Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

I håndværkernes værksteder

Oprindelig forfatter JJe

Det var højt udviklede håndværk, der blev udøvet på de centrale bosættelser som f.eks. Gudme og Sorte Muld i den ældre germanske jernalder. I Gudme så vi, hvordan håndværkerne arbejdede i den sydlige del af bopladsen. Og vi så, hvordan mængder af metalbarrer, metalskrot, støbeaffald, smeltedigler, værktøj og vægtlodder vidnede om denne produktion. Det samme var tilfældet i Sorte Muld. Lad os da foretage en vandring rundt til nogle af de mange værkstedsbygninger, hvorfra der bredte sig den karakteristiske skarpe og sødlige lugt af brændt trækul, og hvor man kunne høre lyden af håndværkernes rytmiske hammerslag. Her kan vi få et indtryk af de forfinede og ofte meget komplicerede teknikker, der blev udøvet derinde i husene, når man tilvirkede de enestående våben og smykker, som var så eftertragtede blandt de rigeste familier.145 Det skete imidlertid ofte med indviklede teknikker, som vi i dag har vanskeligt ved at gennemskue, men som resulterede i fremragende håndværksprodukter.

I flere af værkstederne arbejdede man med fremstilling af presblik. Det var en teknik, man allerede havde brugt i flere århundreder, bl.a. til udsmykningen af elitens våbenudstyr, hjelme, skjolde og sværd, i den yngre romerske jernalder. Nu, i det 5. og 6. århundrede e.Kr., blev presblik-teknikken stadig anvendt i stor udstrækning og vedblev dermed også i de følgende århundreder. Den blev brugt til at fremstille ornamenter, der fremtrådte mere eller mindre i højt relief på tyndt metalblik, hovedsagelig af guld, sølv eller bronze. Hertil anvendte håndværkerne matricer og patricer samt en del andet stempelværktøj.

En matrice er et støbt eller graveret negativt aftryk i et hårdt materiale, oftest bronze, men også undertiden sten, af det mønster, man vil frembringe i det tynde metalblik. I dag kalder man en matrice en stanse, medens en patrice gerne betegnes som et stempel. Hvis det var meget tyndt guld- eller sølvblik, håndværkeren arbejdede med, kunne han presse metallet ind i hulheden på matricen blot ved hjælp af en pind eller lignende. På blikkets ene side, forsiden, fik han så i ophøjet relief det samme mønster, som fandtes på matricen.

Annonce

 Presblikteknikken havde været meget populær i tidligere århundreder, og var det fortsat i den germanske jernalder. Det her afbildede stykke presblik er fundet i Nydam Mose og stammer fra den yngre romerske jernalder.

Presblikteknikken havde været meget populær i tidligere århundreder, og var det fortsat i den germanske jernalder. Det her afbildede stykke presblik er fundet i Nydam Mose og stammer fra den yngre romerske jernalder.

Brugte han en patrice, var teknikken en anden. På en patrice fremtrådte ornamentet eller den figur, der skulle gengives, i kraftigt højt relief. Patricen var gerne støbt af bronze. Under arbejdet blev sølv- eller guldblikket placeret på et elastisk underlag af f.eks. bly, kit eller beg. Patricen blev derefter hamret og presset ind i blikket. Derved frembragte den et aftryk af ornamentet, som på blikkets ene side aftegnede sig i højt relief.

I dag kan det på et smykke udført i presblik være vanskeligt at afgøre, om der har været brugt en matrice eller en patrice. Et af de almindeligste eksempler på presblik-teknikken er brakteaterne. Disse små cirkulære smykker er næsten udelukkende dekoreret ved brug af forskellige stempeltyper på nær de seneste typer, der er ornamenteret med filigran. Når det centrale motiv på brakteaten var udført med en matrice eller en patrice, frembragte håndværkeren med forskellige stempelpunsler de borter, der løb omkring midterfeltet. For at lette dette arbejde indridsede han med en passer fine, koncentriske cirkler, efter hvilke han kunne placere stemplerne. Et andet eksempel på presblik-teknikken var de såkaldte guldgubber (se illustration i Kvinder af rang) med deres rige dekoration af mands- og kvindefigurer.

 En brakteat er en cirkulær, dekoreret guldskive, fremstillet i presblikteknik og forsynet med et øsken til ophængning. Fra Kitnæs ved Isefjorden.

En brakteat er en cirkulær, dekoreret guldskive, fremstillet i presblikteknik og forsynet med et øsken til ophængning. Fra Kitnæs ved Isefjorden.

Når man skulle fremstille komplicerede dyre- og båndornamenter på presblik, anvendte man også presmodeller og matricer. Dem fremstillede man ved først at skære ornamentikken ud i træ. Så tog man et voksaftryk og lavede endelig en kopi af dette, formentlig ved at støbe den i à cire perdue. Om denne støbemetode, som havde været i brug siden bronzealderen (se Bronzestøberen). Man kunne eventuelt også anvende modeller og matricer af en hård træsort. De skulle blot være så modstandsdygtige, at de kunne modstå trykket. Presmodeller i ophøjet arbejde (se f.eks. side 211) brugte man f.eks. til fremstilling af de figurudsmykkede presblik, der udgjorde pandebåndet på særligt fornemme hjelme.

Mange af metalarbejderne blev yderligere udsmykket med en indhamret dekoration. Det skete ved hjælp af punsler af forskellig finhed, som håndværkeren med en relativt lille hammer bearbejdede med små, korte hammerslag. Punslerne kunne være forsynet med forskellige mønstre, der afgav varierende stempler i metalgenstanden. Punsling er en af de ældste måder at dekorere metal på. Men det er ikke altid let at se, hvornår den har været i anvendelse. F.eks. har man ofte forvekslet punslede mønstre med den dekoration, der kunne frembringes ved støbning a cire perdu, når det gjaldt bronzealderens metalsager (se bd. 2, side 135). Også i jernalderen kan det være svært at skelne mellem punslet og støbt dekoration.

De punsler, der var i anvendelse i jernalderen, var gerne fremstillet af jern eller stål. Der var tale om mange forskellige slags, som kunne lave punkter, halvbuer, koncentriske ringe, enkle og komplicerede firkanter, trekanter etc.

Endelig kunne udsmykningen også foretages ved gravering. Det var en dekorationsform, hvor håndværkeren bortskar dele af metalfladen i form af furer med et mere eller mindre skarpt, kileformet tværsnit. Derved opnåede han en mere plastisk reliefvirkning og en stor lysbrydningseffekt. Til graveringen anvendte han forskellige gravstikker, dvs. jernværktøj med varierende skæreprofiler. Til forskel fra den punslede ornamentik havde de mønstre, som blev fremstillet ved gravering, mere jævnt glidende og blødere linjeforløb. Man skulle tro, at guld, som er meget blødt, var særlig velegnet til gravering. Det blev imidlertid kun sjældent dekoreret i den teknik. Langt oftere var der tale om indstemplede ornamenter. Gravérteknikkens gennembrud skete i romersk jernalder, men den blev meget udbredt i den germanske jernalder, meget ofte i kombination med andre dekorationsformer, f.eks. nielloindlægning, stempelornamentik og forgyldning (se nedenfor).

De genstande, som guld- og sølvsmedene fremstillede i deres værksteder, var ofte meget små, og dekorationen af dem fordrede en minutiøs nøjagtighed. Intet kunne imidlertid måle sig med den nøjagtighed og præcision, som den såkaldte filigranteknik krævede. Ordet filigran kommer af det latinske filum, hvilket betyder tråd, og granum, som betyder korn. Teknikken havde herhjemme allerede været udøvet i flere hundrede år.146 Den bestod i, at håndværkeren anbragte små bitte mønstre af metaltråd på et underlag af metal. Teknikken kunne optræde med eller uden kombination af guldkorn, den såkaldte granulationsteknik. I vore dage bruges ordet filigran gerne som en fællesbetegnelse for filigran og granulation. Materialet var i jernalderen som i dag næsten altid ædelmetal.

 Mundblik af sølv med forgyldt forside, fundet i Nydam Mose på Als. Det er udsmykket med forskellige cirkler, halvcirkler, S-formede og firkantede stempler samt to vandrette borter indlagt med niello. 6,1 cm langt.

Mundblik af sølv med forgyldt forside, fundet i Nydam Mose på Als. Det er udsmykket med forskellige cirkler, halvcirkler, S-formede og firkantede stempler samt to vandrette borter indlagt med niello. 6,1 cm langt.

En af de vigtigste ingredienser i filigranteknikken var den glatte, trinde, massive metaltråd. Disse tråde kunne bruges på flere forskellige måder: enten blev de snoet to eller flere sammen, eller de blev omdannet, så de fremtrådte perlet og efterlignede guldkorn. En sådan perlet tråd kunne fremstilles med stempler, når det drejede sig om en grov tråd. Var der tale om finere trådtykkelser, kunne man anvende et riflet bronze- eller jernredskab, som blev rullet hen over tråden.

De forskellige trådtyper blev placeret på deres kommende underlag enten som kædelignende kanter eller i varierende mønstre, f.eks. i form af dyreornamentik i tidens stilarter. Underlaget var en tynd metalplade, som i forvejen havde fået sine mønstre presset ind med en matrice. Ofte blev de filigranornamenterede genstandes flader yderligere udfyldt med granulation. Ved hjælp af slaglodning fastgjorde man derpå guldtrådene til underlaget.

Lodning var i øvrigt en teknik, som håndværkerne anvendte i vidt omfang. Det kunne ske dels som en blød, dels som en hård lodning, såkaldt slaglodning. Den bløde lodning udførte man ved hjælp af bly- eller tinlegeringer af forskellig sammensætning eller ved legeringer, hvor disse metaller indgik i langt overvejende grad, medens andre metaller kun var til stede i ringe mængde, højst omkring 5%. Disse legeringer havde imidlertid et lavt smeltepunkt og besad en ringe fasthed. Ved slaglodning brugte man derimod legeringer med et højere smeltepunkt og opnåede derved en større holdbarhed. Slaglodningen blev foretaget med en legering, hvor kobber indgik i betydelig mængde sammen med f.eks. sølv, guld, tin og bly.

I filigranteknikken indgik ofte den såkaldte granulation. Det var en teknik, hvor meget små guld- eller sølvkugler blev anbragt som udsmykning på et underlag af samme metal. Teknikken var meget gammel,147 men havde nået et højdepunkt i den etruskiske kultur i midten af det 1. årtusinde f.Kr.148 Herfra overtog romerne den, og med dem spredtes teknikken til de germanske samfund i Nordeuropa.

 Ørnefigur af guld fundet ved Claestorp i Skåne, udført i granulations- og filigranteknik. Fuglens fjerdragt består af små V-formede filigrantråde udfyldt med granulation. Ørnen har oprindelig siddet som mellemled i en tredelt guldkæde. Formentlig fra tiden omkring 400, fremstillet enten i Sydøsteuropa eller Middelhavsområdet. Højde 3,7 cm.

Ørnefigur af guld fundet ved Claestorp i Skåne, udført i granulations- og filigranteknik. Fuglens fjerdragt består af små V-formede filigrantråde udfyldt med granulation. Ørnen har oprindelig siddet som mellemled i en tredelt guldkæde. Formentlig fra tiden omkring 400, fremstillet enten i Sydøsteuropa eller Middelhavsområdet. Højde 3,7 cm.

Granulationsarbejderne er nogle af de mest imponerende produkter, der udgik fra metalværkstederne i den germanske jernalder. Og det er noget af en gåde, hvordan man lavede de små kugler, hvis diameter kunne være helt ned til 1/4 mm. Man har forestillet sig, at guldet blev smeltet i et udhulet kulstykke, og at man derefter lod de små smeltedråber fra en vis afstand falde ned på en skrå metalplade. Når gulddråberne ramte pladen, splintredes de i en mængde små kugler, som man derefter lod falde ned i et lag fint pulveriseret kul. Efter denne proces kunne guldkuglerne så sorteres efter størrelse. Var der tale om lidt større kugler, kunne man klippe lige store stykker af en guldtråd og anbringe dem på et kulstykke eller et lag kul. Når dette blev ophedet, smeltede guldet til kugleform.149

Der var tilsyneladende flere forskellige måder, hvorpå man kunne fastgøre guldkuglerne til underlaget. Ved lidt grovere granulationsarbejder brugte man lodning med 85% guld og 15% sølv. Men ved de meget fine arbejder brugte man tilsyneladende ikke lodning. Man kan derimod have brugt en meget kompliceret teknik, der fordrede, at kuglerne på overfladen havde et lavere smeltepunkt end indeni. Det kunne man opnå ved at mætte guldkuglernes overflade med et tyndt kullag eller kuloxid, der fremkom, når man ophedede kuglerne i kul. Kullet indgik da under denne proces i forbindelse med guldet, og på overfladen af hver kugle dannede der sig et ganske tyndt, kulrigt guldlag med lavere smeltepunkt end kuglens kerne. Det er tilsyneladende den teknik, etruskerne anvendte. Og noget taler for, at den også blev brugt herhjemme i filigranteknikkens storhedstid, i den germanske jernalder. Den udsøgte fibula fra Kitnæs (se Asetroens billeder) er formentlig fremstillet i den teknik.

De tynde metaltråde, som indgik i filigranteknikken, blev formentlig fremstillet med trækjern. Under trækningen måtte råmaterialet glødes for at undgå, at det bristede. Formentlig har man herhjemme mestret teknikken i den ældre germanske jernalder. Det er dog også muligt, at metaltrådene blev importeret. De kunne have en diameter på ned til 1/6 mm.

Et andet højt specialiseret håndværk, som blev udøvet i metalværkstederne, var cloisonné-teknikken. Det er betegnelsen for en teknik, hvor planslebne ædelsten eller emalje blev indfattet i et celleværk af metal – igen en teknik, som man overtog fra kontinentale værksteder. I det nordiske område blev stort set kun én stensort anvendt i større udstrækning, nemlig granaten. Det kunne være böhmisk granat eller almandin (såkaldt ædelgranat) samt en række andre varianter. Herhjemme fik cloisonné-teknikken sin rigeste udformning i tiden ca. 400-800 e.Kr. – i den efterfølgende vikingetid forsvandt den helt.

Oprindelig stammede dekorationen med hel- og halvædelsten fra øst. Bl.a. blev den i tiden før Kr.f. brugt af skyterne og sarmaterne i områderne nord for Sortehavet. Senere overtoges den af goterne, og påvirkningerne fra det gotiske kunsthåndværk spredtes dels mod vest til Italien, Frankerriget og England, dels mod nord, helt op til Østersøegnene.

I begyndelsen havde man fastholdt granatindlægningerne ved at presse celleværkets øvre kant ind over indlægningens kanter, dvs. på samme måde som man fastgjorde andre ædelsten.150 Brugte man den teknik, var granaterne ofte meget tykke og fyldte normalt hele cellen. Under granaten var der gerne anbragt et stykke riflet guld- eller sølvfolie. Med tiden forenklede man imidlertid teknikken. Granaterne blev nu slebet ganske tynde, og cellen blev fyldt med en cement af ler, gips eller en blanding af kalkspat og bivoks. De sidste to materialer blev ved opvarmning forvandlet til en tyktflydende masse. I den blev cellevæggene så nedsænket, og granaterne sad nu fastklemt, uden at cellevæggene, som nu ofte var af bronze, behøvede at bøjes ind over dem. Hermed havde man opnået en smidiggørelse af teknikken, og kunne nu anvende den ikke blot til geometriske mønstre, men også til den slyngede dyreornamentik, som var foretrukket blandt de germanske folk.

 Fra Skerne på Falster, ikke langt fra Hannenov (se også illustrationerne i afsnittet

Fra Skerne på Falster, ikke langt fra Hannenov (se også illustrationerne i afsnittet "En nordisk Guldalder"), stammer dette usædvanlige fund af to sølvfibler og et bæltespænde. Den store fibula er 17 cm lang og vejer over 400 gram. Den anden fibula er forgyldt og belagt med guldblik. Udsmykningen er filigran, stempel og karvsnitornamentik samt indlagte røde sten. Bæltespændet er fremstillet af forgyldt sølv og udsmykket med nielloindlægning. På dornen ses et lille dyrehoved. Ca. 2:3.

Også emaljearbejder blev udført i håndværkernes værksteder. Det var en teknik, som dog tilsyneladende først nåede til Norden i løbet af den germanske jernalder. Teknikken indebar, at man fastsmeltede farvet glasflus, en speciel glasart, på et underlag af metal. Emalje er en silikatblanding ligesom glas. Oftest består den af kvartssand blandet med soda og et metaloxid som farveemne. Glasmassen skal være sammensat således, at den har så lavt et smeltepunkt som muligt for ikke at skade det metal, den skal lægges på, hvad enten det er guld, sølv, kobber eller bronze, der under processen skal opvarmes til høje varmegrader.

Al emalje er oprindelig gennemskinnelig, men kan gøres uigennemskinnelig ved tilsætning af tinoxid eller ved at lade glasmassen få en utilstrækkelig gennemsmeltning. Når emaljepulveret skal anvendes, fugtes det med vand, røres til en tyk masse og placeres på en metalflade. Denne opvarmes derefter så voldsomt, at pulveret smelter og fæstner sig til metallet.

Hos kelterne udviklede man i århundrederne før Kr.f. en selvstændig emaljeindustri. Kelterne brugte grubeemalje, dvs. at man anbragte emaljen i gruber eller furer på metallets overflade. På den måde er f.eks. nogle af Dejbjergvognens beslag dekoreret (se Den hellige mose). Emaljen kan imidlertid også lægges i et cellearbejde, „émail cloisonné“ kalder man det. Det var en teknik, som fik sin største blomstring i det byzantinske rige.

 Guldhængesmykke med halvædelsten indlagt i cloisonné-teknik, fra 500 tallet. Fundet på stormandsgården ved Tissø på Vestsjælland. Ca. 2:1.

Guldhængesmykke med halvædelsten indlagt i cloisonné-teknik, fra 500 tallet. Fundet på stormandsgården ved Tissø på Vestsjælland. Ca. 2:1.

Til sidst skal nævnes nogle af de teknikker, som metalhåndværkerne brugte for at skabe en farvevariation i deres produkter: niello, inkrustering, tauschering og forgyldning.

Niello er et ord, der stammer fra middelalderlatin, opus nigellum, hvilket betyder sort farve. Det er en teknik, som indebærer, at man i en punslet eller graveret ornamentik fylder en sort masse, der kontrasterer mod baggrunden, der oftest er af sølv. Den sorte farve kan skabes på mange forskellige måder, men der indgår altid sølv, kobber og bly i den. Allerede i det 2. årtusinde f.Kr. kendte man teknikken i Egypten. I Norden blev den dog først anvendt i stort omfang i den yngre romerske jernalder og tiden derefter.

Inkrustering var en teknik, hvor man lavede furer i metallet og hamrede et andet metal i form af tråde ned deri. Beslægtet hermed var tauschering, som bestod i, at man gjorde den flade ru, som skulle udsmykkes, eller skar et mønster i den med en gravstikke. Derefter slog eller hamrede man tynde metalblik eller metaltråde på plads i det mønster, der var udskåret på forhånd. Forskellige kombinationer af metalindlægninger kunne forekomme, f.eks. guld på sølv, guld eller sølv på kobber eller bronze, guld, sølv eller messing på jern, sølv eller kobber på bronze osv. Det var dog især genstande af jern, som blev dekoreret med inkrusteringer eller tauscheringer, f.eks. sværd, spydspidser, økser, sporer, stigbøjler eller remtunger.

 Fund fra guldsmedens værksteder i Gudme. På billedet ses ædelsten til indlæg i fingerringe og andre smykker, stykker af ituhuggede smykker, smeltedråber og afklip fra guldbarrer og ringe. Nederst en såkaldt probérsten, som bruges til at vurdere guldets lødighed.

Fund fra guldsmedens værksteder i Gudme. På billedet ses ædelsten til indlæg i fingerringe og andre smykker, stykker af ituhuggede smykker, smeltedråber og afklip fra guldbarrer og ringe. Nederst en såkaldt probérsten, som bruges til at vurdere guldets lødighed.

Endelig var der forgyldning, som blev brugt på et utal af genstande. Normalt brugte man lueforgyldning, som efter alt at dømme blev lavet ved at bruge guld og bly sammen. Det kunne ske på denne måde: på kobbergenstandens flade anbragte man en gummiopløsning, som herefter blev dækket med en blanding af findelt guld og bly. Genstanden blev nu glødet. Herved fordampede blyet og tilbage blev guldet i form af en belægning. Man kunne dog også blande guldet med et klæbemiddel, f.eks. harpiks, så man fik en masse der kunne stryges på genstanden. Når den blev opvarmet, skete også her en fordampning, og en guldhinde blev tilbage på genstanden. Det er imidlertid uvist, om man har anvendt den sidste metode i oldtiden.

Det var kort sagt et rigt og facetteret håndværk, der blev udøvet i metalværkstederne. Mange af teknikkerne, stempelornamentik, filigran, granulering, ædelstensindlægning og dyremotiver kom fra vidt forskellige egne af kontinentet – alt sammen afspejlede det de kaotiske og konfliktfyldte forhold i Europa omkring det romerske imperiums sammenbrud. Men det nye kunsthåndværk blev et vigtigt udtryksmiddel for de herskende krigeraristokratier overalt i Europa. De knyttede tidens bedste håndværkere til sig, og med deres produkter af enestående skønhed og kvalitet var de med til at give den nye herskerklasse dens identitet.

Men hvem var så disse kyndige håndværkere? Man skildrer dem ofte som vandrehåndværkere.151 Og i mange fremstillinger kan man få det indtryk, at det var frie og selvstændige mennesker, som vandrede fra bosættelse til bosættelse. Det var nu næppe tilfældet. I den romerske og germanske jernalder var håndværkeren formentlig nært bundet til småkongens eller krigeraristokratiets hushold. Her havde han den vigtige sociale opgave at fremstille mange af de symboler, som over for omgivelserne signalerede, hvem ejeren eller bæreren var. Formentlig har håndværkeren kunnet lånes ud som en „gave“ til ligestillede aristokrater i andre samfund, eller til storbønder i hans eget samfund. Og hvad der var særlig vigtigt, hans produkter kunne fordeles ud fra rent politiske motiver fra elitens side, som det ofte skete i et samfund, hvor gavegivning spillede en stor socio-politisk rolle.152

Noter

145: Oldeberg 1942, 1943, 1966a, 1966b; Holmqvist & Arrhenius 1964; L. Hedeager 2002, s. 304 ff. Nedenstående fremstilling bygger på U. Lund Hansen 1975.

146: F.eks. benyttes den ved fremstillingen af den romerske jernalders såkaldte berlokker, se Mand og kvinde.

147: Den kendes fra det 2. årtusinde f.Kr. bl.a. fra den egyptiske farao Tut Ankh Amons grav, hvor man fandt en dolk med filigranornamenteret fæste.

148: Fra århundrederne før Kr.f. kendes herhjemme enkelte filigranornamenterede genstande, f.eks. halsringen fra Dronninglund, se Fra fjerne egne.

149: Holmqvist & Arrhenius 1964.

150: B. Arrhenius 1971.

151: Se f.eks. H. Steuer 1987a.

152: P.H. Ramqvist 1990.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: I håndværkernes værksteder i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431037

Afsnittet I håndværkernes værksteder er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet