og politiske centrum. Her slog man også omkring år 1000 Sveriges første mønt.

Sigtuna var en nøje planlagt bebyggelse med nær tilknytning til kongen.157 Den lå ved bredden af en sø, langs hvis side der blev udstukket lange, smalle og ensartede parceller, som blev markeret med lave grøfter og derefter bebygget. Der er i Sigtuna ikke fundet spor af stalde eller lader, noget landbrug blev tilsyneladende ikke udøvet her. På en højning midt i bebyggelsen lå kongsgården. I den blev meget eksklusivt håndværk udført: guldsmedearbejder, perlemageri, bronzestøbning og skæring i hvalrostand.

Noter

144: C. Blindheim 1972; P. Sveaas Andersen 1983.

145: P. Sawyer 2002, s. 57.

146: E.K. Hougen 1993; B. Solberg 2000.

147: Udgravningerne foregik i 1956-69, se C. Blindheim 1972; Blindheim & Heyerdahl-Larsen 1995; R.L. Tollnes 1999.

148: Blindheim & Heyerdahl-Larsen 1995.

149: E.K. Hougen 1993.

150: H.G. Resi 1979.

151: J. Callmer 1994.

152: Af andre byer fra vikingetidens slutning i Norge kan nævnes Nidaros (Trondheim), Oslo og Skien.

153: Ambrosiani & Eriksson 1996, s. 37 ff. De første udgravninger af Birka fandt sted i 1871-74 og 1878 og foregik på den såkaldte „Sorte jord“ (A.-S. Graslund 1980; B. Ambrosiani 1990). I 1969-71 var der en mindre udgravning i havneområdet (B. Ambrosiani et al. 1973) og i 1987-89 var der flere udgravninger af beskyttelsesvolden (L. Holmquist Olausson 1993). I 1990-95 blev den centrale del af den „Sorte jord“ igen udgravet, og for nylig er der sket udgravninger på borganlægget Borg. Det samlede udgravede areal udgør kun en ganske lille del af helheden. „Sorte jord“ udgør hen ved 7 ha af øens samlede areal. Af grave er ca. 1100 blevet udgravet (H. Arbman 1940-43), men man mener, at det oprindelige antal har ligget mellem 2300 og 3000.

154: Bl.a. er der en omfattende tekstilproduktion rækkende fra de mest eksklusive vævninger til grovere såsom sejldug i både uld og hør, se E. Andersson 2003, s. 99.

155: Ca. 1100 af gravene blev udgravet i årene 1871-95, og materialet er både grundigt gennemarbejdet og publiceret (H. Arbman 1940-43).

156: A.-S. Graslund 1980, s. 83; Ambrosiani 1973, s. 122 ff.

157: J. Ros 2001.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Hinsides havet i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431093

Afsnittet Hinsides havet er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet