Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nordens guld

Oprindelig forfatter JJe

Ude ved den jyske vestkyst, i et af Danmarks ensomste og mest storslåede naturlandskaber, ved Lodbjerg i Thy, lå omkring 3000 år f.Kr. en lille boplads.60 På dage efter langvarige storme med pålandsvind kunne man se bopladsens beboere vandre dernede på stranden. Sommetider var der en af dem, der standsede, bøjede sig ned og tog noget op. Måske han holdt det op mod lyset for at vurdere dets glans. Det var rav, bopladsens beboere samlede. De vidste nøje, hvor de skulle søge det, for erfaringen havde lært dem, at når vinden løjede af, ville havet og undervandsstrømmen aflejre en blanding af små træstumper og tang oppe på den tørre strand eller i lavvandede områder, hvor der var læ. Og på disse steder kunne de finde de forunderligt lysende, honninggule klumper, der mærkedes så let i hånden.

Det rav, som bondestenalderens mennesker samlede, stammede fra uhyre skovområder, som for 55-35 millioner år siden havde bredt sig over store dele af det nuværende Nordeuropa.61 Ravet var hærdet harpiks, som fra nogle træsorter var dryppet ned i den mørke skovbund. Alt dette vidste stenalderens mennesker naturligvis intet om, kun at ravet kom derude fra havet, hvorfra det af bølgerne blev ført tilbage til landjorden.

 Ca. 3 kg vejer denne ravklump, som i 1930'erne blev fundet, efter at den var blevet skyllet op på stranden på Fanø i Vestjylland.

Ca. 3 kg vejer denne ravklump, som i 1930'erne blev fundet, efter at den var blevet skyllet op på stranden på Fanø i Vestjylland.

Men ravet var oprindelig dannet på landjorden. Og de klumper, store og små, som Vestkystens mennesker for årtusinder siden samlede, kom måske oprindelig fra skove, der engang havde groet på sydvendte bjergskråninger i Värmland i Sverige og i landskaberne videre sydpå. For årmillioner siden havde det samlet sig i de vandløb, som mundede ud i forløberen for Götaelven og i de vandløb, der løb parallelt med den. Det var mægtige vandstrømme, som ledte mod sydvest i retning af det, der nu er Nordjylland. Resten af den jyske halvø lå dengang under vand, men ved den datidige kystlinje, bl.a. hvor nu indsejlingen til Limfjorden ligger, aflejredes mængder af rav.

Annonce

I en senere periode, i miocæntiden, for henved 23 millioner år siden hævede Jylland sig af havet: Vesterhavet blev trængt i sydvestlig retning. De sydvestgående vandløb bragte stadig med sig vældige mængder af ler, sand og grus fra den skandinaviske halvø ud over Jylland – og ravet fulgte med. Det aflejredes både indlands på den jyske halvø og, ikke mindst, ved den jyske vestkyst, hvor stenaldermenneskene netop fandt de største ravmængder.

 Typer af ravperler fra det 4. årtusinde f.Kr.

Typer af ravperler fra det 4. årtusinde f.Kr.

Men der kom også rav til Danmark andre steder fra. I det område, der svarer til det nuværende Rusland, var der også blevet skabt vældige mængder af rav. Meget af det førtes bort ad vandvejene tværs gennem Skåne. En stor del af det rav, man finder i Østdanmark, stammer formentlig fra disse østlige egne. Det kan også på et senere tidspunkt, måske i mellemistiderne, være revet op fra de store ravforekomster, man kender i de østlige Østersøområder. Men også det stammede fra store skovområder, der formentlig havde stået i subtropiske egne i Vest- og Centralrusland. Herfra havde vældige flodsystemer ført ravet vestpå, helt over til den sydlige del af Nordsøen. Men undervejs aflejredes enorme mængder langs den tyske og polske Østersøkyst. Specielt i rolige laguner i det område, hvor floden Weichsel i dag munder ud i Østersøen.

Men dermed var ravets vandringer ikke slut. Under den sidste istid dækkedes Nordeuropa af en mægtig indlandsis, og med isen blev ufattelige jordmasser transporteret vidt omkring – og ravet fulgte med. Når isen igen smeltede bort, spulede smeltevandet den nøgne jordbund, frigjorde ravet og transporterede det til nye aflejringer. Så langt isen kom, lige så langt transporterede den også ravet.

Så mange gange var ravet blevet flyttet, at vi ved slutningen af den sidste store istid ikke kan tælle dets vandringer. Og alligevel havde det endnu en vandring til gode. Den fulgte efter den sidste istid, da mennesket var begyndt at leve i Danmark. Bølgeslag og havstrømme frigjorde igen ravet fra de aflejringer, hvor det var endt under den sidste istid. Det befriede rav blev skyllet ind til kysterne på det, der nu er Danmark, og blev liggende her. Stenalderens mennesker vidste godt, hvor de skulle finde det. De kendte de lokaliteter, hvor strøm og vind oftest afsatte ravet. Det var navnlig på Jyllands vestkyst. Men de vidste også, at kraftige efterårs- og vinterstorme fra sydøst, øst og nordøst kunne afsætte det på halvøens østkyst. Eller de kunne under særlige vindforhold finde det på f.eks. nordøstkysten af Læsø og på Falster.

 I højen Låddenhøj i Nordsjælland, som indeholdt to stenbyggede gravkamre, fandt man denne samling ravperler fra det 4. årtusinde f.Kr. Perlernes form – de er dels økseformede, dels kølleformede – er udtryk for den magiske betydning, man tillagde ravet.

I højen Låddenhøj i Nordsjælland, som indeholdt to stenbyggede gravkamre, fandt man denne samling ravperler fra det 4. årtusinde f.Kr. Perlernes form – de er dels økseformede, dels kølleformede – er udtryk for den magiske betydning, man tillagde ravet.

På bopladserne inde bag kysten forarbejdede bondestenalderens mennesker det fundne rav. For det var efterspurgt til smykker. Jo flere af de gyldne klumper, man kunne optræde med, des større var ens anseelse. Når man i dag finder stenalderens ravsmykker i moser eller grave, kan det være svært at se sporene efter deres bearbejdning, fordi smykkerne blev båret og gned mod kroppen. Derved blev arbejdssporene slidt bort, eller de er ødelagt på grund af dårlige bevaringsforhold. Men finder man ravet på de bopladser, hvor tilvirkningen af ravklumperne blev foretaget, tegner sagen sig anderledes. Her kan man finde mislykkede ravsmykker og affald fra forarbejdningen.62

Det er tydeligt, at stenaldermenneskene ikke lagde vægt på en glatpoleret overflade. Ravklumperne måtte godt se lidt grove ud i forarbejdningen. Og en polering fik de jo, når smykkerne gned mod ejerens krop. Så fik de til gengæld også den levende overflade, som gør ravet til noget enestående. Det hændte dog, at man polerede særligt uregelmæssige stykker med en sandsten.

Rav er et amorft materiale, der minder lidt om flint, om end det ikke er nær så hårdt. Men man kunne give det en første tildannelse ved at presse eller kløve fliser af, ganske som man gjorde det med flint. De små afslag fik ligesom flinten en slagbule og koncentriske ringe.

Gik man videre med den finere bearbejdning, skete det ved at skrabe overfladen. Så opstod der nogle små stykker affald, der nærmest lignede miniature-høvlspåner. Dem finder man undertiden ved udgravningerne af bopladserne, hvis man er så omhyggelig at slemme med vand den jord, som bopladsen lå på. Kun derved får man disse små stykker affald med.

Til de store pragtsmykker, der vakte særlig opsigt, foretrak man gerne naturlige ravklumper. Dem skulle man bore hul i, så de kunne sættes på en snor. Hertil brugte man bor lavet af særligt tynde flintspidser. Det ved man, fordi man i et par tilfælde har fundet ravsmykker, hvor et flintbor er gået i stykker og spidsen er blevet siddende i hullet.63 I en af perlerne fra det store ravfund fra Mollerup, som vi allerede har hørt om, sad endnu i perlen den afbrækkede spids af boret. Det var en 8 mm lang og 3 mm bred flintstump, der omhyggeligt var tilhugget langs begge sider. Her var det ikke lykkedes for ravhåndværkeren at få den brækkede spids ud af perlen. Han havde ganske vist prøvet på det ved at skære et lille ekstra hul på siden af perlen.

Flintbor var meget anvendt, men man kunne også anvende bor med en spids af ben. På nogle af stenalderens ravperler kan man i det borede hul se en gul, pulveragtig belægning. Det er formentlig spor efter, at man har brugt en benspids. Man kan tænke sig, at borespidsen blev monteret for enden af en tynd rundstok, som håndværkeren drejede mellem håndfladerne. Det er dog også muligt, at man har anvendt mere avancerede boreredskaber, som man kender dem fra jægerstenalderens fund.64 De borede huller var koniske og boret fra begge sider. Indboringerne mødtes sjældent helt nøjagtig i midten.

 Ravsmykker fundet ved tørvegravning i Sejerslev Tørvekær på Mors. De blev i det 4. årtusinde f.Kr. nedlagt som en offergave i en lille sø.

Ravsmykker fundet ved tørvegravning i Sejerslev Tørvekær på Mors. De blev i det 4. årtusinde f.Kr. nedlagt som en offergave i en lille sø.

En meget stor del af smykkeproduktionen bestod af rørformede ravperler. Nogle var lange, andre ganske korte. De korte perler blev ofte savet af en større rørformet perle. I nogle fund har man kunnet påvise, hvordan der af en enkelt rørformet perle kunne saves 3-4 korte perler, hver 3-4 mm lange og ca. 8 mm tykke.65 Afsavningen skete ved hjælp af en snor, som blev kørt hurtigt frem og tilbage. Det gav varme nok til at gøre ravet lidt blødt.

Meget af det rav, som man finder i de offerfund, vi allerede har hørt om, består af halvfabrikata, som endnu ikke havde fået deres endelige form. Derimod finder man i højere grad de færdige smykker i gravfundene. Og her er variationen meget stor. Desværre bevares ravet ikke altid særlig godt i gravene. Det gælder især de grave, man finder på de sandede jyske jorder, hvor ravperlerne næsten er smuldret helt bort.

Det er også ofte svært at danne sig et indtryk af, hvordan de smykker, som stenalderens mennesker fik med sig i gravene, var sammensatte.

Navnlig i de store stengrave er begravelserne oftest forstyrrede ved senere gravlæggelser. Men der er ingen tvivl om, at mange af smykkerne bestod af forskellige former, der var sammensat med stor kunstfærdighed.

Og formerne var virkelig mangfoldige.66 Den mest påfaldende form for ravsmykker er de dobbeltøkseformede perler. De har næsten altid deres gennemboring på tværs af længdeaksen og har gerne et spidsovalt tværsnit og to tydelige ægge. Nogle af de dobbeltøkseformede perler har tydeligvis en for- og en bagside. Det kan tyde på, at de har været beregnet til fastsyning på dragten.

Der findes også spidsovale, halvmåneformede, prismatiske og kubiske perler. Nogle af dem har en enkelt gennemboring, andre har flere. Det tyder på, at de er indgået i sammensatte smykker. Til de sammensatte smykker hørte formentlig også de såkaldte mellemstykker, som havde to eller flere gennemboringer på tværs af længdeaksen. Sammen med dem optræder de cylinderformede perler, som er den almindeligste type. Af de ca. 50.000 perler man kender fra den tidlige og mellemste neolitiske tid udgøres de ca. 40.000 af rørformede perler. Blandt de mere specielle former er de trompetformede og timeglasformede perler. De sidste har formentlig hørt til i bæltet. Endelig findes der talløse former for hængesmykker, hvor gennemboringen sidder i den ene ende.

Hvordan de mange perleformer blev båret er som omtalt ret ukendt.67 Man har undertiden fundet rester af de snore, som perlerne var trukket på. De kan være bevaret inde i hullerne på perlerne og synes at være fremstillet af tarme. Undertiden finder man også ravperlerne liggende således i gravene, at man kan slutte, i hvilken rækkefølge de har været trukket på snoren.68 Men det hører til undtagelserne, og generelt ved vi ikke meget om, hvordan stenalderens mennesker bar deres ravsmykker. Det har formentlig undertiden været i form af sammensatte „diademer“, hvori de store, såkaldte mellemstykker med mange gennemboringer indgik. Slidspor på mellemstykkerne tyder nemlig på, at de har siddet øverst i smykket, og at der fra dem hang tråde ned med perler. Der er også mange af hængesmykkerne, der har slidspor på den ene side. Det kunne tyde på, at de har siddet fastsyet på dragten. Sådan har de formentlig siddet på den dødes dragt i Dragsholm-graven fra den tidligste del af bondestenalderen. På samme måde kan også de dobbeltøkseformede perler have været syet fast til dragten. Det hænder ikke sjældent, at man finder perlerne i gravene i området omkring maven og hofterne.

Noter

60: Hirsch & Liversage 1987.

61: J. Jensen 2000.

62: Hirsch & Liversage 1987.

63: S. Müller 1907, s. 87; C.J. Becker 1953a, s. 96.

64: B.B. Henriksen 1973.

65: K. Ebbesen 1995b, s.41.

66: Typetavle: K. Ebbesen 1995b, s. 34.

67: Ibid. s. 42.

68: F. eks. i en langhøj fra den tidlige bondestenalder ved Fjeldsø, se I. Kjær Kristensen 1991, s. 81.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Nordens guld i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 14. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430830

Afsnittet Nordens guld er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet