Stammen og ætten (4.000-2.800 f.Kr.)

De store stengrave lå tæt ved de åer, søer eller andre vådområder, som på én gang adskilte og forbandt bondestenalderens bygder med hinanden. Gravmonumenterne lå gerne et stykke oppe ad bakkeskråningerne. I vådområderne umiddelbart nedenfor, hvor elleskovene groede tæt, og hvor luften om sommeren kunne være mættet med den bedøvende duft af porse, lå nogle andre hellige steder. Her samledes bønderne lejlighedsvis til rituelle måltider og anbragte deres offergaver. Ude i åernes og søernes vand nedsænkede de lerkar, som havde været brugt ved hellige måltider, og inde ved bredderne lagde de deres offergaver af kostbare flintøkser. Ofringer af mennesker indgik også undertiden i ritualerne.

Det var vandløbene, som gav bønderne adgang til omverdenen. Her så man hyppigt stammebåde sejle af sted med mennesker og varer. Intet samfund levede i isolation. Over store områder fandtes der et netværk af kontakter, som bandt de enkelte bygder til hinanden. Varer, ideer – og mennesker må til stadighed have været i bevægelse fra egn til egn. Derfor var der over store områder ligheder i den måde, menneskene levede på, og i den måde, hvorpå de anskuede verden.

Igennem dette netværk af kontakter blev bønderne forsynet med efterspurgte råmaterialer som kvalitetsflint og sjældne værdigenstande. Hovedparten af de daglige fornødenheder fremstillede man lokalt på bopladserne. Men ligesom det havde været tilfældet hos jæger-fiskerbefolkningen i tidligere tider,¹ eksisterede der også hos bondebefolkningen et behov for mere sjældne varer, overdimensionerede flintøkser, smykker af rav og våben og redskaber af metal f.eks., som indgik i den sociale konkurrence mellem menneskene. Mange af disse kostbare genstande endte i de offernedlæggelser, som bønderne foretog på de hellige steder i vådområderne omkring bosættelserne.