De store vandringer

Historien om Europa i 400- og 500-tallet e.Kr. er historien om et kontinent i opbrud.¹ Med delingen i et vestromersk og et østromersk rige i 395 e.Kr. (se Et imperium i krise) var det gamle Romerrige for stedse ophørt med at bestå som en samlet stat. Blot nogle få årtier tidligere havde man troet, at kejser Theodosius (347-95 e.Kr.), som senere kristne historikere udstyrede med tilnavnet „den Store“, havde genoprettet rigets kraft på samme måde, som kejserne Aurelian og Diokletian havde gjort det før ham. Ikke desto mindre var Romerriget her ved indgangen til det 5. århundrede e.Kr. på vej mod den endelige undergang. Inden århundredet var ude, var hele den vestlige halvdel af imperiet erobret af barbariske folkeslag. Samtidig hermed blev den østlige halvdel forvandlet til det byzantinske rige, som dog bestod i endnu over tusinde år.

Et af de store skridt frem mod denne nye tingenes tilstand var taget, da kejser Theodosius i 391 e.Kr. havde erklæret kristendommen for romersk statsreligion. Med sit fuldstændige mønster for menneskenes liv fra vugge til grav kom den kristne religion nu til at gribe ind i historiens gang på en måde, som ingen religion tidligere havde gjort det.² Om det skal vi senere høre nærmere. Men først skal vi rette opmærksomheden mod de folkevandringer, som satte Europa på den anden ende i disse århundreder.

Folkevandringerne var den svøbe, som hærgede det europæiske kontinent i 400- og 500-tallet. Med undren og forfærdelse så man i samtiden det ene folkeslag efter det andet bryde op og trænge ind i det tidligere så mægtige verdensrige, uden at der var mange muligheder for at tvinge de ubudne ud igen. Om årsagerne til folkevandringerne har man i tidens løb haft mange forskellige forklaringer: overbefolkning, klimaforværring, misvækst, kvægdød, pest og andre former for nød har alle været nævnt. Men det kan ikke være hele forklaringen. For nød alene giver næppe et vandrende samfund overskud til at føre krig.

Forklaringen skal snarere søges i de århundreder, der gik forud for vandringerne. Tidligere (i bind 3) så vi, hvordan de central- og nordeuropæiske samfund udviklede sig i retning af en stadig større orden med bl.a. regulerede landsbyer. Men det var også samfund, som i høj grad var blevet militariserede som følge af kontakten med den romerske verden. Det gav sig udtryk i væbnede konflikter, byggeriet af volde og søspærringer samt omfattende ofringer af våbenudstyr. Vi så også, hvordan en ny jordejende krigerelite tilsyneladende var kommet til magten over store dele af Nordeuropa. Det havde ført til, at det gamle slægtsorienterede samfund var blevet opløst, og et nyt og stærkt militariseret samfund var opstået. I dette var eliten afhængig af stadige tilførsler af rigdom i form af ædelmetaller, våben og luksusvarer. Vigtige forudsætninger for hele samfundslivet må have været krig, plyndring og røveri. Uden dette ville hele det sociale netværk bryde sammen, for rigdommen skulle til stadighed cirkulere for at sikre alliancer og bindinger imellem ledere og afhængige.

Hvor store de menneskemængder var, som brød op og deltog i de europæiske folkevandringer, ved vi ikke.³ Naturligvis var det ikke alle, der drog ud. Mange blev derhjemme. Men både mænd, kvinder og børn deltog i de store folketog. Og undervejs skete der også en opblanding af nye deltagere. Som regel møder vi først de vandrende folk på et sent tidspunkt af deres eksistens, dvs. når de kom ind i de romerske historikeres søgelys. På det tidspunkt kunne de være samlet i store forbund under nye navne, og vi ser, hvordan de mange forskellige etniske enheder opfattede sig som et hele, knyttet til en fælles hærleder og bundet sammen af en fælles krigeridentitet, som regel med en forestilling om en fælles oprindelse.

Men lad os vende opmærksomheden mod det Syd- og Centraleuropa, som folkevandringerne rettede sig imod. Med delingen i et østromersk og et vestromersk rige i 395 e.Kr. var Konstantinopel fortsat med at være hovedstaden i øst. Kejser Konstantin den Store havde formelt indviet byen allerede i 330 e.Kr. Sin store betydning havde den fået i kraft af sin beliggenhed. Den lå som et velegnet bindeled mellem Europa og Asien, mellem Sortehavsområdet og Ægæerhavet og de egne ved Middelhavet, der gav adgang til handelsvejene til det Mellem- og Fjernøsten, som spillede en afgørende rolle i kulturudviklingen.

I 395 e.Kr. var kejser Theodosius den Store død. Han havde efterladt den østlige halvdel af riget til sin ældste søn Arcadius (377-408 e.Kr.) og den vestlige del til sin yngre søn Honorius (384-423 e.Kr.). Som vi skal se, faldt vesten snart for de indtrængende folkeslag. Østen var derimod heldigere. Her blev det 5. århundrede indledningen til en ganske vist kortvarig storhedstid for det østromerske rige.⁴ I begyndelsen af det 5. århundrede e.Kr. skabte kejser Theodosius 2. (408-450 e.Kr.) et velfungerende styre, hvor videnskaben blomstrede,⁵ og hvor hovedstaden voksede i omfang og betydning. Alt sammen i modsætning til den skæbne, som blev søsterhovedstaden Rom til del.

Dog blev heller ikke det østromerske rige forskånet for vanskeligheder. Tæt ind til rigets østlige områder lå det stærke Sasaniderige.⁶ Begge riger stræbte efter at opretholde et vist mål af kontrol over det ørkenland, som grænsede op til de romerske provinser i Syrien, Palæstina og Egypten, og begge ønskede de at vinde det strategisk vigtige Kaukasusområde. Konstant agtpågivenhed og hyppige konflikter prægede derfor forholdet mellem Persien og Rom ude ved de østlige grænser. Men her var der tale om en konfrontation med en modstander, hvis kultur var jævnbyrdig med den græsk-romerske verdens.

Den gamle verdens økonomiske og kulturelle tyngdepunkt flyttede sig nemlig i disse århundreder mod øst, mens vesten langsomt blev overladt til sig selv, fjernt fra de politiske, økonomiske og kulturelle centre. Det gav sig udtryk i imperie-hovedstædernes flytning fra vest mod øst igennem det 1. årtusinde e.Kr.: Fra Rom og Italien, der i kraft af evnen til at skabe, hvad man har kaldt politisk kapitalisme,⁷ havde været førende i det 1. og 2. århundrede e.Kr., til Konstantinopel og det ægæisk-anatolske område i det 4. århundrede e.Kr. – og derefter til Levanten og det islamiske Damaskus i det 7. og 8. århundrede e.Kr., for til sidst at nå Mesopotamien og Bagdad i det sene 8. århundrede e.Kr., med Samarra som den sidste, men aldrig fuldførte imperiale hovedstad i det 9. århundrede e.Kr.⁸

Forskydningen af tyngdepunktet mod øst mærkedes også i den voldsomme uro, der på den tid var i de østlige provinser. Navnlig var der i Syrien, Palæstina og Egypten en voksende utilfredshed med det romerske styre. Det var en utilfredshed, der havde sin egentlige begrundelse i, at man her følte sig mere beslægtet med orientalsk end med vestlig eller græskromersk livsopfattelse.

Det var alt sammen fænomener, der på langt sigt skulle føre til, at vesten mistede sin førerstilling i den kulturelle udvikling. En mere øjeblikkelig virkning havde imidlertid konfrontationerne med de barbariske folkeslag på selve det europæiske kontinent. Nogle af de aktører, der først blev synlige i den tidlige europæiske folkevandringstid, var goterne.⁹ De var i løbet af 200-årene nået frem til den romerske grænse ved Sortehavet – formentlig kom de et sted nordfra, fra Østersøkysten. Ved Sortehavet etablerede de sig i to store stammeforbund, ostrogoterne og visigoterne, henholdsvis øst- og vestgoter.¹⁰ Under den legendariske kong Ermanarics ledelse ekspanderede østgoterne videre mod øst, over floden Don og ud på de kirgisiske stepper. Det østgotiske forbund af østgermanske og slaviske stammer rakte i 300-tallet e.Kr. fra Østersøkysten til Kasakstan. Talrige etniske grupper indgik i dette rige, hvorfra der også var nære forbindelser til f.eks. det syddanske område (se Kostbarheder fra Syden).

I slutningen af 300-tallet mødte østgoterne imidlertid deres skæbne ude på de kirgisiske stepper. Det skete i form af hunnerne, som på den tid var på vej vestover. Snart så kong Ermanaric sit vældige rige løbet over ende. Både øst- og vestgoter søgte nu sammen med de såkaldte vandaler¹¹ hjælp hos den romerske kejser. I 376 e.Kr. tillod han, hvad der formentlig var et par hundrede tusinde af vestgoterne, at slå sig ned inden for Imperiets Donaugrænse. Her skulle de fungere som bolværk mod andre germanske stammer, som blev presset frem af hunnerne.

Goterne var således den første germanske stamme, som fik tilladelse til at slå sig ned inden for Imperiets grænser, uden at de blev romaniserede. Det kom da også snart til konflikt med værterne. En romersk hær blev slået, og goterne drog på røvertogt ned gennem Balkan. Men i 378 e.Kr. fik kejser Valens samlet en ny hær, og den 9. august samme år kom det til det skæbnesvangre slag ved Adrianopel, ¹² hvor både østgotere og hunnere deltog. Det blev til et frygteligt nederlag. Kejseren selv faldt, og den romerske hær blev totalt udraderet.

Under kejser Valens efterfølger Theodosius (347-95 e.Kr.) søgte man i en periode et mere fredeligt forhold til goterne. De af dem, der havde slået sig ned på Balkan, blev endog anerkendt som militære hjælpetropper i kejserlig sold. Det var imidlertid en kostbar ordning, for de fremmede plyndrede rundt omkring sig efter forgodtbefindende. Regeringen i Konstantinopel var derfor særdeles lettet, da goterne rettede deres opmærksomhed mod andre områder.

Det skete efter kejserens død og rigets deling i 395. Ikke så snart var den en realitet, før de to rigshalvdele kom i strid om grænseprovinsen Illyrien, og i dette spil om magten søgte begge parter at bruge vestgoterne. I 402 møder vi vestgoterne på vej ned igennem Italien ledet af deres konge, Alarik, men bevæbnet af den østromerske kejser. Det lykkedes dog i 405 e.Kr. den øverstkommanderende for den vestromerske hær, Stilicho, at slå Alariks indtrængende vestgotiske hær. Men for at forsvare Italien havde Stilicho måttet hidkalde en stor del af grænsetropperne oppe ved Rhinen, inklusive dem i Britannia. Det nordlige Gallien lå nu blottet for andre barbarstammer, og i 406, ved nytårstid, overskred vandalkongen Gunderich Rhinen med en kolossal hær af blandet sammensætning. Militær modstand mødte de så at sige ikke.

De indtrængende vandaler og deres allierede indtog nu store områder af Gallien, men i den nordlige del holdt frankerne dem tilbage, og vandalerne vendte sig derfor mod syd. Her ventede Stilicho dem imidlertid med en stor hær. Det fik vandalerne til igen at vende om. De gik nu nordpå langs kysten i retning af England, som jo stadig var en del af Romerriget. Mens dette foregik blev Stilicho imidlertid myrdet. Det skete i 408 e.Kr., endda på foranledning af den romerske kejser, som derved så at sige inviterede vandalerne til at drage sydpå igen. I 409 e.Kr. krydsede de Pyrenæerne og trængte ned på den Iberiske Halvø.

På det tidspunkt var vestgoteren kong Alarik igen med en stor hær på vej ned igennem Italien, og i 410 e.Kr. indtog og plyndrede han i seks dage Rom, efter én gang tidligere at have ladet sig købe bort. For første gang, siden kelterne i år 387 f.Kr. hærgede byen (se Europa i opbrud), var hovedstaden igen i en fremmed hærs besiddelse. Alarik og hans vestgoter fortsatte imidlertid ned igennem Italien, målet var Nordafrika med dets store kornrigdomme. Så langt nåede man dog aldrig, og Alarik døde på tilbagetoget igennem Italien. Hans efterfølger Athaulf førte derpå den vestgotiske hær ind i Gallien. Her blev han dog dræbt, og vestgoterne måtte slutte fred med romerne, dog på så gunstige vilkår, at de blev anerkendt som forbundsfæller. De drog nu ned på den Iberiske Halvø, hvor de på den vestromerske kejsers vegne nærmest udslettede de der bosiddende vandaler. Igen gik de mod nord og slog sig nu ned i det sydvestlige Frankrig, i egnen mellem floderne Gironde og Loire, hvor de gjorde Tolosa (Toulouse) til deres konges by. Her oprettede de i 417 e.Kr., efter 40 års vandringer gennem det sønderrevne romerske imperium, et selvstændigt kongedømme. Dermed var den første barbarstat på romersk jord grundlagt. Det vestgotiske rige bestod i hen ved hundrede år, indtil merovingerne overtog herredømmet over det franske område.

Endnu mens denne første bølge af folkevandringer skyllede ind over kontinentet, fulgte en ny, som ikke var mindre katastrofal. Hunnerne gjorde deres entré og truede nu et lamslået og forsvarsløst Europa.

Hvem var de, disse hunner? Navnet var fællesbetegnelsen for en gruppe nomader, som i årene omkring 370 dukkede op i det dengang østgotiske område i Ukraine.¹³ Man ved ikke meget om, hvor de kom fra, ikke andet end at det var østfra, et sted på de støvede asiatiske stepper.¹⁴ Man ved heller ikke, hvilket sprog de talte. Ja, det er et spørgsmål, om de overhovedet udgjorde en etnisk enhed. Men med en skrækindjagende effektivitet undertvang de hunniske horder de folkeslag, som de mødte på deres færd mod vest. De gjorde sig til herrer over nomadefolkene i Don-området, de undertvang de østgotiske folk i Ukraine, og i slutningen af 370'erne var de nået frem til Donaus nedre løb og tvang vestgoterne væk fra den tidligere romerske provins Dacien (Rumænien). Et årti senere invaderede de Raetien og Noricum, det nuværende Sydtyskland og Østrig, og da havde de allerede etableret sig permanent på den ungarske steppe.¹⁵

Overalt, hvor de kom frem, skabte de hunniske horder kaos og rædsel. Samtidige forfattere¹⁶ beskrev dem som undersætsige og kraftigt byggede og af et skrækindjagende udseende. Man sagde om dem, at de var så hærdede, at de hverken behøvede ild eller tilberedt mad – deres føde bestod af vilde rødder og råt kød. Om kødet fortaltes det, at de lagde det på hesteryggen under sadlen og red på det, til det blev mørt. Ja, de levede bogstaveligt på deres hestes rygge. Her fortærede de deres mad, og her sov de, hængende hen over hestenes manke.

Det var en verdensdel i opbrud, hunnerne var trængt ind i, og det var en tid, hvor venner og fjender kæmpede med hinanden i hurtigt skiftende alliancer. Romerne kæmpede med barbarer mod barbarer, og barbarerne kæmpede indbyrdes. Også hunnerne indgik i dette spil. Siden 433 e.Kr. var deres leder den legendariske Attila, en lille, men imponerende mand med store feltherreevner, som i senere sagn og digtning blev erindret dels som en vældig hersker, dels som „Guds svøbe“ over menneskeheden.

I året 437 tilkaldte den romerske statholder i Gallien, Aetius, Attila og hans hunnerhær for at blive burgunderne kvit. De havde omkring 413 taget bolig i det nuværende Pfalz og dannede her et rige med Worms som hovedstad. At tilkalde hunnerne var et taktisk vellykket greb: burgundernes konge, Gundokar, blev dræbt og hovedparten af hans rige blev udslettet. Aetius lod de overlevende burgundere flytte sydpå, hvor de grundede et nyt rige i Rhônedalen. Det var disse grusomme kampe, der blev skildret i det middelalderlige tyske helteepos Nibelungenlied, og som også fjernt afspejler sig i den nordiske sagndigtning.¹⁷ Et par år senere tilkaldte Aetius igen hunnerne for at nedkæmpe vestgoterne. Hunnerne kom nu under kommando af en romersk general, men formåede i øvrigt ikke at vinde over vestgoterne.

I årene 441-43 og 447 var hunnerne igen på spil i det nordlige Balkan, som blev grusomt hærget. Ved en første fredsslutning måtte den øst-romerske kejser Theodosius 2. erlægge den enorme sum af 432.000 solidi, dvs. hen ved to tons guld. Derefter fulgte en anden fredsslutning, hvor betalingen var tre tons guld samt en forpligtelse til en årlig ydelse på 2.100 pund guld. Disse vældige mængder ædelmetal brugte hunnerne på at holde diverse alliancer med deres forbundsfæller intakte, og virkningerne var følelige helt oppe i Danmark, hvor man på denne tid kan tale om en veritabel „guldalder“ (se En nordisk Guldalder).

I 451 invaderede Attila og hans hunner Gallien. Glemt var den tidligere alliance med de romerske ledere. Den samlede hær bestod nu af mange andre stammegrupper end hunner: østgoter, svever, thüringer, burgunder og franker. Men ved denne lejlighed lykkedes det vestriget med sin sidste kraft, understøttet af franker og vestgoter, der nødig så deres nyvundne lande hærget af hunnerne, at standse disse i et voldsomt slag ved Orléans i Midtfrankrig. Her, på De katalauniske Marker, syd for Marne (ved Châlons) led den frygtede kong Attila sit første nederlag. Gallien var reddet for hunnerne.

Allerede året efter drog hunnerne dog ind i Norditalien, hvor Aquileia, den store handelsby ved nordenden af Adriaterhavet blev raseret. Man kunne nu have ventet, at Attila var draget videre i retning mod Rom. Men i stedet trak han sig, uvist hvorfor, tilbage til Pannonien (Ungarn syd for Donau). Her døde han i 453 e.Kr., efter sagnet dræbt på sin bryllupsnat af den skønne burgunderinde Ildiko (Hildegunde), der ville hævne sit folks nederlag. Attilas hunnerhær gik snart i opløsning. En af forklaringerne herpå var formentlig, at omkring 450 e.Kr. var de store tributbetalinger fra det østromerske rige ophørt. Hunnerne havde nu ikke længere noget økonomisk grundlag, og deres overfald på romersk område aftog efterhånden.

Men vesten havde endnu en bølge af folkevandringer til gode. Året før Attilas død var den romerske statholder i Gallien, Aetius, blevet myrdet som følge af interne politiske magtkampe. Dermed var det vestromerske rige bragt endnu et skridt nærmere sin opløsning. I 455 blev Rom plyndret godt og grundigt af vandalerne fra Nordafrika. Og i de følgende år var der stadige kampe om det galliske område, Spanien blev i 478 erobret og underlagt vestgoterne, og i nordvest fortsatte frankerne deres ekspansion, mens alemannerne ekspanderede mod nordøst.¹⁸

Det endelige sammenbrud kom, da den sidste vestromerske kejser Romulus Augustus, blot et barn, blev afsat af den germanske hærfører Odoaker, som derpå gjorde sig til konge over Italien. Det skete i 476 e.Kr. Til det år sætter man traditionelt det vestromerske riges fald. Men for provinserne og egnene uden for Limes var tidspunktet uden større betydning, opløsningen havde længe været i gang (se også bind 3, side 378), og på ruinerne af imperiet var opstået en række først og fremmest germanske kongedømmer, som allerede i begyndelsen af 500-tallet udmærkede sig ved deres størrelse og styrke. I det nuværende Frankrig og langt ind i Tyskland var det Frankerriget. I Spanien var det det vestgotiske Rige og i Italien Theoderiks østgotiske kongedømme. Oppe i det nordeuropæiske lavlandsområde var det i vest sakserne, der beboede området syd for Danmarks grænse. I øst var det derimod de ikke-germanske slaver, der havde overtaget landet efter hunnerne. Og mod nordvest var det anglerne, sakserne og jyderne, der efter romerne havde slået sig permanent ned i Sydøstengland.

Provinsen Britannien, den nordligste af de romerske provinser, var jo blevet overladt til sig selv omkring 408 e.Kr., da Stilicho havde trukket de romerske tropper tilbage fra øriget for at bruge dem imod Alarik (se ovenfor). De Britiske Øer gennemlevede nu en tumultarisk periode på samme måde som områderne på kontinentet, et stort territorium med en romersk-britisk kultur blev nu germaniseret. Allerede i det sene 3. århundrede havde saksere og frankere hærget kanalkysterne. Og i de efterfølgende århundreder kom mindre befolkningsgrupper fra kontinentet til England. Nogle kom fra Rhinmundingområdet, fra Elb- og Weserområdet. Andre fra Danmark og Frisland. I det sene 6. århundrede, ja, muligvis tidligere, var et stort område af det sydøstlige England under frankisk kontrol.¹⁹ Der var yderligere invasioner fra Vestnorge til Norfolk og Humberside sent i det 5. århundrede.²⁰ Nogle saksere bosatte sig i East Anglia,²¹ hvor frankere og frisere formentlig havde været til stede langt tidligere. I Wales og i nord levede derimod fortsat keltiske stammer.

Historien om disse indvandringer har vi fra Beda, en munk der levede i Northumbria i Nordengland. I det tidlige 700-tal nedfældede han en beskrivelse af de germanske folkeslag, som koloniserede de Britiske Øer i 400-årene²² og beskrev, hvorledes dele af Britannien blev koloniseret af folk fra tre naboområder på kontinentet: jyderne, sakserne og anglerne. Den nye elite opretholdt også forbindelser med andre dele af det germanske Europa. I de sydlige dele af øriget var der nære forbindelser til frankernes land på kontinentet. I Mellem- og Nordengland var der til gengæld stærke kontakter til de skandinaviske lande.²³

Det 5. og 6. århundrede var i England en periode, hvor de romerske godser forfaldt, hvor bylivet svandt ind, pengeøkonomien ophørte og landbrugsproduktionen gik ned. De sparsomme kilder indikerer, at landet gennemgik en fase med skiftende alliancer og dynastiske ægteskabsforbindelser, interne konflikter og omlægninger af bosættelsesmønstret.²⁴ Først med det 7. århundrede skabtes ud af de indre stridigheder de små angelsaksiske kongedømmer, som vi senere skal høre om.

Med afsættelsen af den sidste vestromerske kejser i 476 e.Kr. kan man sige, at antikken sluttede, og middelalderen begyndte. Middelalderen er dog ikke nogen entydig kronologisk størrelse. Det er først i 1600-tallet, at den bliver opfattet som en historisk epoke, og vi skal helt op i 1900-tallet før man begynder at operere med en klar faseopdeling af den.²⁵ Set fra en nutidig synsvinkel betød overgangen fra senantikken til middelalderen, at et hedensk, romersk domineret Europa forvandlede sig til et kristent, middelalderligt Europa. Men sådan oplevede samtiden det naturligvis ikke selv.²⁶ Næppe nogen samtidig har oplevet begivenhederne som et fundamentalt brud i udviklingen. Det, som var mest mærkbart i tiden, var de konstante kampe mellem de fastboende og indvandrende og mellem de kristne og ikke kristne. Mærkbare var også forandringerne i ejendoms- og udbytningsforholdene. Det sidste var måske det vigtigste.

I Gallien var det romerske herredømme endelig afsluttet – og et andet var begyndt: det frankiske. Efter hunnerslaget på De katalauniske Marker i 451 var Childerik (456-81 e.Kr.) nogle få år senere blevet konge over den største gruppe inden for det frankiske forbund – enekonge var han altså ikke endnu.²⁷ Childerik kom senere til at deltage i kampene mod vestgoterne ved Orléans i 463, og han kæmpede under romersk kommando ved Angers i 469. Tournai var centrum for hans magt.²⁸ Han opbyggede en magtposition blandt de frankiske krigere og i forhold til den romerske magtstruktur. Og han lagde dermed grunden til det imperiebyggeri, som hans søn, Clodevig, senere gennemførte.

Efter Childeriks død i 481 arvede sønnen Clodevig (ca. 466-511) faderens rige. Han blev det merovingiske Frankerriges egentlige grundlægger.²⁹ Clodevigs rige i Nordgallien var i begyndelsen ikke stort, men han var troløs og snu som politiker, og det var hans mål at blive hersker i det magttomrum, der var opstået i det vestromerske Gallien.³⁰ Efter sin magtovertagelse erobrede han område efter område. Det begyndte med angreb på thüringerne, alemannerne og burgunderne, som alle blev slået eftertrykkeligt.³¹ Og efter 507 vendte han sig mod vestgoterne. På ruinerne af det romerske Gallien skabte han det mægtigste blandt de nye germanske riger, det frankiske rige.³² Hans efterkommere, merovingerne, forblev i de følgende århundreder Galliens herskere.³³

Clodevigs merovingiske rige var en stat, der hvilede på personlige forbindelser, alliancer og frem for alt loyalitet. Forbindelser og alliancer gik fra det centrale merovingiske område på tværs af grænserne og rakte over store afstande til de nord- og centraleuropæiske folk.³⁴ Styreformen får man et indblik i gennem den såkaldte saliske lov, Lex Salica, som synes at stamme fra tiden omkring 480 e.Kr., og som viser i hvor høj grad Gallien nu blev germaniseret.³⁵ I den saliske lov blev fastslået, at kongedømmet var arveligt, at kongen var eneberettiget til at opretholde en hird, og at han havde ret til at udskrive frie mænd til hæren. Allerede i det 6. århundrede opbygges således et system, der hviler på kongens ret til at udskrive frie mænd til militærtjeneste, til at stille krav til deres bevæbning, og til at foretage årlige mønstringer. Kongemagten rådede altså over to vigtige magtfaktorer: den professionelle hær, følget eller hirden, og den udskrevne hær.³⁶

I løbet af det 6. århundrede gik det merovingiske område således ind i en fase med tættere social organisation med udvikling af love og rettigheder. Den saliske lov viser desuden, at frankerne nu var et fastboende bondefolk, og at privateje til jord var almindeligt, samt at jorden udelukkende nedarvedes til sønnerne, medens døtrene kun kunne arve løsøre. Clodevig havde dog også sat sig på, hvad der var tilbage af romersk provinsadministration. Det gav ham et administrativt styringsredskab i hænde som supplement til den militære kontrol.

I 511 døde Clodevig, og riget gik i arv til hans fire sønner, som delte det imellem sig som andet gods efter den saliske lovs arveregler. Nok stræbte de en tid efter at holde riget sammen. I realiteten blev det alligevel delt i to, et vestligt og et østligt, Neustrien og Austrasien. Selv om deres herskere indbyrdes kom i konflikt med hinanden, lykkedes det dem alligevel at udvide frankernes erobringer med Provence, Burgund og Bayern. Men endeløse slægtsfejder reducerede arvingernes antal, og i 558 e.Kr. tilfaldt hele landet Clothar 1. I hans regeringstid udkæmpedes voldsomme fejder, hvis deltagere, bl.a. Brynhilde, Fredegunde og Galsvinda, man møder i den nordiske sagndigtning, bl.a. Eddaen. Mærkeligt at tænke på, at endnu mange århundreder senere indgik erindringen om disse skæbnetunge begivenheder i Europas folkevandringstid i de sagn og sange, som levede videre i en mundtlig tradition i yderkanterne af den europæiske civilisation, i Island og Norge.³⁷

I modsætning til de fleste barbar-kongedømmer, overlevede Clodevigs rige de omskiftelige tider, for det var et stærkt og erobringslystent Frankerrige, som var opstået under de merovingiske konger og med et krigeraristokrati som magtens udøvere. Højtrangerende hærmænd i fyrstens følge (hird) blev forlenet gods i de undertvungne områder. Og vi finder medlemmerne af denne krigerklasse gravlagt i store trækamre, gerne med deres tildelte rangtegn: kostbare sværd, hjelme og heste.³⁸ Det oprindelige stammekongedømme omfattede nu næsten hele Gallien eller Francia, Frankerriget, som det blev kaldt i de skriftlige kilder allerede i 587. Clodevigs efterkommere forblev ved magten frem til slutningen af 600-tallet, hvor Karl Martel og hans slægt, karolingerne, overtog ledelsen af merovingernes Francia. Men den historie hører de følgende kapitler til.

Inden vi forlader det europæiske kontinent skal vi kaste et sidste blik på det østromerske rige, som det udviklede sig igennem det 6. århundrede e.Kr. Her blev der under kejser Justinian (482-565 e.Kr.) gjort et sidste forsøg på at genskabe imperiet, tydeligvis som et forsøg på at kompensere for den situation, hvor Europa var ved at blive skubbet ud i historiens mørke.

Justinian søgte med noget held at genoprette det romerske herredømme over de germanske folk, som nu havde bosat sig i Italien, Frankrig, Spanien og Nordafrika. I 534 e.Kr. knuste han vandalernes herredømme over Nordafrika. I 535-53 besejrede han ostrogoterne i Italien. Øerne i det vestlige Middelhav blev generobret, og byzantinerne vandt i 555 e.Kr. fodfæste i det sydøstlige Spanien – hovedparten af Den ibiriske Halvø forblev dog på vestgotiske hænder. Men provinsen Gallien var for altid tabt. Og da den sidste af de store folkevandringer ind på romersk territorium, langobardernes indtrængen i Italien, fandt sted i 568 e.Kr., brast omsider forestillingen om et reetableret romersk imperium.³⁹ Justinian var således den sidste romerske kejser, som med noget held, om end kun for en kort tid, genskabte et Imperium Romanum, som omfattede næsten hele Middelhavs- verdenen. Og han blev husket derfor i den europæiske tradition. Således gav Dante, som skrev sin Divina Commedia i slutningen af det 13. århundrede, Justinian plads i sit Paradiso. Kejserens eftermæle er bevaret i en af de prægtigste bygninger i Europa, i katedralen Hagia Sophia, som han lod bygge i Konstantinopel og indviede til den hellige visdom.⁴⁰

I det østlige rige, i Byzans, blev den kejserlige tradition og det kulturelle liv således ikke udsat for noget voldsomt brud. Overgangen fra senantikken til den tidligt middelalderlige kristendom skete ganske umærkeligt.

Også i vest var der fremgang for kristenheden. Frankerkongen Clodevig havde ladet sig døbe i katedralen i Reims juledag i året 496.⁴¹ Dermed havde kristendommen fået en magtfuld forkæmper i Nordeuropa. Kongens omvendelse var nemlig ikke noget privat anliggende. Den var lige så meget en politisk og militær sag, for kongens religiøse tilhørsforhold var en del af befolkningens identitet.⁴² Det berettes da også, at sammen med kongen blev mere end tre tusinde af hans hær døbt. For kongens følge fulgte helt naturligt trop med herskeren. Det er en begivenhed, der er værd at have i erindring, når man senere skal vurdere betydningen af, at den danske Harald Blåtand knap fem hundrede år senere lod skrive på Jellingstenen, at han „kristnede danerne“.

I Europa havde kristendommen været i stærk vækst, siden Theodosius i 379 var blevet kejser i Konstantinopel. Den tidligste kristendom havde især blomstret i kystbyerne i det østlige Middelhav. De første sikre spor af kristne foreninger i europæiske, ikke-mediterrane byer viser sig i det 3. århundrede e.Kr.⁴³ Men det er først i det 4. århundrede, at kristendommens indflydelse for alvor mærkes i Europa. Kirken blev efterhånden en relativt stor jordejer, der blandt sine medlemmer talte personer fra den herskende klasse – den var tydeligvis ved at blive en økonomisk magtfaktor, og det var den ikke sen til at udnytte. Den katolske kirke kunne nu ved udsendelsen af missionærer og oprettelsen af talrige nye bispedømmer og klostre koncentrere sig om en kristning af de brede befolkningsgrupper i det vesteuropæiske område. Kirken blev altså en magtfaktor side om side med godsejernes traditionelle kontrol med forpagtere, bønder, fæstere og slaver, som nu kunne underlægges endnu mere kontrol.⁴⁴ Det tog dog århundreder, før hele befolkningen i Vesteuropa var blevet kristnet. Og i nord yderligere et par århundreder før de sidste hedninge var bragt ind under den kristne kirke.

Hvad var nu følgerne af de store omvæltninger i Europa i det 5. og 6. århundrede? Overalt var det gået tilbage for byerne – lavpunktet nåedes i 500-tallet, hvor mange byer blev helt opgivet. Møntøkonomien var i den samme periode også i betydelig tilbagegang. Nok var guldmønter fortsat i brug, men de hørte hjemme i en særlig sfære. De indgik navnlig i de talrige alliancer, som magthaverne indgik på kryds og tværs over hele kontinentet. Også skattesystemet brød sammen, ligesom langdistancehandelen gik i stå.⁴⁵

Også i bosættelsen fandt store forandringer sted. Allerede i det 3. århundrede kunne man iagttage et udbredt forfald i de vestromerske provinser. Her var årsagen ikke så meget de store folkebevægelser, den var snarere af strukturel art, idet mange villaer, dvs. landgårde, blev opgivet af økonomiske årsager, monumentalbyggeriet i byerne hørte op, og byerne selv skrumpede ind. Villaerne i vesten blev i det 4. århundrede gerne afløst af irregulære, let befæstede bebyggelser på stejle bakketoppe og lignende.⁴⁶ Herfra forsynede stormændene den omgivende befolkning med bl.a. våben og smykker, som de lod fremstille på de højtliggende, befæstede storgårde. Det samme skete i andre dele af Romerriget, hvor den klassiske villa forsvandt og byerne, parallelt hermed eller lidt senere, blev reduceret til ofte uigenkendelige småcentre med nogle få kirker og residenser, ofte i ruinerne af ældre bygninger.

Det var således et totalt forvandlet Europa, der lå tilbage, da folkevandringerne omkring 600 e.Kr. var ovre. Men mens alle disse omskiftelser fandt sted i Central- og Sydeuropa, var landene heroppe i nord stadig indhyllet i et forhistorisk mørke. Der er meget få skriftlige kilder, som kan belyse situationen i de egne mellem Vesterhavet og Østersøen, som ikke desto mindre netop var ved at få deres særegne identitet i disse århundreder. De arkæologiske kilder fra perioden er meget ensidige. Men de viser dog, at udviklingen i mangt og meget fulgte de samme hovedlinjer som længere mod syd. Danmark var langsomt ved at blive inddraget i den vesteuropæiske kulturkreds.

Arkæologisk set betegner man i Danmark tiden efter den romerske jernalder som den germanske jernalder. Den begyndte omkring 400 e.Kr. og fortsatte frem til slutningen af 700-tallet. Den germanske jernalder kan deles i et ældre og et yngre tidsafsnit. Skillelinjen mellem de to perioder ligger efter den første tredjedel af 500-tallet.⁴⁷ Tidligere kaldte man perioden for folkevandringstiden, og det navn anvendes stadig i Sverige om den ældre del af perioden. Her kaldes det yngre tidsafsnit Vendeltid efter nogle rige gravfund ved Vendel i Mellemsverige. I Norge benytter man navnet folkevandringstid om det ældre, og merovingertid om det yngre tidsafsnit.

I den germanske jernalder ændrer de arkæologiske fund fuldstændig karakter i forhold til den romerske jernalder. Gravfundene bliver i det meste af landet meget fåtallige, medens guldet dominerer i offerfundene. Ældre germansk jernalder er den guldrigeste periode i Danmarks oldtid. Men lad os nu på baggrund af et Europa, der længe havde befundet sig i et bundløst kaos, se på de områder i den nordlige periferi af kontinentet, som langsomt var ved at få en ny identitet.