Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De første handelsbyer

Oprindelig forfatter JJe

Nu var det ikke alting i vikingetiden, som handlede om magtpolitik. Der var også steder, hvor skibene kom i mere fredelige hensigter og i store mængder, f.eks. i havnen i Hedeby. Den var det vigtigste handelscentrum i vikingetidens Danmark. Byen lå ved bredden af Haddeby Nor, en vig i den sydvestlige ende af Slien, over for den senere Slesvig by på nordsiden af fjorden. Så storstilede udgravningerne i Hedeby end har været, så har de dog kun omfattet 6% af det samlede areal. Grundvandstanden er i dag 1 m højere end i 900-tallet. Det har medvirket til at bevare navnlig organisk materiale, ikke blot bortkastet affald, men også de jordgravede dele af huse, gærder og træbrolagte gader. Især havnen har været et rigt fundområde. Men også inde på land har man kunnet frilægge betydelige rester af huse og træbrolagte gader. Meget kan dateres nøjagtigt ved hjælp af årringtællinger.84

 Luftbillede af halvkredsvolden, inden for hvilken Hedeby lå.

Luftbillede af halvkredsvolden, inden for hvilken Hedeby lå.

I de skriftlige kilder indtager Hedeby en fremtrædende plads. Den optræder i beretningen om Ansgars levned og i fortællingerne om Ottars og Wulfstans rejser – og den er beskrevet af den arabiske rejsende Ibrahim ben Ya'qub al-Tartushi. Han var født i Andalusien, men rejste vidt omkring i Europa i 900-tallet og besøgte formentlig Hedeby.85 Lad os også aflægge byen et besøg for at se, hvordan den så ud i storhedstiden, som netop faldt på al-Tartushis tid. Dengang var der lige blevet opført en halvkredsformet vold rundt om det 24 ha store byområde. Volden var 1300 m lang og med en højde på op til 10 m.

Det har været en voldsom oplevelse at komme fra det åbne land gennem porten i volden og ind i den tætpakkede bebyggelse. På de plankebelagte gader, som husene vendte ud til, myldrede det med mennesker. Hen ved tusinde sjæle må der have boet i byen, men tallet forøgedes naturligvis kraftigt, når der på bestemte tider af året blev afholdt markeder. Hedebys gader lå parallelt med hinanden og vinkelret på den plankebesatte bæk, der løb igennem beboelsesområdet. Husene var ret små, og de var bygget både med risflettede, lerklinede og hvidkalkede vægge såvel som med trævægge i stav- og bulkonstruktion. Hvert af de tætliggende huse havde sin egen indhegnede jordlod, og på den var der ofte både brønd, affaldskule og latrin. Fugtigt, stinkende og usundt var her. Et formildende moment var dog de mange hyldetræer, der groede i husenes nærhed, og som i juninætterne med deres bedøvende duft næsten overgik lugten af rådnende affald og gødning fra de mange husdyr, der opholdt sig i byen.86

Annonce

 Rekonstruktion af hus fra Hedeby, træringdateret til år 870, opført på Moesgård Museum ved Århus. Huset var 12 m langt og havde vægge af lerklinet fletværk.

Rekonstruktion af hus fra Hedeby, træringdateret til år 870, opført på Moesgård Museum ved Århus. Huset var 12 m langt og havde vægge af lerklinet fletværk.

Hedeby var ingenlunde et rigt samfund af velstående købmænd. Dens indbyggere må for en stor del have været arbejdere og håndværkere, som levede under kontrol af kongemagten, og hvis opgave det var at betjene de købmænd, der lod sig lokke til byen, både på grund af dens beliggenhed, men også fordi de her var garanteret sikkerhed af kongemagten. Allerede fra første færd havde bebyggelsen en regelmæssig anlægsplan, og det ser ud til, at de én gang fastlagte afgrænsninger af grundstykkerne blev respekteret gennem hele byens levetid.

Hedeby havde aner langt tilbage i tiden. Allerede i begyndelsen af 700-tallet lå der syd for den senere Halvkredsvold en lille bebyggelse med bl.a. grubehuse. Nogle af disse var værksteder, mens andre så ud til at have været brugt til boliger. Denne bebyggelse var samtidig med det ældste Ribe (se nedenfor), og den var formentlig et strandmarked for håndværkere og handlende, der her afsatte deres produkter. Beliggenheden var god, da man let kunne komme ud til Østersøen gennem Slien. Samtidig var man tæt ved Hærvejen, som forbandt den jyske halvø med det europæiske kontinent.

Herinde i den sydvestlige ende af Slien skete store forandringer i det første årti af 800-tallet. I året 808, om vi skal tro de frankiske rigsannaler, havde den danske kong Godfred ført en vellykket krig mod det slaviske folk abodriterne. Inden han vendte hjem med sit bytte, ødelagde han dog, fortæller annalerne, „den ved havet anlagte handelsplads, som i danernes sprog hedder Reric, og som havde indbragt hans rige store fordele ved inddrivelse af skatter“. Denne handelsplads lå formentlig ved kysten nær Wismar i det nuværende Mecklenburg-Vorpommern.87

Annalerne fortæller videre, at Godfred tog købmændene fra det ødelagte Reric om bord på sine skibe, lettede anker og sejlede med hele sin hær til havnebyen Sliestorp, hvor han bestemte sig for at befæste sit riges grænse mod Saksen med en vold. Denne vold var naturligvis Danevirke, som jo allerede havde ligget der i hundrede år (se Kongelige byggearbejder), og som kong Godfred nu formentlig reparerede og udbedrede.

Krønikeskriveren fortæller ikke direkte, at købmændene fra Reric blev anbragt på den ny handelsplads i eller nær ved Sliestorp. Men det var ganske givet, hvad der skete. Beliggenheden i bunden af Haddeby Nor i nærheden af den gamle lokalhandelsplads var jo ideel.88 Men han sørgede også for, at forsvarsanlæggene, der skulle beskytte den ny bosættelse blev fornyede.

I de følgende år voksede nu en travl handelsby frem. Dens succes var helt betinget af placeringen på det sted, hvor to fjernhandelsruter mødtes: den ene mod øst og nord, den anden mod vest og syd. Hedeby lå nær slavisk område, og samtidig med Hedebys opkomst blev der oprettet handelscentre i grænsezonen mellem de slaviske områder og Frankerriget. Det skete i Erfurt, Halle, Magdeburg og Bardowick ved den nedre Elb.89 Forbilledet for Hedeby var nu nok snarere Dorestad, som lå ved Rhinen på grænsen mellem frisisk og frankisk område.90 Der er også dem, som mener, at frisiske købmænd må have spillet en aktiv rolle i Hedebys etablering.91 Allerede i det 5. og 6. århundrede havde friserne sejlet på handelsfærd til deres grænseområder for at handle med de omkringboende folkeslag. I 5-600-tallet bredte deres bosættelser sig i kystområderne ud mod Nordsøen, og i en grænsezone i marsken fik de kontakt med Danmark. Bl.a. Dankirke (se Landsbyer og gårde) og senere det ældste Ribe må have været et vigtigt mødested mellem danske og frisiske handlende.

Omkring 675 var Dorestad opstået som et frankisk-frisisk handelscenter med købmænd, der havde deres faste udgangspunkt i byen, og som drev fjernhandel med etablering af gilder og frisiske kolonier i London, York, Birten, Duisburg, Mainz og Worms. I løbet af 700-tallet må de have mødt stigende konkurrence fra skandinaviske handelsmænd, og det har været livligt diskuteret, hvilken rolle friserne spillede for handelen på Hedeby og videre østover i Østersøen.92 Enkelte forskere har bl.a. ment, at det tidlige Hedeby tjente som brohoved for frisisk søfart i Østersøen, og at dette handelscentrum var bygget på frisisk know-how.93 Spørgsmålet er endnu uafklaret, men vil formentlig kunne belyses ud fra igangværende undersøgelser af havnen i Hedeby.94 Også danske og norske håndværkere og handelsmænd må tidligt have spillet en rolle i forbindelse med Nordsøhandelen,95 og hertil skal lægges den frankiske søfart, som man kender meget lidt til. Men givet er det, at der har lydt mange tungemål i Hedeby. I hvert fald frisisk, slavisk, saksisk-tysk og dansk.

 Rekonstruktionstegning af havnen i Hedeby.

Rekonstruktionstegning af havnen i Hedeby.

Hedebys havn lå bag et forsvarsanlæg, der fortsatte Halvkredsvolden ud i det lavvandede havnebassin i form af en halvmåneformet palisade.96 Vi har allerede hørt om et af de vigtigste fund fra dette havneområde, resterne af et klinkbygget skib, der lå op imod pælene til to broer, og som i byens sidste dage øjensynligt var blevet sendt brændende mod havnen i forbindelse med et overfald på byen, en såkaldt brander (se Med årer og sejl). Skibet var bygget omkring år 985, men det var først mange år senere, at det blev anvendt som brander, måske i forbindelse med den norske kong Harald Hårderådes angreb på byen i 1050. Det var brændt helt ned til vandlinjen. Men hvad der var lige så vigtigt, udgravningerne afslørede, at skibsbroer med en længde på op til 60 m rakte ud i havnebassinet.

Skibsbroerne blev fundet ved tørlægning af en del af havneområdet, og man kunne se, hvordan affald i store mængder var slæbt ud på broerne, hvor det var tippet ud. Udsmidslaget var op til tre meter tykt og indeholdt en uhyre mængde fund. Foreløbig tegner der sig et billede af, hvordan der fra den daværende kystlinje skød sig flere lange skibsbroer frem. Altså ikke blot en enkelt eller nogle få skibsbroer, hvor flere skibe kunne lægge til og laste og losse samtidig til fordeling mellem flere handlende, men snarere om et mønster af broer knyttet direkte til bebyggelserne i land.

 Såvel sceattae af Wodan/ Monster type (øverst) som en speciel type af Hedebymønter (nederst) menes

Såvel sceattae af Wodan/ Monster type (øverst) som en speciel type af Hedebymønter (nederst) menes

Man får altså et klart billede af, at Hedebyhandelen var af ganske betydeligt omfang. Vi finder ikke blot de almindelige tegn på vikingetidens vareudveksling i form af mønter, importkeramik og skår af klæberstenskar. I Hedeby er der også arkæologiske vidnesbyrd om mange andre varegrupper som f.eks. gedeskind til skofabrikation, tørfisk, korn, nødder og frugt.97 Og hertil kommer så de skriftlige kilders vidnesbyrd om handel med bl.a. slaver, klæde, vin og salt. I havneområdet gjorde man også mange andre vigtige fund. Bl.a. af en kirkeklokke, der lå med en del af sit ophæng, knebel og det hele omtrent midt mellem datidens kystlinje og havnepalisaden98 (se Den første klokkeklang). Klokken, der ikke bar spor af at have været i brug, kan være blevet støbt i Hedeby, men blev formentlig tabt i vandet ved et uheld.

I Hedeby kan man påvise, hvorledes der fra Frankerriget til markedet ved Slien nåede klæde, glasvarer, keramik, møllesten samt råvarer til smykkesmedene og salt og vin. Fra de angelsaksiske lande kom smykker, og fra Orienten eksotisk klæde og krydderier. Fra Sverige kom vistnok jernmalm, fra Norge klæbersten, hvæssesten, hvalrostand og skind. Det sidste ved vi, kom helt fra det høje nord i Nordnorge. I de skriftlige kilder kan vi også læse, hvordan talrige varer blev bragt til Hedeby og til handelsknudepunktet Birka i Mälaren. I bl.a. Ottars og Wulfstans rejser (se Danernes rige) hører vi også om Hedebys tilknytning både til Norge og til Østersøens sydkyst.

Mange af de kostbare varer, der førtes til byen, som f.eks. pelsværk, er naturligvis gået til grunde og kan derfor ikke spores arkæologisk. Men de rige fund på stedet af mere holdbare genstande er også tilstrækkelige til at vise, at Hedeby havde forbindelser vidt omkring. Ædelgran-stavene fra vintønder, som stammede fra Schwarzwald i Sydtyskland, blev f.eks. genbrugt til indvendig beklædning af brønde i Hedeby.

Handelen var Hedebys primære eksistensgrundlag. Men byen var også et vigtigt håndværkscentrum. Her kunne håndværkerne arbejde under kongelig beskyttelse, og her kunne de sælge deres arbejder til de folk fra Nordsøen, Østersøen og Saksen, der kom hertil for at købe eller sælge det store udvalg af importerede varer.

En del af de importerede varer må være blevet fordelt videre op i Jylland. Man finder dem ofte, når man udgraver jyske landsbyer fra vikingetiden. Det kan være f.eks. klæbersten og møllesten. Formentlig er en stor del af disse varer kommet til landet gennem Hedeby.

 Bygrøften i Ribe fra 800-tallet udgjorde en vigtig symbolsk grænse. Ved de arkæologiske udgravninger fandt man i tusindvis af genstande fra vikingetiden inden for grænsen. Området uden for bygrøften havde derimod ikke været benyttet.

Bygrøften i Ribe fra 800-tallet udgjorde en vigtig symbolsk grænse. Ved de arkæologiske udgravninger fandt man i tusindvis af genstande fra vikingetiden inden for grænsen. Området uden for bygrøften havde derimod ikke været benyttet.

Om der fra havnen i Hedeby gik en direkte rute over de uvejsomme områder i vest til Vesterhavet, er usikkert. I så fald ville ruten formentlig være endt ved Hollingsted, som i middelalderen var vesterhavshavn for Slesvig, men hidtil er der ikke fundet spor af, at det skulle være tilfældet.99 Indtil videre skal vi nok forestille os, at kun lettere laster blev ført over land til Hollingsted, mens laster, der fyldte eller vejede meget, blev sejlet gennem Limfjorden, når varer skulle transporteres mellem Hedeby og Vesteuropa.

Der skete kun få forandringer af importen til Hedeby igennem de 300 år, byen eksisterede. Området ved Jyllands fod var ellers ofte nok skueplads for militære begivenheder, men det synes kun i ringe grad at have påvirket den strøm af varer, der gik igennem byen. Formentlig foregik en stor del af handelen og vareudvekslingen på årstidsbestemte markeder, på samme måde som vi kender det fra Adam af Bremens beskrivelse af de regelmæssigt tilbagevendende markeder i Mälaren.

Nu var det ikke kun købmænd, der levede i Hedeby, men også håndværkere.100 En del af dem må have været fastboende, men flere må være kommet til på de tider af året, hvor der blev afholdt marked. Formentlig slog de tilrejsende håndværkere sig ned på de store ubebyggede arealer, der lå inden for den halvrunde vold. Her er nemlig, ligesom inde i selve byen, fundet talrige spor af håndværkernes virksomhed. Her har man sikkert også kunnet finde de store flokke af kreaturer, som blev drevet ned ad Hærvejen til Hedeby.

 Odin fra Ribe. Fremstilling af en mand med en fugl på hver side af hovedet, tolket som Odin med de to ravne Hugin og Munin. Lignende fremstillinger kendes fra England i vest til Rusland i øst, dvs. over hele det område hvor vikingerne færdedes. 4,2 cm høj.

Odin fra Ribe. Fremstilling af en mand med en fugl på hver side af hovedet, tolket som Odin med de to ravne Hugin og Munin. Lignende fremstillinger kendes fra England i vest til Rusland i øst, dvs. over hele det område hvor vikingerne færdedes. 4,2 cm høj.

Men byen rummede ikke blot de levende. Både inden for volden og uden for denne gav man plads for de døde Hedebyboere,101 som kunne være af vidt forskellig etnisk oprindelse: slavere og frisere, danere og saksere. I alt skønner man, at der på disse gravpladser ligger mellem 7000 og 13.000 mennesker begravet.102 De har været af meget forskellig social baggrund, men virkelige rigmandsgrave, hvori byens kongelige embedsmænd blev begravet, har man endnu ikke fundet.103

At sådanne kongelige embedsmænd boede i eller ved byen, og at den i det hele taget stod under kongelig kontrol, kan vi bl.a. slutte af, at der blev slået mønt i Hedeby i 800- og 900-tallet.104 Retten til at slå mønt må som altid senere hen have tilhørt kongen. I begyndelsen var Hedebymønterne efterligninger af frisiske og frankiske mønter. Udmøntningen stoppede imidlertid i løbet af 800-tallet, men en ny udmøntning begyndte i første fjerdedel af 900-tallet og fortsatte derefter uden stop til århundredets slutning. Økonomisk set fulgte Hedeby nu det kristne Europas pengepolitik.

Det var også med kongens tilladelse, at Ansgar i 848 fik tilladelse til at bygge en kirke i Hedeby. Det var ligeledes en kongelig embedsmand, der senere beordrede den lukket (se Den første klokkeklang). Den kongelige hånd mærker man også i byens regelmæssige grundplan, som kun var genstand for få ændringer igennem 300 år. Motivet for denne kongelige interesse var naturligvis skatteindkrævninger fra byens købmænd. Ja, man har ligefrem ment, at Hedebys toldstation lå på en af molerne i havnen. Under udgravningerne fandt man nemlig mønter og vægte neden under en af de anløbsbroer, der ragede ud i havnen. Her kan meget vel have ligget det „kontor“, hvor skatter og afgifter af indkommende og eksporterede varer blev opkrævet.105

 Blandt de mange fund fra markedspladsen i Ribe var der nogle, der faldt langt fra 7-800-årene. F.eks. denne smykkesten fra 200-årene. Oprindelig sad den i en guldfingerring. På stenen er graveret en nøgen Apollon, der står lænet op ad en søjle. Formentlig stammer stenen fra en plyndret romersk grav.

Blandt de mange fund fra markedspladsen i Ribe var der nogle, der faldt langt fra 7-800-årene. F.eks. denne smykkesten fra 200-årene. Oprindelig sad den i en guldfingerring. På stenen er graveret en nøgen Apollon, der står lænet op ad en søjle. Formentlig stammer stenen fra en plyndret romersk grav.

Og så havde kongen naturligvis også en militær interesse i Hedeby, der jo lå lige op til stillingen i Danevirke.106 At bemande den krævede en tusindtallig krigerskare, som igen frembød talrige logistiske problemer. Hertil var Hedeby et velegnet sted med noret som en naturhavn for flåden og det store, ubebyggede område inden for Halvkredsvolden, hvor der kunne oprettes en militærlejr. Det må også have været på kongeligt initiativ, at byen i 900-tallet blev befæstet med den såkaldte Halvkredsvold.

Den tid kom imidlertid, da Hedebys dage var omme. I årene 974-983 var byen besat af sakserne, men det betød ikke nogen afgørende ændring af dens virksomhed, livet fortsatte som før. Det kortvarige tab af byen kan dog have åbnet kongens øjne for fordelene ved en bebyggelse på den modsatte bred af Slien. I hvert fald må vi regne med, at der omkring den tid begyndte en bebyggelse der, hvor det middelalderlige Slesvig kom til at ligge. Et møde i 1052 eller 1053 mellem ærkebiskop Adalbert og Sven Estridsen synes at have fundet sted i det nye Slesvig lidt nordligere ved Slien. Få år forinden havde Hedeby været udsat for et overfald af den norske Harald Hårderåde. Sandsynligvis har det beseglet byens skæbne. I hvert fald blev den opgivet til fordel for Slesvig.

På det tidspunkt spillede Hedeby ikke længere nogen rolle i den internationale handel. En medvirkende årsag hertil kan have været den stigende vandstand i området. Stedet forsumpede simpelt hen, og i havnen gjorde de store mængder affald det svært for den ny tids fartøjer at anløbe skibsbroerne. Men også andre handelsruter end de hidtidige var blevet mere tillokkende. Det satte et punktum for tre århundreders aktivitet i Nordens første store handelsby.

 Segl som har tilhørt den byzantinske embedsmand Patrikios Theodosios -fundet i Ribe.

Segl som har tilhørt den byzantinske embedsmand Patrikios Theodosios -fundet i Ribe.

Ovre på den anden side af den jyske halvø, nærmere det frisiske område og med direkte adgang til den lukrative Nordsøhandel, lå vikingetidens anden danske handelsby: Ribe. Vi har tidligere hørt om, hvorledes den opstod i 700-tallet på den nordlige side af åen, formentlig på kongeligt initiativ (se Porten mod vest). Man har endog kunnet foreslå navnet på den konge, som grundlagde Ribe: Ongendus – eller på nordisk Angantyr. Allerede i det første tiår af 700-tallet fik Ribe sin karakter af handelsplads.

Denne første fase af Ribes udvikling i retning af et bysamfund er ganske velbelyst ved de arkæologiske udgravninger. Derimod er det et noget mere blegt billede, vi kan danne os af byens udvikling i 800- og 900-tallet, også selv om de arkæologiske udgravninger siden 1970'erne har givet os viden om en række vigtige forhold.107 Men Ribe var i vikingetiden som helhed overskygget af Hedeby som periodens vigtigste bydannelse.

Den parcellering, som vi fandt i 700-tallets Ribe, ser ud til at være blevet ophævet i tiden omkring 800 eller lidt senere.108 På det tidspunkt blev skelgrøfterne opfyldt med husholdnings- og værkstedsaffald. Det er muligt, at skelgrænserne herefter var markeret af hegn, men de giver sig ikke til kende ved de arkæologiske udgravninger. Hvad der her er sket, står ikke klart. Er aktiviteterne blot flyttet lidt, eller skiftede handelspladsen som helhed karakter?

 Glasperler fra vikingetidens Ribe.

Glasperler fra vikingetidens Ribe.

Dog kan man se, at området på den nordlige side af åen i første halvdel af 800-årene blev afgrænset med en lav grøft og vold. Denne ældste afgrænsning af byen bestod af en kun godt 2 m bred og 1 m dyb grøft forsynet på indersiden med en lille vold.109 I grøften og inden for den er der gjort talrige fund fra vikingetiden, men uden for den er der ingen. Der var altså tale om en „bygrøft“, der markerede byens omrids på dette tidspunkt. Efter alt at dømme har den i en cirkelbue fortsat vest om byen og igen ned til Ribe Å, dvs. at byen har været omgivet af en halvkreds, som man bl.a. kender det fra Hedeby og Århus.

Det var dog et anlæg, som næppe var til stor hindring for fjender, hertil var dimensionerne alt for små. Måske der snarere var tale om en juridisk grænse, der symbolsk markerede over for de tilrejsende, at nu var de i Ribe. Man kan forestille sig, at der gjaldt særlige vedtægter og rettigheder inden for bygrøften, at kongen her garanterede markedsfreden, samt at de handlende betalte en afgift som modydelse. Heri lå noget afgørende nyt, at byen eller snarere dens herre har følt det nødvendigt – og været i stand til – at markere sine grænser i forhold til omgivelserne.110

Hvor stor var da 800-tallets Ribe? Det afgrænsede byområde var ca. 10 ha eller 100.000 m2. Byen var altså to til tre gange større end vikingetidens Århus (se By efter by) og knap halvt så stor som Hedeby inden for Halvkredsvolden. En direkte sammenligning er dog vanskelig, da de afgrænsede områder i de tre byer var udnyttet helt forskelligt.

800-årene var også den tid, da Ansgar af den danske kong Horik fik en grund i Ribe samt tilladelse til at bygge en kirke på den. Desuden måtte en præst tage varigt ophold i byen. Denne begivenhed kan dateres til omkring 860. På det tidspunkt var byen allerede hen ved 150 år gammel, og Ansgar var, som vi allerede har hørt, ikke den første missionær, der virkede her. Det var muligvis Willibrord, da han på en missionsrejse i begyndelsen af 700-tallet besøgte kong Angantyr.

Det er i øvrigt i forbindelse med Ansgar, at stednavnet Ribe første gang dukker op. Det sker i Ansgars levnedsbeskrivelse, nedskrevet 870 af Rimbert – hans tro følgesvend og efterfølger som biskop i Hamborg.111 Senere optræder navnet i talrige kilder, men altid på latin og oftest i formen Ripa eller som afledningen ripensis. Det har været foreslået, at navnet skal afledes af de oldnordiske ripa med betydningen stribe eller strimmel.112 Det kunne da referere til de lange, smalle jordlodder, der karakteriserer den ældste handelsplads i Ribe. Altså Stribestedet eller Strimlerne: kort sagt Ribe.

 Ribes volde i vikingetiden og den tidlige middelalder.

Ribes volde i vikingetiden og den tidlige middelalder.

Om Ribes funktion som handelsplads i begyndelsen af 800-tallet er der mange vidnesbyrd. Bl.a. en lille møntskat fra omkring 800 af kufiske mønter.113 Disse mønter er ikke de eneste orientalske varer, som er fundet i Ribe. De må være importeret sammen med bl.a. perler af glas, bjergkrystal og karneol, de sidste formentlig fra Kaukasus. Alt sammen er det varer, som i slutningen af 700-tallet fra Orienten spredtes over hele Europa. Også i Rusland har man fundet dem sammen med skandinaviske genstande. Her stammer de formentlig fra den tidligste vareudveksling med Kalifatet via de russiske floder (se Ad russiske floder).

Blandt de mere kuriøse ting fra 800-tallets Ribe kan man også nævne et byzantinsk blysegl, hvis ejer man har kunnet identificere.114 Det var den byzantinske embedsmand Patrikios Theodosios, som levede i 840'erne. Han var en slags materielforvalter ved det byzantinske hof, og seglet kan tænkes at have siddet på et dokument bragt til Ribe af en af Patrikios Theodosios' embedsmænd, måske på indkøb for at skaffe forsyninger eller mandskab til hæren.

En lille gruppe sølvmønter hører også til blandt fundene fra 800-årene. Det er en særlig type af de såkaldte Hedebymønter, der har et ansigt på den ene side og et dyr på den anden.115 De er fremstillet i nøje overensstemmelse med de normer, der gjaldt efter kejser Karl den Stores møntreform i Frankerriget kort før 800. Forbillede var tydeligvis sceattae af Wodan/ Monster-type. Men på den ene side har man tilføjet en bort med små ansigter og på den anden side en hjort. Man kan tænke sig, at denne specielle type af Hedebymønter – i lighed med forbilledet – er slået i Ribe.

Ellers rummer affaldslagene fra 800-tallets Ribe en række oldsager, der ikke kendes i de ældre lag. Det kan f.eks. være skår fra klæberstensgryder importeret fra Norge; de begynder at optræde på markedspladsen omkring år 800. Og det kan være skår fra de såkaldte reliefbånd-amforer, der kom hertil fra Rhinområdet.

I 948 omtaler de skriftlige kilder den første biskop af Ribe – hans navn var Leofdag. Sammen med biskopperne af Slesvig og Århus deltog han i et kirkemøde i Ingelheim i Tyskland. Formentlig blev de tre mænd ved den lejlighed indsat i deres embeder under ærkebiskop Adeldag af Hamborg-Bremen. Det er dog muligt, at de kun var indsat i deres embeder af den tyske kejser og kirke af politiske grunde, og at de aldrig nogensinde satte deres ben i de tre byer. Udnævnelsen af en biskop i Ribe er imidlertid tegn på, at byen på det tidspunkt må have været af en vis betydning. Men i øvrigt er de skriftlige kilder påfaldende tavse om 900-årenes Ribe. Det er først med de senere års arkæologiske undersøgelser, at det er blevet muligt at få et indtryk af byen på dette tidspunkt.

I 900-tallet blev der således bygget en egentlig halvkredsvold med grav omkring byen og med stort set samme forløb som den gamle bygrøft.116 Graven var 6-7 m bred og 1 m dyb, og den tilhørende vold blev formentlig opført af græstørv. Den er imidlertid kun bevaret i en ganske ringe højde – dens oprindelige udseende kendes derfor ikke. De spor, man har iagttaget af byggemåden, leder imidlertid tanken hen på den teknik, der i 968, dvs. på Harald Blåtands tid, blev brugt ved udbygningen af Danevirke. Fundene fra voldgraven peger også i retning af, at byggeriet skete på dette tidspunkt.

Dermed synes de tre vikingetidsbyer Hedeby, Århus og Ribe at være blevet befæstet omtrent på samme tid – formentlig alle af Harald Blåtand, som også stod bag byggeriet af Trelleborg, Nonnebakken, Aggersborg og Fyrkat. 900-årenes Ribe indgik dermed i det netværk af støttepunkter over en stor del af riget, som kongen oprettede, formentlig i forbindelse med de dansktyske krige i slutningen af 900-tallet.

Ribes betydning aftog ikke i de følgende århundreder. Omkring år 1000 havde biskoppen af Ribe hele Jylland under sig. Og under Knud den Store (1018-35) slog man i stort omfang mønt i byen. Samtidig voksede Ribe i størrelse. På nordsiden af åen udvidede byen mod øst, og syd for åen inddrog man et stort område. Ribe endte således med at være en dobbeltby, men det var sydsiden, der blev byens tyngdepunkt. Måske lå allerede Ansgars kirke her. I hvert fald var det her, man senere opførte den prægtige domkirke. Den yngste voldgrav, man har fundet på nordsiden af Ribe Å, er 10-12 m bred og ca. 2 m dyb og kan dateres til 1100-tallet.

Da den tyske kirkehistoriker Adam af Bremen omkring 1070 gav sin beskrivelse af Ribe – i øvrigt den første vi kender – lød det, at „det var en by omgivet af en anden flod, som strømmer ind fra Oceanet, og hvorigennem skibene styrer ud til Frisland eller i hvert fald til England og vort Sachsen“.117 Og han føjede til „at derfra udgår pilgrimsruten til Det hellige Land“. Det var netop den rolle, Ribe havde vokset sig til i 1000-tallet, ved middelalderens begyndelse.

Noter

84: For en generel oversigt over udgravningerne ved Hedeby se H. Jankuhn 1986 og H. Elsner 1989. Fundmaterialet fra Hedeby beskrives og diskuteres til stadighed i Berichte über die Ausgrabungen in Haitabu, udg. af K. Schietzel. Af de nyere bind kan bl.a. fremhæves I. Hägg 1984 og 1991a. Se også bd. 2 af Archäologische und naturwissenschaftliche Untersuchungen an ländlichen und frühstädtischen Siedlungen im deutschen Küstengebiet vom 5. Jahrhundert v.Chr. bis zum 11. Jahrhundert n. Chr., udg. af H. Jankuhn, K. Schietzel & H. Reichstein. Bonn 1984.

85: H. Birkeland (red.) 1954. al-Tartushis beretning findes ikke mere, men er overleveret hos senere arabiske skribenter. Hans korte møde med vikingerne er bevaret i et geografisk arbejde af al-Qazwini, som levede i Damaskus i det 13. århundrede. al-Tartushi besøgte en meget stor by ved kysten af oceanet, efter alt at dømme Hedeby, og fortæller nogle få enkeltheder herom, bl.a. at byen er fattig på varer, men rig på fisk. Endvidere at uønskede børn kastes i havet, samt at kvinder har retten til at blive skilt.

86: Udgravningerne af byområdet har bragt knogler fra mindst 200.000 husdyr frem, hvoraf knap halvdelen var svin, som spillede en stor rolle i indbyggernes kost. Også i den del af havnen, der hidtil er udgravet, er der fundet store mængder knogler, som endnu ikke er blevet systematisk undersøgt.

87: H. Jöns 1998.

88: Den kontinuerlige række af dateret bygningstømmer i Hedeby begynder i år 811. Hvor købmændene boede i de første tre år efter overflytningen i 808, har udgravningerne endnu ikke kunnet vise.

89: J. Herrmann (red.) 1985.

90: O. Crumlin-Pedersen 1991.

91: D. Ellmers 1985.

92: A.E. Christensen 1966.

93: D. Ellmers 1985.

94: K. Schietzel 1984.

95: J. Hines 1984.

96: Schietzel & Crumlin-Pedersen 1980; K. Schietzel 1984.

97: H. Jankuhn 1986, s. 140.

98: J. Kongsted Lampe 1993.

99: Der er f.eks. ikke fundet spor af veje over de store mosestrækninger på vejen til Rheide eller Treene Å, ad hvilke Vesterhavet kunne nås, se P. Sawyer 2002, s. 68.

100: Se f.eks. Jensen & Kaul 1990.

101: M. Müller-Wille 1976.

102: M. Müller-Wille 1984, s. 425. Hen ved 1300 af disse grave er blevet udgravet.

103: Den eneste undtagelse er den rige skibskammergrav ved gravpladsen syd for Halvkredsvolden.

104: G. Hatz 1965; B. Malmer 1966; K. Bendixen 1980.

105: P. Sawyer 2002, s. 72.

106: H. Hellmuth Andersen 1998, s. 146.

107: De tidlige udgravninger i Ribe er indgående blevet publiceret i serien Ribe Excavations 1970-76, red.: M. Bencard et al. For en mere populær oversigt over Ribe i vikingetiden, se S. Jensen 1991a.

108: S. Jensen 1991a, s. 81.

109: C. Feveile 2000.

110: S. Jensen 1991a.

111: Ansgars Levned 1910.

112: M. Axboe 1997.

113: S.M. Sindbæk 2003. Ordet kufisk refererer til byen Kufa 150 km syd for Bagdad.

114: S. Jensen 1991b.

115: S. Jensen 1991a.

116: C. Feveile 2000.

117: Adam 1968, IV, Schol. 98.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De første handelsbyer i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431091

Afsnittet De første handelsbyer er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet