Århus i 900- og 1000-tallet. Den u-formede vold var åben ud mod bugten og afskar byen fra åen, der tjente som naturlig voldgrav. Uden for volden var der på vest- og nordsiden en 10 m bred voldgrav. En gade løb indvendig langs volden. Den formodede udstrækning af vikingetidens beboelse er markeret 1, og a og b angiver udgravede grubehuse fra vikingetiden. Den første domkirke af sten blev omkring 1070 opført uden for volden på området 2. Muligvis havde denne kirke en forgænger af træ.

.

Området omkring Ålborg På de tre store kridtbakker, der støder ud til Limfjorden, lå bebyggelser fra germansk jernalder. I vikingetiden flyttede bosættelsen til det sted, hvor Ålborg i dag ligger.

.

Roskilde i 1000-tallet. De arkæologiske levn tegner ikke noget klart billede af byens udstrækning. Formentlig var der tale om en ekstensiv bebyggelse. Tre af byens kirker kan dog føres tilbage til denne periode. På kortet er vist deres topografiske placering.

.

Beliggenheden af Sebbersund ved Limfjorden.

.

Sebbersund. Her lå engang en vikingeby, men den forsvandt, da vandvejene ændrede sig. I begyndelsen af 1100-tallet lukkede Limfjorden mod vest, og beboerne var dermed afskåret fra vejen til Norge, England og Vesteuropa.

.

For- og bagside af to Ørbæk-mønter udstedt af henholdsvis Knud den Store og Hardeknud i 1000-tallet. Bagsideindskrifterne lyder LEFDEN ON ØRBEC og ARENGRIM ON ØRBE. Lefden og Arengrim er møntmestrene.

.

Byer, hvor der er slået mønter under Knud den Store (cirkel) og Hardeknud (trekant). Hertil kan føjes “Gori“, hvis beliggenhed er ukendt.

.

Med fremvæksten af de første byer i Danmark var en udvikling begyndt, som efterhånden skulle forvandle landet totalt. Bylignende bebyggelser havde man i Europa første gang set i Grækenland tidligt i det 2. årtusinde f.Kr. (se Europas fødsel). Det tog mere end tusinde år, før noget lignende skete nord for Alperne (se Europa i opbrud), og der gik yderligere mere end tusinde år, før de første bysamfund opstod i Danmark. Herhjemme var Hedeby og Ribe de første eksempler på, at små sæsonmarkeder forvandlede sig til bylignende samfund.

Som en by forstår man gerne en større, tæt helårsbebyggelse med centerfunktioner for et større eller mindre område, først og fremmest markeder. En by kunne imidlertid også være religiøst centrum, tingsted, kongeresidens, centrum for administrationen af et område, og for møntslagning. Derfor havde indbyggerne i vidt omfang andre erhverv end landbrug, fiskeri og fangst, først og fremmest handel og håndværk. I byen var der købekraft, og her omsattes og produceredes varer til brug i byen og udenfor.

Det var dog ikke altid handelsinteresser alene, der førte til anlæggelsen af byer. I f.eks. Lund og Roskilde var det ønsket om og behovet for at etablere et centrum for administration og forvaltning. I det perspektiv kan man sige, at de blev landets første byer i begrebets moderne funktion som primært administrative centre.

Det var i Jylland, at de første danske bysamfund, Hedeby og Ribe, opstod. Men snart blev de fulgt op af andre.118 Det skete i oldtidens allersidste fase. På et sandet næs ved Århus Å's udløb i havet, har man fundet spor af en bebyggelse, som i 900-årene dækkede et areal på 4-5 ha. Mod syd var det afgrænset af åen, mod øst af havet. Omtrent 600 m mod nord blev kysten stejl, mens der syd for åen var tale om et jævnt stigende terræn.119 Herfra havde man på dage med et godt udsyn over Århusbugtens store flade mod Mols, Helgenæs og det nordlige Samsøs bakkede landskaber.

Første gang, Århus nævnes i de skriftlige kilder, er i 948, da bispen Reginbrand omtales.120 Vi ved dog ikke, om han nogensinde opholdt sig i byen. Vi ved derimod, at der på det tidspunkt fandtes en bebyggelse af grubehuse, dels ved stranden,121 dels ved åen.122 Her fandt man spor efter håndværk som bronzestøbning, jernforarbejdning, tekstilfremstilling, træ- og ben- samt takforarbejdning.

Bebyggelsen ved Århusbugten var en handels- og håndværksplads.123 Måske der allerede før 900 eksisterede en anløbsplads ved Århus Å, men det kan endnu ikke påvises med rimelig sikkerhed.

I 900-tallet blev bebyggelsen omgivet af en halvkredsvold. Det svarer til, hvad der på omtrent samme tid skete i både Hedeby og Ribe.124 I Århus var volden ikke helt så stor, hvad der var bestemt af terrænet, det vandomflydte næs ved havet. På indersiden af volden var der en svellebrolagt gade, der dog senere, ved en udbygning af befæstningen, blev dækket af nyt fyld.

Byggeriet af Halvkredsvolden og byens – i hvert fald nominelle – position som bispesæde i 948 viser, at Århusborgen må have haft en væsentlig regional betydning, baseret på anden virksomhed end landbrug. Handel og håndværk må have haft gode betingelser i ly af den funktion, byen havde som et militært og administrativt anlæg i kongeligt regi. Det var en position, byen var i stand til at fastholde. Lidt før 1050 begyndte man at slå mønt i den, og fra ca. 1060 var det århusianske bispesæde fast etableret.

Flere andre steder i det jyske begyndte der på omtrent samme tid at komme gang i byudviklingen, i Viborg f.eks. I Skt. Pedersstræde har man ved arkæologiske udgravninger kunnet følge et gårdanlæg i fire stadier gennem 7-800-årene.125 De antyder dog endnu ikke nogen form for bymæssig bebyggelse på dette tidspunkt. Men sent i det 9. århundrede begynder der at udvikle sig en tæt bosættelse og klare spor af håndværk og handel. Dette ældste Viborg synes at have udviklet sig omkring et hedensk kultsted og et ting.126 Og fra midten af 1000-tallet er der spor efter byplanlægning i Skt. Pedersstræde. I 1065 bliver bispesædet oprettet, og kort derefter må opførelsen af domkirken være begyndt.

En lignende udvikling kan man se i Ålborg. Også her har der formentlig ligget en landsby på stedet omkring 800.127 Et århundrede senere begynder der at tegne sig et billede af en håndværkerplads med spor af handelsvirksomhed 128 og måske endog en parcellering af jorden, som man kender det fra Ribe. Denne handels- og håndværksplads er i brug i hen ved halvandet hundrede år, indtil midt i 1000-tallet. Så sker der store forandringer. Håndværksaktiviteterne forsvinder, i stedet finder man spor af beboelseshuse, i alt fem har man kunnet påvise, orienteret med gavlen ud mod gaden.

Under Kong Hardeknud (1035-42) bliver der for første gang slået mønt i Ålborg. Det er på Hardeknuds mønter, at man for første gang møder byens navn: Alabu.

At Ålborg opstod på netop dette sted, hænger sammen med byens beliggenhed ved to store kridtbakker, som træder kraftigt ud imod kysten, og ligesom tvinger Limfjorden sammen. Herved skabes det naturlige overfartssted til den nordlige bred af Limfjorden. To små åer, Lindholm Å og Østerå, dannede i vikingetiden beskyttede åhavne. Og fjorden, der som en vældig flod gennemskar det nordlige Jylland, gjorde i det hele taget besejling langvejsfra mulig. Stedet var således et velegnet mødested for land- og søtrafikken, som det gav mange fordele at beherske.

Blandt de jyske byer, som kan føre deres aner tilbage til anden halvdel af 900-tallet hører muligvis også Horsens.129 Østligt i nutidsbyens centrale del har man fundet spor af en bebyggelse med grubehuse fra slutningen af 900-tallet. Hvor stor bebyggelsen har været, er endnu uvist, men ca. 200 m længere mod vest, under byens nuværende hovedgade, fandt man den tilhørende gravplads. Den synes at have været ret stor, et udtryk for, at der formentlig har været befolkningsgrundlag for en bymæssig bebyggelse allerede på det tidspunkt.

Går man østover, til Fyn, finder man vikingetidens Odense, som første gang omtales i et dokument udstedt af Bremerbispen i 988.130 Dokumentet står dog helt alene, og der går mange årtier, før byen igen omtales i de skriftlige kilder. Bremerbispen omtaler byen som et bispesæde. Det må betyde, at der på stedet har været en bofast befolkning, som omfattede nok kristne til at sikre bygningen af en bispebolig og en kirke. Hvor byen har ligget, står derimod hen i det uvisse, men den må havde eksisteret, da ringborgen Nonnebakken, formentlig i 980'erne, blev opført syd for Odense Å (se Ringborgene). Arkæologiske vidnesbyrd herom har vi ikke, men der er gode grunde til at tro, at byen lå nord for åen, dvs. på det sted, hvor den middelalderlige kirkeby senere kom til at ligge.131 Det betyder, at dens beliggenhed har mindet noget om Hedebys, inderst i fjordbunden og ved mødestedet for en anden trafikåre, den som til lands førte over Fyn.

Omtrent lige så usikre er vidnesbyrdene om vikingetidens Roskilde.132 Ifølge Adam af Bremen byggede Harald Blåtand i 980'erne en kirke i byen og lagde dermed grunden til Roskilde, som kaldes Sjællands største, og betegnes regia danorum, danernes kongesæde.133 Man kan evt. se det første kirkebyggeri i forbindelse med den samling af riget, som Harald Blåtand ifølge den store Jellingsten gennemførte i årene frem til sin død. Roskilde lå mere centralt end Jelling i det nysamlede rige, som må have omfattet i hvert fald det nuværende Danmark og Skåne. Byen lå desuden velbeskyttet for enden af den lange Roskilde Fjord, hvorfra der var let adgang til de øvrige landsdele. Samtidig med den formodede bygrundlæggelse formindskes betydningen af den nærtliggende konge- eller høvdingegård i Lejre.

Traditionelt har Harald Blåtand således stået som en slags garant for, at Roskilde blev grundlagt før slutningen af 900-tallet. Det har imidlertid endnu ikke været muligt ad arkæologisk vej at underbygge denne antagelse. Hidtil har de ældste arkæologiske fund fra Roskilde kun gået tilbage til ca. år 1000. Tidligt i 1000-tallet har byen dog allerede haft en betragtelig udstrækning, og mindst tre af byens senere tolv sognekirker, kan føres tilbage til den periode.134

Oprindelig blev stedet formentlig valgt med et sideblik til Lejres ry og i fornemmelse af stedets potentiale for at virke som handelscenter i forbindelse med dets nye kongesæde og kirken.135 Allerede tidligt i 1000-tallet manifesterede byen sig da også som et mødested for kongelige embedsmænd, stormænd, købmænd og skibbere fra alle egne af Danmark. De fleste kom formentlig hertil ad søvejen.136

Formentlig var det lige så meget behovet for at etablere et centrum for administration og forvaltning som handelsinteresser, der førte til Roskildes grundlæggelse. Det samme har sikkert også været tilfældet i Lund i Skåne, som blev grundlagt kort før år 1000.137 Traditionelt har man tilskrevet Knud den Store anlæggelsen af Lund,138 men det ser ud til, at der har været en endnu tidligere bebyggelse. Den karakteriseres af langhuse med krumme vægge, bygget på parceller, der er væsentlig mindre end de gårdtofter, vi finder i samtidens landsbyer.

I sammenligning med vikingetidens store handelspladser som Hedeby og Birka, hvis huse både er betydeligt mindre og ligger på ganske små parceller, ligner det ældste Lunds struktur mere en landsby, om end husenes tofter er mindre.139 Desuden dækker det ældste Lund et betydeligt mindre areal end de sydjyske handelspladser. Det synes alt sammen at være træk, der peger frem mod de bydannelser, som opstod i tiden efter 1050, dvs. i den tidligste middelalder,140 og som også kunne omfatte jord uden for bygrænsen.

Ved midten af 1000-tallet havde Lund ikke alene den største danske møntproduktion. Byen var også med sine mange kirker et vigtigt sted for den gejstlige magt. I 1103 oprettedes et nordisk ærkebispesæde i Lund. Hidtil havde det været ærkebispesædet i Hamburg-Bremen, der var den nordiske kirkes overhoved.

Når vi ser på de tidligste bydannelser i det gammeldanske rige, er det tit i lyset af den rolle, byerne senere kom til at spille. Det har imidlertid sin særlige fascination at besøge de steder, hvor historien så at sige endte blindt, hvor et blomstrende handels- og håndværkerliv døde ud, uden at efterlade sig spor i de følgende århundreder. Bosættelsen Sebbersund ved Limfjorden er et eksempel herpå. Af et strandmarked udviklede der sig her ved oldtidens slutning en bylignende bebyggelse med talrige kontakter til bl.a. Norge og England.

Stedet ligger ved det snævre Sebbersund, som skærer sig ind i Limfjordens sydside, mellem Nibe og Halkær bredninger. Sydpå står sundet i forbindelse med Sebberfjord, som fortsætter i et dalstrøg helt ind i Himmerlands hjerte, gennemstrømmet af Halkær Å. Øst for bosættelsen lå vikingetidsbebyggelsen omkring overfartsstedet ved Ålborg – og mod vest lå Aggersborg og Ørbæk, begge vigtige lokaliteter i slutningen af vikingetiden. Selve bosættelsen lå på en lille sandet halvø, helt domineret af en markant moræneknude, Skt. Nikolaj Bjerg.141

Skt. Nikolaj Bjerg er en vældig bakkeformation, dannet i den sidste istid. Bebyggelsen ligger nord og øst for bjerget. Beliggenheden adskiller Sebbersundpladsen fra de store jernalderbopladser i det østlige Limfjordsområde. De holder sig med forkærlighed til toppen af morænebakkerne et stykke fra fjordbredden. Sebbersundpladsen ligger derimod helt ned til vandet.

Den begyndte som et stort strandmarked allerede i 700-tallet og udviklede sig derefter, i vikingetiden, til en tæt bylignende bebyggelse med et areal på omkring 5 ha. Blomstringstiden faldt i 1000-tallet, men stedet blev opgivet kort efter 1100. Hen ved 150 grubehuse lå der her, da pladsen var på sit højeste. Og hertil knyttede der sig en stor håndværksplads, hvor man ikke blot forarbejdede jern importeret fra Norge, men også fremstillede smykker af sølv og guld. Men bebyggelsens placering på en landtunge, hvor der ikke er landbrugsland inden for rækkevidde, viser også, at maritime aktiviteter som fiskeri og handel spillede en stor rolle.

Blandt de varer, håndværkerne fremstillede, var det især smykkerne, der gjorde sig gældende. De blev lavet af bronze eller sølv, nogle med emaljeindlægning, andre med ornamenter og symboler. Hedenske dyreornamenter optrådte side om side med de kristnes korstegn og gudslam. Mange af de metalsager, man fandt på pladsen, må være fremstillet i England eller Skotland, men andre er med sikkerhed fremstillet på selve Sebbersundpladsen. Det kan man konstatere i håndværksområdet, hvor der lå et tykt lag affald med massevis af esseslagger og glødeskaller, affald fra smedjer, og hertil støbetappe af bronze og størknede dråber af både guld og sølv. Som direkte vidnesbyrd om den handel, der foregik på stedet, fandt man også vægte og mange vægtlodder af bronze, bly og jern.

Omkring år 1000 blev der bygget en trækirke på stedet, altså ikke længe efter, at Harald Blåtand havde gjort kristendommen til landets officielle religion. Inde i den lille stavkirke var der foretaget en enkelt begravelse. Det var en trækiste af helt almindelig form. Den døde, en ældre mand, lå på ryggen med armene langs siden. Trods det, at han var gravlagt uden gravgods af nogen art, har han alligevel været en fornem person. Det viser alene den ærefulde plads, graven havde fået inde i kirken.

Sebbersunds tidlige trækirke blev fornyet to eller tre gange, inden den blev nedlagt. Den stod midt i de dødes have og havde med sin styrke overtaget den egentlige omsorg for dem. Kirkegården strakte sig fra Bjergets fod til den gamle stenalderkystskrænt, der omkransede plateauet med handelspladsen. På kirkegården begravede man i løbet af lidt mere end hundrede år over 1000 mennesker. Det var mennesker, som blev lagt i jorden i kristendommens tidligste fase i Danmark. Ja, det var i mange tilfælde måske den første generation af omvendte. Og det var ikke sket på skrømt. Intetsteds finder vi reglen om, at kristne grave ikke må indeholde gravgods, mere konsekvent overholdt end her ved Sebbersund.

De to køn var klart adskilt i døden: kvindegravene lå på den nordlige, mandsgravene på den sydlige halvdel af kirkegården. De mange barnegrave var formentlig fordelt på samme måde. Mod nord og syd var kirkegårdens afgrænsning markeret af en skelgrøft, efter alt at dømme med et dige indenfor, mens den mod øst og vest som nævnt afgrænsedes af Skt. Nikolaj Bjerg og kystskrænten.

Alle gravene var jordfæstegrave, ikke særlig dybe og af udformning meget ensartede. De døde var anbragt udstrakt på ryggen med armene ned langs siden og hovedet i vest, så de kunne se i den retning, hvorfra Herren skal komme på opstandelsens dag. I ingen af gravene var der gravgods -ikke en fingerring, ikke en perle, ingenting. Barnegrave fandtes overalt og i alle størrelser. Også her noget anderledes end de hedenske gravpladser. På disse sidste manglede barnegrave vel ikke helt. Men som regel var der tale om lidt større børn. Måske det ligefrem krævede en vis alder – op til femseks år – at få adgang til de voksnes begravelsessteder. Den slags grænser fandtes ikke hos de kristne.

Det var meget attraktivt at blive begravet nær trækirken. Her lå gravene meget tæt, og yngre grave blev undertiden gravet ned i ældre grave. Ja, sommetider blev liget gravet skråt ned, så det kunne komme så langt som muligt ind under Guds hus. Intet var så eftertragtet som at ligge under det hellige tagdryp. Længere borte fra bygningen lå gravene ikke så tæt, men måske man alligevel var så heldig, at de skinnende dråber fra tagdryppet nåede herud med blæsten.

Lidt variation var der trods alt i gravenes indretning. I de fleste tilfælde var den døde lagt i en kiste eller var eventuelt blot svøbt i et klæde. Men nogle af gravene var også bådgrave – dog aldrig af hele både. Det kunne være for- eller bagstavnen af en stammebåd. I et par tilfælde var det dog af et klinkbygget fartøj. Der var hen ved tyve af dem, og alle lå de tæt op til kirken, det kunne tyde på, at de hørte til kirkens tidlige fase – en mærkelig reminiscens fra de hedenske tider.

Sebbersund-pladsen var en betydende lokalitet, styret af magtfulde folk. Dens position var meget gunstig og sammenlignelig med både Ribes og Hedebys. Kirkebyggeriet kan tyde på, at den må have tilhørt en slægt fra samfundets øvre lag, og jernimporten fortæller, at den må have haft gode forbindelser ikke blot til Norge, men også til det engelsk-irske område, hvorfra der netop kom megen religiøs inspiration under Sven Tveskæg. De importerede genstande fra handelspladsen og de skikke, der afspejler sig på kirkegården, kom næsten udelukkende fra England og Sydnorge og ikke fra kontinentet. Det samme var i øvrigt tilfældet på alle de kendte bebyggelser fra germansk jernalder og vikingetid langs den østlige del af Limfjorden.

Men i slutningen af 1000-tallet var det forbi. Måske fordi Limfjordens vestlige munding sandede til. Tilsyneladende overgik den samme skæbne bebyggelsen Ørbæk, som også lå på Limfjordsbredden, over for Aggersborg.142 Stedets betydning fremgår af, at der blev slået mønt her under Knud den Store (1018-35) og Hardeknud (1035-42), men bebyggelsens karakter er endnu ikke fastslået arkæologisk. Indtil 1100-tallet var Limfjordsåbningen mod vest stadig farbar, og det er muligt, at åbningen mod nord, Sløjkanalen, kunne benyttes frem til samme tidspunkt.143 Men derefter ændredes anløbsforholdene til bebyggelsen ved Sebbersund i uheldig retning. Stedet blev forladt, kirken var ikke længere i brug. Nu er det kun vinden, der ude fra Limfjordens mørke flade farer over den førhen så travle plads.

Noter

118: Generelt om byudviklingen i Danmark i vikingetiden og tidligste middelalder se T. Christensen & M. Andersen (red.) 2000. For en moderne definition af begrebet en by, se M.Weber 1969, s. 34 ff.

119: Om udgravningerne af det ældste Århus se H. Hellmuth Andersen et al. 1971; H. Hellmuth Andersen & H.J. Madsen 1985; J. Ulriksen 1998, s. 180.

120: I. Skovgaard-Petersen 1981. Også i 965 og 988 omtales Århus som bispesæde.

121: Andersen & Madsen 1985.

122: H. Hellmuth Andersen et al. 1971.

123: Der er ikke fundet spor efter parcellering eller anden inddeling af området. Men udgravningerne har også arealmæssigt været stærkt begrænsede, bl.a. kunne anløbsområdet kun undersøges i meget begrænset omfang.

124: H. Hellmuth Andersen et al. 1971; H. Hellmuth Andersen 1998, s. 147.

125: Hjermind, Iversen & Kristensen 1998.

126: Fra de senere års udgravninger stammer bl.a. en latringrube, altså et lokum, med talrige organiske genstande, dendrokronologisk dateret til 1018, samt en værkstedsbygning til metalhåndværk, dateret til samme år, se AUD 2001, nr. 366.

127: Jens N. Nielsen 1997.

128: Se bl.a. AUD 2001, nr. 286.

129: Mikkelsen & Smidt-Jensen 1995.

130: Thrane et al. 1982, s. 113.

131: Ibid. s. 114 ff.

132: T. Christensen & M. Andersen (red.) 2000.

133: Det berettes hos Adam af Bremen, at Harald Blåtands lig blev ført fra Jumne (Wolin) til Roskilde, hvor det blev gravlagt i den trækirke, som han havde ladet opføre, viet til Den Hellige Trefoldighed. Historien virker ganske usandsynlig. Hvordan skal Sven Tveskæg, der jo må have været herre i Roskilde, have fået Haralds lig udleveret til begravelse i Danmark? – og har han haft nogen interesse i det? Spørgsmålet stilles således af Niels Lund i Fortid og Nutid 1993, s. 79. Stednavnet Roskilde møder vi første gang i et engelsk dokument fra 1022, der nævner byens første biskop, nogenlunde samtidig med, at Knud den Store begyndte udmøntning i byen.

134: O. Olsen 1960; F. Birkebæk 2003, s. 160.

135: Tilsyneladende er der samtidighed mellem Lejres afvikling i begyndelsen af 1000-tallet og Roskildes fremvækst (Christensen & Andersen (red.) 2000). I sagnudgaven af Roskildes grundlæggelseshistorie, er det Lejrekongen Ro, der flytter sit kongesæde fra Lejre til Roskilde. Hvis Harald Blåtand er ophavsmand til den historie, kan det tænkes, at han så at sige har stjålet Lejres prestige til sin egen nye by, se F. Birkebæk 2003.

136: Crumlin-Pedersen & Olsen (red.) 2002, s. 308.

137: Den ældst kendte kirke i det gammeldanske område, næst efter Jelling, er fundet i Lund og stammer fra ca. 990. Den afløstes efter 60 års forløb af to stavkirker lige i nærheden. Man har ydermere fundet rester af endnu tre stavkirker fra samme tid, hvis de ikke er endnu ældre. En god vejleder i tidlig urban historie er A. Andrén 1985.

138: Navnet kan være en fordanskning af London.

139: J. Ulriksen 1998, s. 141.

140: A. Andrén 1985.

141: Sebbersundbopladsen blev udgravet i 1990-1997, Christensen & Johansen 1992; Jan Bill et al. 1997; P. Birkedal 2000.

142: M. Hansen 1988.

143: Grøn og Andreasen 1995. Det er dog også muligt, at kanalen sandede til kort efter Kr.f. Selv om det var tilfældet, var afstanden over land stadig så kort, at skibene forholdsvis let kunne trækkes over forhindringen. Det var muligvis, hvad den norske Harald Hårderåde gjorde, da han i 1061 flygtede fra den danske konge, se J.N. Nielsen 1999.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet By efter by.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig