• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Med metaldetektorens hjælp

Oprindelig forfatter JJe

Det var i de landsbysamfund, vi netop har besøgt, at selve primærproduktionen i den yngre jernalders samfund foregik. Her skabte man det daglige brød – og det daglige kød. Men med den politiske og sociale udvikling af bondesamfundet fulgte også en øget specialisering og rangordning af bosættelserne. Nye typer af landsbyer opstod. Nogle af dem var bosættelser, som i kraft af deres geografiske placering blev vigtige holdepunkter for magtens udøvere, både når det gjaldt handelen, håndværket og udøvelsen af kulten. Andre havde mere specialiserede funktioner inden for handel og håndværk.

Alt dette er forholdsvis ny viden, som skyldes to vigtige gennembrud i udforskningen af jernalderens bopladser. Det ene skete med indførelsen af de store arkæologiske fladeafdækninger i 1960'erne, og som bragte hele landsbysamfund for dagen. Resultatet blev, at vi i dag kan følge jernalderlandsbyens udvikling over en sammenhængende periode på halvandet årtusinde – fra begyndelsen af den keltiske jernalder og frem til vikingetiden. Historien om fladeafdækningerne af jernalderens landsbyer har vi allerede fortalt (se Fællesskabets landsbyer).

Det andet gennembrud kom med brugen af metaldetektorer i 1980'-erne. De spiller ikke den store rolle, når man skal finde de almindelige landsbyer fra den yngre jernalder. Her gør man nemlig ikke mange fund af metal. Men når det drejer sig om de bosættelser, hvor handel og håndværk har spillet en rolle, stiller forholdet sig anderledes. Her er der ofte mange metalfund, f.eks. fund fra metalstøbernes værksteder.

Annonce

Metaldetektoren er et forholdsvis billigt instrument, som kan bruges af både fagfolk og amatører. Normalt kan detektorerne spore metal i jorden i dybder på indtil 15-20 cm. Mest følsomme er de dog over for metal, som ligger tæt på overfladen. Detektorfundene bliver gerne gjort på pløjede, dyrkede marker. Disse har som regel et pløjelag med en tykkelse på 30 til 40 cm. Hvad der ligger under den dybde, grave f.eks., kan man normalt ikke registrere. Så detektorerne er mest velegnede til at lokalisere og afgrænse koncentrationer af metalgenstande fra arkæologiske anlæg, der er under oppløjning. Det gælder især bopladser.

 Med metaldetektor afsøges markerne for oldtidsfund.

Med metaldetektor afsøges markerne for oldtidsfund.

Rekognoscering med metaldetektorer på specielt bopladser fra yngre jernalder og vikingetid har vist sig særligt givende.95 De giver sig nemlig sjældent til kende i overfladen. Til gengæld registrerer detektorerne alt fra søm til ølkapsler, men altså også metalgenstande fra oldtiden, der er pløjet op af undergrunden. Når man nu om dage finder så mange oppløjede oldsager, skyldes det de ændrede jordbehandlingsmetoder i det moderne landbrug. Nutidens maskinelle pløjning går nemlig mindst 10 cm dybere end tidligere tiders hestetrukne plove. Det har betydet, at forhistoriske kulturlag og anlæg under dyrket mark er høvlet mindst 10 cm ned i løbet af de sidste 30 år.

I nogle lande har brugen af metaldetektorer givet anledning til alvorlige kontroverser mellem skattejægere og de antikvariske myndigheder.96 I Sverige opstod f.eks. problemer, da møntsamlere med metaldetektorer begyndte at hjemsøge Gotland, hvor bopladserne fra yngre jernalder og vikingetid er særligt rige på metal- og skattefund.97 I Danmark har man derimod været forskånet for den slags problemer. Det skyldes bl.a., at man fra museernes side siden midten af 1970'erne har haft et udstrakt samarbejde med de amatørarkæologer, der benytter sig af metaldetektorer. Og samarbejdet har givet rige resultater. Når det gælder fundene fra den yngre jernalder, kan man konstatere, at deres antal er blevet mangedoblet i løbet af de seneste 25 år takket være brugen af metaldetektorer.

Det har også været en stor hjælp, at vi i Danmark har den ældgamle lovgivning om danefæ (se Guldhornene fra Gallehus). Ved hjælp af den har de antikvariske myndigheder, i første række Nationalmuseet, kunnet indsamle og registrere fund og oplysninger om oldsager i stort tal over hele landet. Og registrene er tilgængelige for enhver, ud fra den tankegang, at de arkæologiske fund udgør vor fælles kulturarv. Og jo flere mennesker der kender til den, jo flere er der om at tage vare på den.98

Men tilbage til bopladserne fra den yngre jernalder. Vi har ovenfor set på de rene agrarbosættelser. Dem kunne man finde over hele landet i form af landsbyer og enkeltgårde. Men som allerede nævnt findes der i den yngre jernalder også andre slags bosættelser. Det har vi først og fremmest lært af metaldetektorerne. Vi begynder kort sagt at forstå, at der i disse århundreder var ved at opstå et komplekst samfund, hvor de forskellige bopladser havde hver sin funktion og samtidig ordnede sig i en slags rangorden.99

Øverst i denne rangorden finder man de såkaldte centralpladser, dvs. aristokratiets pladser, der er præget af talrige bygninger og rige metalfund. Med den store bosættelse i Gudme på Fyn, som voksede frem i den yngre romerske jernalder (se Gudme, Gudernes hjem), har vi allerede set et eksempel på en af disse aristokratiske pladser. Gennem det 3. og 4. århundrede gik en stadig øget trafik ad havet til det sydøstfynske Gudme. Og sin stærke position beholdt bopladsen til langt ind i det 5. og 6. århundrede, som vi senere skal se. Der eksisterede fortsat en nær kontakt til kontinentet, og via det fynske område modtog Danmark ikke blot store mængder råmaterialer, men også talrige andre påvirkninger sydfra. Men samtidig var udviklingen herhjemme på mange måder endnu mere selvstændig end tidligere, endnu mere omformende og nyskabende.

Næstøverst i bopladsernes rangorden finder vi de pladser, hvor der både foregik en almindelig primærproduktion i form af kornavl og kvæghold, men hvor der også udførtes talrige håndværksaktiviteter, f.eks. metalhåndværk. Netop den slags bopladser har vi i de senere år lært bedre at kende takket være metaldetektorerne. En af dem var bopladsen Østervang ved Ejby, ca. 8 km vest for Køge100, hvor man med metaldetektor fandt et stort materiale fra navnlig 2-300-tallet og op til omkring 600-tallet.101 Østervang var næppe nogen landsby, det var snarere en bebyggelse af en enkelt eller nogle få gårde, som eksisterede gennem en periode på hen ved 600 år. Formentlig var der 10-15 byggefaser på stedet, og til disse var der knyttet en omfattende håndværksvirksomhed, hvad de arkæologiske fund tydeligt godtgjorde.

Østervang må have været en værkstedsplads med en vareomsætning af et vist omfang. Den må have været underlagt en stormand, i 2-300-tallet formentlig fyrsteslægten ved Tryggevælde Å (se Et sjællandsk høvdingedynasti). Men også efter at dette fyrstecenter var ophørt, fortsatte Østervang med at eksistere. Nu måske underlagt en anden stormandsfamilie. Og pladsens betydning formindskedes ingenlunde, for i ringe afstand rundt om den har man fundet adskillige nedlæggelser af ædelmetalgenstande fra det 5. århundrede, bl.a. en del depotfund af guldbrakteater, en stor og fornem relieffibel af sølv102 samt en sølvskat, alt sammen fra ældre germansk jernalder.

Efter sådanne værkstedspladser som Østervang følger så de almindelige landsbyer og gårde, hvor landbruget og husdyrholdet var hovederhvervet, og hvor primærproduktionen foregik. Det er dem, vi allerede har skildret, og hvor fund af metalsager var sjældne. Der er dog undtagelser. F.eks. hvis der i landsbyen var en stormandsgård, som det var tilfældet i Dankirke.

Længere nede i hierarkiet kommer så med tiden nogle mindre, specialiserede bopladser, hvor man levede af bestemte former for produktion. Det kunne f.eks. være tekstilfremstilling. Og endelig kom til sidst de små landings- og ladepladser ved kysterne, der som regel kun var i brug på bestemte tider af året.

I det 5. og 6. århundrede ser vi kun begyndelsen til denne differentiering af bosættelserne. Forskellighederne udviklede sig endnu forholdsvis langsomt. Men ved overgangen til det 7. århundrede skete der bl.a. en markant stigning i antallet af fund på de metalrige pladser – og man begynder også at fornemme en øget specialisering af produktionen. Det skaber en øget differentiering imellem pladserne. Det stadium hører dog de følgende kapitler til. Det var nemlig et første skridt i den udvikling, der førte til etableringen af bylignende bosættelser (emporier) som Ribe, Hedeby og Birka, således som det skete i det 8. og 9. århundrede (se Porten mod vest og De første handelsbyer). Hvad der lå bag den udvikling, var formentlig fremvæksten af en klasse af håndværkere, som de ledende i samfundet til stadighed bestræbte sig på at bevare kontrollen over. Slutresultatet i den udvikling blev de middelalderlige byers opståen. Men det stadium lå endnu flere hundrede år ude i fremtiden.

Noter

95: M. Watt 1997.

96: P. Vang Petersen 1991.

97: M. Stenberger 1958.

98: Det Kulturhistoriske Centralregister, DKC, hvori alle oplysninger om fund fra oldtiden opbevares, administreres af den nyoprettede Kulturarvsstyrelse (2002) og er tilgængeligt på adressen www.dkconline.dk. Her finder man oplysninger om arkæologiske fund på mere end 150.000 danske lokaliteter.

99: L. Jørgensen i Arkæologisk Forum nr. 8, 2003, udgivet af Foreningen af Fagarkæologer, København.

100: S.Å. Tornbjerg 2002.

101: Pladsen blev undersøgt ved en prøvegravning i 1997 og yderligere udgravet i 1999-2001. 7000 m2, som udgør størstedelen af bebyggelsen, blev afdækket. Der blev fundet et antal store langhuse, fra 20 til 30 m lange, samt et ganske stort antal små og mindre huse, der må opfattes som forskellige former for udhuse. I nogle af hovedhusene krummer forløbet af både væggen og de indre tagbærende stolper. Det er et træk, som vinder indpas netop omkring overgangen til den yngre jernalder.

102: Fra Gummersmark, se Jørgensen & Petersen 1998, s. 253.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Med metaldetektorens hjælp i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 23. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431035

Afsnittet Med metaldetektorens hjælp er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet